Rejs så meget du kan …

Hvor vinguden bor

Den Italienske Etrusker-kyst byder på vilde vin-oplevelser, oldgamle byer, lokale mad-specialiteter og historien om et folkeslag begravet under jernslagger.

Det ligner et mayatempel fra Mexico, men er en vingård. Af en helt anden verden. Ikke noget med lille bondemand og familie med egen saftpresse, men derimod en af Toscanas rigeste mænd med familie, som her i det sydlige Toscana har opbygget noget, der minder om et imperium. Et vin-imperium. Som er gennemtænkt helt ned i detaljen. Både fysisk og tanke/idemæssigt.

For selve bygningen er nemlig også tænkt som et filosofisk projekt ud i vingårds-arkitektur. Det vidner den storslåede trappe i midten af vingården Petras hovedbygning om, fordi den fører op til INGENTING…. Og det er netop ideen.

 At den besøgende, når man endelig når toppen af trappen opdager, at der er ingenting. Og derpå kigger tilbage på sig selv, ind i sig selv og finder ro. Og i forening med ”vintemplets” to identiske buer, som nærmest omfavner bygningen, skal forstå at vin omfavner hele livet og dermed den italienske ditto kultur, og det er om noget kærlighed til selve livet. Tja, de vil og kan noget de italienere…

Vi er rejst til Toscana.

Til en del af den italienske kyst lidt sydligere end den gængse turistrute med Pisa, Firenze og Lucca  og er på besøg på Maremma-kysten, som spænder fra Livorno i nord til Grossetto i syd, og hvor nogle af Italiens allerbedste vine i dag produceres.

Designer-vingårde

Vingården Petra er tegnet af den berømte, italienske arkitekt, Maria Botta, som bl.a. også har stået for renoveringen af Scala Operaen i Milano, og både Petra og mange af kystens andre store vingårde kan man som turist naturligvis besøge. Indenfor står store ståltanke med litervis af vin under gæring, og i ”kælderen”, hvor vinene opbevares i store tønder, byder synet på nærmest katedrallignende haller, som oplyses i skiftende farver. Rød, blå, gul – det hele har et næsten eventyragtigt skær, så ingen skal være tvivl om, at her er vin lig med gud.

I det hele taget nærmest bugner Maremma-kysten med designervingårde tegnet af store italienske arkitekter, og området har da også en lang tradition for vindyrkning bag sig, og kaldes i daglig tale for Etrusker-kysten. For det var netop her, at det  ”før-italienske” oldtidsfolk, Etruskerne levede for  3000 år siden, og var nogle af de allerførste til at dyrke vin i Italien .

En arkæologisk skat

Den spændende historie om etruskernes liv får man fortalt i byen Populonia, som ligger på en bakketop med udsigt over det Thyrenske Hav.

Gemt bag et stort borgtårn kommer en oldgammel by med snævre gader, nogle souvenirbutikker og et par hyggelige restauranter til syne. Og i en stille sidegade ligger museet ”Museo etrusco di Populonia, som bl.a. fortæller den fantastiske historie om,hvordan hele Etrusker-samfundet med tiden blev begravet under et lag af jernslagger, og først i nyere tid er blevet udgravet.

I oldtiden var Populonia – som ligger direkte til havet –  opdelt i to. En øvre og en nedre del, og uden for bymurene lå de dødes by. Byen og indbyggerne var velhavende, bjergene i baggrunden var fulde af jernmalm, og det var bla. udnyttelsen af denne minedrift gennem de følgende århundreder, som til sidst endte med at dække etrusker-samfundet i Populonia helt.

I dag er meget gravet fri af slaggerne, men den sorte jord glimter stadig som tusind stjerner, når solen skinner. Området er mere end 80 hektar stort og omfatter fantastiske og velbevarede, store, runde gravhøje, som man kan komme ind, mindre stensarkofager og andre typer gravpladser, og det er virkelig anbefalelsesværdigt at købe en guidet tur.

I selve området er udlagt flere vandreruter man kan gå selv, og bagefter kan man snuppe en frokost i den ”øverste” by, hvor man også kan komme op i det imponerende borgtårn. Vil man overnatte midt i den etruskiske kulturarv, er det også muligt. Inde på borgområdet ligger det yndigste lille hotel – med kun få værelser, og en stilhed og en udsigt der vil noget.

        

Kendt for sine vine

Maremmakysten er Toscanas bondeland. Her er et landskabet mere råt og vildt end i det nordlige Toscana, og et særkende er de grønne cypresser og i massevis af store og små vingårde. Men Maremma-kysten byder også på de fineste, lange sandstrande og små bitte byer på bjergtoppe, hvor tiden synes at stå stille, og hvor de lokale lever et liv, som de har gjort det i århundreder. Her er ikke de store kunstskatte som mod nord, og derfor heller ikke så overrendt, men netop det giver området er særlig, autentisk charme.

I dag hedder området Grossetto og er etrusker-land om en hals. Altid har det været fugtigt bondeland, men både etruskerne og senere romerne drænede jorden via sindrige kanaler, og gjorde dengang Maremma frugtbar. Senere indbyggere glemte dog alt om dræning, og malaria blev derfor udbredt i hele området med død og ødelæggelse til følge. Først i 1930érne under Musolini begyndte man atter en gen-indvinding og dræning af land, og dag fremstår Maremma derfor atter som ”rigt” landbrugsland, hvor især mange vinbønder har etableret sig. Og det er for vinen, de lokale råvarer, de gode badestrande, og især de små, gamle byer, at man skal besøge denne del af Toscana for.

Paradisisk olivenolie

Byen Castagneto Carducci er en højtbeliggende, gammel by med smalle gyder, smukke torve og et væld af små delikatessebutikker, der i den grad kan friste, hvis man er vild med produkter lavet fra jord til bord.

Friskpresset olivenolie fås aldeles jomfruelig fra bl.a. den lille  butik La Cereta, hvor man fra butikkens balkon bagved kan nyde den smukkeste udsigt ud over området, mens man prøvesmager ”ny” olivenolie – grøn som græs i farven og aldeles unik i smagen. Længere oppe i gaden finder man den lokale skrædderforretning, Sartoria Arte e Moda, der stadig håndsyer som i gamle dage, og hvor skrædderen kun tager een kunde ind ad gangen og er fire dage om at lave en habitjakke. Men så sidder den også som den skal, og man har et minde for livet.

Peperita – den lokale butik med alt i chilli-produkter – bør man også aflægge et besøg. Her fås lokal produceret chili-olie, chilli-marmelade, smørbart chilli-chokolade-pålæg og alverdens andre chili-produkter, naturligvis i varierende styrker. Lokale likører købes i en anden lille butik, og naturligvis er her også forretninger, som sælger vine fra de omkringliggende gårde.

Rejsefakta:

Ferie på Maremma-kysten er oplagt bilferie. Området har mange flotte, ferieboliger, man kan leje, ligesom mange af vingårdene og de små bjergbyer tilbyder overnatning i romantiske rammer. Utallige danske websites, tilbyder overnatning af forskellige typer. Samme steder kan man finde rejsevejledninger mv. Det er blot at google.

De bedste vine 

Vejen til byen Bolgheri går ad en 5 kilometer lang cypres-allé, og netop Bolgheri er vigtig, hvis man er til italiensk vin af bedste slags. Selve byen er lille, men kan fremvise et torv med en nærmest Fellini-film-agtig stemning og gode restauranter. Området var ukendt indtil 1974, hvor en lokal vinbonde fra Bolgheri pludselig vandt en smagstest, og siden har distriktet hørt til blandt de absolut bedste vinområder i Italien. Så her kan man med fordel købe ind i byens vinbutikker og tage en oplevelse af de store med hjem. Og måske også aflægge besøg på et par af områdets mange vingårde.

To perler

Et must i regionen, som man SKAL besøge, er dog de to byer Castiglione delle Pescaia og Massa Marittima.

Castiglione delle Pescaia ligger direkte til havet. Her er den fineste strand, og selve den gamle by, har mange og meget stejle gader, der fører op til en imponerende borg på toppen, hvorfra der er fantastisk udsigt. Det hele er omkranset af en oldgammel bymur, og indbyggerne gør meget ud af at pynte de gamle huse med blomster, som ses i alle farver hængende fra små tagterrasser. Mange udendørs restauranter sørger for, at her altid er liv, og i mange år har Castiglione delle Pescaia da også været byen, som internationale kendisser har holdt ferie i. Bl.a. ejer skuespillerne Robert di Nero og Sophia Loren begge mondæne villaer i byen.

I byen finder man også et imponerende vådområde, med tusindvis af fugle, som året rundt spiser sig mætte her –  på deres migrationsrejse længere sydover. Bl.a. kan man se store kolonier af flamingoer, og i sæsonen kan man fra museet i området komme på bådtur ud i de store sumpe.

Mere stille, men imponerende på en helt anden måde, er byen Massa Marittima lidt nord for Grosetto til gengæld. Her er det ikke hvid sandstrand, som trækker, men derimod byens imponerende katedral. Massa Marittima ligger på en 380 meter høj bakketop, og har siden de tidligste tider været at betragte som et religiøst centrum i regionen. Bl.a. havde byen sin egen biskop, og byen har stadig bevaret meget af sit udseende fra middelalderen med sit meget særegne  torv med den store katedral og perfekt bevarede bymure.

/by

Ski for alle sanser!

Den årlige skiferie er for mange en af årets allerbedste ferier.

Og hvad er også skønnere end at suse afsted i høj fart på snehvide pister, vandre med snesko i morgengryet, se børnene blive stolte på skiskolen eller måske få behandlet en gigtplaget krop i en gammel guldmine.

I Østrig kan man det hele, og Liebhaverboligen guider her til oplevelser for enhver smag.

Skiwelt Wilder Kaiser – Brixental

Leder du efter oplevelser af ALLE slags, er Ski Welt stedet at besøge. Området er et af verdens største sammenhængende skiområder og fejrer i år faktisk 45 års jubilæum. Her er 270 kilometer perfekt præparerede pister, 80 rustikke bjergrestauranter, 83 baner og skilifte og panoramaudsigt til mere end 70 bjerge.

Hele 9 landsbyer lægger område til Ski Welt, og måske har du allerede besøgt Elmau, Söll, Brixen im Thale, Hopfgarten, Itter, Kelchsau, Scheffau eller Westendorf. Alle er de en del af det privatejede bondeland, som ski-venlige bønder igennem årene har åbnet op og samarbejdet sammen om – for netop at skabe et skiområder, der kan tilbyde noget for alle. I flæng kan nævnes, at her er tre funparker, Østrigs største nat-skiområde, masser af kælkebakker og god knald på underholdningen også. Hver af de 9 byer kan vinteren igennem byde på forskelligartede oplevelser, og turen dertil gøres let enten med egen bil (Ski Welt ligger godt 10 km fra motorvejsafkørslen Kufstein Süd eller Wôrgl Ost) eller flyv til Innsbruck, Munchen eller Salzburg. Herfra findes shuttle-busser fra lufthavnene.

Off-piste og luksus i St. Anton og Lech-Zürs am Arlberg

Folk med hang til luksus og fest går ikke galt i byen, hvis de henlægger skiferien til St. Anton. Her i byen er after-ski lige så vigtigt som selve skiløbet, og diskokuglerne roterer livligt på byens barer.

Skiløbet er også i top – 380 kilometer pister råder området St. Anton am Arlberg over, og er man til off-piste, er stedet et rent mekka. Men selvom skiløbet altså er helt i top, kan byen godt være crowded i højsæsonen og køerne til liftene irriterende lange.

