TYSKLANDS SVAR PÅ SKAGEN

En historisk kunstnerkoloni, lys, vindblæste træer, hvide sandstrande, små fiskerbyer og vidunderlige cykelture i en af Tysklands smukkeste nationalparker. Det oplever man, hvis man besøger halvøen Fischland-Darss-Zingst i Nordtyskland.

Ved første øjekast ligner det bare en masse sorte bundgarnspæle i horisonten. Men kigger man gennem kameraets zoomlinse, viser et andet billede sig: Det er traner. I tusindvis, som er ved at gå til ro på det lave vand. Med kraftige vingeslag, lange lige ben og næb-trompeteren lander de i flokke for natten, og sådan bliver det ved i godt en times tid, indtil solen har farvet himlen rød og tranerne er blevet stille.

Vi er taget til halvøen Fischland-Darss-Zingst. Et smørhul i Nordtyskland – gammelt DDR-land, som med toprenoverede, små, idylliske fiskerbyer og en perle af en nationalpark tiltrækker turister, som er glade for natur, kunst, wellness og kræs for smagsløgene. Og hvor natur-fænomenet med traner i udfordrende parringsdans om foråret og ”sort sol” for traner om efteråret er et highligt for mange, og især for de fugleinteresserede.

Rent faktisk betaler regionen her, landmændene penge for at grave majskolber ned i markerne, sådan at tranerne ”selv” kan finde deres føde, når de både forår og efterår kommer fra eller flyver til ynglepladserne i det nordlige Skandinavien og overvintringsstederne i det sydlige Spanien eller Nordafrika.

Hvide strande og højt serviceniveau

Halvøen Fischland-Darss-Zingst er et oplagt sted for en livsnyder week-end, eller en ferie året rundt – kun en kort tur fra Danmark. Fra havnebyen Rostock nås halvøen på blot en times tid, og indkvarteringsmulighederne er mange og gode – lige som serviceniveauet er højt.

Østersøen præger området med flotte, hvide sandstrande, stejle kyster, uberørte laguner og ikke mindst nationalparken Vorpommersche Boddenlandshaft, hvor man kan cykle i uberørte landskaber i timevis og iagttage et rigt dyre- og ikke mindst fugleliv.

Tilbage i 1800-tallet var Fischland-Darss-Zingst ikke en halvø, men derimod en kæde af små øer, som gennem årene er samlet til eet hele af havets strømme og storme. Bitte små byer, med kun mellem 700 og et par tusind indbyggere ligger her som perler på en snor langs med Østersøens fine strande, og første stop er Dierhagen. Knap nok en by, men til gengæld et feinschmecker-resort af de store.

Her bygget direkte på stranden ligger de to store strandhoteller, Strandhotel Fischland og Strandhotel Dünenmeer, i sin tid bygget af den tyske kommunist-politiker Eric Honecker til afslapning for DDR-toppens partibosser og nu feriested for Tysklands rigeste. I skøn natur og i luksuriøst indrettede feriehuse eller hotelværelser til priser, som må betegnes som ”pæne”. Men er lysten ikke til luksus, er det blot at køre videre. Halvøen har tilbud der kan passe de flestes ønsker, og står der ikke lige bankdirektør på visitkortet, kan fiskerbyen Wustrow tilbyde mindst lige så gode overnatningsmuligheder. I fine gamle huse, i bedste kaptajn-stil. Eller man kan alternativt leje sig ind på byens hotel, Dorinth Strandresort & Spa Ostseebad, som med hyggelige hotellejligheder for hele familien også tilbyder spabehandlinger til både voksne og børn.

For enden af byens hovedgade breder stranden sig milevidt, de klassiske, tyske strandkurve står side om side i deres stribede farvepragt, og herfra kan man også komme videre. Enten med bil, bus eller på cykel – som er et af halvøens mest foretrukne transportmidler.

Fantastisk cykelområde

I Wustrow og i øvrigt i samtlige byer her ved Østersøen kan man nemlig leje cykler. Både almindelige, men også med anhængertræk til børnecyklen bagpå – eller den nemme løsning – en el-cykel, som giver de knap så lårfaste et velment ekstra skub. Flere helt exceptionelt gode cykelruter går nemlig gennem hele Fischland-Darss-Zingst halvøen og leder helt naturligt videre til en af Nordtysklands mest interessante byer – den lille kunstnerby Ahrenshoop.

Gammel kunstnerkoloni

Ahrenshoop er Tysklands svar på Skagen og var i tidernes morgen verdens ende i området. Der var ingen vej videre, når man først var ankommet til byen, og bl.a. stilheden og det specielle lys lokkede datidens kunstmalere til byen.

Som i Skagen kom de hertil for at skildre naturen og især fiskernes og bøndernes slidsomme liv, og en egentlig kunstnerkoloni udviklede sig og er her stadig den dag i dag.

