Forfatter Sara Blædel er aktuel med krimien SÅR – en opfølger til bestselleren Opløst om det fynske politimakkerpar Liam Stark og Dea Torp, der kommer på lidt af en opgave, da et lig med lågeformede sår skåret ind i huden forbindes til en forsvundet ung pige. Her deler forfatteren fem sommerfavoritter.
Favorit sommerdrink?
Mens mange har blikket stift rettet mod Aperol Spritz, Vermouth Orange og Negroni, holder jeg fast i den gode, gamle Kir. Jeg elsker (stadig) den klassiske drink, som jeg lærte at kende, da jeg stod i lære som tjener på hotel Plaza i begyndelsen af 80’erne. Kir har været drukket i Bourgogne i århundreder, og jeg har ladet mig fortælle, at navnet stammer fra en præst og borgmester i Dijon, ’hovedstaden’ i regionen Bourgogne. Min go to-opskrift er 1 del creme de casis (solbærlikør) til 4 dele hvidvin. Hvis det skal være helt korrekt, skal hvidvinen være en Bourgogne Aligoté. Det går jeg nu ikke så meget op i, det vigtige er, at det er en hvidvin med god syre, som giver modspil til den søde solbærlikør. Kir kan både nydes som en aperitif før en sommermiddag, men dur også fint til at tage med ned på stranden og nyde solnedgangen.
Favorit sommermad
For mig er sommermad lig med fjordrejer, og jeg er ikke det mindste afskrækket fra at skulle pille dem selv. Ja, det tager tid, men det er hele umagen værd og med en god flaske på bordet, er det ingen sag. Det er en sommeraktivitet jeg har med mig fra mit barndomshjem, og som jeg stolt fører videre sammen med min søn, Adam. Dengang mine forældre levede, var min mor og jeg klart de hurtigste til pillearbejdet, men vi kom alligevel i mål samtidig, fordi min far bildte os ind, at man sagtens kunne spise dem med skjoldet på. Som regel forbarmede vi os over ham og delte den pillede portion i tre, så vi hver fik en dejlig mad – uden knas. Jeg går meget op i, at den skal være med friskkværnet peber, og jeg har flere peberkværne med forskellige typer af peber til formålet. Brødet skal først og fremmest være godt og uden skorper og en hjemmerørt mayo skader heller ikke. Velbekomme.
Bøgerne, jeg skal læse
Jeg elsker Taylor Jenkins Reids forfatterskab, jeg ryger simpelthen lige igennem hendes bøger. For nyligt udkom de to nyeste Malibu i flammer og Carrie Soto vender tilbage, der fuldender hendes kvartet om fire kvinder i fire karrierer i fire årtier. Den første Evelyn Hugos syv ægtemænd, handler om en fascinerende diva i 60’ernes Hollywood med et turbulent privatliv og store skuespilambitioner, Daisy Jones & The Six om en talentfuld sangerinde på 70’ernes rockscene, Malibu i flammer om en 80’erenes supermodel, der kæmper for at leve med være sin berømte croonerfars datter, og Carrie Soto vender tilbage, om en tennisspiller, der samler ketsjeren op igen for at tilbageerobre sin legendariske status på 90’ernes tennisbaner. Jeg interesserer mig ikke en dyt for tennis, men jeg blev suget lige ind i det der kompetitive miljø, romanen udspiller sig i. Det, Taylor Jenkins Reid kan, er at skabe mangefacetterede kvindelige karakterer, som ikke er ubetingede likable, men som får lov at være fulde og hele mennesker: ambitiøse, talentfulde, frustrerede og frustrerende, charmerende, udspekulerede, sexede, utiltalende. Jeg synes sgu, hun er god!
En krimi skal jeg da også læse – og til ferien har jeg specifikt gemt Joël Dickers Alaska Sanders sagen. Det er en ordentlig moppedreng, og jeg glæder mig til at dykke ned i den.
Sommerforkælelse
Sommeren kan godt være en barsk omgang for håret med sol og saltvand, men nu har jeg endelig fundet det vildeste luksus treat, der er som en vitaminpille til håret. Det er min frisør hos Creademic i Bredgade, Kira og hendes forretningspartner Mark, der sammen har skabt hårplejeserien ’Maginista’, som er fyldt med ekstremt potente ingredienser. De fleste af os går op i om det er den ene eller anden creme eller serum, vi smører på huden, men vil vi have smukt hår, skal vi have fokus på hårbunden. Det er den, vi skal vaske og pleje – ikke længderne. Jeg har et ret vildt garn, og når man har det, vil det gerne bede om god pleje. Jeg er særligt glad for deres shampoo, balsam, hårmaske og en saltvandsspray, der holder formen på håret. Det dufter alt sammen vidunderligt, og giver håret sådan en særlig bounce og elasticitet. Vil du også give dit hår lidt kærlighed, kan du kvit og frit komme ind og få et godt (hovedbunds)råd eller booke tid i deres atelier i Bredgade, hvor de kigger dig dybt i hovedbunden, pakker dig ind i cashmere og lærer dig, hvordan du skal tage dig bedst af lige netop dit hår.
Bedste sommerudflugt
Ingen sommer uden en udflugt til Tegners Museum og Skulpturpark i Dronningmølle. Rudolph Tegner var en dansk billedhugger (f. 1873-1950), som nok er bedst kendt for skulpturen ’Mod Lyset’, der står ved Rigshospitalet på hjørnet af Blegdamsvej og Tagensvej i København. I 1916 købte han området ’Rusland’ mellem Gilleleje og Hornbæk. 34 tønder land, hvor han som det første stillede bronzeskulpturen ’Kong Ødipus og Antigone’, og som med tiden voksede til både et museum og en skulpturpark. Parken er stor og vidunderlig på alle årstider, men om sommeren kan man pakke en picnickurv, og jeg elsker at sidde der midt i den rå natur, omkranset af de kolossale skulpturer.
Journalist og forfatter Line Holm er aktuel med tredje del af krimiserien om politihistoriker Maria Just. ”Natjæger” er skrevet i fællesskab med Stine Bolther og begynder som seriens første dele – ”For barnets bedste” og ”Lovløs” – med en nutidig forbrydelse, som viser sig at have forbindelse til en årtier gammel ”cold case”. Her deler forfatteren fem særlige oplevelser med Liebhaverboligen.
En film, der har rørt dig?
Livet med mindre børn betyder, at de seneste års biografture har været noget med ”Paw Patrol” og ”Minions”. Til gengæld er jeg passioneret TV-serie-nyder.
Den netop afsluttede ”Succession” om den aldrende mediemogul Logan Roy og hans fire håbefulde arvinger går for mig over i historien som noget af det mest velskrevne TV-dramatik. Jeg har set de første tre sæsoner flere gange og opdager hele tiden nye finesser i manuskriptet, i billedsproget og i referencer på kryds og tværs af sæsonerne. Særlig Kendall Roys (Jeremy Strong) skiftende oprør mod og anglen efter sin fars kærlighed er rørende på en underspillet, shakespeare’sk facon.
Den vigtigste bog, du har læst?
Den vigtigste bog, jeg har læst i min karriere, er nok Jon Krakauers ”Into Thin Air” (på dansk ”Op i det blå”) fra 1997. Den handler om en katastrofal nat på Mount Everest i 96, hvor et vejrskifte, rivalisering mellem guider, amatørisme og simpel ærgerrighed kostede otte personer livet. Krakauer, der selv er en habil bjergbestiger, var på bjerget det døgn, udsendt af et amerikansk outdoor-magasin. I ”Into Thin Air” genfortæller han ikke bare de konkrete begivenheder, han dissekerer den menneskelige trang til at sætte et aftryk på historien – selv når det er livsfarligt. Bogen er velskrevet og neglebidende spændende. Jeg læste den under en reportagetur til Nepal, og den åbnede mine øjne for, at journalistik ikke bare er nyheder og hårdtslående afsløringer, men også kan være en bevægende rejse ind i fremmede verdener og fremmede sind, fuldstændig som litteratur. ”Into Thin Air” var anledning til, at jeg begyndte at nærstudere dramaturgi, skrive- og plotteknik.
