Når dagene bliver længere, og temperaturen stiger, er det svært ikke at få en særlig optimistisk følelse i kroppen. Det er foråret, der er kommet, og det bringer et løfte om en ny begyndelse, en frisk start og lysere dage med sig. Men hvad betyder dette årstidsskifte for vores mentale sundhed? Er der virkelig noget ved foråret, der gør os gladere, mere motiverede og mere modstandsdygtige? For at undersøge disse spørgsmål har vi henvendt os til Anne Lyngsholm, der har mere end 10 års erfaring som psykoterapeut og life coach.

Først og fremmest handler det hele om vores nervesystem og neurohormonerne, som vi kan skrue op og ned for.

”Jeg arbejder meget med det neuroaffektive, hvor psykologien bliver kombineret med hjerneforskning. Her er det bevist, hvor meget betydning påvirkninger udefra har på vores hjerner,” fortæller Anne. Det sanseboom, vi oplever i foråret, hvor alle vores sanser kommer i spil, sætter skub i alle de gode hormonstoffer som oxytocin og serotonin. Duftene, farverne, varmen, lyset og lydene spiller alt sammen ind.

Det er samtidig vigtigt, at vi har en god balance mellem vores parasympatiske nervesystem, som får kroppen til at slappe af, og det sympatiske nervesystem, som gør os handlekraftige. Den balance opstår helt naturligt, når foråret kommer, forklarer Anne.

”Det hele bygger i bund og grund på håb. Foråret giver os håb, og håbet er en sindssyg stærk kraft. Vi slapper af, fordi vi er kommet igennem den tunge vinter, og vi bliver handlekraftige, fordi alting spirer udenfor, og de lyse dage giver os mere energi. Håbet bliver skabt, fordi vi er kommet igennem og endda kan se, at selv det mest runkne blomsterløg er begyndt at spire. Det giver livslyst.”

De længere dage og varmere temperaturer giver os lyst til at gå ud i naturen, og foråret symboliserer i det hele taget liv. Det kalder på aktivitet, og samtidig har vi også lyst og overskud til at være mere sociale.

Lyset er essentielt

”Det handler også om biokemi og vitalitet. Rent instinktivt tænker vi, at nu har årshjulet nået et vendepunkt, fordi vi ser verden spire omkring os. Men faktisk betyder farven i lyset også noget for vores autonome nervesystem og går direkte ind og påvirker hypotalamus og regulerer dopaminniveauet i vores hjerner,” siger Anne.

Det varme lys om morgenen og aftenen, som vi ofte oplever om foråret, fordi vi står op med solen og også oplever solnedgangen, stimulerer vores parasympatiske nervesystem og giver os en følelse af ro og afslapning. Faktisk er det varme morgenlys depressionsdæmpende og en god måde at starte dagen på. Når dagen så gryr med sit blålige, kolde lys, bliver vores sympatiske nervesystem stimuleret og giver os masser af energi til at handle og være aktive. Om morgenen skal der altså langsomt skiftes fra det varme til det blå lys, så vi kommer op og i gang. Forårets blandede lys er derfor den perfekte kombination ud over, at solen giver os masser af D-vitamin.”

Anne råder, til at man forsøger at brede foråret ud over hele året, og her spiller især sanserne ind. I vinterperioden skal vi måske forkæle vores sanser lidt ekstra med farver i hjemmet, blomster, lækker og smuk mad, musik, kunst og kultur eller give sanserne et skud glæde ved hjælp af vinterbadning og sauna.

”På den måde kan vi snyde foråret frem på samme måde, som vi fremelsker en hyacint til at spire allerede til nytår. Vi kan i det hele taget bruge vores fantasi til at forestille os, at vi for eksempel er på en smuk blomstereng,” slutter Anne af.

Men lige nu er foråret derude, og vi behøver ikke snyde, men i stedet suge det til os med alle vores sanser.

Anne Lyngsholm er psykoterapeut og life coach.

OBS: Det er helt almindeligt, at foråret ikke virker ens på alle. Derfor er der ikke noget galt i, hvis ikke man føler energien. Her kan mange andre ting spille ind såsom livskriser forbundet med årstiden eller kronisk depression. Dog kan foråret stadig give lidt ekstra lys i hverdagen.

