Rejs så meget du kan …

Hjertet af Umbriens hovedstad ligger på en bakketop og er pakket med spektakulære bygningsværker og historiens vingesus. Byen kan snildt måle sig med Siena og Lucca i Toscana

Man skal have nerver af stål for at køre op til parkeringshusene under Perugias gamle bydel. Ensrettede gader, vilde sving og smalle veje er ikke optimalt, og man skal virkelig have styr på koblingspunktet i sin bil for ikke at gå i stå undervejs.

Jeg kan ikke anbefale nok, at man finder et parkeringshus og bruger de mange elevatorer og rulletrapper det sidste stykke op til den gamle bydel, som er overskuelig, når først man kommer så langt.

Den gamle bydel er formodentlig ikke større end downtown Hellerup eller Hørsholm, men den gemmer på lige så mange historiske bygninger som de to byer tilsammen.

Vores italienske vært i vores lejede hus syd for Trasimeno-søen havde sagt, at hun ikke forstod, at Perugia står i skyggen af Lucca, Siena, Bologna og måske endda Firenze. Firenze har dog mere at byde på, men den er til gengæld så overrendt af turister, at man kan have svært ved at nyde storheden.

Det er ikke tilfældet i Perugia, selv om byen under vores besøg byder på Umbria Jazz Festival med Diana Krall, Jeff Beck, Tom Jones, Jamie Cullum og danske Kathrine Windfeld.

Det første, jeg overhovedet ser, da rulletrappen stopper, er netop Kathrine Windfelds navn på en farvestrålende plakat. Lidt spøjst, da jeg for nylig interviewede den danske pianist, da hun modtog Ben Webster Prisen.

Corso Vannucci er hovedåren, man altid kan navigere efter. Den brede vej løber gennem det meste af den gamle by, som stort set er bilfri.

Alt spiller under vores besøg. Helt bogstaveligt. Der er livemusik overalt.

På vej mod katedralen støder vi ind i et bryllupsoptog, hvor brudeparret danser hen over de århundreder gamle fliser med et stort blæserorkester og bryllupsgæsterne i hælene. Folk stopper op, klapper og hujer. Det ligner noget fra en filmscene, men det sker lige nu og her.

Hundrede meter derfra går et amerikansk soulband på scenen tæt på Perugias berømte springvand, Fontana Maggiore, på Piazza IV Novembre.

Vi stiller os op på en trappe ved Palazzo dei Priori med udsigt til både scene og springvand, mens vi nyder fortolkninger af Marvin Gayes ”I Heard it Through the Grapevine” og Otis Reddings ”Sitting on the Dock of the Bay”.

På opdagelsesrejse

Der er bagende varmt midt på dagen, men heldigvis masser af isforretninger inden for rækkevidde. Med børn på slæb kan det være bestikkelse, når man skal fra kirke til springvand til akvædukter og endnu en kirke.

Man finder også et væld af chokolade-butikker, hvor man kan købe sig fattig i byens berømte chokolader. Vi nøjes med at købe en pose blandet chokolade, som vi spiser med det samme. Med 40 grader giver det ikke mening at gemme i en rygsæk varm som en rygeovn.

Hver eneste afstikker væk fra Corso Vannucci er en lille opdagelsesrejse. Til skønne torve, hyggelige kroge, spændende specialbutikker og gader, hvor indbyggerne råber til hinanden fra deres klejne terrasser og begynder at pible frem, efterhånden som solen stikker snuden ned bag byens mange tårne.

Jeg efterlader kone og børn på Piazza Giacomo Matteotti og får lov til at tage en time for mig selv i den blå time, hvor lyset er eminent. Perugia skriver sig ind blandt favoritterne af italienske byer med en perfekt kombination af seværdigheder, størrelse og skønhed.

Vejen dertil

Vi prøvede for første gang biltog fra Hamborg til Innsbruck og derfra de sidste 600 kilometer til Umbrien i bil. Fra den dansk/tyske grænse er der sammenlagt tale om en rejsetid på knap 24 timer. Det kan gøres markant hurtigere, hvis man kører hele vejen. Vel at mærke hvis man undgår køer.

Man kan med fordel – tidsmæssigt, ikke økonomisk – flyve til Pisa eller Rom og leje bil. Flyveturen fra Billund eller København tager cirka to en halv time. Men det er blevet voldsomt dyrt at leje bil. Vi kunne konstatere, at det var blevet cirka dobbelt så dyrt at leje bil i 2022 sammenlignet med 2021.

Vi betalte 2200 kroner for et biltog med kupé til to voksne og to børn. Det svarer nogenlunde til, hvad vi ville have brugt på benzin for at køre mellem Hamborg og Innsbruck samt en overnatning på hotel undervejs.

Jeg tager en tur ned og op ad trapperne ved Acquedotto medievale di Perugia, som fører ned til et boligkvarter med bygninger i de smukkeste, sarte farver. Midt på dagen bemærkede man ikke, hvor fotogene de lyserøde, fersken- og okkerfarvede huse er. Men indrammet af en bro og lyst op af blødt lys er det fortryllende.

Man kan gå på stien Via dell’Acquedotto, som er tre kilometer. Den tur har jeg til gode til næste gang, vi skal til Perugia. Måske i maj eller september, hvor chokoladen og isen ikke smelter helt så hurtigt.

Verdens værste burger

Jeg tigger min familie om at spise pizza til aftensmad, men de magter ikke at gå mere, så vi vælger en restaurant, hvor man kan købe burgere. Man kan næsten høre, hvor åndssvagt det lyder, men ene hane i hønsegården ender sjældent med at gale højest.

Vi får serveret fire burgere i kridhvidt brød med en enkelt skive tomat, en næsten færdigstegt bøf og et stykke salat. Det er muligvis den ringeste burger, jeg har spist i mit liv. Jeg tror også, jeg får sagt mindst 10 gange: ”Hvad sagde jeg, vi skulle have valgt pizza.”

Heldigvis koster burgerne kun 12 euro stykket med en næsten bagt kartoffel som sidevogn.

På vej tilbage til parkeringskælderen giver vi os tid til at dvæle ved en af Perugias største attraktioner. Det er den etruskiske undergrund, der gemmer sig under de nyere romerske bebyggelser.

Det er surrealistisk at gå rundt på underjordiske gader og fundere over, at mennesker engang gik her med udsigt til sol, måne og stjerner. Det er også tankevækkende – faktisk en smule skræmmende – at denne underjordiske bydel og de enorme mure skal holde vægten af de store kirker og paladser over os.

Da jeg ikke fik lov at få min vilje med pizzaen, insisterer jeg på at høre Eros Ramazzotti for fuld hammer, mens vi kører ud af Perugia. Vi kører kun forkert to gange, og det er ikke Eros’ skyld.

Står der ikke lige varme og 14 dages rejse til tropiske lande på programmet i januar, er en smuttur til Bremerhaven i Tyskland et godt alternativ. I hvert fald hvis man lægger vejen forbi supermuseerne Deutches Auswanderer Haus og Bemerhaven Klimahaus,  som sætter spot på to af tidens vigtigste emner:  Menneskers søgen efter bedre liv i nyt land og klimaets tilstand.

”Natten mellem fredag og lørdag døde en af skibets passagerer. Han døde kl 12, og klokken 3 blev hans lig kastet overbord. Det gjorde et dybt indtryk på os alle. Måske var han rejst fuld af forhåbning fra sit hjem, og hjemme havde han måske familie, som længtes efter at høre om hans lykkelige ankomst til den nye verden. I stedet skulle de nu modtage bud om at han var død, ene og venneløs og begravet i havets dyb”.

Ovenstående beretning er blot en blandt mange, når det drejer sig om håb, drømme og skæbner blandt mennesker, som søger lykken i et andet land. For i århundreder har udvandring, indvandring og flugt formet menneskers skæbne. De fleste af os har på tv set de forfærdelige billeder af migranter, som er druknet i Middelhavet, og alene sidste år migrerede mere end 160.000 mennesker til Europa.

Bygget på kajen hvorfra de rejste

Siden 2005 har et særligt museum i Tyskland sat spot på disse menneskers skæbne. Museet fortæller nemlig historien om de mere end 7 millioner mennesker, som i årene 1830-1974 udvandrede til Amerika, deriblandt 100.000 skandinaver. Museet hedder Deutches Auswanderer Haus, og det ligger i Bremerhaven på nøjagtig den kaj, hvorfra de mange emigranter i sin tid tog afsted.

De fleste af dem var ludfattige og havde i årevis sparet op til billetten. Og lokket af utallige lovprisende avisannoncer og kun udstyret med få ejendele ankom de til Bremerhaven med hjerterne fyldte af lige dele angst og håb. Og ganske som vi stadig anno 2024 ser strømme af mennesker udvandre til andre lande i håbet om en bedre fremtid, kan man som besøgende på museet få en forståelse og indsigt i, hvad der drev og driver disse mennesker i deres søgen efter et bedre liv. Og følge dem ud på den fysisk og psykiskhårde rejse det er at forlade det kendte – hjemlandet, familien og kulturen – og begive sig ud i det ukendte.

Følger en sand identitet

På Museet i Bremerhaven kan turisten på ”egen krop” opleve hvordan det var at være emigrant. Hver gæst udstyres med et såkaldt ”boardingpas”, som indeholder en virkelig og sandfærdig identitet. Altså identiteten på en udvandrer, som virkelig drog til Amerika, og undervejs følger man så i virkelighedstro opbyggede scenarier vedkommende på ”rejsen til Amerika”.

Det er lidt a la Disneyland, men på den gode måde og derfor er det en oplevelse for børn også. Både tyske og engelske stemmer og tekster ledsager den rejsende gennem museet og et af de mest storslåede scenarier, som er opbygget inde i museet, er en tro kopi af skibskajen, hvor skibet ligger.

Lyden af baggage, fragtgods der lastes, og havmåger der skriger og svirrer i luften og på selve kajen står grupper af udvandrere klædt i datidens tøj og venter på at gå ombord. Fører man sit ”boardingpas” hen over specielle steder på figurerne, begynder de at fortælle: Hvem de var, hvorfor de tog afsted, og hvad de drømte om.

Skibskajen hvorfra immigranterne tog afsted. 

Den hårde rejse

Oplæste og skrevne fortællinger får man også i ”Galleriet for de 7 millioner”, et arkivrum, som rummer oplysninger om alle de, der drog afsted.

Materialet er enormt, men blot ved at bruge sit ”boardingpas” på den identitet i galleriet som man følger, får man fortalt om personens historiske baggrund, den politiske situation og de personlige motiver, som lå bag ønsket om at udvandre. Og bagefter går man så ”ombord” på skibet.

Galleriet for de 7 millioner.

En lang gang, som den så ud på et af datidens dampskibe fører nu turisten frem til kahytterne, som i de tidligste år af udvandrernes historie bød på trange forhold. De første skibe som sejlede til New York var godt 12 uger undervejs, passagererne var tæt stuvet under dæk og fik kun lov at komme op i den friske luft én gang om dagen. I museet ser man de trange sovekahytter, og en lydside ledsager med hosten og harken.  Andre rum viser, hvordan det at fragte emigranter til USA også blev en storstilet forretning for rederierne, og hvordan rejsen med tiden og skibenes udvikling også blev forbedret. 100 passagerer skulle nu ikke mere deles om kun ét toilet, spisesale kom til, og begreberne 1., 2. og 3. klasse opstod. Udskibningsbyer, som der var mange af over hele Europa, konkurrerede om at tilbyde de bedste og billigste overfarter, og da Bremerhaven tilbød både mad og vand på billigste klasse, blev byen en populær udskibningshavn for mange skandinaver. ”Ombord” på skibet (i museet) kan man se både de fattiges og de riges vilkår på rejsen, og man har selv fornemmelsen af at sejle. Det føles, som om skibet ”vipper”, og på væggene er der malet koøjer med naturtro søgang i.