En rejse, du aldrig glemmer?
Jeg holder utrolig meget af Afrika. Jeg elsker kulturen, naturen og livsglæden. Men i 2006 var jeg på en reportagetur til Kenya sammen med fire andre journalister. og en sen eftermiddag var vi på vej retur til Nairobi, da vores minivan blev påkørt frontalt. Formentlig af en spritbilist. Vores minibus blev slynget op og rundt og rullede flere gange sidelæns, før den landede i grøften. Til alt held havde alle i vores bil sele på og kunne – chokerede og forslåede – kravle ud af en siderude på den totalsmadrede Toyota Hiace. Vi fik prajet et lift af en tilfældigt forbipasserende og blev fragtet væk, i første omgang til en primitiv lægeklinik i nærheden. I flere år havde jeg en vis angst for at returnere til Afrika, men jeg overvandt heldigvis oplevelsen og har besøgt både Sydafrika og Etiopien sidenhen.
En kulturoplevelse, der åbnede dine øjne.
De største kulturelle oplevelser for mig har været at møde befolkningen i andre lande ”ad bagvejen”. Som journalist oplever man ting, som man aldrig ville komme i nærheden af som almindelig turist. Jeg dækkede eksempelvis begravelsen af Nelson Mandela i 2014 og så, hvordan begravelsen af ham udviklede sig til en folkefest med spontan dans og sang i gaderne – ikke en sørgemarch, men en veritabel fejring af en stor mands liv. En livsbekræftende og egentlig også tankevækkende oplevelse.
Et måltid, der varmede mig?
Jeg er solomor til to børn lavet med donor, og til begge mine fødsler har min meget gode veninde, Lizette, været ved min side. Men ikke nok med det: Efter min første fødsel dukkede hun op på barselshotellet dagen derpå med en ”fødselsdagskage”; den lækreste mandelmarengskage med hyldeblomstcreme og friske, røde bær. Det var så rørende, at hun ikke bare var der, men også markerede min store livsbegivenhed på så overskudsagtig en måde. Kagen er blevet et must hjemme hos os nu. Ingen fødselsdag uden den kage.
Fem heldige læsere kan vinde Line Holms aktuelle bog “Natjæger” ved at gå ind under konkurrencer og besvare spørgsmålet!
Journalist og forfatter Olav Hergel er aktuel med den personlige erindringsroman ’Jeg husker dagen som lys’, en poetisk fremkaldelse af en barsk, men også kærlighedsrig opvækst, og om sindslidelsen OCD, som med tvangstanker og gentagelses-ritualer, har præget både hans og moderens liv. Her deler forfatteren fem særlige oplevelser fra sit liv med Liebhaverboligen.
En film, der har rørt dig?
Bille Augusts film Pagten (2021) rørte mig, fordi den viser min mor på det tidspunkt i hendes liv, hvor hun var allermest dragende og karismatisk. I begyndelsen af 50’erne var min mor gift med Louisiana-stifter og kunstmæcenen Knud W. Jensen, som var en del af kredsen omkring den hjemvendte baronesse. Filmen skildrer det altopslugende venskab og den kunstneriske pagt, som digter og forfatter Thorkild Bjørnvig og Karen Blixen indgik. Min mor kom til at spille en rolle i den pagt, fordi Blixen, i et forsøg på at vriste Bjørnvig ud af ’småborgerlighedens middelmådighed’, sendte først ham, senere min mor, på en rejse til Bonn, hvor de forelskede sig. De var begge gift, og det hele blev meget dramatisk. Min mor blev skilt og brød med kredsen, men de år og ikke mindst forelskelsen i Bjørnvig kom til at påvirke hende frem til hendes død i 1973. Jeg blev født fire år efter ’Pagten’ slutter. Der var efterfølgende mange gode, men også meget mørke stunder i hendes liv, og derfor var det rørende at se hende skildret stærk og værdig af Bille Augusts datter, Asta Kamma August. Sådan var det ikke til slut i hendes liv, men sådan var det også. Det kunne jeg godt lide.
Den vigtigste bog, du har læst?
Den vigtigste bog, jeg har læst, de seneste 20 år, er ’Planen’ (2018) af Morten Pape. Den er vigtig, fordi den er en stærk socialrealistisk skildring af en opvækst i et miljø præget af vold og kriminalitet i Urbanplanen på Amager. En verden, som jeg har brugt en stor del af mit journalistiske liv på at dykke ned i. Men jeg har kun besøgt den verden, Morten Pape kender den inde fra. Det er hans liv.
På det personlige plan er den bog, der har haft størst betydning for mig Niels Barfoeds biografi om min mor ’Benedicte’ (2013). Den handler om hendes store, store kærlighed til digteren Thorkild Bjørnvig, og om hvordan den kærlighed, efterhånden som hun blev mere og mere syg, endte med at tage livet af hende. Det er et både smukt og sørgeligt portræt, og på tredjesidste side i bogen er det afskedsbrev, som min mor efterlod til min søster og mig, gengivet. Brevet var 40 år gammelt, men jeg havde ikke læst det, før jeg sad med Niels’ bog i hænderne.
En rejse, du aldrig glemmer?
I sommeren 1984 rejste jeg rundt i det græske øhav. Min kæreste havde netop gjort det forbi med mig, fordi hun synes, jeg var for kedelig. Og så helt tilfældigt, mellem titusinder af unge mennesker, der besøgte de samme græske øer, støder vi ind i hinanden. Jeg ankommer med en båd og ser hende sidde på kajen, lyshåret, vindblæst og solbrændt, og kysse med en mørkhåret smuk mand. Jeg anede ikke hvad jeg skal gøre, men jeg gik derhen. Ud røg Dario, ind kom Hergel, og nu har vi været sammen i snart 40 år og har børn og børnebørn.
En kulturoplevelse, der åbnede dine øjne.
Jeg er kulturelt interesseret, når det gælder bøger og film, men jeg er mere til fodbold end til udstillinger. Den fodboldkamp som har gjort størst indtryk på mig, var Liverpools comeback i Champions League-finalen i 2005 på Atatyrk Stadium i Istanbul. Efter første halvleg var Milano foran 3-0, men Liverpool fik udlignet til 3-3 og vandt den efterfølgende straffesparkskonkurrence med 3-2. Aldrig har jeg holdt så meget med et hold, hvor Danmark ikke var involveret, som jeg den aften holdt med Liverpool.
Et måltid, der varmede mig?
I årene efter min mors død oplevede jeg en stor omsorg i mange af mine venners hjem. Jeg lagde ofte tilfældigvis vejen forbi ved 17-18-tiden om aftenen og blev altid inviteret til at spise med. En af de middage var hos en vinimportør, som en aften gik i sin vinkælder og trak den daværende franske præsident, Giscard d’Estaings (1974-81), yndlingsvin op. Der sad jeg med far og mor og tre børn omkring det her bord. Etiketten var mosgrøn, og jeg synes, at det var den bedste vin, jeg nogensinde havde fået, men det, der varmede, var nok mere den symbolske handling i, at den blev trukket op, fordi jeg spiste med.
Fem heldige læsere kan vinde bogen “Jeg husker dagen som lys” af Olav Herglel ved gå ind under konkurrencer og besvar spørgsmålet.
