Foto: Nicolas Tobias Følsgaard.

Forfatter og journalist Nillou Zoey Johannsen er aktuel med romanen Nattens Blomst, der er en usentimental og bevægende fortælling om to generationer af kvinder i Iran. Nattens blomst tager sin begyndelse i Teheran, Iran, i 1950 og handler om to stærke kvinders kamp for et liv i frihed, men er også historien om et lands storhed og fald. Nillou deler her nogle af de oplevelser og rutiner, der betyder allermest for hendes liv som forfatter, kvinde og mor.  

De bedste gåture

Jeg er et gåmenneske. Før jeg fik børn, gik jeg alle steder, jeg går og går og går uden nogensinde at blive træt. Til gengæld bliver jeg lidt stresset af at cykle, det er som om min cykel kun kan være i strid modvind, det spontant regner fra en skyfri himmel og min nederdel sætter sig fast i kæden, så snart jeg er oppe på cyklen. Men altså, at gå rundt er ikke en effektiv løsning i en travl hverdag, så jeg går kun, når jeg virkelig skal forkæle mig selv. Ofte går jeg en kort tur på stranden, når jeg har afleveret mine børn i skolen. Havet beroliger og nulstiller hele mit system, lyden og synet af vandet og horisonten, er den lækreste sanseforkælelse.

Danmark, Danmark, Danmark

Jeg kom hertil som 8årig fra Iran. I 2019 besluttede min ex-mand og jeg at flytte familien til Bali for at prøve noget helt andet. Så ramte Corona verden og vores plan gik i vasken efter et halvt år på Bali, men jeg har aldrig været så lykkelig for at komme hjem, som da vi kom tilbage fra den tur. Selv den grå himmel har et hav af nuancer. Danmark er det land i verden med den længste kyststrækning, landets størrelse taget i betragtning, og sommeren er gået med strandture i og omkring København, Nordsjælland og på Bornholm med mine unger. Vi har spist fiskefileter med pommes, remoulade eller alt for sød ketchup i en uendelighed, og jeg ønsker mig ikke at være noget andet sted i hele verden end i det her lille, smukke land. 

Madlavning som leg

Hvis jeg ikke var forfatter, havde jeg nok været kok. Jeg kan virkelig godt lide at lave mad, synes det er sjovt at lege med smag og farver. Min iranske baggrund fornægter sig ikke i madlavningen, jeg elsker varme/gule/sure og stærke smage og krydderier som gurkemeje, karry, chili, sumak, berberibær og safran. Og så mener jeg ikke, at der er noget som helst mad i verden, der ikke bliver lidt bedre af noget lime eller citron. Hvis det ikke var for mine to megakræsne børn, der holder min madlavningsselvtillid lidt nede, havde jeg uden tøven sagt, at jeg er lidt af en sensation i køkkenet.

De bedste menneske

Som forfatter lever jeg af at gå på opdagelse i alle slags følelser, jeg lever af at rumme og udforske dem i deres yderste afkroge. Jeg kan og tør være i det mørkeste mørke såvel som i lyset uden at miste mig selv. Min følsomhed er som en indre sporhund, der fortæller mig, hvor jeg skal være, og hvornår jeg skal flytte mig. Den var en kæmpe hæmsko som barn og ung, fordi jeg ikke forstod den, men som voksen har min følsomhed vist sig at være min største skattekiste. Jeg har lært at give mig fuldt ud til de mennesker, jeg stoler på. Den nærhed og intimitet jeg har i mine relationer, er uden tvivl det, der giver mig de største og mest gyldne øjeblikke i mit liv. Ingen solnedgang eller vandfald kan for mig nogensinde overgå oplevelsen af at møde et andet menneske og selv blive mødt i ren kærlighed.

Dagens første oplevelse

Jeg er vanemenneske til fingerspidserne. Alle morgner starter på samme evindelige måde, og gud være nåde, hvis der mangler havremælk eller matchapulver til dagens første oplevelse, en matcha latte. En lille besk sag, som er gået hen og blevet en daglig livsnødvendighed. Efterfulgt af en havrelatte på min højtelskede nespressomaskine, mens jeg skriver dagbog. Rutiner er for mig en god måde at sætte rammer op i mit arbejdsliv, når jeg arbejder som forfatter og ikke har en daglig mødetid på en arbejdsplads. De fortæller min krop, at nu er vi i gang. Så starter arbejdsdagen og jeg stopper med at tælle kaffekopperne. 

Jeg befinder på Christiansborg. Ved min side er Nye Borgerliges stifter og partiformand, Pernille Vermund. Hun er iklædt sin kvindelighed; langt lyst hår kompletteret af hvid skjorte, stram nederdel, bare ben og stilletter. Klik, klak, klik, klak, klik, klak..  

De højhælede skos ekko klapper ned mod os som en salut fra Borgens bombastiske mure, mens vi med raske skridt bevæger os gennem magtens korridorer mod Ridebanen. Jeg forsøger uden held at afvise min indre trang til at smånynne ZZ Top-hittet Legs fra 1983. She´s got legs/She knows how to use them. For det ved hun virkelig, damen med stort D ved min side. Hun ved præcis, hvordan hun bruger de ben, hun går på. Det er næsten et omvandrende statement. Stærk politiker med dameben i næsen, kvinde uden frygt for at skilte med sin femininitet på politikkens maskuline højborg. Legs – et uomtvisteligt aktiv i den kønspolitiske magtkamp om ligestilling. Nærmest stakåndet frister jeg mig til at spørge, om hun tror, det er blevet sværere at være mand.

Ja. Det er det, svarer hun.

Vi bevæger os videre, op ad trapperne og ned ad den buede gang. Jeg er selvfølgelig nødt til at spørge, om det så også blevet sværere at være kvinde.

Nej. Det er ikke blevet sværere, men når vi taler ligestilling, er der stadig forhindringer for kvinden i forhold til at kunne være et helt menneske – i bl.a. politik. Mænd og kvinder skal have lov til at være hele mennesker og ikke bare et jakkesæt, som ligner hinanden, fordi vi på arbejdsmarkedet skal uniformeres væk fra vores personlighed.

Jeg pruster og stønner i det hæsblæsende tempo, som er sat for dagen. Men jeg følger trop.

Jeg er glad for at være kvinde – med alt, hvad det indebærer. Ligesom jeg synes, at mænd skal være glade for at være mænd med alt det, som dét indebærer. En del af identitetspolitikken går på, at man prøver at udviske de vidunderlige karaktertræk i os som mennesker, som også er forbundet med vores køn. Jeg mærker, som politiker, at jeg helst skal iføre mig en blazer og et par bukser. Og skulle jeg fristes til at iføre mig en kjole og få taget billeder af mig selv til en artikel, så er jeg jo lige pludselig alt for feminin, ik. Jeg tror, at hvis man kan få lov til at tage sin personlighed – sit hele menneske – med ind i det man laver og i vores kultur, så får vi mere ud af vores liv.

Jeg sveder nu. Ikke på grund af det, Pernille Vermund siger, men fordi jeg i min maskuline naivitet har klædt mig på til et iskoldt udendørs-interview ved Ridebanen – uden at ane, at den omtalte lokation er stedet på Borgen, hvor Nye Borgerliges leder har sit kontor. Nuvel, jeg nægter at afklæde mig. Jeg føler mig polstret. Beskyttet. Det er varmt, ja. Men sveden minder mig løbende om min mandighed, hvilket giver mig en eller anden form for falsk tryghed i mødet med den stærke kvindelige leder over for mig.

Jeg bruger min kvindelighed, fordi jeg ville være en virkelig dårlig mand – selvom jeg laver en sindssygt god parallelparkering.

Pernille Vermund smiler, mens hun siger det. Vi griner. Jeg er et kort øjeblik i tvivl, om det er sagt som privatperson eller politiker. Men det er egentlig underordnet, for vi griner. Det er det vigtigste. Døren lukkes, og jeg drager et lettelsens suk, mens vi sætter os over for hinanden. Den forpustede får sig en puster. Der er disket op. Kaffe og Karen Volf-vaniljekranse stirrer op på os fra bordet, men ingen af os rører ved buffeten. Endnu.

Kvinder er jo heldigvis forskellige. Men hvis vi som kvinder tillader vores kvindelighed at tage med os på arbejde, så tror jeg, vi kan bidrage med flere nuancer. Jeg generaliserer, når jeg nu siger, at mænd i højere grad er mere målrettede og risikovillige end kvinder. På det punkt er jeg nok lidt maskulin – ellers ville jeg ikke have stiftet partiet – men det kan indimellem betyde, at man glemmer at stoppe op og se sig lidt til siderne og få de kvaliteter med, som er på vejen mod målet. Kvinder derimod kan være mere i nuet, hvor de ser bredden, bedre end mændene gør det.

”Jeg bruger min kvindelighed fordi, jeg ville være en virkelig dårlig mand – selvom jeg laver en sindssygt god parallelparkering” Pernille Vermund, politiker

Så fremfor at jeg skal lægge låg på min kvindelighed og du på din maskulinitet, så tror jeg faktisk på, at vi kan opnå mere, hvis vi kan opnå en kombination af de evner, vi kan byde ind med som kvinder og mænd. For mig ville det være et stort tab at gøre mig til intetkøn. Jeg har ikke lyst til at afkønne mig.

Den maskuline retorik

Haps. Dér nappede Vermund en vaniljekrans. Snakken ligger egentlig også på et tidspunkt på dagen, hvor frokosten måske burde indtages, og jeg tænker, at Nye Borgerliges frontfigur må være sulten. Det er jeg. Hun spørger, om jeg vil have en. I en non-verbal retorisk dans med hovedet, ryster jeg et kønsløst men velopdragent nej-tak afsted. Jeg vil så gerne bevare dekorationen bedst muligt. Kald mig kvindeligt afbalanceret, mandhaftig eller respektfuld maskulin, men jeg nænner bare ikke at krumme på magthaverens bord.

Nu er kvindelighed jo mere end bare udseende. Det er bl.a. også, hvordan man kommunikerer. Og lige på dét punkt er jeg nok mindre feminin. Jeg tror, at en af mine udfordringer er min maskuline retorik. Men det er sådan, jeg er. Jeg ønsker ikke at foregive noget, jeg ikke er. Og derfor lyder jeg som mig. Jeg baserer eksempelvis i højere grad mine argumenter på statistik og logik end på følelser. Og det kommer så til udtryk i måden, jeg kommunikerer på. Jeg ved, at der er kvinder, der synes, jeg er for hård og kontant og bedre kan lide de kvindelige politikere, som er både blødere og blidere. Og dér overrasker jeg nok nogen. Jeg oplever ikke, at jeg er supermaskulin af udseende, men med et maskulint tankesæt, og der vil nok være nogen, der tænker, at det er meget mærkeligt. Og det er netop på dét punkt, at jeg vil fastholde, at vi som kvinder skal kunne få lov til at være hele mennesker.

”Mine rådgivere har det ikke nemt med mig. Man kan ikke fortælle mig, hvordan jeg skal være” Pernille Vermund, 45

Mine rådgivere har det ikke nemt med mig. Man kan ikke fortælle mig, hvordan jeg skal være. Min pressechef rådgiver mig men ved udmærket godt, at jeg gør, som det passer mig alligevel. Det er enormt vigtigt for mig, at jeg altid kan se mig selv i øjnene, at jeg står på egne ben, når jeg eksempelvis sidder her med dig. At jeg ikke står på et fundament, som en anden har skabt for mig, så jeg ikke lige ved, hvor jeg skal trippe hen, hvis jeg får et spørgsmål, som jeg ikke forventede. Det gør det hele meget nemt for mig. Derfor er jeg også rolig, når vi to taler sammen, for uanset hvad du spørger mig om, så svarer jeg bare det, jeg mener.

Så du er fuldstændig tro mod dig selv, når du sidder over for mig hér?

Ét hundrede procent. Hvis jeg skulle styles til at være i politik, ville jeg formentlig være blevet bedt om at lægge noget af min kvindelighed på hylden. Jeg ville formentlig være blevet bedt om at være, sige og gøre noget på en anden måde, end jeg gør nu. Pernille Vermund skænker sig en kop kaffe og gafler endnu en småkage. Jeg melder stadig pas. Hvis dekorationen skal smuldre, er det i hvert fald ikke min skyld, tænker jeg og rækker i stedet ud efter en af de danske vand fra Borgens kontor-buffet foran mig. Jeg har, fra jeg stiftede partiet, sagt, at jeg vil have lov til at være mig selv. Det betyder jo ikke, at man ikke udvikler sig. Jeg er selvfølgelig ikke den, jeg var for seks år siden. Jeg er ikke det samme sted. Man bliver klogere og ældre og modnes som menneske. Men jeg ville ikke på noget tidspunkt kunne leve et liv, hvor jeg skulle påtage mig en eller anden rolle, som ikke er mig. Det er også derfor, at folk indimellem slår sig på mig, når jeg insisterer på, at jeg taler et andet sprog med mine venner og veninder, end måden man ellers er vant til at høre politikere gøre. Jeg siger tingene ligeud. Sådan er jeg. Jeg har ikke bare rendt rundt med akademikere med høje lixtal. Jeg er arkitekt, jeg har været i skurvogne med håndværkere, som har præget mig. Jeg er ikke så poleret et menneske, som man måske havde foretrukket, hvis man havde designet et parti og dets ledelse.

