Er man kun sund, hvis man går all in? Skal man løbe en halvmaraton for at kalde sig løber, og kan man kun tabe sig, hvis man spiser KETO-kost? Eller kan man nøjes med meget mindre. Det undersøger vi i artiklen her.

Vi kender det nok alle sammen. Et nyt år står for døren, og fortsætterne for det kommende år skal laves. De går som så ofte før på at tabe sig, dyrke mere motion, spise sundere og generelt leve sundere. Januar er et helvede, mens man styrter rundt i vintermørket og forsøger at nå både at sætte linserne i blød til aftensmaden, være med på crossfit-holdet kl. 17 og samtidig nå opvasken, før man skal nå at læse et kapitel i den første ud af de fire bøger, som er målet for måneden.

Lige så stille smuldrer planerne og de gode intentioner. Rygraden bliver blød som en regnorms og lige så stille springer man en træningsgang over, og det hvide brød og sofaen trækker. Vi har igen slået et meget større brød op, end vi kunne magte, for det er faktisk de færreste, der kan overkomme at springe til at være sund på alle parametre på én gang.

Heldigvis er der en talemåde, der siger, at lidt er bedre end slet ingenting. Læs videre og bliv guidet til halvhjertede løsninger i forhold til at tabe sig og leve sundere, hvis du har rygrad som en regnorm og gerne vil starte der, hvor gærdet er lavest.

 

 

Hvad er målet?

Gør først og fremmest op med dig selv, hvad dit mål er. Vil du tabe dig og hvor mange kilo? Vil du blot stramme op, komme i god form og få en stærk krop? Vil du bare spise sundere og være mere sund indefra? Eller vil du pleje din hud og krop med cremer og kosttilskud eller vitaminer.

Det er meget lettere at gennemføre, hvis du vælger ét mål at arbejde ud fra og sætter små delmål, så det ikke virker for uoverskueligt.

 

Effektiv motion

Du kan sjældent tabe dig ved motion alene, hvis ikke kosten følger med. Men til gengæld kan du holde kroppens forbrænding høj, hvis du dyrker motion. Men hvilken motion, taber du dig lettest og mest ved?

Cardio-træning er den hurtigste måde at tabe sig på. Du får pulsen op og forbrænder kalorier. På fem minutter forbrænder du flest kalorier ved at løbetræne, hvis du løber med en fart på 9,5 km/t.

Spis mindre, end du indtager

En af de mest effektive måder at tabe sig på er ikke ved træning. Forskning viser nemlig, at du let kan smide en masse kilo, hvis du regner kalorier og ikke spiser flere kalorier, end du har forbrændt – og helst færre, hvis du vil tabe dig.

Teknologiforskeren Jakob Stoustrup fra Aalborg Universitet afprøvede en metode, hvor han måtte spise alt det, han plejede, og det kun var vægten af maden, der var vigtig. Her vejede han sig selv før og efter hvert måltid. Det, han vejede efter morgenmaden, skulle han trække fra det han vejede før frokosten og så spise det beløb mindre i vægt. Man kan også vælge at veje sig fra dag til dag, og så blot veje sin mad i løbet af dagen, så det samlet set vejer mindre end det, man har forbrændt dagen før. Altså generelt spise mindre mad i vægt, end kroppen forbrænder.

Health and vegan life concept, yellow banana placed on a digital electronic scale

 

Små justeringer i hverdagen

Har du ikke overskud til hverken træningshold eller kostomlægning, kan du sagtens lave små justeringer i hverdagen, som gør dig sundere og i lidt bedre form. Med hensyn til motionen handler det om at tage trappen i stedet for elevatoren og cyklen i stedet for bilen eller bussen. Gåture giver faktisk også meget mere motion, end man skulle tro, så rejs dig op og gå rundt, hver gang du taler i telefon eller snup en gåtur rundt om bygningen i frokostpausen.

Når det kommer til kosten, kan du også foretage små ændringer. Spis kun én portion mad – selvom du føler dig mere sulten, kan kroppen vænne sig til det. Læg mere af det grønne på tallerkenen og færre kartofler, ris og hvidt brød. Skift din eftermiddagssnack ud til et sundt alternativ.

 

Mange bække små

Sundhedstyrelsen har udgivet en folder, der hedder ”Små skridt til vægttab – der holder”. Her er princippet mange bække små og handler om at skifte vaner et trin ad gangen. Drikker du gerne en sodavand eller anden sukkerholdig drik hver dag så skift hver anden ud til en light-udgave, indtil du er klar til, at det er light hver gang. Herefter kan du skifte til, at du kun drikker sodavand hver anden dag og postevand de resterende dage. Til sidst kan det ende ud i, at du kun drikker postevand til daglig og sodavand til særlige lejligheder.

 

Men hvad med alkohollen?

Når det kommer til kalorier, er rødvinen den største synder. Der er 134 kalorier i et glas rødvin på 14%, mens der til sammenligning er 125 kalorier i en pilsner. Til gengæld kan du roligt drikke en snaps, da en enkelt indeholder 95 kalorier. Til gengæld har øl den fordel, at langsommere, og drikker man det sammen med maden, spiser man ofte mindre, da øllen giver en mættende fornemmelse.

Hvilke snacks feder mest

  • Chips er fyldt med kalorier. Men holder du meget af den salte, knasende smag så skift dem ud med popcorn. Bare vælg den fedtholdige type til mikroovnen fra – de fås heldigvis i fedtfattige varianter.
  • En myslibar eller rawbar er fyldt med kalorier og er bedst i forbindelse med motion og ikke som snack på kontoret.
  • Elsker du chokolade, så vælg den kaloriefyldte snickers fra, og køb i stedet en plade mørk chokolade med en høj kakaoprocent (gerne over 70%). Snup et lille tern i stedet for hele pladen.

