Rejs så meget du kan …

Svalbard for feinschmeckere

Kloden har stadig fjerne og utilgængelige horisonter, hvor de helt store naturoplevelser venter. Nogle få ekspeditionsskibe med isbryderstatus kløver sig hver sommer gennem pakisen for at komme tæt på hvaler, hvalrosser og isbjørne i Ishavet omkring Svalbard.

Krydstogter til Arktis og Antarktis

Ekspeditionskrydstogter er cruising for feinschmeckere. Det er udflugter til dele af kloden, der endnu er fjerne og utilgængelige horisonter, som kræver lange og nogle gange strabadserende rejser. Ja, den slags findes heldigvis stadig i det 21. århundrede.

Det afgørende for den lille håndfuld rederier, der har specialiseret sig i ekspeditionskrydstogter til bl.a. de arktiske egne, er at skibene ofte har isbryderstatus, og så er man villig til at se gennem fingre med andre ting.

Det kan være med små ekspeditionsskibe fra velkendte deluxe-rederier som; Silversea, Seabourn og Ponant Cruises. De seneste år er der også indsat mange små moderne skibe fra nye rederier, der har specialiseret sig inden for denne niche. F.eks. Atlas Ocean Voyages, Scenic Ocean Cruises og Swan Hellenic Cruises. Disse topmoderne skibe medtager typisk kun 150-200 passagerer.

Nærkontakt med natur og dyr

Dette ekspeditionskrydstogt går fra Tromsø via Bjørneøen til Svalbard. Flere rederier tilbyder også afgange inklusive fly direkte til Svalbard. De otte dage omkring Svalbard er blot beskrevet i programmet som sejlads gennem Svalbards stræder og fjorde. Her er ingen dag-til-dag-plan, for den bliver løbende besluttet og ændret af ekspeditionslederen i rådslagning med kaptajnen.

Daglige kort over isens udbredelse bliver nøje studeret af besætningen, hvilket er afgørende for krydstogtets videre færd. Vores sejlads viser sig at blive årets første, der er i stand til at komme nord for Svalbard og sejle hele vejen rundt om øgruppen.

Et par aftener forinden, hvor de fleste er på vej i seng, bliver vi alle pludselig gennet op på dækket for at observere en isbjørnemor med en omkring toårig unge, der svømmer lige godt 500 meter fra skibet. Efter en halv time i midnatssolens bragende solskin (solen står vel som den gør omkring klokken 18 på en dansk højsommerdag), er vi alle lysvågne og med adrenalinen pumpende, så ved midnatstid er salonen pludselig fyldt med sultne og tørstige passagerer.

Dagen efter observeres en stor flok hvalrosser på en lille ø, og selv om klokken nærmer sig 22, og passagererne hygger sig i baren, bliver alle straks tilbudt at iklæde sig termoundertøj, parkacoats og redningsvest og hoppe om bord i skibets Zodiac-gummibåde for at sejle over Ishavet og se nærmere på de store dyr. Langt de fleste takker ja.

Ekspert fra Harvard

På almindelige krydstogter er udflugter typisk et dyrt tilkøb. På ekspeditionsskibe som vores er de inkluderet i prisen og selve formålet med rejsen. Udflugter i arktiske egne er noget for sig. Ved bestillingen af krydstogtet blev vi bedt om at angive sko- og tøjstørrelser, og ved ankomsten til vores suite lå der to parkacoats klar til os på sengen (og i øvrigt til personligt eje). Vi blev også udstyret med gummistøvler og redningsveste, undervist i sikkerhedsprocedurer i gummibåde i Ishavet, og opdelt i små hold tilpasset størrelsen på gummibådene.

Efter få dage håndterer vi alle procedurerne med militær disciplin og præcision: Når meddelelse om vores hold (nummer fem) bliver givet over højtaleren, står vi klar og påklædt ved trappen ned til gummibåden inden for få øjeblikke.

Hver Zodiac bliver styret af et medlem af ekspeditionsholdet. Af skibets besætning er de 12 eksperter med speciale inden for hver sit område. Her er biologer, havbiologer, en geolog, en ornitolog, en historiker, en naturfotograf samt flere skytter. Skytterne sættes i land flere timer før passagererne for at afsøge områderne. Ved sejlads blandt isflager er riflerne også altid fremme. Og er sigtbarheden for lav, bliver landgang straks aflyst eller afbrudt: Man vil nødig overraskes, og rederierne tager aldrig chancer, når der er tale om gæsternes sikkerhed.

Ekspeditionslederen holder dagligt et informationsmøde om næste dags program, så alle er forberedt på næste dags oplevelser. Eksperterne holder også foredrag, f.eks. om datidens berømte ekspeditioner til Nordpolen. Man kan heldigvis blive i sin suite og se det hele på sit tv.

En af skibets havbiologer er Robin Aiello, der er uddannet ved Harvard University og tidligere rådgiver til den australske regering. Hun lader en gæst overtage styrepinden under en Zodiac-sejlads langs 200 meter høje klipper med titusindvis af fugle, mens hun forsøger at spotte og udpege en polarræv. Robins ekspertise og evne til at spotte dyr er afgørende for at gæsterne kan få de fantastiske fotos.

Et service-gen på 110%

Moderne deluxe-ekspeditionsskibe er en specialiseret niche af krydstogter, der kombinerer naturoplevelserne med skibets moderne komfort.

Det betyder, at mange af de sædvanlige ingredienser fra rederierne også er at finde her: Alt er inklusive døgnet rundt, uanset om det er Champagne serveret i Jacuzzien eller en godbid i suiten klokken tre om natten. Samme suite er i øvrigt udstyret med hjemmebar og butler-service. I restauranten er der fri seating, så man spiser hvornår og med hvem man har lyst.

Køkkenet kan være lidt hæmmet af, at kokken ikke kan få friske fødevarer hver dag. Omvendt er servicen blandt det bedste, jeg nogensinde har oplevet. Ikke kun fordi ratioen mellem besætning og passagerer er blandt de højeste i verden, men også fordi besætningens service-gen aldrig er under 110 procent.

En dukkert i Ishavet

Undervejs stopper kaptajnen en dag pludselig skibets motorer. Han har fundet en stor våge, hvor der er omkring 50 meter vand rundt om skibet. Det er dermed det perfekte sted til en fast tradition på arktiske ekspeditioner: En polar dukkert også kaldet ”Polar Plunge”.

Konceptet er så absurd, at det er uimodståeligt. Vi er over 81 grader nord – langt tættere på Nordpolen end Thule, og på højde med den allernordligste top af Grønland. Kun Ishavets pakis adskiller os fra Nordpolen. Fra øverste dæk kan vi se milevidt ud over den tætte is, der omkredser vores lille våge. Og så er det svært at glemme, at vi få kilometer herfra netop har haft et møde med verdens største rovdyr.

At hoppe i vandet her er en større sikkerhedsoperation. Flere Zodiac-gummibåde ligger klar nær skibet. Kun to gæster springer i vandet ad gangen, og hver er forsynet med sikkerhedsline og dedikeret livredder i modsatte ende. Faktum er, at vandet er knap én grad varmt.

Da jeg rammer vandet, gør det ikke fysisk ondt, som jeg havde frygtet, men efter 20 sekunder kan jeg mærke, hvordan flere muskelgrupper påvirkes af det kølige hav.

Jeg lader faldets momentum sende mig ned under Ishavets overflade og åbner øjnene. Vandet er lysende klart og blågrønt. Det er en verden, der er lige så smuk som den er farlig. Mødet med den varer kun et spinkelt øjeblik, men som med andre feinschmecker-ting her i livet – og på dette ekspeditionskrydstogt – er det en af de øjeblikke i livet, der er helt uforglemmelige.

Fortroligt kan jeg oplyse, at vandet faktisk ikke er mange grader koldere, end erfarne hjemlige ”vikinger” oplever i Øresund på en vinterdag. Typisk er det over 50 % af passagererne, der hopper med på trenden. Måske er det kollektivt pres, eller måske er det for at få det eftertragtede ”Polar Plunge certifikat” med hjem.

Et af de mest erfarne bureauer er Gaia Travel, der er specialister i rejser med mindre skibe www.gaiatravel.dk  Telefon82820909 E-mail; vip@gaiatravel.dk

/by

Klogere på Grønland

,

Viden om Arktis og Grønland er højaktuelt lige nu. I Knud Rasmussens Hus i Hundested kan besøgende blive klogere på, hvordan vi fik Grønland, hvem de var på den tid – inuitterne så langt mod nord, og hvad de troede på i deres oprindelige kultur. Og sidst men ikke mindst kan man fornemme sjælen fra en mand, som ubetinget viede sit liv og al sin forskning til gavn for det grønlandske folk.

Der er udsyn så lang øjet rækker. Foran huset ligger havet milevidt, bygget på en 25.000 m2 stor grund tæt ved Spodsbjerg Fyr og afspejler alene med sin beliggenhed, en mand som havde et stort udsyn og engagement.

Manden hed Knud Rasmussen og var i årene fra sin fødsel og indtil sin død i 1933 manden, som forskede i Grønland og på talrige ekspeditioner kortlagde inuitternes liv.

Som barn af en grønlandsk mor og en dansk præst og sprogforsker var Knud Rasmussens mål ikke at erobre nyt land eller at være den første, som satte foden på et bestemt geografisk sted. Nej, Knud Rasmussens største interesse var at møde nye mennesker og især de inuitter, som han vidste levede længere mod nord i det Grønland, som han elskede og var født i, og som han hele sin barndom havde fået fortalt historier om.

Myter og kultur

I huset i Hundested kan man få hele historien om Knud Rasmussen fortalt.

Om hans liv og hans forskning, som i sin tid vakte stor undring i befolkningen, og som også dengang bragte Danmark på Verdenskortet, når det gjaldt viden om inuitternes liv og kultur. En forskning som bl.a. afslørede, at alle inuitter har det samme sprog langs hele det nordiske ishav og at det verdensbillede, de dengang troede på – naturligt nok – var udsprunget af livet i et meget barskt klima:

”Nederst er Havet, hvor fangstdyrene bor. I midten er Menneskenes Land, og øverst er Himlen. Her bor den store Indvoldsæder, som man skal forbi på sin vej til Månemanden, og som ved hvilke tabuer menneskene har brudt, hvorfor fangstdyrene er væk, og hvorfor en kvinde ikke kan få børn. Og stjernerne- de lyser gennem huller i himmelhvælvet”

Ovenstående er blot et lille kig ind i Inuitternes oprindelige mytologi overleveret fra generation til generation gennem sagn og myter. Og noget af det som optog Knud Rasmussen mest på hans talrige ekspeditioner. Forskning, som han især arbejdede med at nedskrive og dokumentere, når han mellem sin mange farefulde ekspeditioner opholdt sig i huset i Hundested.