Christiane Schaumburg-Müller Åxman er lykkelig. Hun er nygift, og livet er et eventyr, hvor siderne skrives af hende selv. Hun er nede med de fede i det nærmest uopnåelige ophøjede – og hun er det på den gode måde, den schaumburgsk-åxmanske måde.
Préface. Jeg skal være helt ærlig; jeg aner ikke, hvad der venter mig. Men i samme øjeblik mine fødder nærmer sig den massive hoveddør på stentrappens øverste trin, føler jeg mig pludselig som en Klodshans på vej til slottet. Jeg kigger mig over skulderen, og følelsen forstørres, da jeg ser de vinterslidte hove på min parkerede gedebuk kysse kantstenen efter mit vilde ridt mod denne residens. Ding dong. Jeg ringer på. Ringeklokken er lydløs, men jeg bilder mig ind, det er sådan, det skal være. Der går en del tid, inden jeg hører puslen på den anden side af døren. Det generer mig ikke det mindste. Det er et stort hus, så vejen må være lang, tænker jeg. Den tunge dør åbner sig. Voila. ”Hej, kom indenfor”. Christiane Schaumburg-Müller Åxman, byder mig indenfor murene, og jeg bevæger mig forsigtigt over dørtærsklen og videre ind i husets hall. Jeg kigger mig omkring. Her er eventyrligt, tænker jeg, og lader Klodshansen stille træskoene af respekt for huset og dets nygifte frue.
Jeg komplimenterer den ejendommelige matrikel på min vej ud i køkkenet. ”Jeg har altid boet dejligt”, svarer hun. ”Lige meget hvor jeg har befundet mig i livet, har jeg altid boet vildt lækkert. Om det har været en ét-værelses, 3-værelses eller hus, så har jeg elsket at komme hjem. Boliger har stemninger, og man kan mærke det, så snart man træder ind ad døren. Og uanset hvor jeg har boet, har stedet omfavnet mig med god stemning. Men du ret; huset hér er noget særligt. Der er en unik historie knyttet til stedet, og folk fra vores omgangskreds i området kender stedet og er kommet i huset i tiden fra før, vi flyttede ind. Det er ret specielt. Jeg regner med at skulle bo her i mange, mange år”.
Fra frøken til frue
Chapitre un. Vi bevæger os fra køkkenet og ind mod de tilstødende stu.. nej, saloner og jeg betages yderligere af de schaumburg-åxmanske rammer. Det er en helt almindelig grå ugedag, men stedets stilrene pompøsitet indgyder mere til kanapéer og lange kjoler end leverpostej og legeaftaler, som ellers er hverdag for de fleste familier med teenagere og små skolebørn. ”Vi holdt bryllupskalas lige her for ti dage siden”. Christiane stiller teen fra sig og griber fjernbetjeningen, der med eventyrlig trolddom puster ild i pejsen med et nærmest lydløst klik. Glem Tordenskiold; ild uden tændstikker er ren magi, tænker jeg, og spørger, hvad det betyder for hende at være blevet gift med sit livs flamme, erhvervsmogul og far til to, Daniel Åxman. ”Kærester var et fattigt ord. At være mand og hustru er for mig det helt rigtige. Jeg syntes, det er fantastisk at være Daniels hustru. At blive gift, har, for mig, føltes som det mest indlysende i hele verden. Jeg er ikke Daniels kæreste, jeg er klart hans hustru”. Christiane ler, nærmest flov over det banale statement, hun lige kom med – og så alligevel ikke. ”Det er bare rigtigt. Jeg har slet ikke ord, der kan omfavne den kærlighed, respekt og ømhed, jeg har for min mand. Han er min elsker, min partner, min ven, min støtte og min klippe. Jeg er en meget heldig kvinde”.
”Vi blev viet på Gentofte Rådhus, og så tog vi hjem og holdt lidt fest hér. Det var fantastisk – og så på en torsdag!”. Vi ler. Der lader til at være noget befriende jordnært over Christianes tilgang til tilværelsen. De ekstravagante omgivelser, der så naturligt bliver taget i hånden med en energisk uhøjtidelighed, gør hende nærmest til et levende oxymoron bag egne mure. Det er en beundringsværdig kunstart at kunne, en ejendommelig egenskab at besidde at skabe denne uhøjtidelige ekstravagance – og sikkert nok en af de kvaliteter, hun tager med sig, hvor end hun står og går, tænker jeg, mens hun fortæller, at hele familien netop er returneret fra bryllupsrejsen.
”Vi var i Firenze, Italien. Daniel og jeg og alle vores børn. Det var vidunderligt”. Vi tager simultant en stille tår af teen foran os, mens der reflekteres kort. ”Fra det øjeblik vi mødte hinanden, har Daniel og jeg været enormt familiefokuserede. Vi elsker at være familie, også at være kærester – men familie er vores ét og alt. Vi har begge børn fra tidligere forhold, og når man møder hinanden, hver især med børn i hånden, er det allervigtigste at skabe en base, som alle kan være trygge i. Sammen danner vi en enhed og en base for vores familie, der er lavet af kærlighed, tryghed og rummelighed. Og for mig er den enhed også symboliseret i ægteskabet. Vores børn kan regne med os. Vi går ingen vegne. Vi er lige hér til enden”.
Pyt-knappen
Chapitre deux. Christiane Schaumburg-Müller Åxman er født samtidig med Commodore 64´eren i 1982. Men modsat hjemmecomputerens stamfader, står moderen og modellen foran mig ikke stille og samler støv. Hun fortæller mig, hun er glad for makeup, er ansigt for de sagnomspundne Max Faktor – vist nok dem med Makeup for Makeup Artists – men kunsten her er vist, at den makeup, der er blevet lagt, ikke er lagt for at dække nogen tegn på ælde eller andre ujævnheder; den ses, men er utydelig – endnu et schaumburgsk paradoks. Alderen gror tilsyneladende indefra på hende. Hun ligner sig selv udadtil, men hun fortæller mig, at hun med årene har ændret sig, at hun er blevet mere ligeglad.
”At være ligeglad er et hårdt ord. Og det er relativt – som med alt andet. Når jeg siger ligeglad, så siger jeg det ud fra, at man ikke skal bekymre sig om alt. Man skal være bedre til at skære de ting fra, som ikke fodrer dig positivt. Man skal kigge mere indad og ikke danne egne standarder ud fra andres. Jeg jagter hverken idealer eller samfundsmæssige perfektioner i en alder af 41. Jeg er, som jeg er. Jeg har karriere, jeg har unger, en mand og tag over hovedet. Jeg har en større pyt-knap. Det hele skal nok gå – jeg trækker vejret, og hver dag står solen op på ny.”
”I takt med at blive ældre, sker der ting. Min barndom var fantastisk, og mine 20’ere og 30´ere var fantastiske. Nu er jeg i mine 40´ere, og ved du hvad; det er min opgave at gøre dem fantastiske også. Indtil videre har de været outstanding. Jeg lever et liv, hvor jeg meget sjældent tillader mig selv at gå ned i et sort hul. Hvis mine tanker bliver for sorte og bekymrende, så har jeg to valg; jeg kan enten gøre noget ved det, der bekymrer mig, eller jeg kan stoppe med at tænke på det og fokusere på noget andet. Begge valgmuligheder kræver handling eller et indstillingsskifte. I de fleste tilfælde, er det at fokusere på noget andet, det, der virker for mig, for det er simpelthen noget pjat inderst inde, det jeg går og bekymrer mig om. At flytte mig fysik kan hjælpe; tage ned og handle eller bage en kage, eller hvad end der nu kan aktivere mig og min hjerne og få mig væk fra det tankespind, der end måtte køre”.
