Sara Blædel er aktuel med sin nye roman ’Elins død’ – 12 bind i serien om politiefterforskeren Louise Rick, der denne gang sendes til den lille ø Aarø ved Haderslev, hvor hun sammen med politiets rejseenhed P13 skal efterforske en drukneulykke. Liebhaverboligen har bedt forfatteren dele fem særlige oplevelser, der har rørt, glædet og givet minder for livet.

En film, der altid får mig til at græde?

”Jeg kan ikke se klassikeren Fried Green Tomatoes fra 1991 uden tårerne får frit løb. Jeg elsker den film og har set den masser af gange. Det er stemningen og den måde, der bliver klippet imellem scenerne fra fortiden i 1920’ernes Alabama til nutiden, hvor den gamle dame Evelyn på plejehjemmet begynder at fortælle den yngre husmor Ninny om sin fortid – særligt om venskabet mellem de to unge kvinder Idgie og Ruth, som sammen driver The Whistle Stop Café. Gennem historierne fra Evelyns liv dannes et nært venskab mellem de to kvinder, der inspirerer Ninny til at ændre sit liv. Min yndlingsscene er bee charmer-scenen, hvor Idgie stikker en bar arm ind i et hult træ og henter honning ud, mens bierne summer omkring hende – uden at stikke hende, mens Idgie ser måbende til.”

En rejse, jeg aldrig vil glemme?

”Det var uden tvivl, da min søn Adam og jeg var på en tre måneder lang road trip i USA. Adam var 11 år dengang, og vi kørte fra Seattle i den nordvestlige del af USA ned til San Diego i det sydlige Californien og rundede af med en hel måned på Hawaii. I begyndelsen ville jeg hele tiden videre, men efterhånden gik det op for mig, at det handlede om at være lige der, hvor vi nu var. Dagene blev sjældent, som vi havde planlagt det, men så skete der noget andet. Det var en god læring for mig, og det der med at få den oplevelse sammen var en kæmpe gave. Det er noget, vi altid vil have med os.”

En kulturoplevelse, der åbnede mine øjne?

”Min mor, Annegrethe Nissen, var skuespiller. Hun lavede blandt andet en masse børneteater, som jeg for det meste bare syntes var megapinligt, som barn, forholder man sig sjældent rigtigt til ens forældres profession. Det var bare et arbejde, som hun havde. Som 14-årig så jeg hende for første gang på scenen i et stykke, der hed ’Ventetid’ på Allé Scenen i 1978, og et var nok første gang, jeg forstod det meningsfulde i hendes arbejde. For det første havde jeg fået en alder, hvor jeg forstod stykket, og for det andet brændte hun igennem, og det gik op for mig, hvor meget hun elskede at fortælle historier. Den glæde har jeg arvet fra hende.”

Et måltid, der varmede mig?

”Jeg begyndte først at stå på ski i en ret sen alder. Jeg tror Adam var omkring 4 år, da jeg fik et par ski under fødderne for første gang. Vi var sammen men nogle venner oppe i fjeldet i Norge og var taget ud allerede fra morgenstunden med rygsækken pakket med madpakker og termoflasker. Det var sådan en smuk, klar solskinsdag, hvor frosten hang i træerne, og kulden stod ud i røg, når ånden ramte den kolde luft. Jeg var nærmest euforisk over, det var lykkedes mig at følge med de andre og komme ned ad bakkerne, og jeg husker tydeligt glæden ved at sidde der, trætte og udmattede, midt i snelandskabet og åbne boksene og spise spaghetti bolognese og drikke rødvin. Det var ikke et fint måltid, men der i kulden med forfrosne fingre og tæer og masser af kilometer i benene, var det det mest velgørende måltid, jeg nogensinde har spist. Det var i øvrigt på den tur, jeg fik min første ide til en krimi.”

Et museumsbesøg, der rørte mig?

”Som barn tog min mormor mig ofte med på Zoologisk Museum. Jeg elskede at komme der og fra det øjeblik, jeg trådte ind, synes jeg, luften sitrede af historie. Det var samme rutine ved hvert besøg; at sidde og se de samme film, som jeg troligt så fra start til slut, at stå og beundre det store dinosaurskelet, sidde sammen med andre børn og tegne og til slut at vælge lige præcis det lille fossil i museumsbutikken, jeg havde lyst til. Det var spændende hver gang. Da min søn Adam var lille, blev det min mor, der tog ham med derhen. Han elskede det også.”

Fem heldige læsere kan vinde Sara Blædels aktuelle bog “Elins død” ved at gå ind under konkurrencer og svare på følgende spørgsmål: Hvad hedder politiefterforskeren i Sara Blædels romanserie?

