“Kundernes støtte hjalp os gennem krisen”

 

Lokales loyalitet,webhandel, aktivitet på sociale medier og sammenhold butikkerne i mellem hjalp de forretningsdrivende gennem krisen.

Ved første corona-nedlukning i foråret 2020 satte Charlotte Barslund sig på en bænk foran sin butik Pistache på Rungsted Havn og tænkte: ”Det var så det”. Hun forventede at måtte dreje nøglen og finde noget andet at give sig til derefter. Så slemt gik det heldigvis ikke. Idag kanCharlotte Barslund glæde sig over, at hun og andre forretninger på havnen er kommet styrket ud af de seneste to års kriser:

”Jeg kan mest tale ud fra mit eget perspektiv men ser også en tendens for havnen generelt, hvor de fleste butikker er nået godt igennem. For butik Pistache er det sket takket være stor støtte fra en lokal, loyal kundeskare som på en behagelig måde har støttet op med omsorg og opbakning. Handelen er foregået via webshop og click and collect”.

Rent praktisk er det foregået sådan, at Charlotte Barslund har vist nye varer, tilbud og andet frem på de sociale medier. Den øvelse er hun på to år blevet skarpere til og mere bevidst om at bruge. Det har medvirket til at kunderne, som især er voksne kvinder på 30-60 år, har sat en ære i at handle lokalt:

”Det er et held for os, at vi både har lokale kunder og havnegæster, som sikrer en god udskiftning af butikkens udbud. Det har været en lidt stille vinter men en udmærket februar. Så vi er fortrøstningsfulde nu, hvor forår og påske står og tripper udenfor”.

Charlotte Barslund har fortsat sin aktive rolle på sociale medier, da det giver bonus straks og er en mere direkte måde at henvende sig til kunder og følgere:

”I krisetider er der en styrke at være del af et lille samfund med sammenhold som Rungsted Havn. Der har af sig selv udviklet sig et miljø med butikker, restauranter og andre virksomheder uden en overordnet masterplan. De to år har været en kamp men også en rejse, som har gjort mig og andre stærkere med tiltro til vores egne evner selv under pres”

Charlotte Barslund, indehaver af Pistache med modetøj på Rungsted Havn, er kommet styrket ud af corona-krisen takket være lokale kunders støtte og sammenholdet de forretningsdrivende i mellem.

Vred over opfordring til rabat

”Nu må det stoppe”. Sådan skrev Philip Lundsgaard, indehaver af Riva Bistro & Bar på Rungsted Havn, for nylig i et opslag på Facebook.

Grunden var en mail fra Hørsholm kommune med forespørgsel om at få en aftale om at give rabat til kommunens 1.500 medarbejdere ved besøg på restauranten. Begrundelsen skulle være at støtte op om erhvervslivet og give medarbejderne nogle personalegoder. Opslaget blev siden delt kraftigt med sympati fra mange. Nu er initiativet med at spørge forretningsdrivende om rabat sat på pause i kommunen.  Samtidig har borgmester Morten Slotved beklaget.

Opfordringen til at give rabat faldt i følge TV2 Lorry ikke i god jord hos Philip Lundsgaard, der som mange andre har kæmpet for sin forretning under corona-nedlukningen:

”Offentligt ansatte har fået fuld løn gennem hele krisen, mens vi i det private ikke har fået fuld kompensation. Og så tillader en af Danmarks rigeste kommuner sig at bede om rabat”.

I følge Lundsgaard hjælper kommunens initiativ hverken hans restaurant eller den øvrige branche:

”De vil have, at jeg skal betale for, at deres ansatte kan få nogle goder. Timingen kunne ikke være dårligere, når vores branche bløder. Vil kommunen bakke op om erhvervslivet, kunne de købe 1.500 gavekort til deres medarbejdere”.

Restauratør Philip Lundsgaard fra Riva Bistro & Bar er kommet op i det røde felt efter opfordringen til at yde kommunale medarbejdere rabat.

Ole Stilling, direktør for By og Erhverv i Hørsholm kommune, forsvarer initiativet med, at rabatordninger er med til at rekruttere medarbejdere til velfærdsområderne. Desuden håber kommunen at ansatte, som bor udenbys, vil lægge mere forbrug i kommunen. I følge TV2Lorry giver Philip Lundsgaard ikke meget for argumentet:

”De fleste, der arbejder i Hørsholm kommune, bor udenbys. Der skal nok gives 25-30 procent i rabat, før nogen gider at tage på restaurant i Rungsted. Og hvis jeg skal give 30 procent i rabat, skal jeg betale for, at de kommer og spiser hos mig”.

I følge Frederiksborg Amts Avis, som har foretaget en rundringning, er Hørsholm Kommune ikke ene om at træffe aftaler om rabat til medarbejdere. Det sker blandt andet i nabokommuner som Fredensborg og Allerød på blandt andet vin, hårde hvidevarer, briller, forsikringer, fysioterapi og fitness.

Liebhaverboligen har spurgt kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole om det rimelige i, at en kommune forhandler rabat hos forretningsdrivende:

”Medarbejdernes restaurantbesøg er alene relevante i arbejdsøjemed. Private besøg har kommunen ingen interesse i, og den kan derfor ikke handle på de ansattes vegne. I modsætning til en privat virksomhed som gerne må have det som en del af personalepolitikken. Det må en kommune efter min vurdering ikke”.