”Jeg er ikke så poleret et menneske, som man måske havde foretrukket, hvis man havde designet et parti og dets ledelse” Pernille Vermund, stifter og formand for Nye Borgerlige

Men hele opbygningen af vores sekretariat-kultur er nok en mere feminin ledelse med frihed og ansvar til medarbejderne. Jeg ønsker ikke et hierarkisk, maskulint system, hvor alt skal detailreguleres af mig. Jeg skal selvfølgelig nok tage det overordnede ansvar, hvis tingene går helt galt. Men som udgangspunkt stoler jeg på folkene omkring mig, og jeg ønsker, at medarbejderne vokser i det, de laver. Hvis jeg kan give dem trygheden om, at det i sidste ende er mig, der tager ansvaret, men lader friheden råde for den iboende kreativitet i den enkelte, er jeg ret sikker på, at vi vil få en organisation og et sekretariat, som vil blomstre. Det synes jeg faktisk er lykkedes meget godt hér to år inde i folketingsarbejdet.

Det politiske iværksætterprojekt

Pernille Vermund sprudler om kap med boblerne i min kildevand. Jeg kan mærke, hun brænder for sin sag, D – Nye Borgerlige, et nu seks år gammelt nationalkonservativt, økonomisk liberalt, højreorienteret politisk parti, som hun sammen med Peter Seier Christensen stiftede tilbage i 2015, mens migranter i tusindevis krydsede grænserne og bevægede sig videre op ad de danske motorveje. Vi så nogle store udfordringer, som vi egentlig håbede, at de andre borgerlige partier ville løse, men som jo på ingen måde blev det. De var gået til valg på straksopbremsninger, og på at løse migrantkrisen, men lod migranter i tusindvis strømme ind over vores grænser.

”Jeg følte en form for borgerpligt ved at stifte partiet, men jeg frygtede også, at det ikke ville gå” Pernille Vermund, politisk iværksætter

Jeg følte en form for borgerpligt ved at stifte partiet, men jeg frygtede også, at det ikke ville gå. Som de fleste iværksættere, ved man godt inderst inde, at sandsynligheden for at være på markedet efter fem eller ti år er meget lille. Jeg havde aldrig turdet tro, håbe eller drømme om, at vi skulle sidde hér i dag, være valgt i folketinget og stå i meningsmålingerne til knap en firdobling af vores mandater.

Ser du da Nye Borgerlige som et iværksætterprojekt?

Det er jo det, det er. Man starter tingene op fra bunden og skaber værdigrundlaget. Det handler om at have en mission, man ikke kan lade ligge – og så bare gøre det. Så må det briste eller bære. Det kræver en iværksætterånd. Det er jo også det, der gør, at vi mod alle odds stiftede partiet og holdt fast. Iværksættere gør det samme. De ved godt, at risikoen for at fejle er til stede, men man gør det alligevel.

Men det er vel ikke hånden på kogepladen?

Mange iværksættere brugere hele deres formue og tager lån, som de risikerer at forgælde sig på. Det har vi ikke gjort. Men fra perioden mellem vi stiftede partiet, og til der var valg, havde jeg jo min forretning, Vermund Gere Arkitekter MAA, der skulle passes, og som jeg var nødt til at drosle ned på for at engagere mig politisk. Så det har da haft økonomiske omkostninger for mig personligt og for min familie. Jeg havde nogle drenge derhjemme, som nok syntes, det var sejt, at mor havde stiftet et politisk parti, men de kunne selvfølgelig også godt lide, dengang vi havde råd til en Tivoli-tur. Og det er der bare ikke råd til, når man satser alt. Ligesom når man stifter en virksomhed. Man ser ind i en periode, hvor der ingen indtjening er. Og så sætter man tæring efter næring.

”Jeg havde nogle drenge derhjemme, som nok syntes, det var sejt, at mor havde stiftet et politisk parti, men de kunne selvfølgelig også godt lide, dengang vi havde råd til en Tivoli-tur” Pernille Vermund, alenemor til tre

Dilemmaet er, at man føler en virkelyst, der kræver, at man gør det. Der kommer som regel noget udefra, som påvirker én til at blive opmærksom på en bold ved fødderne, som skal spilles. Man ser det for sig. Det er sjældent, man møder den følelse. Det er som i kærlighed; pludselig er forelskelsen der bare. Den kan ikke forceres. Jeg tror, der er nogle drivkrafter i os som mennesker, som man kan vælge at undertrykke. Nogle mennesker er mere afhængige af tryghed eller forudsigelighed. Derfor undertrykker de deres lyst, mens vi andre, der mærker instinkterne meget kraftigt – og er risikovillige – bare må realisere drømmene og tankerne.

Er det en filosofi, der praktiseres i partiet?

Det har været vigtigt fra begyndelsen at sige, at der skal være en decentral struktur i Nye Borgerlige, hvor vi skal sikre, at de mennesker vi ansætter, kan få lov til at udfolde deres fulde potentiale. De skal være villige til at tage ansvar for deres respektive område, have så meget frihed til at løse deres opgaver som overhovedet muligt, fordi jeg tror på, at det får mennesker til at give plads til den drivkraft. Og selvom de måske ikke ligefrem går ud og stifter et nyt parti, så tror jeg på, at alle har den iboende kraft i sig.

Kan tanken kanaliseres ud på vælgerne?

Ja. Når man taler politik og indretning af vores samfund, så synes jeg, det er noget af det, jeg ser som en udfordring i måden, vi har indrettet samfundet på. Vores samfund er blevet meget centraliseret og ensrettet. Vi er som danskere vidt forskellige. Vi lever og indretter os forskelligt, og alligevel accepterer vi et velfærdssystem, hvor vi alle sammen skal passe ind i de samme formler.

Den kønsløse barsel

Jeg sipper til min vand. Jeg registrerer, at det kulsyreholdige indhold gør, at jo mere jeg drikker, jo mere tørstig bliver jeg. Som at drukne på land gætter jeg på. Snakken om at passe ind i velfærdssystemets formler, giver mig trang til at fødes på ny i et land uden direktiver, og det lader til at være en naturlig overgang til at spørge om den øremærkede barsel, der som forslag nu skal til behandling i Folketinget.

Det er et glimrende eksempel på politisk ideologi. Det handler jo om, at ligestilling trumfer borgernes ønsker og indretning af hverdagen. Man har et ideologisk projekt, som handler om ligestilling, som man så vil køre ned over fordelingen af barslen. På den måde siger man også til borgerne, at der har været masser af muligheder for at fordele barslen frit mellem jer, men I har truffet valg, som vi politikere ikke synes er de rigtige valg. Der gribes ind i noget her, som for mig er noget af det mest sårbare, vi har; familielivet med helt små børn. Vi er som familier og som mennesker forskellige med forskellige behov, og jeg synes, at denne her øremærkning af barslen bliver en meget grænseoverskridende indgriben i danskernes privatliv.

”Tiden lige nu gør, at man næsten ikke tør sige, at der er forskel på mænd og kvinder” Pernille Vermund om barsel

Forslaget udspringer af et legitimt ønske om mænd og kvinders ligestilling og deres lige muligheder på arbejdsmarkedet. Men de fleste kvinder vælger altså åbenlyst, at de hellere vil være sammen med deres spædbørn end hurtigt at komme ud på arbejdsmarkedet. Det er der, hvor det både bliver et ligestillingsprojekt og et arbejdsmarkedsprojekt. Borgerne bliver betragtet som skaffedyr til velfærdsstaten, i stedet for at velfærdstaten ser borgerne som familie – mennesker, der kan have andre værdier end at tjene mange penge og gå på arbejde. Jeg kan godt forstå, at man stiller spørgsmål ved tingene, når noget, der er et familieprojekt, f.eks. skal have konsekvenser for kvindens pension. Jeg så gerne, at vi som kvinder forhandlede os til bedre barselsvilkår. Tiden lige nu gør, at man næsten ikke tør sige, at der er forskel på mænd og kvinder, men lad os da sikre, at vi i højere grad kompenseres for den tid, hvor vi som kvinder spiller vores biologiske rolle som mødre – perioden, hvor det anbefales, at barnet bliver ammet.

Den der fremtid

Jeg griber det berømte faldereb, der dingler usynligt over bordet foran mig. Tiden er egentlig gået, men den umulige tanke om, at Nye Borgerlige en dag måske skulle kollapse og forsvinde lige så hurtigt og overraskende, som det dukkede op, prikker til spørgsmålet, om deres frontfigur, Vermund, da vil genopfinde sig selv som arkitekt på tegnestuen.

Ja. Og det vil jeg også, når min tid som formand for Nye Borgerlige slutter. For den slutter på et tids – punkt. Jeg skal ikke sidde her, til jeg går på pension. Jo længere tid der går væk fra den virkelige verden, jo sværere bliver det at fastholde erindringen om de udfordringer, man mærker uden for Christiansborgs tykke mure.

”Jeg tror på, at der er risiko for magtblindhed ved at sidde på Christiansborg for længe” Pernille Vermund, D

Og jeg tror på, at der er risiko for magtblindhed ved at sidde på Christiansborg for længe. Man bliver så optaget af den magt og de muligheder, det giver at være politiker, at man kan glemme dét, som man egentlig var her for. Jeg vil helst ikke gro fast herin – de. Men der er store udfordringer i vores samfund, som skal løses. Og så længe de ikke er løst, så klør jeg på. Vi rejser os op. Snakken har nået vejs ende, og vi knejser. Jeg føler mig høj som Burj Khalifa, og mens jeg svajer mod døren til exit, stopper jeg nysgerrigt op for at spørge arkitektpolitikeren, Pernille Ver – mund, hvilken bygning hun ville være, hvis hun var en bygning.

Eiffeltårnet er jo noget helt særligt. Det er interes – sant at noget kan stå og være så ikonisk og på den ene side virke skrøbeligt, mens det på den anden side er så utrolig potent. Det er en fin kombination af det maskuline og feminine.

Burj Khalifa bøjer sig i støvet. Jeg forlader byg – ningen. She´s got legs/She knows how to use them….

 

Vil du gerne være én af de tre, som stadig er røgfri et halvt år efter at have fulgt et rygestopkursus? Det kan være den lige vej til at lykkes frem for at bøvle med problemet alene, hvilket kun cirka fire procent har held med.

Højsæson for at prøve at holde op med at ryge (og bruge snus) er – måske ikke overraskende – i januar men faktisk også nu, hvor sommerferien er slut. Alle kan ringe til Stoplinien og få hjælp til at stoppe med at ryge eller for at blive tilmeldt et rygestopkursus i deres kommune. De fleste kommuner tilbyder gratis rygestopkurser. De, som ikke gør, har et samarbejde med Stoplinien under Sundhedsstyrelsen om et individuelt onlineforløb. Et kommunalt rygestopkursus eller et forløb hos Stoplinien vil typisk bestå af seks mødegange fordelt over nogle måneder, hvor man sammen med en rygestoprådgiver forbereder rygestoppet, sætter en stopdato og arbejder med fastholdelse og hjælp til alle de udfordringer, der opstår under vejs: ”Medicin, både receptpligtigt og den i håndkøb, er sammen med rådgivning den bedste vej til et rygestop. Medicinen hjælper til at tage toppen af abstinenserne, så man har mere ro til at håndtere den psykiske og sociale afhængighed. Det handler om at ændre vaner og adfærd”, siger Nina Krogh Larsen, som er leder af Stoplinien på telefon 80313131: ”Både vi på Stoplinien og rygestopkurserne i kommunerne gør meget ud af den individuelle støtte og vejledning. Rygere er jo forskellige som alle andre, og det samme er deres vaner og livssituation. Nogen foretrækker for eksempel en stopdato, mens andre foretrækker at trappe langsomt ned. Det er klassisk at prøve at holde op mere end én gang uden succes. Det kan være hårdt arbejde, når rygningen i flere årtier har været del af ens identitet, hvor man har røget til morgenkaffen, ved sammenkomster med veninder eller dulmet stress og uro med en cigaret. Vi tager altid udgangspunkt i den enkeltes behov, erfaringer og situation”.

