Vi skal turde sænke paraderne og være til stede i nuet. For det er her, vi møder kærligheden, siger jazzmusiker Chris Minh Doky, der er aktuel med forestillingen Dance Ballerina Dance.

På scenen udspiller sig en kærlighedshistorie: En jazzmusiker og en ballerina må overvinde en række udfordringer, før de kan overgive sig til kærligheden. Undervejs får de hjælp af den karismatiske og Fred Astaire-agtige Santa.

Forestillingen Dance Ballerina Dance er et jazzet juleeventyr i verdensklasse, spækket med glamour, ballet og croonerhits. Historiens budskab er, at man skal turde tage en chance.

“Det handler om at turde give kærligheden et skud, og ikke være så bange for at begå fejl. For kærligheden er ikke perfekt og behøver ikke se ud som et Instagram-opslag,” fortæller jazzbassist, komponist og producer Chris Minh Doky.

Han står bag både idé og manuskript til forestillingen, som er inspireret af hans eget liv og kærlighed til både musik og ballet.

En kærlighedshistorie fra livet

Inspirationen begyndte allerede at spire, da Chris Minh Doky i 2013-14 stod for musikken til balletten Come Fly Awaypå Det Kongelige Teater.

”Balletdansere er helt fantastiske, og når man så sætter dem i høje hæle og lader dem fyre den af til musikken, bliver det helt vildt. Det berørte og inspirerede mig dybt,” siger han.

I samme periode blev han skilt og begravede sig i musikkens verden. Noget tid efter mødte han solodanseren Femke Mølbach Slot via sit arbejde med Det Kongelige Teater. De to fandt kærligheden og danner par i dag.

”Forestillingen er også skrevet til Femke,” fortæller han, men understreger dog, at Dance Ballerina Dance ikke er en direkte gengivelse af deres kærlighedshistorie.

”Men det er en fortælling om, at man mødes fra to forskellige verdener.”

Der er ikke noget, der er perfekt

Chris Minh Doky vil gerne rykke lidt ved den måde, vi forholder os til kærlighed i dag:

”Vi lever i en tid, hvor vi er bange for usikkerheden. Det hele skal helst være ubesværet og ligetil. Mange mennesker er bange for at være sårbare. Måske har man haft ondt i kærligheden, og så lukker man af for den for ikke at virke svag. Men så går man jo glip af at tage chancen for kærligheden. Og kærligheden kan jo være besværlig, for man er nødt til at acceptere både sine egne og andres fejl.”

I forestillingen kæmper både jazzmusikeren og ballerinaen med perfektionisme og kontrolbehov.

”Jazzmusikeren er pissegod og kan det hele til det halve, men tager man trompeten ud af hånden på ham, så tør han ikke noget. For så er han ikke perfekt. Det samme gælder for ballerinaen. Hun er den bedste på sit felt, og ingen kan få skovlen under denne stærke kvinde. Hun er bange for at gå derhen, hvor man ikke har kontrol.”

”Mit stille budskab er, at man skal turde tage denne chance og slippe kontrollen lidt. Der er ikke noget, der er perfekt.”

Tag på en juledate

Chris Minh Doky elsker både den danske og den amerikanske jul efter 30 år i New York, men savner én ting ved den danske højtid:

”Lige så meget som jeg elsker jul, når familien samles og hygger sig, så savner jeg, at der i Danmark er bare én dag, hvor man får børnene passet, så de voksne kan gå ud på en romantisk dateaften. Gå ud og spis en romantisk middag, og så ind og se et fedt show sammen. Tag en pause fra hele familiehalløjet, og bliv forkælet af nogle sindssygt gode dansere og noget god musik. Og så er man forhåbentlig endnu mere forelsket, når man går ud fra teatret.”

Dance Ballerina Dance byder på klassiske hits som White Christmas og Winter Wonderland, spillet live af Chris Minh Dokys All Star Orkester i selskab med sangerne Martin Preisler og Dicte.

Jeg er 23 år, studerende på Ernæring og Sundhed og sundhedsskribent for Liebhaverboligen. Mit liv er fyldt med studie, arbejde, veninder og kærlighed – en hverdag, hvor jeg altid har sagt, at jeg trives i travlheden. Men sandheden viste sig at være en anden. For bag smilet og tempoet gemte sig et hjerte, der en dag bankede voldsomt på. Her er min personlige historie om det øjeblik, hvor kroppen lærte mig, at selv et hjerteslag kan tvinge dig til at lytte.