Central Station i N.Y hvortil immigranterne ankom ved enden af deres rejse. 

Lykkeland – men ikke for alle

Endestationen for alle emigranter var øen Ellis Island ud for New York. I folkemunde kaldet ”Tårernes Ø”. Her blev udvandrernes endelige skæbne afgjort, om de fik lov at komme ind eller blev sendt retur.

I Deutches Auswanderer Haus står en kopi af venterummet på Ellis Island, og også her kan man føle sig som ”rigtig” emigrant. Nedfældet i ventesalens store skranke kommer de mange spørgsmål frem, man som emigrant skulle svare på. Var man syg eller uden penge, kom man ikke ind. Var der tvivl, blev man undersøgt af en læge.

Slutscenens i udvandrernes univers er en kopi af et hjørne af Central Station i New York. Herfra drog de, som fik lov at komme ind videre ud, og her ender også historien om den udvandreridentitet, man har fulgt på hele rejsen. Bag Central Stations billetluger fortælles, hvordan det gik personen, om vedkommende blev en del af den amerikanske drøm – eller gik til grunde.

I alt har museet udvalgt omkring 20 personlige skæbner, som man kan følge. Liebhaverboligens skribent fulgte en ung, fattig, tysk jøde ved navn Carl Laemmle.

Han BLEV den amerikanske drøm – som grundlægger af selveste Hollywood. Men sådan gik det langtfra for alle….

De trange forhold i køjerne på skibet.

BREMERHAVENS MARITIME VERDEN

Havneområdet i Bremerhaven er over de seneste år forvandlet til eet stort oplevelsesområde under navnet Havenwelten. Selve området rummer foruden Deutches Auwwanderer Haus (www.dah-bremerhaven.de)  og Bremerhaven Historisches Museum også museet Bremerhaven Klimahaus (www.klimahaus-bremerhaven.de), som med store tableauer tager turisten på rejse rundt i klimaet, alle jordens klimazoner og de udfordringer, vi står med i dag.

Melder sulten sig er Havenwelt-området også godt dækket ind med spændende gourmetrestauranter. Besøg evt. de lokale havnekroer i Schaufenster Fischereihaven eller besøg Seefischkochstudio (Am Schaufenster 6), hvor professionelle kokke deler ud af deres bedste tips til fisk og skaldyr.

Klimahaus

REJSEFAKTA:

Bremerhaven ligger ca. 3 kilometers kørsel fra den danske grænse og godt en times kørsel fra storbyen Bremen. Bremerhaven er en af Europas største havne og med hafenbus eller havnerundfart kan man komme dybt ind i de oversøiske havne og se de helt store containerskibe.

Året rundt er byen også vært ved forskellige events – se mere på www.germany.travel/bremerhaven.

Skisportssted tæt på

Vallåsen er en klassiker for begyndere eller let øvede, og er det skisportsområde, der ligger tættest på Danmark. Her to timers kørsel, 162 km fra København findes ret få kilometer pister men til gengæld et let tilgængeligt område egnet til korte ture. Højden er bare 145 meter med syv lifter og 11 pister fordelt på farverne grøn, blå og rød. Alle pister forsynes fra snekanoner.

Egnet til endagsture

Vånga med begynderområdet Vångabacken ligger også godt to timers kørsel og 166 km fra København og er et passende mål for en endagstur. Stedet på 132 meter minder lidt om Hedeland ved Roskilde men har et par ekstra pister i grønt, blåt og rødt. Her er tre lifter og seks pister. Vångabacken har forskellige åbningstider, typisk kun i weekenden.

Alle sværhedsgrader

Tre timers kørsel og 280 km fra København ligger Isaberg i naturskønne omgivelser. Det er Sydsveriges største skianlæg, som holder åbent alle dage vinteren igennem. Max-højden er 250 meter, og her er ti pister i alle sværhedsgrader samt otte lifter. Stedet egner sig godt til en miniferie i hytte tæt på pisten.

Plads til freestylere

Nord for Isaberg findes Ulricehamn, som er fire timers kørsel og 331 km i bil fra København. Det er et alsidigt og veludnyttet skiområde med pister i alle farver samt syv lifter, der tager skiløberne til toppen på 135 meter. Desuden tilbydes børneområde og aktivitetsområde blandt andet for freestylere.

Flotte, brede pister

Fire timer og 369 km fra København findes Mullsjö Alpin, som næsten er nabo til Ulricehamn. Her er fem pister med en højde på 330 meter, og pisterne er flotte og brede i farverne blå, rød og sort. Snekanoner sørger for fine forhold. Mullsjö Alpin holder åbent 100 dage om vinteren og har 25.000 gæster. Der er øvepist til begyndere uden krav om liftkort for dem, som skal prøve sig selv og skiløb af.

Ruter til langrend

Falköping, 385 km og 4,5 timers kørsel fra København kan bruge stil en endagstur med grønne, blå og røde pister og fire lifter. Takket være snekanoner er her altid snesikkert. Der tilbydes også langrend med nye, varierende ruter. Åbent torsdag-søndag og mandag, onsdag og fredag aften.

Også for de vovede

Seks timer tager de 565 km i bil til Storstenshöjden og Annaboda. Her er både en nord- og en sydside og 100 årlige snedage. Udover det alpine på ni pister findes 11 km til langrend. I Höjdarparken kan de vovede benytte rails, bokse og kickers (ramper af hårdt presset sne). Faldhøjden er 150 meter.

På tur langs Silkevejen

En rejse til Usbekistan er en kulturrejse, hvor islamiske arkitektur, moskeer, minareter og koranskoler i vidunderlige blå farver – møder sovjettiden.

Når mørket falder på blændes der op for farverne langs de brede boulevarder. Meterhøje, blinkende, neon-blomster i alle farver lyser op i det store mørke, hvor biler næsten lydløst kører gennem natten, og hvor der ikke ligger noget – som i noget overhovedet – hverken skrald eller snavs i gaderne.

Vi er i Taschkent. Hovedstaden i landet Usbekistan, en by på den oldgamle Silkevej laaangt mod øst, helt derovre, hvor de fleste af os aldrig havde tænkt, vi skulle komme. Og helt derovre hvor Afghanistan ligger lige syd for, og hvor alle de andre ”stan”-lande – Kasakhstan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Kirgisistan omkranser det.

Byen af sten

Tasjkent betyder byen af sten. Store monumentale bygninger og sjælløse, nærmest antiseptisk, rene gader præger byen, og selvom her også ligger levn fra tiden, da byen var et stop på Silkevejen, virker det hele meget russisk. Og det er – eller var det også. For ligesom de andre stanlande i Centralasien var Usbekistan i godt 70 år under russisk herredømme og det ses. Selv om byen stadig er porten til Usbekistan, er byen også en bro mellem fortid og nutid. En skønsom blanding af moderne sovjetisk arkitektur og gamle usbekiske mausoleer og moskeer, og dermed et levende vidnesbyrd om modernitet i en gammel kultur, der stadig som et af sine fineste turistklenodier kan fremvise verdens ældste udgave af koranen, som ligger politibevogtet i byens store Hast-Imam-kompleks.

Vi har købt os ind på en grupperejse med bureauet Krim Rejser. Firmaet laver historiske rejser, og med på vores tur er guiden Shahlo Elmose, som selv er født i Tadsjikistan, men opvokset i Usbekistan. Og det er en interessant vinkel ved denne rejse: At besøge et land sammen med én, som kender det indefra og kan fortælle, hvordan landet så ud før, under og efter russerne. For det er om noget historien om stanlandene og den gamle Silkevej. To sider af samme sag, som gør at landene er så spændende at besøge. Bl.a. kan Shahlo fortælle om, hvordan kvinderne før russerne gik med burka og fristede et liv i stil med det kvinder i dag må leve under i Afghanistan. Og også den sørgelige historie om hvordan hendes bedstemor blev giftet væk i en alder af blot ti år til en langt ældre mand, får vi fortalt, mens vi med bus arbejder os fra øst mod vest gennem landet.

 70 år under kommunistpartiet

I dag er Usbekistan et selvstændigt land. Og ses blandt som stanlandene, som værende det centrale hjerte i Centralasien. Epicentret for den gamle Silkevej, hvor der blev fragtet krydderier, silke og mange andre kostbare varer til Vesten. Transporten foregik på kamelryg, varede lang tid og undervejs gjorde handelskaravanerne stop og ”tankede op” på Usbekistans mange karavanseraier. Disse og mange af de smukke moskeer og islamiske læreanstalter også kaldet madrassaer kan den dag ses i landet til overflod og er en del af fortællingen om landet. Den anden del af fortællingen er historien om den russiske besættelse, som både undertrykte, men også udviklede landet.

Under Sovjettiden, som varede fra 1924 og indtil Sovjetunionens opløsning i 1991, gennemgik Usbekistan nemlig betydelige politiske, økonomiske og kulturelle forandringer. Det at udbrede Islam blev forbudt, man måtte dyrke sin religion og sin usbekiske kultur derhjemme, men ikke mere, den sovjetiske ideologi, det russiske sprog og den kommunistiske tankegang gennemsyrede alle forhold i landet, og al opposition blev undertrykt. Men kvinderne blev via den kommunistiske ideologi sat fri. De fik pludselig rettigheder, de fik lov at komme i skole, fik lov til skilsmisse, fik lov til fri abort, og de fik lov til at gå på arbejde og tjene deres egne penge. Så for rigtig mange usbekere blev russernes tilstedeværelse – især for kvinderne – det tveæggede sværd, som også gav dem noget:  En pludselig frihed og en generel udvikling af landet mht. infrastruktur, uddannelse, sundhedsmæssige forbedringer osv. Og mange usbekere er derfor den dag i dag stadig positive overfor sovjettiden, selvom den også betød undertrykkelse af deres oprindelige kultur.

Mod Samarkand

I Tasjkent besøger vi bl.a. byens metro, som i bedste sovjetstil på nogle stationer er udsmykket med glitrende lysekroner og billeder af russiske astronauter. Vi lægger vejen fordi byens store marked Chorsu Bazaaren, og derpå tager vi hurtigtoget mod byen Samarkand. Stationen er stor og ren og helt efter sovjetisk forbillede, og efter to timers kørsel med 240 km i timen og servering i magelige kupevogne ankommer vi således således til Samarkand.

I Samarkand ligger Registan-pladsen, som er på UNESCOS verdensarv-liste, og stedet man bliver fotograferet, når man bliver gift. Brudeparrene er mange, pigerne er i hvide, lange kjoler, og der er ikke noget at sige til, at pladsen er populær at blive fotograferet på. Tre kæmpestore, fantastisk smukke koranskoler dekoreret med blå kakler i flotte mønstre, omkranser pladsen, og er et ypperligt eksempel på den særegne usbekiske arkitektur, som i stor stil blev opført langs med Silkevejen. I Samarkand besøger vi også astronomen Ulugh Begs observatorium, opført i samme stil og i det tilhørende museum ser vi bl.a. et billede af Ulugh Beg, som sidder sammen med den danske astronom Tycho Brahe.