Lidt flere kvinder end mænd søger hjælp til at holde op med at ryge. De er over 30 år og endda over 50. For mange er den største frygt at tage på efter rygestoppet, når nikotinen ikke længere påvirker stofskiftet.

Flest kvinder over 30

Lidt flere kvinder end mænd søger hjælp til et rygestop. Cirka 80 procent af dem er over 30 år, og de fleste over 50. Mange har forsøgt at stoppe før, erkender Nina Krogh Larsen. Det har enten været på egen hånd eller ved hjælp af selvhjælpsbøger, hypnose, akupunktur og andre metoder, som ikke har virket: ”Der er forskelligt, om man er mest fysisk eller psykisk afhængig af at ryge. Men ofte er det jo begge dele. Første skridt er at få talt med en rådgiver og finde ud af, om et kursus kunne være vejen frem. Så bliver planerne om et rygestop ofte mere overskuelig og systematisk frem for at være et kaos af tanker om, hvad man bør gøre og hvordan”.

 

Farvel til røgtågerne (måske) uden at tage på

Gør dig klart, hvad der motiverer dig: Vil du have pænere tænder og hud, ikke lugte af røg, sove bedre eller andet?

Abstinenser varer typisk tre minutter. Planlæg i forvejen strategier for, hvad du vil gøre, når de melder sig. Du kan for eksempel vaske op, gå en tur eller lave en kop te

Bryd gamle vaner og hold op med at ryge indendørs eller i bilen. Udsæt den cigaret du plejer at ryge om morgen og efter middagen

Forbered dig på sociale begivenheder, hvor du risikerer at falde i. Det kan gøres ved at visualisere dig i situationen uden cigaret, alliere dig med ikke-rygere, bruge et nikotinerstatningsprodukt og drikke mindre alkohol

Nikotin påvirker sult og stofskifte og holder vægten på et lavere niveau. Rygestop ændrer forbrændingen: Bliv derfor mere fysik aktiv, drik mindre alkohol og spis lidt mindre og sundere tre-fem gange om dagen

Hvis du spiser kage så tag et mindre stykke og stræk det med frugt

Begræns skuffelagre af søde sager for ikke at friste dig selv

Bed om families og venners støtte til at fastholde rygestoppet

Ros dig selv for det der lykkes og sig ”pyt”, hvis noget ikke lykkes. Det er normalt med bump på vejen.

 

Kilde: ”Hold vægten efter dit rygestop”-pjece fra Sundhedsstyrelsen.

 

Sådan kan du hjælpe

Foreslå noget andet på tidspunkter hvor eksrygeren plejer at tænde en cigaret

Find andre måder at hygge jer på end med slik i sofaen

Hav altid sunde slik-alternativer i huset

Ryg et andet sted hvis du selv er ryger og ikke ønsker at stoppe

Kilde: ”Hold vægten efter rygestop”-pjece fra Sundhedsstyrelsen

 

Der er større chance for at blive røgfri ved at kombinere medicin og rådgivning end ved selv at forsøge sig med en kold tyrker, siger Nina Krogh Larsen, som er leder af Stoplinien under Sundhedsstyrelsen.

En fjerbold og en ketsjer har været den verdenskendte badmintonstjerne Peter Gades kendetegn i mange år. I dag kendes Peter Gade blandt andet som en inkarneret foodie med stor passion for kaffe, og han går gerne langt for at finde den helt rigtig kaffesmag, der får det hele til at gå op i en højere enhed.

 ’Ramt af kaffen’ – sådan udtrykker Peter Gade den følelse, som han fik efter en middag på den italienske gourmetrestaurant Era Ora. En ekstraordinær italiensk middag skulle afrundes med en kop kaffe, og her skete det. Peter Gade fik en espresso og oplevede en kaffesmag, som han aldrig havde prøvet før. Før denne første tår havde han faktisk aldrig tænkt på, at kaffe kunne noget særligt, for ’det var jo bare kaffe’. I dag, 12 år senere, betyder kaffe rigtig meget i Peters liv. Og hver eneste kop kaffe er noget, han ser frem til.

Kaffen har ikke før den aften på Era Ora haft den store betydning for mig, så det først da jeg var 32, at netop den kaffe serveret på den restaurant blev startskuddet til, at min interesse for gode råvarer blev udvidet til også at omfatte kaffeverdenen. Jeg havde selvfølgelig tidligere i forbindelse med badminton været opmærksom på, at kaffe havde en opkvikkende koffeineffekt, at det var en god måde at få et hurtigt kick, når energien var nede, og at det var godt at slutte et måltid af med. Men jeg havde slet ikke ide om at kaffe kunne smage så forskelligt: Det ændrede min verden, og i dag ser jeg frem til hver eneste kaffebrygning,” siger Peter Gade. Peter Gade er en af verdens mest succesrige badmintonherresinglespillere med en række store turneringssejre, VM-medaljer og DM-titler bag sig. I dag arbejder han som chef og træner i sit eget badmintonakademi. Hans kalender er tætpakket, men siden den første slurk gode kaffe har passionen for de sorte dråber fulgt ham overalt – også når han rejser.

Når jeg bliver passioneret omkring noget, så tager det fat. Så da min sportskollega satte mig i forbindelse med Rune Lundgaard hos Risteriet – www.risteriet.dk – og jeg så deres store ristemaskiner og lærte om de forskellige ristegrader og alle de forskellige nuancer, der kom ud af det, så gik der ikke længe, før jeg købte mig en meget dyr espressomaskine. Den stod uudpakket på bordet i 4-5 dage, og jeg tænkte ”det var godt nok mange penge for en kaffemaskine” Men da den først kom i gang, forstod jeg fornuften. Jeg har aldrig fortrudt det køb. Når jeg rejser, er det til gengæld den meget billige kaffebrygger Aeropress af plastic, der er med mig, og det er måde hvorpå jeg kan få smagfuld kaffe med på farten.

Et sansebombardement

At smage på noget handler for Peter Gade om en subjektiv oplevelse, som medfører at han lukker alt andet ude i det øjeblik, smagen rammer munden. Han forklarer: ”At smage er en fantastisk følelse, fordi ens sanser bliver aktiveret, så man kan glemme alt andet i nuet. Det lyder helt religiøst, men jeg synes at kombinationen af smagen, duften, det visuelle og selvfølgelig også omgivelserne omkring en enkel kaffeslurk kan få det hele til at gå op i en højere enhed. Det er stort! At brygge en kop kaffe er for mig også et lille åndehul i en travl hverdag, fordi det giver en mulighed for at stå stille et øjeblik og tænke lidt ekstra over tingene.” Peter Gade er især begejstret for espresso, fordi han synes, den bryggevariant rammer essensen af den helt rigtige kaffesmag. ”Jeg er vild med espresso, fordi det er det ultimative af selve kaffe-dna’et, og fordi det for mig er lig med at sanserne bombarderes med megamange nuancer, som kaffe skal smage af. Espresso er ikke så meget brugt i Danmark som i udlandet. Da jeg boede i Paris og rejste meget i Italien, gik jeg bare ind på en café for kort at drikke en espresso i baren. Det her shot, superkoncentreret, ned med den, hurtigt videre, og så får man får en masse energi og fokus med sig. En slags kickstarter, som jeg også altid har skullet bruge som træner for at være helt skarp, når jeg skulle undervise. Det ærgerlige ved en espresso er desværre, at den er ret hurtigt slugt. Drikker man en caffelatte er det jo en lidt anden historie. Den bruger man væsentligt mere tid på, så der er mere tid til at snakke, men så må der ryge to espressoer ned,” griner Peter Gade.

Næsten som et laboratorium

Som passioneret foodie er Peter Gade konstant på jagt efter nye smagsoplevelser, og han udfordrer gerne kafferutinerne. Får han færten af en nørdet kaffebar, så går han målrettet efter at drikke kaffe netop på det sted. Han uddyber: ”Jeg er kommet meget på Risteriet, og her har en masse dygtige kaffeeksperter lært mig, at det er godt at udfordre smagene og oplevelsen omkring kaffe. Så i dag er jeg ikke nervøs for selv at udfordre min brygning med forskellige bønner, og jeg forundres gang på gang over, hvor meget små nuancer kan påvirke det samlede kaffeudtryk. Jeg har en stor forkærlighed for bønner, der er lysere ristet, og jeg kan godt lide bønner fra Mexico, Kenya, Etiopien og Guatemala. Med hensyn til bryggemetoder, så er det sådan, at hvis jeg ikke har espressomuligheden, så bruger jeg Aeropress og Hario V60-brygger. Jeg værdsætter forskellighederne, og jeg er stadig åben for at prøve nyt.

Detaljerne i kaffen og måden den nørdes på, er Peter Gade også særligt optaget af. Han har især oplevet denne tendens i udlandet. ”Jeg har rejst meget i Berlin og Tokyo, og her blomstrer kaffekulturen virkelig. Man kan smage på så meget speciel kaffe der, og de fleste baristaer er klar til at dele ud af deres kaffeviden. Jeg var engang på en helt speciel kaffebar i Tokyo kaldet Koffee Mameya i området Omotesanto og det var nærmest som at komme ind i et laboratorium. Der blev nørdet så meget igennem, og det var megainspirerende. Men selvom jeg elsker den slags kaffemiljøer, så er jeg altså slet ikke for fin til at nyde en kaffe fra Starbucks, men det afhænger selvfølgelig af lejligheden,” slutter Peter Gade.

Peter Gades tre gode råd til din kaffebrygning:

  1. Giv dig god tid til at brygge kaffen
  2. Vær nysgerrig – vær ikke bange for at prøve andre bønner, end du plejer at købe
  3. Vær opmærksom på, at der kan være ristninger der passer bedst til morgenkaffe og andre til afterdinner-kaffe

Om Peter Gade, 44 år:

Tidligere nummer 1 i verden i herresingle i badminton

Vinder af All England samt 24 Grand Prix-turneringer og 5 Europamesterskaber

Optaget i sportens Hall of Fame i 2016

Landstræner for det franske badmintonhold i tre år

Far til to piger. Bor på Østerbro i København

”Jeg bruger aldrig noget i min kaffe – hverken sukker eller mælk – for kaffesmagen skal have lov at folde sig ud, uden noget der står i vejen,” siger Peter Gade.

Komikeren Anders Matthesen er tilbage i animationsuniverset med den længe ventede efterfølger til biografsuccesen Ternet Ninja. Her fortæller han om tilblivelsen af det, han selv kalder ”den herresvære toer”, og om sin egen tilgang til hovedpersonernes intense søgen efter hævn og retfærdighed; temaer der vækker genklang hos os alle. 

  

I 2018 tog filmfænomenet Ternet Ninja danskerne med storm. Nu er tiden endelig kommet til at opleve fortsættelsen med teenageren Aske, hans evigt lækkersultne bror Sune, familiens uundværlige onkel Stewart og naturligvis Ninjaen, der ganske vist har fået et nyt hylster – men som stadig er lige flabet indeni. Familien mødes under fjerne himmelstrøg for at bekæmpe den kyniske skurk Philip Eberfrø og hans skumle planer. Endnu engang kan vi glæde os til et eventyr spækket med humor og med vigtige budskaber til både børn og voksne. 

Næstekærlighed, fællesskab og retfærdighed er vigtige temaer for dig. I filmen kæmper de to hovedpersoner, 13-årige Aske og Ternet Ninja med, hvordan de skal forholde sig til de udfordringer, de møder på vej mod deres mål. Hvordan griber du det selv an, når du oplever en uret, du gerne vil rette op på? 

-Ternet Ninja har mottoet ”missionen frem for alt” og er parat til at ofre Aske for at nå sit mål. Midlerne bliver efterhånden ligegyldige for ham. Men nogle gange må vi vente og ikke bare ræse derudaf for enhver pris. Processen skal også være god, det er ikke kun målet det handler om. Det er det Aske kan lære Ninjaen. At rejsen i sig selv også er vigtig. At have en mission, der er så ærefuld, at alt andet mister sin betydning er måske ikke altid vejen frem. Hvordan man opfører sig som menneske er ikke ligegyldigt, bare fordi man tror, at man er på vej til at gøre noget, som er rigtigt. 

-Jeg tænker selv indimellem, at jeg burde samle nogle venner i en sen nattetime, så vi sammen kunne løbe ud i mørket med masker på, og bare stoppe alskens uretfærdigheder. Det er sådan en ønsketænkning om at rette op på ting. Men så bagefter tænker jeg, at det jo ikke kan nytte noget. Der findes ingen enkel måde at fikse verden på. Der er så meget som er uretfærdigt og så meget, der er forkert. Det er svært at navigere i et sådant univers. Det er ikke så rent, og jeg er ikke fuldt ud enig med hverken Ternet Ninja eller Aske – jeg har mange følelser, og tanker, som kæmper med hinanden.  