Genopført efter brand

Knud Rasmussens Hus er oprindeligt opført i 1917 i engelsk inspireret cottage-stil, med kviste, karnapper og fint valmet stråtag. Og selvom huset i 2021 blev ramt af en ødelæggende brand, der gik hårdt ud over bygningens tagkonstruktion og flere af de udstillede genstande, lykkedes det heldigvis at redde rigtig mange af husets helt unikke genstande, og huset fremstår derfor i dag genopbygget og restauraret ganske som før. Fuldstændigt mage til det hus, som arkitekt Helge Bojsen-Møller i sin tid tegnede – tænkt i rå naturmaterialer, som jo også afspejler den arktiske verdens enkelhed.

Knud Rasmussens Enke, Dagmar Rasmussen, som også boede med ham i huset i Hundested, forærede både hus og indbo til Halsnæs kommune, og derfor har besøgende lige siden kunnet se og opleve den store polarforskers univers  – ganske som han forlod det ved sin alt for tidlige død i 1933.

Således kan man stadig se hans seng, dækket af et kæmpestort isbjørneskind, hans skrivemaskine, som han skrev sine mange forskningsresultater og bøger på, hans rejseudstyr, fotos og dagbøger samt mange særlige genstande, hjembragt fra de utallige ekspeditioner.

Ny udstilling

Når man træder ind i Knud Rasmussens Hus, træder man ind i en verden af eventyr og videnskab.  Selve huset er i to etager, og alle vægge er udstyret med billeder, fotos og tegninger af blandt andet vennen, kunstneren Harald Molkte, som fulgte Knud Rasmussen på mange af ekspeditionerne. Billederne af Molkte er kopier, originalerne hænger i dag på Nationalmuseet, og i underetagen af huset finder man også en pejsestue og en spisestue.

Helt nyt til den kommende åbningssæson i april er projektet ”Nyt liv i Kund Rasmussens Hus”. Museumschef Vibeke Descours Hansen fortæller, at en stor pengebevilling fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har resulteret i indretning af fire moderne udstillingsmontre i husets orignale, indbyggede skabe, tillige med nye lyd og lyseffekter i huset, som skal være med til at gøre oplevelsen i huset endnu mere intim, spændende og nærværende.

Han skaffede Danmark Grønland

I årene fra 1902 og indtil sin død i 1933 foretog Knud Rasmussen blandt andet syv store ekspeditioner, oprettede missionsstationen Nordstjernen i Kap York og grundlagde handelsstationen Thule.

Under den internationale retssag i Haag mellem Danmark og Norge om retten til Grønland var Knud Rasmussen rådgiver for den danske regering, og den 5. april 1933 fik Danmark tilkendt suveræniteten over hele Grønland. Knud Rasmussen døde otte måneder senere, han ligger i dag begravet på Vestre Kirkegård i København.

Knud Rasmussens Hus åbner for sæsonen den 12. april. Der er åbent fra torsdag til søndag fra kl. 11-16, samt åbent på helligdage og mandag i påske og efterårsferie. Grupper kan bestille en omvisning. Se mere på www.knusrasmus.dk

På den store grund, der omkranser huset, er i 1936 rejst en høj mindevarde. Samtlige sten i varden kommer fra forskellige lokaliteter i Grønland, og hvert år den 21. juni fejres Grønlands Nationaldag i Knud Rasmussens Hus med flaghejsning, taler, sange og musik samt grønlandsk mad og drikke.

Kom med til historisk middag og foredrag

FØR den reelle åbning af museet den 12. april inviterer museet i øvrigt til en historisk rejse – en Ekspeditionsmiddag – i anledning af 100-års jubilæet for den legendariske 5. Thuleekspedition.

Det foregår på KNUD Spisehus, som ligger i Hundested Havn (Havnegade 18) den 13. marts. Aftenen vil byde på en historisk menu, inspireret af ekspeditionens proviantlister, sjældne filmklip fra slæderejsen, samt et fasinerende foredrag om ekspeditionen ved museumsinspektør Søren La Cour Jensen.

For booking se mere på www.knudrasmus.dk

/by

Et stort, lille rige

,

Ingen lades uberørt af et besøg på Færøerne, hvor der hvert år fordeles hvalkød til alle og især til de beboere, som bor mest isoleret og længst væk, når grindefangsten trækker massevis af tilskuere. Sådan har det været siden 1298, og er det stadig på de 18 vulkanske øer, hvor legender, sagn, overtro, og en helt særlig befolkning lever sammen – i pagt med det hele.

Det er himmel og hav, og dale og vandfald. Og klipper og græs, og fugle og fisk og hvaler, og sidst men ikke mindst – får, der dufter. Både i det strikkede tøj og i vinden – uanset hvor man på øerne befinder sig. Og det er også dér, hvor vejret kan skifte 10 gange på en dag.

Veksle mellem sol og regn, og nogle gange sne, og hvor folk til alle tider har lært at dele med hinanden. I dyb afhængighed af den barske natur, som også har fostret et utal af myter og sagn – der til stadighed- og til en vis grad – lever i bedste velgående.

Det er kort sagt Færøerne, vi denne gang er rejst til.

En skjult perle bestående af 18 vulkanske øer, som strækker sig mellem Island og Norge, og som synes at være taget direkte ud af et eventyr.

En del af det danske rigsfællesskab, som ikke ligner noget andet, men som er en meget smuk og varm oplevelse at besøge. Smuk på grund af den både barske, men også bløde natur, og varm på grund af den imødekommehed, man mødes med af den færøske befolkning. For selv om Færøerne er mest kendt for sin natur, er folket lige så fascinerende, fordi de igennem tiderne, som kun få – har formået at bevare deres unikke identitet og kulturarv meget intakt.

Lille hovedstad – stor mad

For de fleste starter eventyret på Færøerne i Thorshavn. Færøernes meget lille, men også meget charmerende hovedstad.

Byen er en af verdens mindste og ældste hovedstæder, men hvad den mangler i størrelse, opvejer den klart i karakter og historie. Den er øernes politiske og kulturelle centrum og med farverige huse med græstage og smalle brostensbelagte gader, indbyder Thorshavn til gode gå-ture, men også til forkælelse af smagsløgene. Både hvis man er til gourmand og især gourmet. For Thorshavn har både gode cafeer, men også Michelin-restauranter, der serverer lokale delikatesser som for eksempel færøsk lam, skærpekød (lufttørret fårekød), fermenteret lam og naturligvis friskfangede fisk i alle afskygninger. Fårehoved er en særlig elsket specialitet, og hvalkød (måske fra en grinde) kan også være på menukortet.

 

Musik og festivaller

Thorshavn er også der, hvor Færøernes innovative musikscene spiller. Og hvor især navne som Teitur, Eivør og Greta samt bands som Týr vil være kendte af mange herhjemme. En helt særegen musikstil, som blander det traditionelle med både moderne pop, metal og folk.

Koncertstedet i byen er kulturhuset, Nordens Hus, i øvrigt en flot arkitektonisk perle, og øerne er også hvert år værter ved et utal af musikfestivaller og folkefester af forskellig karakter.

En af de fester er Olaifesten, som hvert år afholdes den 28. og 29. juli. Olaifesten fejrer Færøernes nationaldag, det er en traditionernes fest, og folk kommer fra hver en afkrog af ø-riget for at deltage. Så vil man virkelig tæt på ægte folkeliv, er det Olaifesten man skal dyrke, hvor også den lokale underholdning er i top: kaproning, fællessang, musik, udstillinger og heltunikt kædedans – naturligvis med massevis af mennesker iklædt nationaldragter.

De største seværdigheder

At have bil til rådighed på Færøerne er en god ting. De 18 øer bindes sammen af et sindrigt system af tunneller, broer, veje og små færger, og det anbefales, at man bruger mindst 6 dage, hvis man vil opleve blot en brøkdel af øernes smukke og særegne natur.

Under vores besøg havde vi stor gavn af den danske blogger Sarah Green, som på sin blog/hjemmeside giver rigtig gode tip og anvisninger både til steder at besøge, og hvordan man kommer rundt og booker evt. sejlture med små færger.

Sarah Green foreslår blandt andet en tur til øen Mykiness – det er den med de mange søpapegøjer, vandfaldet Mulafossur og klippen Trøllkonufingyr, som findes på øen Vagar. Øen Streymoy (det er også her Thorshavn ligger), byder på de små bygder Saksun og Tjørnuvik, og vandfaldet Fossa er også godt at se. Besøges skal også øerne Kalsoy og Vidoy, men også øen Estruroy med bygderne Gjógv, Eidi og Kirkjubør, er et must.  Sidstnævte er Færøernes vigtigste historiske sted med spændende seværdigheder.

Myter og sagn

På Øen Kalsoy i bygden Mikladalur findes bl.a en statue, opstillet ved havet, som fortæller sagnet om ”sælkvinden”. En legende, som også den færøske sangerinde Eivør har skrevet et musikalsk drama om, for myter og sagn har i det hele taget haft og har stadig en stor indflydelse på færøsk kultur og identitet.

På de små øer, hvor vejret er barskt, og isolation ofte har præget livet, har disse historier været en vigtig del af færingernes sammenhængskraft og verdenssyn. De er blevet fortalt rundt om ildstederne gennem generationer, og i dag er disse sagn stadig en del af færingernes bevidsthed, og mange steder på øerne minder om deres tilstedeværelse.

Spøgelseshistorier er der også, en af de mest berømte er om Nykur, et ondskabsfuldt væsen, som lever i søer og farvande, og som kan tage form af en hest. Men også historier om havfruer og Huldufólk,  færingernes version af alfer og feer, går der mange historier om.

 Vejen derop

Med fly fra Danmark tager det, alt efter om du flyver fra København eller Jylland, mellem 2 og 3,5 timer at komme til Færøerne. Se mere på www. atlanticairways.com. Man kan leje bil på øerne, men vil man gøre oplevelsen uden bil – er det dog også muligt. Alle øerne er forbundet med et offentligt transportsystem af bus-og færgeforbindelser. For regionale busser se mere på ssl.fo

Sejle kan man også, hvis man ønsker at have egen bil med. Overfarten sejler fra Hirtshals og tager 38 timer om vinteren og 30 timer om sommeren. Se mere på www.smyriline.dk.

Ønsker man en tur til øerne med ”ført hånd” udbyder flere danske rejsebureauer færdigpakkede ture til Færøerne.

Gode websider: www.visitfaroeislands.com., www.sarahinthegreen.com

Praktiske tip:

Færøerne kan naturligvis besøges året rundt, og hver årstid har sin charme. Men vejrmæssigt lykkes de fleste udflugter på øerne bedst, hvis man rejser i perioden maj- august.