Hvad gør man, når ens eget hjerte pludselig føles som fjenden? Når det, der skal holde en i live, bliver kilden til frygt? Hvordan lever man med en krop, der slår alarm, uden at nogen ved hvorfor?

Den 9. maj ændrede mit liv sig. Jeg lyttede til hverdagen, mens verden føltes stille og normal. Indtil stilheden blev brudt af noget, jeg aldrig havde oplevet før. En ubeskrivelig uro gled gennem min krop. En nervøsitet. Min puls steg. Ikke bare lidt. Men voldsomt. Så voldsomt, at jeg kunne mærke den banke igennem hele min krop. Jeg blev forpustet, forvirret. Verden omkring mig blev pludselig fremmed, uvirkelig. Panikken overtog, og tankerne væltede rundt i hovedet: Er det nu, jeg falder om? Er det sådan, man dør? Rystende greb jeg telefonen. Frygten pressede mig ud af min egen lejlighed. Jeg kunne ikke være alene. Med min mor i øret og 1813 på linjen tog jeg til Bispebjerg. Blodprøver. Test. Overvågning. Og så beskeden: Alt ser fint ud. Du kan tage hjem. Men intet føltes fint. Frygten fulgte med mig hjem.

Frygtens rytme

Nogle dage senere skete det igen. Og så igen. Et nyt anfald. Et nyt lyn fra en klar himmel. Jeg blev bange for mig selv. Bange for mit eget hjerte. Jeg blev igen kørt gennem hospitalets rutiner. Og igen fik jeg det samme svar: Alt er normalt. Men der var intet normalt. Hvordan kan alt være normalt, når ens krop føles så forkert? Når man ikke tør lukke øjnene om natten af frygt for ikke at vågne igen? Lægerne siger, alt er fint, men min krop skriger det modsatte. Hvem skal jeg tro på?

Kortvarigt efter blev jeg henvist til en kardiolog. Her fik jeg sat et apparat på, som skulle måle min hjerterytme. Fire dage i træk blev jeg ramt af anfald. Helt uforudsigelige. Ét øjeblik sad jeg stille, det næste bankede hjertet så voldsomt, at jeg var sikker på, at alle kunne høre det. Som om det ville flygte ud af min krop. Min hverdag blev sat helt på pause. Jeg hørte mit hjerte banke ligegyldigt, hvad jeg foretog mig. Selv når stilheden trådte ind, larmede det overdøvende fra mit bryst. Hver eneste slag føltes som en påmindelse om, at noget kunne gå galt, når som helst. Jeg turde ikke længere træne. Turde ikke drikke kaffe. Turde ikke leve. Selv glæden i små ting føltes farlig, fordi den kunne få pulsen til at stige. Jeg turde ikke være alene, men heller ikke omgivet af for mange. Frygten sad med ved bordet, fulgte mig i seng og vækkede mig om natten. Frygt for hjertet. Frygt for døden. Og måske mest af alt – frygten for, at det her skulle blive min nye virkelighed.

Ventetidens tortur

Oveni frygten kom ventetiden. Uvisheden. Ventetid på henvisninger, undersøgelser og svar. Når man står midt i frygten, føles ventetid som tortur. Efter jeg afleverede apparatet, vidste de stadig ikke, hvad der var galt. Derfor fik jeg en scanning af hjertet. Den viste heldigvis, at alt strukturelt så normalt ud. Jeg havde dog en hjerterytmeforstyrrelse. Men hvilken der var tale om, var stadig uvist. Den var godartet, ikke farlig. Men i min krop føltes det livsfarligt. Jeg blev henvist til Gentofte Hospital for at få lavet en ablation – en operation, hvor man går ind og brænder de områder, der skaber rytmeforstyrrelser. Men under indgrebet viste det sig, at rytmeforstyrrelsen stammer fra min biologiske sinusknude – hjertets naturlige pacemaker. Den må man ikke røre ved. Det var både en lettelse og en skuffelse. Lettelse, fordi jeg fandt ud af, at mit hjerte i sig selv er sundt. Skuffelse, fordi jeg havde håbet på en løsning, der kunne fjerne problemet med det samme. Men jeg fik noget andet med hjem. Et svar, jeg ikke havde set komme. Det her vil gå over. Ikke med en operation, men med tid.