 

Lokales loyalitet,webhandel, aktivitet på sociale medier og sammenhold butikkerne i mellem hjalp de forretningsdrivende gennem krisen.

Ved første corona-nedlukning i foråret 2020 satte Charlotte Barslund sig på en bænk foran sin butik Pistache på Rungsted Havn og tænkte: ”Det var så det”. Hun forventede at måtte dreje nøglen og finde noget andet at give sig til derefter. Så slemt gik det heldigvis ikke. Idag kanCharlotte Barslund glæde sig over, at hun og andre forretninger på havnen er kommet styrket ud af de seneste to års kriser:

”Jeg kan mest tale ud fra mit eget perspektiv men ser også en tendens for havnen generelt, hvor de fleste butikker er nået godt igennem. For butik Pistache er det sket takket være stor støtte fra en lokal, loyal kundeskare som på en behagelig måde har støttet op med omsorg og opbakning. Handelen er foregået via webshop og click and collect”.

Rent praktisk er det foregået sådan, at Charlotte Barslund har vist nye varer, tilbud og andet frem på de sociale medier. Den øvelse er hun på to år blevet skarpere til og mere bevidst om at bruge. Det har medvirket til at kunderne, som især er voksne kvinder på 30-60 år, har sat en ære i at handle lokalt:

”Det er et held for os, at vi både har lokale kunder og havnegæster, som sikrer en god udskiftning af butikkens udbud. Det har været en lidt stille vinter men en udmærket februar. Så vi er fortrøstningsfulde nu, hvor forår og påske står og tripper udenfor”.

Charlotte Barslund har fortsat sin aktive rolle på sociale medier, da det giver bonus straks og er en mere direkte måde at henvende sig til kunder og følgere:

”I krisetider er der en styrke at være del af et lille samfund med sammenhold som Rungsted Havn. Der har af sig selv udviklet sig et miljø med butikker, restauranter og andre virksomheder uden en overordnet masterplan. De to år har været en kamp men også en rejse, som har gjort mig og andre stærkere med tiltro til vores egne evner selv under pres”

Charlotte Barslund, indehaver af Pistache med modetøj på Rungsted Havn, er kommet styrket ud af corona-krisen takket være lokale kunders støtte og sammenholdet de forretningsdrivende i mellem.

Vred over opfordring til rabat

”Nu må det stoppe”. Sådan skrev Philip Lundsgaard, indehaver af Riva Bistro & Bar på Rungsted Havn, for nylig i et opslag på Facebook.

Grunden var en mail fra Hørsholm kommune med forespørgsel om at få en aftale om at give rabat til kommunens 1.500 medarbejdere ved besøg på restauranten. Begrundelsen skulle være at støtte op om erhvervslivet og give medarbejderne nogle personalegoder. Opslaget blev siden delt kraftigt med sympati fra mange. Nu er initiativet med at spørge forretningsdrivende om rabat sat på pause i kommunen.  Samtidig har borgmester Morten Slotved beklaget.

Opfordringen til at give rabat faldt i følge TV2 Lorry ikke i god jord hos Philip Lundsgaard, der som mange andre har kæmpet for sin forretning under corona-nedlukningen:

”Offentligt ansatte har fået fuld løn gennem hele krisen, mens vi i det private ikke har fået fuld kompensation. Og så tillader en af Danmarks rigeste kommuner sig at bede om rabat”.

I følge Lundsgaard hjælper kommunens initiativ hverken hans restaurant eller den øvrige branche:

”De vil have, at jeg skal betale for, at deres ansatte kan få nogle goder. Timingen kunne ikke være dårligere, når vores branche bløder. Vil kommunen bakke op om erhvervslivet, kunne de købe 1.500 gavekort til deres medarbejdere”.

Restauratør Philip Lundsgaard fra Riva Bistro & Bar er kommet op i det røde felt efter opfordringen til at yde kommunale medarbejdere rabat.

Ole Stilling, direktør for By og Erhverv i Hørsholm kommune, forsvarer initiativet med, at rabatordninger er med til at rekruttere medarbejdere til velfærdsområderne. Desuden håber kommunen at ansatte, som bor udenbys, vil lægge mere forbrug i kommunen. I følge TV2Lorry giver Philip Lundsgaard ikke meget for argumentet:

”De fleste, der arbejder i Hørsholm kommune, bor udenbys. Der skal nok gives 25-30 procent i rabat, før nogen gider at tage på restaurant i Rungsted. Og hvis jeg skal give 30 procent i rabat, skal jeg betale for, at de kommer og spiser hos mig”.

I følge Frederiksborg Amts Avis, som har foretaget en rundringning, er Hørsholm Kommune ikke ene om at træffe aftaler om rabat til medarbejdere. Det sker blandt andet i nabokommuner som Fredensborg og Allerød på blandt andet vin, hårde hvidevarer, briller, forsikringer, fysioterapi og fitness.

Liebhaverboligen har spurgt kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole om det rimelige i, at en kommune forhandler rabat hos forretningsdrivende:

”Medarbejdernes restaurantbesøg er alene relevante i arbejdsøjemed. Private besøg har kommunen ingen interesse i, og den kan derfor ikke handle på de ansattes vegne. I modsætning til en privat virksomhed som gerne må have det som en del af personalepolitikken. Det må en kommune efter min vurdering ikke”.