Byen selv huser kun få indbyggere, et lille samfund, som om vinteren lukker sig om sig selv og sin egen kreativitet. Men i sæsonen er her liv og glade dage. Over 2500 sengepladser tilbydes turisterne, og Ahrenshoop er kendt viden om for sin skønhed sine mange kulturtilbud.

Byen er bygget på ”kanten”af havet. Træerne står skæve og vindblæste, havtorn gror vildt på alle de sandede stier, som leder rundt i den gamle by, og husene er særprægede med flot tækkede tage. Albert Einstein ferierede her i 1918, og byen skabte også, som en af de første i tiden, en skole for kvindelige malere, som dengang i 1800 tallets ellers ikke havde adgang til uddannelse på kunstakademierne.

Spredt over hele året byder Ahrenshoop på malerworkshops, foredrag, skiftende udstillinger, litteraturdage/aftener og naturligvis åbne huse hos byens mange aktivt arbejdende kunstnere.

Det ”nye” kunstmuseum, Ahrenshoop Kunstmuesum, som åbnede i 2013- opført i gyldent metal – bryder med sin anderledes arkitektur byens rum og viser i fine ovenbelyste sale værker fra Ahrenshoops tidligste kunstnerkoloni og op til tiden i dag. Og fortæller i skiftende udstillinger og temaer byens historie skildret gennem tidernes forskellige kunstnere og retninger.

På cykel i Nationalpaken

Mellem byen Ahrenshoop og området Darss og helt ud til halvøens yderste by Zingst, ligger nationalparken Vorpommersche Boddenlandshaft.

Under DDR-tiden var området udlagt til militært område, og lå for det meste stille hen. Og har derfor fået lov at udvikle sit eget vilde og uberørte dyreliv. Råvildt, vildsvin, ørne, gæs, svaner, traner og en masse andre fugle er derfor rigt repræsenteret i landskabets store vådområder og i de store fladstrakte mark- og englandskaber.

Udkigs-skure, hvor jægere og naturelskere kan iagttage dyrelivet, ses mange steder, vandring er oplagt i området, og samtidig er det muligt at cykle gennem hele nationalparken ad gode stier, som fører gennem små, yndige landsbyer, hvor der ofte kan drikkes kaffe eller købes ind på et lokalt grøntsags-marked.

Byen Zingst er halvøens yderste post. En livlig, men relativt nyopført turistby med masser af restauranter og værtshuse, en skøn strandpromenade og fine strandhoteller.  Særlig kendt er byens Zingst også for sin kreative tilgang til fotokunst, og er hvert år vært for adskillige workshops og konkurrencer for foto-interserede.

Bl.a. kan turister i fotohuset Max Hunten Haus leje professionelt fotoudstyr. En oplagt ide, hvis man vil ”forevige” sit ophold på halvøen – eller blot prøve kræfter med virkeligt toplækkert udstyr. Max Hunten Haus arbejder sammen med Nikon, Leica, Olympus og Canon.

Rejsefakta:

Halvøen Fishland-Darss-Zingst ligger godt en times bilkørsel fra den tyske havneby Rostock. Fra Sjælland kan man sejle med Scandlines fra Gedser til Rostock. Se mere på www.scandlines.dk

Halvøens egen hjemmeside www.fischland-darss-zingst.de har oplysninger om næsten alt lige fra overnatning til underholdning.

Den Italienske Etrusker-kyst byder på vilde vin-oplevelser, oldgamle byer, lokale mad-specialiteter og historien om et folkeslag begravet under jernslagger.

Det ligner et mayatempel fra Mexico, men er en vingård. Af en helt anden verden. Ikke noget med lille bondemand og familie med egen saftpresse, men derimod en af Toscanas rigeste mænd med familie, som her i det sydlige Toscana har opbygget noget, der minder om et imperium. Et vin-imperium. Som er gennemtænkt helt ned i detaljen. Både fysisk og tanke/idemæssigt.

For selve bygningen er nemlig også tænkt som et filosofisk projekt ud i vingårds-arkitektur. Det vidner den storslåede trappe i midten af vingården Petras hovedbygning om, fordi den fører op til INGENTING…. Og det er netop ideen.

 At den besøgende, når man endelig når toppen af trappen opdager, at der er ingenting. Og derpå kigger tilbage på sig selv, ind i sig selv og finder ro. Og i forening med ”vintemplets” to identiske buer, som nærmest omfavner bygningen, skal forstå at vin omfavner hele livet og dermed den italienske ditto kultur, og det er om noget kærlighed til selve livet. Tja, de vil og kan noget de italienere…

Vi er rejst til Toscana.