Når hjertet taler

Lægen sagde ordene, der fik det hele til at give mening: “Dit hjerte er ikke ødelagt. Det er dit nervesystem, der er overbelastet.” Jeg forstod, at min krop ikke havde forsøgt at knuse mig. Den havde forsøgt at redde mig. Den havde i månedsvis sendt små signaler, hvisket stille, men jeg havde ikke hørt efter. Jeg havde kørt videre, presset mig selv, lukket øjnene for de små tegn. Til sidst havde kroppen ikke haft noget valg. Den måtte råbe. Og den råbte gennem hjertet. Når nervesystemet presses for længe, når glasset langsomt fyldes dråbe for dråbe, så kommer der en dag, hvor det løber over. For mig var det den 9. maj. Den dag, mit hjerte slog så hårdt, at jeg ikke længere kunne overhøre det. Det var ikke dagen, mit hjerte gik i stykker. Det var dagen, det krævede at blive hørt.

Jeg er stadig mærket. Frygten sidder stadig i kroppen. Men jeg ved nu, at mit hjerte ikke er min fjende. Det er min beskytter. Min alarmklokke. Min påmindelse om, at jeg skal stoppe op, før jeg mister mig selv. Jeg øver mig hver dag i at give slip. Ikke på håbet, men på kontrollen. På frygten for det uforudsigelige. Jeg øver mig på at lade hjertet slå, uden at tælle hvert slag som en trussel. Jeg øver mig i at trække vejret dybt, når panikken banker på, og minde mig selv om, at frygten ikke er virkeligheden. Jeg øver mig i at sige nej, der hvor jeg før sagde ja. I at vælge mig selv, også når det skuffer andre. I at lytte, ikke kun til hjertet, men til hele mig. Jeg er ikke ødelagt. Jeg er i gang med at hele. Og en dag vil jeg ikke længere tælle mine hjerteslag i frygt, men i taknemmelighed. For under larmen, under alle de galoperende slag, ligger en stille sandhed, jeg aldrig vil glemme: Mit hjerte banker ikke imod mig. Det banker for mig. Og måske er det netop det, vi alle har brug for at huske. At kroppen ikke er vores modstander, men vores allierede. At det, vi mærker, ikke er en svaghed, men en styrke. En invitation til at lytte. Vi lever i en tid, hvor tempoet ofte tager styringen. Hvor vi glemmer at mærke efter, indtil kroppen tvinger os til det. Så lad os ikke vente, til kroppen råber. Lad os mærke efter nu. Lade stilheden få plads. Når hjertet banker på, så lyt.

Fra bortgemt rum til prestigeprojekt

På 100 år har køkkenet og indstillingen til det forandret sig totalt. Fra at være en pinlig nødvendighed, er rummet nu det foretrukne sted at være og vise frem.

1920´erne:

Gemt bort bagest i huset

I 1920´erne og i årene efter fik færre i middelklassen råd til tjenestefolk til at lave mad og holde hus og have. De, som før havde tjent til livets ophold som tjenestefolk, kunne pludselig få bedre betalt arbejde på fabrikker. Man begyndte at se på køkkenet som en arbejdsplads, der skulle være effektiv ligesom et samlebånd. Køkkenet blev gjort mere funktionelt og hygiejnisk men var stadig et lille rum, hvor lågerne var malet køkkenblå, og bordpladen var af træ. Husmoderen måtte lave maden selv, og madlavning forblev lavstatus. Det var lidt flovt ikke længere at have råd til en kokkepige, så køkkenet var gemt bort bagest i huset eller lejligheden. Man spiste ikke i køkkenet men i spisestuen eller stuen.

1960´erne:

Kaldes nu for spisekøkken

Elementkøkkenerne er introduceret, og de er ofte med låger af teakfinér, med blanke stålgreb og med pastelfarvede vægfliser. Køkkenbordet var typisk af stål eller laminat. I nybyggerier voksede køkkenet sig større end i 50´erne med spiseplads, som familien benyttede til hverdag. Køkkenet placeredes nær entre og eventuel spisestue, så tunge indkøb og varm mad ikke skal bæres så langt af husmoren, som i stigende grad gik på arbejde uden for hjemmet. Køkkenet var ikke længere kun forbeholdt madlavning og opvask men blev også brugt til børnenes lektielæsning og som samlingspunkt for familien med fokus på det sociale aspekt. Opdelingen mellem køkken og spiseafdeling forsvandt gradvist, men gæstemiddage blev fortsat afviklet i spisestuen, som ellers stod tom.