 

Michael Holbek er journalist og har skrevet over 15 bøger blandt andet om Stig Elling, keld og Hilda Heick og Linse Kessler. Lige nu er han aktuelt med sin debutroman ’Strøm’, der fortæller en håndværkerfamilies historie i 1960’erne, 70’erne og 80’erne, og handler om drømme, kærlighed, kriminalitet og almindelig mislykkethed.

Et sted, jeg vil elske for altid

I al slags vejr, morgen, middag, aften og nat, er Nørrebro Station i Københavns Nordvestkvarter det sted, jeg elsker allermest i byen. Fra 2012 og otte år frem boede jeg lige ved siden af stationen, og det var som at komme hjem til min ungdoms Nørrebro i 80’erne. Råt, skramlet, højlydt, storby-charmerende og med sit helt særegne pulsslag. Omgivet og gennemstrømmet af et utroligt leben, tungemål fra hele verden, børn, unge, gamle, smarte, lasede, hjemløse, bedsteborgere og banditter. Udover at være en arkitektonisk perle har den noget berlinsk metropol over sig, noget både magisk og mystisk. Lige nu går det hurtigt med gentrificeringen: metroen er åbnet, graffitien fjernet, og pladserne rundt om stationen byfornyes. Men den smukke højbanebygning trækker stadig magnetisk i mig med alle ankomsten og udrejselængslens løfter.

Et måltid, der åbner mit hjerte

Jeg er et madøre, nærmest altspisende, både kød og vegetar. Jeg elsker også at lave mad, og det er noget, jeg slapper af med. Min yndlingsting er et frokostbord med sild og øl og snaps. Helst en velmodnet kryddersild. Min kæreste og jeg går gerne på en af Københavns mange gedigne frokostrestauranter, men vi gør det også hjemme og i sommerhuset. Et godt måltid er altid en social ting, et rum, man åbner en samtale med. Og frokosten er perfekt til det. Den har en afslappethed og en langsommelighed i sig, som fremkalder uventede samtaler, hvad enten de er dødsensalvorlige, dybe, afsøgende eller letbenede og fulde af humor. Og lige præcis dér må man gerne smide om sig med klichéer a la: ’Nå, skal den sild ikke snart svømme?’ Sådan noget elsker jeg.

En kunstner, som åbnede mine øjne

Jeg kan godt lide at gå på kunstudstillinger, og for ca. fem år siden så jeg på Galleri Kant Peter Ravns soloshow His Own Fall og forelskede mig på stedet i udstillingens signaturbillede It Was His Own Fall. Jeg er ikke fra et hjem med kunst og havde aldrig tænkt på mig selv som én, der ville bruge så mange penge på et ægte maleri. Men jeg vidste bare, at jeg måtte have det værk. Det talte lige ind i et tema, som min roman Strøm også behandler: Mænd i frit fald. Peters univers er mænd i jakkesæt, og min romans mænd er håndværkere, men det ufrivillige fald – i status, i tilværelsen, i selvforståelsen – er af samme karakter. Og han skildrer det i samme tone, som jeg gør i min bog: både foruroligende og morsomt. Siden har jeg købt andre værker af andre kunstnere. Det er ikke trangen til at eje dem, mere lykkelig taknemmelighed over at kunne se på dem i et nyt lys hver dag. Peter Ravns kunst kan løbende ses på: gallerikant.dk

En rejse, jeg aldrig vil glemme

I 2018 var jeg på skriveophold i Marrakech, hvor jeg begyndte på min roman Strøm. Det var første gang, jeg var der, og jeg blev blæst helt bagover af farverne og lugtene og lydene i byen. Det var som at være i en meget eksotisk boble. Jeg arbejdede koncentreret, gik ture, arbejdede igen, og om aftenen gik jeg ud igen og nød et glas vin i solnedgangen til muezzinernes mangestrubede kalden. De mange indtryk forstyrrede ikke mit arbejde, men byens overvældende sanselighed gav mig direkte adgang til mine egne sanser og dermed min erindring, som var det, jeg skrev på. Det var 14 dages tilstand af barnlig lykke og strømmende skrift. En virkelig smuk og exotic by, jeg gerne vil tilbage til.

En kunstform, jeg vender tilbage til

Jeg går en hel del i teatret. Jeg er vild med at opleve rigtige mennesker på scenen, at det er noget, vi er sammen om her og nu, skuespillere og publikum. Senest så jeg dramatikeren Christian Lollikes radikale og hylende morsomme version af Holbergs Erasmus Montanus på Aarhus Teater. Den blev i 2017 Reumert-kåret som Årets Forestilling og er siden blev genopsat, bl.a. her i efteråret, og det er en af de fedeste teateroplevelser, jeg har haft ever. Der foregår sindssygt mange spændende ting i teatret i de her år. Der bliver leget med scenerum, udviklet nye og vedkommende historier, eksperimenteret med fortælle- og genreformater. I den aktuelle sæson er der SÅ mange ting, jeg har lyst til at se, og jeg kan kun anbefale selv at tjekke det ud.