Vidunderlige Bukhara

Uden for Samarkand breder Usbekistans ørken sig. Gennem kilometervis af golde stepper kører vi gennem ørkenen og når ved aftenstide frem til byen Bukhara, som viser sig at være meget forskellig fra både Tasjkent og Samarkand. Og det føles som at komme i himlen.

Bukhara er Usbekistans ubestridte perle. En skatkiste af historie og kultur og med en bykerne, der ikke er ”ødelagt” af russisk tilstedeværelse. Her er alt autentisk og som i fordums tider, hvor byen blev søgt af videnskabsmænd, digtere og filosoffer, og sådan er det også i dag. Man mærker tydeligt, at Bukhara er en by med ”højt til loftet”, Islams tilstedeværelse blandt de lokale er meget afdæmpet, og her en vidunderlig stemning. Især ved aftenstide, når man slentrer rundt i de gamle gader og kigger i byens mange bazarer, der sælger alt lige fra silke, guldsmedearbejde og keramik  til håndbroderede duge og vævede gulvtæpper. På en hyggelig restaurant midt i byen spiller en violinist hver aften live-klassisk musik, og samme sted samles også de af byens indbyggere, som har en anden seksuel orientering end heteroseksualitet. Og ingen tar´ anstød  af det. I Bukhara besøger vi også byens jødiske synagoge og får historien om Bukharas jøder, som aldrig er blevet forfulgt eller chikaneret. I dag er den jødiske ”koloni” dog ganske lille, men stadig tilstede – uden problemer.

I Bukhara får vi også på byens mange restauranter til fulde afprøvet det Usbekiske køkken, som er ualmindelig godt og velsmagende. Massevis af virkelig gode salater, dejlige supper og tunge simreretter med ko eller lam. Kødretter vi slet ikke kender, men har lyst til at lave efter, når vi kommer hjem.

Kihva – et levende museum

Vi slutter vores central-asiatiske odyssé i byen Kihva  – godt 1000 kilometer mod vest fra Tasjkent. Og får til fulde syn for sagen for, hvordan Usbekistan så ud i Silkevejens tidsalder. Byen er intet mindre end et utrolig flot renoveret og velbevaret, levende museum bestående af en indre og en ydre by. Og det er i den indre by, vi bor de sidste dage af vores rejse.

I Kihva føles det som at træde ind i en anden tidsalder. Gaderne er snævre, belagt med flere 1000 år gamle brosten, overalt er der madrassaer, bazarer, minareter og moskeer i de velkendte turkisblå farver – et orgie ud i islamisk, usbekisk arkitektur, og det hele er omkranset af en 2,2 kilometer lang skrånende murstensmur, som har fundamenter tilbage fra det 10.århundrede. Men Kihva føles også lidt som et turist-stunt, selvom byen er umådelig smuk. Også her faldbyder diverse bazarar fine håndværksmæssige ting man kan købe med hjem, men rådet herfra lyder, at hvis man vil købe kvalitet – så køb det i Bukhara. Usbekistans hjerte, som deres udsendte fuldstændig tabte sit hjerte til.

Aralsøen og overnatning i yurt

Udenfor byerne i Usbekistan breder bomuldsmarkerne sig. For Usbekistan har en lang tradition for at dyrkning af bomuld, en historie som desværre trækker grimme spor efter sig og bør være et lærestykke for verden i disse klimatider.

Aralsøen var engang en af verdens største søer, dannet for fem millioner år siden og kendt for sit rige dyreliv og sine mange fisk. Men under sovjettiden intensiverede russerne bomuldsproduktionen i landet så meget, at Aralsøen ganske enkelt blev tømt for vand (brugt til at vande markerne med), dyrelivet forsvandt, fiskene døde, og salt og diverse landsbrugsgiftstoffer spredte sig som støv fra de udtørrede sø-lejer, og skabte/skaber øget kræftforekomst samt luftvejssygdomme i dele af befolkningen. I dag kan Aralsøen besøges af turister – et udtørret fladt landskab med skibsvrag over det hele – det er synet.

En anden udflugt, som også tilbydes turister, er overnatning i en Yurt. De runde nomadetelte, som ligger midt i Usbekistans ørken. Her bor man adskilt – mænd i én yurt, kvinder i en anden og nok er ørkenen en fin oplevelse, hvis det er stjerneklart, men sengene i yurterne er så hårde, at ikke mange i vores gruppe fik lukket et øje.

FAKTA:

Bedste årstid til rejse i Usbekistan er forår og efterår. Flere danske rejsebureauer tilbyder grupperejser til landet.

Hotelstandarden i landet er fin, det samme gælder sikkerheden for turister. Usbekerne er søde, venlige og meget hjertelige.

 

MED UDSIGT TIL INDSIGT

Måske er det frygten for klimaforandringerne. Måske er det det stressede hverdagsliv, eller måske er det bare en søgen efter sig selv i midt i et teknologisk liv med udsigt til kunstig intelligens, som snart vil forandre mange aspekter af vores liv. Sikkert er det i hvert fald, at naturen er blevet ultra ”in”. At gå i det fri – under alle former, helst i uberørte egne og med overnatning med udsigter der svimler af grønt og fuglefløjt – vandreturen som ferieform er det nye sort, og

Liebhaverboligen guider her med nyheder/ideer til vandreture i Østrig, Italien, Island, Norge og selvfølgelig Danmark.

Bjergtagende landskaber

I mange år har vi stået på ski i Østrig. Lige indtil det sene forår. Men varmt vejr har de sidste par år fået sneen i alperne til at smelte tidligere, og selvom det er skidt, har det banet vejen for en helt ny sommer-vandreturisme i de smukke bjerglandskaber.

Helt ny i Østrig er således Glocknerkrone, en ny langdistancevandresti i Østtirol, som krydser de mest imponerende tinder på Glockners sydlige flanker på en seks-etapers tur. Vandrere kommer i tæt kontakt med bjerglandskabet og nationalparken Hohe Tauern med sine uspolereede tinder over en rutelængde på 65, 6 kilometer og højdeforskelle på 3.737 meter. Turen, der er klassificeret som moderat svær, starter i Matrei i Østtirol og fører i seks etaper til Kals am Grossglockner. Undervejs ovenattes der i nogle af Kal´s fineste bjerghytter, såsom Sudetendeutche Hut, Kalser Tauernhaus eller Luckner-Hut. Se mere på www.glocknerkrone.at

Den italienske pilgrimsrute

Caminoen kender de fleste, og mange har gået den. Men hvad med at prøve kræfter med Via Francigna i denne sommer?

Via Francigna er en af Europas vigtigste pilgrimsruter, fra Canterbury i England til Peterspladsen i Rom og derfra videre til Jerusalem. Navnet betyder Vejen, som kommer fra Frankrig, selvom den historisk set ikke er den eneste rute, men derimod en sammensætning af veje og stier, som siden tidernes morgen har dannet et komplekst vejnet gennem Europa.

I dag er Via Francigna anerkendt af Unesco som kulturarv, og især den italienske del er særligt velegnet til at vandre i etaper. Landlig luft, kultur og gastrononomi i det grønne Italien er nøgleord i tre vandreruter, som fører vandreren igennem storslåede landskaber i tre regioner.

Valle D´aosta er en rute, som går gennem storslåede bjerge fyldt med gamle slotte. Turen starter i dalen ved St. Bernhardspasset og kaldes også for Alpernes Rom, fordi vejene man vandrer ad i sin tid blev anlagt af de gamle romere. Selve ruten er opdelt i fem etaper, og den nordligste bør gøres om sommeren, når passet er snefrit, mens de andre kan vandres hele året. Undervej kan man bo som konger, måske i historisk miljø på f.esks. AuCoeur du Village i Arnad (www.auceurduvillage.it), Hotel Ad Gallias  Bard (www.hoteladgillias.com) eller Le Coeur du Pont i Donnas (lecoeurdupont.com). Det lokale turistkontor kan organisere bagagetransport. Se mere på www.lovevda.it

Den anden vandrerute går gennem Italiens spisekammer Emilia Romagna og kommer gennem historiske byer som Piacenza, Fidenza og Parma, se mere på www.Camminiemiliaromagn.it Og den tredje vandrerute går igennem Toscana. Ruten her er opdelt i fire strækninger, som alle går igennem pilgrimmenes, købmændenes og kunstnernes fodspor. Langs ruten er der indlogering af enhver slags lige fra vandrehjem til luksuriøse hoteller. Se mere på www.visittuscany.com  samt generelt for alle vandreruterne på www.Viefrancigne.org og www.italia.it

Med udsigt til vulkaner og varme kilder

Island er et paradis for vandrere. Landskaberne er enestående anderledes, og sindet kan her fyldes af forundring over naturens totale ødselhed. Lavamarker, gletsjere, varme kilder, søer, bjerge og sort sand – Islands rå natur er formet af de store elementer og ligner ikke noget andet i hele verden samlet på så lille et sted.

Især om sommeren er vandreture i Islands højland populære, og en af ruterne er Laugaveur-ruten. Den strækker sig mellem Landmannalaugar og Porsmörk og er en af de mest ekstraordinære vandreruter i verden. På turen går men gennem så varierede landskaber, at både bjerge, dale, varme kilder, vulkaner, gletsjere, floder og søer kan opleves.  Selve distancen er 62 km, og man går typisk turen over 4 dage fordelt på 4-8 timers vandring om dagen. Mest fornuftigt er det at begive sig ud på ruten kan mellem den 1.juni og midten af september. Ruten er for trænede vandrere, og der er en god ide at hooke op med en guide eller et turbureau, som kan fortælle mere om nødvendigt udstyr mv. og også sørge for overnatning. Se mere om Island og vandring på www.island–aktiviteter.dk.eller søg på google på Laugaveur-ruten.

Enhver nordmands drøm

Hvert år går omkring 30.000 vandrere en tur over Besseggen i Jotunheimen i Norge. De fleste af dem er nordmænd, for ruten er en af Norges allerstørste fjeldklassikere, men man behøver ikke være nordmand for at gå turen. Ruten, som strækker sig over en tur på godt 17 kilometer er dog ikke for hverken tøsedrenge eller piger, for den går nemlig ad en ganske smal vandresti i godt 1800 meters højde hvor det er stejlest og fører vandreren af en fjeldryg så smal, at den kaldes en æg. Men udsigten er formidabel. Hvor Besseggen er smallest, ser man svimlende turkisblåt vand på den ene side af fjeldet og dybtblåt ditto til den anden side.

Man skal ikke lide af højdeskræk, hvis man ønsker at gå Besseggen, men tør man allievel, venter der en fantastisk oplevelse, og turen kan gøres på to måder: Enten kan man sejle med båd ind på søen Gjende, som ligger nedenfor fjeldet, stå af ved Mermurubu og derpå vandre op ad fjeldet og tilbage til hvor man stod på båden. Denne tur vælger de fleste, fordi man her går opad det mest af turen og dermed har fjeldet ind mod kroppen. Eller man kan gå den anden vej – fra huset Gjendesheim og se lukt ned i de svimlende højder. Er man ikke erfaren vandrer eller indfødt nordmand, anbefales det at hyre en guide til turen. Besseggen kan gås fra juni til oktober. Se mere på ww.wvisitnorway.dk, som også har gode råd til udstyr mv.

Danmark kan også noget

Er man ikke hardcore vandrer, byder vores eget lille land såmænd også på gode vandreruter og smukke udsigter. De fleste kender Camønoen – den 175 kilometer lange tur rundt på Møn, og Gendarmstien, Himmerlandsstien, Molsruten og mange flere populære ruter i Jylland.