Husk tøj til praktisk ude-liv i al slags vej – og fryser du alligevel, er der rigtig mange virkeligt smukke, strikkede trøjer, huer og vanter at købe på øerne. Gjort af den fineste fåreuld

Om Færøerne:

Færøene har været en del af Danmark siden 1850, hvor øerne kom under dansk grundlov. I dag har øerne selvstyre, og Færøerne er ikke medlem af EU. Der bor 54.815 mennesker på Færøerne, og den første bosættelse skete i året 625, da en irsk munk slog sig ned på øerne for at leve som eneboer. I år 850 kom norske bo-sættere til øerne, og i dag er 17 ud af de 18 øer beboede. Færøerne er kendte for deres rige fugleliv og er hjemsted for millioner af havfugle. Søpapegøjer, lunder, alke, skarver mv. Hvaler og delfiner findes også, men især får præger synligt naturen på øerne. I dag findes der rundt regnet 70.000 får på Færøerne. Dyrene lever ude hele året.

/by

På jagt efter Nordlyset

På hundeslæde i et snedækket landskab eller på jagt efter det vidunderlige nordlys. Røde kinder i vinterkulden, besøg hos julemanden og viden om det samiske folk og det arktiske klimas historie og fremtid.  Alle dele kan opleves i Rovaniemi i Finland nord for polarcirklen.

November og december er for mange lig med rejser til de varmere himmelstrøg. Men for flere turister end før går turene nu nordpå. Til kulde og sne, til stilhed og arktisk natur – for klimaet, som optager os alle, er pludselig blevet interessant. Og historien om det arktiske klima nord for polarcirklen kan fås i byen Rovaniemi, som både med natur, men især med et museum og forskningscenter sætter spot på livet og klimaforandringerne i Arktis.

Et arkitektonisk mesterværk

Stedet hedder Artikum og ligger ved bredden af floden Uonasjoki. Det er bygget i 1992, er et arkitektonisk mesterværk midt i den lidt golde og øde natur og består, foruden af mange udstillingssale og det videnskabelige forskningscenter, af en lang, ikonisk glastunnel, som strækker sig mod himlen og arkitektonisk dermed symboliserer en bro mellem fortid og fremtid og samtidig giver de besøgende en mulighed for at opleve nordlysets magi, selv indendørs.

Som en kæmpemæssig, selvlysende sankthansorm snor museets 172meter lange glastunnel sig oven på det landskab, som resten af museet er gravet ned i. Og på godt 9000 kvadratmeter fortælles i mange flotte udstillingssale om livet for mennesker, dyr og planter i egne så kolde og golde, at både midnatssol og nordlys altid har været følgesvende for alt levende liv her.

Samerne – Finlands etniske minoritet  – har været her altid og troede blandt andet tidligere, at nordlyset var de dødes sjæle, som vinkede ned til dem. I dag ved vi, at nordlys opstår, når elektriske partikler (elektroner) med stor hastighed kommer ind i jordens magnetfelt og kolliderer med de øvre lag af atmosfæren. Gasserne vil lyse, og farverne genspejler blot de gasser, som findes i atmosfæren.

Forskning i klimaforandringerne

Tæt på 100.000 turister besøger årligt Artikum. Som regel på deres rejse længere nordpå på vej mod Nordkap. Og i museets udstillingshaller kan de besøgende blandt andet se, hvordan menneskabte forandringer i den øvrige del af verden påvirker de arktiske egne. Se hvad det betyder for naturen heroppe, hvilke brændstoffer vi bruger til vores transportmidler, og se hvordan resten af verdens forbrug i stigende grad påvirker livet for de mennesker og dyr, som lever her.

Artikums permanente udstilling – Arktisk i forandring – er i skrivende stund ved at blive opdateret med den seneste forskning og genåbner derfor den 6. december med resultater fra den seneste forskning. Her vil der blive fortalt både visuelt og interaktivt, dels om hvilken størrelse Arktis er og belyser alle aspekter af blandt andet de seneste klimamæssige forandringer – både når det gælder livet for mennesker, dyr og kloden som helhed.

Oplev eksempelvis arktisk kulde i et til formålet specielt bygget rum. Se og mærk årstidernes skiften i et andet og sidst men ikke mindst – oplev det fantastiske nordlys (på film). Liggende på bløde madrasser, ledsaget af lys og musik kan besøgende opleve dette mærkværdige farverige naturfænomen.

Lær om samerne

En væsentlig del af Artikums mission er også at bevare og formidle samisk kultur. Derfor udstilles også traditionelle, samiske klædedragter, håndværk og værktøjer, som giver et indblik i samernes liv igennem århundreder. Og besøgende kan lære om samisk sprog, samisk musik og de årlige rensdyrmigrationer, som er så centrale for netop den samiske kultur. Ligesom man også som besøgende kan deltage i workshops og foredrag og arktisk forskning, for Artikum samarbejder med forskere fra hele verden .

Selve byen Rovaniemi, som er finsk hovedstad i Lapland, byder dog også på meget andet end lige forskning og museumsbesøg. Mange vil vide, at selveste julemande bor her og slet ikke i Grønland, og rejser man med børn og barnlige sjæle, er et besøg i julemandens landsby en yndet udflugt især i julemånederne.

Julemand og nordlys

November i Rovaniemi er er også en fremragende måned at opleve nordlyset, og det lokale visit Rovaniemi tilbyder flere guidede ture, hvor turister tages med til de bedste steder, væk fra byens lys for at se naturfænomenet. Turene kan både laves med minibus, men også som snescooterture og hundeslædeture. På mange af disse ture tilbydes også besøg i traditionelle samiske landsbyer.

I november begynder også julemarkedet i Rovaneimi at tage form. Her kan købes alt i håndlavede gaver og lokale delikatesser, rensdyrskind og selvfølgelig kan man smage på lokal og finsk mad.

 Is-hotel og sauna

Naturligvis byder Rovaneimi også på både is-hoteller og is-fiskeri. Alt med is er ”hypet” i regionen, og det er da en speciel oplevelse at sove på et is-hotel. Det er dyrt og nok også lidt koldt, men mindre kan også gøre det. Det lokale turistkontor og andre private aktører tilbyder ture, som eksempelvis laver rundvisning på et is-hotel, en frokost måske og derefter en oplevelse i is-spa med efterfølgende sauna. Er det derimod ski, som trækker er Ounasvaare et populært skisportsområde lige udenfor Rovaneimi, og selvom skisæsonen typisk først starter senere på sæsonen, kan man være heldig, allerede i november, at finde præparerede langrendsløjper.

Sidst men ikke mindst er Rauna Dyrepark også et besøg værd. Parken, som ligger godt en times kørsel syd for Rovaniemi, tilbyder de besøgende at se en bred vifte af arktiske og nordlige dyrearter i deres naturlige omgivelser. Her kan man opleve, isbjørne, ulve, losser, rensdyr og mange andre arktiske dyr, og parken deltager desuden i avlsprogrammer, hvillet gør et besøg både lærerigt og meningsfuldt. Også her kan turister om vinteren deltage i guidede ture med eksempelvis hundeslæde, eller man kan forsøge sig med is-fiskeri. Samtidig findes der også en stor legeplads og en klappegård med kaniner og geder, hvis man har små børn med.

Er man til arkitektur i det hele taget, er selve bykernen i Rovaniemi også et besøg værd. Under Laplandskrigen fra september 1944 til april 1945 blev 90 procent af byen fuldstændig ødelagt af tyske tropper. Genopbygningen begyndte i 1946, og en del af de nye bygninger er tegnet af den berømte finske arkitekt Alvar Aalto. Blandt andet byens administrative og kulturelle centrum, som huser rådhus, teater, musik og kongressat samt landsbiblioteket.

Falder talen på museet Artikum, skal det også nævnes, at det er tegnet af den danske aritektgruppe Birch-Bonderup & Thorup-Wade.

Rejsefakta:

Direkte fly fra København til Rovaniemi tager 3,5 timer. Med mellemlanding godt 5,5 timer.

For guidede ture og byen Rovaniemi generelt se www.visitrovaniemi.fi

For museet Artikum se www.artikum.fi

Liebhaverboligen var afsted for egen regning.

/by

Indianere på gyngende grund

Perus oprindelige befolkning ved Titicaca-søen er på gyngende grund.

Indianerne ved Titicacasøen lever stadig som for flere hundrede år siden. 

Titicacasøen i Peru er verdens højst beliggende sø. Den er ligeså stor som Sjælland, ligger 3810 meter over havet, og turister kan her besøge og bo hos nogle af Perus mest oprindelige folk: Uros-indianerne, som lever på siv-øer på Titicaca-søen og indianerne på øen Taquile, hvor mændene er mestre i at strikke.

Øen føles underligt gyngende under fødderne. Gangen bliver nærmest hoppende, og man forventer hvert andet øjeblik at få våde fødder. Men der sker ikke noget. Øen ligger fast, er fortøjet på bunden af søen, og indianeren viser os med et oldnordisk måleinstrument lavet af en pind med snor på, at siv-øen faktisk er fire meter tyk. Vi kan være ganske rolige. Der er styr på det. Hans og hans forfædre har levet på sådanne siv-øer i mere end 300 år.

Vi er i Peru. På den smukke Titicaca-sø, som deles mellem landene Peru og Bolivia i Sydamerika.

Her godt en times sejllads ude i Titicaca-søen findes dette enestående samfund f indianere. Som lever heler deres liv på selvbyggede siv-øer. Det findes ikke mage til i hele verden, og øerne er naturligvis en af Perus store attraktioner, som turismen i stigende grad invaderer og gennemfotograferer.

Spiser sivene

Øerne er bygget af totorasiv, beboerne hedder uros-indianere og er blandt nogle af de fattigste i Peru. For århundreder siden flygtede de fra inkaernes og aymara-indianernes dominans på landjorden, og siden har de boet her på de menneskeskabte siv-øer, de bygger ved at dykke ned på bunden af Titicaca-søen, hvor de skærer stykker ud af sivenes rodnet. Stykkerne af rodnettet binder de sammen til store flader ved hjælp af tovværk, naturligvis lavet af siv, og ovenpå disse ”rodbunde” dynger de metervis af friske siv, indtil øen er tyk og bæredygtig. Med tiden rådner sivene naturligvis nedefra, hvorfor uros-indianerne hele tiden må forny øerne med friske siv eller om nødvendigt hele tiden bygge nye.

Øen, vi denne dag besøger, er kun fire måneder gammel, og det samme gælder de godt 10 sivhytter her, som er hjem for netop denne ø´s beboere.

Hver ø er beboet af hele familier, som dels lever af at spise roden fra sivene og fisk, som de fanger og sælger fra smukke, store både, som også er flettet af siv. En teknik som blandt andet nordmanden Thor Heyerdal har benyttet til sine sivbåde. Ellers sælger øboerne fine broderier og andet håndværk til de mange turister, som aflægger øerne besøg. En indtjeningsmulighed for fattige indianere, siger nogle, en rå udnyttelse af et sårbart samfund, mener andre.