”Lige siden jeg var lille, har jeg altid vågnet med en glædesfølelse i kroppen; ny dag – dejligt! Selv hvis jeg går seng om aftenen, og der i løbet af dagen har været nogle udfordringer, så er det yderst sjældent, at jeg tager de tanker eller følelser med mig til næste dag. Jeg vågner med et rent lærred klar til dagen. Og hvad end der måtte være udfordringen fra dagen før er nu så meget på afstand, at jeg har en meget rationel tilgang til det. Så enten ifører jeg mig de positive briller og handler på det, eller også var det bare det og hey, lad os komme videre. Og her snakker jeg jo bare hverdagsting. Jeg er altid blevet refereret til af mine venner og familie som en glasset-halvt-fyldt-pige”.
S-M-Å som taget ud af H-C-A
Chapitre trois. Christiane Schaumburg-Müller.. Åxman er mange ting; udover at være nygift hustru, mor til en søn og stedmor – den gode, ej den onde – til to teenagere, er hun også fotomodel, influencer, kreativ designer, iværksætter, skuespiller, tv-vært etc. ChriChri, RAW, Lille Kanin og nu er jeg forpustet. ”Jeg har altid haft mange bolde i luften. Nogle gange kan jeg ikke kan styre mine ideer – jeg ser bare muligheder alle vegne”, fortæller hun – uden at være stakåndet. ”Det er lysten, der driver værket, men tid er også bare en faktor, vi ikke kan ændre. Der er jo kun 24 timer på et døgn. Så med alderen har jeg lært også at skære fra og fordybe mig i få ting frem for mange. Nogle mennesker vil nok stadig mene, at jeg alligevel har gang i meget – for meget – men for mig er det overskueligt”, griner hun ubesværet.
”Jeg har også taget en beslutning om, at jeg, som udgangspunkt, ikke arbejder om aftenen længere. Det har jeg gjort i så mange år, jeg har arbejdet i døgndrift med mine startups og alt det andet oveni siden gymnasiet. Det betyder også, at jeg har fået skabt en stor og sund forretning, der er mere end bare velkørende, og nu føler jeg, at jeg med ro kan sige, at det er mig, der bestemmer tempoet. Work smart – Not Hard, sagde min veninde engang til mig. Det vil jeg mene, at jeg kan tillade mig nu, da jeg i så mange år har knoklet for at skabe det fundament, der nu ligger. Man taler om work/life-balance. Mit arbejde er mit liv og mit liv er mit arbejde. Min lyst har drevet værket hele vejen igennem. Og har det betalt sig? Nu sidder jeg her og har kunne købe mit drømmehus. Heldig? Ja, jeg var heldig, at netop dette hus var til salg. Men det er hårdt arbejde og satsninger, der i sidste ende har givet mig tag over hovedet”.
Jeg kigger mig rundt på de fortryllende omgivelser og tænker, at livet behandler hende godt. Som om mine tanker er blevet læst, vender hun sig mod mig med ordene: ”Jeg har det, som om mit liv er et eventyr, og jeg selv skriver siderne”.
Jeg smiler. Det kunne ikke være sagt bedre. Så jeg siger ingenting. Og mens jeg tjekker om tekanden nu ikke også er levende og koppens hank har følelser, læner jeg mig trygt tilbage på salonens divaneser og lytter.
”Jeg er min egen lykkesmed. Jeg er en lystdrevet person, der elsker at drømme, lægge planer og organisere. Jeg god til at gå konkret til værks på et fokuseret projekt. Jeg synes, det er rigtig sjovt at have en specifik opgave, der skal løses og så researche helt vildt. Jeg tror på, at jeg kan, hvad jeg vil – ud fra realistiske målsætninger; hvis jeg nu sagde, at jeg vil skrive en roman, så går jeg ikke direkte til et forlag, får mig et afslag, og føler mig som en fiasko. Jeg skalerer drømmen. En roman siger du; så ville jeg starte med at skrive en lille historie – måske flere – printe dem, eventuelt bestille sådan en hardcover-fotobog, så det lignede en rigtig bog, og så: Voila! Jeg har skrevet min første bog! Det kan godt være, den måske kun er på ti sider, men trods alt med en start og en slutning. Måske ville jeg ligefrem give et eksemplar til alle i min familie juleaften – og sikkert og vist er det; jeg ville være pisse stolt”.
”Det er ikke destinationen – det er rejsen derhen. Fordybelsen. Alt kan lade sig gøre, især hvis man ikke er bange for at skalere. Du har set The Kardashians, og du tænker; gud, jeg vil også gerne være på en yacht på den franske riviera. Så finder du ud af, hvad en yacht koster og er ved at falde ned af stolen. Du tjekker igen – og skal lige sunde dig lidt. Not gonna happen! Men hvis du virkelig gerne vil, så skaler drømmen: Make the feeling happen! En dags sejltur i en lille skallet motorbåd i stedet for. Fiasko? Nej, langt fra. Kæmpe succes. Jeg ville tage en stor solhat på, dresse mig totalt up til lejligheden, champagne køler og lille højtaler til musik – hele molevitten. Jeg er på havet, solen skinner, og jeg er sikker på, at jeg ville have det great”.
”Jeg er et visuelt drevet menneske. Nu drømmer jeg selv sjældent om materielle ting, men mit eksempel er et forsøg på at skabe et visuelt billede og en stemning for at forklare min pointe; vi skal passe på med ikke bare at slukke drømme, fordi vi med det samme tænker, at det er umuligt”.
Merci Madamme ChriChri
Chapitre quatre. Ding Dong. Som en markering af det åbenlyse, ringer det på døren. Indenfor gemakkerne høres dørklokkens melodi i al dens tydelighed. Er det mon den nygifte prins på den hvide hest? Nej, for hvem ringer på hos sig selv. Jeg samler mig. Det er fotografen. Der hilses goddag og farvel, og jeg takker husets i øvrigt meget frankofile frue for vores snak. Klodshansens træsko trækker i mig, men jeg er for nysgerrig til at gå med det samme, selvom min forlegenhed egentlig byder mig det.
”Sig hvad du vil have”, siger Christiane til manden med fotoapparatet, mens hun poserer på en puf i entreen. Det virker så ligetil. Det er ikke sværere for hende at posere foran kameraet, end det var at lave teen ved Quookeren i køkkenet. Der knipses. Fotografen kigger på mig og spørger mig, om jeg har noget bestemt i tankerne. Jeg skulle være gået, tænker jeg, men foreslår dem at afsøge noget eventyrligt. Noget, der passer på paradokset Schaumburg-Müller Åxman. Noget coolness i den konservative konformitet, noget piget i de voksnes verden. Eller noget. Det bliver godt uanset hvad. Det er sikkert og vist. La fin.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2023/04/Udvalgsbillede-1-scaled.jpg11712560Peter Pilegaardhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngPeter Pilegaard2023-04-06 12:23:402023-04-06 12:30:25Det er sikkert og vist, Madamme ChriChri de Jeantofte
Når dagene bliver længere, og temperaturen stiger, er det svært ikke at få en særlig optimistisk følelse i kroppen. Det er foråret, der er kommet, og det bringer et løfte om en ny begyndelse, en frisk start og lysere dage med sig. Men hvad betyder dette årstidsskifte for vores mentale sundhed? Er der virkelig noget ved foråret, der gør os gladere, mere motiverede og mere modstandsdygtige? For at undersøge disse spørgsmål har vi henvendt os til Anne Lyngsholm, der har mere end 10 års erfaring som psykoterapeut og life coach.
Først og fremmest handler det hele om vores nervesystem og neurohormonerne, som vi kan skrue op og ned for.