-Der kan også være situationer, hvor jeg ønsker at handle, men venter på at alle andre går samme vej. For eksempel synes jeg, at vi skal dele alt vi har i verden. Men jeg donerer alligevel ikke mit hus, bil og tøj eller forærer det hele væk til Langtbortistan. Ikke før alle andre også er med på ideen. Selvom jeg tænker, at jeg jo bare selv kunne starte med at gøre en forskel. Tit kan man ønske en forandring, men samtidigt være med til at fastholde tingene, som de er. Det er både dobbeltmoralsk og kujonagtigt.  

Ud i verden og tilbage igen 

I den nye film er der fokus på livets små og store dilemmaer. Men eventyret udspiller sig denne gang langt væk fra et dansk forstadsmiljø. Hvilke muligheder har det givet, at lade figurerne rejse ud i verden?  

-I etteren lå der en genkendelighed i at være i en almindelig dansk skolekantine og høre om en fest, man ikke rigtigt vidste om man var inviteret til. I toeren kan folk forhåbentligt genkende oplevelsen af at dalre rundt i et nyt land og ikke helt vide, hvor de skal hen, fornemmelsen af at blive solskoldet og forgæves skrue op og ned for airconditioningen.  Det har virkeligt været fedt at lave en roadmovie og på den måde også få mulighed for at lave sjov med danskernes stereotype opførsel, når de rejser ud. Filmen sender ”en kærlig sviner” til alle, der drikker sig lidt for stive og leger idioter på familieferien, hvor hverdagens små irritationsmomenter ofte fremstår tydeligere. Det kender jeg jo selv fra mine egne rejser. 

-Fra starten var ambitionen at lave en rigtig flot film. I animationsuniverset er det både mere udfordrende og mere kostbart at skabe storbyen Bangkok fremfor at tegne en cykelsti i Danmark. At få alle de farverige og forskelligartede bygninger, mennesker og steder til at leve. Man skal kunne mærke sandet mellem tæerne, dufte maden, fornemme varmen, høre de irriterende myg og indånde hele den der ”thai flavour”.  

I toeren befinder vi os i nye omgivelser på flere planer. Ternet Ninjas sjæl er tilbage i et nyt hylster og både han og Aske er et andet sted i deres personlige udvikling. Hvilke tanker har du gjort dig omkring det forhold, at historien på mange måder er en dannelsesroman? 

-I etteren slutter Aske med at ville redde hele verden. Men det viser sig at være problematisk for ham. Han kan ikke nå det hele, hverken fysisk eller psykisk. Han vil gerne op på et højere niveau: imponere kæresten, være den sejeste, den mest populære og alt det andet, man ønsker sig i teenageårene. Sådan er verden jo indrettet. Man skal være stræbsom, nå sine mål og være bedst. I stedet kunne man måske stoppe op og tænke, at der jo nok er noget af det, man kan, der er godt nok. At det faktisk er ok at være præcis som man er. Det er ikke fordi jeg synes, man skal lade sig begrænse eller undlade at udfordre sig selv. Men den amerikanske filosofi om, at man kan alt hvad man vil, bryder jeg mig ikke om. Det er et underligt fokus, altid at skulle have eller være noget, der er bedre end hvad andre har eller er. At den enkeltes spillebrik altid skal nå længere end de andres. Når vi nu har så mange fælles udfordringer, er det besynderligt, at vi ikke tænker mere på hvad vi kollektivt kan gøre, for at vi alle kan få det bedre. Hvordan vi sammen kan udvikle os som mennesker, oppe os i forhold til hinanden og forbedre den måde, vi behandler hinanden på. 

Et budskab om mod 

Ternet Ninja er en handlingens mand, der giver os et los bagi, når vi har brug for det. At vi skal være modige og ”gå ind i kampen” er Ninjaens vigtigste budskab. Men hvor meget minder du selv om Ternet Ninja på dette punkt? 

-Ternet Ninja udtrykker langt hen ad vejen mange af mine egne tanker. Hans ageren er ofte inspireret af handlinger, jeg ville ønske, jeg havde gjort. Nu er det ikke fordi jeg nogensinde har ønsket at stikke et sværd gennem nogen. Jeg tænker mere på den der ”kom nuuuu”! Tænk alt det jeg ikke har gjort i mit eget liv, fordi jeg var bange for, hvad der ville ske. Alle de gange hvor jeg har vendt ryggen til en udfordring, fordi jeg har tænkt, at jeg ikke var god nok. Den begrænsende stemme inde i hovedet fyldte simpelthen for meget, og efterfølgende tænkte jeg, at det var virkeligt dumt.  

-Aske er jo egentlig heldig at have sådan en Ternet Ninja ved sin side. Det er mit håb, at Ninjaånden bringer en større kampgejst frem i os alle. Tænk hvor ofte der er sket noget godt i mit liv fordi jeg vovede mig op på en scene, selvom jeg var supernervøs. Tænk hvis jeg ikke havde turdet det. Ternet Ninja repræsenterer nogle af de ting, jeg med tiden har lært at sige til mig selv, og som jeg gerne vil give videre. Men der er altså nogle ting man selv må lære. Da jeg begyndte til kickboxing for ti år siden, blev jeg helt ”farveblind” af at blive hundset rundt i salen.  Det endte med at jeg bare smed mig ned på gulvet. Men min træner hev mig op igen og sagde: ”Du skal ikke lade hele verden se, hvor dårligt du har det. Hvis du er i kamp, må du rejse dig op. Du kan have det dårligt inden i. Du kan stå og være lige ved at dø. Men lad være med at vise det”. Nogle gange er man bedst tjent med, at nogen siger til en, at man skal tage sig sammen og ikke give op. Hvis jeg har besluttet, at mine unger skal have en ordentlig skolegang, så må jeg også stå tidligt op sammen med dem. Så kan det ikke nytte noget, at jeg piver over det; ”Get the job done” ville Ternet Ninja sige til mig – og det kan være meget godt at blive mindet om. 

Fra idé til ikon 

Ternet Ninja er efterhånden blevet et elsket lille ikon blandt børn og voksne. Hvilken betydning har Ninjaen for dig? 

-Gennem de sidste otte år har Ternet Ninja været en del af mit liv. I starten var jeg usikker på om folk kunne bruge ham til noget. Men nu har jeg set, hvordan ungerne tager ham til sig. Det kan være en treårig eller en attenårig, der har lavet en tegning eller hæklet en lille Ninja i håndarbejde. De forstår dens sjæl og fanger dens flabethed. Den er blevet et familiemedlem, og det er ret vanvittigt. I starten var han jo bare min signatur. Jeg tegnede ham på små kort til fødselsdage og i mine notesbøger. Men nu er han blevet levende, også for mig og han føles ægte.  

-Da den første film udkom, mødte jeg en lille purk i vandland med en Ternet Ninja bamse i favnen. Jeg sagde til ham, at den var godt nok fin, hvorefter han gav mig et hvad-er-du-for-en-latterlig-mand-blik. Han anede jo ikke hvem, jeg var. Men jeg havde simpelthen sådan en optur over det. Sidste sommer var jeg i Nord-Norge på moskussafari i bjergene. Guiden var en ung, spændstig fyr fra fjeldet med fodformede sko og kiks i tasken. Umiddelbart havde jeg intet til fælles med ham. Men da han fandt ud af, at jeg havde skabt Terkel og Ternet Ninja så ”flejnede” han bare helt ud. Det var virkeligt mærkeligt at stå der som almindelig familiefar i Norge og opdage, at folk der kender til ens arbejde. Så har figurerne fået sit eget liv. 

Hvordan har du det her før biografpremieren? Har du brug for en ternet Ninja på skulderen, der støtter dig – eller er du helt cool? 

-Jeg er ærligt talt nervøs for, om folk vil tænke ”nå, etteren var da bedre”. Men vi har ikke lavet en efterfølger for at gentage den første film. Inden Ternet Ninja 1 tænkte jeg på om folk ville synes, at den var kedelig i forhold til Terkel i Knibe. For der er jo ikke så meget blod og hærg. Ternet Ninja har mere på hjerte og flere dimensioner. Faktisk havde jeg en undskyldningstale klar efter den første fremvisning af filmen. Jeg blev oprigtigt overrasket over, at folk var så vilde med den. Man kan ikke se det man laver ovenfra mens man laver det, og man kender ikke fremtiden. Man kan jo gøre som bokserne og sige ”jeg vinder på torsdag”. Det er bare ikke så fedt, hvis man så ikke gør det. Så jeg er bestemt spændt, men samtidig glæder jeg mig enormt til at sidde i mørket, og forhåbentligt høre folk grine. 

Det allersidste kapitel 

Er du klar til at tage afsked med Ternet Ninja, eller kommer vi til at se mere til den flabede figur i fremtiden? 

-Hånden på hjertet, så ved jeg det faktisk ikke. Jeg har hele tiden haft det sådan efter etteren, at jeg sad med nøglen til fortsættelsen på historien, og børnene ville vildt gerne høre mere. Lige nu er jeg ret træt og vi er mange, der længe har gjort os umage med den aktuelle film. Men der er også en åbning i bogen, fordi Ternet Ninja bliver hos Aske til sidst. Jeg har nogle tanker om hvordan det kan ende, men jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt jeg kan manifestere dem. Jeg har også tænkt på, at de unger, der er vokset op med Ternet Ninja er blevet lidt ældre. Måske kunne jeg lave noget, der er lidt mere hardcore, uhyggeligt måske. Noget, der går i en anden retning, også for at udfordre mig selv litterært. Men jeg har ikke en treer på bedding, blot nogle tråde inde i hovedet. Men så længe der findes et eventyr, vil jeg gerne bygge videre på det. Som barn kunne jeg selv blive frustreret, hvis en god lydbog ikke fortsatte – faktisk kan jeg stadig som voksen tænke, at jeg gerne ville have hørt noget mere. Hvis man sidder med nøglen til et eventyr, så er det tarveligt ikke at følge op på det. Men det er også min klare fornemmelse, at hvis der kommer en bog mere, så rummer den det allersidste kapitel.  

Rundt om Anders Matthesen 

Hvorfor er du så vild med Ninjaer? 

Jeg har dyrket samuraier og middelalder Japan gennem hele min barndom og trænet kampkunst. Jeg er fascineret af den ægte samurai-kultur. Min kærlighed til samuraier vil jeg gerne give videre. Det er et svært emne at lave stand-up om, så det har været lidt en ”guilty pleasure” i mit liv. Jeg syntes det var sjovt at skabe min egen ninja – der så blev ternet, hvilket jo var latterligt, for så kan den ikke gemme sig nogle steder. Men sådan tog den ligesom form, og på magisk vis åbnede den en masse døre for mig. 

Du lægger selv stemmer til alle dine karakterer, dog ikke Aske og Jessica. Hvordan kan det være?  

Det er ligesom blevet en tradition og en aftale med publikum om, at det er mig, der laver stemmerne. Men da Aske er en lidt følsom hovedperson, valgte vi, at han skulle have sin egen stemme. Jessica kunne måske også blive lidt for Monty Python-agtig, hvis jeg skulle lægge stemme til. Så vi besluttede, at det elskende par i filmen fik ”rigtige” stemmer, og hele verden omkring dem er nogle tosser, som jeg lægger stemme til. Det giver lidt mere variation end i Terkel, hvor jeg lægger stemme til alt. Det er et sjovt greb, når man skal holde øje med én person, der dukker op i flere roller. Ligesom Eddie Murphy og Arsenio Hall gør det i filmen ”Coming to America”. Men selvfølgelig roder jeg også rundt i stemmerne indimellem – bortset fra Stewart. Ham kan jeg lave med lukkede øjne. 

Har du selv en yndlingsfigur blandt dine mange gengangere?  

Det må til hver en tid være Stewart, selvom jeg også er glad for Ternet Ninja. Stewart er bare mit evige alter ego. Han kommer ud af en livslang dyrkning af mandetyper med pomade i håret og guldringe, der dufter af øl og aftershave. Sådan nogle typer har jeg altid kastet min kærlighed på. Hvad enten det var købmanden i den lokale havekoloni med Elvis-hår og hornbriller eller en nabo, der var brødkusk og gik i træsko. Jeg har bare suget alle de der ”John Mogensen møder gangster fra Vesterbro”- typer til mig. Stewart har udgivet et rapalbum og har sin egen karriere. På et tidspunkt måtte jeg slå ham ihjel, fordi han ligesom overhalede mig. Men nu har han fået sit eget liv i et andet univers, og det fungerer rigtigt godt.  