Månedens klassiker – Porsche 356
Den lille meget velkørende sportsvogn her fik et langt liv. Den var i produktion helt fra 1948 til 1965. Og det også selv om storebror 911 allerede blev introduceret i 1964, men der var stadig stor efterspørgsel på den noget lettere 356’er især i USA. Modellen kom både som lukket og åben sportsvogn, og motoren var den samme som i VW Beetle, bare med dobbelte karburatorer og andet, som gav den 90 hk., og det var pænt meget dengang. Også fordi den lille baghjuls-trukne Porsche 356 med hækmotor ikke vejede ret meget. I dag er priserne på en god brugt 356 virkelig høje – langt over en halv million og nogle gange to mio. +, hvis der er tale om en af de sjældne Carreraer eller Speedstere. Denne her på billedet fra 1956 er lige nu til salg hos CC Cars i Ans By til 1.5 mio. kroner.

Elbilerne overtager
Fra første til andet halvår i 2021 steg andelen af solgte elbiler med svimlende 136 procent i Danmark. I første halvår udgjorde elbilerne kun sølle otte procent af salget, mens de i det sidste halvår udgjorde 20 procent af de solgte nye biler. Og tallet ville formentlig være langt højere, hvis ikke der var mangel på mikrochips og flaskehalse i produktio-nen. Og elbiler er bare bedre for miljøet, basta! Beregninger fra blandt andre Klimarådet viser, at elbiler allerede efter 25.000 – 50.000 kilometer samlet set er bedre for miljøregnskabet end en sammenlignelig fossilbil. Her er det en smuk elektrisk DS3 e-tense i lige så smukke omgivelser ved Charlottenlund Slot.

Husker du?
Tilbage i 1997 ramte Mercedes-Benz’ spritnye A-klasse alverdens forsider – men ikke på grund af noget godt. For i 1997 væltede en motorjournalist i Sverige med en A-klasse, da vognen viste sig at være helt håbløst farlig i den såkaldte ”elgtest” (meget hurtigt retningsskift), og med røde ører og et ordentligt hak i den ellers så skinnende image-facade måtte bilgiganten hjemkalde samtlige 17.000 biler, der indtil da var produceret. Til gengæld blev modgang vendt til medgang, da Merce-des-Benz så introducerede ESP-systemet i bilerne, og i dag findes der ingen biler uden. Et system, som har reddet tusinder af liv i trafikken.

Varevogn med X Factor
Det er ikke så tit, at små biler på gule plader er særligt sexede eller spændende, men ingen regler uden undtagelser. Således testede Liebhaverbilen for nylig den lille-bitte Suzuki Jimny i varevognsversionen. Og sikke en charmerende lille fætter. Det er en fuldblods offroad’er med firehjulstræk (eller træk på kun to, hvis man slår det fra). De stive aksler og 3-leds ophæng med fjedre gør den meget adræt i al slags terræn, og har man 169.390,- kr. (199.230,- inklusiv moms) til et anderledes køretøj med tonsvis af X Factor, så er Jimnyen et godt bud. Er man mere end 185 cm. i højden, så glem det, da den faste varerumsadskillelse gør den noget klejn og trættende på længere ture, ligesom det manglende 6. gear gør den støjende på motorvejen.

Bronco – nu med monstermotor
Fords ikoniske Bronco blev introduceret sidste år i en ny model, og efterspørgslen har været så stor i USA, at der er lange ventetider på den allerede. I mellemtiden kommer Ford så med en endnu vildere version – Bronco Raptor, der har over 400 hk. under hjelmen og et endnu bedre offroad-udstyr, så den for alvor kan tage kampen op mod dens ærkerival – Jeep Wrangler Rubicon, som du kan læse om andetsteds her i bladet. Ford Danmark oplyser med tristhed i stemmen, at der ingen planer er om at importere nogen af Broncoerne herhjemme.

Havelegetøj giver styrke og kondition

Skal børnene have nyt til foråret, kan det nyttige sagtens forenes med det sjove. Meget udstyr lover at stimulere balance, koordination og labyrintsans.


Sikrer uafbrudt latter

Oppustelige bærbare kofangerbolde på henved en meters diameter styrker lattermuskler og andre muskler! Iført denne kæmpe kammerat kan børn hoppe, rulle, tumle og bumpe ind i hinanden, mens der lyder non stop latter i haven hos dem og deres venner. Børnene kan opfinde mange måder at lege sikkert på med det dynamiske legetøj af varmeforseglet PVC-vinyl. Kropskofangeren er en gave med wow-faktor. når der skal investeres i nyt udendørs-legetøj til foråret. Fås i flere størrelser og farver til 1.499-2.649 kr. www.fruugo.dk


Vil styrke motorikken

Evighedskarrusellen findes i børnehaver og SFO, og man kan blive helt rundtosset af at se sit barn på den. Det er et sjovt og stimulerende redskab, der bruges siddende og eventuelt stående for dem, som er gode til at holde balancen. Når barnet sætter sig eller står i evighedskarrusellen, betyder den skrå plade, at den automatisk drejer rundt, uden at barnet skal foretage sig yderligere. Det stimulerer den vigtige labyrintsans og danner basis for, at barnet senere tør kaste sig ud i balanceaktiviteter og bliver bedre til at lære. Evighedskarrusellen bruges ofte til motoriktræning og koordination i idræt som del af en redskabsbane. Materiale er kraftig krydsfiner og antiskrid-overflade. Bruges fra tre år og er 51 cm i diameter. Pris 1.449 kr. www.legeakademiet.dk


Vippen kan også rotere

Spinner fra Exit Toys er en roterende vippe, som kan dreje 360 grader og vippe i en op- og nedadgående bevægelse. Vippen for de 3-8-årige er fremstillet af pulverlakeret, galvaniseret stål, som giver varig rustbeskyttelse. Den har sædefjedre, som giver et ekstra sjovt bump og skærmer mod for hård kontakt til jorden. Sæderne er af solid plast, og vippen har en stabil tre-fod, der kan flyttes, når græsset skal slås. Vippen måler 193 cm og 60 cm i bredden. Vær opmærksom på ekstra god plads til rotation. Spinner koster 795 kr. www.ude-leg.dk