Der er ikke én opskrift på at blive 100 år eller ældre. Den mangler videnskaben stadig at finde. Der er dog en del, man selv kan gøre for at øge chancerne for at opleve sin egen 100 årsfødselsdag, lyder det fra aldringsforskere. Man kan blandt andet faste, drikke kaffe og spise chokolade og gå en masse. Desuden er det en fordel at være kvinde og have været mindst muligt indlagt på hospital.

Noget af det værste man kan gøre for sit helbred er at blive ældre, udtaler læge og aldringsforsker Morten Scheibye-Knudsen fra Københavns Universitet til uniavisen.dk Han uddyber med den nedslående besked, at det er meget værre for helbredet at blive ældre end at være overvægtig, spise usundt og være inaktiv i en yngre alder. For med alderen risikerer man at rende ind i flere kroniske sygdomme. Desuden skades dna og stamceller umærkeligt i takt med, at vi ældes.

Der er dog flere ting, man selv kan gøre for at undgå eller minimere koblingen mellem aldring og sygdom, lyder den optimistiske og samtidig videnskabeligt underbyggede information fra forskeren i uniavisen.dk Selv arbejder han og en forskergruppe på at udvikle molekyler, som kan reparere dna. Lykkes det, vil det være en sensation lige som opdagelsen af penicillinen.

Morten Scheibye-Knudsen, som selv er først i 40´ne, forklarer en sammenhæng mellem udseendet og den biologiske alder, som ikke er det samme som den faktiske alder. Det er derfor et plus, hvis man har færre rynker og ser yngre ud, end man er. Desuden bør man faste og lade være med at spise i perioder. Det giver bugspytkirtlen et tiltrængt break i insulinproduktionen. Imens ryddes op i cellerne, så de optimeres. Man kan for eksempel vælge ikke at spise hver dag mellem kl. 20 og kl. 12 den følgende dag. Men det kan også være flere dage i træk, hvor man kun drikker vand.

Kaffe og mørk chokolade

I den mere behagelige del af det, man selv kan gøre for at blive gammel og undgå sygdom, er at drikke kaffe og spise mørk chokolade. Begge dele indeholder nemlig antioxidanter, som er positive for en sund aldring. Desuden bør man sørge for at dyrke motion, få pulsen op og gå så meget som muligt. Et amerikansk studie kunne konstatere, at jo flere daglige skridt man går, jo længere lever man. Motion selv i små mængder, også selv om man begynder sent i livet, er noget af det bedste, man kan gøre for sit helbred.

Det burde ikke være nødvendigt at gentage: Men med rygning er der langt større risiko for at udvikle livstruende sygdomme. Dertil kommer, at en sund og alsidig og ikke alt for rigelig kost er vigtig for et langt liv. Foruden sund livsstil er gode gener og lidt held medvirkende til at opnå høj alder, skriver videnskab.dk Mediet lancerer også ideen om at tage kosttilskuddet nikotinamidribosid, som øger mængden af NAD i blodet og gør, at aldringen sætter langsommere ind.

Chancen for at blive gammel øges ved at være kvinde

Knap 1.200 danskere er 100 år og derover. I 2008 var det kun 700. At tallet går op, skyldes i følge aldringsforsker Kaare Christensen fra Dansk Center for Aldringsforskning på Syddansk Universitet ikke mindst generelt bedre levevilkår. Det siger han til Politiken, efter at forfatter og journalist Lise Nørgaard gik bort ved nytår i an alder af 105 år. Forskeren tilføjer, at generne har betydning, men at det er komplekst, hvorfor nogen bliver meget gamle. For der lurer adskillige farer på vejen at styre uden om, siger han til avisen. Kaare Christensen nævner dog en række forhold, som kan øge chancerne for at opnå høj alder: Man skal være kvinde, være født så sent som muligt og helst efter 1920, kun sjældent have været indlagt på sygehus, have et generelt godt helbred og lade være med at ryge. Og så påpeger han, at helbredet ikke behøver blive værre med alderen.

Held og gener spiller en rolle. Men man kan også gøre meget selv for at blive gammel. Det kan være at faste, spise chokolade og motionere mere.

Katrine Muff Enevoldsen (f. 1985) er en dansk musiker, komponist og TV-vært. Hun er aktuel med ‘Sangbog til børn og deres voksne’, en ny familiesangbog, der på let og tilgængelig og humoristisk vis lærer familiens stemmer at synge sammen.