Hjertet i Andesbjergene

En rejse i Peru er for de fleste en rejse i inkaernes fodspor. Landets allerstørste attraktioner er den skjulte inka-by Machu Pichu, den smukke bjergby Cusco og Naazca-linjerne, de mærkværdige geometriske figurer i ørkenen, som kan ses fra luften, men et besøg ved Titicaca-søen bør man så sandelig heller ikke snyde sig selv for. Som verdens højest beliggende sø, er Titicaca-søen skabt som saltvands-sø af sammenstødet mellem to kontinentalplader, og ud over at man her kan besøge uros-indianerne, kan man også besøge andre oprindelige samfund på øer ude i søen.  Det drejer sig blandt andet om indianerne på øen Armantani og øen Taquile.

Taquile bebos af en helt anden race end uros-indianerne, og her er det muligt for turister at overnatte privat – under primitve forhold.

Strikkende mænd og ingen biler

Taquile indianerne har en kollektiv indstilling til tilværelsen og derfor går overnatningerne på skift mellem øens beboere, så alle får del i indtægterne. Men husk lommelygte og toiletpapir. Taquile er kulsort, når mørket sænker sig, og selvom øen har fået mobilsignal (ellers flygter ungdommen helt ), er det med strøm til lys ikke det helt store. Solceller sørger for strøm til, at hver familie kan køre et tv-apparat og lidt lampelys med spare-pærer, men gadebelysning er ikke eksisterende.

Selve øen er en stor stejl knold. Her er ingen veje og naturligvis heller ingen biler, kun stejle stier, og terasserede landskaber, som de lokale spurter op og ned ad (turisterne hiver efter vejret i den høje luft), og så er her stor gæstfrihed og sagt muligheder for at overnatte i nogle af familiernes små, fine, lerklinede gæstehytter.

Tale sammen kan man mest med fingersprog, men nogle af øens beboere taler dog engelsk, og det er muligt at komme helt tæt på og være med til  dagligdags aktiviteter så som fiskeri og  grøntsagsdyrkning. Og så naturligvis strikning. For på Taquile handler meget om strik. Det er mændene der strikker, blandt andet deres egne huer, som i mønstret viser om de er gift eller ej, og kvinderne væver – blandt andet farverige sjaler og nederdele.

Strik fra Taquile regnes for noget at det fineste i Peru, og en dansk designer har for år tilbage i øvrigt besøgt og undervist Taquile-indianerne i, hvordan de kan modelberegne deres meget sirlige strik til større ting end lige pandebånd og huer.  Også antropologer har gennem årene udvist interesse for det kollektive liv/samfund på Taquile, og bl.a. udstyret indianerne med engangskameraer, som de kunne skildre/fotografere deres daglige liv med.

Det resulterede i en fin fotoudstilling i 2006 i Rundetårn i København.

Hvordan:

Enhver tur ud på Titicaca-søen sker fra Havnebyen Puno, hvor også utallige turbureauer arrangerer ture ud til både siv-øerne eller de længere ude liggende øer.

Man kan flyve til Puno, eller køre den vidunderligt smukke tur over den mægtige Andes-højslette kaldet Punaen fra andre byer i Peru, hvis man selv arrangerer sin tur. Gør man ikke det –  kan man købe en færdig rundrejse hos et af de mange danske bureauer, som laver rejser til Peru, inklusiv ophold ved Titicaca-søen.

Helbred:

En god gang mavepine ses ofte i Peru. Så husk antibiotika. Højdesyge kan også være et problem, blandt andet ved Titicaca-søen, som ligger i næsten 4000 meters højde over havet. Gå stille og roligt de første par dage eller tyg coca-blade ligesom de lokale. De kan købes på hvert et gadehjørne. Med hensyn til vaccinationer – tjek hos Statens Seruminstitut www.ssi.dk

/by

Hippe Hamborg

Den kan nås på en kort halvdagstur med enten bil eller tog eller en kort flyvetur fra Kastrup. Byen Hamburg, Nordtysklands svar på porten til verden. En by fyldt med unikke oplevelser, moderne og gammel arkitektur, historie, underholdning, shopping og overnatning i verdensklasse. Liebhaverboligen guider her til en af de nyeste og nogle af de bedste oplevelser i Hamburg

Hotellet i Nazi-bunkeren

Sidste skrig i Hamburg, længe ventet på i spænding og det som alle pt. taler om, er det nye luksus hotel, som skal indrettes i en gammel nazi-bunker i Feldstrasse i kvarteret St. Pauli. Selve bunkeren er godt 40 meter høj, bygget af tyk, tyk beton og øverst – oven på taget bliver indrettet en stor, grøn park på taget, som vil være åben for offentligheden. Nazibunkeren, som i 1942 blev bygget på blot 300 dage af tvangsarbejdere fra koncentrationslejre, blev brugt til at skyde fjendtlige fly ned fra og samtidig fungerede den som beskyttelsesrum for op mod af 18.000 af byens borgere. Efter krigen blev den brugt til forskellige kulturelle formål, så som musikstudier og lagerrum og nu indrettes den altså snart til rock-hotel med 136 hippe hotelværelser, flere barer og restauranter, spillesteder og udstillingsrum mv.

Bunkeren i Feldstrasse er den største af flere store ”Hochbunkere” (højbunkere) i Hamburg og omegn, og et fint eksempel på en by, som formår at omdanne byen og landets sorte fortid til noget konstruktivt og meningsfuldt. For bunkerne repræsenterer en del af byens identitet og fungerer som påmindelser om nødvendigheden af fred og bæredygtighed. Flere af Hamburgs bunkere er åbne for offentligheden og tilbyder guidede rundture, som giver et godt indblik i deres historie og anvendelse.  Udover bunkeren i Feldstrasse kan man også besøge bunkerne i Wilhelmsburg og andre bunkere i bydele som Altona og Eimsbüttel.

Sejltur i byens sjæl

Intet besøg i Hamburg uden en havnerundfart. For Hamburg er en af verdens største og travleste havne, og en rundfart her er ikke blot en tur på vandet. Derimod er det en rejse gennem byens fortid, nutid og fremtid – fra de historiske lagerbygninger i Speicherstadt til den futuristiske HafenCity, fra travle industriområder og til fredelige, naturskønne udsigter langs Elben – Hamborgs grønne flod.

En af de første seværdigheder på en havnerundfart er som regel bydelen Speicherstadt, som er verdens største sammenhængende lagerkompleks. De imponerende røde murstensbygninger, der strækker sig langs med kanalerne blev bygget i slutningen af 1800-tallet og er nu på Unescos Verdensarvliste. Her kan man se flotte brostensbelagte gader og høre historien om området, som engang var et center for bl.a. kaffe og krydderier, og næste stop på turen er HafenCity. Et super ambitiøst byudviklingsprojekt, som kombinerer moderne arkitektur med historiske elementer, og som er hjemsted for den imponerende Elbphilharmonie, Hamburgs arkitektonisk, meget flotte koncertsal. Spændende er dog også kanalrundfartens tur gennem havnens travle indiustriområder, hvor man kan se de kæmpestore containerskibe blive lastet af gigantisk kraner, og mange ture afsluttes også med en roligere sejllads langs med Elbens bredder med udsigt til grønne parker og velhaverkvarterer. Kort sagt en sejltur i intet mindre end Hamburgs sjæl.

Rejse i tid og teknik

Shopping i Hamborg er godt. Rigtig godt. Men kan kede mange mænd. En tur i Alter Elbtunnel er derfor god for parforholdet, hvis nu man er afsted med den udkårne.

Alter Elbtunel er en ikonisk tunnel, som løber under floden Elben og intet mindre end en vild ingeniørbedrift, som mange mænd vil tænde vildt på. Den første tunnel under Elben åbnede allerede i 1911 og var på det tidspunkt en revolutionerende løsning på de transportudfordringer som Hamburg stod overfor. For at lette trafikken mellem de nordlige og sydlige dele af havneområdet havde byen brug for en pålidelig forbindelse, og med en længde på 426 meter og en dybde på 24 meter under flodens overflade var Elbtunellen en bemærkelsesværdig teknisk præstation for sin tid. Den består af to rør, som oprindeligt blev brugt til både fodgængere og køretøjer, og indgangen til tunnelen er stadig ved Landungsbrücke, hvor man kan tage de oprindelige gamle elevatorer ned til tunnelniveauet. Selve tunnelen er rigt udsmykket med flotte flisemosaikker og de originale historiske lamper som lyser, og tunnelen er åben døgnet rundt for fodgængere og cyklister. For køretøjer – som dog er en sjældenhed – er der begrænsede åbningstider. Det koster ikke noget at gå turen i Alter Elbtunnel, men der kan være køligt. Tunnellen kan let nås med offentlig transport.

Opdag Hamburgs kreative by-kvarterer

Hamburg små bykvarterer er rige på charme og kultur og byder på en autentisk oplevelse væk fra den gængse turiststrøm. De fleste kan nås enten til fods eller med offentlig transport på under et kvarters tid og Sternschanze eller Schanze i daglig tale er sådan et kvarter. Engang et arbejderkvarter i en forstad, nu et boheme-kvarter fyldt med kreative sjæle, trendy cafeer, vintagebutikker og street art. Kvarterets epi-center er Schanzenstrasse, hvorfra alt udgår og et besøg i Rote Flora, et tidligere teater og nu et autonomt kulturcenter er et must.

Lige ved siden af Sternschanze ligger Karolinenvirtel – et andet bykvarter, som er kendt for sin blanding af det gamle og det nye. Området er hjemsted for kunstnere, designere og unge entreprenører og byder på et væld af små interessante niche-butikker, cafeer og gallerier. Besøg Flohschanze – det ugentlige loppemarked, hvor man kan finde intet mindre end ALT.

Alsteren – den stor sø midt i Hamburg er byens hjerte og rundt om den ligger også en bred vifte af interessante kvarterer, som man med fordel kan besøge, hvis centrum bliver for turistet.  Tæt på Alsteren ligger således også bydelene Pöseldorf og Winterhude. Sidstnævnte er en af Hamburgs mest populære bydele, et elegant kvarter med godt 55.000 indbyggere og kendt bl.a. for sine mange kanaler i husenes baghaver og mange markeder med lokale produkter fra øverste hylde. Pöseldorf er stedet for namedropping, her har mange modedesignere startet deres karrierer, og bydelen er også kendt for at sin legendariske jazzklub, Onkel Pö. Det er især livsstils-eliten, som slår deres folder i Pöseldorf, og en gåtur på den brostensbelagte Milchstrasse er en magnet for byens modemennesker og andre, som gerne vil ses. Smut ud og kig på.

Den historiske gade

Reperbahn – eller Syndens Mile, som det også kaldes i daglig tale, er Hamburgs ultimative forlystelseskvarter. Det ligger i kvarteret St. Pauli og byder på et elektrisk natteliv, kulturelle højdepunkter og en rig historie, der tiltrækker turister fra hele verden. En Reperbahn var nemlig stedet, hvor man i 1600-tallet havde de lange baner, hvor man snoede reb til skibene, men i løbet af det 19. og 20. århundrede udviklede området sig til at være Hamburgs største kvarter for glædespiger. De er her stadig den dag i dag (red light district i Herbertstrasse), men det er et utal af barer og kulturelle klubber, teatre og spillesteder også.  Besøg f.eks Grosse Freiheit, en af de mest ikoniske klubber, som bl.a. har været vært for mange berømte bands – herunder The Beatles, der spillede deres første koncerter i Hamburg i begyndelsen af 1960”erne.