Halvbold træner det hele

Easy Fit kan bruges af samtlige aldersklasser og den halve bold egner sig til både core-, balance- og koordination- og udholdenheds- og stabilitetstræning. Bunden har små nonslip-fødder, og toppen er også nonslip-coatet. På den halve bold kan børn og voksne sidde, ligge, gå, løbe, steppe, hoppe, jogge, hinke og sjippe som alternativ til minitrampolin og vippebræt. Højden er 26 cm og diameteren 61,5 cm. Pris 999 kr. hos www.denintelligentekrop.dk


Hop på to meter donut

Den to meter høje FunJump er en såkaldt hoppedonut, som sætter pulsen i vejret hos børn ned til tre år. Den kan monteres på et kvarter ved hjælp af fire jordspyd, et stativ af metal og en oppustelig ring. Når barnet eller flere børn samtidig bruger den oppustelige donut, kan der virkelig komme højde på, fordi man kan holde fast i metalstængerne og komme godt ned i knæ, når man sætter af. Balancen får dermed hjælp, så også de mere forsigtige børn kan være med. Redskabet hjælper til at stimulere labyrintsans, muskler og led samt grovmotorik. Pris 1.199 kr.  www.legeakademiet.dk


Spil i konstant bevægelse

Spikeball spilles af alle aldre i have eller på strand. Man spiller to mod to eller flere: To hold stiller sig op på hver side af nettet. Startholdet server ned i nettet til modstanderholdet, der nu kan spille bolden mellem hinanden. Der må maks. være to berøringer, inden der smashes ned i nettet. Det er tilladt at bevæge sig hele vejen rundt om nettet, idet der ikke er nogen banehalvdel. Det gælder om at være hurtig og i bevægelse, da det ellers er nemt for modstanderen at spille bolden i den retning, hvor der ingen står. I sættet til 429 kr. følger rammekomponenter og ben, tre bolde, ventil til at puste dem op og spilleregler. www.netcentret.dk

Singapore er nummer et på listen over de byer i verden, der er længst fremme, når det kommer til at være en Smart City. Men Danmark er lige i hælene, hvor København har status af at være den syvende smarteste by i verden i 2021.

Forestil dig en by, hvor alt taler sammen digitalt. Hvor teknologi kan være med til at forbedre alt fra transport til sundhedsplejen og ikke mindst miljøet. Hvor bilerne kører rundt af sig selv, og der aldrig er kø på vejen, og kun sjældent sker ulykker. En by, hvor alle i nærheden får en besked, hvis du er faldet om eller kommet til skade, så de straks kan komme og hjælpe, eller hvor overvågningskameraer opfanger vold på gaden og straks sender besked til politiet. Sådan en by er Singapore. Nogle af teknologierne er stadig på prototypestadiet, mens andre er ført ud i livet. Der bliver testet på livet løs med dronelevering af pakker, new age-landbrug og talende overflader overalt, der kan give dig den information, du har brug for. En stor del af den nye teknologi skal være med til at gøre byerne mere bæredygtige. I Singapore satte regeringen i 2010 sig nemlig det mål, at de ville være verdens første Smart Nation. Et sted, hvor ”alle er forbundet med alting, overalt og hele tiden”, og som via teknologi vil forbedre livet for alle landets borgere. En by fyldt med muligheder og ganske få begrænsninger.

Singapore er af flere blevet kaldt for Asiens Silicon Valley, og her er en meget høj koncentration af start-up virksomheder, der konstant arbejder på at forbedre og udvikle ny teknologi. Bredbåndshastigheden er blandt de hurtigste i verden, og det samme er mobilnettet, hvilket egner sig perfekt til BIG‐data forretninger. Børnene bliver endda undervist i teknologi i børnehaven og skolen, fra de er helt små – dog hele tiden med henblik på at undgå for meget skærmtid. Samtidig underviser man også de ældre i at bruge den nye teknologi.

En af grundene til, at det har været så let for Singapore at føre idéen ud i livet, er, at den er både en by og en stat på én gang. Vejen fra idé til beslutningstagere er ikke lang, og hele landet har været let at dække rent teknologisk på grund af sin forholdsvis lille størrelse.

De største udfordringer

Som generationerne skifter, bliver flere og flere ældre trygge ved ny teknologi, og snart har de fleste kendskab til smartphones og tablets som en del af deres hverdag. Det gør det lettere at inddrage alle og gøre et land til en smart nation. Én af de største udfordringer er dog stadig privatliv og sikkerhed. For det er helt sikkert, at vi overlader en masse af vores private oplysninger til teknologien samtidig med, at vi er nødt til at give adgang til vores privatliv, vores færden og forbrug med videre, hvis en smart nation skal kunne fungere. Der vil være mange, der stiller spørgsmål til, hvordan den data, der bliver indsamlet, vil kunne blive brugt, og hvordan man kan forblive anonym i en så teknologistyret verden.

Danmark som smart nation

Danmark er faktisk et af de lande i verden, der er godt på vej til at blive en smart nation. Vi er allerede godt på vej, når det kommer til teknologi med mobile betalingsformer, overvågning af ældre og syge, som kommunikerer direkte med plejepersonalet og digitale ID-løsninger samt høj datasikkerhed. En del af infrastrukturen er ved at blive omdannet til el, og vi kan leje biler, el-cykler og løbehjul blot ved hjælp af vores telefon, og vi kan gå hen til en pakkeboks og åbne den ved et tryk i en app. Danmark har en fordel ved at være et lille land, hvor det er forholdsvis let at integrere nye systemer og beslutninger. Flere byer i Danmark arbejder allerede nu på at blive Smart Cities.

Få et overblik over kommunernes intelligente løsninger på www.smarterdenmark.kl.dk, og se, hvor langt Danmark er kommet.