Hun har desuden fem melodier optaget i Højskolesangbogen og udgav i 2021 bogen og albummet ’De korte sætningers land’, hvor hun har sat melodier til Stine Pilgaards sange fra romanen ’Meter i sekundet’.

Denne sangskriver er min absolutte favorit

Jeg bliver aldrig nogensinde træt af Joan Wasser (Joan as Policewoman). Udover at være en virkelig dygtig sangskriver er hun også en overlegen instrumentalist. Hendes plader har fulgt mig længe og hendes legesyge tilgang til musik er superinspirerende. Hvis man skal starte med én vil jeg anbefale Real Life eller To Survive.

En koncertoplevelse, jeg aldrig glemmer

I sommer stod jeg på Musik i Lejet med min ældste datter og skulle introducere hende for min barndomsmusik, Gnags. De har været soundtrack til en masse lykkelige minder med min far. Dansende rundt i stuen med Mr. Swing King skruet helt op på anlægget. Min datter var lige blevet 7 og vi stod på en form for tribune med rigtig godt udsyn til scenen og lyden ramte os perfekt lige i ansigtet. Jeg havde ikke forventet at blive rørt, men at se hende stå og danse helt opslugt af musikken, med tankerne om alt det jeg har fået af min far og så Peter A.G der stod og tømte to halvlitersflasker vand over hovedet med en høj hat på hovedet og introen til Mr. Swing King fik tårerne til at springe helt ukontrolleret ud af øjnene på mig. Jeg græd i flere timer fordi jeg blev så rørt. Siden da har jeg ikke kunne se Peter A.G. optræde uden at begynde at græde.

En tv-serie, der tog mig med på eventyr

Severence. Det er den bedste serie jeg har set meget meget længe .  Desuden må jeg bare sige, at jeg blev overraskende ramt af DR-serien Carmen Curlers, der blev sendt i løbet af efteråret.

En restaurant jeg kan besøge igen og igen

på Vesterbro i København er min favorit. Gode cocktails og smagfulde småretter. Særligt er jeg glad for nogle af de padrons med noget citronmarinade og salt. De gør mig decideret lykkelig. Generelt betyder det mest for mig at jeg er i godt selskab. Men den aften gik det hele op i en højere enhed med de padrons.

En naturoplevelse, der slog benene væk under mig

Forleden gik jeg en tur i Nødebo, hvor mine svigerforældre bor. Der havde været lidt for meget jule-run på og jeg havde ikke haft 5 minutter for mig selv i en uges tid. Så jeg gik tur. Lidt uden at spørge. Det var sent om eftermiddagen og jeg var helt alene i tusmørke og vindstille støvregn. Jeg endte ved Esrum sø og satte mig på en badebro og søen (som jo er kæmpe stor) var helt stille og der var bare sådan en ro, som kom lige på det rigtige tidspunkt. Følelsen af at gå rundt med tankemylder og hovedet et helt andet sted og så lige pludselig kigge op og “få øje” på naturen. Det var en virkelig dejlig oplevelse!

Sara Blædel er aktuel med sin nye roman ’Elins død’ – 12 bind i serien om politiefterforskeren Louise Rick, der denne gang sendes til den lille ø Aarø ved Haderslev, hvor hun sammen med politiets rejseenhed P13 skal efterforske en drukneulykke. Liebhaverboligen har bedt forfatteren dele fem særlige oplevelser, der har rørt, glædet og givet minder for livet.

En film, der altid får mig til at græde?

”Jeg kan ikke se klassikeren Fried Green Tomatoes fra 1991 uden tårerne får frit løb. Jeg elsker den film og har set den masser af gange. Det er stemningen og den måde, der bliver klippet imellem scenerne fra fortiden i 1920’ernes Alabama til nutiden, hvor den gamle dame Evelyn på plejehjemmet begynder at fortælle den yngre husmor Ninny om sin fortid – særligt om venskabet mellem de to unge kvinder Idgie og Ruth, som sammen driver The Whistle Stop Café. Gennem historierne fra Evelyns liv dannes et nært venskab mellem de to kvinder, der inspirerer Ninny til at ændre sit liv. Min yndlingsscene er bee charmer-scenen, hvor Idgie stikker en bar arm ind i et hult træ og henter honning ud, mens bierne summer omkring hende – uden at stikke hende, mens Idgie ser måbende til.”