Så når mørket falder på, lyser Reperbahn op. Sådan har det været altid, og er det stadig den dag i dag. Men Reperbahn handler ikke kun om vilde nætter og fest. St. Pauili Theater og Oppenrettenhaus tilbyder en bred vifte af mucicalforestillinger og Schmindt Theater er kendt for af cabaret af bedste tyske klasse. Udover underholdning for alle pengene tilbyder Reperbahn også mange rigtig gode spisesteder, både for den store pengepung, men også for den lille. Lokalt liv findes side om side med det mere etablerede.

Undlad heller ikke et besøg i Miniatur Wunderland, som er intet mindre end den største udstilling af modeljernbaner i verden. 1500 m2 er fyldt med kørende miniaturemodeller, som skildrer scenarier og lande fra hele verden. Her kan både voksne og børn se fly lette og lande, se krydstogtskibe og andre fartøjer sejle på rigtigt vand og toge af alle slags køre på de mest utrolige baner. Miniatur Wunderland er Hamburgs mest populære turistattraktioner. En forsmag på herlighederne kan se på en lille video på www..miniatur-wunderland.dk

Info:

Tustistkontoret i Hamburg ligger på Landungsbrücken 4 i St. Pauli. Der findes også en turistinformation på hovedbanegården i byen. Der er åbent hver dag fra 10 – 17 .I  Højsæsonen er der åbent til kl 21 på hverdage, lør- og søndage til kl 20. Se også mere på www.hamburg-travel.com og www.germany-travel.

/by

På besøg i Skandinaviens største safaripark

Knap tre timer fra København ligger Nordens største safaripark, der samtidig er lidt af en perle i forhold til både gastronomi, spa og idyl. Men det er der mange danskere, der ikke ved.

Af Allan Priess Poulsen

Huset er løftet tre meter op i luften på otte store stolper, og stuen er udstyret med et glasgulv, der gør det muligt at kigge direkte igennem konstruktionen ned på de forbipasserende dyr. Blandt dem elge, vildsvin, dådyr, europæiske bisoner og muflonfår. Lige fra vi ankommer til huset, er vores børn fyr og flamme i forhold til at få den bedste plads ved det spektakulære udkigssted. Femårige David Luca og toårige Sophia er ellers normalt svære at få til at sidde stille og koncentrere sig ret længe ad gangen, medmindre der er en iPad involveret. Men her sidder de med hver deres kikkert og nærstuderer skoven og den nærliggende sø. I lang tid. Og minsandten om de ikke bliver belønnet for tålmodigheden, da et nysgerrigt vildvin passerer lige under os. Til stor jubel fra de to små.

75 procent kommer for maden

Vi er i Eriksberg Hotel & Safaripark i byen Trensum i Blekinge. Normalt ikke et område, vi har ret meget at gøre med, men ikke desto kun knap tre kørsel fra København. Måske skal vi til at kigge lidt mere efter oplevelser på de kanter, for besøget i dyreparken er intet mindre end en øredøvende succes. Om end af lidt andre årsager end forventet.

Min kone og jeg går således ind til miniferien med en forventning om et ophold på børnenes præmisser. De elsker begge dyr, og femårige David Lucas yndlingssted i hele verden er Knuthenborg Safaripark. De to parker kan dog på ingen måde ikke sammenlignes. Dertil er fokusset på gastronomi og spaoplevelser i smukke omgivelser for stort i Eriksberg. Faktisk så stort at langt de fleste af parkens gæster kommer netop af den grund.

”Vi har cirka 80.000 gæster om året, og deraf kommer de 60.000 faktisk kun for at spise. Vi nyder godt af lokalområdets fantastiske råvarer og regulerer selv dyrebestandene i parken ved hjælp af jagt. Det betyder blandt andet, at der er rigtig meget vildt på menuen i restauranterne. Derudover adskiller vi os fra andre dyreparker og zoologiske haver ved at have indrettet os på dyrenes præmisser. Der er tale om ren safari, hvor vi udelukkende betragter dyrene, som alle går frit omkring i parken” siger Per Arne Olsson, direktør i Eriksberg Hotel og Safaripark.

Spektakulære madoplevelser – og spa i snevejr
Det overrasker mig umiddelbart at høre om skævvridningen af besøgende i retning af parkens restauranter. Vel at mærke indtil jeg selv stifter bekendtskab med selvsamme spisesteder. Vores første måltid er en frokost i Restaurant Visenten, hvor en simpel buffet med gullash lægger mig fuldstændig ned. Undervejs udbryder jeg overasket til min kone ”Jeg kan ikke engang lide gullash”. Men jeg har så heller aldrig tidligere tidligere smagt gullash lavet på vildtkød. Det smager intet mindre end fremragende – ligesom den tilhørende Eriksberg Pale Ale i høj grad klæder måltidet. Den fremragende frokostoplevelse bliver samme aften vekslet til en overdådig middag på Restaurant Säteriet. Her nærmer vi os en ren gourmetoplevelse med en menu bestående af sandart med kaviar, dåvildt med savoykål, kartofter, æbler og ramsløg samt til slut gedeosteis med blåbær, marengs og karamel. Det hele flot flankeret af en række fantastiske vine.

Næste morgen er jeg tæt på at tabe kæben, da jeg konstaterer, at også morgenmaden er i særklasse. Den byder på blandt andet vildtpølse, andebryst, laks, hjemmelavet surdejsbrød, hjemmelavet skaldyrssalat, æblemost og jordbærsmoothies. Jeg forelsker mig desuden i Skagenröra – den svenske version af rejesalat med stenbiderrogn – perfekt på et lille stykke brød. Og et til. Min kone bemærker, at det havde været rart med lidt større kaffekopper. Vi bliver efterfølgende enige om, at niveauet er tårnhøjt, når det er den eneste mangel, vi kan blive enige om.

Børnevenlig og romantisk get-away
Også børnene går glade fra bordet efter hvert eneste måltid. Efter at David Luca første gang har smagt de hjemmelavede pandekager, og jeg spørger ham, om han er interesseret i en mere, lyder svaret ”jeg vil gerne have så mange som muligt, far”.

Populær er også oplevelsen af at bade i en 38 grader varm udendørs pool – for David Lucas vedkommende i fast rutefart mellem en nærliggende dynge sne og det varme vand. Lille Sophias begejstring er størst, da hun opdager den tilhørende naturlegeplads, der byder på blandt andet en svævebane og et ejendommelig trætunnel bygget hen over en klippe.

Selv om børnene altså i den grad er tilfredsstillede, bliver min kone og jeg enige om, at Eriksberg Hotel og Safaripark i lige så høj grad er velegnet som romantisk getaway. Uanset om man er til safari eller ej. Med klipper, søer, skove, en spektakulær spaoplevelse og ikke mindst et meget højt kulinarisk niveau kan det ikke være anderledes. Vi skal helt sikkert se mere til Blekinge i fremtiden.

Om Eriksberg Hotel og Safaripark

  • Norden største safaripark der strækker sig over et område på størrelse med Dyrehaven
  • 800 fritgående dyr i form af blandet andet elge, vildsvin og europæiske bisoner – foruden en lang række rovfugle som havørne og kongeørne
  • Mulighed for forskellige former for safari, kano og bådture, rappelling fra klipper, spa, fiskeri og periodevis jagt
  • Cirka 80.000 årlige besøgende
  • Mulighed for at bo i både hotelværelser, store suiter med egen sauna og i glashuset Synvillaen midt i dyreparken
  • Foruden private ferier bliver parken brugt til bestyrelsesmøder, teambuilding og firmaudflugter

/by

Sommer i Tyrol

Hvor Østrig i mange år mest har været kendt for vinterferie og ski, er billedet i de senere år vendt. Nu lokker tyrolerlandet med sommeroplevelser i hobetal, ikke mindst for børnefamilierne, som måske længe har manglet et ferietilbud tæt på Danmark, der kan tilfredsstile alle aldersgrupper. Byen Innsbruck er et godt bud.

Omgivet af majestætiske alper ligger Innsbruck i hjertet af Østrig. Kun en kort flyve/bil eller togtur fra Danmark opfylder byen således alle parametre for mulighed for bæredygtig rejseform, hvis det er det man er til, og ellers er byen kort sagt et feriemål, hvor stort set alle familiens interesser kan tilgodeses under een hat.

Her er vandreruter, cykelruter, badesøer, svævebaner, legepladser, museer, og sågar også en zoologisk have, tillige med en gammel, historisk bykerne, som sommeren igennem tilbyder massevis af kultur og musik.

Vandring i Innsbruck

Vandring og cykling i Østrig er det nye sort. Også når det gælder børnefamilier. Og Innsbruck er et paradis for vandrere i alle aldre og med alle færdighedsniveauer. Tag eksempelvis svævebanen Nordkette op til Hafelekar-bjerget og nyd først den helt fantastiske udsigt over byen og de omkringliggende bjerge. Herfra kan udforskes et væld af vandrestier, der fører gennem skove, enge og bjergtoppe eller tilbyd de mindste eventyrere den lettere rute  Zirbenweg, som byder på flot udsigt og let tilgængelige stier. Bergisel er et andet godt bud på vandring med børn, hvor man kan tage svævebanen op og måske cykle ned – og er højder slet ikke noget – er der dejlige vandreture langs med floden Inn, som løber i dalen nede i byen. De kan sagtens gås med klapvogn og langs med floden findes også nogle gode legepladser.

På turistkontoret kan man få oplysninger om alle Innsbrucks vandreruter, og ønsker man guidede ture er det også muligt.

Cykling

For de familier, som elsker at udforske på to hjul, er der flere cykelstier og ruter omkring Innsbruck. Tag eksempelvis en cykeltur langs med Inn Radweg, en smuk sti langs med floden, som fører gennem maleriske landsbyer og naturskønne landskaber.  Eller skal det være vildere og mere ”farligt” tilbyder Bikepark Innsbruck cykeltur på mountainbikes, som fås i flere størrelser og således også til børn. I Bikeparken er der et imponerende netværk af mouantainbike-stier, som spænder lige fra de lette og familievenlige stier til udfordrende downhill stier til de mere erfarne ryttere. Men uanset om man er nybegynder eller ekspert, burde parken have et cykelspor, som passer til det ønskede færdighedsniveau. En cykelskole til de som ønsker at forbedre deres niveau findes også, og cykler og sikkerhedsudstyr kan naturligvis lejes på stedet.