Kuriøse opfindelser, de arbejder på i Singapore:

  • Et ur, der kan måle dine behov for næring, så du kan skræddersy din mad til dine behov
  • Kunstigt fremstillet mad, der giver præcis den næring, der er brug for og samtidig er både flot og smager godt. Maden printes simpelthen af en 3D-printer
  • Talende tapeter og overflader med indbyggede mikrofoner
  • Trådløs strøm via radiofrekvenser

Christiania Bikes drøm har været at oversvømme hovedstadens gader med ladcykler. Efter 40 år kan man i dag ikke bevæge sig rundt i København uden at se forældre transportere børn på cykler med indbyggede transportkasser.

En trehjulet cykel med lastrum foran til transport af børn er og bliver synonymt med Christiania-cyklen, i nutiden kaldet Christiania-bike. Produktionen af den karakteristiske cykel begyndte, da Bådsmandsstrædes nedlagte kaserne blev besat af autonome, som i 1971 navngav området Christiania. Året efter grundlagdes I/S Christiania Smedje af Lars Engstrøm sammen med en gruppe vennerne. Disse pionerer producerede i begyndelsen brændeovne, der de kommende år blev uundværligt tilbehør til danske parcelhuse. Der var tale om genbrug af gamle olietønder kombineret med stålplader, hentet på lokale skrotpladser på gamle ladcykler fra krigens tid.

Bilfriheden på Christiania animerede hurtigt til at tænke i alternative måder at transportere børn, dagligvarer, byggematerialer mv. Smedjen begyndte derfor at fremstille robuste cykelanhængere, i starten af gamle sengebunde. Anhængerne blev vigtige transportmidler på Christiania samt en vigtig salgsvare for smedjen. Med årene voksede efterspørgslen efter cykelanhængere også uden for fristaden, og produktion blev raffineret blandt andet ved at bruge nye materialer i fremstillingen. Det blev begyndelsen på den lille virksomhed, som blev registreret i 1978.

 


Model+30 med rugbrødsmotor er så rummelig, at den kan rumme op til seks børn. Pris: 14.399 kr.

I takt med at cykelanhængerne blev mere populære, opstod ideen hos Lars om at forbedre den efterhånden normale transportform. I stedet for at have børnene placeret bag sig i en cykelanhænger, fik Lars Engstrøm ideen til at flytte anhængeren op foran på den trehjulede cykel. Både for at opnå mere sikker transport for børnene men også for altid at have konstant kontakt med dem under kørslen. Lars Engstrøm fremstillede det første eksemplar til sin kone, og så var succesen skudt i gang. I 1984 producerede Christianiacykler 50 forudbestilte cykler til børnetransport. Herefter bredte interessen for cyklen sig langsomt til resten og København – og nu også andre steder.

En gård på Bornholm

Fem år senere flyttede produktionen til større faciliteter på Bornholm. Firmaet, som ejes af Lars Engstrøm og Annie Lerche, flyttede produktion, familie, venner og medarbejdere til en gård på Bornholm. Det var et billigt sted at starte en produktion og et godt sted for børn at vokse op. Desuden tog bønderne ved fabrikken del i produktionen som underleverandører af blandt andet håndlavede hjul og syning af kalecher. Cyklerne bliver samlet i København.


Model T er en el-cykel inspireret af vietnamesiske rickshaws. Den kan bruges til taxa-kørsel, gods og udendørs oplevelser med børn. Pris: 22.599 kr.

I starten troede ikke mange på, at ladcykler i mange situationer kunne erstatte biler i København og andre byer. Men grundlæggerne af firmaet troede på cyklerne som vejen frem. I 90´erne voksede virksomheden, og Christianiacyklen blev et normalt syn i gadebilledet. I 2001 flyttede produktion til større lokaler på Bornholm og tre år senere blev navnet ændret til ChristianiaBikes, som eksporterer til Europa og andre dele af verden og har 26 medarbejdere. Firmaet har løbende udviklet nye modeller og udstyr. Grundlæggerne modtog Klassikerprisen fra Dansk Design Center. Christianiacykler kan købes direkte hos firmaet og hos cykelhandlere.


Transportkassen er af vandafvisende krydsfinér i en ramme af galvaniseret stål. Baghjulet har fodbremse og forhjulene skivebremser.

www.christianiabikes.com www.christianiacykler.dk

Med Corona-eftervéer, klimakrise og nu også stigende forsyningskriser er modebranchen, som de fleste andre brancher nødt til at foretage ændringer i 2022. Derudover kommer at branchen i forvejen i flere år har haft fokus på en omstrukturering med fokus på alt fra færre kollektioner til bæredygtige materialer og bedre arbejdsforhold. Men heldigvis er branchen ved at finde nyt fodfæste. Vi ser på, hvad vi kan forvente af branchen i 2022 baseret på en større rapport, som er lavet af McKinseys og Business Of Fashion.

Priserne stiger

Generelt stiger priserne på tøj, sko og accessories i løbet af 2022. Det skyldes til dels energikrisen og højere produktionsomkostninger, stigende råvarepriser samt dyrere fragt. Det i sig selv varsler en prisstigning  på 3%, men flere varsler at priserne kan stige med op til 10%. Generelt er der også en tendens i branchen til at priserne stiger for at undgå en brug-og-smid-væk kultur.

Indtil nu har modevirksomhederne taget prisstigningerne på deres kappe, men det kommer til at ændre sig. Faktisk har prisen på et par jeans til 500 kr. ikke ændret sig synderligt siden 1991, skriver Dansk Mode & Textil.

Secondhand og vintage bliver mainstream

Modebranchen forventer en stor stigning i genbrugstøj. Lige nu udgør salget af genbrugstøj mindre end 10% af det globale tekstilmarked, men det tal kommer med al sandsynlighed til at stige i løbet af i år.