Ønsker man derfor en mere ”stille” ski-ferie, men stadig i samme smukke område, er det de eksklusive ski-byer Lech og Zürs man skal bestille hotel i. Begge byer er kendte for at være tilholdssted for diverse amerikanske hollywoodstjerner, og restauraterne her er naturligvis derfor i topklasse.

Generelt for alle byer gælder, at ski-ferien er i den dyrere ende, til gengæld har man en oplagt mulighed for at flashe sit flotte ski-tøj/udstyr blandt et publikum, som har forstand på det. Ligesom man også kan forsøge sig på ”Run of fame” – ski-pionerernes og skistjernes 85 km lange spor.

Flyver man, er Innsbruck og Zürich nærmeste lufthavne, er man mere klimabevidst, går toget også hele vejen fra både Wien og Zürich.

Skiferie for både krop og sjæl

Fuldmånemiddag med 5 retters udsøgt menu i 1600 meters højde over havet, eller oplevelsen af at nedsænke sin varme krop i en iskold, stille skovsø med kun ældgamle træer som vidner. Hvis sådanne oplevelser tiltaler dig, er Gastein destinationen for årets ski-ferie.

Skiområdet i Gasteinerdalen går over tre små byer. Dorf Gastein, Hof Gastein og Bad Gastein, som alle i århundreder har været kendte for forskelige former for helse. Her er naturlige, termiske kilder med varme bade, og sidst men ikke mindst kan man i Bad Gastein få en oplevelse af de fantastiske.

Oplevelsen foregår i en gammel guldmine – Gasteiner Heilstollen i Radhausberg– hvor gigtplagede mennesker og mennesker med smerter i det hele taget, hver år, året rundt – valfarter til for lindring. Minen var i det 16. og 17. århundrede en lukrativ guldmine, men i de efterfølgende århundrede blev den ikke benyttet. Under 2. verdenskrig åbnede man atter minen, og fandt desværre ikke guld, men opdagede til gengæld, at de ofte nedslidte og gigtplagede minearbejdere fik det bedre af at arbejde i de snævre minegange. Undersøgelser viste, at luften i  minen indeholdt radon – en ellers giftig gasart – men i netop den koncentration, som luften i minen havde og har, virker radon i sammenhæng med den fugt og varme som skabes inde i det store bjerg – smertelindrende.

Behandlingen foregår ved, at man på et lille tog kører to kilometer ind i bjerget og dér ligger i de smalle minegange på brikse og inhalerer radon og sveder. Luftfugtigheden er mellem 75 og 99 procent, og inden togturen ind i minens dyb konsulteres man naturligvis af en læge. Minen Gasteiner Heilstollen har været brugt til kur-behandlinger siden 1958, og der findes ”specielle”pakker for turister, der bare vil prøve fænomenet.

I området findes i øvrigt også de store varme thermiske bade – Alpentherme og Felsentherme, som tilbyder spa under alle tænkelige former. Og med hensyn til skiløbet er det her naturligvis også. Både som alpint, snowboard og landrend. Bare ikke så hypet, som på mange af Østrigs andre destinationer. Så ro, ro ro, afslapning og helse – det er Gastein og måske også en slædetur med heste spændt foran – i et vinterhvidt landskab.

Man kan flyve til München eller Salzburg og derfra tage toget til Gastein-dalen. Tager man bilen er der 1200 km at køre fra København til Bad Gastein.

I Hansi Hinerseer´s fod (ski)spor

 Kitzbühler Alpenstrækker sig fra Zillertal i vest til Zell am See i øst og omkranser om man så må sige byen Kitzbühel. Området er et af Østrigs allerbedste og bl.a. tildelt Tiroler-Pisten-Güte-Siegel- mærkatet, som kun gives til de ypperste skisportssteder i landet.

 Her er uanede mængder af snekanoner, gode lifter og perfekte pister, ligesom et livligt byliv tilbyder god shopping, i massevis af restauranter og grundig after-ski. Så er man ude med den brede pensel og noget for alle, imødekommer Kitzbuhler Alpen-området næsten enhver skiløbers drømme, uanset niveau, dog med hovedvægten lagt på den trænede og krævende skiløber.

 Samtidig er området også stedet, hvor sangstjernen Hansi Hinterseerer er vokset op, og også stedet hvor den berømte Hahnenkamm – kendt fra styrtløb i World Cupen – ligger. Selve Hansi´s barndomshjem ligger i den lille by Seidalm, hvor han boede  sammen med sine bedsteforældre. Faderen var olympisk ski-champion, og selv er sangstjernen også en super skiløber, fortæller de lokale, som hér er mere optagede af stjernens ski-evner end af hans sang.

Et andet særkende for Kitzbühler Alpen er deres nyeste bud på mad-kultur kaldet KochArt. En sammenslutning af 22 restauranter, som udelukkende bruger de lokale bønders råvarer og efter sigende skulle have taget gamle velkendte østrigste retter til nye, kulinariske højder.

Nærmeste lufthavn er Innsbruck, hvis ikke man vælger at tage bilen.

Ski for hele familien

Er det hele familien, som skal afsted på skiferie, så er Zillertal det oplagte sne-paradis. Zillertal er Østrigs førende ski-familie-destination og gode begynderbakker, lette pister og skiskoler i alle afskygninger tilbyder noget til hele familien. Kælkebakkerne er mange, det samme er skiskolerne, hvor der er tilbud til alle aldre næsten, og vil man ikke efterlade det lille pus på skiskolen alene, kan et begynderforældre-par sammen med et begynderbarn bare leje en privat, dansktalende ski-lærer sammen. Det er også en god måde at lære at stå på ski – sammen. Har man et barn med, der så lille, at det endnu ikke kan lære at stå på ski, tilbyder Zillertal børnepasning i de såkaldte Zwergerl Clubs.

203 kilometer af pister i alle sværhedsgrader, 66 moderne lifte og et prisniveau, som er noget billigere end på mange af Østrigs andre skisportssteder, er skræddersyet til familieferie, der udover skiløb også byder på et væld af anderledes oplevelser.

Besøg for eksempel is-paladset, Nature Ice Palast, som ligger inde i den store Hintertux-gletcher. Børn fra 6 år må komme med – eller tag en fridag fra skiløbet og gå i badeland, hvor der er sjov for både børn og voksne.

Kom sovende og bæredygtigt på ski

Snälltoget med sovevogn kører i sæsonen 22/23 fra Høje Tåstrup station på Sjælland og direkte til de Østrigske Alper. Toget kører direkte til München og Salzburg, hvorfra det er muligt at køre videre med lokale baner til i alt 14 østrigske ski-byer. Undervejs kan man spise i den hyggelige restaurantvogn, mens toget kører igennem det smukke og skiftende landskab.

/by

Vild med Wien!

Og vild med dans? Så gå det nye år i møde i Wien, hvor både hyggelige julemarkeder og romantiske valseballer fylder byen i december og januar/februar.

Når mørket tidligt om eftermiddagen sænker sig over Wien, lyser alle byens julemarkeder op. Vintertide i en af Europas mest romantiske byer er en speciel oplevelse, og duftene af glühwein, brændtemandler, søde sager, lys og især de ikoniske, historiske bygninger, som danner bagtæppe for mange af byens julemarkeder, ses ikke flottere mange andre steder i verden.Wiens tradition for julemarkeder går mange mange år tilbage, og helt specielt er julemarkedet foranbyens store rådhus, hvor bl.a. en kæmpemæssigskøjtebane lokker til udendørs aktivitet.Indfødte Wiener-borgere er som alle østrigere gladefor al sport, der involverer sne og is, og skøjteløb er ingen undtagelse. Selve skøjtebanen breder sig over et 9000 m2 stort areal og går om man så må sige ”henover”selve det store julemarked, så man, mens man skøjter rundt, kan kigge ned på alle de herlige jule-boder. Forskellige kor optræder med julesange og gospel på forskellige tidspunkter af dagen/aftenen, og indenfor i selve rådhushallen er et stort områdededikeret til børn, hvor de bl.a. kan lære at bage jule-kager eller støbe lys.Julemarkedet ved Wiens Rådhus er åbent fra 19.november til 26. december.

Pompøst ved barokslottet

Ethvert julemarked i Wien har sin egen stil og sineegne kendetegn. Således også det legendariskejulemarked ved Belvedere Slottet, der i 1714 blevbygget af Prins Eugen på Wiens bedste byggegrund.Belvedere betyder udsigt, og slottet er opkaldt eftersamme. Belvedere slottet er et pompøst og overdådigt pralestykke af arkitektur i bedste barok-stil, og er man kunstinteresseret også, slår man to fluer med eet smæk ved et besøg. Her findes nemlig verdens største samling af GustavKlimt malerier, men også kunstnere som Egon Schiele og Oskar Kokoschka samt ligesindede fraWiens blomstringsperiode i 1850’erne og op til år1900 kan ses i rigt mål tillige med flere.På Belvedere-slottets julemarked er det traditioneltkunsthåndværk, udsøgte juledekorationer og lækredelikatesser, som er i højsædet. Men undlad altsåikke ved samme lejlighed også at kigge indenfor –evt. ved en rundvisning på selve slottet og nyd den fantastiske arkitektur og malerierne.Billetter kan købes på www. belvedere.atJulemarkedet ved Belvedere-slottet er åbent fra 18.november til 23. december.

Jul i de krogede gader

Overalt i Wiens gamle, smukke og krogede gader i centrum kappes julemarkederne i november/decem-ber om publikums gunst. På Karlsplatz kan man købe unikt kunsthåndværk, markedet på Stephans-platz ligger umådeligt flot med den store kirke som baggrund, og markedet Old Viennese, som har væretafholdt lige side 1772 – har den længste julekrybbe på hele 46 meter.Skal det være livligt og med live-underholdning også, byder markedet på Spittelberg (byens næststørstegå-gade) på alt indenfor det, og leder man efter den mest originale julegave til den udkårne, er det det trendy marked på Maria Theresien Platz, man skalbesøge. Endelig bør man heller ikke snyde sig selv for at se markedet ved Schönbrunn-slottet vest for byen.

Vals ind i det nye år

Hvert år ved nytårstide besøges Wien af mere end300.000 turister fra hele verden, som alene kommerfor at danse. For Wien er i de mørke måneder ikkealene kendt for sine fantastiske julemarkeder –endnu mere verdenskendte er de mange baller, som byen huser og har huset lige siden det 18.århundrede, hvor karnavalsballer var det store hit. Isærblandt byens adel, som iført masker og overdådigekostumer flirtede og valsede sig til kærlighed og måske senere ægteskab blandt ligesindede. Kompo-nisten Johan Strauss (den ældre) skrev den berømtevalsemusik, og den dag i dag danses der stadig lystigt til hans kompositioner – både blandt alle de lokale og altså også af en hel del turister.Således er afholdes der i de mørke måneder fra nytår og frem til slutningen af februar mere end 400 baller i byen. Traditionen med at at gå til valse-bal i det nye år er mange hundrede år gammel og blev faktiskogså en tradition for almindelige borgere og ikke kun for adelen, da Kejser Joseph den 2. begyndte at arrangere åbne baller i Redoute salonen på slottetHofburg.Kejseren tillod det almene borgerskab at efterligneadelens fornemme skikke, og det er de selvsammeskikke, som overholdes i dag: Stram drescode for alledeltagere, åbningsfanfare, indgangen for debutanter og debutant-inder samt opråbet ”Alles Walzer”. Der er balkort, skiftede musik, en kvadrille og til slut en formel ceremoni. Og rigtig mange unge Wiener-bor-gere går til dans hele året for netop at kunne kvalificere sig til at ”optræde/deltage” i disse fantastiskeballer.