Til en del af den italienske kyst lidt sydligere end den gængse turistrute med Pisa, Firenze og Lucca  og er på besøg på Maremma-kysten, som spænder fra Livorno i nord til Grossetto i syd, og hvor nogle af Italiens allerbedste vine i dag produceres.

Designer-vingårde

Vingården Petra er tegnet af den berømte, italienske arkitekt, Maria Botta, som bl.a. også har stået for renoveringen af Scala Operaen i Milano, og både Petra og mange af kystens andre store vingårde kan man som turist naturligvis besøge. Indenfor står store ståltanke med litervis af vin under gæring, og i ”kælderen”, hvor vinene opbevares i store tønder, byder synet på nærmest katedrallignende haller, som oplyses i skiftende farver. Rød, blå, gul – det hele har et næsten eventyragtigt skær, så ingen skal være tvivl om, at her er vin lig med gud.

I det hele taget nærmest bugner Maremma-kysten med designervingårde tegnet af store italienske arkitekter, og området har da også en lang tradition for vindyrkning bag sig, og kaldes i daglig tale for Etrusker-kysten. For det var netop her, at det  ”før-italienske” oldtidsfolk, Etruskerne levede for  3000 år siden, og var nogle af de allerførste til at dyrke vin i Italien .

En arkæologisk skat

Den spændende historie om etruskernes liv får man fortalt i byen Populonia, som ligger på en bakketop med udsigt over det Thyrenske Hav.

Gemt bag et stort borgtårn kommer en oldgammel by med snævre gader, nogle souvenirbutikker og et par hyggelige restauranter til syne. Og i en stille sidegade ligger museet ”Museo etrusco di Populonia, som bl.a. fortæller den fantastiske historie om,hvordan hele Etrusker-samfundet med tiden blev begravet under et lag af jernslagger, og først i nyere tid er blevet udgravet.

I oldtiden var Populonia – som ligger direkte til havet –  opdelt i to. En øvre og en nedre del, og uden for bymurene lå de dødes by. Byen og indbyggerne var velhavende, bjergene i baggrunden var fulde af jernmalm, og det var bla. udnyttelsen af denne minedrift gennem de følgende århundreder, som til sidst endte med at dække etrusker-samfundet i Populonia helt.

I dag er meget gravet fri af slaggerne, men den sorte jord glimter stadig som tusind stjerner, når solen skinner. Området er mere end 80 hektar stort og omfatter fantastiske og velbevarede, store, runde gravhøje, som man kan komme ind, mindre stensarkofager og andre typer gravpladser, og det er virkelig anbefalelsesværdigt at købe en guidet tur.

I selve området er udlagt flere vandreruter man kan gå selv, og bagefter kan man snuppe en frokost i den ”øverste” by, hvor man også kan komme op i det imponerende borgtårn. Vil man overnatte midt i den etruskiske kulturarv, er det også muligt. Inde på borgområdet ligger det yndigste lille hotel – med kun få værelser, og en stilhed og en udsigt der vil noget.

Kendt for sine vine

Maremmakysten er Toscanas bondeland. Her er et landskabet mere råt og vildt end i det nordlige Toscana, og et særkende er de grønne cypresser og i massevis af store og små vingårde. Men Maremma-kysten byder også på de fineste, lange sandstrande og små bitte byer på bjergtoppe, hvor tiden synes at stå stille, og hvor de lokale lever et liv, som de har gjort det i århundreder. Her er ikke de store kunstskatte som mod nord, og derfor heller ikke så overrendt, men netop det giver området er særlig, autentisk charme.

I dag hedder området Grossetto og er etrusker-land om en hals. Altid har det været fugtigt bondeland, men både etruskerne og senere romerne drænede jorden via sindrige kanaler, og gjorde dengang Maremma frugtbar. Senere indbyggere glemte dog alt om dræning, og malaria blev derfor udbredt i hele området med død og ødelæggelse til følge. Først i 1930érne under Musolini begyndte man atter en gen-indvinding og dræning af land, og dag fremstår Maremma derfor atter som ”rigt” landbrugsland, hvor især mange vinbønder har etableret sig. Og det er for vinen, de lokale råvarer, de gode badestrande, og især de små, gamle byer, at man skal besøge denne del af Toscana for.

Paradisisk olivenolie

Byen Castagneto Carducci er en højtbeliggende, gammel by med smalle gyder, smukke torve og et væld af små delikatessebutikker, der i den grad kan friste, hvis man er vild med produkter lavet fra jord til bord.