”Jeg arbejder meget med det neuroaffektive, hvor psykologien bliver kombineret med hjerneforskning. Her er det bevist, hvor meget betydning påvirkninger udefra har på vores hjerner,” fortæller Anne. Det sanseboom, vi oplever i foråret, hvor alle vores sanser kommer i spil, sætter skub i alle de gode hormonstoffer som oxytocin og serotonin. Duftene, farverne, varmen, lyset og lydene spiller alt sammen ind.
Det er samtidig vigtigt, at vi har en god balance mellem vores parasympatiske nervesystem, som får kroppen til at slappe af, og det sympatiske nervesystem, som gør os handlekraftige. Den balance opstår helt naturligt, når foråret kommer, forklarer Anne.
”Det hele bygger i bund og grund på håb. Foråret giver os håb, og håbet er en sindssyg stærk kraft. Vi slapper af, fordi vi er kommet igennem den tunge vinter, og vi bliver handlekraftige, fordi alting spirer udenfor, og de lyse dage giver os mere energi. Håbet bliver skabt, fordi vi er kommet igennem og endda kan se, at selv det mest runkne blomsterløg er begyndt at spire. Det giver livslyst.”
De længere dage og varmere temperaturer giver os lyst til at gå ud i naturen, og foråret symboliserer i det hele taget liv. Det kalder på aktivitet, og samtidig har vi også lyst og overskud til at være mere sociale.
Lyset er essentielt
”Det handler også om biokemi og vitalitet. Rent instinktivt tænker vi, at nu har årshjulet nået et vendepunkt, fordi vi ser verden spire omkring os. Men faktisk betyder farven i lyset også noget for vores autonome nervesystem og går direkte ind og påvirker hypotalamus og regulerer dopaminniveauet i vores hjerner,” siger Anne.
Det varme lys om morgenen og aftenen, som vi ofte oplever om foråret, fordi vi står op med solen og også oplever solnedgangen, stimulerer vores parasympatiske nervesystem og giver os en følelse af ro og afslapning. Faktisk er det varme morgenlys depressionsdæmpende og en god måde at starte dagen på. Når dagen så gryr med sit blålige, kolde lys, bliver vores sympatiske nervesystem stimuleret og giver os masser af energi til at handle og være aktive. Om morgenen skal der altså langsomt skiftes fra det varme til det blå lys, så vi kommer op og i gang. Forårets blandede lys er derfor den perfekte kombination ud over, at solen giver os masser af D-vitamin.”
Anne råder, til at man forsøger at brede foråret ud over hele året, og her spiller især sanserne ind. I vinterperioden skal vi måske forkæle vores sanser lidt ekstra med farver i hjemmet, blomster, lækker og smuk mad, musik, kunst og kultur eller give sanserne et skud glæde ved hjælp af vinterbadning og sauna.
”På den måde kan vi snyde foråret frem på samme måde, som vi fremelsker en hyacint til at spire allerede til nytår. Vi kan i det hele taget bruge vores fantasi til at forestille os, at vi for eksempel er på en smuk blomstereng,” slutter Anne af.
Men lige nu er foråret derude, og vi behøver ikke snyde, men i stedet suge det til os med alle vores sanser.
Anne Lyngsholm er psykoterapeut og life coach.
OBS: Det er helt almindeligt, at foråret ikke virker ens på alle. Derfor er der ikke noget galt i, hvis ikke man føler energien. Her kan mange andre ting spille ind såsom livskriser forbundet med årstiden eller kronisk depression. Dog kan foråret stadig give lidt ekstra lys i hverdagen.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2023/03/yoksel-zok-4SZ646m4FAA-unsplash-scaled.jpg25601709Christina Faaborghttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngChristina Faaborg2023-03-07 08:47:002023-03-07 08:48:28Hvorfor bliver vi gladere, når foråret kommer?
Ifølge World Economic Forum vil 2023 blive året, hvor der for alvor bliver sat gang i projekter med henblik på mere biodiversitet. Flere skovprojekter bliver igangsat, og fra at være løfter og forpligtelser kommer der nu skub i at plante nye træer. Samtidig træder den nye landbrugsreform i kraft herhjemme og åbner for helt nye muligheder og tilskudsordninger, der gavner klima, miljø og biodiversiteten.
Vi skal hylde hverdagen
Som Dan Turell skrev i sit digt: ” Mest af alt holder jeg af hverdagen. Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt, der alligevel ikke er helt så kendt”, så kommer vi til at hylde hverdagen i 2023. De foregående år har været præget af ekstremer af alle mulige slags. Ekstreme boligpriser, ekstreme verdenssituationer som pandemi og krig og ekstremt forbrug. 2023 bliver året, hvor vi igen finder os til rette i hverdagen og i sovs og kartofler – dog på en ny måde. Vi køber mere basis, vi tænker på miljøet samtidig, vi bliver mere bevidste om vores forbrug.
Vi lander på månen – igen
2023 bliver året, hvor der igen bliver nye måneekspeditioner. Faktisk forventes den første rumfærge at lande på månen i april. Den er dog ubemandet og er sendt afsted af et japansk firma kaldet Ispace, som opsendte sin M1-mission på en SpaceX-raket i december. Med sig har den blandt andet en rover bygget af De Forenede Arabiske Emirater samt en robot bygget af Japans rumagentur JAXA. Også Nasa har en raket på vej mod månen, som skal teste udstyret før der skal mennesker med i 2024. Men hvorfor er det så vigtigt, at vi endelig kan genoptage udforskningen af månen? Månen byder blandt andet på en masse energiformer, som vi håber at kunne udnytte til en ny form for vedvarende energi. Derudover vil det være oplagt at bygge en raketplatform på månen, der på grund af tyngdekraften kan skyde raketter til yderligere udforskning af rummet afsted meget lettere.
Det skal være skidt før det bliver godt
Læser man både internationale og nationale analyser af økonomien i 2023, så er der heldigvis spor af optimisme – men selvfølgelig også en grad af uvished. Men overordnet set, spår de fleste, at det bliver hårdt i begyndelsen, og at alt derefter forhåbentlig vil udligne sig lidt. Hvad angår herhjemme skriver Carl-Johan Dalgaard, professor og formand for De Økonomiske Råd i et indlæg på rådets hjemmeside om udsigter for 2023: ”Der er dog endnu basis for optimisme. Dansk økonomi er blevet ugunstigt påvirket udefra, men den står på et stærkt fundament. De offentlige finanser er stærke, beskæftigelsen er høj, og der er i øvrigt spæde tegn på, at inflationen måske allerede er på vej ned. Der er dermed grund til at tillade sig at håbe, at dansk økonomi er i god gænge næste år ved denne tid.” Det håber vi også.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2023/02/palle-knudsen-pn32OsMWfHQ-unsplash-scaled.jpg17032560Christina Faaborghttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngChristina Faaborg2023-02-21 10:22:012023-02-21 10:22:01Hvad bliver godt i 2023?
Der er ikke én opskrift på at blive 100 år eller ældre. Den mangler videnskaben stadig at finde. Der er dog en del, man selv kan gøre for at øge chancerne for at opleve sin egen 100 årsfødselsdag, lyder det fra aldringsforskere. Man kan blandt andet faste, drikke kaffe og spise chokolade og gå en masse. Desuden er det en fordel at være kvinde og have været mindst muligt indlagt på hospital.
Noget af det værste man kan gøre for sit helbred er at blive ældre, udtaler læge og aldringsforsker Morten Scheibye-Knudsen fra Københavns Universitet til uniavisen.dk Han uddyber med den nedslående besked, at det er meget værre for helbredet at blive ældre end at være overvægtig, spise usundt og være inaktiv i en yngre alder. For med alderen risikerer man at rende ind i flere kroniske sygdomme. Desuden skades dna og stamceller umærkeligt i takt med, at vi ældes.