Men mindre kan også gøre det, og mange kender ikke den kun fire kilometer lange gå/vandretur rundt om Fyns Hoved.

Her kan man lade fantasien få frit løb og forestille sig, hvordan landskabet så ud, da den fredløse Marsk Stig i tidernes morgen gemte sig i Røverdalen.

Fyns Hoved ligger på halvøen Hindsholm nord for Kerteminde og byder på noget af Danmarks smukkeste natur, et mangeartet fugleliv, sjældne blomster og sommerfugle og en vidunderlig stilhed. Og ALLE kan gå den. Man kører i bil ud til P-pladsen yderst på Fynshovedvej, hvor der er opstillet tavle over ruten. Fyns Hoved har vand på begge sider, og de sidste kilometer op mod hovedet byder på udsigter til to store og smukke lavvandede laguner. Se mere på www.visitkerteminde.dk

TYSKLANDS SVAR PÅ SKAGEN

En historisk kunstnerkoloni, lys, vindblæste træer, hvide sandstrande, små fiskerbyer og vidunderlige cykelture i en af Tysklands smukkeste nationalparker. Det oplever man, hvis man besøger halvøen Fischland-Darss-Zingst i Nordtyskland.

Ved første øjekast ligner det bare en masse sorte bundgarnspæle i horisonten. Men kigger man gennem kameraets zoomlinse, viser et andet billede sig: Det er traner. I tusindvis, som er ved at gå til ro på det lave vand. Med kraftige vingeslag, lange lige ben og næb-trompeteren lander de i flokke for natten, og sådan bliver det ved i godt en times tid, indtil solen har farvet himlen rød og tranerne er blevet stille.

Vi er taget til halvøen Fischland-Darss-Zingst. Et smørhul i Nordtyskland – gammelt DDR-land, som med toprenoverede, små, idylliske fiskerbyer og en perle af en nationalpark tiltrækker turister, som er glade for natur, kunst, wellness og kræs for smagsløgene. Og hvor natur-fænomenet med traner i udfordrende parringsdans om foråret og ”sort sol” for traner om efteråret er et highligt for mange, og især for de fugleinteresserede.

Rent faktisk betaler regionen her, landmændene penge for at grave majskolber ned i markerne, sådan at tranerne ”selv” kan finde deres føde, når de både forår og efterår kommer fra eller flyver til ynglepladserne i det nordlige Skandinavien og overvintringsstederne i det sydlige Spanien eller Nordafrika.

Hvide strande og højt serviceniveau

Halvøen Fischland-Darss-Zingst er et oplagt sted for en livsnyder week-end, eller en ferie året rundt – kun en kort tur fra Danmark. Fra havnebyen Rostock nås halvøen på blot en times tid, og indkvarteringsmulighederne er mange og gode – lige som serviceniveauet er højt.

Østersøen præger området med flotte, hvide sandstrande, stejle kyster, uberørte laguner og ikke mindst nationalparken Vorpommersche Boddenlandshaft, hvor man kan cykle i uberørte landskaber i timevis og iagttage et rigt dyre- og ikke mindst fugleliv.

Tilbage i 1800-tallet var Fischland-Darss-Zingst ikke en halvø, men derimod en kæde af små øer, som gennem årene er samlet til eet hele af havets strømme og storme. Bitte små byer, med kun mellem 700 og et par tusind indbyggere ligger her som perler på en snor langs med Østersøens fine strande, og første stop er Dierhagen. Knap nok en by, men til gengæld et feinschmecker-resort af de store.

Her bygget direkte på stranden ligger de to store strandhoteller, Strandhotel Fischland og Strandhotel Dünenmeer, i sin tid bygget af den tyske kommunist-politiker Eric Honecker til afslapning for DDR-toppens partibosser og nu feriested for Tysklands rigeste. I skøn natur og i luksuriøst indrettede feriehuse eller hotelværelser til priser, som må betegnes som ”pæne”. Men er lysten ikke til luksus, er det blot at køre videre. Halvøen har tilbud der kan passe de flestes ønsker, og står der ikke lige bankdirektør på visitkortet, kan fiskerbyen Wustrow tilbyde mindst lige så gode overnatningsmuligheder. I fine gamle huse, i bedste kaptajn-stil. Eller man kan alternativt leje sig ind på byens hotel, Dorinth Strandresort & Spa Ostseebad, som med hyggelige hotellejligheder for hele familien også tilbyder spabehandlinger til både voksne og børn.

For enden af byens hovedgade breder stranden sig milevidt, de klassiske, tyske strandkurve står side om side i deres stribede farvepragt, og herfra kan man også komme videre. Enten med bil, bus eller på cykel – som er et af halvøens mest foretrukne transportmidler.

Fantastisk cykelområde

I Wustrow og i øvrigt i samtlige byer her ved Østersøen kan man nemlig leje cykler. Både almindelige, men også med anhængertræk til børnecyklen bagpå – eller den nemme løsning – en el-cykel, som giver de knap så lårfaste et velment ekstra skub. Flere helt exceptionelt gode cykelruter går nemlig gennem hele Fischland-Darss-Zingst halvøen og leder helt naturligt videre til en af Nordtysklands mest interessante byer – den lille kunstnerby Ahrenshoop.

Gammel kunstnerkoloni

Ahrenshoop er Tysklands svar på Skagen og var i tidernes morgen verdens ende i området. Der var ingen vej videre, når man først var ankommet til byen, og bl.a. stilheden og det specielle lys lokkede datidens kunstmalere til byen.

Som i Skagen kom de hertil for at skildre naturen og især fiskernes og bøndernes slidsomme liv, og en egentlig kunstnerkoloni udviklede sig og er her stadig den dag i dag.

Byen selv huser kun få indbyggere, et lille samfund, som om vinteren lukker sig om sig selv og sin egen kreativitet. Men i sæsonen er her liv og glade dage. Over 2500 sengepladser tilbydes turisterne, og Ahrenshoop er kendt viden om for sin skønhed sine mange kulturtilbud.

Byen er bygget på ”kanten”af havet. Træerne står skæve og vindblæste, havtorn gror vildt på alle de sandede stier, som leder rundt i den gamle by, og husene er særprægede med flot tækkede tage. Albert Einstein ferierede her i 1918, og byen skabte også, som en af de første i tiden, en skole for kvindelige malere, som dengang i 1800 tallets ellers ikke havde adgang til uddannelse på kunstakademierne.

Spredt over hele året byder Ahrenshoop på malerworkshops, foredrag, skiftende udstillinger, litteraturdage/aftener og naturligvis åbne huse hos byens mange aktivt arbejdende kunstnere.

Det ”nye” kunstmuseum, Ahrenshoop Kunstmuesum, som åbnede i 2013- opført i gyldent metal – bryder med sin anderledes arkitektur byens rum og viser i fine ovenbelyste sale værker fra Ahrenshoops tidligste kunstnerkoloni og op til tiden i dag. Og fortæller i skiftende udstillinger og temaer byens historie skildret gennem tidernes forskellige kunstnere og retninger.

På cykel i Nationalpaken

Mellem byen Ahrenshoop og området Darss og helt ud til halvøens yderste by Zingst, ligger nationalparken Vorpommersche Boddenlandshaft.

Under DDR-tiden var området udlagt til militært område, og lå for det meste stille hen. Og har derfor fået lov at udvikle sit eget vilde og uberørte dyreliv. Råvildt, vildsvin, ørne, gæs, svaner, traner og en masse andre fugle er derfor rigt repræsenteret i landskabets store vådområder og i de store fladstrakte mark- og englandskaber.

Udkigs-skure, hvor jægere og naturelskere kan iagttage dyrelivet, ses mange steder, vandring er oplagt i området, og samtidig er det muligt at cykle gennem hele nationalparken ad gode stier, som fører gennem små, yndige landsbyer, hvor der ofte kan drikkes kaffe eller købes ind på et lokalt grøntsags-marked.

Byen Zingst er halvøens yderste post. En livlig, men relativt nyopført turistby med masser af restauranter og værtshuse, en skøn strandpromenade og fine strandhoteller.  Særlig kendt er byens Zingst også for sin kreative tilgang til fotokunst, og er hvert år vært for adskillige workshops og konkurrencer for foto-interserede.

Bl.a. kan turister i fotohuset Max Hunten Haus leje professionelt fotoudstyr. En oplagt ide, hvis man vil ”forevige” sit ophold på halvøen – eller blot prøve kræfter med virkeligt toplækkert udstyr. Max Hunten Haus arbejder sammen med Nikon, Leica, Olympus og Canon.

Rejsefakta:

Halvøen Fishland-Darss-Zingst ligger godt en times bilkørsel fra den tyske havneby Rostock. Fra Sjælland kan man sejle med Scandlines fra Gedser til Rostock. Se mere på www.scandlines.dk

Halvøens egen hjemmeside www.fischland-darss-zingst.de har oplysninger om næsten alt lige fra overnatning til underholdning.

Spis og drik i Piemonte

Tag dine smagssanser på en rundtur i vinens og madens vidunderlige verden. Liebhaverboligen guider dig gennem de vigtigste regioner fra nord til syd.

Castello di Gabiano er et imponerende slot opført i 1100-tallet og ejet af en markis-familie i århundreder. I dag er slottet indrettet til vinproduktion, men rummer også hotelværelser og restaurant. Et sted, du sagtens kan slå dig ned i et par dage.

Jo bedre du lærer Piemonte at kende, jo mere går det op for dig, hvor gavmildt og rigt denne norditalienske region er forsynet med naturens gaver. De smukkeste landskaber, de skønneste vine og den mest vidunderlige mad.

Ja, som det fremgår, er denne artikels forfatter ret så begejstret, og det bør du også blive, hvis du tager dine smagssanser med på en rundtur i det på én gang flade og bakkede landskab, der udgør landet ”for foden af bjergene” – direkte oversat: Piemonte.

Vitello tonnato – tynde skiver kalvekød med tuncreme – serveres i et utal af versioner, her med en sprød tuille af parmesan.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at turen gennem et utal af mindre byer i den flade del af landskabet, bringer mindelser om Østtyskland før Murens fald: Grimme bygninger, afskallede facader, triste forhaver fyldt med skrammel. Så vi bevæger os hurtigt videre op ad de snoede veje til byerne på bakkerne og bjergtoppene. Det er her, du finder de vigtigste vinmarker og møder de stolte og vejrbidte vinbønder, som glade og gerne skænker af deres vine, hvis du lægger vejen forbi deres vingårde. Det er også her, du oftest finder de skønneste restauranter med køkkener, der overøser dig med lokale specialiteter.

Carne crudo er en af egnens mest kendte og elskede retter. Det er en form for tatar tilberedt af råt kød fra det særlige piemontese kvæg. Denne moderne udgave er serveret på en bund af urtecreme og med puffede ris på toppen.

Er du frisk, så lad os guide dig rundt i det piemontesiske landskab – men kun med et eneste fokus: Vinen og maden. Vi begynder nordpå:

Monferrato

Det næststørste vinproducerende område i Piemonte, men det står lidt i skyggen af de mere kendte regioner mod syd. Det skal man ikke lade sig narre af, for også her produceres vellavede vine – primært på druerne barbera, grignolino og freisa, samt hvidvinsdruerne chardonnay, sauvignon blanc og malvasia m.fl.