Friskpresset olivenolie fås aldeles jomfruelig fra bl.a. den lille  butik La Cereta, hvor man fra butikkens balkon bagved kan nyde den smukkeste udsigt ud over området, mens man prøvesmager ”ny” olivenolie – grøn som græs i farven og aldeles unik i smagen. Længere oppe i gaden finder man den lokale skrædderforretning, Sartoria Arte e Moda, der stadig håndsyer som i gamle dage, og hvor skrædderen kun tager een kunde ind ad gangen og er fire dage om at lave en habitjakke. Men så sidder den også som den skal, og man har et minde for livet.

Peperita – den lokale butik med alt i chilli-produkter – bør man også aflægge et besøg. Her fås lokal produceret chili-olie, chilli-marmelade, smørbart chilli-chokolade-pålæg og alverdens andre chili-produkter, naturligvis i varierende styrker. Lokale likører købes i en anden lille butik, og naturligvis er her også forretninger, som sælger vine fra de omkringliggende gårde.

Rejsefakta:

Ferie på Maremma-kysten er oplagt bilferie. Området har mange flotte, ferieboliger, man kan leje, ligesom mange af vingårdene og de små bjergbyer tilbyder overnatning i romantiske rammer. Utallige danske websites, tilbyder overnatning af forskellige typer. Samme steder kan man finde rejsevejledninger mv. Det er blot at google.

De bedste vine 

Vejen til byen Bolgheri går ad en 5 kilometer lang cypres-allé, og netop Bolgheri er vigtig, hvis man er til italiensk vin af bedste slags. Selve byen er lille, men kan fremvise et torv med en nærmest Fellini-film-agtig stemning og gode restauranter. Området var ukendt indtil 1974, hvor en lokal vinbonde fra Bolgheri pludselig vandt en smagstest, og siden har distriktet hørt til blandt de absolut bedste vinområder i Italien. Så her kan man med fordel købe ind i byens vinbutikker og tage en oplevelse af de store med hjem. Og måske også aflægge besøg på et par af områdets mange vingårde.

To perler

Et must i regionen, som man SKAL besøge, er dog de to byer Castiglione delle Pescaia og Massa Marittima.

Castiglione delle Pescaia ligger direkte til havet. Her er den fineste strand, og selve den gamle by, har mange og meget stejle gader, der fører op til en imponerende borg på toppen, hvorfra der er fantastisk udsigt. Det hele er omkranset af en oldgammel bymur, og indbyggerne gør meget ud af at pynte de gamle huse med blomster, som ses i alle farver hængende fra små tagterrasser. Mange udendørs restauranter sørger for, at her altid er liv, og i mange år har Castiglione delle Pescaia da også været byen, som internationale kendisser har holdt ferie i. Bl.a. ejer skuespillerne Robert di Nero og Sophia Loren begge mondæne villaer i byen.

I byen finder man også et imponerende vådområde, med tusindvis af fugle, som året rundt spiser sig mætte her –  på deres migrationsrejse længere sydover. Bl.a. kan man se store kolonier af flamingoer, og i sæsonen kan man fra museet i området komme på bådtur ud i de store sumpe.

Mere stille, men imponerende på en helt anden måde, er byen Massa Marittima lidt nord for Grosetto til gengæld. Her er det ikke hvid sandstrand, som trækker, men derimod byens imponerende katedral. Massa Marittima ligger på en 380 meter høj bakketop, og har siden de tidligste tider været at betragte som et religiøst centrum i regionen. Bl.a. havde byen sin egen biskop, og byen har stadig bevaret meget af sit udseende fra middelalderen med sit meget særegne  torv med den store katedral og perfekt bevarede bymure.

Og vild med dans? Så gå det nye år i møde i Wien, hvor både hyggelige julemarkeder og romantiske valseballer fylder byen i december og januar/februar.

Når mørket tidligt om eftermiddagen sænker sig over Wien, lyser alle byens julemarkeder op. Vintertide i en af Europas mest romantiske byer er en speciel oplevelse, og duftene af glühwein, brændtemandler, søde sager, lys og især de ikoniske, historiske bygninger, som danner bagtæppe for mange af byens julemarkeder, ses ikke flottere mange andre steder i verden.Wiens tradition for julemarkeder går mange mange år tilbage, og helt specielt er julemarkedet foranbyens store rådhus, hvor bl.a. en kæmpemæssigskøjtebane lokker til udendørs aktivitet.Indfødte Wiener-borgere er som alle østrigere gladefor al sport, der involverer sne og is, og skøjteløb er ingen undtagelse. Selve skøjtebanen breder sig over et 9000 m2 stort areal og går om man så må sige ”henover”selve det store julemarked, så man, mens man skøjter rundt, kan kigge ned på alle de herlige jule-boder. Forskellige kor optræder med julesange og gospel på forskellige tidspunkter af dagen/aftenen, og indenfor i selve rådhushallen er et stort områdededikeret til børn, hvor de bl.a. kan lære at bage jule-kager eller støbe lys.Julemarkedet ved Wiens Rådhus er åbent fra 19.november til 26. december.