Kage-bal, Kaffe-bal eller Opera-bal

Som turist kan man både deltage i nogle af ballerne– eller man kan nøjes med at kigge på. Begge dele eren storslået og særegen oplevelse, men billetterne er svære at få fat på. Derfor er mange baller i Wien nu organiseret af professionelle faggrupper. Kaffe-bryggernes Bal er blot et af dem, Konditorenes Balet andet – hvor der selvfølgelig serveres kager og søde sager til overflod, men for mange er WienerFilharmonikernes Bal i Wiener Musikvereins sal det allerstørste.Det er også herfra at Nytårskoncerten, som transmiteres til hele verden – afholdes. Og sidstnævnte koncert er det faktisk muligt at få billetter til. Koncertenfinder nemlig sted – fuldstændig identisk – hele tre gange – den 30. december, den 31. december og den1. januar. Er det alligevel ikke muligt, byder Wien på et sandt overflødighedshorn af andre klassiskekoncerter, både i byens koncertsale og i de mangekirker, hvortil billetter kan bookes via de traditionelle kanaler.Med hensyn til at danse ind i nytåret kan man med held bl.a. forsøge at booke bal-billet til Nytårsaften med det hele (middag osv) på www.silvestergala.com, som forklarer alt om hvor, hvornår, hvordan, dresscode osv.

Sacher-Torte og Gulasch

Gullash og wienerschnitzel, cafeer, kager og konditorier. Freud og psykoanalyse, de store romantiskevalse-komponister, Den Spanske Rideskole, fantasti-ske renæssance og barok-slotte og en bykerne, der erpå Unescos verdenskulturarvliste. Wien har det hele og mere til.Så hvad enten turen går til julemarkeder alene ellerogså strækker sig hen over nytåret – er der utro-ligt mange ting at foretage sig i Wien. I flæng skalnævnes, at man ikke må snyde sig selv for en tur på Naschmarkt, hvor man kan købe alt muligt lækkertspiseligt, eller et besøg i en Beisl, de gamle værtshusrestauranter, hvor der serveres lokale egnsretter så som Palatschinken eller Wienerschnitzler så store som selve tallerkenen. Drik også en ”Brauner” på en brun cafe, bliv fed af en Sacher Torte (kage) på et af Wiens mange flotte konditorier (på Cafe Sacher ved Den Spanske Rideskole serverer de den oprindelige version af kagen), eller besøg verdens enestegulaschrestaurant, som laver gulasch på 15 forskel-lige måder. Adressen er Schulerstrasse

/by

Luksus alene i den lollandske natur

Midt i den lollandske natur ligger Glashytterne, som har mere at byde på et luksushotelværelse. Her kan man i ro og mag studere mark og skov i naturligt panoramaformat samt få en række unikke naturoplevelser.    

”Vi ønsker at give vores gæster en unik oplevelse under hele opholdet i Glashytten. Det er vores bud på et moderne getaway-eventyr, hvor luksus og natur supplerer hinanden. Hytten ligger helt isoleret og ugeneret midt i naturen og er smagfuldt indrettet med kvalitetsmøbler, udført i lækre materialer,” fortæller Michael Rubio, der sammen med sin hustru Hoa Pham, står bag Glashytterne på Lolland. Egentlig ønskede parret, der begge har arbejdet mange år i Novo Nordisk, at opføre flere glashytter til overnatning i Bønderskov, der er på 4 hektar, men for at opføre glashytterne i selve skoven, kræves der dispensation fra Skovloven, som Miljøstyrelsen har givet afslag på. Den afgørelse har parret anket. Mens de venter på afgørelsen fra klagenævnet, har de i stedet valgt at opføre en pilotglashytte lige uden for skoven. Men hvad får to karrieremennesker, der bor i Søllerød, til at opføre en glashytte midt i den lollandske natur?

Nydt at overnatte unikke steder
”Min hustru Hoa og jeg har rejst rundt i hele verden og altid nydt at overnatte unikke steder. Som mange andre nød vi at være i naturen under corona nedlukningerne. I den periode begyndte vi at kigge efter et sted, hvor vi kan opholde os tættere på naturen og nyde freden. Ved Birket på Lolland fandt vi først et lille hus, som vi købte og renoverede. Siden da kom vi i kontakt med naboerne, der ejede de omkringliggende skovparceller, som vi efterfølgende købte. Skovparcellerne, som samlet hedder Bønderskov, har et kæmpe potentiale til naturovernatning, hvorfor vi fik idéen til at skabe en slags unik turisme herhjemme, som vi havde savnet. Det blev til projektet ”Glashytterne på Lolland”. I Danmark er glamping blevet meget populært de seneste år, men vi ønskede noget mere ekstraordinært. Folk skulle have en luksusoplevelse af at være alene i naturen – året rundt uden at give afkald på komforten”, siger Michael Rubio.

200 år gammel lov i vejen
Den indgangsvinkel synes Lolland Kommune var rigtig spændende og har givet sin fulde opbakning til projektet. Desværre er Bønderskov underlagt Skovloven etableret i 1805, hvis formål var at beskytte skove mod rydning, forhugning, kreaturgræsning m.v. Den dag i dag er loven strengt håndhævet, og praksis for dispensation er meget restriktiv.  Derfor må man stort set ikke anlægge noget i fredskovene i dag. Men myndighederne har alligevel tilladt, at man godt må bygge et skovtårn med 300.000 årligt besøgende midt i fredskov samt trætophytter, skovbørnehaver og klatrebaner osv. ”Vi har ansøgt Miljøstyrelsen om dispensation til vores projekt, men har fået afslag. Dette afslag har vi anket, men har endnu ikke fået nogen afgørelse,” oplyser Michael Rubio.

Stor succes fra start
Glashyttens udlejning startede for tre måneder siden. Egentlig ville parret starte med at teste konceptet af med familie og venner, men de fik hurtigt reelle bookinger – også fra flere steder i Europa. Det er endt med, at næsten hele juli, august og september blev fyldt op med bookinger. Folk er virkelig positive og oktober er også allerede godt booket. Mange vil gerne ud i naturen, men de ønsker ikke overnatte i et shelter eller på en campingplads. ”Hos os kan du stille bilen 50 meter væk og derefter være alene i naturen. Glashytten er lækker luksus med de bedste brands og er komfortabel at være i. Du er ude i naturen og samtidig indenfor. Det er en oplevelse man kan give sig selv eller andre. Vi er allerede blevet udpeget som ét ud af kun 17 unikke overnatningssteder i Danmark af VisitDenmark. For os giver det mening at komme ud og få unikke naturoplevelser i Danmark. Vi er herhjemme meget opmærksomme på naturen, og den spiller en stadig større rolle for vores velvære. Så det er mærkeligt, at en over 200 år gammel lov skal forhindre, at vi opfører nogle glashytter i skoven, selvom vi hverken fælder træer eller på anden måde skader skoven” konkluderer Michael Rubio.

/by

Paradis med flere virkeligheder

Der er tæt på 1200 af dem, og hvis ikke verden passer mere på klimaet, vil de om få år være forsvundet. Mange kalder dem for paradisøer, men ”paradiset” har flere ansigter. For på nogle af må man drikke alkohol, bade halvnøgen og opføre sig som en almindelig vesterlandsk turist, mens man på andre af øerne end ikke må tro på det, man vil.

Det er naturligvis bounty-øerne Maldiverne, vi taler om. Et besynderligt ferie-paradis, som Liebhaverboligen har besøgt begge sider af.

Den ene virkelighed: 

 Palmerne svajer næsten lydløst i den stille vind, sandet er kridhvidt og en tjener er ved at gøre badet klar.

På bordet i den store strandvilla, som er bygget på pæle i det turkisblå vand, står en flaske champagne og senere vil der blive serveret en romantisk middag kun for os to i solnedgangen, og vi behøver ikke løfte en finger. Dagene går med at dase og blive opvartet at villige tjenere, og øen er ikke større end at vi kan gå den rundt på kort tid.

Tiden står tæt på stille, tanker er toldfri og mange eftermiddage går med at vi snorkler og kigger på funklende, farvestrålende koraller, dykker eller for den sags skyld surfer på gode bølger, som findes ved et rev kun en kort sejlads fra øen. Gider vi ikke spise på stranden, eller gider vi heller ikke selv dykke ned for at se fisk, kan vi blot besøge undervandsrestauranten. For sådan en er her også. Nedsænket i havbunden kan vi sidde ved fine dækkede borde omgivet af havbund, som ses gennem store glas og se de mange fisk svømme rundt, mens vi spiser.

Vi er på øen Dighu i Male-atollen. Blot et ud af mange, privatejede, luksus-frie-paradiser – dette ejet af Anantara gruppen, et hotel-imperie, som ejer luksusresorts over hele verden og altså også et par stykker på Maldiverne.

…og den anden virkelighed:

Moskeen er helt hvid, ren og enkel i sin arkitektur.

Lyset falder i striber ind over det hvide marmorgulv og rammer kvinden, som lydløst sidder på knæ i dyb bøn. Et øjeblik af fuldendt stilhed, som dog brat hører op, da der i næste sekund pludselig lyder barnestemmer fra alle hjørner af moskeen.

Fine og tynde er de, stemmerne. Og nu mumler de en masse uforståelige ord. Om og om gentages de samme sætninger i en lang recitation.For her i hovedstaden Males største moske – Det islamiske Center – træner netop i dag en række småpiger i læsning af koranen.

-Jeg kan vinde en konkurrence og komme i tv, hvisker kun ni-årige Alina med et smil, da hun bliver spurgt om, hvad hun laver. Hun er spinkel, klædt i lang, blå kjole med et stramt tørklæde om ansigtet og træner altså i dag til en slags X-Factor-konkurrence i koranlæsning.

-Jeg håber, jeg vinder, siger hun genert, inden hun igen kaster sig ud i recitationen af de hellige ord.

Drømmen

Maldiver er en drøm for mange at komme på ferie i.

Og billedskønne er de billeder, vi ser i reklamerne for luksusferier på de smukke bounty-lignende øer. I alt 1190  er der af dem, øerne, og mange af dem er ubeboede. På godt 200 af dem lever  de lokale, og på lidt over andre 50 øer er der indrettet ferie-paradiser. Som man kan komme på ferie i og få en sand Robinson Crusoe oplevelse af at bo på en næsten øde ø – dog med tjenere på hver en finger og på ingen måde overladt til sig selv. Her kan man få serveret den lækreste mad, drikke de dyreste vine og stirre ud over havet lige så længe man lyster uden at blive forstyrret – men man kan også kede sig. Og sker det …. er der heldigvis andre oplevelser at hente på de lokale øer. Oplevelser langt fra de glansbilledagtige turistøer, hvor prisniveauet i øvrigt oftest også er meget højt. Og i de senere år er flere og flere rejseselskaber derfor begyndt at markedsføre den anden side af Maldiverne også.

Religionen

Maldiverne i Det Indiske Ocean, den mindste selvstændige nation i Sydasien, indeholder nemlig et parallelsamfund, som det absolut er værd at opleve begge sider af.

I et land hvor Islam er den eneste tilladte religion, og hvor censureret tv og radio afbrydes fem gange om dagen, fordi der kaldes til bøn, lever den almindelige maldiver et ganske anderledes liv.

Uden svinekød, alkohol eller ugeblade med bare antydningen af en afklædt kvinde/mand er hele det store ø-rige opdelt i 26 atoller (øgrupper), hvor de fleste ernærer sig ved fiskeri, mens andre dyrker kokosnødder, bananer og andet grønt.

 Officielt findes der ingen andre trossamfund end Islam på Maldiverne. Og skulle man få lyst til at være en frafalden, bliver man ekskluderet fra dagliglivet, indtil man er kommet på rette spor igen. Det er ganske enkelt umuligt at leve her, hvis ikke man er dedikeret sunni-muslim, og ejer man en kristen Bibel, kommer man i fængsel.