Det er især værd at gøre et stop på Castello di Gabiano. Et slot, der daterer sig helt tilbage til 1100-tallet med vinmarker spredt ud over området og med mulighed for overnatning i luksuøse omgivelser og indtagelse af lækre måltider og skønne vine i slottets hyggelige restaurant.

Sergio Germano er en hyggelig og gæstfri vinbonde på vingården Ettore Germano i Serralunga. Han har bl.a. specialiseret sig i mousserende vine, men hans baroloer er også værd at stifte bekendtskab med.

Nizza

Bevæger vi os længere mod syd, når vi frem til Asti-regionen, som er kendt for sine moscato- og barbera-vine. Særligt opmærksom skal du være på vinene fra Nizza, som har egen appellation og kvalitetsmæssigt hæver sig over de gængse asti-barbera’er.

Prøv f.eks. vinene fra La Giribaldina. Et mellemstort familievinbrug, som producerer glimrende nizza- og barbera d’asti-vine i en fyldig og frugtig stil. På vingården er der nogle få værelser, som tilbydes overnattende gæster. Mor og søn er særdeles gæstfri.

Roero

Fra Asti-provinsen går turen nu mod sydvest til Roero, hvor nogle få producenter virkelig formår at bide skeer med de store navne i Langhe-regionen. Særligt de hvide vine på arneis-druen er værd at stifte bekendtskab med. De er friske og frugtige, men kan i de bedste udgaver også lagre i adskillige år. På rødvinssiden indgår både nebbiolo og barbera i produktionen. Ofte rigtig flotte vine.

Topproducenter i området er Malvira’ og Tenuta Carretta. Besøg gerne Malvira’s egen restaurant Villa Tiboldi. Her oplever du piemontesisk top-gastronomi. Det er desuden muligt at overnatte på stedet.

På Villa Tiboldi, der ejes af vinproducenten Malvira’ i Roero, serveres lokale retter på et højt gastronomisk niveau.

Barolo (Langhe)

Nu befinder vi os i epicentret for Piemontes vinkultur. Det er her, de store baroloer skabes, og hvor vinproducenterne fører sig frem på en lidt mere selvsikker facon. Helt forståeligt, for særligt nebbiolo-vinene fra denne egn er svære at overgå. At fremhæve nogle få vinhuse er en umulig opgave, men denne artikels forfatter besøgte for nyligt disse glimrende producenter:

Marchesi di Barolo – historisk vinhus med aner tilbage til slutningen af 1700-tallet. Vine af meget høj kvalitet.

www.marchesibarolo.com

Agricola Marrone

Stort udvalg af sprøde og spændstige hvidvine, seriøs barbera d’alba, fremragende enkeltmarks-baroloer. Stedet driver også en glimrende restaurant med udsigt ud over det bakkede landskab i La Morra.

Serena Marrone fortæller med indlevelse om familiens fremragende vine på Agricola Marrone.

G.D. Vajra

Topproducent med en imponerende portefølje af både hvide og røde vine. Stærkest står baroloerne, men også barbera og langhe nebbiolo fremstår rene og elegante i udtrykket.

Ettore Germano

Arbejder seriøst med sprøde, mousserende vine i Alta Langa-appellationen, men har også et smukt line-up af baroloer fra enkeltmarker i Serralunga.

Franco Conterno

Der eksisterer mange Conterno’er i Barolo. Franco er ikke en af de mest berømte, men vinene herfra er ganske fornuftige i kvaliteten. Det gælder både barbera, langhe nebbiolo og ikke mindst barolo. Stilen er fortrinsvis tæt, mørk og krydret.

Den Italienske Etrusker-kyst byder på vilde vin-oplevelser, oldgamle byer, lokale mad-specialiteter og historien om et folkeslag begravet under jernslagger.

Det ligner et mayatempel fra Mexico, men er en vingård. Af en helt anden verden. Ikke noget med lille bondemand og familie med egen saftpresse, men derimod en af Toscanas rigeste mænd med familie, som her i det sydlige Toscana har opbygget noget, der minder om et imperium. Et vin-imperium. Som er gennemtænkt helt ned i detaljen. Både fysisk og tanke/idemæssigt.

For selve bygningen er nemlig også tænkt som et filosofisk projekt ud i vingårds-arkitektur. Det vidner den storslåede trappe i midten af vingården Petras hovedbygning om, fordi den fører op til INGENTING…. Og det er netop ideen.

 At den besøgende, når man endelig når toppen af trappen opdager, at der er ingenting. Og derpå kigger tilbage på sig selv, ind i sig selv og finder ro. Og i forening med ”vintemplets” to identiske buer, som nærmest omfavner bygningen, skal forstå at vin omfavner hele livet og dermed den italienske ditto kultur, og det er om noget kærlighed til selve livet. Tja, de vil og kan noget de italienere…

Vi er rejst til Toscana.

Til en del af den italienske kyst lidt sydligere end den gængse turistrute med Pisa, Firenze og Lucca  og er på besøg på Maremma-kysten, som spænder fra Livorno i nord til Grossetto i syd, og hvor nogle af Italiens allerbedste vine i dag produceres.

Designer-vingårde

Vingården Petra er tegnet af den berømte, italienske arkitekt, Maria Botta, som bl.a. også har stået for renoveringen af Scala Operaen i Milano, og både Petra og mange af kystens andre store vingårde kan man som turist naturligvis besøge. Indenfor står store ståltanke med litervis af vin under gæring, og i ”kælderen”, hvor vinene opbevares i store tønder, byder synet på nærmest katedrallignende haller, som oplyses i skiftende farver. Rød, blå, gul – det hele har et næsten eventyragtigt skær, så ingen skal være tvivl om, at her er vin lig med gud.

I det hele taget nærmest bugner Maremma-kysten med designervingårde tegnet af store italienske arkitekter, og området har da også en lang tradition for vindyrkning bag sig, og kaldes i daglig tale for Etrusker-kysten. For det var netop her, at det  ”før-italienske” oldtidsfolk, Etruskerne levede for  3000 år siden, og var nogle af de allerførste til at dyrke vin i Italien .

En arkæologisk skat

Den spændende historie om etruskernes liv får man fortalt i byen Populonia, som ligger på en bakketop med udsigt over det Thyrenske Hav.

Gemt bag et stort borgtårn kommer en oldgammel by med snævre gader, nogle souvenirbutikker og et par hyggelige restauranter til syne. Og i en stille sidegade ligger museet ”Museo etrusco di Populonia, som bl.a. fortæller den fantastiske historie om,hvordan hele Etrusker-samfundet med tiden blev begravet under et lag af jernslagger, og først i nyere tid er blevet udgravet.

I oldtiden var Populonia – som ligger direkte til havet –  opdelt i to. En øvre og en nedre del, og uden for bymurene lå de dødes by. Byen og indbyggerne var velhavende, bjergene i baggrunden var fulde af jernmalm, og det var bla. udnyttelsen af denne minedrift gennem de følgende århundreder, som til sidst endte med at dække etrusker-samfundet i Populonia helt.

I dag er meget gravet fri af slaggerne, men den sorte jord glimter stadig som tusind stjerner, når solen skinner. Området er mere end 80 hektar stort og omfatter fantastiske og velbevarede, store, runde gravhøje, som man kan komme ind, mindre stensarkofager og andre typer gravpladser, og det er virkelig anbefalelsesværdigt at købe en guidet tur.

I selve området er udlagt flere vandreruter man kan gå selv, og bagefter kan man snuppe en frokost i den ”øverste” by, hvor man også kan komme op i det imponerende borgtårn. Vil man overnatte midt i den etruskiske kulturarv, er det også muligt. Inde på borgområdet ligger det yndigste lille hotel – med kun få værelser, og en stilhed og en udsigt der vil noget.

        

Kendt for sine vine

Maremmakysten er Toscanas bondeland. Her er et landskabet mere råt og vildt end i det nordlige Toscana, og et særkende er de grønne cypresser og i massevis af store og små vingårde. Men Maremma-kysten byder også på de fineste, lange sandstrande og små bitte byer på bjergtoppe, hvor tiden synes at stå stille, og hvor de lokale lever et liv, som de har gjort det i århundreder. Her er ikke de store kunstskatte som mod nord, og derfor heller ikke så overrendt, men netop det giver området er særlig, autentisk charme.

I dag hedder området Grossetto og er etrusker-land om en hals. Altid har det været fugtigt bondeland, men både etruskerne og senere romerne drænede jorden via sindrige kanaler, og gjorde dengang Maremma frugtbar. Senere indbyggere glemte dog alt om dræning, og malaria blev derfor udbredt i hele området med død og ødelæggelse til følge. Først i 1930érne under Musolini begyndte man atter en gen-indvinding og dræning af land, og dag fremstår Maremma derfor atter som ”rigt” landbrugsland, hvor især mange vinbønder har etableret sig. Og det er for vinen, de lokale råvarer, de gode badestrande, og især de små, gamle byer, at man skal besøge denne del af Toscana for.

Paradisisk olivenolie

Byen Castagneto Carducci er en højtbeliggende, gammel by med smalle gyder, smukke torve og et væld af små delikatessebutikker, der i den grad kan friste, hvis man er vild med produkter lavet fra jord til bord.

Friskpresset olivenolie fås aldeles jomfruelig fra bl.a. den lille  butik La Cereta, hvor man fra butikkens balkon bagved kan nyde den smukkeste udsigt ud over området, mens man prøvesmager ”ny” olivenolie – grøn som græs i farven og aldeles unik i smagen. Længere oppe i gaden finder man den lokale skrædderforretning, Sartoria Arte e Moda, der stadig håndsyer som i gamle dage, og hvor skrædderen kun tager een kunde ind ad gangen og er fire dage om at lave en habitjakke. Men så sidder den også som den skal, og man har et minde for livet.

Peperita – den lokale butik med alt i chilli-produkter – bør man også aflægge et besøg. Her fås lokal produceret chili-olie, chilli-marmelade, smørbart chilli-chokolade-pålæg og alverdens andre chili-produkter, naturligvis i varierende styrker. Lokale likører købes i en anden lille butik, og naturligvis er her også forretninger, som sælger vine fra de omkringliggende gårde.

Rejsefakta:

Ferie på Maremma-kysten er oplagt bilferie. Området har mange flotte, ferieboliger, man kan leje, ligesom mange af vingårdene og de små bjergbyer tilbyder overnatning i romantiske rammer. Utallige danske websites, tilbyder overnatning af forskellige typer. Samme steder kan man finde rejsevejledninger mv. Det er blot at google.

De bedste vine 

Vejen til byen Bolgheri går ad en 5 kilometer lang cypres-allé, og netop Bolgheri er vigtig, hvis man er til italiensk vin af bedste slags. Selve byen er lille, men kan fremvise et torv med en nærmest Fellini-film-agtig stemning og gode restauranter. Området var ukendt indtil 1974, hvor en lokal vinbonde fra Bolgheri pludselig vandt en smagstest, og siden har distriktet hørt til blandt de absolut bedste vinområder i Italien. Så her kan man med fordel købe ind i byens vinbutikker og tage en oplevelse af de store med hjem. Og måske også aflægge besøg på et par af områdets mange vingårde.

To perler

Et must i regionen, som man SKAL besøge, er dog de to byer Castiglione delle Pescaia og Massa Marittima.