Pompøst ved barokslottet

Ethvert julemarked i Wien har sin egen stil og sineegne kendetegn. Således også det legendariskejulemarked ved Belvedere Slottet, der i 1714 blevbygget af Prins Eugen på Wiens bedste byggegrund.Belvedere betyder udsigt, og slottet er opkaldt eftersamme. Belvedere slottet er et pompøst og overdådigt pralestykke af arkitektur i bedste barok-stil, og er man kunstinteresseret også, slår man to fluer med eet smæk ved et besøg. Her findes nemlig verdens største samling af GustavKlimt malerier, men også kunstnere som Egon Schiele og Oskar Kokoschka samt ligesindede fraWiens blomstringsperiode i 1850’erne og op til år1900 kan ses i rigt mål tillige med flere.På Belvedere-slottets julemarked er det traditioneltkunsthåndværk, udsøgte juledekorationer og lækredelikatesser, som er i højsædet. Men undlad altsåikke ved samme lejlighed også at kigge indenfor –evt. ved en rundvisning på selve slottet og nyd den fantastiske arkitektur og malerierne.Billetter kan købes på www. belvedere.atJulemarkedet ved Belvedere-slottet er åbent fra 18.november til 23. december.

Jul i de krogede gader

Overalt i Wiens gamle, smukke og krogede gader i centrum kappes julemarkederne i november/decem-ber om publikums gunst. På Karlsplatz kan man købe unikt kunsthåndværk, markedet på Stephans-platz ligger umådeligt flot med den store kirke som baggrund, og markedet Old Viennese, som har væretafholdt lige side 1772 – har den længste julekrybbe på hele 46 meter.Skal det være livligt og med live-underholdning også, byder markedet på Spittelberg (byens næststørstegå-gade) på alt indenfor det, og leder man efter den mest originale julegave til den udkårne, er det det trendy marked på Maria Theresien Platz, man skalbesøge. Endelig bør man heller ikke snyde sig selv for at se markedet ved Schönbrunn-slottet vest for byen.

Vals ind i det nye år

Hvert år ved nytårstide besøges Wien af mere end300.000 turister fra hele verden, som alene kommerfor at danse. For Wien er i de mørke måneder ikkealene kendt for sine fantastiske julemarkeder –endnu mere verdenskendte er de mange baller, som byen huser og har huset lige siden det 18.århundrede, hvor karnavalsballer var det store hit. Isærblandt byens adel, som iført masker og overdådigekostumer flirtede og valsede sig til kærlighed og måske senere ægteskab blandt ligesindede. Kompo-nisten Johan Strauss (den ældre) skrev den berømtevalsemusik, og den dag i dag danses der stadig lystigt til hans kompositioner – både blandt alle de lokale og altså også af en hel del turister.Således er afholdes der i de mørke måneder fra nytår og frem til slutningen af februar mere end 400 baller i byen. Traditionen med at at gå til valse-bal i det nye år er mange hundrede år gammel og blev faktiskogså en tradition for almindelige borgere og ikke kun for adelen, da Kejser Joseph den 2. begyndte at arrangere åbne baller i Redoute salonen på slottetHofburg.Kejseren tillod det almene borgerskab at efterligneadelens fornemme skikke, og det er de selvsammeskikke, som overholdes i dag: Stram drescode for alledeltagere, åbningsfanfare, indgangen for debutanter og debutant-inder samt opråbet ”Alles Walzer”. Der er balkort, skiftede musik, en kvadrille og til slut en formel ceremoni. Og rigtig mange unge Wiener-bor-gere går til dans hele året for netop at kunne kvalificere sig til at ”optræde/deltage” i disse fantastiskeballer.

Kage-bal, Kaffe-bal eller Opera-bal

Som turist kan man både deltage i nogle af ballerne– eller man kan nøjes med at kigge på. Begge dele eren storslået og særegen oplevelse, men billetterne er svære at få fat på. Derfor er mange baller i Wien nu organiseret af professionelle faggrupper. Kaffe-bryggernes Bal er blot et af dem, Konditorenes Balet andet – hvor der selvfølgelig serveres kager og søde sager til overflod, men for mange er WienerFilharmonikernes Bal i Wiener Musikvereins sal det allerstørste.Det er også herfra at Nytårskoncerten, som transmiteres til hele verden – afholdes. Og sidstnævnte koncert er det faktisk muligt at få billetter til. Koncertenfinder nemlig sted – fuldstændig identisk – hele tre gange – den 30. december, den 31. december og den1. januar. Er det alligevel ikke muligt, byder Wien på et sandt overflødighedshorn af andre klassiskekoncerter, både i byens koncertsale og i de mangekirker, hvortil billetter kan bookes via de traditionelle kanaler.Med hensyn til at danse ind i nytåret kan man med held bl.a. forsøge at booke bal-billet til Nytårsaften med det hele (middag osv) på www.silvestergala.com, som forklarer alt om hvor, hvornår, hvordan, dresscode osv.