En rejse, jeg aldrig vil glemme?

”Det var uden tvivl, da min søn Adam og jeg var på en tre måneder lang road trip i USA. Adam var 11 år dengang, og vi kørte fra Seattle i den nordvestlige del af USA ned til San Diego i det sydlige Californien og rundede af med en hel måned på Hawaii. I begyndelsen ville jeg hele tiden videre, men efterhånden gik det op for mig, at det handlede om at være lige der, hvor vi nu var. Dagene blev sjældent, som vi havde planlagt det, men så skete der noget andet. Det var en god læring for mig, og det der med at få den oplevelse sammen var en kæmpe gave. Det er noget, vi altid vil have med os.”

En kulturoplevelse, der åbnede mine øjne?

”Min mor, Annegrethe Nissen, var skuespiller. Hun lavede blandt andet en masse børneteater, som jeg for det meste bare syntes var megapinligt, som barn, forholder man sig sjældent rigtigt til ens forældres profession. Det var bare et arbejde, som hun havde. Som 14-årig så jeg hende for første gang på scenen i et stykke, der hed ’Ventetid’ på Allé Scenen i 1978, og et var nok første gang, jeg forstod det meningsfulde i hendes arbejde. For det første havde jeg fået en alder, hvor jeg forstod stykket, og for det andet brændte hun igennem, og det gik op for mig, hvor meget hun elskede at fortælle historier. Den glæde har jeg arvet fra hende.”

Et måltid, der varmede mig?

”Jeg begyndte først at stå på ski i en ret sen alder. Jeg tror Adam var omkring 4 år, da jeg fik et par ski under fødderne for første gang. Vi var sammen men nogle venner oppe i fjeldet i Norge og var taget ud allerede fra morgenstunden med rygsækken pakket med madpakker og termoflasker. Det var sådan en smuk, klar solskinsdag, hvor frosten hang i træerne, og kulden stod ud i røg, når ånden ramte den kolde luft. Jeg var nærmest euforisk over, det var lykkedes mig at følge med de andre og komme ned ad bakkerne, og jeg husker tydeligt glæden ved at sidde der, trætte og udmattede, midt i snelandskabet og åbne boksene og spise spaghetti bolognese og drikke rødvin. Det var ikke et fint måltid, men der i kulden med forfrosne fingre og tæer og masser af kilometer i benene, var det det mest velgørende måltid, jeg nogensinde har spist. Det var i øvrigt på den tur, jeg fik min første ide til en krimi.”

Et museumsbesøg, der rørte mig?

”Som barn tog min mormor mig ofte med på Zoologisk Museum. Jeg elskede at komme der og fra det øjeblik, jeg trådte ind, synes jeg, luften sitrede af historie. Det var samme rutine ved hvert besøg; at sidde og se de samme film, som jeg troligt så fra start til slut, at stå og beundre det store dinosaurskelet, sidde sammen med andre børn og tegne og til slut at vælge lige præcis det lille fossil i museumsbutikken, jeg havde lyst til. Det var spændende hver gang. Da min søn Adam var lille, blev det min mor, der tog ham med derhen. Han elskede det også.”

Fem heldige læsere kan vinde Sara Blædels aktuelle bog “Elins død” ved at gå ind under konkurrencer og svare på følgende spørgsmål: Hvad hedder politiefterforskeren i Sara Blædels romanserie?

Et stykke der rørte mig

På det hyggeligste teater jeg har været på, nemlig Teatret ved sorte hest i København, har jeg lige set stykket, ”Inden vi dør synger vi en sang,” med Maria Stenz, Camilla Bendix, Peter Oliver Hansen & Olivier Antunes. Det er livets alvor, der møder galgenhumor og blander kabaret med skuespil på den fineste måde. Sammen med publikum både lo og græd jeg mig gennem en skarp time af smukke sange og hjerteskærende historier om livet, som det er. Med skønhed, overgreb, kræft, død, glæde og sorg vævet fint ind i hinanden. Maria Stenz står skarpt som en anden Meryl Streep og fortæller om forgængeligheden og forfængeligheden, der hænger stærkt sammen, når man som hende har rundet de 82 år. Camilla Bendix er skøn både som overgangsalder furie, og sorgfuld datter, der skal fortælle sine søstre om moderens død. Peter Oliver får publikum til at le, da han fortæller, at han overlevede 80’erne, og græde når han fortæller, at han ”desværre” også overlevede alle sine venner… Pianisten Olivier Antunes, måtte gerne sætte toner til mit liv, og alle mine sindsstemninger. Der er vist endnu ikke skrevet et nummer, han ikke kan spinde ind i sine fantastiske improvisationer.