Castiglione delle Pescaia ligger direkte til havet. Her er den fineste strand, og selve den gamle by, har mange og meget stejle gader, der fører op til en imponerende borg på toppen, hvorfra der er fantastisk udsigt. Det hele er omkranset af en oldgammel bymur, og indbyggerne gør meget ud af at pynte de gamle huse med blomster, som ses i alle farver hængende fra små tagterrasser. Mange udendørs restauranter sørger for, at her altid er liv, og i mange år har Castiglione delle Pescaia da også været byen, som internationale kendisser har holdt ferie i. Bl.a. ejer skuespillerne Robert di Nero og Sophia Loren begge mondæne villaer i byen.

I byen finder man også et imponerende vådområde, med tusindvis af fugle, som året rundt spiser sig mætte her –  på deres migrationsrejse længere sydover. Bl.a. kan man se store kolonier af flamingoer, og i sæsonen kan man fra museet i området komme på bådtur ud i de store sumpe.

Mere stille, men imponerende på en helt anden måde, er byen Massa Marittima lidt nord for Grosetto til gengæld. Her er det ikke hvid sandstrand, som trækker, men derimod byens imponerende katedral. Massa Marittima ligger på en 380 meter høj bakketop, og har siden de tidligste tider været at betragte som et religiøst centrum i regionen. Bl.a. havde byen sin egen biskop, og byen har stadig bevaret meget af sit udseende fra middelalderen med sit meget særegne  torv med den store katedral og perfekt bevarede bymure.

Den årlige skiferie er for mange en af årets allerbedste ferier.

Og hvad er også skønnere end at suse afsted i høj fart på snehvide pister, vandre med snesko i morgengryet, se børnene blive stolte på skiskolen eller måske få behandlet en gigtplaget krop i en gammel guldmine.

I Østrig kan man det hele, og Liebhaverboligen guider her til oplevelser for enhver smag.

Skiwelt Wilder Kaiser – Brixental

Leder du efter oplevelser af ALLE slags, er Ski Welt stedet at besøge. Området er et af verdens største sammenhængende skiområder og fejrer i år faktisk 45 års jubilæum. Her er 270 kilometer perfekt præparerede pister, 80 rustikke bjergrestauranter, 83 baner og skilifte og panoramaudsigt til mere end 70 bjerge.

Hele 9 landsbyer lægger område til Ski Welt, og måske har du allerede besøgt Elmau, Söll, Brixen im Thale, Hopfgarten, Itter, Kelchsau, Scheffau eller Westendorf. Alle er de en del af det privatejede bondeland, som ski-venlige bønder igennem årene har åbnet op og samarbejdet sammen om – for netop at skabe et skiområder, der kan tilbyde noget for alle. I flæng kan nævnes, at her er tre funparker, Østrigs største nat-skiområde, masser af kælkebakker og god knald på underholdningen også. Hver af de 9 byer kan vinteren igennem byde på forskelligartede oplevelser, og turen dertil gøres let enten med egen bil (Ski Welt ligger godt 10 km fra motorvejsafkørslen Kufstein Süd eller Wôrgl Ost) eller flyv til Innsbruck, Munchen eller Salzburg. Herfra findes shuttle-busser fra lufthavnene.

Off-piste og luksus i St. Anton og Lech-Zürs am Arlberg

Folk med hang til luksus og fest går ikke galt i byen, hvis de henlægger skiferien til St. Anton. Her i byen er after-ski lige så vigtigt som selve skiløbet, og diskokuglerne roterer livligt på byens barer.

Skiløbet er også i top – 380 kilometer pister råder området St. Anton am Arlberg over, og er man til off-piste, er stedet et rent mekka. Men selvom skiløbet altså er helt i top, kan byen godt være crowded i højsæsonen og køerne til liftene irriterende lange.

Ønsker man derfor en mere ”stille” ski-ferie, men stadig i samme smukke område, er det de eksklusive ski-byer Lech og Zürs man skal bestille hotel i. Begge byer er kendte for at være tilholdssted for diverse amerikanske hollywoodstjerner, og restauraterne her er naturligvis derfor i topklasse.

Generelt for alle byer gælder, at ski-ferien er i den dyrere ende, til gengæld har man en oplagt mulighed for at flashe sit flotte ski-tøj/udstyr blandt et publikum, som har forstand på det. Ligesom man også kan forsøge sig på ”Run of fame” – ski-pionerernes og skistjernes 85 km lange spor.

Flyver man, er Innsbruck og Zürich nærmeste lufthavne, er man mere klimabevidst, går toget også hele vejen fra både Wien og Zürich.

Skiferie for både krop og sjæl

Fuldmånemiddag med 5 retters udsøgt menu i 1600 meters højde over havet, eller oplevelsen af at nedsænke sin varme krop i en iskold, stille skovsø med kun ældgamle træer som vidner. Hvis sådanne oplevelser tiltaler dig, er Gastein destinationen for årets ski-ferie.

Skiområdet i Gasteinerdalen går over tre små byer. Dorf Gastein, Hof Gastein og Bad Gastein, som alle i århundreder har været kendte for forskelige former for helse. Her er naturlige, termiske kilder med varme bade, og sidst men ikke mindst kan man i Bad Gastein få en oplevelse af de fantastiske.

Oplevelsen foregår i en gammel guldmine – Gasteiner Heilstollen i Radhausberg– hvor gigtplagede mennesker og mennesker med smerter i det hele taget, hver år, året rundt – valfarter til for lindring. Minen var i det 16. og 17. århundrede en lukrativ guldmine, men i de efterfølgende århundrede blev den ikke benyttet. Under 2. verdenskrig åbnede man atter minen, og fandt desværre ikke guld, men opdagede til gengæld, at de ofte nedslidte og gigtplagede minearbejdere fik det bedre af at arbejde i de snævre minegange. Undersøgelser viste, at luften i  minen indeholdt radon – en ellers giftig gasart – men i netop den koncentration, som luften i minen havde og har, virker radon i sammenhæng med den fugt og varme som skabes inde i det store bjerg – smertelindrende.

Behandlingen foregår ved, at man på et lille tog kører to kilometer ind i bjerget og dér ligger i de smalle minegange på brikse og inhalerer radon og sveder. Luftfugtigheden er mellem 75 og 99 procent, og inden togturen ind i minens dyb konsulteres man naturligvis af en læge. Minen Gasteiner Heilstollen har været brugt til kur-behandlinger siden 1958, og der findes ”specielle”pakker for turister, der bare vil prøve fænomenet.

I området findes i øvrigt også de store varme thermiske bade – Alpentherme og Felsentherme, som tilbyder spa under alle tænkelige former. Og med hensyn til skiløbet er det her naturligvis også. Både som alpint, snowboard og landrend. Bare ikke så hypet, som på mange af Østrigs andre destinationer. Så ro, ro ro, afslapning og helse – det er Gastein og måske også en slædetur med heste spændt foran – i et vinterhvidt landskab.

Man kan flyve til München eller Salzburg og derfra tage toget til Gastein-dalen. Tager man bilen er der 1200 km at køre fra København til Bad Gastein.

I Hansi Hinerseer´s fod (ski)spor

 Kitzbühler Alpenstrækker sig fra Zillertal i vest til Zell am See i øst og omkranser om man så må sige byen Kitzbühel. Området er et af Østrigs allerbedste og bl.a. tildelt Tiroler-Pisten-Güte-Siegel- mærkatet, som kun gives til de ypperste skisportssteder i landet.

 Her er uanede mængder af snekanoner, gode lifter og perfekte pister, ligesom et livligt byliv tilbyder god shopping, i massevis af restauranter og grundig after-ski. Så er man ude med den brede pensel og noget for alle, imødekommer Kitzbuhler Alpen-området næsten enhver skiløbers drømme, uanset niveau, dog med hovedvægten lagt på den trænede og krævende skiløber.

 Samtidig er området også stedet, hvor sangstjernen Hansi Hinterseerer er vokset op, og også stedet hvor den berømte Hahnenkamm – kendt fra styrtløb i World Cupen – ligger. Selve Hansi´s barndomshjem ligger i den lille by Seidalm, hvor han boede  sammen med sine bedsteforældre. Faderen var olympisk ski-champion, og selv er sangstjernen også en super skiløber, fortæller de lokale, som hér er mere optagede af stjernens ski-evner end af hans sang.

Et andet særkende for Kitzbühler Alpen er deres nyeste bud på mad-kultur kaldet KochArt. En sammenslutning af 22 restauranter, som udelukkende bruger de lokale bønders råvarer og efter sigende skulle have taget gamle velkendte østrigste retter til nye, kulinariske højder.

Nærmeste lufthavn er Innsbruck, hvis ikke man vælger at tage bilen.

Ski for hele familien

Er det hele familien, som skal afsted på skiferie, så er Zillertal det oplagte sne-paradis. Zillertal er Østrigs førende ski-familie-destination og gode begynderbakker, lette pister og skiskoler i alle afskygninger tilbyder noget til hele familien. Kælkebakkerne er mange, det samme er skiskolerne, hvor der er tilbud til alle aldre næsten, og vil man ikke efterlade det lille pus på skiskolen alene, kan et begynderforældre-par sammen med et begynderbarn bare leje en privat, dansktalende ski-lærer sammen. Det er også en god måde at lære at stå på ski – sammen. Har man et barn med, der så lille, at det endnu ikke kan lære at stå på ski, tilbyder Zillertal børnepasning i de såkaldte Zwergerl Clubs.

203 kilometer af pister i alle sværhedsgrader, 66 moderne lifte og et prisniveau, som er noget billigere end på mange af Østrigs andre skisportssteder, er skræddersyet til familieferie, der udover skiløb også byder på et væld af anderledes oplevelser.

Besøg for eksempel is-paladset, Nature Ice Palast, som ligger inde i den store Hintertux-gletcher. Børn fra 6 år må komme med – eller tag en fridag fra skiløbet og gå i badeland, hvor der er sjov for både børn og voksne.

Kom sovende og bæredygtigt på ski

Snälltoget med sovevogn kører i sæsonen 22/23 fra Høje Tåstrup station på Sjælland og direkte til de Østrigske Alper. Toget kører direkte til München og Salzburg, hvorfra det er muligt at køre videre med lokale baner til i alt 14 østrigske ski-byer. Undervejs kan man spise i den hyggelige restaurantvogn, mens toget kører igennem det smukke og skiftende landskab.

Og vild med dans? Så gå det nye år i møde i Wien, hvor både hyggelige julemarkeder og romantiske valseballer fylder byen i december og januar/februar.

Når mørket tidligt om eftermiddagen sænker sig over Wien, lyser alle byens julemarkeder op. Vintertide i en af Europas mest romantiske byer er en speciel oplevelse, og duftene af glühwein, brændtemandler, søde sager, lys og især de ikoniske, historiske bygninger, som danner bagtæppe for mange af byens julemarkeder, ses ikke flottere mange andre steder i verden.Wiens tradition for julemarkeder går mange mange år tilbage, og helt specielt er julemarkedet foranbyens store rådhus, hvor bl.a. en kæmpemæssigskøjtebane lokker til udendørs aktivitet.Indfødte Wiener-borgere er som alle østrigere gladefor al sport, der involverer sne og is, og skøjteløb er ingen undtagelse. Selve skøjtebanen breder sig over et 9000 m2 stort areal og går om man så må sige ”henover”selve det store julemarked, så man, mens man skøjter rundt, kan kigge ned på alle de herlige jule-boder. Forskellige kor optræder med julesange og gospel på forskellige tidspunkter af dagen/aftenen, og indenfor i selve rådhushallen er et stort områdededikeret til børn, hvor de bl.a. kan lære at bage jule-kager eller støbe lys.Julemarkedet ved Wiens Rådhus er åbent fra 19.november til 26. december.