1980´erne:

Farvel til det 70´erbrune

I 1980´erne blev de nye køkkener større og kunne være i lyse træsorter eller hvide med kanter af bøg. Bordpladerne var ofte af fyrretræ eller laminat, og gulvet kunne være belagt med kork, fliser eller vinyl. Man lagde afstand til alt det mørke, tunge og brune, som prægede 70´erne. Køkkenøen dukkede op og kunne være med barstole på den ene side til gæster, som nød et glas, mens værten lavede mad. Emhætten var ofte noget stort, som hang ned fra loftet. Køkkenet var nu så afgjort til at spise i også med gæster og blev kaldt køkken-alrum, som gradvist blev boligens vigtigste rum frem for stuen. Foruden plads til madlavning blev indretningen og dens lamper og møbler vigtig. Der kunne være PH-lamper, barberstole med krom eller Thonet-stole med sæder af fransk flet.

Nullerne:

Blankt og uden overskabe

Køkkenet skulle efter årtusindskiftet vise hjemmets formåen udadtil med avancerede hvidevarer, køkkenmaskiner og kogende vand i hanen. Ordet samtalekøkken blev en fast vending i år 2000, og op mod finanskrisen fandt køkkenfirmaet Kvik på sloganet ”Alle har ret til et fedt køkken”. Det nye køkken var ofte højglans hvidt med store skuffer og indbyggede greb mens overskabe blev afskaffet og sommetider afløst af åbne hylder til stempelkande, mega mussel og andet med prestige. Bordplader var af sten, marmor, træ eller komposit og armaturer af stål. Samtalekøkkenet var større end tidligere og fik en +fremtrædende plads i boligen. Selv om ambitionsniveauet var højt, manglede der tid og måske også lyst til at folde sig ud gastronomisk.

Senere..

Slået sammen med stuen

Der opstod en reaktion mod de perfekte og designede samtalekøkkener. Familien fik alligevel ikke tid til så meget samvær, og i de store rum var akustikken mindre god. I dag er køkkenet især et sted til madlavning, mens mange fortsat værdsætter et stort køkken som samlingssted. I flere nybyggerier – såvel parcelhuse som etagebyggerier – er køkkenet og dets spiseplads ligefrem blevet integreret i stuen. I ældre boliger lægges køkken og stue ofte sammen for at opnå ét stort rum. Køkkenerne er ikke længere så kridhvide men leveres i mange træsorter og behandlinger og i farver som sort, grå, brun og pasteller med bordplader af børstet stål, sten, marmor, træ og blandingsmaterialer.

Liebhaverboligen kunne i februar måneds udgave afsløre, at der var et stort navn på vej til musikfestivalen i Gentofte Sportspark. Og man kan vist roligt sige, at det ikke bliver meget større herhjemme, end de legendariske forstadsdrenge, Nik & Jay, som er sidste måneds ”hemmelige” offentliggørelse.

Hvis nogen mente, at sidste års program ville blive svær at toppe (Medina, Andreas Odbjerg, D-A-D, Jonah Blacksmith og andre), så er der altså ingen grund til at betvivle den ambitiøse festivals evner til at tiltrække de største danske artister. Nik & Jay slutter sig nemlig til et program, der i forvejen tæller navne som Jada, Tessa, Malte Ebert, Blæst, Jung, og yderligere en håndfuld kunstnere, som endnu ikke er afsløret .

Stadig overraskelser i vente

”Vi har stadig nogle rigtig stærke navne i posen, som vi glæder os til løbende at offentliggøre. Hånden på hjertet, så er det lidt svært at begribe, at vi allerede i vores 2. leveår har mulighed for at sammensætte så imponerende et program som det er tilfældet. Nik & Jay var øverst på ønskelisten fra start, og nu kommer de”, fortæller festivalchef Michael Schäbethal fra Musik i Gentofte.

”Sidste år kæmpede vi en hård kamp for at få vores projekt på skinner. Men efter en gennemført god og perfekt afviklet festival i 2024, er det en anderledes imødekommende musikbranche vi møder, og det er rigtig skønt. Vi føler os allerede etablerede,” afslutter Michael Schäbethal.

DJs holder liv i festen i pauserne

Udover ovennævnte artister vil festivalgængere kunne se frem til et udvalg af mad og drikke i høj kvalitet, og en nyetableret DJ scene, der skal holde festen i gang mellem livekoncerterne.

Musik i Gentofte 2025 løber af stablen den 25. og 26. juli i Gentofte Sportspark, og hvis man gerne vil sikre sig billet til festlighederne, bør man ikke vente for længe, da billetterne dels løbende stiger i pris. Hvis du vil opleve festivalen i VIP’en skal du komme ud af starthullerne snart – der er nemlig solgt 70% af billetterne til VIP’en.