Joggingtøjet skal ud af skabet

Efter at vi har levet i vores joggingtøj på hjemmekontoret i to år skal vi ud i verden igen. Det kræver nyt tøj og det må gerne være mere business og mindre leisure. Det betyder, at kollektionerne langsomt ændrer sig og at forbrugerne gerne vil skifte ud i klædeskabet.

Mode i metaverse

Metaverse er på vej og selvom det langt fra er hverdag for nogle af os endnu, så tyder alt på, at en del af fremtiden skal tilbringes som avatar i online universer. Det betyder, at der kommer en helt ny modelinje – nemlig virtuelt tøj og det er en tendens som modeskaberne helt sikkert vil lege med i 2022.

Det hollandske modebrand The Fabricant er et af de første virtuelle modebrands

Cirkulært og genanvendt

Modeindustrien får mere fokus på materialer, der kan genanvendes og indgå i et cirkulært hjul, hvor det kan blive til nyt tøj. Det kommer også til at gælde emballage og produktionsmetoder, hvor også affaldsprodukter skal kunne anvendes.


Hos danske Les Deux har man lavet en Upcycle Capsule Collection, der er syet af overskudsmaterialer fra Europæiske tøjfabrikker

Forventer fremgang

Generelt forventer man en fremgang på 103 til 108 procent i forhold til niveauet fra 2019 og dermed er branchen på vej retur. Det skyldes især at mange, som omtalt tidligere, gerne vil forny deres garderobe samtidig med at de føler, de starter på en frisk efter mange år med Corona og at det værste nu forhåbentlig er overstået. Dog vil der være stor forskel på markederne rundt omkring i verden, hvor man nogen steder vil have stor fremgang og andre ingen fremgang.

Trends vi skal holde øje med i 2022

Vi har kigget i spåkuglen og fundet nogle af de nye trends frem, som du skal holde øje med i 2022. Vi ser blandt andet på nye farver, mønstre, designs og materialer.

Ballerinaen er tilbage

I løbet af 00’erne var ballerina-skoen det helt store hit og enhver fashionista med respekt for sig selv var iført et par. De fandtes i alle mulige afskygninger og farver – og nu ser det altså ud til, at skoen har fået sin revival. Flere steder med ekstra hardware såsom spænder eller nitter eller kantede skosnuder, men også i en helt klassisk udgave.


Klassisk ballerina fra Vagabond til cirka 649 kr.

Technicolor

2022 er bestemt farvernes år. Det skyldes måske, at vi har brug for et friskt indspark og for at markere en ny start. Det er især nuancer som græsgrøn, himmelblå og klar orange, der dominerer. Vi vil stadig se neutrale jordfarver som base, men det er næsten et must at supplere dem med et hint af frisk kulør.


Himmelblå strik fra Dea Kudibal til 1.299 kr.

Maritime detaljer

Striber, rebprint eller reb som bælte samt fiskenetstrik sniger sig ind alle steder i 2022. Det maritime look er tilbage hos både mænd og kvinder.


Stribet pullover fra Wuth til 2400 kr.

Ud på dansegulvet

Endelig ser det ud til, at nattelivet får lov at holde mere åbent og at alle festerne som bryllupper og runde fødselsdage endelig kan holdes. Det afspejler sig i festtøjet, der er både sexet med bodyconkjoler og lingeridetaljer samt glamourøst med glimmer, metalfarver og pailletter. For mændenes vedkommende ser vi jakkesæt eller skjorter i skinnende satin, glitter, pailletter og silke.


Masser af hud og festlige outfits på catwalken hos Designers Remix

Vis mere hud

Generelt vil vi se masser af hud i 2022. Mininederdelen er tilbage igen og det er især nederdelen, der skal være ultrakort, mens udskæringer og toppe med kun én skulder også giver udsigt til maser af hud. Hos mændene er det t-shirts uden ærmer og også udskæringer, der er på agendaen.


T-shirts uden ærmer til herrer fra Tommy Hilfiger til 299 kr.

Markante skjorter

Du kan sagtens lade skjorterne fra sidste år hænge i skabet og har du ikke nogen, kan du bare snuppe kærestens. Skjorterne må nemlig gerne være ekstra lange og oversized eller have en markant farve. Hos mændene er de oversized skjorter også et hit – så kæresten skal alligevel ud og købe nye. Det er win-win for alle.


Græsgrøn skjorte fra CoCouture til 599 kr.

“Alle dyr er lige“, skriver de på ladeporten. Der blæser friske vinde over landbruget, da dyrene har smidt de fordrukne og dovne mennesker på porten. Revolutionen er kommet til gården. Nu skal fællesflokken lede vejen. Animalismen træder i karakter. Forrest går grisene. De førte an i kampen mod den demoraliserede magtelite. Og de er trods alt de klogeste. Derfor bør de flytte ind i de bløde møbler og smage på den efterladte vin. Det er kun rimeligt. Og uden at nogen rigtig lægger mærke til det, er nogle dyr en dag mere lige end andre. George Orwells barokt morsomme kritik af den totalitaristiske Moskva-styrede Stalinisme bliver i Elisa Kragerups bearbejdelse og med musik af Lydmor en grum, humoristisk og musikalsk forestilling, som med fablens kraft står med fornyet styrke i vores tid. En læser kan vinde 2 billetter til en valgfri forestilling i spilleperioden. Værdi 680 kr. 

Spørgsmål: Hvem har skrevet musikken til ”Animal Farm” på Betty Nansen Teatret? 