Alle beboede øer har en lokal chef, som er udpeget af regeringen, og denne chef har en række hjælpere. Lokale politi findes ikke udenfor hovedøen male,og øboerne holder selvjustits.

Historien

Maldiverne har bekendt sig til Islam siden 1153, hvor kongen konverterede og blev ørigets første sultan.

Før den tid var det et buddhistisk samfund, men i dag er alle tegn på anden religiøs tilstedeværelse end lige netop Islam fuldstændig forsvundet fra bybillede i både Male og på de lokale øer. Eneste sted, hvor artefakter fra maldivernes før-islamiske-tid findes er på Males Nationalmuseum, som bryster sig af at være nationens eneste museum.

Maldiverne regeres også efter sharia-lov. Selvom øerne har været besat af både portugiserne og briterne, er de aldrig blevet koloniseret, og i 1965 slap de også fri af det britiske protektorat, som ellers havde omfattet dem siden 1887.

Tre år senere – 1968 – blev sultanatet afskaffet og øerne udråbt til republik. Republikken har siden haft vekslende præsidenter, bl.a. den reformvenlige præsident Mohamed Nasheed, som efter 30 års militærdiktatur blev Maldivernes første demokratisk folkevalgte præsident.

Senere er han dog blevet afsat ved, hvad nogle mener var et politisk kup, bl..a blev hans reformvenlige politik anklaget for at udvande landets muslimske værdier, og i dag hedder præsidenten derfor Ibrahim Mohamed Solih. Præsident Mohamed Nasheed lever i politisk asyl i Storbritanien.

Udenfor resort-øerne

I de senere år er det at besøge de lokale øer på Maldiverne blevet populært, især blandt børnefamilier og helt unge, som ikke nødvendigvis synes, det er et must at have egen tjener, egen villa, og adgang til alkohol.

 En del rejsebureauer tilbyder derfor både hjælp til at reservere på de lokale øer, som har små hoteller bygget til formålet, og andre igen tilbyder også en ”begge-dele” oplevelse. Altså prøv først luksus-resortet og bo derefter på en af de lokale øer.

Men hvis man eksempelvis har indlogeret sig på et luksusresort i den nordlige del af atollerne, kan man også sagtens selv lave sin egen lokal-ø-oplevelse.

Vi boede på øen Dighu og herfra er det let at komme til hovedøen Male, hvor i øvrigt også alle fly lander i ø-rigets hovedstad af samme navn.

Male

Der bor godt 133.000 mennesker på Male, og fra vandsiden ligner øen et mini-Manhattan med mange – efter maldiviske forhold – høje bygninger, som danner en farverig skyline. Og et besøg her er en rigtig god udflugt til ”det andet Maldiverne”, hvis det afslappede liv på luksusresortet bliver for kedeligt.

Normalt lukker maldiverne ikke turister ind i deres moskeer, men klæder man sig efter landets skikke, dvs. pænt og tækkeligt med lang nederdel og en løs top med lange ærmer og gerne et tørklæde om håret – får man som regel lov at komme ind alligevel. Og netop den store hvide ”Fredags Moske”, som ligger ved Det Islamiske Center er værd at besøge. Male har i øvrigt også en fin havnefront, hvor det er hyggeligt at slente en tur, drikke en kop te på et lokalt the-hus og ellers se på de lokale fiskere.

Fiskemarkedet i Male er også fint at besøge, livligt og farverigt og lige ved siden af det ligger et bazarområde, hvor man kan shoppe souvenirs og kunsthåndværk – ligesom et grøntsagsmarked også byder på lokale oplevelser. Og selvom nogle guidebøger siger det modsatte, så er Maldiverne søde og høflige og vil rigtig gerne snakke med fremmede.

Nationalmuseet er Maldivernes eneste museum og udstiller ting og sager, der har tilhørt tidligere sultaner. Her findes også en del arkæologiske fund, som fortæller historien om Maldiverne, og i nærheden af museet ligger også Sultan Park – en stille have, som ofte bruges som picnic-område, og hvor man også kan opleve lokalt folkeliv.

På egen hånd

Siden 2010 har  også en del af Maldivernes lokale øer fået lov at modtage  turister. Det har givet nye muligheder for at opleve paradis-øerne og den virkelige virkelighed til langt billigere priser, men vælger man ”lokal-ø oplevelsen”, skal man være opmærksom på, at det på ingen måde er tilladt at nyde eller købe alkohol. Ligesom man heller ikke som kvinde må bade uden at være behørigt tildækket. En del af øerne har dog en såkaldt bikini-strand”, hvor man gerne som kvinde må bade i almindeligt badetøj, men ellers er opholdet på de lokale øer – skik følge eller land fly. Der er som sagt mange øer at vælge imellem, men nemmest er måske at besøge de øer, som kan nås med båd fra Male.

Meget populær er øen Maafushi, som både har et stort udvalg af mindre hoteller og restauranter. Maafushi har også en fin bykerne med mange, farvestrålende huse, og øen har også en god legeplads, hvis man rejser med små børn, og så er her en fin bikini-strand. Man kan komme til Maafushi på ca. 45 minutter med speedbåd fra lufthavnen i Male.Mest lokal er øen Fulidhoo, som også har det smukkeste vand. Og rygter vil vide, at der bor djævlerokker ved den lokale strand. Utroligt smukke at se på og måske snorkle ved siden af, hvis man tør. Til gengæld er spisemulighederne ikke mange på øen, men mulighederne for at få en virkelig lokal oplevelse her er gode, fordi øen ikke modtager så mange turister.

På de fleste af de lokale øer kan man også tilkøbe ture af forskellig art. Prisniveauet og kvaliteten af oplevelserne svinger fra ø til ø, men har man lyst til at snorkle på egen hånd er øen Ukulhas værd at besøge. Øens store strand har et stort  lokal rev, som rummer mange fine farvestrålende fisk.

Mange danske rejsebureauer tilbyder ture til Maldiverne. Rejserne går fortrinsvis til de mange resort-øer, hvor temaet  er luksus og priserne også derefter. Men her kan man bade som man vil og leve uden hensyntagen til øerne islamiske kultur. Som et af få danske bureauer tilbyder  rejsebureauet Rejselyst, www.rejselyst.dk dog også rejser til både resort-øer og lokale øer.

Maldivernes godt 1200 øer ligger spredt over et 90.000 kvadratkilometer stort område i Det Indiske Ocean. Øerne er alle skabt af koraller, delt af laguner og så lavt liggende, at det højeste punkt i ø-gruppen kun er godt 2,5 meter over havoverfladen. Dermed er den globale opvarmning et af Maldivernes største synlige problemer, og gøres der ikke noget, vil øerne med tiden ganske enkelt forsvinde

Er man mest til luksusudgaven og en resortoplevelse af Maldiverne er det blot at google ordet Maldiverne.

Vil man selv strikke sin tur sammen og hellere besøge de lokale øer, kan man se og booke overnatning/oplevelser på eksempelvis www.booking.com eller www.tripadvisor.dk. Hotelpriserne på de i artiklen nævnte øer spænder fra godt 450 d.kr til ca.1000 d.kr. pr overnatning. Bl.a.  Turkish Airlines og Qartar Airways flyver i skrivende stund direkte mellem København og Male på Maldiverne.

Et andet og mindre synligt problem for Maldivernes overlevelse, kan vise sig at være landets politiske udvikling. For Maldiverne er en nation med to forskellige ansigter. Et parallelsamfund med to forskellige værdisæt – resort-øernes ubekymrede luksusliv og de lokale øers strenge islamiske småsamfund. Se dem begge  – inden det er for sent.

/by

Fremsynet ferieparadis

Under den sidste finanskrise fra 2008 – 2010 faldt antallet af gæster i den spanske ferieby Benidorm drastisk. Nu strømmer turisterne igen til byen, som har tilbud til alle slags gæster og  store teknologiske drømme om at være fuldstændig målrettet turisternes ønsker.

Landskabet på vejen fra lufthavnen ligner noget fra en western-film. Tørt, øde og ensomt. Imellem græstotterne ses kun enkelte lave huse, men så dukker de op i horisonten: Skyskraberne. Som et fatamorgana i en ørken sitrer synet af dem i varmen. Høje, slanke og nærmest amerikanske står de og ligner et lille Manhattan ”in the middle of nowhere”. Skulder ved skulder med det dybbål hav som baggrund –  et lille Dubai i Spanien.

Benidorm på Costa Blanca-kysten, tæt på den smukke havneby Allicante er indbegrebet af sol og ferie. Fra mit vindue på hotel Villa Del Mar kan jeg høre bølgerne bruse, og nedenfor ligger havet bredt og vidt, og der er kun få skridt at gå over vejen – så er man på stranden.

Det er let at være turist i Benidorm. For rejsemålet er bygget til formålet og rent faktisk skræddersyet til at rumme alle slags feriegæster. Og dertil med et klima, som de fleste kan lide.

Om sommeren når varmen koger op mod de 30 grader, er det de unge, som fester igennem. Og i efterårsmånederne og om foråret er byen et eldorado for seniorer af alle slags. Så skifter Benidorm ansigt fra total party destination til stille by, og folk fra 50+ og opefter befolker det tegnebordsskabte sommerparadis.

Fremsynet borgmester

Benidorm på Costa Blanca-kysten i Allicante-provinsen ligner ikke nogen andre solkystdestinationer i Spanien.

Men det var hertil at nogle af de allerførste charterrejser gik til for snart mere end 60 år siden.

Fra at have været en søvnig fiskerby i flere århundreder forvandlede byens borgmester Pedro Zaragoza Orts nemlig på få år Benidorm til landets største turistmål. Blandt andet ved, som et som et symbol på på modernitet og fremadrettet byggestil, at lade byen vokse mod himlen, samtidig med at han målrettede byen masseturisme. På ligestillingssiden var Orts også moderne indstillet, og historien fortæller, at han egenhændigt kørte på sin scooter til den spanske hovedstad  Madrid for at overbevise General Franco om at kvinder skulle have lov til at gå i bikini.

Begge dele – både drømmen om de høje skyskrabere og kvinderne i bikini lykkedes det for Orts at overbevise General Franco om, og i dag præger en imponerende skyline derfor Benidorm. Kendte kendte spanske arkitekter kappes stadig om at få lov til at tegne fantastiske himmelstræbere til byens fortsatte udvikling i højden, og jævnligt besøger arkitekturstuderende byen for at beundre de mange skyskrabere.

Smukke strande og forelskede par

Benidorm og dens atypiske skyline ligger smukt placeret midt imellem to smukke, brede sandstrande, flankeret af høje bjerge bagved.

Midt i byen ligger resterne den oprindelige fiskerby på en lille bakke og ”deler” på den måde byen i to halvdele.

Playa de Poniente hedder stranden mod sydvest, og Playa de Levante  hedder stranden mod nordøst. Den roligste del af stranden på Poniente-siden ligger klart tæt oppe mod den gamle fiskerby, og det er da også her at de fleste seniorer bor – når det er sæson for dem i Benidorm.

Og for seniorerne er Benidorm et scoop. Forelskede par fra 50 år og op til tæt på 90 ses gående hånd i hånd. Ældre mennesker suser afsted på el-løbehjul, og mange kvinder i den alder, hvor tyngdekraften for længst har sat ind – bader og soler naturligvis topløse. For de er børn af  hippie-tiden og kvindefrigørelsen, og i Benidorm kan de fortsat være ”unge”. Og det er de. De har simpelthen en fest, og for Liebhaverboligens udsendte var en meget dejlig oplevelse at se så mange ældre mennesker samlet om at holde ferie – ganske som de gjorde det, da de var unge. Selv for de som er dårligt gående, er det let at holde ferie i byen. Handicapscootere kan lejes, og strandpromenaden er forberedt, så man snildt kan køre aftentur og se solnedgang – uden at være til gene for andre på de brede fortove.