Hvorfor spiller koldskål så vigtig en rolle i Ternet Ninja-universet? 

Koldskål er ligesom blevet en del af Askes frihedskamp. Jeg husker selv som barn det at have noget særligt, jeg måtte spise, når jeg var alene. Som pastramimadder eller koldskål. Koldskål er meget dansk, og det er sjovt, når andre lande har så svært ved at oversætte det, fordi de ikke forstår hvad det er. Ternet Ninja er også vild med det, og vi overvejer til filmpremieren at servere koldskål toppet med en enkelt kammerjunk som drink. Det er fedt at dyrke noget, der er så dansk. Det er det samme med omgivelserne i Albertslund. Jeg elsker dem fordi jeg selv er vokset op der. Det bliver sådan en fællesnævner, noget vi er mange, der holder af. Omvendt bryder jeg mig ikke om, når man med overlæg anbringer noget i en scene. Man skal være tro overfor det, man selv kan lide.  

Drømmer du nogensinde om at bo i et andet land end Danmark? 

Ikke på livstid. Men en afstikker til Los Angeles for at prøve at slå igennem med film eller stand-up, det gad jeg godt. Når ungerne bliver ældre, kunne det være spændende at bo i Japan et par år. Men jeg har svært ved at finde ud af, hvor velkommen man er og hvor nemt det er at passe ind, hvis man slår sig ned. Det er enormt fedt at være der som turist, og alle steder jeg har rejst igennem, har været noget helt særligt. Måske har det ikke den samme charme at bo der, sådan rigtigt. Men jeg ville gerne prøve det i en periode. 

Hvad er dit stærkeste karaktertræk? 

Optimisme og ”et godt humør” for at bruge et godt gammelt Otto Leisner udtryk. Jeg har et lyst sind og en tillid til at tingene sker af en årsag, og at det hele nok skal gå. 

Hvad er dit svageste karaktertræk? 

Flere ting slås i mig. Smålighed, forfængelighed, nærighed – de der gængse ting. Men så prøver jeg at kompensere ved for eksempel at være enormt gavmild. Jeg kan opføre mig som om jeg har bestemte karaktertræk, men samtidigt også gå helt i den modsatte grøft. Jeg kompenserer håbløst. For eksempel smider jeg vildt med min cykel for at modarbejde, at jeg i virkeligheden er enormt forsigtig og pertentlig.  

Blå Bog 

Anders Matthesen, også kendt under kunstnernavnet Anden, er standupkomiker, skuespiller, sanger, instruktør og manuskriptforfatter. Ligeledes er listen over de mange priser, han gennem tiden har modtaget, vældig lang. Han er født i 1975 og opvokset i Albertslund. Matthesen er blandt andet kendt for filmen Sorte Kugler, Jul på Vesterbro og Terkel i Knibe. I 2016 debuterede han som forfatter med bogen Ternet Ninja, som blev tildelt en Orla-pris i kategorien ’Bogen med den bedste handling’. Ternet Ninja blev forvandlet til animationsfilm i 2018 og er indtil videre set af næsten en million danskere. Den forrygende efterfølger Ternet Ninja 2 blev udgivet i 2019 og kan opleves i biografen fra den 19. august. Privat bor Anders Matthesen med sin familie på Frederiksberg. 

Forfatterduoen Kim Faber  og  Janni Pedersen  er kendt for  den succesfulde krimi Vinterland  (2019), der har rundet mere end 100.000 eksemplarer herhjemme. I 2020 udkom  Satans sommer og de er nu aktuelle med den tredje bog i serien,  Kvæler. Krimien  er en højaktuel fortælling om hævn, ondskab og dødsangst, hvor makkerparret Signe og Juncker bliver genforenet i efterforskningen af to mordsager med opsigtsvækkende personsammenfald. Her deler Kim og Janni, der også privat danner par, fem oplevelser, som spiller en helt særlig rolle i deres liv. (billede 1 og 2, fotokredit: Thomas Howalt Andersen) 

Hunderacen, der kræver en særlig opdragelse 

Da vi for en del år siden fik beaglen Bella, blev vi advaret af mange med forstand på hunderacer: Beagler kan ikke opdrages, de er for egenrådige og stædige, de stikker af, og de æder alt, de kommer i nærheden af, der bare minder om mad. Noget af det stemmer, men ikke det hele. For en beagle kan faktisk godt trænes. Det kræver bare, at man er mere stædig end den lille selvbevidste hund – hvilket i parentes bemærket betyder, at man skal være sindssygt stædig. Det blev til 15 år med den dejligste hund, vi overhovedet kunne have forestillet os. Og nu venter vi på, at der i løbet af sommeren dukker en lille ny beagletæve op i familien. I skrivende stund er hun netop blevet født, og hun skal selvfølgelig hedde Donna. 

Tv-serierne, vi begge er vilde med 

Det er ikke altid lige nemt at finde serier, vi begge to gider se. Men her er to, vi er enige om. Den ene er Homeland (især de første fem sæsoner). Serien er et virkelig godt eksempel på betydningen for alle fortællinger af en stærk og nuanceret hovedperson. Claire Danes er ganske enkelt blændende som den bipolare CIA-agent Carrie Mathison, som man skiftevis hader og elsker. Ydermere træder Homeland på en øm tå, når den stiller spørgsmålet: Hvem er det nu lige, der er de største terrorister her i verden, os eller dem? Den anden serie har også en stærk kvindefigur i centrum. I Mare of Easttown spiller Kate Winslet så eminent, at vi skal tilbage til Helen Mirrens fortolkning af kriminalinspektør Jane Tennison i ’Mistænkt’ for at finde en serie-præstation af samme kaliber. 

Rejsemålet, vi altid vender tilbage til 

Som stort set resten af verden har vi naturligvis også under corona-pandemien være grounded i vores hjemland. Det har vi sådan set haft det helt fint med, for det danske sommerland kan altså ret meget. Men vi savner vores ture til Berlin. Vi har i mange år besøgt den tyske hovedstad i hvert fald en, ofte to og en gang imellem tre gange om året. Det er svært at sætte fingeren på én bestemt ting i denne fascinerende by, som gør den til noget helt særligt, for der er så mange at vælge imellem. Skal vi alligevel fremhæve et enkelt forhold, må det være den måde, historien heller tiden springer op fjæset på én – næsten ligegyldigt, hvorhen i Berlin, man bevæger sig. Byen hverken kan eller vil skjule, at den har været centrum for nogle af verdenshistoriens største dramaer. Og vi elsker den. 

Restauranten, hvor venner samles 

Restaurant 20A ligger i Ravnsborggade (rigtig gættet, nummer 20A) på Indre Nørrebro, et solidt stenkast fra vores fjerdesals lejlighed. Stedet er ganske enkelt vores drøm om et lokalt spisested. Menukortet er enkelt og lige ud ad landevejen: Som regel et charcuteribræt, en forret, to hovedretter (kød og fisk) ost og en dessert. Maden er fremragende – rigelig, rustik og altid veltillavet – og i den grad til at betale. Det samme må siges om vinkortet, hvor der ofte gemmer sig små perler til små penge. Men 20A er mere end et spisested. Når ikke der lige er snestorm, fungerer restaurantens udeservering som en slags klublokale for nabolaget, hvor vi stort set altid kan støde ind i homies og venner og drikke et glas vin. Alle kvarterer burde have et 20A. 

Fristedet, der føles som en anden verden 

For over ti år siden besluttede vi i vores madklub, der mødes hver torsdag, at vi ville købe en ødegård sammen. Og det gjorde vi så. En tønde land dybt inde i skoven i det meget smukke Blekinge, med et uprætentiøst rødt træhus på grunden, som vi selv har suppleret med et stort anneks og masser af sengepladser. Det hele beliggende kun nogle få hundrede meter fra hele to søer, hvor vi bader og fisker. Det tager mellem to en halv og tre timer at komme derop, men det er som at komme til en anden og vildere verden – hvor man med lidt held i sprøjten kan møde elg, los, vildsvin, fiskeørn, ravn, grøn- og sortspætte og masser af andre fugle. Ret beset er det jo ikke så langt fra Nørrebro. Men det føles som at komme til en anden verden. 

Forfatter Leonora Christina Skov vandt De gyldne laurbær for bestselleren ’Den, der lever stille’. Nu er hun aktuel med endnu en personlig roman. ’Hvis vi ikke taler om det’ handler om at forfølge sine drømme, selv når fremtiden tegner mest håbløs. Fortællingen er både stærk og medrivende, skrevet i et vidunderligt sprog. Leonora deler her fem oplevelser, der har en hel særlig betydning for hende. 

Min største læseoplevelse det sidste år  

Jeg læser minimum to bøger om ugen alle uger om året, og den bog, der har gjort størst indtryk på mig det sidste år, er Et åbent øjeblik af historikeren Pernille Ipsen. Pernilles mor var rødstrømpe, og da hun blev gravid ude i byen i 1972, besluttede hun og seks andre rødstrømper at dele moderskabet og skabe en alternativ familie. På den måde fik Pernille syv mødre, der etablerede deres eget kvindekollektiv. De sidste ti år har Pernille gennemgået et enormt kildemateriale, interviewet sine mødre og skrevet deres historie, der spejler den større historie om Rødstrømpebevægelsens første, vilde år. Det er bare en gennemført velskrevet, oplysende og rørende bog. 

Det mest uundværlige, mens jeg skriver

Er ny, klassisk musik. Jeg har en forkærlighed for cello, strygere, found sounds og enkle klaverkompositioner spillet på gamle, knagende klaverer med suk i pedalerne og klik i tangenterne. Der er masser af pauser i musikken. Og masser af ro, der gør det lettere at fokusere. Min Spotify-playliste Quiet Times at the Library er fyldt med min yndlingsskrivemusik, der tæller Julia Kent, Simeon Walker, Poppy AckroydShida Shahabi, Otto a Totland, Nils Frahm, Amiina, Hildur Guðnadóttir og Sebastian Plano. På billedet fremfører Alice Baldwin et af mine yndlingsnumre lige nu, Please Tell My Mum to Burn Me, på sit prepared piano. 

Mit største savn 

Siden coronanedlukningen har jeg mere end noget andet savnet at rejse, for min elskede Annette og jeg plejer at sidde og skrive rundt om i verden tre-fire måneder om året. Mit allerstørste savn er Indien, som jeg har besøgt 10 gange de sidste 15 år og har rejst tyndt med tog. Jeg elsker alt ved det land: Maden, farverne, duftene, lydene, templerne, menneskene, litteraturen. Jo mere vanvittigt, landet larmer og regerer, jo roligere bliver jeg indvendig. På billedet bliver jeg velsignet af tempelelefanten Lakshmi i en af mine favoritbyer, Pondicherry. Andre er Mumbai, Mysore og Chennai. Jeg har en forkærlighed for det sydlige Indien. 

Min største luksus 

Er nicheparfume skabt af parfumeurer med eget parfumehus og frie hænder til at realisere deres vision. Jeg har en parfumegarderobe bestående af 50 nichedufte med masser af træ, ruskind, whisky, patchouli, tobak, tonkabønne, røgelse, vetiver, peber og krydderier. I nicheparfumeverdenen er alle dufte for alle køn. Jeg føler mig afklædt uden parfume, og mens jeg skriver, har jeg altid én på hver håndryg, så har jeg har noget dejligt at dufte til hele dagen. Når jeg optræder, ifører jeg mig vilde trædufte som f.eks. Black Afgano og Duro fra Nasomatto og Orto Parisi fra Terroni. De kan købes i nicheparfumeforretningen Crime Passionnel. Den besøger jeg ofte. 

Mit legehjørne 

Jeg holder meget af farvestrålende kjoler og sko i 1940er- og 1950er-stil, der understreger min timeglasfigur og får folk til at smile på gaden. Mondo Kaos på Birkegade har været min yndlingskjolebutik i årevis. Jeg er den lykkelige ejer af cirka 75 kjoler og det samme antal sko, mange 10-15 år gamle, for jeg går mine kjoler og sko op. Efter Den, der lever stilles udgivelse fik jeg mulighed for at designe et par røde glimmersko sammen med Roccamore og en rød kjole med sølvtråde sammen med Ecouture, og på den måde fik jeg den perfekte optrædegarderobe til mine 150 foredrag. Lidt som jeg forestiller mig, det må være for en skuespiller, der har fået sig et velsiddende kostume. 

Lone Hertz, som i knapt 40 år har boet i Charlottenlund, har ingen planer om at trække sig tilbage som pensionist. Hun er aktiv som natlig vinterbader i Øresund, pendler til Jylland hver uge for at besøge sin søn og har et væld af solistoptrædener, når der ikke lige er corona-nedlukning. Desuden tager hun tilløb til at skrive sin selvbiografi og forbereder sig på den sommerrevy, hun er blevet headhuntet til.