Fem heldige læsere kan vinde Michael Holbeks aktuelle bog “Strøm” ved at gå ind under konkurrencer!

Et stykke der rørte mig

På det hyggeligste teater jeg har været på, nemlig Teatret ved sorte hest i København, har jeg lige set stykket, ”Inden vi dør synger vi en sang,” med Maria Stenz, Camilla Bendix, Peter Oliver Hansen & Olivier Antunes. Det er livets alvor, der møder galgenhumor og blander kabaret med skuespil på den fineste måde. Sammen med publikum både lo og græd jeg mig gennem en skarp time af smukke sange og hjerteskærende historier om livet, som det er. Med skønhed, overgreb, kræft, død, glæde og sorg vævet fint ind i hinanden. Maria Stenz står skarpt som en anden Meryl Streep og fortæller om forgængeligheden og forfængeligheden, der hænger stærkt sammen, når man som hende har rundet de 82 år. Camilla Bendix er skøn både som overgangsalder furie, og sorgfuld datter, der skal fortælle sine søstre om moderens død. Peter Oliver får publikum til at le, da han fortæller, at han overlevede 80’erne, og græde når han fortæller, at han ”desværre” også overlevede alle sine venner… Pianisten Olivier Antunes, måtte gerne sætte toner til mit liv, og alle mine sindsstemninger. Der er vist endnu ikke skrevet et nummer, han ikke kan spinde ind i sine fantastiske improvisationer.

Jeg bliver aldrig færdig med at rejse – heller ikke i Danmark

En stor del af mit liv går med at rejse. Set ud fra et klimamæssigt perspektiv er det noget hø, men set ud fra et kulturelt og menneskeligt aspekt, så er det nødvendigt. Vi bliver åndeligt fattigere, hvis ikke vi rejser og møder andre kulturer og mennesker, og lærer om hvordan de lever og hvorfor. Men hvis vi nu tager klimabrillerne på og bliver hjemme, så har Læsø åbnet sig for mig, siden jeg for tre år siden, første gang satte min fod på øen. En samarbejdspartner og veninde har købt Østergaard Kultur B&B på Læsø og da verden lukkede ned, så besluttede vi os for at lave Sundhedskurser der. Første gang jeg var på øen var en november og vi cyklede rundt tre mennesker ved siden af hinanden, på vejene i skovene uden at møde et øje. Læsø har strand, skov, sol, tanghuse, sydesalt og lynglam, og så er de folk, der bor på øen helt fantastisk hjertelige og venlige. Læsø er fantastisk.

I godt selskab med Agnes Henningsen

Noget af det bedste jeg har læst i nyere tid, er Agnes Henningsen. Jeg faldt over hendes erindringer og slugte alle fire bind på ingen tid. Mit liv bagefter var både rigere og fattigere. Jeg havde fået et skønt indblik i hendes kamp, forfatterskab, levevis og samtid, men jeg var også trist over at have mistet så god en ”veninde.” Hun skriver, så man selv er til stede og hvor er det skønt at dele bord med både skagensmalerne og datidens dygtigste forfattere. Samtidig er der kvindekamp, kønsroller og moderskab, og man lærer noget om, at leve fra hånden til munden, hver eneste dag. Aldrig rigtig at vide, hvad man har at gøre godt med og alligevel hjælpe, hvor man kan. Jeg er stor fan.

Mit bedste måltid

Sådan er madglad type som mig, bliver altid spurgt om mit bedste måltid. Men alt afhænger jo af mennesker, tid, sted og kontekst. Så en rugbrød med spegepølse og en kold øl på kanten af et køkkenbord, eller en hurtig fiskefrikadelle på en havnekaj med sand, der knaser mellem tænderne, kan jo være lige så godt som at spise på Michelin restaurant. Et af mine yndlingssteder i Århus, hvor jeg bor, er Mefisto. Her handler det om maden og stemningen. Værtskabet er eminent, der er ingen fikumdik, skum eller pulver. Det er vanvittig god, veltillavet mad, der smager af mere. Mefisto er stedet, hvor du går hen, hvis du har lyst til alt godt fra havet, om det er fruit de mer, bouillabaisse eller en sprødstegt fisk, og ja bare rolig, de er også eminente til kød og har endda et par grønne retter. Du kan sidde på gaden eller i gården, eller i den hyggelige restaurant, alt efter hvilken stemning du er i. Stik mig en lille sprød fisk, på en bund af grøntsager, så er jeg glad.