Tapas og udsigt

Selvom Benidorm er en skyskraber-by og blandt andet har Europas højeste hotel, er her også lave huse. De ligger i den gamle by, som er populær at besøge ved aftensmadstide. Små smalle gader huser i massevis af restauranter, som serverer tapas i alle afskygninger, og er man mere til en drink og en solnedgang – er det let at finde en hyggelig bar på byens højeste punkt ved det gamle kanonbatteri.

Herfra er der er en fantastisk udsigt ud over havet, og heroppefra kan man også se den lille ø Isla de Benidorm, hvortil der går både med glasbund i rutefart – måske interessant for de som er interesserede i fisk og fauna.

Luksushoteller af den dyreste slags, men også langt mere prisvenlige hoteller, golf og tennis, arrangerede gå og cykel-ture, gratis morgengymnastik på stranden, i massevis af restauranter og barer med mad i alle prislejer og kvaliteter – alt det er er masser af i Benidorm.

Men byen tilbyder også helse- og wellness-turisme og har gjort det  mere end 100 år. I dag valfarter mange med sygdomme som gigt, astma og knogleskørhed stadig til Benidorm, hvor hele to privathospitaler står klar med ekspertise og hjælp, og mere end 20 hoteller tilbyder wellness i form af slankebehandlinger, antistress-aromaterapier og kort og godt afslapning og velvære i luksuriøse omgivelser.

Det grønne og autentiske bagland

En charterdestination – ja. Det kan man ikke komme udenom, at Benidorm er. Men bare få kilometer inde i baglandet – bag byens besynderlige, men flotte skyline, ligger det gamle Spanien stadig, hvis man får nok af badebyens overflod.

Ældgamle byer som La Villa Joiosa, Altea, Denia og Rávea byder på stejle gader, gamle kirker,  ægte, spansk autencitet og stilhed. Og endelig kan man jo også besøge Costa Blanca kystens  smukke by Allicante – både tog og busser går direkte fra Benidorm. I bil tager det ca 35 min., med toget godt 45 min.

Benidorm for børn:

Også børnefamilier er velkomne i Benidorm. Byen har udover de børnevenlige, brede sandstrande også adskillige temaparker, som kan begejstre både små og store. Bl.a. byder dyreparken Terra Natura på over 200 forskellige dyr, som lever i rekonstruktioner af deres naturlige habitater så som laguner, skove og sandklitter. Mundomar er navnet på en maritim temapark, hvor der dagligt er delfinshows, søløveshows og rent faktisk også en gruppe papegøjer som optræder. Terra Mitica er endnu en temapark, forklædt som antikkens Grækenland med en indlagt Nilflod – floden er naturligvis  en ”forklædning” for adrenalinsusende vandrutchebaner og  alskens andet vildt og underholdende forlystelseshalløj.  Og sidst men ikke mindst har Benidorm Europas største vandland. Det hedder Aqualandia og har bl.a. en mørklagt vandrutchebane, en miniudgave af Niagaravandfaldet, en flod fra Amazonasjunglen man kan sejle på,  og mægtige Stillehavsbølger man kan surfe på.

Se mere på www.benidorm.terranature.com, www.mundomar.es , www.terramitcapark.com , og www.aqualandia.net

Den intelligente by

Som den første turistdestination i Spanien og den første i Europa i øvrigt –  er Benidorm blevet  en ”Smart City” destination”.

Begrebet ”Smart City Destination” er opfundet i USA, hvor flere byer allerede er ”Smart Cities”, og konceptet går kort fortalt ud på, at sensorer installeret overalt i byen og i infrastrukturen til og fra måler, registrerer og fotograferer alt lige fra hvor mange mennesker og hvilken slags (alder, køn, kulturel baggrund, seksuel orientering osv.), der er i byen i en given periode, til hvor meget vand, lys og varme de bruger, hvor meget skrald de producerer, hvor meget mad og hvilken slags de spiser, hvilke forlystelser de foretrækker osv. osv. Resultatet skulle gerne kunne forbedre, ja nærmest skræddersy den allerbedste, fremtidige turistoplevelse for den enkelte bruger og samtidig også hjælpe byen til aldrig at være i mangel på noget som helst. En stor tryghed for turisterne, mener opfinderne bag konceptet, andre vil måske tænke ”overvågning”.

Se mere på www.mocaplatform.com og www.benidorm.org

Rejsefakta:

Både Spies, www.spies.dk, TUI, www.tui.dk og Sunweb, 222.sunweb.dk har pakkerejser til Benidorm.

Læs mere om Benidorm på www.visitbenidorm.travel/EN/

/by

Hold ferie hjemme i dine luksusboliger i Europa!

I MyHomes’ nye MH14 Premium-forening bliver du ejer af en luksusvilla med pool i Marbella, et klassisk landhus med pool i Piemonte, en udsigtsrig lejlighed ved Den franske Riviera, en lejlighed i De franske Alper og en bolig på Mallorca.

Alle steder med god plads til venner, familie og de helt store ferie oplevelser.

Ejerskabet deles med andre rejseglade familier, uden at gå på kompromis med fleksibilitet i feriekalenderen.

MyHomes finder, køber, renoverer og indretter dine boliger og står for den efterfølgende drift og servicering, så du kan nyde din ferie fra første til sidste sekund.

Få meget mere at vide og mød MyHomes teamet på informationsmødet, som afholdes hos Eberhart Furnitures i deres skønne showroom i Erik Hermansens Gaard på Kronprinsessegade 8, 1306 København d. 8. september kl. 17:30 – 20:00

 

Tilmeld dig mødet her: https://myhomes.dk/informationsmoede/

/by

Tag ud i naturen

Vi guider til nogle af Nordsjællands plantager, parker og skovområder, der er et besøg værd til en vandretur eller cykeltur.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland

Den imponerende nordsjællandske nationalpark byder på en enestående, varieret natur. Med sine 263 kvadratkilometer er parken den næststørste af Danmarks fem nationalparker – kun overgået af Nationalpark Vadehavet. Kongernes Nordsjælland rummer blandt andet en af Danmarks største skove – nemlig Gribskov, hvor man også finder den største bestanddel af dådyr. Området er kendt for sin meget varierede natur med søer, strandenge, moser og klitlandskab, og cirka 70% af nationalparken har fået status af at være et helt særligt område, hvor man passer på truede og sjældne dyrearter og planter.

Vigtig viden: Nationalparken rummer Esrum Sø og Arresø, der er Danmarks to største søer. Samtidig finder du Kronborg, som en del af nationalparken.

Eventyrlig skov

Tag på en eventyrlig skovtur til Troldeskoven, der er en del af Tisvilde Hegn. Her kan du opleve gamle, krogede og knortede skovfyr, som kan dateres helt tilbage til 1700-tallet. Skoven blev fredet allerede for over 100 år siden og er bestemt et besøg værd. Når du går rundt mellem skovens gamle træer, får du let en følelse af at være i en helt anden verden. Vigtig viden: Det er højst sandsynligt den kraftige vind fra Kattegat, der har formet træerne, dengang de var helt unge. Samtidig har træerne været angrebet af fyrreviklerens larver, som har udhulet træerne og været med til at forme dem på forunderlig vis.

Et stykke af Rusland eller?

Lige ved Rudolph Tegners Museum og Statuepark finder man et smukt og  kuperet hedelandskab, der har fået navnet Rusland. Landskabet er fredet og strækker sig over 260 hektar bestående af lyng, enebær og spredte fyrretræer. Tag madkurven og vandreskoene med på tur rundt i landskabet, hvor man fra bakkerne har en smuk udsigt ud over Kattegat.

Vigtig viden: Rusland er også en del af Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Det lidt aparte navn bunder i stedets afsides beliggenhed.

Smuk plantage

Lige midt imellem Liseleje, Asserbo og Tisvildeleje finder du Asserbo Plantage, der blev etableret i 1884, som en udvidelse af Tisvilde Hegn. Plantagen er beplantet af utroligt smukke skovfyr og lidt få grantræer indimellem. Interesserer du dig for dyreliv, insekter og planter, er skovbunden rig på det hele. Og der dukker hele tiden nye arter op. Er du helt stille en sen sommeraften, kan du måske endda være heldig at høre den sjældne natravn synge.

Vigtig viden: Træernes formål er at holde på sandet fra kysten, der tidligere gjorde området plaget af sandflugt.

Tag på ø-tur

Har du selv en båd liggende langs kysten, er det oplagt at tage på vandretur på den svenske Ø Hven, der ligger lige ud for Nordsjællands kyst. Øen er kun 4,4 km lang og 2,4 km bred og på blot tre timer kan du have t hvilket er en helt særlig oplevelse. Især på grund af de imponerende, stejle skråninger – eller bakkefald – ned mod havet, omslutter hele øen og som nogle steder er op til 40 meter høje.

Vigtig viden: Du kan sejle til Hven fra København eller Helsingør, hvis du befinder dig på Sjælland

/by

Rejsereportage fra Sverige

,

I nabolandet Sverige er de vilde med haver. Af alle slags. Slotshaver, barokhaver, rosenhaver, renæssance-haver og finurlige haver skabt af kendte havefolk og ditto kunstnere. Alligevel er det en  en – i hvert fald rent udseendemæssigt set – langt mere ydmyg svensk have, som er den mest interessante.

Her er humlehave og æblegård. Lystgård, prydhave, urtegård, kålhave, stokroser, enge, stier, heste, får og køer – og det hele ”skabt” af et ægtepar som for lang tid siden besluttede at vie deres liv til at fortælle om og ikke mindst vise alverden, hvad det var som optog en af Sveriges mest kendte videnskabsmænd, botanikeren, lægen og zoologen Carl von Linné, i sit livsværk. Manden, som ”opfandt arterne”. Stedet hedder Linnés Råshult og ligger nær Älmhult i det sydlige Sverige.

Gården er åben det meste af året og er et 42 hektar stort kulturreservat med særlig historisk værdi og fokus på at levendegøre og vise det tidlige 1700-tals landskab, som det så ud da Carl von Linné blev født. Stedet aspirerer til at komme på Unescos Verdensarvsliste, og dagligt er der rundvisninger, som fører den besøgende ind i og tilbage til den oplysningstid i Europa, som Carl von Linné var en del af. Og hvis forskning var banebrydende.

Søn af en præst

Carl von Linné blev født på gården Råshult i 1707. Og som søn af en præst, der selv var meget optaget af natur og botanik, var det måske derfor ikke overraskende, at barnet Carl selv udviklede en stor kærlighed og interesse for samme.

Og da Linnes far – som præst i et lille samfund – sideløbende havde den vigtige funktion at være kundskabsformidler for sognets beboere, lærte Carl tidligt, at naturen indeholder en stor og vigtig viden om liv og næring, som han både kunne se, smage på og forundres over.

Bl.a. var Carls fars præstehave et skatkammer af lægeurter, og selvom faderen helst ville at lille Carl skulle følge i hans fodspor og blive teolog også – var det dog studierne i naturens mysterier, som kom til at optage Carl von Linné mest.

Carl von Linné

Han ”opfandt” arterne og racerne

Resultatet af Carls studier blev et nyt system til at artsbestemme og klassificere dyr og planter efter et latinsk dobbeltnavne-system, som vi anvender den dag i dag. Og som bygger på, at alt liv skal bære en videnskabelig betegnelse med to navne: et slægtsnavn og en artstilføjelse.

Systemet fik navnet ”Systema Naturae” og blev første gang publiceret i 1735 og er siden revideret 10 gange op til 1758.

 I værket opdeler Carl von Linné ethvert dyr og enhver plante som tilhørende en art.