Da kunstfotograf Bjørli Lundin foreslog Lone Hertz at lade sig fotografere som vinterbader til en fotoudstilling på Frederiksborg Slot, var hun straks med på ideen. En nat i november sprang hun derfor i Øresund for at lade sig forevige som vinterhavfrue, som hun selv kalder det: ”Jeg er vant til at lade mig fotografere smilende og lys, men disse motiver skulle indeholde drama”, lyder det fra Lone Hertz, som i 20 år har boet på Strandlund i Charlottenlund efter at være flyttet fra en større villa på Viggo Rothes Vej.

Da billederne ikke blev udtaget til udstillingen, blev hun og fotografen enige om, at de ikke burde gå til spilde. Derfor vises de nu i Liebhaverboligen: ”Da Axel Strøbye og jeg dannede familie, havde vi en havepool, som jeg dyppede mig i året rundt. Siden har jeg badet hver eneste og altid om aftenen eller natten. Flere advarer mig mod det og siger ”Pas nu på”. Men jeg er og har altid været grænsegænger. Desuden er jeg skæbnebevidst, så skal jeg dø i havet, må det være sådan”, siger hun, der forklarer vinterbadningen med, at det for hende er en spirituel oplevelse.

Lone Hertz på 82 år har ingen planer om at trække sig tilbage som skuespiller, selv om der kun er få roller til hendes aldersklasse. Foto: Robin Skjoldborg.

Standupper med substans

Når Lone Hertz ikke kaster sig i bølgerne fra sin lokale badebro, har hun mange andre gøremål. Som for eksempel at styrketræne da hun har en kronisk rygskade. Desuden kører hun hver uge til Jylland for at besøge sin hjerneskadede søn Tomas på 55. Før hun fra marts 2020 som så mange andre blev tvunget til at holde sig mere hjemme, kombinerede hun turene med så mange optrædener som muligt som det, hun kalder ”standupper med substans”. Det håber hun at kunne genoptage til efteråret, for hun elsker jyderne, Jylland og at stå på en scene: ”At optræde som solist med foredrag har givet mig mange glæder og erfaringer. Du skal som ene menneske skrive og fremføre teksterne selv og etablere en samhørighed med publikum i tre timer. Det er krævende, men jeg vil ikke undvære det”. At så mange skuespillere undlader at trække sig tilbage til en pensionisttilværelse, har Lone Hertz en naturlig forklaring på: ”Kunstnerisk virksomhed er ikke kun et job. Det er en del af ens liv, ens tanker, ens lidenskab. Man bliver simpelthen afhængig. Det er som narkotika, man bliver høj. Jeg vil ikke sige, at man holder sig ung ved at fortsætte med sit erhverv. Snarere vil jeg sige, at man holder sig selv ved lige og forbliver livsduelig ved at bruge sin hjerne og sit intellekt. Desuden er jeg velsignet med gode gener efter mine forældre, som var åndsfriske og levede længe”.

I dette år, hvor hun ikke har kunnet komme ud til publikum så regelmæssigt, har Lone Hertz været meget alene. Det passer hende godt, for hun er ikke voldsom social men savner alligevel den livsnæring, jobbet giver. Tiden har hun blandt andet brugt på at tage notater og gøre forberedelser til selvbiografien hun på flere opfordringer tager tilløb til at skrive. Hun er i gang med en sypopsis til det forlag, hvis navn hun endnu ikke ønsker at afsløre, for senere at kunne skrive en mastertekst om sit liv: ”Jeg graver konstant i min hukommelse og er nervøs for at glemme vigtige begivenheder og detaljer fra fortiden. Det værste, jeg kan frygte, er at blive senil”.

Billederne af Lone Hertz på natlig svømmetur i Øresund var kandidat til en fotoudstilling på Frederiksborg Slot, men blev ikke udtaget. Foto: Bjørli Lundin.

Voksendom og visdom

”Når man er 82 år og kigger tilbage, er der roller man kunne have ønsket sig. Men det er utopi at tro, at man kan nå at få de ambitioner opfyldt. Mere Ibsen, Strindberg og Shakespeare kunne jeg godt have tænkt mig. Det er min spidskompetence, men jeg skal ikke klage over det, jeg allerede har opnået”. Selv bruger Lone Hertz aldrig den lidt triste betegnelse alderdom. I stedet opererer hun med voksendom og visdom og føler, at hun selv befinder sig cirka midt i mellem de to trin: ”Mange kvinder har i mit fag er ikke længere den store interesse for producenterne, når de kommer op i årene. Vi føler os kørt ud på et sidespor. At have erfaring er ikke salgbart. Det er sandhed, som vi voksne kvinder må erkende – ingen gør noget ved. Det er stupidt, for der bliver flere og flere friske 80-årige, som har brug for at kunne spejle sig selv og deres liv gennem for eksempel teater og filmkunst. Ja det er virkelig dumt ikke at satse på erfaringerne, mener Lone Hertz og fortsætter: ”Det blev svært for mig allerede, da jeg som 40-årig valgte at blive leder og derefter skrive på en bog i et par år og holde foredrag om socialpolitiske emner vedrørende min søn, som blev vaccinationsskadet i sit første leveår. Efter de 12-13 år, der gik for mig med disse vigtige opgaver, var det svært for mig at komme tilbage til skuespillerarbejde. Derfor valgte jeg at møde publikum på egen hånd med mine egne foredrag men brugte samtidig mine evner som skuespiller ved at blande foredragene med digte, monologer og oplæsninger”.

Der er kommet flere tilbud til sommerens revyer, men Lone Hertz valgte at takke ja til at medvirke i Harmoniens Revyperler i Rødvig på Stevns. Her skal hun under ledelse af Max Hansen og med de yngre kolleger Charlotte Amalie Kehlet og Emil Birk Hartmann fremføre kendte revynumre i en ny form: ”Det glæder jeg mig stort til. Foruden det nye ser jeg med taknemmelighed tilbage på min revykarriere, lige fra min debut som 17-årig på ABC Teatret, hvor jeg optrådte som solist med Kjeld Petersen og Dirch Passer til danseforestillingen ”Vidunderlige Kælling” på Det Ny Teater i 1975. I den forestilling var alle vi medvirkende nøgne, hvilket var ret grænseoverskridende. Det er det også at spille revy som 82-årig, skal jeg hilse at sige!”

Fra barnestjerne til moden skuespiller

Lone Hertz, 82, balletbarn på Det Kongelige Teater. Uddannet skuespiller på Privatteatrenes Elevskole

Har hele barndommen boet på Frederiksberg, og har boet i Charlottenlund siden 1987, heraf de seneste 20 år på Strandlund

Debuterede på film som 12-årig i ”Hold fingrene fra mor”

Var engageret på Stig Lommers teatre: ABC og Aveny fra 1956-61 og havde i samme periode og i årene derefter store TV- og filmroller. Har været skuespiller på Det Kongeteater og er Ridder af Dannebrog

Er storesøster til skuespiller Helle Hertz

Har fire børn i alderen 42-60 år

Er kendt fra filmklassikere som ”Frøken Nitouche” fra 1963 og ”Tine” fra 1964

Medvirkende i 1980 til og i dokumentarfilmen ”Tomas – et barn du ikke kan nå” om hendes hjerneskadede søn. Skrev i 1992 bogen ”Sisyfosbreve”, som var en personlig skildring af livet med sønnen

Var i 1980-84 direktør og instruktør på Bristol Music Centers Teater på Strøget i København sammen med skuespiller Malene Schwartz

Rektor for Statens Teaterskole 1984-90

Medvirker til sommer i Harmoniens Revyperler i Kulturhuset Harmonien i Rødvig på Stevns. www.revyperler.dk

Kilde: Wikipedia og Grønnegårdsteatret

Til sommer medvirker Lone Hertz i Harmoniens Revyperler i Rødvig med to unge skuespillere og Max Hansen som kunstnerisk leder. Foto: Mathias Rasmussen.

Liebhaverboligen sætter hver måned en dansk profil i stævne til seks skarpe spørgsmål omkring business og pleasure. Marienlyst Strandhotels direktør Michael Lauritsen ønsker som leder at være i øjenhøjde med sine medarbejdere og give dem ansvar – og så lader han op i selskab med sin kone, børn og gode venner. Han glæder sig til verden igen åbner op, så han kan komme til Amalfikysten med familien. 

Fulde navn: Michael Molvær Lauritsen

Alder: 52 år

Stlling: Administrerende direktør på Marienlyst Strandhotel 

Privat: Gift med Trine, sammen har de Josefine på 29 år og Joachim på 23 år

3 Business:
Hvor henter du inspiration til dit arbejde? Jeg henter stor inspiration i at følge mine medarbejderes trivsel og udvikling – og desuden gennem sparring i de forskellige netværk, som jeg er en del af. Derudover sker det ved diverse hotelbesøg i ind- og udland.  

Hvilke nyhedsmedier/branchemedier tjekker du dagligt? HorestaStand-by, Helsingør dagblad, TV2 News m.m. 

Hvordan vil du beskrive din ledelsesstil? Jeg er en involveret leder og møder altid mine medarbejdere i øjenhøjde. Jeg arbejder som udgangspunkt ikke med manualer, men derimod med hjørneflag, der giver en større spilleflade og ansvar til den enkelte medarbejder. 


Pleasure:
Hvad gør du for at lade op? Jeg sætter særligt stor pris på at være sammen med min kone, børn samt gode venner og finder den fornyede energi der.

Hvor spiser du igen og igen? Jeg nyder at spise i Marienlyst Strandhotels egen Restaurant “1861”, da jeg gerne vil følge med kvaliteten og udviklingen her. Derudover besøger vi ofte forskellige lokale restauranter her i Nordsjælland eller tager en tur til København for at hente inspiration. 

Hvor går den næste rejse til, når verden igen åbner? Amalfikysten står højt på ønskelisten og det bliver helt sikkert der, hvor vores næste rejse går til. Her har vi fundet vores helt “eget” lille ø-paradis i form af et familiedrevet boutiquehotel med en Michelinrestaurant. Her bliver vi altid utrolig varmt modtaget og godt behandlet, og vi kommer derfor altid igen.   

Bonus:  
Hvilket dansk hotel er det næste, du tjekker ind på (foruden Marienlyst)? Vi har netop været på Staycation på Villa Copenhagen, og det var simpelthen så godt. Men vores næste besøg må være på Falsled Kro, som vi holder rigtig meget af at besøge. 

Cykelrytter Jesper Skibby er aktuel med bogen Engang var jeg Jesper Skibby, der er et indgående portræt af et komplekst menneske, som vi alle har mere tilfælles med, end vi tror. Sportskrøniken er skrevet af forfatter Tonny Vorm, der gennem samtaler med hovedpersonen selv, hans nærmeste og en række kendte cykelryttere går på jagt efter sandheden om mennesket bag masken. Jesper Skibby deler her fem oplevelser, der har en hel særlig betydning for hans liv og positive syn på tilværelsen.

Foto: Lars Bech.

Foto: Lars Bech.

Et land, jeg gerne ville bo i

Jeg elsker Danmark. Men hvis jeg skulle vælge et andet land at bo i, blev det Australien. Jeg besøgte landet, da jeg var cykelrytter, og jeg blev straks forelsket. En ting er den storslåede natur og det fantastiske dyreliv. Men det, som virkelig rørte mig, er menneskene, deres utrolige imødekommenhed og åbne sind – noget vi danskere kan lære meget af. Jeg mødte en kultur, der selvfølgelig ikke er som vores herhjemme, men en måde at leve på, som tiltalte mig meget. Jeg elsker Danmark og vil ikke flytte herfra. Men hvis jeg skulle vælge et andet land at bo i, så blev det Australien. Jeg husker tydeligt, at når vi cyklede, så lå der slanger og store dyr ude på vejen og slappede af. Den australier, vi cyklede med, var helt rolig og sagde blot, at vi skulle cykle uden om, hvorimod jeg var i vild panik. Jeg forstod samtidigt, at her levede man i synergi med dyrene og respekterede dem. Samtidig synes jeg om deres madkultur, der jo er præget af hele verden. Jeg var meget imponeret over maden og de restauranter, vi besøgte.

Foto: Rishi / HappyLiving.dk.