Badesøer

Ingen sommerferie uden vand. Innsbruck har naturligvis ikke åbent hav, men til gengæld flere smukke badesøer, som både børn og voksne vil elske. Snup eksempelvis en dukkert i Baggersee, en kunstig sø i nærheden af byens centrum. Her er både legeplads og ”rigtig” sandstrand, og ønsker man en man mere naturlig oplevelse, kan søerne Natterer See og Lanser See udforskes. Sidstnævnte har tilbud om vandsportsaktiviteter, samt legeplads og picnicområde også.

Sidst men ikke mindst har Innsbruck også et friluftsbad – ”Tivioli” hedder det – med badebassiner til alle aldre fra baby til voksen, områder for nøgenbadning (naturistområdet)og såmænd også et klatreområde for de som lyster det.

Zoo og Tivoli

For enden af svævebanen Hungerburgbahn ligger en af Insbrucks  populæreste familieoplevelser. Det er Alpenzoo, som er verdens højest beliggende zoologiske have og specialist i dyrearter, som kommer fra de alpine regioner. Her bor mere end 2000 dyr, og børnene har her mulighed for at opleve ikoniske alpin dyr så som bjørne, ulve, bjerggeder, ørne og mange flere i deres naturlige levesteder og habitat. Guidede ture rundt i haven, fodringer og interaktive udstillinger findes også, ligesom naturligvis en legelads til de mindste og gode områder, hvor man kan enten købe eller spise sin medbragte mad. Sidst men ikke mindst er alene svæveturen med banen op til Zoo en betagende oplevelse.

Er dyr ikke underholdning nok kan Innsbruck også tilbyde spændende museer for hele familien. Prøv eksempelvis Videnskabsmuseet Audioversum eller kør ud af byen og besøg det imponerende Kristallwelt – ”diamant”- firmaet Swarovski´s fantastiske museum med tilhørende have. Her glimter og glitrer alt i de mest fantastiske tableauer, og alle i familien vil helt sikkert blive fascinerede af krystallernes mange facetter. Se den glitrende krystal sky, eller gå tur langs med ”spejl”-poolen og oplev at lege og klatre med alle sanser i playtowers forskellige niveauer. Selve parken strækker sig over 7,5 ha, og det er naturligvis muligt at spise på stedet også.

Innsbruck – kultur og historie

Innsbruck har en lang og stolt historie bag sig, hvilket stadig ses i byens bygninger den dag i dag. Løgformede kirketårne, smukke renæssance slotte og farverige middelalderhuse præger den gamle bydel, og især gå-gaden Maria-Theresien-Strasse er seværdig og dejlig at slentre ad. Her kan man shoppe, gå på fortorvscafe, konditori (børnene vil elske udvalget af kager), eller restaurant og byen rummer mange fine seværdigheder. Tak eksempelvis et kig på Goldenes Dachl – det gyldne tag, Innsbrucks mest berømte attraktion eller smut en tur ind i Kejserpaladsets gyldne og rigt dekorerede sale. Byen byder også på mange fine kirker, og sidst men ikke mindst har Østrig og dermed også Innsbruck en stolt og lang tradition for klassisk musik og musikfestivaller sommeren igennem. I byens mange koncertsale spilles lystigt året igennem for alle aldre, og skal det være helt autentisk, kan hele familien opleve en ”ægte” Tyroleraften med Familien Gundolf, som optræder med traditionel folkemusik, jodlen og ”skoklapning”.

Rejsefakta:

  • Innsbruck kan nås med fly, tog eller bil. Lufthavnen ligger få kilometer vest for byen.
  • I selve byen kan man spadsere til de fleste seværdigheder eller tage sporvognen.
  • Byens centrale togstation (Innsbruck Hauptbahnhof) har i øvrigt forbindelser til hele resten af Østrig, hvis man ønsker at besøge nogle af de mange omkringliggende skisportssteder, som også tilbyder gode oplevelser om sommeren.
  • Innsbruck-kortet, som kan købes hos Turistinformationen (ligger i Burggraben 3) giver gratis adgang til stort set alle seværdigheder, inklusiv offentlig transport og også indgang til Nordkettebanen.

Se mere på www.innsbruck.info eller www.austria.info

/by

Luksus krydstogt med spirituel coach 

Hos rederiet Seabourn kan man kombinere et luksus krydstogt med yoga og holistisk wellness ombord, mens man sejler fra den ene spændende havn til den næste.

Amalfikysten, Taomina på Sicilien, Valetta på Malta og Sardinien er nogle af de steder som gør, at vi har valgt netop dette ti dages krydstogt med Seabourn. Turen og tidspunktet først i september er genialt, for det er ikke for varmt og der er ikke for mange turister, og vi skal besøge flere smukke steder på en rejse.

Inden afgang har jeg læst at de tilbyder holistisk wellness ombord, så jeg har pakket yoga tøjet med i kufferten. Men der går noget tid, før jeg får tid til det. For de første dage på krydstogtet har vi rigeligt andet at se til. Vi skal lige lære skibet at kende, og når vi er i havn, er vi i land fra morgen til sen eftermiddag.

Vi sejler ud fra Monaco, og første stop er på Elba, hvor vi besøger den villa, hvor Napoleon boede et lille års tid, da han var i eksil. Dagen efter er vi i Amalfi, hvor vi allerede hjemmefra har planlagt at gå ’gudernes sti, som er en enestående vandretur fra Amalfi til Positano, hvor man går ad en smal sti, som snor sig højt oppe på bjerget med udsigt over havet og Capri. Vi har pakket rygsækken og nyder turen, og er først tilbage på vores skib sent på dagen godt svedige og trætte.  Da vi kommer ombord, gør vi det, de fleste gør, vi skynder os ned i kahytten, skifter til badetøj og fortsætter op på dækket og hopper i poolen.

Bagefter ligger vi på solsolene og drikker champagne og diskutere, hvilken af skibets restaurer vi skal spise aftensmad på. Sushi? The Grill? Eller skal vi blive i vores store dejlige kahyt og få roomservice?  Vi beslutter os for den italienske restaurant, og får et bord udenfor på agterdækket, hvor vi kan se Amalfikysten fortone sig, mens vi nyder den skønneste mad og vin.

Mere end White Lotus

Næste dag skal vi til Taomina, som de fleste kender fordi tv serien ’White Lotus’ blev optaget her. Men byen er meget mere end excentriske turister. Taomina har et velbevaret romersk amfiteater, smalle stenbelagte gader, frodige parker, der hænger ud over havet og en masse fede butikker med italiensk design til rimelige priser.

Efter endnu en vidunderlig dag, hvor vi har gået rundt og set alt i byen, trænger jeg til en omgang yoga, for at strække mine muskler ud. Jeg går ned i spa og wellness afdelingen for at lave mit eget program, men her møder jeg skibets Mindful Living Coach.  Han er i gang med at undervise et lille hold mænd og kvinder i yoga, og jeg får lov at være med. Jeg har selv dyrket yoga i over 30 år, så jeg gider ikke følge en lærer, hvis han ikke er virkelig kompetent. Men det skal jeg lige love for, han er. Han viser sig både at være certificeret yogalære, meditation og gongbath- mester, hvilket betyder, at han laver meditationer, hvor man er ’badet’ i rungede klang toner, der vibrerer i hele kroppen og sindet.  Hvis man ikke har prøvet det selv, er det svært at beskrive, men man får en fuldkommen ro og harmoni i krop og sjæl, og man sover tung og godt om natten.

Jeg melder straks min mand til et par hold, og resten af krydstogtet får han både prøvet at mediterer og opleve en gongbath sessionen. Det er som om, vi er på to rejser – samtidig. En indre og så selve krydstogtet.

Mindful Living Coach

Seabourn har i flere år haft et Minduld Living program, som er udviklet af lægen Andrew Weil. Han har forsket i feltet mellem den holistiske tilgang til sundhed og traditionel medicinsk behandling. Han har skrevet masser af bøger om emnet, og ombord på alle Seabourn skibe har de konceptet. Det betyder, at de har en Mindful Living Coach som både underviser og holder seminarer i løbet af rejsen.

Endelig er der også fokus på kosten, hvor man kan få særlige diæter og sin egen kostplan, alt efter om man skal tabe sig, udrense eller har andre behov. Vi nøjedes med at drikke alle deres friskpressede juices og smoothies og spise masser af grønt, så vi kan nyde caviaren og champagnen med ekstra god samvittighed. Og alt er endda inkluderet i prisen.

Et af turens mange højdepunkter er da vi sejler ind til Valetta på Malta, som er bygget som en fæstning højt oppe på et bjerg, omgivet af høje mure.  Vi ligger ved kaj midt i byens centrum, og kan på få minutter gå ind og se den. Byen er fyldt med kontraster, for det er en gammel korsridder by med store kirker og fornemme paladser, og mens vi er der, er der også Pride-parade, hvilket er en mærkelig oplevelse på en ø, hvor der ikke er fri abort.

Skibet har også en masse spændende udflugter man kan melde sig til, og Sebourn har endda spirituelle udflugter, hvor man besøger hellige steder og mediterer, men de ture er meget populære, så dem skal man booke hjemmefra for at få plads. Men det er også meget nemt at tage ud på egen hånd og har man brug for hjælp til at leje en bil, eller finde den bedste strand, shopping eller museum, så er besætningen ombord altid meget hjælpsomme.

Fakta: Vi sejlede med Seabourn som er et femstjernet krydstogtsrederi med 600 passagerer. Konceptet er all-inclusive, og turen gik fra Monte Carlo til Barcelona. Turen var arrangeret af Gaia Travel.

/by

I de truede arters land

Borneo er et af de steder i verden, hvor man i mange år har forsøgt at værne om og bevare – både de udrydnings-truede orangutanger, men også de mange oprindelige stammefolk, Ibanerne. En rejse dybt ind i øens regnskov er en uforglemmelig oplevelse.

Han er midt i tyverne og allerede kraftigt tatoveret på sin unge krop. Hans hals er dækket af den velkendte Iban-kriger-tatovering, og skuldre og arme har andre udsmykninger, ligesom brystkasse og ryg. For han er indfødt Ibaner og opvokset langt inde i Borneos tætte jungle. Her har han hele sin barndom boet sammen med mor, far og seks søskende i et langhus sammen med en masse andre familier.

Sådan har Iban-stammen på Borneo altid boet og gør det stadig. Men hvor længe endnu er det store spørgsmål. For udviklingen i verden fører på blot få generationer Borneos oprindelige stammefolk fra sten-alder til digital-alder, og om ganske få år bor de her måske ikke mere, spår eksperter. -Det er derfor jeg er tatoveret, siger han. For tatoveringerne skal få mig til at huske hvem jeg er, hvor jeg kommer fra, og hvad der er mine værdier.

Klimarejser er populære

Lige siden den svenske, skolepige, Gretha Thunberg for snart mange år siden satte klimaet på verdensdagsordenen – har turist-industrien forsøgt at følge trop. Bl.a. med rejser til steder i verden, hvor man stadig kan se og opleve truede dyrearter og lokale stammefolk. Og øen Borneo er sådan et sted – oplagt til et besøg – hvis man med egne øjne vil se, hvad der gøres for bl.a. at bevare den udrydningstruede orangutang, men også de oprindelige stammefolk, Ibanerne, som lever i Borneos jungle.