Arter, der ligner hinanden, tilhører en slægt, der igen samles i en højere kategori. Eksempelvis tilhører arten musvåge slægten ”buteo”, der tilhører familien ”høgefugle”, der tilhører ordenen ”rovfugle”, der tilhører klassen ”fugle”, der tilhører klassen ”hvirveldyr”.

 Det såkaldte seksualsystem – inddelingen af planter efter deres frugtanlæg (støvdragere og støvfang) – er også skabt af Carl von Linné og ligeledes beskrevet i værket ”Systema Naturae”, som også beskæftiger sig med en opdeling af menneskeheden i forskellige  racer med tilhørende mentale karaktertræk.

Bl.a. mente Carl von Linné, at indianere var hidsige, afrikanere var sløve, og europæere var glade. At Linné klassificerede mennesker og satte dem i samme slægt som aberne, forargede naturlivis kirken i samtiden, og Linné blev på et tidspunkt bandlyst af paven. Dog uden større virkning, for han fortsatte ufortrødent sit arbejde indtil sin død i 1778.

Står som dengang

På Linnés Råshult kan man i dag få en fornemmelse af de omgivelser, som Carl von Linné blev født ind i. Barndomshjemmet står som dengang, og det samme gør haverne og de store engarealer omkring den ydmyge præstegård.

 Siden 1988 har ægteparret Michaelsson nemlig ved stort slid og en næsten ”linnesk” kærlighed til naturen ført landskabet tilbage, som det så ud dengang i 1700-tallet.

 Selv de vækster, som voksede på Carl von Linnés tid kan den besøgende finde i både urtegården, humlehaven, kålhaven og prydhaven. Ud fra en vækstfortegnelse, som Linné lavede i vinteren 1731 over samtlige de vækster, som var i hans fars have, har ægteparret genskabt alt. Nogle af væksterne har de bl.a fundet frø fra i jorden på stedet og fået dem til at spire igen.

I urtehaven kan man derfor se alle de lægeplanter og krydderurter, som blev brugt medicinsk i Linnés samtid, mens man i kålhaven ser mangfoldigheden af de grøntsager, som blev spist i et præstehjem i 1700-tallet.

 I humlehaven ses naturligvis humle i store mængder, for det var langfra kun til ølbrygning, at humle blev dyrket. I Sverige var det i 1700-tallet vedtaget ved lov at dyrke humle, blandt andet fordi man brugte humle til konservering af madvarer.

 Lysthaven er et kapitel for sig. I 1705 skabte Carl von Linnés far, præsten Nils Linné, en lille, helt speciel have som en kærlighedsgave til sin hustru. Haven forestiller et middagsselskab med dækket bord og otte gæster placeret på stole rundt om bordet. Buske og træer forestiller naturligvis gæsterne og forskellige planter forestiller madretterme.

Cafeteria og butik

 På hele det store areal som Linnés Råshult dækker over, findes der 11 kilometer afmærkede vandrestier fordelt på tre ruter, som leder den besøgende rundt i den spændende have/kulturlandskab. Alt på stedet dyrkes den dag i dag, som man gjorde det på Linnés tid, og i det hyggelige cafeteria kan man købe en økologisk frokost, lavet af de råvarer, som man dengang brugte i husholdningen på præstegården. Udenfor cafeteriet kan børn lege i og forundres over naturen i Carls have – en tro kopi af en lille have, pyntet med fine dyrefigurer, som Linnés far i sin tid lavede til lille Carl.

Hele Familiens Linné flyttede senere til Möckelnäs, hvor der i 2007 blev opført et orangeri og i 2009 bygget et kundskabscenter tilegnet Carl von Linné. Kunskabscentret i Möckelnäs ligger kun få kilometer fra Råshult og byder på en herregård, hvor man kan overnatte, fantastiske haver, samt vekslende udstillinger om Linnés livsværk og forskningsrejser.

Rejsefakta:

Om åbningstider på Linnés Råshult se mere på www.linnesrashult.se.

Gården har udover cafe, som serverer kaffe og frokostretter, også en lille butik, der sælger diverse interessant litteratur om Carl von Linné. I sæsonen er der også både foredrag og forskellige arrangementer.

Byen Älmhult er i øvrigt byen, hvor Ingvar Kamprad i 1953 grundlagde møbelfirmaet IKEA – først som postordrefirma. Hele møbelfirmaets historie kan i dag fås i et IKEA-museum, som er indrettet i byens gamle varehus. Hele 4 etager fylder udstillingen.

IKEA-museets adresse er: Ikeagatan 1, 343 36 Älmhult. Der er åbent hver dag fra 10-18, dog ikke den 24.12, 25.12 og 31.12.

/by

Luksusferie med god samvittighed

Spanien kan byde på nogle af Europas smukkeste togrejser. I togvogne, der ligner noget fra en film fra det forrige århundrede, men som hvad angår luksus og komfort så absolut matcher nutiden. Så oplev det smukke Baskerland, Andalusiens charmerende landskaber eller pilgrimsbyen Santiago de Compostela med både guide og gourmet-mad, mens toget fragter dig klimavenligt gennem landskabet.

Dadadum, dadadum, dadadum.

Den rolige lyd af tog mod sveller, som langsomt, men sikkert tilbagelægger kilometer efter kilometer gennem grønne landskaber er meditativ. I spisevognen med de små lamper og de røde plysstole serverer en tjener iført hvide handsker gourmet-mad, og efter middagen er der snak og mingle i baren. Et smil og en G & T – i toget kan man kan møde nye venner. Dadadum, dadadum, dadadum.

Udenfor vinduerne skifter himlen farve efter døgnets rytme, og der stoppes på fremmede perroner i fremmede byer. På en togrejse kan tankerne få frit løb, sjælen kan følge med, og det samme kan klimaet.

90 procent af de spanske tog drives af elektricitet fra vedvarende kilder,og det resulterer i en klar reduktion af CO2-aftrykket. Så som alternativ til den klimabelastende flyrejse er togrejserne derfor  blevet moderne igen. Og selvom det at tage toget måske ikke lyder af så meget, kan det i virkeligheden være en af de mest storslåede måder at rejse på.  For togrejsen er en også en rejse i sig selv. Kort sagt –  en rejse i rejsen: At sidde tilbagelænet og afslappet og ud gennem vinduerne se, hvordan landskaberne, ændrer sig –  ligesom menneskene, byerne og maden gør det. Det er det det hele handler om.

Luksushotel på hjul

Den spanske tog-rute Transcantabrico er et luksushotel på hjul. En  tidløs rejseoplevelse, som forbinder Baskerlandet med Galicien. Selve ruten forbinder byen San Sebastian med Santiago De Compostela, og rejsen på Transcantabrico-Gran Lujo-ruten er den ultimative luksusrejse med tog.

Selve turen varer 8 dage, og der er håndholdt nydelse hele vejen. Toget har bevaret romantikken fra de store tog fra det tidlige 20.århundrede, men det hele er tilsat moderne faciliteter, og landskaberne, som passeres på denne rute er fantastiske.

Undervejs besøges byer, museer, kirker, og alle de store seværdigheder, som ruten passerer, og naturligvis afhentes passagererne ved toget af flersprogede guider, som følger med ud på ekskursionerne.

Mange af stederne hvor toget stopper er Unesco-verdensarv, her i blandt hulerne i Altamira, Picos de Europa Nationalpark, og de før-romanske monumenter i Ovieo, blot for at nævne nogle få.  Og tilbage i toget – efter en oplevelsesrig udflugt  – venter så ved aftenstide underholdning i form af små fester, shows, dans og musik, og naturligvis er det hele med alle måltider inklusive.

Slutdestinationen på Transcantabrico Gran Lujo-ruten – er byen Santiago De Compostela i Galicien, hvortil pilgrimme fra hele verden er valfartet til de senere år. Enten som gående hele vejen, cyklende eller som andre igen – at ankomme som rejsende med tog.

Katedralen i Santiago.

”Kongelig” tog-tur

Andalusien er Spaniens sydligste provins. Det er her ”hovedstaden” hedder Sevilla, og også her hvor der danses fyrigt og passioneret Flamenco-dans. Mauriske bygningsværker præger landskabet, som rummer dybe søer, høje bjerge, grønne dale og langs kysterne kridhvide strande, og Toget – Al Andalus er som et palads på hjul.

Faktisk er togets vognsuiter en tro kopi af de vognsuiter som i sin tid blev brugt til at transportere den britiske kongefamilie mellem Calais og Cote d’Azure. Og lounge-vognene alene er såkaldte ”jernbane-juveler”, bygget i årene fra 1928 -1930 og med nænsom hånd renoveret og fornyet, så de lever op til nutidens krav om både sikkerhed og komfort.

Her er flotte sovekupeer med brede, bløde senge og minibar, naturligvis dagens friske morgenavis, toiletartikler og tøfler, vin til alle måltider og underholdning på toget, når de rejsende ikke lige er på udflugt.

Al Andalus starter i Sevilla og ender i Sevilla. Og togturen kan gøres på enten 7 dage eller 4 dage, ligesom der også findes to forskellige ruter man kan vælge. Den ene hedder den Andalusiske rute og går fra Sevilla gennem Jerez, Sanlucar de Barramedar, Cadiz, Ronda, Granada, Ubeda, Baeza, Cordoba og ender igen i Sevilla. Og den anden rute – Lusitanan ruten – går Fra Sevilla gennem Merida, ind til Lissabon og Oporto i Portugal, hvor der bl.a. sejles på Dourofloden og derfra atter tilbage til Sevilla

Et highligt på Al Andalus togets 7 dages tur (den Andalusiske rute) er  i øvrigt maden – for undervejs vil de rejsende blandt andet  blive præsenteret for retter lavet af  prestigefyldte, spanske mesterkokke.

Den gastronomiske tur

Costa Verde Expressen er endnu et spansk  luksus-tog fra Transcantabrico, som kører gennem Spaniens grønne hjerte i Baskerlandet– fra Bilbao til Santiago Del Compostela. Her tilbydes en 6 dages tur, ad to forskellige ruter – den ene hedder den grønne rute , mens den anden hedder Jacobean ruten, og sidstnævnte følger den gamle Jacobsvej til pilgrimsbyen. På begge ruter kan man vælge at stå på enten i Bilbao eller i Santiago de Compostela.

Undervejs kan de rejsende forvente pragtfuld natur, og ikke mindst pragtfuld mad – for på Costa Verde Expressens tog indtages alle frokoster og middage på forskellige restauranter, som alle er kendte i Spanien for at servere ypperlige regionalretter. Så vil man lære det nordspanske køkken at kende fra alle sider – er det Costa Verde Expressen man skal boarde.

Selve toget er luksus på hjul – selv kalder togselskabet deres rejse for ”en drøm af et krydstogt på skinner”, og som med de andre luksustog er underholdning ombord og udflugter en del af hele rejseprogrammet.

Turist-tog og pilgrimstog

Som tog- eller økoturist i Spanien har man mange forskellige muligheder. Ud over luksustogene, som nok koster mere end en student eller en almindelig mellem-indkomstfamilie har råd til – findes der nemlig flere togmuligheder for den mindre pengepung også.

Faktisk er Spanien kendt for at have det største netværk af højhastighedstog i Europa, og er man ung og til storby-hop, sørger de spanske lyntog for klimavenlig og hurtig rejse mellem landets byer, mens mange regionaltoge kan tilbyde den langsommere rejse gennem landskabet.

Et mere prisbilligt alternativ til de tre ovenfor beskrevne luksus-tog-ruter er toget La Robla Express som, stadig i det nordlige Spanien, tilbyder bl.a en 3-eller 6 dages tur  – også med alt inkluderet, men med knap så fine sovekupeer (standard sovekupe), maden er buffet, spisevognen mere skrabet osv. men turen, som kaldes Pilgrimsruten, tilbyder, at de som gerne vil vandre en del af selve pilgrimsruten Caminoen – kan få mulighed for det.