Sacher-Torte og Gulasch

Gullash og wienerschnitzel, cafeer, kager og konditorier. Freud og psykoanalyse, de store romantiskevalse-komponister, Den Spanske Rideskole, fantasti-ske renæssance og barok-slotte og en bykerne, der erpå Unescos verdenskulturarvliste. Wien har det hele og mere til.Så hvad enten turen går til julemarkeder alene ellerogså strækker sig hen over nytåret – er der utro-ligt mange ting at foretage sig i Wien. I flæng skalnævnes, at man ikke må snyde sig selv for en tur på Naschmarkt, hvor man kan købe alt muligt lækkertspiseligt, eller et besøg i en Beisl, de gamle værtshusrestauranter, hvor der serveres lokale egnsretter så som Palatschinken eller Wienerschnitzler så store som selve tallerkenen. Drik også en ”Brauner” på en brun cafe, bliv fed af en Sacher Torte (kage) på et af Wiens mange flotte konditorier (på Cafe Sacher ved Den Spanske Rideskole serverer de den oprindelige version af kagen), eller besøg verdens enestegulaschrestaurant, som laver gulasch på 15 forskel-lige måder. Adressen er Schulerstrasse

Der er tæt på 1200 af dem, og hvis ikke verden passer mere på klimaet, vil de om få år være forsvundet. Mange kalder dem for paradisøer, men ”paradiset” har flere ansigter. For på nogle af må man drikke alkohol, bade halvnøgen og opføre sig som en almindelig vesterlandsk turist, mens man på andre af øerne end ikke må tro på det, man vil.

Det er naturligvis bounty-øerne Maldiverne, vi taler om. Et besynderligt ferie-paradis, som Liebhaverboligen har besøgt begge sider af.

Den ene virkelighed: 

 Palmerne svajer næsten lydløst i den stille vind, sandet er kridhvidt og en tjener er ved at gøre badet klar.

På bordet i den store strandvilla, som er bygget på pæle i det turkisblå vand, står en flaske champagne og senere vil der blive serveret en romantisk middag kun for os to i solnedgangen, og vi behøver ikke løfte en finger. Dagene går med at dase og blive opvartet at villige tjenere, og øen er ikke større end at vi kan gå den rundt på kort tid.

Tiden står tæt på stille, tanker er toldfri og mange eftermiddage går med at vi snorkler og kigger på funklende, farvestrålende koraller, dykker eller for den sags skyld surfer på gode bølger, som findes ved et rev kun en kort sejlads fra øen. Gider vi ikke spise på stranden, eller gider vi heller ikke selv dykke ned for at se fisk, kan vi blot besøge undervandsrestauranten. For sådan en er her også. Nedsænket i havbunden kan vi sidde ved fine dækkede borde omgivet af havbund, som ses gennem store glas og se de mange fisk svømme rundt, mens vi spiser.

Vi er på øen Dighu i Male-atollen. Blot et ud af mange, privatejede, luksus-frie-paradiser – dette ejet af Anantara gruppen, et hotel-imperie, som ejer luksusresorts over hele verden og altså også et par stykker på Maldiverne.

…og den anden virkelighed:

Moskeen er helt hvid, ren og enkel i sin arkitektur.

Lyset falder i striber ind over det hvide marmorgulv og rammer kvinden, som lydløst sidder på knæ i dyb bøn. Et øjeblik af fuldendt stilhed, som dog brat hører op, da der i næste sekund pludselig lyder barnestemmer fra alle hjørner af moskeen.

Fine og tynde er de, stemmerne. Og nu mumler de en masse uforståelige ord. Om og om gentages de samme sætninger i en lang recitation.For her i hovedstaden Males største moske – Det islamiske Center – træner netop i dag en række småpiger i læsning af koranen.

-Jeg kan vinde en konkurrence og komme i tv, hvisker kun ni-årige Alina med et smil, da hun bliver spurgt om, hvad hun laver. Hun er spinkel, klædt i lang, blå kjole med et stramt tørklæde om ansigtet og træner altså i dag til en slags X-Factor-konkurrence i koranlæsning.

-Jeg håber, jeg vinder, siger hun genert, inden hun igen kaster sig ud i recitationen af de hellige ord.

Drømmen

Maldiver er en drøm for mange at komme på ferie i.