Svar senest 5. marts

    Dit svar

    Navn (skal udfyldes)

    Adresse (skal udfyldes)

    Postnummer (skal udfyldes

    Mobilnummer (skal udfyldes)

    Din e-mail (skal udfyldes)

    C.V. Jørgensens sangkatalog har ligget og fristet makkerparret Nikolaj Cederholm og Kaare Bjerkø, der i sin tid opfandt teaterkoncerten som koncept, i mange år. Nu kommer ”C.V. Jørgensen Teaterkoncert” endelig til København på det renoverede Aveny-T med fantastiske anmeldelser i ryggen. Som en anmelder bemærkede, har teaterkoncerten ”det hele, lidt til og meget mere”. Teaterkoncerten sætter sangene ind i et nyt univers, hvor vi endnu engang kan spejle os i C.V. Jørgensens tekst og musik i et portræt af vores lille andedam i en stor verden. De ni performere giver den gas og både synger og spiller i denne meget intime version af en teaterkoncert, som spiller på Aveny-T fra 25. februar til 13. april. En læser kan vinde 2 billetter til lørdag den 12. marts klokken 16. Værdi 1.000 kr. 

    Spørgsmål: Hvornår er der premiere på ”C.V. Jørgensen Teaterkoncert” på Aveny-T?

     C.V. Jørgensen Teaterkoncert på Aveny-T

    Svar senest 5. marts

      Dit svar

      Navn (skal udfyldes)

      Adresse (skal udfyldes)

      Postnummer (skal udfyldes

      Mobilnummer (skal udfyldes)

      Din e-mail (skal udfyldes)

      Sui, Iben, Pia, Frederik og Otto spillede i deres teenageår i bandet Up Front. Sui, som var forsanger, fik pludselig et tilbud fra USA og tog af sted for at gøre karriere alene. Mange år efter mødes bandet igen. Det er Sui, der har samlet gruppen for at dele en hemmelighed, som vil ændre livet for dem alle sammen … ”Elsk mig i nat” fortæller en enkel og gribende historie om en række mennesker, der bliver mindet om de drømme, de engang turde have, og om den kærlighed, de måske kan få lov at opleve igen. Til musicalen kan du genopleve 30 af de allerstørste danske hits fra 80’erne leveret af bl.a. Szhirley, Jimmy Jørgensen, Julie Agnete Vang, Joakim Tranberg og Xenia Lach-Nielsen. Du kan nu vinde 2 A-billetter til ”Elsk mig i nat” en fredag/lørdag/søndag i spilleperioden 16. marts -10. april. Værdi 1.296 kr. 

      Spørgsmål: Hvor kan man opleve hitmusicalen ”Elsk mig i nat” fra 16. marts? 

      elsk mig i nat

      Svar senest 5. marts

        Dit svar

        Navn (skal udfyldes)

        Adresse (skal udfyldes)

        Postnummer (skal udfyldes

        Mobilnummer (skal udfyldes)

        Din e-mail (skal udfyldes)

        Forfatteren, journalisten og tv-værten Mikael Kamber er aktuel med sin femte bog, Gå godt, der handler om at gå og om at finde et passende tempo i livet. Også hans tidligere bøger, bl.a. Sur for en sikkerheds skyld? og 3 gode ting udforsker med udgangspunkt i moderne forskning vejene til trivsel og et meningsfuldt liv. Her deler Mikael Kamber fem af de ting, han selv sætter mest pris på i hverdagen.


        Fotograf: Kim Vadskær


        Foto: Visit Fanø

        Vandringer i naturen

        Nogle af mine bedste øjeblikke opstår, når jeg går på mine to ben. Særligt når jeg går i naturen, får jeg de der intense oplevelser, som man kun kan få, når man er fuldstændigt til stede. Nogle af mine favoritsteder er stranden på Fanø, hvor jeg kommer fra, en tæt skov eller et bjergområde. Der er noget befriende over områder, hvor der ikke er mange spor af mennesker. Efter en halv times gang på sådan et sted har den værste støj inde i hovedet lagt sig, og så begynder sanserne at åbne sig, og man bliver mere og mere nærværende. Når man kommer hjem fra sådan en tur, er man stort set altid mere afklaret og lettere at have med at gøre, end før man tog afsted.

        3 gode ting – en af verdens bedste vaner  

        Det at hæfte sig ved 3 gode ting ved slutningen af dagen er for mig at se en af verdens bedste vaner. Både fordi metoden er ekstremt nyttig og samtidig er meget enkel. Man kan simpelt hen bare kaste sig ud i at lave 3 gode ting – enten ved at skrive dem ned eller tage en 3 gode ting-runde sammen med andre, f.eks. ved aftensbordet. Det handler naturligvis ikke om, at man skal fokusere på det positive til hver en tid og for enhver pris. Men når man laver 3 gode ting, sker der det, at man træner den måde, man oplever virkeligheden på. Jo mere opmærksom man er på det gode i sin hverdag, jo mere er det det gode, der fylder.


        Fotograf: Kim Vadskær

        Gåture i byen

        Jeg bor på Christianshavn. Så snart jeg træder ud ad døren – allerhelst sammen med Annette, min hustru – er vi et sted, hvor gammelt og nyt blander sig, hvor kanalerne og havneløbet skærer sig mellem husene, og der altid er gang i noget spændende. For mig er en gåtur i byen et overflødighedshorn af overraskelser og uventede møder og spor som tankerne kan forfølge. Det er også fremragende omgivelser til en samtale. Ordene flyder let, når man går i byen, og pauserne er blot en anledning til at blive opmærksom på nye impulser.


        Vegetarkassen fra Hello Fresh

        Måltidskasser

        Hvis man vil spise sundt og varieret, undgå madspild, køen i supermarkedet og spekulationer over dagens menu, er måltidskasser som sendt fra himlen. Det kan f.eks. være fra Aarstiderne, Simple Feast eller Hello Fresh. Hjemme hos os har vi fået måltidskasser i en årrække, og de har betydet, at jeg har genfundet glæden ved at lave mad. Alverdens herlige råvarer bliver leveret lige til køkkenbordet med opskrift og det hele. Og så er det skønt at kunne samles ved et aftenbord med sund og lækker mad, der næsten altid indeholder en ny og overraskende ingrediens.