Er man på egen hånd i Spanien – på bilferie eller cykelferie eller andet kan en kortere togtur af blot en enkel dags varighed måske også friste som en udflugt.

Og her tilbyder Spaniens mange turisttog flere sjove og smukkke oplevelser. Blandt andet kan man hoppe på ”Cervantes Toget”, som afgår fra Madrid og kører til den historiske by Alcala de Henares, fødestedet for den mest berømte spanske forfatter gennem tiderne: Miguel de Cervantes, ophavsmanden til figuren Don Quixote. Undervejs på togturen optræder skuespillere klædt ud i 1600-tals kostumer.

En tur med Sigüenza Medieval Toget er en anden 1-dags togtur, som går fra Madrid og til byen Sigüenza, som ligger 130 km fra Madrid. Selve byens Sigüenza er en fin middelalderby med bymur,  middelalderslot og flot katedral,og undervejs vil udklædte folkesangere ”riddere” og ”prinsesser” spille musik og teater for de rejsende, ligesom der også bydes på kager. Ankommet til Sigüenza er der guidet rundtur til byens seværdigheder, og undervejs vil der blive smagsprøver på typiske madretter så som migas og castiliansk suppe.

Rejsefakta:

Spanien har ophævet kravet om at rejsende skal udfylde sundhedsformular før indrejse. De nye regler gælder alle over 12 år, der kan fremvise gyldigt EU coronapas, som kan bevise, at man enten er vaccineret, har fået negativt testresultat eller er blevet rask efter at have haft covid-19.

Men tjek alligevel altid altid Udenrigsministeriets rejsevejledning for Spanien for sidste nyt om coronarestriktioner mv. på www.um.dk

Luksustog-ruterne Transcantabrico Gran Lujo, Al Andalus, Costa Werde Express og La Robla Express kan alle bestilles hos det spanske jernbanenetværk Renfe. Se www.renfe.es. Her kan man se de forskellige ruter, se udflugter,priser, hvad som inkluderet, afgangsdatoer mv.

Cervantes Toget se mere på www.esmadrid.com/en/cervantes-train

Siguenza Medieval Toget se mere på www.esmadrid.com/en/medieval-train-siguenza

For alt om Spanien se mere på www.spanien-info.dk

/by

Rejsereportage – Jordskælvets herre

Byen Cusco i Peru er en vild naturoplevelse i næsten 4000 meters højde. Herfra kan man besøge Inkarigets absolutte mesterværk, Machu Picchu, men også opleve en rørende folke-fest blandt de indfødte højlandsindianere, når de sammen med byens mest prominente borgere fejrer den årlige begivenhed ”Jordskælvets Herre.


“Jordskælvets Herre” bæres i procession gennem Cusco. Fra alle altaner og balkoner strøer folk lyserøde blomsterblade.

I den ene hånd holder den gamle indianerkvinde et lille krøllet billede, som forestiller Jesus med en tornekrans på. Med den anden hånd griber hun krampagtigt om kirkebænken, mens hun knæler så dybt ned, at de lange, sorte fletninger næsten rører ved kirkegulvet.
Oppe ved alteret er en anden kvinde i færd med at pynte den ellers nøgne, sorte Kristus-figur. Han får fint lænde-klæde på, får lyserøde nucchu-blomster i en krans om hovedet og bliver i det hele taget puslet om, som var han kvindens eget barn.
Vi er taget til Cusco i Peru.
Den måske smukkeste af alle Perus byer, beliggende højt oppe i Andesbjergene – for at opleve et fantastisk skue, som finder sted her hvert år i påsken, når indbyggerne fejrer årsdagen for dengang, deres Kristus-figur reddede dem fra et jordskælv.
Dagen er 2. påskedag, og hele byen er på den anden ende, når den sorte Jesus-figur på en stor bærestol af sølv fragtes hele byen rundt – båret af byens stærkeste mænd. Og sceneriet her er specielt interessant, fordi man – som et af de eneste steder i Peru – kan se, hvordan indiansk natur-religion forener sig med landets ellers katolske tro.


En indiansk familie fra Perus højland har pyntet sig til fejringen af “Jordskælvets Herre”.

En blanding af to kulturer.
Cusco er intet mindre end en perle i de peruvianske Andesbjerge. Beliggende som udgangspunkt for udflugter eller vandreture op til det sagnomspundne inka-tempel Machu Picchu besøges byen hvert år af tusindvis af turister.
Byen, som ligger i Den Hellige Dal, har et meget smukt centrum, pladsen Plaza de Armas, der omkranset af bjerge og små huse med røde tegltage giver den besøgende ind-trykket af en ualmindelig roman-tisk byplanlægning.
Rundt om pladsen vidner pittore-ske huse med gamle, smukke træ-balkoner om spaniernes både arkitektoniske og religiøse dominans over dette ellers så oprindelige indianerland, og ikke mindre end tre katolske kirker pryder pladsen. En af dem er byens katedral, og det er herinde, hele det spektakulære skue starter, når byens gudfrygtige kvinder pynter den sorte Jesus-figur. Legenden fortæller nemlig, at figuren reddede Cusco under et jordskælv i 1650, da indbyggerne netop for at redde figu-ren fra ødelæggelse slæbte den ud på Armas-pladsen.
I samme sekund stoppede jordskæl-vet, og hvert år lige siden er den sorte Kristus-figur derfor blevet pyntet og båret i procession rundt i hele byen.


Togturen til Machu Picchu går igennem flere klimazoner. Der er sælgere ved næsten alle stoppesteder.

Marsvin er en yndlingsret
Sammensmeltningen af indiansk gudetro og katolicisme sker, fordi den nuværende katadral i Cusco er bygget oven på et gammel inka-tempel dedikeret til guden Apulla Tikse Wiracocha.
Ham ofrede indianerne altid den lyserøde nucchublomst til – og netop denne blomst smykker de nu den sorte Kristus-figur med og bærer ham i procession rundt i byen. Ganske ligesom de gjorde i fordums tider med deres gamle mumier af får, præster og inkaledere.


Byen Cusco ligger i 4000 meters højde i de peruvianske Andesbjerge.

Selve ceremonien begynder altid ved 12-tiden med en messe i katedralen. Kirken er stopfyldt af indianere i for-skellige farvestrålende klædedragter, som viser, hvilken landsby i højlandet de kommer fra, og kirken bærer i sine udsmykninger da også præg af, at vi er i et indiansk domineret område.
Det ses bl.a. tydeligt i de mange male-rier fra Cusco-skolen, som hænger rundt omkring i katedralen. Kendetegnende for Cusco-skolen er nemlig, at malerierne blev udført af kristnede indianere, som naturligt nok har skildret de bibelske hændelser med indianske øje.
Tydeligst ses det i det det store billede, som forestiller ”Den sidste Nadver”. Her består måltidet af stegt marsvin, en delikatesse, som inkaerne altid spiste, når de holdt religiøse fester og ceremonier, og den dag i dag er stegt marsvin et absolut højdepunkt, når der skal spise fint og festes. Og i Cuscos højland finder man ingen indianerfamilier, som ikke selv har deres egen lille marsvinefarm ude i baghaven.

Byens stærkeste mænd bærer
Omkring kl. 15 er Jesus-figuren pyntet og puslet færdig, messen er overstået og ”Jordskælvets Herre” (sådan hedder den sorte Kristus-figur i folkemunde) placeres på den smukke bærestol af sølv, så processionen ud i hele byen kan begynde.
Alle i Cusco deltager. Lige fra samtlige byens præster til nuværende og tidligere borgmestre, børn fra oplandets mange skoler, skolelærerne, byens samlede politistyrke og medlemmer af enhver slags forening eller håndværkerlaug – alle deltager de i processionen, bærende på deres egne flag.
Fra tage, balkoner og vinduer kig-ger folk med, og ned over den sorte Kristus-figur strør de smukke, lyserøde nucchublomster. Timerne efter endt procession dækker blomsterne næsten alle gader i Cusco.
Til hver en kirke og hver en helligdom i Cusco bæres figuren så hen. Opto-get varer det meste af dagen. Det er festligt og fantastisk, og når klokken nærmer sig 19, samles hele byen atter på Plaza de Armas.


Lamaer/Alpakaer er et yndet dyr i Peru. Og bruges til bløde, varme trøjer og vanter.

Fattige indianerfamilier med mange børn er kommet langvejsfra, og alle har de et billede af Jesus med sig. Krøllet, gammelt og måske fundet i et ugeblad, men det bærer præg af at være både bedt til og ejet i mange år. Og her på pladsen står de så med gudfrygtige ansigter vendt mod katedralens store tunge dør, som præcis klokken 19 igen slipper den sorte Kristus-figur ind.
Bagefter er der hygge og spas for både børn og voksne. Massevis af sælgere sørger for popcorn til sliksultne børn, og alle byens brandbiler, som i mellemtiden er kørt i stilling på pladsen, slutter festlighederne af med at hyle i sirenerne.

Fra Cusco til Machu Pichhu
Cusco ligger i 3326 meters højde og er – heleI året rundt– et slaraffeland af oplevelser.
Overalt i byen er der tur-bureauer, som tilbyder alt lige fra endags-ture til inka-templet Machu Picchu, men også flere dages ture ud i oplandet omkring Cusco og Den Hellige Dal. Turene kan have vildt forskelligt indhold – lige fra lokal madlavning til besøg og oplevels-er med den lokale shaman. Specielt under corona-tiden er vandring i fri luft på Inka-stien blevet populært.
Inkastien er en pilgrimsrute anlagt for at give vandrerne en følelse af samhørighed med naturen, og man kan vælge forskellige distancer på alt lige fra 44 km til 82 km. Det er forbudt at vandre på Inkastien alene, men de mange turbureauer tilbyder naturligvis også guidede vandreture. Er man slet ikke til vandring overhovedet – kører der også flere togforbindelser fra Cusco og op til Machu Picchu. Selve togturen er en oplevelse i sig selv, fordi man under den godt tre timer lange tur passerer forskel-lige klimazoner. Således er klimaet i ”slut”-stationsbyen Aquas Calientes subtropisk. En underlig fornemmelse, når man kommer lige fra det kølige og højtbeliggende Cusco og ender i 30 graders fugtig varme omgivet af bananpalmer. For oplysninger om diverse togruter fra Cusco til Machu Picchu, se mere på www.perurail.com

Rejsefakta
Corona:
For rejse til Peru, tjek Udenrigsministeriets rejsevejledninger på www.um.dk.
Tjek også, hvilke vacciner der kræves ved indrejse til Peru.
Se mere på www.rejse.ssi.dk eller www.vaccination.dk

Hvordan:
Rigtig mange rundrejsebureauer arrangerer ture til Peru – studer både pris og indhold grundigt – der er mange forskellige tilbud.

Højdesyge:
Højdesyge kan forekomme, når man færdes i Cusco og i højlandet. Tag den med ro og tyg evt. coca-blade ligesom de lokale. De kan købes på ethvert gadehjørne. De fleste hoteller har som regel også gratis coca-blade stående fremme – til coca-the.

Mad:
Undlad heller ikke at spise rigtig lokalt. Rundt omkring i Cusco – lidt væk fra hovedstrøget, findes mange små restauranter, som serverer kartoffel/kød-tung peruviansk mad. Og naturligvis stegt marsvin.

Indkøb:
Lamaer/alpacaer ses overalt i Peru og giver uld til den fine forarbejdede strik. Det er rørende billigt at købe i Cusco-området, og i selve Cusco centrum findes mange lækre forretninger med alpacha-uld produkter. På det lokale grøntsagsmarked i byen kan man dog tit også være heldig at finde ældre kvinder, som sælger deres strik meget billigt. Fint forarbejdede sølv-s- og guldsmykker er en anden vare, man med fordel kan købe i Peru.