Jeg bliver aldrig færdig med at rejse – heller ikke i Danmark

En stor del af mit liv går med at rejse. Set ud fra et klimamæssigt perspektiv er det noget hø, men set ud fra et kulturelt og menneskeligt aspekt, så er det nødvendigt. Vi bliver åndeligt fattigere, hvis ikke vi rejser og møder andre kulturer og mennesker, og lærer om hvordan de lever og hvorfor. Men hvis vi nu tager klimabrillerne på og bliver hjemme, så har Læsø åbnet sig for mig, siden jeg for tre år siden, første gang satte min fod på øen. En samarbejdspartner og veninde har købt Østergaard Kultur B&B på Læsø og da verden lukkede ned, så besluttede vi os for at lave Sundhedskurser der. Første gang jeg var på øen var en november og vi cyklede rundt tre mennesker ved siden af hinanden, på vejene i skovene uden at møde et øje. Læsø har strand, skov, sol, tanghuse, sydesalt og lynglam, og så er de folk, der bor på øen helt fantastisk hjertelige og venlige. Læsø er fantastisk.

I godt selskab med Agnes Henningsen

Noget af det bedste jeg har læst i nyere tid, er Agnes Henningsen. Jeg faldt over hendes erindringer og slugte alle fire bind på ingen tid. Mit liv bagefter var både rigere og fattigere. Jeg havde fået et skønt indblik i hendes kamp, forfatterskab, levevis og samtid, men jeg var også trist over at have mistet så god en ”veninde.” Hun skriver, så man selv er til stede og hvor er det skønt at dele bord med både skagensmalerne og datidens dygtigste forfattere. Samtidig er der kvindekamp, kønsroller og moderskab, og man lærer noget om, at leve fra hånden til munden, hver eneste dag. Aldrig rigtig at vide, hvad man har at gøre godt med og alligevel hjælpe, hvor man kan. Jeg er stor fan.

Mit bedste måltid

Sådan er madglad type som mig, bliver altid spurgt om mit bedste måltid. Men alt afhænger jo af mennesker, tid, sted og kontekst. Så en rugbrød med spegepølse og en kold øl på kanten af et køkkenbord, eller en hurtig fiskefrikadelle på en havnekaj med sand, der knaser mellem tænderne, kan jo være lige så godt som at spise på Michelin restaurant. Et af mine yndlingssteder i Århus, hvor jeg bor, er Mefisto. Her handler det om maden og stemningen. Værtskabet er eminent, der er ingen fikumdik, skum eller pulver. Det er vanvittig god, veltillavet mad, der smager af mere. Mefisto er stedet, hvor du går hen, hvis du har lyst til alt godt fra havet, om det er fruit de mer, bouillabaisse eller en sprødstegt fisk, og ja bare rolig, de er også eminente til kød og har endda et par grønne retter. Du kan sidde på gaden eller i gården, eller i den hyggelige restaurant, alt efter hvilken stemning du er i. Stik mig en lille sprød fisk, på en bund af grøntsager, så er jeg glad.

Naturen er mit helle

Jeg lufter bedst ud på de øverste etager, når jeg er i naturen. Skov, bjerge og strand har en helsebringende virkning på mig, hvis jeg har haft lidt for travlt. Når jeg er i naturen, så får jeg pulsen ned og trækker vejret bedre. Vesterhavet er et af de steder, der især har den virkning på mig. Og når jeg sidder i klitterne i Gl. Skagen og skuer ud over havet, så kan jeg mærke min barndoms lykkelige ferier deroppe, suse gennem hele kroppen. Så sidder jeg der med nostalgien brusende i årerne og nyder det. Men samtidig bliver jeg altid lidt melankolsk, fordi jeg aldrig får råd til et sommerhus i Gl. Skagen. I hvert fald ikke så længe jeg samtidig insisterer på at rejse verden tynd og møde nye kulturer

Journalist, tv-vært og forfatter til flere kogebøger, Anne Hjernøe, har senest haft stor succes med bøgerne, Stærk,let og mæt, Ligevægt – stærk, let og mæt og Spis dig stærk, let og mæt. Lige nu er hun aktuel med bogen Stærk overgang – alt det du har brug for at vide midt i livet.