Der er dog flere ting, man selv kan gøre for at undgå eller minimere koblingen mellem aldring og sygdom, lyder den optimistiske og samtidig videnskabeligt underbyggede information fra forskeren i uniavisen.dk Selv arbejder han og en forskergruppe på at udvikle molekyler, som kan reparere dna. Lykkes det, vil det være en sensation lige som opdagelsen af penicillinen.
Morten Scheibye-Knudsen, som selv er først i 40´ne, forklarer en sammenhæng mellem udseendet og den biologiske alder, som ikke er det samme som den faktiske alder. Det er derfor et plus, hvis man har færre rynker og ser yngre ud, end man er. Desuden bør man faste og lade være med at spise i perioder. Det giver bugspytkirtlen et tiltrængt break i insulinproduktionen. Imens ryddes op i cellerne, så de optimeres. Man kan for eksempel vælge ikke at spise hver dag mellem kl. 20 og kl. 12 den følgende dag. Men det kan også være flere dage i træk, hvor man kun drikker vand.
Kaffe og mørk chokolade
I den mere behagelige del af det, man selv kan gøre for at blive gammel og undgå sygdom, er at drikke kaffe og spise mørk chokolade. Begge dele indeholder nemlig antioxidanter, som er positive for en sund aldring. Desuden bør man sørge for at dyrke motion, få pulsen op og gå så meget som muligt. Et amerikansk studie kunne konstatere, at jo flere daglige skridt man går, jo længere lever man. Motion selv i små mængder, også selv om man begynder sent i livet, er noget af det bedste, man kan gøre for sit helbred.
Det burde ikke være nødvendigt at gentage: Men med rygning er der langt større risiko for at udvikle livstruende sygdomme. Dertil kommer, at en sund og alsidig og ikke alt for rigelig kost er vigtig for et langt liv. Foruden sund livsstil er gode gener og lidt held medvirkende til at opnå høj alder, skriver videnskab.dk Mediet lancerer også ideen om at tage kosttilskuddet nikotinamidribosid, som øger mængden af NAD i blodet og gør, at aldringen sætter langsommere ind.
Chancen for at blive gammel øges ved at være kvinde
Knap 1.200 danskere er 100 år og derover. I 2008 var det kun 700. At tallet går op, skyldes i følge aldringsforsker Kaare Christensen fra Dansk Center for Aldringsforskning på Syddansk Universitet ikke mindst generelt bedre levevilkår. Det siger han til Politiken, efter at forfatter og journalist Lise Nørgaard gik bort ved nytår i an alder af 105 år. Forskeren tilføjer, at generne har betydning, men at det er komplekst, hvorfor nogen bliver meget gamle. For der lurer adskillige farer på vejen at styre uden om, siger han til avisen. Kaare Christensen nævner dog en række forhold, som kan øge chancerne for at opnå høj alder: Man skal være kvinde, være født så sent som muligt og helst efter 1920, kun sjældent have været indlagt på sygehus, have et generelt godt helbred og lade være med at ryge. Og så påpeger han, at helbredet ikke behøver blive værre med alderen.
Held og gener spiller en rolle. Men man kan også gøre meget selv for at blive gammel. Det kan være at faste, spise chokolade og motionere mere.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2023/02/Gamle-haender-zoom-scaled.jpg20522560Mette Andersenhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngMette Andersen2023-02-13 14:18:472023-02-13 15:33:50Hvordan bliver man 100 år?
Der er skruet ned for varmen både ude og inde i den her tid. Uanset hvor du er, og hvor koldt, der er, så kan vi faktisk sagtens vænne vores kroppe til kolde temperaturer.
Vi giver gode tips til, hvordan vi vender kroppen til at fryse lidt, uden at vi sidder og ryster, eller behøver pakke os ind i fem tykke striktrøjer.
Lad os starte ved den hollandske ekstrematlet Wim Hof, der har fået tilnavnet The Iceman. Han er kendt for en række af opsigtsvækkende rekorder – blandt andet at bestige Mount Everest kun iført shorts og at løbe et halvmaraton i bare fødder tværs over polarcirklen og at stå i en beholder dækket af isterninger i over 112 minutter. Det er alt sammen ekstremer, men vi kan alligevel bruge de teknikker, som Wim Hof praktiserer.
Han har nemlig trænet sig op til at han ved at kontrollere sin vejrtrækning, sin puls og blodcirkulation kan modstå virkelig kolde temperaturer. Og hvis ikke man træner det, som han har gjort, så vil man dø, hvis man forsøgte at gøre ham det efter.
Tanker skaber eurofi i kroppen
Forskere ved Wayne State University’s School of Medicine har kortlagt, hvordan Wim Hof kan modstå kulden. Resultaterne viser, at han formår at fremkalde en slags eufori i kroppen med sine tanker. Ved hjælp af helt særlige åndedrætsøvelser bedøver han sin krop – ved helt basalt at få et lavt niveau af kuldioxidindhold i blodet. Derefter chokerer han kroppen ved at udsætte den for en trussel, som ekstrem kulde jo er, men på grund af kroppens rolige tilstand fremkalder han nogle stoffer – kaldet opioider og cannabinoider – som hæmmer kroppens naturlige smertetilstande. Wim Hof sammenligner det med, hvis man er ved at løbe fra et vildt dyr, men har forstuvet sin ankel, så hæmmer kroppen smerten i anklen, fordi hjernen ved, at tigeren er en endnu større trussel. Det er netop det, Wim Hof har formået at skabe, når hans krop ikke reagerer på kulden.
Overfør det til hverdagen
Det betyder altså, at vi selv kan mentaltræne os til at kunne modstå meget mere, end vi tror. I den forbindelse er vejrtrækning et vigtigt redskab. Wim Hof-metoden er blevet et anerkendt ’våben’ til at modvirke stress, men også andre autoimmune sygdomme. Men hvordan kan du overføre nogle af Wim Hofs metoder til den ganske almindelige dagligdag på kontoret, eller hvis du virkelig fryser meget ude i kulden? Eller hvis bilen sidder fast i en snestorm, og der ikke er mere benzin på?
Her får du nogle af de bedste tips, der både stammer fra militærtræning og Wim Hof:
Hvis du fryser, så tag nogle dybe indåndinger – gerne gennem næsen – for at få din krop til at slappe af.
Tænk på noget varmt, som for eksempel ild i pejsen, et varmt kram, tænk på juleaften, en god fest eller noget andet. Det hjælper faktisk.
Rejs dig op, og bevæg dig, og få gang i blodcirkulationen.
Drik en masse og gerne noget varmt, men koldt er også fint. En dehydreret krop er nemlig ikke god til at holde varmen.
Katrine Muff Enevoldsen (f. 1985) er en dansk musiker, komponist og TV-vært. Hun er aktuel med ‘Sangbog til børn og deres voksne’, en ny familiesangbog, der på let og tilgængelig og humoristisk vis lærer familiens stemmer at synge sammen.
Hun har desuden fem melodier optaget i Højskolesangbogen og udgav i 2021 bogen og albummet ’De korte sætningers land’, hvor hun har sat melodier til Stine Pilgaards sange fra romanen ’Meter i sekundet’.
Denne sangskriver er min absolutte favorit
Jeg bliver aldrig nogensinde træt af Joan Wasser (Joan as Policewoman). Udover at være en virkelig dygtig sangskriver er hun også en overlegen instrumentalist. Hendes plader har fulgt mig længe og hendes legesyge tilgang til musik er superinspirerende. Hvis man skal starte med én vil jeg anbefale Real Life eller To Survive.