Pompøst ved barokslottet

Ethvert julemarked i Wien har sin egen stil og sineegne kendetegn. Således også det legendariskejulemarked ved Belvedere Slottet, der i 1714 blevbygget af Prins Eugen på Wiens bedste byggegrund.Belvedere betyder udsigt, og slottet er opkaldt eftersamme. Belvedere slottet er et pompøst og overdådigt pralestykke af arkitektur i bedste barok-stil, og er man kunstinteresseret også, slår man to fluer med eet smæk ved et besøg. Her findes nemlig verdens største samling af GustavKlimt malerier, men også kunstnere som Egon Schiele og Oskar Kokoschka samt ligesindede fraWiens blomstringsperiode i 1850’erne og op til år1900 kan ses i rigt mål tillige med flere.På Belvedere-slottets julemarked er det traditioneltkunsthåndværk, udsøgte juledekorationer og lækredelikatesser, som er i højsædet. Men undlad altsåikke ved samme lejlighed også at kigge indenfor –evt. ved en rundvisning på selve slottet og nyd den fantastiske arkitektur og malerierne.Billetter kan købes på www. belvedere.atJulemarkedet ved Belvedere-slottet er åbent fra 18.november til 23. december.

Jul i de krogede gader

Overalt i Wiens gamle, smukke og krogede gader i centrum kappes julemarkederne i november/decem-ber om publikums gunst. På Karlsplatz kan man købe unikt kunsthåndværk, markedet på Stephans-platz ligger umådeligt flot med den store kirke som baggrund, og markedet Old Viennese, som har væretafholdt lige side 1772 – har den længste julekrybbe på hele 46 meter.Skal det være livligt og med live-underholdning også, byder markedet på Spittelberg (byens næststørstegå-gade) på alt indenfor det, og leder man efter den mest originale julegave til den udkårne, er det det trendy marked på Maria Theresien Platz, man skalbesøge. Endelig bør man heller ikke snyde sig selv for at se markedet ved Schönbrunn-slottet vest for byen.

Vals ind i det nye år

Hvert år ved nytårstide besøges Wien af mere end300.000 turister fra hele verden, som alene kommerfor at danse. For Wien er i de mørke måneder ikkealene kendt for sine fantastiske julemarkeder –endnu mere verdenskendte er de mange baller, som byen huser og har huset lige siden det 18.århundrede, hvor karnavalsballer var det store hit. Isærblandt byens adel, som iført masker og overdådigekostumer flirtede og valsede sig til kærlighed og måske senere ægteskab blandt ligesindede. Kompo-nisten Johan Strauss (den ældre) skrev den berømtevalsemusik, og den dag i dag danses der stadig lystigt til hans kompositioner – både blandt alle de lokale og altså også af en hel del turister.Således er afholdes der i de mørke måneder fra nytår og frem til slutningen af februar mere end 400 baller i byen. Traditionen med at at gå til valse-bal i det nye år er mange hundrede år gammel og blev faktiskogså en tradition for almindelige borgere og ikke kun for adelen, da Kejser Joseph den 2. begyndte at arrangere åbne baller i Redoute salonen på slottetHofburg.Kejseren tillod det almene borgerskab at efterligneadelens fornemme skikke, og det er de selvsammeskikke, som overholdes i dag: Stram drescode for alledeltagere, åbningsfanfare, indgangen for debutanter og debutant-inder samt opråbet ”Alles Walzer”. Der er balkort, skiftede musik, en kvadrille og til slut en formel ceremoni. Og rigtig mange unge Wiener-bor-gere går til dans hele året for netop at kunne kvalificere sig til at ”optræde/deltage” i disse fantastiskeballer.

Kage-bal, Kaffe-bal eller Opera-bal

Som turist kan man både deltage i nogle af ballerne– eller man kan nøjes med at kigge på. Begge dele eren storslået og særegen oplevelse, men billetterne er svære at få fat på. Derfor er mange baller i Wien nu organiseret af professionelle faggrupper. Kaffe-bryggernes Bal er blot et af dem, Konditorenes Balet andet – hvor der selvfølgelig serveres kager og søde sager til overflod, men for mange er WienerFilharmonikernes Bal i Wiener Musikvereins sal det allerstørste.Det er også herfra at Nytårskoncerten, som transmiteres til hele verden – afholdes. Og sidstnævnte koncert er det faktisk muligt at få billetter til. Koncertenfinder nemlig sted – fuldstændig identisk – hele tre gange – den 30. december, den 31. december og den1. januar. Er det alligevel ikke muligt, byder Wien på et sandt overflødighedshorn af andre klassiskekoncerter, både i byens koncertsale og i de mangekirker, hvortil billetter kan bookes via de traditionelle kanaler.Med hensyn til at danse ind i nytåret kan man med held bl.a. forsøge at booke bal-billet til Nytårsaften med det hele (middag osv) på www.silvestergala.com, som forklarer alt om hvor, hvornår, hvordan, dresscode osv.

Sacher-Torte og Gulasch

Gullash og wienerschnitzel, cafeer, kager og konditorier. Freud og psykoanalyse, de store romantiskevalse-komponister, Den Spanske Rideskole, fantasti-ske renæssance og barok-slotte og en bykerne, der erpå Unescos verdenskulturarvliste. Wien har det hele og mere til.Så hvad enten turen går til julemarkeder alene ellerogså strækker sig hen over nytåret – er der utro-ligt mange ting at foretage sig i Wien. I flæng skalnævnes, at man ikke må snyde sig selv for en tur på Naschmarkt, hvor man kan købe alt muligt lækkertspiseligt, eller et besøg i en Beisl, de gamle værtshusrestauranter, hvor der serveres lokale egnsretter så som Palatschinken eller Wienerschnitzler så store som selve tallerkenen. Drik også en ”Brauner” på en brun cafe, bliv fed af en Sacher Torte (kage) på et af Wiens mange flotte konditorier (på Cafe Sacher ved Den Spanske Rideskole serverer de den oprindelige version af kagen), eller besøg verdens enestegulaschrestaurant, som laver gulasch på 15 forskel-lige måder. Adressen er Schulerstrasse

Midt i den lollandske natur ligger Glashytterne, som har mere at byde på et luksushotelværelse. Her kan man i ro og mag studere mark og skov i naturligt panoramaformat samt få en række unikke naturoplevelser.    

”Vi ønsker at give vores gæster en unik oplevelse under hele opholdet i Glashytten. Det er vores bud på et moderne getaway-eventyr, hvor luksus og natur supplerer hinanden. Hytten ligger helt isoleret og ugeneret midt i naturen og er smagfuldt indrettet med kvalitetsmøbler, udført i lækre materialer,” fortæller Michael Rubio, der sammen med sin hustru Hoa Pham, står bag Glashytterne på Lolland. Egentlig ønskede parret, der begge har arbejdet mange år i Novo Nordisk, at opføre flere glashytter til overnatning i Bønderskov, der er på 4 hektar, men for at opføre glashytterne i selve skoven, kræves der dispensation fra Skovloven, som Miljøstyrelsen har givet afslag på. Den afgørelse har parret anket. Mens de venter på afgørelsen fra klagenævnet, har de i stedet valgt at opføre en pilotglashytte lige uden for skoven. Men hvad får to karrieremennesker, der bor i Søllerød, til at opføre en glashytte midt i den lollandske natur?

Nydt at overnatte unikke steder
”Min hustru Hoa og jeg har rejst rundt i hele verden og altid nydt at overnatte unikke steder. Som mange andre nød vi at være i naturen under corona nedlukningerne. I den periode begyndte vi at kigge efter et sted, hvor vi kan opholde os tættere på naturen og nyde freden. Ved Birket på Lolland fandt vi først et lille hus, som vi købte og renoverede. Siden da kom vi i kontakt med naboerne, der ejede de omkringliggende skovparceller, som vi efterfølgende købte. Skovparcellerne, som samlet hedder Bønderskov, har et kæmpe potentiale til naturovernatning, hvorfor vi fik idéen til at skabe en slags unik turisme herhjemme, som vi havde savnet. Det blev til projektet ”Glashytterne på Lolland”. I Danmark er glamping blevet meget populært de seneste år, men vi ønskede noget mere ekstraordinært. Folk skulle have en luksusoplevelse af at være alene i naturen – året rundt uden at give afkald på komforten”, siger Michael Rubio.

200 år gammel lov i vejen
Den indgangsvinkel synes Lolland Kommune var rigtig spændende og har givet sin fulde opbakning til projektet. Desværre er Bønderskov underlagt Skovloven etableret i 1805, hvis formål var at beskytte skove mod rydning, forhugning, kreaturgræsning m.v. Den dag i dag er loven strengt håndhævet, og praksis for dispensation er meget restriktiv.  Derfor må man stort set ikke anlægge noget i fredskovene i dag. Men myndighederne har alligevel tilladt, at man godt må bygge et skovtårn med 300.000 årligt besøgende midt i fredskov samt trætophytter, skovbørnehaver og klatrebaner osv. ”Vi har ansøgt Miljøstyrelsen om dispensation til vores projekt, men har fået afslag. Dette afslag har vi anket, men har endnu ikke fået nogen afgørelse,” oplyser Michael Rubio.

Stor succes fra start
Glashyttens udlejning startede for tre måneder siden. Egentlig ville parret starte med at teste konceptet af med familie og venner, men de fik hurtigt reelle bookinger – også fra flere steder i Europa. Det er endt med, at næsten hele juli, august og september blev fyldt op med bookinger. Folk er virkelig positive og oktober er også allerede godt booket. Mange vil gerne ud i naturen, men de ønsker ikke overnatte i et shelter eller på en campingplads. ”Hos os kan du stille bilen 50 meter væk og derefter være alene i naturen. Glashytten er lækker luksus med de bedste brands og er komfortabel at være i. Du er ude i naturen og samtidig indenfor. Det er en oplevelse man kan give sig selv eller andre. Vi er allerede blevet udpeget som ét ud af kun 17 unikke overnatningssteder i Danmark af VisitDenmark. For os giver det mening at komme ud og få unikke naturoplevelser i Danmark. Vi er herhjemme meget opmærksomme på naturen, og den spiller en stadig større rolle for vores velvære. Så det er mærkeligt, at en over 200 år gammel lov skal forhindre, at vi opfører nogle glashytter i skoven, selvom vi hverken fælder træer eller på anden måde skader skoven” konkluderer Michael Rubio.

Der er tæt på 1200 af dem, og hvis ikke verden passer mere på klimaet, vil de om få år være forsvundet. Mange kalder dem for paradisøer, men ”paradiset” har flere ansigter. For på nogle af må man drikke alkohol, bade halvnøgen og opføre sig som en almindelig vesterlandsk turist, mens man på andre af øerne end ikke må tro på det, man vil.

Det er naturligvis bounty-øerne Maldiverne, vi taler om. Et besynderligt ferie-paradis, som Liebhaverboligen har besøgt begge sider af.

Den ene virkelighed: 

 Palmerne svajer næsten lydløst i den stille vind, sandet er kridhvidt og en tjener er ved at gøre badet klar.

På bordet i den store strandvilla, som er bygget på pæle i det turkisblå vand, står en flaske champagne og senere vil der blive serveret en romantisk middag kun for os to i solnedgangen, og vi behøver ikke løfte en finger. Dagene går med at dase og blive opvartet at villige tjenere, og øen er ikke større end at vi kan gå den rundt på kort tid.