I gamle dage blev Ibanerne kaldt for hovedjægere. For faktisk helt op til 2. verdenskrig praktiserede stammen at hugge hovedet af indtrængende fjender og hænge kranierne af de modigste krigere op foran deres huse. Kranierne skulle give beskyttelse til hele langhuset, men i dag hvor næsten alle Ibanere er blevet kristnede, er kranierne begravet på behørig vis. Enkelte steder kan de dog stadig ses -blandt andet på Sarawak Museum i Kuching – byen i delstaten Sarawak på den Malaysisiske del af Borneo, hvorfra rejsen ind til orangutangerne og de oprindelige stammefolk starter.

Her redder de orangutanger

’Kuching er mindre, men charmerende by, hvor de fleste seværdigheder ligger indenfor gå-afstand. De fleste foretrækker at benytte de lokale turbureauer, når de enten skal se orangutanger eller på besøg i langhusene i junglen og anbefalelsesværdigt er det som en god start på Borneorejsen at besøge rehabilliteringscentret for orangutanger, Semonggok Nature Reserve Centre. Centret er kendt, som er det bedste sted i hele Malaysia at se orangutanger, og det ligger blot 20 minutters biltur fra Kuching og derefter 20 minutters vandretur til fods ind i junglen. Centret blev oprettet allerede i 1975 – først som en slags ”hospital” for sårede, forældreløse eller ”kæledyrs-orangutanger” (mange holdt dem hjemme i bure under kummerlige forhold), men er med årene udvidet til fungere som levested for den sjældne og truede abe-art. Her på centret – midt i junglen, lever orangutangerne derfor nu frit, men kan hverdag komme og få mad på bestemte tidspunkter. Et besøg i centret gør derfor, at man som besøgende kan se når aberne kommer for få at mad – og samtidig få mere viden om, hvad der gøres for at sikre artens overlevelse. En lang og svær kamp, som især handler om Palmeolie – og dermed fældning af de arealer, som orangutangerne før levede i. Palmeolie bruges over hele verden til fremstilling af bl.a. sæbe, stegeolie og diverse skønhedsprodukter, og olien er en kæmpemæssig eksportvare. Desværre truer den store produktion regnskoven, som ryddes for at give plads til de enorme plantager, og samme rydning af regnskoven truer også de mange oprindelige folkeslag, som i generationer har levet i og af regnskoven på Borneo.

Vælg et ansvarligt turbureau

Kuching er også byen, man tager ud fra, hvis man vil besøge de oprindelige iban-stammer i Borneos regnskov. Og det at besøge stammerne er både at få indblik i et stykke unik kulturhistorie, men også en mulighed for turister at være med til at sikre stammernes overlevelse. Ikke alle, men de tur-bureauer, som driver ansvarlig økoturisme, sørger nemlig for at Ibanerne selv står for at tjene pengene på de turister, som besøger dem, og sikrer dermed at stammerne har en indtægtskilde som kan hjælpe til fortsat overlevelse.

Et af de bureauer er Borneo Adventure, og netop dem har vi entreret med på vores rejse ind i Borneos jungle. Derfor sejler vi en tidlig formiddag ud i smalle langbåde med motor på op ad Sumpa-floden, indtil vi flere timer senere ankommer til langhussamfundet Nanga Sumpa. Frodigheden og lydene fra tusindvis af cikader, fugle, frøer og andre dyr er overvældende, og en hængebro fører fra Iban-stammens langhus over til de rum og den lodge, hvor turisterne bor, når de besøger stammen. Lodgen er bygget på pæle, ganske ligesom stammens langhus, og her er kun elektricitet fra en generator nogle timer om dagen.

I Nanga Sumpa bor alle Iban-familerne sammen i eet langhus. Hver familie har et ”eget space” men deler i langhuset den lange gang, som fører forbi alle de ”private” rum. Og i gangen leves det fælles og kollektive liv. Stammens Høvding er øverste mand, og kvinderne passer børnene og fletter kurve og andre fine ting, som de sælger til turisterne. For udover de penge de tjener på turisternes ophold og salg af håndværk, tjener Ibanerne ikke andre penge, medmindre nogle af dem har ekstra jobs inde i byen. Men det er heller ikke bydende nødvendigt for overlevelse, for junglen kan stort set forsyne dem med alt.

Og netop junglen som spisekammer får vi øje på den følgende dag. To mænd fra stammen sejler os op ad floden, hvor vi undervejs finder planter i junglen, fisker i floden og stopper ved et smukt vandfald for at tilberede et måltid af de ting vi har samlet. Ris bliver puttet i store bambusrør, det samme gælder fiskene vi har fanget, så over bålet og kort efter indtager vi et vidunderligt måltid midt i junglens mærkværdigt, larmende ro.

En verden af langhus-samfund

Nanga Sumpa langhuset er blot eet blandt flere langhus-samfund langs med Sumpa-floden. Og en ægtemand eller kone finder man, når de årlige Iban-festivaller afholdes. Så samles langhus-samfundene til fester, hvor man kan mødes og blive forelsket. Eller man kan mødes i skolen, som ligger et par timers sejllads væk. Hver mandag morgen sejler de fleste langhus-børn ned ad floden til den lille skole og bor her indtil fredag. Skolen fungerer som en kostskole, ganske enkelt fordi ”skolevejen” for de fleste børn er for lang.

I dag har mange langhuse langs med floden besøg af turister enten dagligt eller i perioden. Men der findes stadig samfund, som ikke ønsker turismen, og i Nanga Sumpa forsøger Borneo Adventure at holde turismen på et begrænset niveau. Både af hensyn til samfundets sårbarhed, men også af hensyn til de besøgende turisters oplevelse.

I øvrigt har en dansk agronom for mere end 20 år siden boet hos Nanga Sumpa-stammen i hele to år, hvor hun dagligt fulgte deres liv med junglen som spisekammer. Ud af det kom i 2002 bogen ”Ethnobotany of the Iban & the Kelabit” et opslagsværk og en gennemgang af alle de fantastiske planter man kan finde i junglen og deres virkemåde. Bogen kan man se og studere, hvis man besøge stammen i Nanga Sumpa, for hver familie fik i sin tid et eksemplar af bogen forærende.

Rejsefakta:

Borneo er en ø delt mellem Malaysia og Indonesien og det lille kongedømme Brunei. Delstaten Sarawak i den malaysiske del har et samlet areal på 124.000 kvadratkilometer, hvoraf næsten en trediedel stadig er dækket af regnskov.

Indbyggerne på den malaysiske del af Borneo omfatter mange forskellige etniske stammer, hvoraf Ibanerne er den største gruppe. På Sarawak Museyum i Kuching findes en permanent udstilling om Ibanerne, deres tro, deres taoveringer og deres tidligere liv som hovedjægere.

De bedste årstid at besøge Borneo på er fra marts til september.

Rigtig mange danske rejsebureauer arrangerer rejser til Sarawak – både som individuelle ture og som grupperejser med dansk rejseleder.

 

/by

Magisk middelaldercharme i Perugia

Hjertet af Umbriens hovedstad ligger på en bakketop og er pakket med spektakulære bygningsværker og historiens vingesus. Byen kan snildt måle sig med Siena og Lucca i Toscana

Man skal have nerver af stål for at køre op til parkeringshusene under Perugias gamle bydel. Ensrettede gader, vilde sving og smalle veje er ikke optimalt, og man skal virkelig have styr på koblingspunktet i sin bil for ikke at gå i stå undervejs.

Jeg kan ikke anbefale nok, at man finder et parkeringshus og bruger de mange elevatorer og rulletrapper det sidste stykke op til den gamle bydel, som er overskuelig, når først man kommer så langt.

Den gamle bydel er formodentlig ikke større end downtown Hellerup eller Hørsholm, men den gemmer på lige så mange historiske bygninger som de to byer tilsammen.

Vores italienske vært i vores lejede hus syd for Trasimeno-søen havde sagt, at hun ikke forstod, at Perugia står i skyggen af Lucca, Siena, Bologna og måske endda Firenze. Firenze har dog mere at byde på, men den er til gengæld så overrendt af turister, at man kan have svært ved at nyde storheden.

Det er ikke tilfældet i Perugia, selv om byen under vores besøg byder på Umbria Jazz Festival med Diana Krall, Jeff Beck, Tom Jones, Jamie Cullum og danske Kathrine Windfeld.

Det første, jeg overhovedet ser, da rulletrappen stopper, er netop Kathrine Windfelds navn på en farvestrålende plakat. Lidt spøjst, da jeg for nylig interviewede den danske pianist, da hun modtog Ben Webster Prisen.

Corso Vannucci er hovedåren, man altid kan navigere efter. Den brede vej løber gennem det meste af den gamle by, som stort set er bilfri.

Alt spiller under vores besøg. Helt bogstaveligt. Der er livemusik overalt.

På vej mod katedralen støder vi ind i et bryllupsoptog, hvor brudeparret danser hen over de århundreder gamle fliser med et stort blæserorkester og bryllupsgæsterne i hælene. Folk stopper op, klapper og hujer. Det ligner noget fra en filmscene, men det sker lige nu og her.

Hundrede meter derfra går et amerikansk soulband på scenen tæt på Perugias berømte springvand, Fontana Maggiore, på Piazza IV Novembre.

Vi stiller os op på en trappe ved Palazzo dei Priori med udsigt til både scene og springvand, mens vi nyder fortolkninger af Marvin Gayes ”I Heard it Through the Grapevine” og Otis Reddings ”Sitting on the Dock of the Bay”.

På opdagelsesrejse

Der er bagende varmt midt på dagen, men heldigvis masser af isforretninger inden for rækkevidde. Med børn på slæb kan det være bestikkelse, når man skal fra kirke til springvand til akvædukter og endnu en kirke.

Man finder også et væld af chokolade-butikker, hvor man kan købe sig fattig i byens berømte chokolader. Vi nøjes med at købe en pose blandet chokolade, som vi spiser med det samme. Med 40 grader giver det ikke mening at gemme i en rygsæk varm som en rygeovn.

Hver eneste afstikker væk fra Corso Vannucci er en lille opdagelsesrejse. Til skønne torve, hyggelige kroge, spændende specialbutikker og gader, hvor indbyggerne råber til hinanden fra deres klejne terrasser og begynder at pible frem, efterhånden som solen stikker snuden ned bag byens mange tårne.

Jeg efterlader kone og børn på Piazza Giacomo Matteotti og får lov til at tage en time for mig selv i den blå time, hvor lyset er eminent. Perugia skriver sig ind blandt favoritterne af italienske byer med en perfekt kombination af seværdigheder, størrelse og skønhed.