Mennesket, der er min kulturelle øjesten

Jeg er opdraget med sport. Jeg fik sport ind med modermælken, da både min far, mor og søster dyrkede sport på højt niveau. Vi var derfor ikke en familie, som dyrkede det mere kulturelle såsom museer, kunst, madkunst, teater, film og musik. Min datter Elisabeth har dog ændret dette markant. Min datter er en kunstnersjæl. Hun er en utrolig maler og alt, hvad hun gør, er kreativt. Derfor har jeg gennem de seneste otte år virkeligt fået øjnene op for kulturlivet i Danmark. Jeg elsker, når min datter og jeg tager på Nationalmuseet, som er et vidunderligt stykke dansk kultur. Vi tager en hel dag ud og går på opdagelse. Det eneste pinlige er dog, at det ofte er Elisabeth, som går og fortæller mig om udstillingerne. Men hva’ pokker, jeg bliver aldrig for gammel til at lære nyt. Det at Elisabeth brænder så meget for kultur, har åbnet mine øjne op for netop at opleve museer og nyde det. Jeg tror virkelig, at det som jeg før hen troede var kedeligt, fordi jeg troede, at kultur handlede om sport, rent faktisk gør indtryk. Jeg nyder meget at blive imponeret og oplyst.

Jesper Skibby flankeret af sin datter, Elisabeth, hans kone og datterens mor, Mette Røpke, og hunden Jax. Foto: Lars Bech.

Tingen, jeg ikke kan undvære

Jeg ved godt, at det ikke er så pænt at være materialistisk, og det er jeg faktisk heller ikke. Men min største svaghed er luksusure. Da jeg kørte cykel, var jeg besat af biler. Nu er det ure, jeg går virkelig meget op i. Når jeg møder nye mennesker, har jeg desværre en tendens til straks at kigge efter deres ur. Jeg har haft næsten alle mærker; Breitling, Tag Heuer, Patek Philip, Linde Werdelin, Panerai, Omega, Jaeger-LeCoultre, IWC og selvfølgelig Rolex, som jeg virkelig elsker: Rolex. Jeg har simpelthen en svaghed for ure, og jeg synes, historien om uret er lige så vigtig som selve uret. Jeg er dybt fascineret af håndværket bag disse ure, og det resultat, som kommer. Jeg kan huske, min kone og jeg var på Zanzibar, og her mødte jeg chefdesigneren for Breitling. Jeg var starstruck, og fik ham til at fortælle indgående om Breitling-historien, om mærket, og hvordan det var at arbejde med ure. Jeg ser mit ur som smykke og udtryksform. Måske er jeg lidt for besat af ure, men det er blevet en hobby.

Breitling, Superocean Heritage ’57 Outerknown.

En musikalske oplevelse, jeg aldrig glemmer

Igennem mit arbejde hos HC Container fik vi billetter til Volbeat koncert i Odense for seks år siden. Jeg er fuldstændig fan af den gruppe. Jeg synes, at det er helt fantastisk og utroligt, at vi Danmark har fået så stort et rocknavn. Jeg er vild med energien i musikken og teksterne. Nå, vi tog med en bus til Odense og sad hele vejen og hørte Volbeat for fuldt drøn og varmede op. Vi var stort set kun mænd. Da vi ankom til koncerten i Tusindårsskoven, blev jeg jo fuldstændig blæst bagover. Jeg har aldrig i mit liv oplevet så stort sceneshow, og den måde Volbeat tryllebandt publikum gjorde, at vi blev en samlet skrigende flok. Det var fantastisk at have en oplevelse, hvor tid og sted forsvandt, og jeg var bare i nuet. Den energi levede jeg højt på længe efter, og hjemturen fra Odense var euforisk, da vi alle havde haft denne her kæmpe oplevelse.

Foto: Universal Music.

Yndlingsstederne, der gør mig glad og rolig

Jeg har boet mange steder; Belgien, Sydsjælland, Midtsjælland og Frederiksberg. Frederiksberg har et særligt sted i mit hjerte og vil altid have det. Nu bor jeg i Nordsjælland og føler virkelig, jeg er havnet det rigtige sted. Jeg elsker stadig at cykle, men for mig er det mest afslappende at gå tur med min hund Jax. Han er en blanding af labrador og rottweiler. Jeg nyder vandet, og har svært ved at forestille mig at skulle undvære havet. Jeg nyder de valgmuligheder, jeg har. Jeg kan gå til højre, så har jeg skov. Jeg kan gå til venstre, så har jeg vand. Jeg bliver i godt humør, når jeg går rundt på Gilleleje Havn og snakker lidt hist og pist med mennesker og fiskerne. Jeg nyder restauranter og det udeliv, Nordsjælland kan tilbyde. Ja, jeg synes simpelthen, her er smukt at bo, at gå ture med min hund og det er her, hvor jeg får klaret hovedet og lader op.

Foto: Rishi / HappyLiving.dk. 

Bille August har skabt mindeværdige film i over 40 år, vundet Bodil, Robert, Oscar, Gyldne Palmer og meget andet. Han har arbejdet over hele verden med de største stjerner, og alligevel kan hans motivation koges ned til et ganske lille øjeblik. Et magisk sekund. Et sekund, han oplevede igen, da den sidste scene til hans nye film ”Pagten” blev optaget sidste sommer. 

– Jeg har altid været fascineret af Karen Blixen, siger Bille August om emnet for sin nye film. – Både af hendes bøger og hendes person. Og så blev jeg anbefalet at læse ”Pagten”. 

Det er let at blive i tvivl et øjeblik, når man ser plakaten for ”Pagten”. Profilen af Karen Blixen med den sorte klokkehat. Og så alligevel. Inde under det ikoniske billede genkender man Birthe Neumann. Igennem to timer i intenst samspil med Simon Bennebjerg som den unge digter Thorkild Bjørnvig (og senere forfatter til bogen ”Pagten”) giver hun et nuanceret portræt af Blixen og hendes rolle og manipulationer som mentor. 

– Blixen iscenesatte sig selv, men hun havde samtidig stor betydning for det danske kulturliv. Bogen giver et mere komplekst billede af hende og indeholder også historien om hendes manipulationer og list. Det, syntes jeg, godt kunne danne basis for en film. Derefter har der været en længere proces, hvor jeg har fordybet mig i dokumentarisk materiale og læst op på perioden. 

Ensom og sårbar – fascinerende og manipulerende 

Selv om Bjørnvigs bog er hovedkilde, er der tale om en anden historie med flere kilder – og selvfølgelig med Bille Augusts særlige vinkel. 

– Filmen er så sand, som det er muligt. Ingen ved jo nøjagtig, hvad der blev sagt i de forskellige situationer og rum, så selvfølgelig er det gætterier, min fortolkning af de forskellige møder og konsekvensen af det, der er blevet sagt.  Blixen er nok en dukkefører, det ved vi, men hun er også en ensom, sårbar kvinde med sine egne dæmoner. Filmen viser både det og konsekvenserne af hendes manipulationer. 

 

Flere skuespillere blev prøvefilmet til rollen som Blixen – alle med den rette alder og de rette forudsætninger. 

 

– Men Birthe skilte sig ud, fastslår Bille August. – Der er det element i historien, at Blixen udlever sin seksualitet gennem den unge Bjørnvig. Til rollen som Blixen var det afgørende at have en skuespiller, som havde en skønhed og kunne udtrykke den seksuelle kraft, der gør, at vi hele tiden mærker den erotiske undertone i forholdet til Bjørnvig. Han vil gerne lære af hende, men hun er også tiltrækkende og fascinerende, og hvis hun ikke var splintret af sin kviksølvforgiftning, så kunne det måske have udviklet sig noget. Vi skal på samme tid både håbe og tro på, at det vil kunne ske, og samtidigt frygte det. Vi skal forstå Bjørnvigs længsel efter Blixen, men også bekymre os for den, fordi katastrofen lurer, og så alligevel ønske, at han vil se hende bare én gang til. Og én gang til. 

 

Kameraet elsker Birthe 

For, selv om det egentlig er Bjørnvigs historie, så skal Birthe Neumann bære filmen med sit portræt af Blixen: 

– Birthe er en fremragende skuespillerinde med et potentiale, som måske aldrig har fået lov til at folde sig ud som her. Blixen er en stor karismatisk personlighed. For at forstå den tiltrækning hun har, er det vigtigt, at man finder en skuespiller til rollen, som har en stor karisma, som har et nærvær og en stor tiltrækningskraft, hvilket Birthe har. Jeg har set flere eksempler på film, hvor en skuespiller har skullet portrættere kendte personligheder, som fysisk ligner det virkelige forbillede, men som ikke har egen karisma. For så kan kameraet ikke registrere det. Men Birthe … kameraet  elsker  Birthe. 

 

Historien i ”Pagten” klinger både med Bille Augusts egen historie og med dagsaktuelle temaer. Ligesom Blixen tager Bjørnvig under sine vinger (og i virkeligheden flere andre af datidens unge talenter), fik den unge Bille August en god mentor i en svensk fotograf, da han som 18-årig drog til Stockholm for at blive uddannet derovre. 

 

– Her var pludselig en person, skolens rektor Christer Strömholm, der så mig. Han blev en afgørende person i mit liv. Det er vigtigt at have et menneske at læne sig op ad, så talentet kan få lov til at spire. 

 

Et andet punkt handler om smerte, som er en væsentlig drivkraft for Blixen. Også den genkender Bille. Han mistede sin mor som 9-årig, og det håndterede hans far ikke særlig godt. 

 

– Min far var ikke et særlig behageligt menneske og var ikke god til at vise kærlighed til børn, siger han diplomatisk. 

 

– Jeg siger ikke, at du ikke kan blive kunstner uden at have oplevet smerte, men du bliver nok en mindre kompleks person, hvis du ikke har. 

 

#metoo i 1950’erne 

Samtidig handler ”Pagten” helt aktuelt om #metoo: 

 

– Hvis historien foregik i dag, og måske især hvis det var en omvendt kønsfordeling, så ville vi helt sikkert tænke #metoo. Det er en form for misbrug, som har alvorlige konsekvenser. 

 

Bille August ser #metoo som et helt nødvendigt opgør – i filmbranchen og alle andre steder. 

 

– Det vælter jo frem med eksempler, så det er et vigtigt opgør med det misbrug, der har fundet sted. 

 

Flere af Bille Augusts internationale film blev produceret sammen med Harvey Weinsteins selskab Miramax. Og det var som bekendt her hele bølgen startede: 

 

– Jeg kendte ham, og jeg havde hørt rygter, men jeg var ikke tæt nok på at vide, om de var sande. Men jeg kan godt se, hvordan det kunne forekomme, fordi han havde magt over unge skuespillerinder, der var afhængige af hans indflydelse i branchen. 

 

Helt så grelle eksempler har han ikke fra den danske filmbranche. 

 

– I Danmark er der sket meget siden slutningen 70’erne, hvor jeg startede i filmbranchen. Dengang var der en anden tone overalt, f.eks. i den måde, der blev talt om kvinder. Der var også en anden drukkultur. På min første film, ”Honning måne” var det svært at lave ordentlige scener efter klokken 14, eftersom der blev drukket tæt. Men det gjaldt i alle brancher – da jeg i sin tid som 15-årig startede i malerlære, var det første, jeg skulle, når jeg mødte kvart i syv, at gå ned og hente elefantbajere. 

 

– I dag er der ikke druk på arbejdspladserne. Så på samme måde tror jeg, at vi efter #metoo-opgøret vil se en kulturændring, der vil slå igennem på alle arbejdspladser og i alle brancher. 

Far og datter 

I ”Pagten” deler Bille August arbejdsplads med sin datter, Asta, der spiller rollen som Benedicte, der ligesom den unge Bjørnvig bliver manipuleret af Blixen. Familieforholdet er imidlertid helt underordnet på film-settet. 

 

– Det er en helt professionel relation. Når jeg møder på settet og hun er klar i makeup og kostume, så er jeg instruktøren, og hun er skuespilleren. Af princip omgås jeg aldrig med hverken skuespillerne eller nogen fra holdet, når vi indspiller en film. Så der er ingen forvirring. 

 

Valget af Asta fulgte også samme retningslinjer som castingen af Birthe Neumann. 

 

– Udover at være en fremragende skuespiller, har Asta en forbløffende portrætlighed med virkelighedens Benedicte, forklarer Bille August. 

 

Dermed har Bille August arbejdet professionelt sammen med fire af sine egne børn. Sønnerne Anders og Adam August er i dag begge manuskriptforfattere, døtrene Alba og Asta August er begge skuespillere. En stor filmfamilie. 

 

– Det har altid været vigtigt for mig, at de kom til at beskæftige sig med noget, der forløste dem som mennesker, siger Bille om sine børn. – Men jeg har aldrig hverken rådet eller frarådet dem at gå ind i denne branche. De har selv søgt ind, og jeg er glad for, at det forløser dem. 