Tiden står tæt på stille, tanker er toldfri og mange eftermiddage går med at vi snorkler og kigger på funklende, farvestrålende koraller, dykker eller for den sags skyld surfer på gode bølger, som findes ved et rev kun en kort sejlads fra øen. Gider vi ikke spise på stranden, eller gider vi heller ikke selv dykke ned for at se fisk, kan vi blot besøge undervandsrestauranten. For sådan en er her også. Nedsænket i havbunden kan vi sidde ved fine dækkede borde omgivet af havbund, som ses gennem store glas og se de mange fisk svømme rundt, mens vi spiser.

Vi er på øen Dighu i Male-atollen. Blot et ud af mange, privatejede, luksus-frie-paradiser – dette ejet af Anantara gruppen, et hotel-imperie, som ejer luksusresorts over hele verden og altså også et par stykker på Maldiverne.

…og den anden virkelighed:

Moskeen er helt hvid, ren og enkel i sin arkitektur.

Lyset falder i striber ind over det hvide marmorgulv og rammer kvinden, som lydløst sidder på knæ i dyb bøn. Et øjeblik af fuldendt stilhed, som dog brat hører op, da der i næste sekund pludselig lyder barnestemmer fra alle hjørner af moskeen.

Fine og tynde er de, stemmerne. Og nu mumler de en masse uforståelige ord. Om og om gentages de samme sætninger i en lang recitation.For her i hovedstaden Males største moske – Det islamiske Center – træner netop i dag en række småpiger i læsning af koranen.

-Jeg kan vinde en konkurrence og komme i tv, hvisker kun ni-årige Alina med et smil, da hun bliver spurgt om, hvad hun laver. Hun er spinkel, klædt i lang, blå kjole med et stramt tørklæde om ansigtet og træner altså i dag til en slags X-Factor-konkurrence i koranlæsning.

-Jeg håber, jeg vinder, siger hun genert, inden hun igen kaster sig ud i recitationen af de hellige ord.

Drømmen

Maldiver er en drøm for mange at komme på ferie i.

Og billedskønne er de billeder, vi ser i reklamerne for luksusferier på de smukke bounty-lignende øer. I alt 1190  er der af dem, øerne, og mange af dem er ubeboede. På godt 200 af dem lever  de lokale, og på lidt over andre 50 øer er der indrettet ferie-paradiser. Som man kan komme på ferie i og få en sand Robinson Crusoe oplevelse af at bo på en næsten øde ø – dog med tjenere på hver en finger og på ingen måde overladt til sig selv. Her kan man få serveret den lækreste mad, drikke de dyreste vine og stirre ud over havet lige så længe man lyster uden at blive forstyrret – men man kan også kede sig. Og sker det …. er der heldigvis andre oplevelser at hente på de lokale øer. Oplevelser langt fra de glansbilledagtige turistøer, hvor prisniveauet i øvrigt oftest også er meget højt. Og i de senere år er flere og flere rejseselskaber derfor begyndt at markedsføre den anden side af Maldiverne også.

Religionen

Maldiverne i Det Indiske Ocean, den mindste selvstændige nation i Sydasien, indeholder nemlig et parallelsamfund, som det absolut er værd at opleve begge sider af.

I et land hvor Islam er den eneste tilladte religion, og hvor censureret tv og radio afbrydes fem gange om dagen, fordi der kaldes til bøn, lever den almindelige maldiver et ganske anderledes liv.

Uden svinekød, alkohol eller ugeblade med bare antydningen af en afklædt kvinde/mand er hele det store ø-rige opdelt i 26 atoller (øgrupper), hvor de fleste ernærer sig ved fiskeri, mens andre dyrker kokosnødder, bananer og andet grønt.

 Officielt findes der ingen andre trossamfund end Islam på Maldiverne. Og skulle man få lyst til at være en frafalden, bliver man ekskluderet fra dagliglivet, indtil man er kommet på rette spor igen. Det er ganske enkelt umuligt at leve her, hvis ikke man er dedikeret sunni-muslim, og ejer man en kristen Bibel, kommer man i fængsel.

Alle beboede øer har en lokal chef, som er udpeget af regeringen, og denne chef har en række hjælpere. Lokale politi findes ikke udenfor hovedøen male,og øboerne holder selvjustits.

Historien

Maldiverne har bekendt sig til Islam siden 1153, hvor kongen konverterede og blev ørigets første sultan.

Før den tid var det et buddhistisk samfund, men i dag er alle tegn på anden religiøs tilstedeværelse end lige netop Islam fuldstændig forsvundet fra bybillede i både Male og på de lokale øer. Eneste sted, hvor artefakter fra maldivernes før-islamiske-tid findes er på Males Nationalmuseum, som bryster sig af at være nationens eneste museum.

Maldiverne regeres også efter sharia-lov. Selvom øerne har været besat af både portugiserne og briterne, er de aldrig blevet koloniseret, og i 1965 slap de også fri af det britiske protektorat, som ellers havde omfattet dem siden 1887.

Tre år senere – 1968 – blev sultanatet afskaffet og øerne udråbt til republik. Republikken har siden haft vekslende præsidenter, bl.a. den reformvenlige præsident Mohamed Nasheed, som efter 30 års militærdiktatur blev Maldivernes første demokratisk folkevalgte præsident.

Senere er han dog blevet afsat ved, hvad nogle mener var et politisk kup, bl..a blev hans reformvenlige politik anklaget for at udvande landets muslimske værdier, og i dag hedder præsidenten derfor Ibrahim Mohamed Solih. Præsident Mohamed Nasheed lever i politisk asyl i Storbritanien.

Udenfor resort-øerne

I de senere år er det at besøge de lokale øer på Maldiverne blevet populært, især blandt børnefamilier og helt unge, som ikke nødvendigvis synes, det er et must at have egen tjener, egen villa, og adgang til alkohol.

 En del rejsebureauer tilbyder derfor både hjælp til at reservere på de lokale øer, som har små hoteller bygget til formålet, og andre igen tilbyder også en ”begge-dele” oplevelse. Altså prøv først luksus-resortet og bo derefter på en af de lokale øer.

Men hvis man eksempelvis har indlogeret sig på et luksusresort i den nordlige del af atollerne, kan man også sagtens selv lave sin egen lokal-ø-oplevelse.

Vi boede på øen Dighu og herfra er det let at komme til hovedøen Male, hvor i øvrigt også alle fly lander i ø-rigets hovedstad af samme navn.

Male

Der bor godt 133.000 mennesker på Male, og fra vandsiden ligner øen et mini-Manhattan med mange – efter maldiviske forhold – høje bygninger, som danner en farverig skyline. Og et besøg her er en rigtig god udflugt til ”det andet Maldiverne”, hvis det afslappede liv på luksusresortet bliver for kedeligt.

Normalt lukker maldiverne ikke turister ind i deres moskeer, men klæder man sig efter landets skikke, dvs. pænt og tækkeligt med lang nederdel og en løs top med lange ærmer og gerne et tørklæde om håret – får man som regel lov at komme ind alligevel. Og netop den store hvide ”Fredags Moske”, som ligger ved Det Islamiske Center er værd at besøge. Male har i øvrigt også en fin havnefront, hvor det er hyggeligt at slente en tur, drikke en kop te på et lokalt the-hus og ellers se på de lokale fiskere.

Fiskemarkedet i Male er også fint at besøge, livligt og farverigt og lige ved siden af det ligger et bazarområde, hvor man kan shoppe souvenirs og kunsthåndværk – ligesom et grøntsagsmarked også byder på lokale oplevelser. Og selvom nogle guidebøger siger det modsatte, så er Maldiverne søde og høflige og vil rigtig gerne snakke med fremmede.

Nationalmuseet er Maldivernes eneste museum og udstiller ting og sager, der har tilhørt tidligere sultaner. Her findes også en del arkæologiske fund, som fortæller historien om Maldiverne, og i nærheden af museet ligger også Sultan Park – en stille have, som ofte bruges som picnic-område, og hvor man også kan opleve lokalt folkeliv.

På egen hånd

Siden 2010 har  også en del af Maldivernes lokale øer fået lov at modtage  turister. Det har givet nye muligheder for at opleve paradis-øerne og den virkelige virkelighed til langt billigere priser, men vælger man ”lokal-ø oplevelsen”, skal man være opmærksom på, at det på ingen måde er tilladt at nyde eller købe alkohol. Ligesom man heller ikke som kvinde må bade uden at være behørigt tildækket. En del af øerne har dog en såkaldt bikini-strand”, hvor man gerne som kvinde må bade i almindeligt badetøj, men ellers er opholdet på de lokale øer – skik følge eller land fly. Der er som sagt mange øer at vælge imellem, men nemmest er måske at besøge de øer, som kan nås med båd fra Male.

Meget populær er øen Maafushi, som både har et stort udvalg af mindre hoteller og restauranter. Maafushi har også en fin bykerne med mange, farvestrålende huse, og øen har også en god legeplads, hvis man rejser med små børn, og så er her en fin bikini-strand. Man kan komme til Maafushi på ca. 45 minutter med speedbåd fra lufthavnen i Male.Mest lokal er øen Fulidhoo, som også har det smukkeste vand. Og rygter vil vide, at der bor djævlerokker ved den lokale strand. Utroligt smukke at se på og måske snorkle ved siden af, hvis man tør. Til gengæld er spisemulighederne ikke mange på øen, men mulighederne for at få en virkelig lokal oplevelse her er gode, fordi øen ikke modtager så mange turister.

På de fleste af de lokale øer kan man også tilkøbe ture af forskellig art. Prisniveauet og kvaliteten af oplevelserne svinger fra ø til ø, men har man lyst til at snorkle på egen hånd er øen Ukulhas værd at besøge. Øens store strand har et stort  lokal rev, som rummer mange fine farvestrålende fisk.

Mange danske rejsebureauer tilbyder ture til Maldiverne. Rejserne går fortrinsvis til de mange resort-øer, hvor temaet  er luksus og priserne også derefter. Men her kan man bade som man vil og leve uden hensyntagen til øerne islamiske kultur. Som et af få danske bureauer tilbyder  rejsebureauet Rejselyst, www.rejselyst.dk dog også rejser til både resort-øer og lokale øer.

Maldivernes godt 1200 øer ligger spredt over et 90.000 kvadratkilometer stort område i Det Indiske Ocean. Øerne er alle skabt af koraller, delt af laguner og så lavt liggende, at det højeste punkt i ø-gruppen kun er godt 2,5 meter over havoverfladen. Dermed er den globale opvarmning et af Maldivernes største synlige problemer, og gøres der ikke noget, vil øerne med tiden ganske enkelt forsvinde

Er man mest til luksusudgaven og en resortoplevelse af Maldiverne er det blot at google ordet Maldiverne.

Vil man selv strikke sin tur sammen og hellere besøge de lokale øer, kan man se og booke overnatning/oplevelser på eksempelvis www.booking.com eller www.tripadvisor.dk. Hotelpriserne på de i artiklen nævnte øer spænder fra godt 450 d.kr til ca.1000 d.kr. pr overnatning. Bl.a.  Turkish Airlines og Qartar Airways flyver i skrivende stund direkte mellem København og Male på Maldiverne.

Et andet og mindre synligt problem for Maldivernes overlevelse, kan vise sig at være landets politiske udvikling. For Maldiverne er en nation med to forskellige ansigter. Et parallelsamfund med to forskellige værdisæt – resort-øernes ubekymrede luksusliv og de lokale øers strenge islamiske småsamfund. Se dem begge  – inden det er for sent.