En ung indianerkvinde bærer sit barn på ryggen på Plaza de Armas i centrum af Cusco.


Det er de stærkeste mænd, som bærer den sorte Jesus-figur på en tronstol af ægte sølv.[/caption]


Plaza de Armas i Cuscos centrum.

Liebhaverboligen var ikke inviteret af nogen, men var i Peru for egen regning.

/by

På tur i Portugals hjerte

Det nordlige Portugal er fyldt med historie, som man blandt andet kan overnatte i.

Gamle klostre, familiedrevne herregårde og fine slotte inviterer indenfor og fortæller om landets oprindelige sjæl. Det i sig selv er en rejseoplevelse af de store

Sangen hedder en fado, og det er længslernes sang.

Den har dybe rødder i den portugiske folkesjæl, handler om skæbnen og kærligheden, som ingen kan flygte fra, og vi hører den en aften i en stille landsby i det nordlige Portugal.

Siddende på en terrasse i tusmørket, med udsigt over vinmarker, der frodigt og grønne kaster sig ned mod bunden af landskabets dal, drikker vi liflig portvin, og tænker at livet næppe kan blive meget bedre.

Hos grever og baroner

Vi er på tur i det nordlige Portugal. Har netop forladt byen Porto, hvor gamle koner med fiskekurve på hovedet skridter de smalle, brostensbelagte gader af, mens de råber op mod balkonerne, og paladser og huse beklædte med kakler fortæller om Portugals mægtige historie. Om et lille land med stor rækkevidde, om en mægtig kolonimagt i mange århundreder.

Det med kolonimagten synes dog uendelig fjernt i nutidens Porto, hvor livet leves mere stille end i hovedstaden Lissabon, men stadig dejligt autentisk. Hvor frokosten gerne varer to timer og hvor ingen synes at have nød at skynde sig, og hvor historiens vingesus alligevel er ideligt tilstede, selvom Porto i dag er en moderne by.

For samme nat og de mange efterfølgende nætter falder vi i søvn i bløde dyner – enten på store gamle herregårde, fine slotte eller i oldgamle klostre, hvor væggene stadig emmer af historie.

Vi bor på Pousadaer og hos grever og baroner. For greverne og baronerne har nemlig i Portugal – i lighed med hvordan danske slotte og herregårde i dag overlever på turisme – i mange år inviteret turisterne indenfor. Indrettet deres egne hjem med fine værelser, hor man kan bo første klasses i autentisk stil og spise til middag med den adelige familie i deres egne stuer.

Et statsligt initiativ

Navnet Pousada betyder egentlig ”kro” – eller et sted hvor man kan hvile for natten og nyde lokal mad og vin. Og i hele Portugal findes i dag et stor udbud af Pousadaer, samt mere end 100 private steder, som alle indbyder til overnatning i ægte, historiske omgivelser. De mange, private herregårde er organiseret i et fællesskab, Solares de Portugal og Turihab, og Pousadaene er skabt af den portugiske stat.

Indrettet gamle klostre, eller i fantastiske, historiske bygninger, oftest på en bakketop med vid udsigt over landskabet, ligger disse fantastiske ”hoteller”, som et vidnedsbyrd om en anderledes måde at bevare et lands kulturarv på. Den første Pousada åbnede i 1942, og siden er omkring 50 paladser, slotte og fine herregårde blevet omdannet til Pousadaer. I dag dog delvist privatiserede, men en uovertruffen interessant måde at bo på, når man rejser i Portugal.

Hvor traditionerne lever

En rejse i det nordlige Portugal er en rejse ind i Portugals sande hjerte.

Landskabet mod nord domineres af regionen Minho, som regnes for at være nationens fødested, og livet hér har dybe rødder i traditionerne. Her er grønt så langt øjer rækker, og frugtbare gårde og ejendomme er gået arv i samme familie igennem århundreder. Små fiskerlejer præger kysten, hvor der også findes gode badestrande, og længere inde i landet ligger et væld af små, pittoreske landsbyer, som perler på en snor.

Ponte de Lima ved floden af samme navn, kun små 70 kilometers kørsel fra Porto – er en sådan perle. En gammel romersk bro gennemskærer floden, og hver weekend er her marked, hvor de lokale kommer for at sælge deres høns, kaniner og ænder. Og kvinderne – især dem fra fiskerbyen Viano Do Caselo, er iklædt fine lokale dragter og behængt med guldsmykker.

En gammel tradition, som stadig lever i bedste velgående. Allerede fra pigerne er små, køber mødrene hvert år en guldkæde eller ring, som en økonomisk sikkerhed til pigerne for resten af deres liv.

I Ponte de Lima ligger herregården Calheiros – lige udenfor byen og højt oppe på en bakketop. Her bor greven af samme navn- Francisco de Calheiros- som i de seneste 35 år har inviteret turister til at bo i sit private hjem. Slægten har boet i huset siden det 17. århundrede, og grevens forældre er begravet i et lille kapel i selve huset.

Vi spiser til middag i familiens spisestue, og med greven selv for bordenden er underholdningen ubetalelig. Han er en meget stolt, smuk, ældre herre, men lysende øjne og en stadig udtalt appetit på kvinder. Så er gæsten ved siden af greven af hunkøn, bliver hun bedåret på udsøgt vis. Herregården har i mange år været selvforsynende med både mad og vin, og selv bebor familien 1. salen i den store herregård, mens  der i stueetagen er frit slag for gæsterne i husets mange, mange rum. Og udenfor, på et højt plateau, findes en mindre swimmingpool med udsigt over Lima-dalen, og store rhodondron-træer (nej, ikke buske) i mange farver pryder den smukke herregårdshave.


Fiskerkone i Portos smalle gader. Gammel møder nyt.

Pilgrimskirken i Braga

Samme nat går vi til ro i grevens hus for allerede næste morgen at fortsætte vor rejse dybere ind i Portugals hjerte. Vi tager til byen Braga, som har en seværdighed, vi aldrig har set mage til.

På en østvendt skråning udenfor byen er bygget en kirke med en trappe, der intet mindre end fører direkte op til ”Himlen”.

Det er kirken Bom Jesus do Monte, opført i årene 1722-181, med en trappe kantet med 14 kapeller, der viser hele Jesu vej fra den sidste nadver og til korsfæstelsen.

Samme trappe fortsætter i endnu en trappe, der viser de fem sanser i form af barokke skulpturer, hvor vand løber ud af øjne, næse, ører mund osv. for til sidst at ende i endnu en trappe, som viser de tre dyder: Troen, Håbet og Kærligheden. En lille tandhjulsbane fragter de turister op, som ikke orker den lange pilgrimsvandring op ad trappen, og oppe ved selve kirken er der både souvenirbutik og restaurant. Og i øvrigt også et hotel for de som ønsker at overnatte ved siden af kirken.

Selv fortsætter vi rejsen mod byen Guimaraes – byen som er betegnet som selveste nationen Portugals fødested.

Her i denne smukke middelalderby udråbte Alfonso Henriques sig selv i 1139 til Portugals første konge, og en gammel borg fra år 900 i midten af middelalderbyen føjer med spændende udstillinger de rigtige rammer til den stemning af for længst forsvundne tider, som stadig lever her. Guimaraes er naturligvis på UNESCOS liste over verdenskulturarv.


Kirken Born Jesus do Monte i byen Braga

Pousada og papir-tapeter

Lidt udenfor Guimaraes ligger også Pousadaen Santa Marinha, fantastisk indrettet i et gammelt kloster.

Højt beliggende på en bakketop med vid udsigt over hele byen kan man her indlogere sig i fuldstændig autentiske omgivelser. Klostret, som i det 12. århundrede var hjem for augustinske munke, blev i 1972 omdannet til Pousada og vandt i 1985 også en arkitektur-pris for sin fine, nænsomme renovering.

Her er kæmpe klosterhave, swimmingpool med udsigt, fontæner, balkoner og på førstesalen også meget smukke eksempler på de fine portugisiske kakler Azulejos, som er kendt over hele verden.

Pousadaen rummer i alt 49 dobbeltværelser og to suiter, alle med alle tænkelige moderne bekvemmeligheder, men indrettet i den originale stil, og i hvert værelse kan man bogstavelig talt mærke munkenes slidsomme liv.

Fredfyldte omgivelser og historisk vingesus fås i øvrigt også på herregården Casa de Sezim – også i byen Guimaraes.

Godt fire kilometer udenfor byen, gemt bag store træer ligger nemlig en purpurfarvet tidslomme, kun renoveret til det allermest nødvendige, men med stuer og rum – som oser af sjæl. Casa de Sezim har været i familiens eje siden 1736, og herregårdens store stolthed er uden tvivl de fine vægdekorationer i husets fem ”en-suite-stuer”. Her viser meterhøje 1300-tals bemalede vægtapeter særprægede motiver som bl.a. dramatiske scener fra borgerkrigen i USA, billeder Fra Ellis Island, fra Indien og andre eksotiske steder. Alle billederne dokumenterer slægtens store rejselyst og tapeterne står fuldt originale. Selve herregården rummer kun otte dobbeltværelser til udlejning, alle helt forskellige, men de fleste udstyret med flotte, originale himmelsenge. Og udenfor, langs med huset – løber en balkon, hvor gæster kan nyde morgenmad, fritid og måske et glas vin, mens tankerne kan finde ro ved udsigten over stedets smukke have, vinmark og swimmingpool.

Med udsigt over Douro-floden

Fra Guimaraes ville det have været oplagt at fortsætte rejsen videre østpå – for at opleve Douro-dalens landskaber og ensomme vingårde. Vi valgte dog i stedet at tage tilbage til Porto for at overnatte i den ultimative oplevelse – ”vin-hotellet” the Yeatman.

The Yeratman har intet med en Pousada eller en herregård at gøre, men er et nyere luksushotel beliggende på en bakketop med en fantastisk udsigt over hele Porto by og floden. Så er man ”vino-fil” er dette stedet.

Swimmingpoolen har form som en vinflaske, daglig serveres fantastiske vinmenuer og naturligvis kan man overnatte i i en dobbeltseng forklædt som vintønde…..

Fadosang og bog-tempel

Undlad ikke at lytte til Fado-sang, hvis turen går til Portugal. Fado har været sunget overalt i landet siden1820érne, måske endnu tidligere og betyder meget for portugiserne. Ordet Fado betyder skæbne og ordet ”saudade” som er knyttet til Fadoen handler udover skæbne også om sorg, længsel, savn, nostalgi, hjemve og ulykkelig kærlighed. Den største fado-sangerinde i nyere tid og måske den allerstørste nogensinde er Amalia Rodriques. Hun udviklede sin helt egen stil indenfor genren og var indtil sin død i 1999 en af de mest feterede portugisiske sangerinder.

Google Fado i Porto og der kommer mange forskellige muligheder.

Rejsefakta:

For rejser til Portugal tjek udenrigsministeriets rejsevejledninger. Portugal er i øvrigt et af de europæiske lande, som har meget høj vaccinedækning  for Covid 19 i befolkningen.

Pousadaer: En oversigt fås på www.pousadas.pt.

Pousadaen Santa Marinha  – se mere på Pousada Mosterio de Guimaraes, eller på www.pousadasofportugal.com

Private herregårde: se mere på www.solaresdeportugal.pt

Herregården Calheiros – se mere på www.pacodecalheiros.com

Casa de Sezim – se mere på www.sezim.pt eller på www.booking.com

Vin-hotellet the Yeatesmann – se mere på www.the-yeatman-hotel.com

Nyttige websider: www.portugalnyt.dk, www.visitportugal.com

/by