Vind Anne Hjernøes nye bog! 

Fem heldige læsere kan vinde bogen ved at gå ind under konkurrencer.

Gribskovbanen er med sine mere end 142 år på bagen en af de ældste jernbaner herhjemme. Den hyggelige jernbane fra Hillerød til enten Tisvilde eller Gilleleje var oprindelig tænkt som transport af træ til hovedstaden, men med årene ’overtog’ badegæsterne og sommerhusejerne toget.

Gribskov har i flere århundreder været brændeleverandører til folk og fabrikker i København. I den første halvdel af det 1900-århundrede brugte man primært søvejen til at transportere træet, da staten havde anlagt Esrum Kanal fra Esrum Sø til Kattegatkysten ved Dronningmølle, men den var både dyr og omstændelig. Da Nordbanen blev ført frem til Hillerød, varede det ikke længe, før der kom forslag om at føre en jernbane op igennem skoven for at skabe bedre transportmuligheder.

I 1873 udstedte staten en koncession på anlæg og drift af en bane gennem Gribskov til et punkt nord eller nordvest for skoven. Man ønskede at bygge så billigt som muligt, og valgte i den sidste ende at benytte ingeniør W. R. Rowan afhandling fra 1877 ’Om benyttelsen af mekanisk bevægkraft for Sporveje’ – som forbillede for Gribskovbanen trods at flere eksperter udtalte sig negativt om systemet. At W.R. Rowan gav tilsagn om at medvirke økonomisk til baneanlægget var nok ikke skidt for at hans system blev foretrukket fremfor andre løsninger.

Højst usædvanlige træsveller
Den 10. marts 1879 fik Scandia i Randers kontrakt på anlægget af banen fra Hillerød til Græsted i hovedentreprise. Banen byggedes med et såkaldt grydespor som overbygning, dvs. de lette 15 kg/m skinner placeredes ikke på de sædvanlige træsveller, men på omvendte jerngryder eller potter, der blev lagt med bunden opad på ballasten, og de to skinnestrenge blev fastholdt med jernstænger fæstnet i grydeparrene, hvordan det så ellers ser ud og virker.

Driften på banen indledtes med tre blandede tog dagligt i hver retning den 20. januar 1880 uden nogen større publikumstilstrømning. Men i de følgende årtier udviklede Gribskovbanen sig, især efter forlængelserne til Gilleleje (1896) og Tisvildeleje (1924), til en efterspurgt togstrækning.

Kørte hver anden søndag til badestrande
I 1930’erne blev banen meget populær – især i weekenderne. Dengang nød det arbejdende folk godt af tilbuddet om billige togbilletter om søndagen, som var den eneste fridag. For nogle var det et problem, at Gribskovbanen kun hver anden søndag kørte til Gilleleje og hver anden til Tisvildeleje. I 1930’erne var de gode strande i Gilleleje i privat eje, hvorimod Tisvildelejes badestrande var offentligt tilgængelige. Dette ændrede sig i takt med at Selskabet Gilleleje Strandbakker langsomt købte strandene i Gilleleje fri – til glæde for de strandhungrende badegæster.

Gribskovbanen var naturligvis tilfredse med de mange søndagsgæster, men det var også med blandede følelser, at banen tog imod de mange billigrejsende. De særlige og billige morgen- og aftenafgange til Tisvildeleje eller Gilleleje var så propfulde med badegæster, at mange kunne komme gratis afsted, fordi personalet ikke kunne komme igennem toget.

De billige badetog fortsatte indtil slutningen af 1950’erne, hvor den kollektive weekendtrafik gradvist svandt ind. Familier flyttede til forstæderne, og flere fik egen bil. Den kollektive ferieglæde i badetogene – fyldt med legende børn, hunde, madkurve, poser og tasker – var ikke længere in. I dag kører den såkaldte gaffelbane stadig fra enten Hillerød til Tisvildeleje eller fra Hillerød til Gilleleje – ’udskilningen’ sker i lille Kagerup. Og som man kan konstatere på den ofte overfyldte parkeringsplads i Tisvildeleje, bruger badegæsterne i dag stort set kun bilen derop. Men turen med toget gennem skoven er stadig en hyggelig oplevelse.