Vejen dertil

Vi prøvede for første gang biltog fra Hamborg til Innsbruck og derfra de sidste 600 kilometer til Umbrien i bil. Fra den dansk/tyske grænse er der sammenlagt tale om en rejsetid på knap 24 timer. Det kan gøres markant hurtigere, hvis man kører hele vejen. Vel at mærke hvis man undgår køer.

Man kan med fordel – tidsmæssigt, ikke økonomisk – flyve til Pisa eller Rom og leje bil. Flyveturen fra Billund eller København tager cirka to en halv time. Men det er blevet voldsomt dyrt at leje bil. Vi kunne konstatere, at det var blevet cirka dobbelt så dyrt at leje bil i 2022 sammenlignet med 2021.

Vi betalte 2200 kroner for et biltog med kupé til to voksne og to børn. Det svarer nogenlunde til, hvad vi ville have brugt på benzin for at køre mellem Hamborg og Innsbruck samt en overnatning på hotel undervejs.

Jeg tager en tur ned og op ad trapperne ved Acquedotto medievale di Perugia, som fører ned til et boligkvarter med bygninger i de smukkeste, sarte farver. Midt på dagen bemærkede man ikke, hvor fotogene de lyserøde, fersken- og okkerfarvede huse er. Men indrammet af en bro og lyst op af blødt lys er det fortryllende.

Man kan gå på stien Via dell’Acquedotto, som er tre kilometer. Den tur har jeg til gode til næste gang, vi skal til Perugia. Måske i maj eller september, hvor chokoladen og isen ikke smelter helt så hurtigt.

Verdens værste burger

Jeg tigger min familie om at spise pizza til aftensmad, men de magter ikke at gå mere, så vi vælger en restaurant, hvor man kan købe burgere. Man kan næsten høre, hvor åndssvagt det lyder, men ene hane i hønsegården ender sjældent med at gale højest.

Vi får serveret fire burgere i kridhvidt brød med en enkelt skive tomat, en næsten færdigstegt bøf og et stykke salat. Det er muligvis den ringeste burger, jeg har spist i mit liv. Jeg tror også, jeg får sagt mindst 10 gange: ”Hvad sagde jeg, vi skulle have valgt pizza.”

Heldigvis koster burgerne kun 12 euro stykket med en næsten bagt kartoffel som sidevogn.

På vej tilbage til parkeringskælderen giver vi os tid til at dvæle ved en af Perugias største attraktioner. Det er den etruskiske undergrund, der gemmer sig under de nyere romerske bebyggelser.

Det er surrealistisk at gå rundt på underjordiske gader og fundere over, at mennesker engang gik her med udsigt til sol, måne og stjerner. Det er også tankevækkende – faktisk en smule skræmmende – at denne underjordiske bydel og de enorme mure skal holde vægten af de store kirker og paladser over os.

Da jeg ikke fik lov at få min vilje med pizzaen, insisterer jeg på at høre Eros Ramazzotti for fuld hammer, mens vi kører ud af Perugia. Vi kører kun forkert to gange, og det er ikke Eros’ skyld.

/by

Smuttur med indhold

Står der ikke lige varme og 14 dages rejse til tropiske lande på programmet i januar, er en smuttur til Bremerhaven i Tyskland et godt alternativ. I hvert fald hvis man lægger vejen forbi supermuseerne Deutches Auswanderer Haus og Bemerhaven Klimahaus,  som sætter spot på to af tidens vigtigste emner:  Menneskers søgen efter bedre liv i nyt land og klimaets tilstand.

”Natten mellem fredag og lørdag døde en af skibets passagerer. Han døde kl 12, og klokken 3 blev hans lig kastet overbord. Det gjorde et dybt indtryk på os alle. Måske var han rejst fuld af forhåbning fra sit hjem, og hjemme havde han måske familie, som længtes efter at høre om hans lykkelige ankomst til den nye verden. I stedet skulle de nu modtage bud om at han var død, ene og venneløs og begravet i havets dyb”.

Ovenstående beretning er blot en blandt mange, når det drejer sig om håb, drømme og skæbner blandt mennesker, som søger lykken i et andet land. For i århundreder har udvandring, indvandring og flugt formet menneskers skæbne. De fleste af os har på tv set de forfærdelige billeder af migranter, som er druknet i Middelhavet, og alene sidste år migrerede mere end 160.000 mennesker til Europa.

Bygget på kajen hvorfra de rejste

Siden 2005 har et særligt museum i Tyskland sat spot på disse menneskers skæbne. Museet fortæller nemlig historien om de mere end 7 millioner mennesker, som i årene 1830-1974 udvandrede til Amerika, deriblandt 100.000 skandinaver. Museet hedder Deutches Auswanderer Haus, og det ligger i Bremerhaven på nøjagtig den kaj, hvorfra de mange emigranter i sin tid tog afsted.

De fleste af dem var ludfattige og havde i årevis sparet op til billetten. Og lokket af utallige lovprisende avisannoncer og kun udstyret med få ejendele ankom de til Bremerhaven med hjerterne fyldte af lige dele angst og håb. Og ganske som vi stadig anno 2024 ser strømme af mennesker udvandre til andre lande i håbet om en bedre fremtid, kan man som besøgende på museet få en forståelse og indsigt i, hvad der drev og driver disse mennesker i deres søgen efter et bedre liv. Og følge dem ud på den fysisk og psykiskhårde rejse det er at forlade det kendte – hjemlandet, familien og kulturen – og begive sig ud i det ukendte.

Følger en sand identitet

På Museet i Bremerhaven kan turisten på ”egen krop” opleve hvordan det var at være emigrant. Hver gæst udstyres med et såkaldt ”boardingpas”, som indeholder en virkelig og sandfærdig identitet. Altså identiteten på en udvandrer, som virkelig drog til Amerika, og undervejs følger man så i virkelighedstro opbyggede scenarier vedkommende på ”rejsen til Amerika”.

Det er lidt a la Disneyland, men på den gode måde og derfor er det en oplevelse for børn også. Både tyske og engelske stemmer og tekster ledsager den rejsende gennem museet og et af de mest storslåede scenarier, som er opbygget inde i museet, er en tro kopi af skibskajen, hvor skibet ligger.

Lyden af baggage, fragtgods der lastes, og havmåger der skriger og svirrer i luften og på selve kajen står grupper af udvandrere klædt i datidens tøj og venter på at gå ombord. Fører man sit ”boardingpas” hen over specielle steder på figurerne, begynder de at fortælle: Hvem de var, hvorfor de tog afsted, og hvad de drømte om.

Skibskajen hvorfra immigranterne tog afsted. 

Den hårde rejse

Oplæste og skrevne fortællinger får man også i ”Galleriet for de 7 millioner”, et arkivrum, som rummer oplysninger om alle de, der drog afsted.

Materialet er enormt, men blot ved at bruge sit ”boardingpas” på den identitet i galleriet som man følger, får man fortalt om personens historiske baggrund, den politiske situation og de personlige motiver, som lå bag ønsket om at udvandre. Og bagefter går man så ”ombord” på skibet.

Galleriet for de 7 millioner.

En lang gang, som den så ud på et af datidens dampskibe fører nu turisten frem til kahytterne, som i de tidligste år af udvandrernes historie bød på trange forhold. De første skibe som sejlede til New York var godt 12 uger undervejs, passagererne var tæt stuvet under dæk og fik kun lov at komme op i den friske luft én gang om dagen. I museet ser man de trange sovekahytter, og en lydside ledsager med hosten og harken.  Andre rum viser, hvordan det at fragte emigranter til USA også blev en storstilet forretning for rederierne, og hvordan rejsen med tiden og skibenes udvikling også blev forbedret. 100 passagerer skulle nu ikke mere deles om kun ét toilet, spisesale kom til, og begreberne 1., 2. og 3. klasse opstod. Udskibningsbyer, som der var mange af over hele Europa, konkurrerede om at tilbyde de bedste og billigste overfarter, og da Bremerhaven tilbød både mad og vand på billigste klasse, blev byen en populær udskibningshavn for mange skandinaver. ”Ombord” på skibet (i museet) kan man se både de fattiges og de riges vilkår på rejsen, og man har selv fornemmelsen af at sejle. Det føles, som om skibet ”vipper”, og på væggene er der malet koøjer med naturtro søgang i.

Central Station i N.Y hvortil immigranterne ankom ved enden af deres rejse. 

Lykkeland – men ikke for alle

Endestationen for alle emigranter var øen Ellis Island ud for New York. I folkemunde kaldet ”Tårernes Ø”. Her blev udvandrernes endelige skæbne afgjort, om de fik lov at komme ind eller blev sendt retur.

I Deutches Auswanderer Haus står en kopi af venterummet på Ellis Island, og også her kan man føle sig som ”rigtig” emigrant. Nedfældet i ventesalens store skranke kommer de mange spørgsmål frem, man som emigrant skulle svare på. Var man syg eller uden penge, kom man ikke ind. Var der tvivl, blev man undersøgt af en læge.

Slutscenens i udvandrernes univers er en kopi af et hjørne af Central Station i New York. Herfra drog de, som fik lov at komme ind videre ud, og her ender også historien om den udvandreridentitet, man har fulgt på hele rejsen. Bag Central Stations billetluger fortælles, hvordan det gik personen, om vedkommende blev en del af den amerikanske drøm – eller gik til grunde.

I alt har museet udvalgt omkring 20 personlige skæbner, som man kan følge. Liebhaverboligens skribent fulgte en ung, fattig, tysk jøde ved navn Carl Laemmle.

Han BLEV den amerikanske drøm – som grundlægger af selveste Hollywood. Men sådan gik det langtfra for alle….

De trange forhold i køjerne på skibet.

BREMERHAVENS MARITIME VERDEN

Havneområdet i Bremerhaven er over de seneste år forvandlet til eet stort oplevelsesområde under navnet Havenwelten. Selve området rummer foruden Deutches Auwwanderer Haus (www.dah-bremerhaven.de)  og Bremerhaven Historisches Museum også museet Bremerhaven Klimahaus (www.klimahaus-bremerhaven.de), som med store tableauer tager turisten på rejse rundt i klimaet, alle jordens klimazoner og de udfordringer, vi står med i dag.

Melder sulten sig er Havenwelt-området også godt dækket ind med spændende gourmetrestauranter. Besøg evt. de lokale havnekroer i Schaufenster Fischereihaven eller besøg Seefischkochstudio (Am Schaufenster 6), hvor professionelle kokke deler ud af deres bedste tips til fisk og skaldyr.

Klimahaus

REJSEFAKTA:

Bremerhaven ligger ca. 3 kilometers kørsel fra den danske grænse og godt en times kørsel fra storbyen Bremen. Bremerhaven er en af Europas største havne og med hafenbus eller havnerundfart kan man komme dybt ind i de oversøiske havne og se de helt store containerskibe.

Året rundt er byen også vært ved forskellige events – se mere på www.germany.travel/bremerhaven.

/by