        La table d´Eglantine – min største luksus

        Mine gode venner Eglantine Charrier og Jeppe Fonnesbæk har smittet mig med deres begejstring for antikt fransk porcelæn og andre fund fra franske loppemarkeder, der kan tilføre god stil og masser af charme til ethvert spisebord. Jeg besøger deres butik, La table d´Eglantine (det betyder ”Eglantines bord”), i Kompagnistræde midt i København meget tit. Jeg kan simpelt hen ikke lade være, for straks jeg træder ind ad døren, befinder jeg mig i en verden, hvor alt er godt.

        La table d´Eglantine kan også besøges på latabledeglantine.com

         

        Truede dyr og natur får det lidt bedre og det samme gælder rettigheder for kvinder

        Arbejdsløse motorsave
        U.S.A. freder Tongass-regnskoven i Alaska som den største intakte tempererede regnskov i verden. Skovens ældste træer er 800 år og 75 meter høje, og de er hjem for 400 dyrearter som ulv, ørn og bjørn der spiser laks fra vandløbene. Samlet er der regnskov med megen regn og kystnære bjerge fra Alaska via Canada til Californien. Tongass-skovens unikke natur har længe været truet af hugst og minedrift. Præsident Joe Biden ønsker at stadfæste fredningen ved lov, så hans efterfølgere ikke kan ophæve fredningen uden også at ophæve loven. Lokale ønsker at bevare skoven, som der kun har været få arbejdspladser i sammenlignet med fiskeri og turisme. Og de jobs er afhængige af at vandløb og skov, som opsuger en stor mængde CO2, forvaltes bæredygtigt.

        Hvaler befries fra show
        Spækhuggere i fangenskab har talte dage i Europa og U.S.A. Unger adskilles fra deres mødre for at optræde i små bassiner. 57 af de kloge hvaler lever i fangenskab, men publikum i den vestlige verden vil ikke tolerere det mere, og flere lande forbyder hvaler i kommercielle anlæg. Det fører til lidelser for de intelligente og sociale dyr, som i oceanerne svømmer 150 km om dagen med 56 km i timen. Næsten alle U.S.A.´s og en tredjedel af alle verdens spækhuggere i fangenskab ejes af Sea World. En dokumentarfilm viste en spækhuggers liv i fangenskab, hvor den dræbte to af sine trænere. Siden vil 80 procent af briterne og over halvdelen af amerikanerne ikke besøge hval- og delfinanlæg. Canada har forbudt fangst og avl af hvaler, delfiner og marsvin til underholdning. Mange lande tillader dog stadig havpattedyr i fangenskab, og 3000 delfiner og hvaler lever i zoo´s og akvarier. Selv om Sea World har stoppet avl, optræder 20 spækhuggere stadig. Kina har i dag over 80 parker a la Sea World.

        Beskytter lidende hvaler
        Truede spækhuggere ved U.S.A.´s kyst får udvidet deres beskyttede område med et areal på størrelse med Danmark. Regeringen har nemlig tilføjet 41.000 kvadratkilometer som beskyttet område. Nu er havet langs kysten fra den canadiske grænse til Point Sur i Californien blevet kritisk habitatområde for den sort-hvide kæmpedelfin. Det betyder, at alle nye eller igangværende aktiviteter, som staten giver tilladelse, licens eller finansiering til – som vindmøller og fiskeri – ikke må påvirke spækhuggere negativt. Spækhuggere lever godt ved det øde Antarktis men mangler føde i det østlige Stillehav på grund af overfiskeri, støj fra skibstrafik og hvalsafarier. Disse aktiviteter skal også begrænses, hvis beskyttelsen skal batte, mener Peter Teglbjerg Madsen, professor og forsker i havpattedyr ved Århus Universitet.

        Tre ud af fire kan læse
        Flere afrikanske kvinder og piger syd for Sahara lærer at læse og skrive, hvilket gavner hele regionen. For 20 år siden kunne under halvdelen af kvinderne syd for Sahara læse og skrive. Siden er det steget til næsten 60 procent, selv om en del er droppet ud under corona. For de yngre kvinder går det bedst, idet tre ud af fire i dag kan læse. De kan i højere grad end før indgå i samfundet og følge med i aviser og vigtige informationer. Desuden ved man, at uddannede kvinder bliver gift senere, får (færre) børn senere, bliver mindre syge og tjener mere. Lønnen stiger gennem arbejdslivet med 10-12 procent for hvert år en pige går i skole. På lang sigt kan skolegang desuden øge landets bruttonationalprodukt, hvis alle piger får en grunduddannelse.

        Abort ikke ulovlig mere
        I Mexico har højesteret vedtaget at love, der straffer kvinder for at få foretaget abort, er i strid med forfatningen. Det udløste glædestårer fra mange men også vrede fra abortmodstandere. Beslutningen kommer under et år efter, at det argentinske senat vedtog, at abort skal være fri, lovlig og sikker. I Latinamerika er der kun fem ud af 33 lande, som ikke straffer kvinder for at få foretaget abort. I Mexico var det tidligere kun tilladt i fire ud af 31 delstater at få foretaget abort inden for 12 uger – herunder i Mexico City. Flere hundrede kvinder sidder stadig i fængsel for at have fået foretaget illegale aborter, ofte under farlige forhold. Med højesteretsdommen er det ikke længere lovligt at straffe kvinderne for dette. Næste skridt bør være at legalisere abort, mener kvinderets-organisationer. I Mexico får en million kvinder hvert år foretaget en illegal abort.

        Kilde: Verdens bedste nyheder