Og billedskønne er de billeder, vi ser i reklamerne for luksusferier på de smukke bounty-lignende øer. I alt 1190  er der af dem, øerne, og mange af dem er ubeboede. På godt 200 af dem lever  de lokale, og på lidt over andre 50 øer er der indrettet ferie-paradiser. Som man kan komme på ferie i og få en sand Robinson Crusoe oplevelse af at bo på en næsten øde ø – dog med tjenere på hver en finger og på ingen måde overladt til sig selv. Her kan man få serveret den lækreste mad, drikke de dyreste vine og stirre ud over havet lige så længe man lyster uden at blive forstyrret – men man kan også kede sig. Og sker det …. er der heldigvis andre oplevelser at hente på de lokale øer. Oplevelser langt fra de glansbilledagtige turistøer, hvor prisniveauet i øvrigt oftest også er meget højt. Og i de senere år er flere og flere rejseselskaber derfor begyndt at markedsføre den anden side af Maldiverne også.

Religionen

Maldiverne i Det Indiske Ocean, den mindste selvstændige nation i Sydasien, indeholder nemlig et parallelsamfund, som det absolut er værd at opleve begge sider af.

I et land hvor Islam er den eneste tilladte religion, og hvor censureret tv og radio afbrydes fem gange om dagen, fordi der kaldes til bøn, lever den almindelige maldiver et ganske anderledes liv.

Uden svinekød, alkohol eller ugeblade med bare antydningen af en afklædt kvinde/mand er hele det store ø-rige opdelt i 26 atoller (øgrupper), hvor de fleste ernærer sig ved fiskeri, mens andre dyrker kokosnødder, bananer og andet grønt.

 Officielt findes der ingen andre trossamfund end Islam på Maldiverne. Og skulle man få lyst til at være en frafalden, bliver man ekskluderet fra dagliglivet, indtil man er kommet på rette spor igen. Det er ganske enkelt umuligt at leve her, hvis ikke man er dedikeret sunni-muslim, og ejer man en kristen Bibel, kommer man i fængsel.

Alle beboede øer har en lokal chef, som er udpeget af regeringen, og denne chef har en række hjælpere. Lokale politi findes ikke udenfor hovedøen male,og øboerne holder selvjustits.

Historien

Maldiverne har bekendt sig til Islam siden 1153, hvor kongen konverterede og blev ørigets første sultan.

Før den tid var det et buddhistisk samfund, men i dag er alle tegn på anden religiøs tilstedeværelse end lige netop Islam fuldstændig forsvundet fra bybillede i både Male og på de lokale øer. Eneste sted, hvor artefakter fra maldivernes før-islamiske-tid findes er på Males Nationalmuseum, som bryster sig af at være nationens eneste museum.

Maldiverne regeres også efter sharia-lov. Selvom øerne har været besat af både portugiserne og briterne, er de aldrig blevet koloniseret, og i 1965 slap de også fri af det britiske protektorat, som ellers havde omfattet dem siden 1887.

Tre år senere – 1968 – blev sultanatet afskaffet og øerne udråbt til republik. Republikken har siden haft vekslende præsidenter, bl.a. den reformvenlige præsident Mohamed Nasheed, som efter 30 års militærdiktatur blev Maldivernes første demokratisk folkevalgte præsident.

Senere er han dog blevet afsat ved, hvad nogle mener var et politisk kup, bl..a blev hans reformvenlige politik anklaget for at udvande landets muslimske værdier, og i dag hedder præsidenten derfor Ibrahim Mohamed Solih. Præsident Mohamed Nasheed lever i politisk asyl i Storbritanien.

Udenfor resort-øerne

I de senere år er det at besøge de lokale øer på Maldiverne blevet populært, især blandt børnefamilier og helt unge, som ikke nødvendigvis synes, det er et must at have egen tjener, egen villa, og adgang til alkohol.

 En del rejsebureauer tilbyder derfor både hjælp til at reservere på de lokale øer, som har små hoteller bygget til formålet, og andre igen tilbyder også en ”begge-dele” oplevelse. Altså prøv først luksus-resortet og bo derefter på en af de lokale øer.

Men hvis man eksempelvis har indlogeret sig på et luksusresort i den nordlige del af atollerne, kan man også sagtens selv lave sin egen lokal-ø-oplevelse.

Vi boede på øen Dighu og herfra er det let at komme til hovedøen Male, hvor i øvrigt også alle fly lander i ø-rigets hovedstad af samme navn.

Male

Der bor godt 133.000 mennesker på Male, og fra vandsiden ligner øen et mini-Manhattan med mange – efter maldiviske forhold – høje bygninger, som danner en farverig skyline. Og et besøg her er en rigtig god udflugt til ”det andet Maldiverne”, hvis det afslappede liv på luksusresortet bliver for kedeligt.