Skabertrangen stod i modsætning til nærhed 

Men når Bille August selv nævner sit anstrengte forhold til faderen som en drivkraft, er det selvfølgelig oplagt at spørge om hans egen rolle som far. Han står ved, at han har været for fraværende i forhold til sine egne børn. Han vil ikke sige, at han fortryder det, for han ser det som et livsvilkår, når man nu er født med en skabertrang. 

 

– Det har stået i modsætning til behovet for nærvær. Både i forhold til mine børn og til mine ægtefæller. Jeg har altid prøvet at få det bedste ud af situationen, men jeg har altid følt en … rastløshed. En kraft der hiver og flår i mig. En følelse af at være i transit. Det er først nu, jeg begynder at føle en større ro. 

 

”Pagten” blev optaget sidste sommer på en herregård på Fyn – med tilstrækkeligt med ikoniske referencer til at skabe en perfekt illusion af Rungstedlund. Holdet var det meste af tiden afsondret fra omverdenen, så corona kom ikke som sådan til at påvirke produktionen. 

 

– Også i dag fungerer filmproduktion rundt om i verden som – næsten – normalt, fordi et film-set er en arbejdsplads. Jeg håber, at regeringen skønner, at vi kan åbne lidt for kulturlivet, så ”Pagten” kan få premiere den 15. april. Den indgår i Biografklub Danmark, og de har ønsket at holde premieredatoen. Hvis det er muligt. Men ellers bliver premieren nok skubbet. 

 

I det forløbne år har vi ellers set en del amerikanske film få premiere på for eksempel Netflix eller Disney+ uden at have haft biografpremiere. Selvfølgelig ønsker Bille August, at ”Pagten” får premiere på det store lærred i biografen, men han er ikke principielt imod streaming-tjenesterne. 

 

– Der er ingen tvivl om, at en film som f.eks. ”Mulan” har fået et langt større publikum ved at få premiere på Disneys streamingtjeneste. Selv oplevede jeg det med ”Lykke-Per”, hvor vi efter premieren i Danmark umiddelbart havde svært ved at finde en tilfredsstillende distributør, men hvor så Netflix tilbød en stor sum for at få verdensrettighederne. 

 

– Man skal tænke på, at hvis en dansk film bliver solgt til distribution i f.eks. USA, så får den måske premiere i art house biografer i New York, Los Angeles og 3-4 andre storbyer. Så med distribution gennem Netflix kom ”Lykke-Per” ud til mange flere mennesker, og den har fået en respons fra publikum, som den ellers aldrig ville have fået. Så det er helt fint med mig. 

Det magiske sekund 

For det er netop i det øjeblik, hvor filmen og publikum mødes, og hvor publikum kan møde den magi, som Bille August stadig føler og søger i sine værker, at det hele bliver forløst: 

– Jeg oplever det sådan, at mit arbejde som instruktør jo ikke er færdigt, når optagelserne er ovre. Der ligger måneders arbejde efterfølgende. Så kommer der et tidspunkt, hvor jeg tænker, at nu er der ikke mere, jeg kan gøre. Vi har testet den på publikum. Nu er den klar til at møde publikum. 

 

– Men der er et sekund – som det skete med Birthe på ”Pagten” – hvor vi optog sidste scene, som også er den sidste i filmen, og hvor Birthe er dybt i rollen, i scenen, i situationen, hvor vi når et klimaks af den menneskelige indsats på filmen … Det sekund af magi. Det kan ikke genskabes, men det er foreviget i kameraet. Det er forløsningens øjeblik. 

 

– Så kommer det øjeblik, hvor jeg ser publikum opleve det sekund. Det er magien ved film. At momentet er foreviget. Vi opbygger et fortrolighedsforhold med publikum gennem filmen, indtil du føler, at kun du oplever dette – ikke din sidemand – men kun du oplever det øjeblik. Det er et koncentrat af mange mennesker indsats at skabe den magi.  Det  er forløsningen. 

 

Blå bog 

Bille August er uddannet på Den Danske Filmskole og debuterede med spillefilmen ”Honning Måne” i 1978. Han fik et populært gennembrud med Bjarne Reuter-filmatiseringerne ”Zappa”, ”Tro, håb og kærlighed” og ”Busters verden” og sluttede 80’erne med Oscar til ”Pelle Erobreren”. Derfor har karrieren også budt på internationale produktioner som ”Åndernes hus”, ”Les Miserables” og ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”. 

Bille August har været gift flere gange og har i alt otte børn, hvoraf sønnerne Andres Frithiof og Adam August begge er manuskriptforfattere, mens døtrene Alba og Asta August er blevet skuespillere. Han er i dag gift med skuespilleren Sara- Marie Maltha, som han har tre børn med. 

 

Rundt om Bille August 

Hvilken film er du mest stolt af, og hvilken film var sværest at lave? 

Mine film er mine børn og jeg holder af dem. Men selvfølgelig har nogle været mere problematiske end andre. Med nogle har jeg mærket det under optagelserne, med nogle allerede på manuskriptplan. Så har jeg tænkt, det løser sig, når jeg arbejder med skuespillerne. Det gjorde det så ikke. Så tænkte jeg, der rettede sig i klipningen. Heller ikke. Så tænkte jeg, når musikken kommer på … 

 

Du har gået på mange røde løbere og fået mange statuetter – hvilken æresbevisning står dit hjerte nærmest? 

Det er ikke til at sige. Og dog. ”Lykke-Per” fik en Tiantan Award i Kina for bedste film– svarende til en Oscar. At en film kan rejse på den måde og få en sådan anerkendelse. Men jeg laver ikke film for at få skulderklap. 

 

Hvad vil du helst være: koryfæ eller ronkedor? 

Det må andre bedømme. Selv har jeg ikke tid til det. Jeg har jo flere film på vej. Jeg håber ikke jeg mister min dømmekraft i forhold til arbejdet, og jeg håber, at der er en god ven, der vil prikke mig på skulderen, hvis det sker. 

 

Nu er du den feterede kunstner, der kan se de nye talenter – hvem ser du? 

Der ermeget talent i Danmark. Det interessante er jo, at da jeg i sin tid blev uddannet, da arbejdede vi med tungt udstyr, store kameraer og film, der i sig selv var dyr. Det var så begrænsende, at meget talent forsvandt. I dag behøver du en smartphone og en computer – så kan du gå i gang med en film. 

 

Når du ikke optager film om sommeren – hvad er så drømmerejsen? 

Jeg rejser jo meget med mit arbejde. Det har bragt mig rundt i Europa, Asien, Afrika, Amerika, Grønland … så det er lidt op til familien. 

 

”Pagten” er fuld af klaprende skrivemaskiner – var det bedre i gamle dage? 

I skriveprocessen er computeren da en kæmpe hjælp. Men med hastigheden ved at skrive på computer kan der gå noget tabt i tankeprocessen, fordybelsen. Når man tænker på forfatteren Dickens. Tænk, han dyppede sin pen og så skrev han, og det tog den tid, det tog. Jeg tror, det gav en rytme, tid til refleksioner, på samme måde som da man skrev på skrivemaskinen. Jeg lægger mærke til, at alle bøger er blevet længere. Det ser jo fint og færdigt ud på computeren.  Men er det bedre… 

 

Hvad har du savnet mest under corona? 

At kunne rejse. At komme ud i verden. 

 

Du er 72, men virker jo fit og kampklar: hvad er hemmeligheden? 

Jeg vågner klokken 6 om morgenen. Så har jeg et rum i underetagen med maskiner, fitness. Jeg hader det, men jeg gør det. Så hører jeg P1 imens for at holde mig orienteret. Og så ”sorterer” jeg. Jeg ser mennesker, som betyder noget, men jeg undgår ”støj”. Jeg ser f.eks. ikke tv. Mit problem er, at jeg har svært ved at glemme. Jeg husker alt, og derfor støjer det. 

 

Hvornår går du på pension? 

Aldrig. Det har jeg ikke tid til.

Tonny Gulløv er forfatteren bag en lang række historiske romaner, herunder bestselleren ”1000-årsriget”. Bogen fortæller den spændende historie om tre legendariske konger, der i dag er bedst kendt som Gorm den Gamle, Knud Dana-Ast og Harald Blåtand. Historien er en barsk og fascinerende vikingesaga fyldt med spændende fakta om en dramatisk tid i Danmarkshistorien.

Tonny Gulløv deler her sin kærlighed til hård musik, historiske dramaer og en helt særlig udsigt på Sydfalster. 

Bestselleren ”1000-årsriget” blev Tonny Gulløvs store gennembrud.

Rejserne, jeg altid vender tilbage til

”En rejse på tusinde mil starter med det første skridt”. Disse ord stammer fra den kinesisk filosof, Lao Tzu og beskriver i den grad mit liv. Jeg elsker at rejse og har været i ualmindelig mange lande, fordi jeg i mange år fløj som Air Purser i SAS. Alligevel er det min sommerhusterrasse i Bøtø på Sydfalster, som trækker mest i mig. Her har jeg en formidabel udsigt udover et kæmpe fuglereservat der hedder Bøtø Nor. Her nyder jeg virkelig at være, slappe af og her skriver jeg mange af mine romaner. Når trangen til en udlandsrejse melder sig, er Washington stedet, jeg helst vil til. Her kan man opleve alt på meget kort tid, da byen ikke er så kaotisk og gigantisk som andre byer med samme tilbud. Alt lige fra National Air and Space Museum til The International Spy Museum og Ford’s Theatre, hvor Lincoln blev myrdet, ligger inden for overkommelig afstand. Trænger man til et smukt sted at få en kølig forfriskning, for der varmt i D.C om sommeren, er Washington Harbour absolut et besøg værd.

Fotokredit: Eric Long, Smithsonians National Air and Space Museum.

Musikken, der en min faste partner

Til manges overraskelse, og min smukke hustrus frustration, har jeg stærk hang til tung rock. Det er ikke mange ord, jeg har skrevet uden at lytte til et dunkende heavy nummer. Et heavy nummer kan godt virke lidt kaotisk første gang man hører det, men det er netop genrens force. Hvert nummer skal man som regel lige lære at kende. Man skal lære at forstå teksten og musikken som én helhed – modsat de fleste popnumre, som blot siver ind og ud igen uden at sætte et eneste spor. Et tungt rocknummer er mange gange som at betragte et kæmpe billede, der skal nærstuderes, før man forstår det. Men knækker man koden er man sædvanligvis vild med nummeret i meget lang tid, for ikke at sige altid. Tænk på Metallicas Enter Sandman. Det nummer vil aldrig forlade min top ti.

Desværre betyder Tonny Gulløvs musiklast, at han aldrig må vælge musikken, når der køres bil.

Sporten, jeg kom til at savne

HIK er min klub og stedet, hvor jeg gennem en del år har trænet en masse børn og unge mennesker. Det startede med, at jeg trænede mine egen børn, men da min datter blev så gammel, at det ikke længere var nødvendigt, stoppede jeg. Derefter kom savnet og længslen langsomt snigende. Aldrig før har jeg opfundet så mange ligegyldige ærinder på Bregnegaardsvej 25 i Hellerup for at besøg den klub, som jeg føler er min. Jeg måtte simpelthen tilbage til mine piger og iklædte mig atter trænerhabitten i slutningen af 2020.

Foto: jcomp.

Bøgerne, der taler højt til mig

Jeg får ofte spørgsmålet om jeg har en yndlingsbog eller favoritforfatter. Sådanne har jeg ikke rigtigt. Det er ikke blevet nemmere efter at antallet af egne udgivelser er blevet tocifret, idet jeg jo mener, at en bog skal skæres på én bestemt måde. Derfor bliver jeg let en smule irriteret, hvis en anden forfatter – med rette – har gjort det anderledes end jeg ville have gjort. Men skal jeg absolut vælge en bog, så kommer The Pillars of the Earth, skrevet af Ken Follett, nok op på vinderskamlen sammen med Arnbøgerne af Jan Guillou og Røde Orm af Frans G. Bengtsson. Men jeg er jo også kæmpefan af historiske romaner.

En af Tonny Gulløvs favoritter.

Tv-serien, jeg lærte at elske

Game of Thrones var for mig en underlig størrelse. Jeg fandt den virkelig kedelig og måtte starte på den hele tre gange efter pres fra omverdenen. Det har jeg ALDRIG fortrudt. Da jeg først havde vænnet mig til lande med fantasinavne, troldeagtige seersker, kæmper, zombier og flyvende drager var jeg solgt. Dog var jeg lidt skuffet over slutningen, som var forhastet eller måske mere for altfavnende. Men måske har jeg bare en erhvervsskade ved at fortænke handling og historie, mens jeg bliver underholdt – for det gjorde jeg.

Foto: HBO Nordic. Billedet er fra sæson 1, episode 4.