En koncertoplevelse, jeg aldrig glemmer
I sommer stod jeg på Musik i Lejet med min ældste datter og skulle introducere hende for min barndomsmusik, Gnags. De har været soundtrack til en masse lykkelige minder med min far. Dansende rundt i stuen med Mr. Swing King skruet helt op på anlægget. Min datter var lige blevet 7 og vi stod på en form for tribune med rigtig godt udsyn til scenen og lyden ramte os perfekt lige i ansigtet. Jeg havde ikke forventet at blive rørt, men at se hende stå og danse helt opslugt af musikken, med tankerne om alt det jeg har fået af min far og så Peter A.G der stod og tømte to halvlitersflasker vand over hovedet med en høj hat på hovedet og introen til Mr. Swing King fik tårerne til at springe helt ukontrolleret ud af øjnene på mig. Jeg græd i flere timer fordi jeg blev så rørt. Siden da har jeg ikke kunne se Peter A.G. optræde uden at begynde at græde.
En tv-serie, der tog mig med på eventyr
Severence. Det er den bedste serie jeg har set meget meget længe . Desuden må jeg bare sige, at jeg blev overraskende ramt af DR-serien Carmen Curlers, der blev sendt i løbet af efteråret.
En restaurant jeg kan besøge igen og igen
på Vesterbro i København er min favorit. Gode cocktails og smagfulde småretter. Særligt er jeg glad for nogle af de padrons med noget citronmarinade og salt. De gør mig decideret lykkelig. Generelt betyder det mest for mig at jeg er i godt selskab. Men den aften gik det hele op i en højere enhed med de padrons.
En naturoplevelse, der slog benene væk under mig
Forleden gik jeg en tur i Nødebo, hvor mine svigerforældre bor. Der havde været lidt for meget jule-run på og jeg havde ikke haft 5 minutter for mig selv i en uges tid. Så jeg gik tur. Lidt uden at spørge. Det var sent om eftermiddagen og jeg var helt alene i tusmørke og vindstille støvregn. Jeg endte ved Esrum sø og satte mig på en badebro og søen (som jo er kæmpe stor) var helt stille og der var bare sådan en ro, som kom lige på det rigtige tidspunkt. Følelsen af at gå rundt med tankemylder og hovedet et helt andet sted og så lige pludselig kigge op og “få øje” på naturen. Det var en virkelig dejlig oplevelse!
Jeg har aldrig været den store film-græder. Men efter jeg har fået børn, græder jeg pludselig til alle film. Jeg ved ikke hvad de to ting har med hinanden at gøre, men jeg bliver simpelthen bare lettere rørt. Jeg græder når Aragon og de andre bukker for hobbitterne i den sidste ’Ringenes Herre’ film. Jeg græder, når dragen Natskygge redder drengen fra et højt fald i ’Sådan Træner Du Din Drage’ (jeg så den endda uden lyd i et fly). Og så græder jeg altid når Kevin bliver genforenet med sin mor i ’Alene Hjemme’…. Men det gjorde jeg også før jeg fik børn.
En rejse du aldrig glemmer:
Efter gymnasiet tog jeg på en 7 måneder lang rejse på egen hånd med udvekslingsorganisationen ’Up With People’. Jeg rejste sammen med 100 andre unge fra hele verden. Vi lavede sådan et super amerikansk musikalsk show om at redde verden osv. Men det fedeste – og noget jeg aldrig glemmer – var de mange værtsfamilier, jeg boede hos i USA, Mexico og Thailand. Det var virkelig unikt at få et indblik i andre menneskers hverdag og familier og opdage, at alle folk er rimelig ens. På den gode måde. Jeg er stadig i kontakt med min værtsfamilie fra Denver, Colorado USA og har besøgt dem og USA mange gange siden. Det er klart mit favorit-land at rejse i. Der er noget ekstremt fascinerende i at rejse et sted, der minder så meget og vores egen kultur og samtidig er så anderledes.
Et museumsbesøg der rørte mig:
Da jeg var på udveksling i USA, var jeg på et stort museum i Chicago… tror måske det hed ’The Field Museum’… de havde samlet alle fede ting. ET sted! Udstoppede mammutter, samuraier, vikinger, dinosaur fossiler, egyptiske statuer og meget meget mere. Det mindede om sådan et rigtig Hollywood-film museum, hvor man bare har tænkt “det her museum skal kun én ting: fascinere!” Der var altså ikke en masse støvede plakater og potteskår, men i stedet alt det fedeste fra alle steder. Museumverdenens svar på en buffet. Jeg var blown away. Kæmpe drengedrøm.
Et måltid der varmer mig:
Tomatsuppe.
En kulturoplevelse:
På toiletterne i San Fransisco er håndvasken monteret oven på toilettet. Når du vasker hænder løber det beskidte vand videre ned i cisternen og kan derefter bruges til at skylle ud med. DET er virkelig smart!
Jeg ved ikke, om det kan karakteriseres som en kulturoplevelse, men jeg havde nu altså en stor oplevelse med den cisterne i en anden kultur. Hvorfor har vi ikke flere af sådan nogle smarte løsninger? Det kunne hjælpe gevaldigt på vores vilde overforbrug.
Faktaboks
Kristian Gintberg (f. 1988) er forfatter, tv-vært og sangskriver. Han startede sin tv-karriere i 2011 som medvært på DRs børneprogram Lille Nørd og har siden været vært på det meget populære Ramajetterne og Ramasjang Mysteriet, ligesom han er en fast del af sommerens Cirkus Summarum. Kristian er forfatter til serien Kristian på sporet af, der er en faktaserie til børn, hvori Kristian tager ud for at undersøge stort og småt sammen med læserne. Serien indeholder indtil videre seks bind. Syvende bind udkommer til foråret.
Fem heldige læsere kan vinde bogen ved at gå ind under konkurrencer og svare på spørgsmålet: Hvornår startede Kristian sin TV-karriere?
Sara Blædel er aktuel med sin nye roman ’Elins død’ – 12 bind i serien om politiefterforskeren Louise Rick, der denne gang sendes til den lille ø Aarø ved Haderslev, hvor hun sammen med politiets rejseenhed P13 skal efterforske en drukneulykke. Liebhaverboligen har bedt forfatteren dele fem særlige oplevelser, der har rørt, glædet og givet minder for livet.
En film, der altid får mig til at græde?
”Jeg kan ikke se klassikeren Fried Green Tomatoes fra 1991 uden tårerne får frit løb. Jeg elsker den film og har set den masser af gange. Det er stemningen og den måde, der bliver klippet imellem scenerne fra fortiden i 1920’ernes Alabama til nutiden, hvor den gamle dame Evelyn på plejehjemmet begynder at fortælle den yngre husmor Ninny om sin fortid – særligt om venskabet mellem de to unge kvinder Idgie og Ruth, som sammen driver The Whistle Stop Café. Gennem historierne fra Evelyns liv dannes et nært venskab mellem de to kvinder, der inspirerer Ninny til at ændre sit liv. Min yndlingsscene er bee charmer-scenen, hvor Idgie stikker en bar arm ind i et hult træ og henter honning ud, mens bierne summer omkring hende – uden at stikke hende, mens Idgie ser måbende til.”
En rejse, jeg aldrig vil glemme?
”Det var uden tvivl, da min søn Adam og jeg var på en tre måneder lang road trip i USA. Adam var 11 år dengang, og vi kørte fra Seattle i den nordvestlige del af USA ned til San Diego i det sydlige Californien og rundede af med en hel måned på Hawaii. I begyndelsen ville jeg hele tiden videre, men efterhånden gik det op for mig, at det handlede om at være lige der, hvor vi nu var. Dagene blev sjældent, som vi havde planlagt det, men så skete der noget andet. Det var en god læring for mig, og det der med at få den oplevelse sammen var en kæmpe gave. Det er noget, vi altid vil have med os.”
En kulturoplevelse, der åbnede mine øjne?