Normalt lukker maldiverne ikke turister ind i deres moskeer, men klæder man sig efter landets skikke, dvs. pænt og tækkeligt med lang nederdel og en løs top med lange ærmer og gerne et tørklæde om håret – får man som regel lov at komme ind alligevel. Og netop den store hvide ”Fredags Moske”, som ligger ved Det Islamiske Center er værd at besøge. Male har i øvrigt også en fin havnefront, hvor det er hyggeligt at slente en tur, drikke en kop te på et lokalt the-hus og ellers se på de lokale fiskere.

Fiskemarkedet i Male er også fint at besøge, livligt og farverigt og lige ved siden af det ligger et bazarområde, hvor man kan shoppe souvenirs og kunsthåndværk – ligesom et grøntsagsmarked også byder på lokale oplevelser. Og selvom nogle guidebøger siger det modsatte, så er Maldiverne søde og høflige og vil rigtig gerne snakke med fremmede.

Nationalmuseet er Maldivernes eneste museum og udstiller ting og sager, der har tilhørt tidligere sultaner. Her findes også en del arkæologiske fund, som fortæller historien om Maldiverne, og i nærheden af museet ligger også Sultan Park – en stille have, som ofte bruges som picnic-område, og hvor man også kan opleve lokalt folkeliv.

På egen hånd

Siden 2010 har  også en del af Maldivernes lokale øer fået lov at modtage  turister. Det har givet nye muligheder for at opleve paradis-øerne og den virkelige virkelighed til langt billigere priser, men vælger man ”lokal-ø oplevelsen”, skal man være opmærksom på, at det på ingen måde er tilladt at nyde eller købe alkohol. Ligesom man heller ikke som kvinde må bade uden at være behørigt tildækket. En del af øerne har dog en såkaldt bikini-strand”, hvor man gerne som kvinde må bade i almindeligt badetøj, men ellers er opholdet på de lokale øer – skik følge eller land fly. Der er som sagt mange øer at vælge imellem, men nemmest er måske at besøge de øer, som kan nås med båd fra Male.

Meget populær er øen Maafushi, som både har et stort udvalg af mindre hoteller og restauranter. Maafushi har også en fin bykerne med mange, farvestrålende huse, og øen har også en god legeplads, hvis man rejser med små børn, og så er her en fin bikini-strand. Man kan komme til Maafushi på ca. 45 minutter med speedbåd fra lufthavnen i Male.Mest lokal er øen Fulidhoo, som også har det smukkeste vand. Og rygter vil vide, at der bor djævlerokker ved den lokale strand. Utroligt smukke at se på og måske snorkle ved siden af, hvis man tør. Til gengæld er spisemulighederne ikke mange på øen, men mulighederne for at få en virkelig lokal oplevelse her er gode, fordi øen ikke modtager så mange turister.

På de fleste af de lokale øer kan man også tilkøbe ture af forskellig art. Prisniveauet og kvaliteten af oplevelserne svinger fra ø til ø, men har man lyst til at snorkle på egen hånd er øen Ukulhas værd at besøge. Øens store strand har et stort  lokal rev, som rummer mange fine farvestrålende fisk.

Mange danske rejsebureauer tilbyder ture til Maldiverne. Rejserne går fortrinsvis til de mange resort-øer, hvor temaet  er luksus og priserne også derefter. Men her kan man bade som man vil og leve uden hensyntagen til øerne islamiske kultur. Som et af få danske bureauer tilbyder  rejsebureauet Rejselyst, www.rejselyst.dk dog også rejser til både resort-øer og lokale øer.

Maldivernes godt 1200 øer ligger spredt over et 90.000 kvadratkilometer stort område i Det Indiske Ocean. Øerne er alle skabt af koraller, delt af laguner og så lavt liggende, at det højeste punkt i ø-gruppen kun er godt 2,5 meter over havoverfladen. Dermed er den globale opvarmning et af Maldivernes største synlige problemer, og gøres der ikke noget, vil øerne med tiden ganske enkelt forsvinde

Er man mest til luksusudgaven og en resortoplevelse af Maldiverne er det blot at google ordet Maldiverne.

Vil man selv strikke sin tur sammen og hellere besøge de lokale øer, kan man se og booke overnatning/oplevelser på eksempelvis www.booking.com eller www.tripadvisor.dk. Hotelpriserne på de i artiklen nævnte øer spænder fra godt 450 d.kr til ca.1000 d.kr. pr overnatning. Bl.a.  Turkish Airlines og Qartar Airways flyver i skrivende stund direkte mellem København og Male på Maldiverne.

Et andet og mindre synligt problem for Maldivernes overlevelse, kan vise sig at være landets politiske udvikling. For Maldiverne er en nation med to forskellige ansigter. Et parallelsamfund med to forskellige værdisæt – resort-øernes ubekymrede luksusliv og de lokale øers strenge islamiske småsamfund. Se dem begge  – inden det er for sent.