”Min mor, Annegrethe Nissen, var skuespiller. Hun lavede blandt andet en masse børneteater, som jeg for det meste bare syntes var megapinligt, som barn, forholder man sig sjældent rigtigt til ens forældres profession. Det var bare et arbejde, som hun havde. Som 14-årig så jeg hende for første gang på scenen i et stykke, der hed ’Ventetid’ på Allé Scenen i 1978, og et var nok første gang, jeg forstod det meningsfulde i hendes arbejde. For det første havde jeg fået en alder, hvor jeg forstod stykket, og for det andet brændte hun igennem, og det gik op for mig, hvor meget hun elskede at fortælle historier. Den glæde har jeg arvet fra hende.”
Et måltid, der varmede mig?
”Jeg begyndte først at stå på ski i en ret sen alder. Jeg tror Adam var omkring 4 år, da jeg fik et par ski under fødderne for første gang. Vi var sammen men nogle venner oppe i fjeldet i Norge og var taget ud allerede fra morgenstunden med rygsækken pakket med madpakker og termoflasker. Det var sådan en smuk, klar solskinsdag, hvor frosten hang i træerne, og kulden stod ud i røg, når ånden ramte den kolde luft. Jeg var nærmest euforisk over, det var lykkedes mig at følge med de andre og komme ned ad bakkerne, og jeg husker tydeligt glæden ved at sidde der, trætte og udmattede, midt i snelandskabet og åbne boksene og spise spaghetti bolognese og drikke rødvin. Det var ikke et fint måltid, men der i kulden med forfrosne fingre og tæer og masser af kilometer i benene, var det det mest velgørende måltid, jeg nogensinde har spist. Det var i øvrigt på den tur, jeg fik min første ide til en krimi.”
Et museumsbesøg, der rørte mig?
”Som barn tog min mormor mig ofte med på Zoologisk Museum. Jeg elskede at komme der og fra det øjeblik, jeg trådte ind, synes jeg, luften sitrede af historie. Det var samme rutine ved hvert besøg; at sidde og se de samme film, som jeg troligt så fra start til slut, at stå og beundre det store dinosaurskelet, sidde sammen med andre børn og tegne og til slut at vælge lige præcis det lille fossil i museumsbutikken, jeg havde lyst til. Det var spændende hver gang. Da min søn Adam var lille, blev det min mor, der tog ham med derhen. Han elskede det også.”
Fem heldige læsere kan vinde Sara Blædels aktuelle bog “Elins død” ved at gå ind under konkurrencer og svare på følgende spørgsmål: Hvad hedder politiefterforskeren i Sara Blædels romanserie?
Michael Holbek er journalist og har skrevet over 15 bøger blandt andet om Stig Elling, keld og Hilda Heick og Linse Kessler. Lige nu er han aktuelt med sin debutroman ’Strøm’, der fortæller en håndværkerfamilies historie i 1960’erne, 70’erne og 80’erne, og handler om drømme, kærlighed, kriminalitet og almindelig mislykkethed.
Et sted, jeg vil elske for altid
I al slags vejr, morgen, middag, aften og nat, er Nørrebro Station i Københavns Nordvestkvarter det sted, jeg elsker allermest i byen. Fra 2012 og otte år frem boede jeg lige ved siden af stationen, og det var som at komme hjem til min ungdoms Nørrebro i 80’erne. Råt, skramlet, højlydt, storby-charmerende og med sit helt særegne pulsslag. Omgivet og gennemstrømmet af et utroligt leben, tungemål fra hele verden, børn, unge, gamle, smarte, lasede, hjemløse, bedsteborgere og banditter. Udover at være en arkitektonisk perle har den noget berlinsk metropol over sig, noget både magisk og mystisk. Lige nu går det hurtigt med gentrificeringen: metroen er åbnet, graffitien fjernet, og pladserne rundt om stationen byfornyes. Men den smukke højbanebygning trækker stadig magnetisk i mig med alle ankomsten og udrejselængslens løfter.
Et måltid, der åbner mit hjerte
Jeg er et madøre, nærmest altspisende, både kød og vegetar. Jeg elsker også at lave mad, og det er noget, jeg slapper af med. Min yndlingsting er et frokostbord med sild og øl og snaps. Helst en velmodnet kryddersild. Min kæreste og jeg går gerne på en af Københavns mange gedigne frokostrestauranter, men vi gør det også hjemme og i sommerhuset. Et godt måltid er altid en social ting, et rum, man åbner en samtale med. Og frokosten er perfekt til det. Den har en afslappethed og en langsommelighed i sig, som fremkalder uventede samtaler, hvad enten de er dødsensalvorlige, dybe, afsøgende eller letbenede og fulde af humor. Og lige præcis dér må man gerne smide om sig med klichéer a la: ’Nå, skal den sild ikke snart svømme?’ Sådan noget elsker jeg.
En kunstner, som åbnede mine øjne
Jeg kan godt lide at gå på kunstudstillinger, og for ca. fem år siden så jeg på Galleri Kant Peter Ravns soloshow His Own Fall og forelskede mig på stedet i udstillingens signaturbillede It Was His Own Fall. Jeg er ikke fra et hjem med kunst og havde aldrig tænkt på mig selv som én, der ville bruge så mange penge på et ægte maleri. Men jeg vidste bare, at jeg måtte have det værk. Det talte lige ind i et tema, som min roman Strøm også behandler: Mænd i frit fald. Peters univers er mænd i jakkesæt, og min romans mænd er håndværkere, men det ufrivillige fald – i status, i tilværelsen, i selvforståelsen – er af samme karakter. Og han skildrer det i samme tone, som jeg gør i min bog: både foruroligende og morsomt. Siden har jeg købt andre værker af andre kunstnere. Det er ikke trangen til at eje dem, mere lykkelig taknemmelighed over at kunne se på dem i et nyt lys hver dag. Peter Ravns kunst kan løbende ses på: gallerikant.dk
En rejse, jeg aldrig vil glemme
I 2018 var jeg på skriveophold i Marrakech, hvor jeg begyndte på min roman Strøm. Det var første gang, jeg var der, og jeg blev blæst helt bagover af farverne og lugtene og lydene i byen. Det var som at være i en meget eksotisk boble. Jeg arbejdede koncentreret, gik ture, arbejdede igen, og om aftenen gik jeg ud igen og nød et glas vin i solnedgangen til muezzinernes mangestrubede kalden. De mange indtryk forstyrrede ikke mit arbejde, men byens overvældende sanselighed gav mig direkte adgang til mine egne sanser og dermed min erindring, som var det, jeg skrev på. Det var 14 dages tilstand af barnlig lykke og strømmende skrift. En virkelig smuk og exotic by, jeg gerne vil tilbage til.
En kunstform, jeg vender tilbage til
Jeg går en hel del i teatret. Jeg er vild med at opleve rigtige mennesker på scenen, at det er noget, vi er sammen om her og nu, skuespillere og publikum. Senest så jeg dramatikeren Christian Lollikes radikale og hylende morsomme version af Holbergs Erasmus Montanus på Aarhus Teater. Den blev i 2017 Reumert-kåret som Årets Forestilling og er siden blev genopsat, bl.a. her i efteråret, og det er en af de fedeste teateroplevelser, jeg har haft ever. Der foregår sindssygt mange spændende ting i teatret i de her år. Der bliver leget med scenerum, udviklet nye og vedkommende historier, eksperimenteret med fortælle- og genreformater. I den aktuelle sæson er der SÅ mange ting, jeg har lyst til at se, og jeg kan kun anbefale selv at tjekke det ud.
Fem heldige læsere kan vinde Michael Holbeks aktuelle bog “Strøm” ved at gå ind under konkurrencer!