Naturen er mit helle

Jeg lufter bedst ud på de øverste etager, når jeg er i naturen. Skov, bjerge og strand har en helsebringende virkning på mig, hvis jeg har haft lidt for travlt. Når jeg er i naturen, så får jeg pulsen ned og trækker vejret bedre. Vesterhavet er et af de steder, der især har den virkning på mig. Og når jeg sidder i klitterne i Gl. Skagen og skuer ud over havet, så kan jeg mærke min barndoms lykkelige ferier deroppe, suse gennem hele kroppen. Så sidder jeg der med nostalgien brusende i årerne og nyder det. Men samtidig bliver jeg altid lidt melankolsk, fordi jeg aldrig får råd til et sommerhus i Gl. Skagen. I hvert fald ikke så længe jeg samtidig insisterer på at rejse verden tynd og møde nye kulturer

Journalist, tv-vært og forfatter til flere kogebøger, Anne Hjernøe, har senest haft stor succes med bøgerne, Stærk,let og mæt, Ligevægt – stærk, let og mæt og Spis dig stærk, let og mæt. Lige nu er hun aktuel med bogen Stærk overgang – alt det du har brug for at vide midt i livet.

Vind Anne Hjernøes nye bog! 

Fem heldige læsere kan vinde bogen ved at gå ind under konkurrencer.

Dussmann – das KulturKaufhaus

Når jeg holder ferie i Berlin, er Dussmann på Friedrichstrasse et sikkert besøg. Det er grundlæggende en kæmpe boghandel i fem etager, men foruden bøger og lydbøger sælges også masser af musik, film, noder og papirvarer. Behagelige stole rundt omkring giver mulighed for at kigge i bøgerne inden køb.

I cafeen med den ’vertikale have’ kan man nyde sine indkøb efter en frokost, eller indsnuse duften af 10,5 millioner bind på lager over en kop kaffe.

Selv hvis man ikke skal købe noget, er det en fornøjelse bare at gå rundt inde i dette bogmekka, som har et kæmpe åbent rum midt i bygningen, der gør det muligt at se over, op og ned til de andre afdelinger.

De fleste titler er på tysk, men Dussmann har også en stor English Bookshop.

London

Mange har en favoritstorby. For mig er det London, som jeg har besøgt mange gange. Jeg elsker englænderne med deres traditioner, pubber, pundet, de skæve mål og deres berømte humor. (Hvilken anden nation kunne fostre Monty Python, Edmund Blackadder og Basil Fawlty?)

Sikre besøg er Forbidden Planet (kultbutik for Science Fiction, tegneserier og spil) og Foyles i fire etager (Dussmanns’ ’fætter’) – ja, hele boggaden Charing Cross Road. I British Museum tager jeg en ny afdeling hver gang. London Dungeon er et must for horrorfans, men bestil billet hjemmefra, for køen er lang. Og husk: Rotterne må ikke fodres!

Jeg bor som regel i Bayswater-området nær Hyde Park og satser hver gang på at få nogle nye pub-hak i bæltet. Min absolutte favorit er Sherlock Holmes i Northumberland Street, hvor mesterdetektivens private stue kan ses på 1. sal.

Roadrage

Jeg har lige genset (for ca. 25. gang) Spielbergs tidlige mesterværk Duel, der satte instruktøren ’på landkortet’ og gav ham mulighed for at lave JAWS. Det er efter min mening en af de bedste suspense film, der nogensinde er lavet. Den er baseret på en novelle af Richard Matheson om forretningsmanden David Mann (Dennis Weaver), der terroriseres på landevejen af en morderisk tankvogn, hvis fører forsøger at slå ham ihjel. Chaufføren forbliver anonym, så selve trucken bliver til et brølende forfølgende monster. Filmen er indspillet på ganske få dage for et latterligt lille budget, og viser suverænt Spielbergs geni i en ung alder. Der leges med indstillinger, klipning og ikke mindst scoret, som er en krydsning af musik og lyde. Hvis du ikke har problemer med lastvogne i bakspejlet, så spænd sikkerhedsselen og se (eller gense) Duel.

Café Lindevang på Peter Bangs Vej

Hvis man er vegetar, småt spisende eller fedtforskrækket skal man ikke gå herind.

Her står der udelukkende danske retter som oksesteg, frikadeller, hakkebøf, ribbensteg, mørbrad, wienerschnitzel og kalvelever på menukortet, og masser af den under sloganet Byens dårligste madsted. Om formiddagen kan man også bestille smørrebrød, og deres julebord og påskefrokost er det store kolde bord, når det er bedst.

Lokalet er lille og hyggeligt indrettet med få borde – om sommeren kan man sidde udenfor – i et meget traditionelt interiør og med tjenere i hvid skjorte og sorte bukser. Café Lindevang er med rette en superpopulær restaurant, så man skal enten bestille bord, eller være fætter Højben for bare at gå ind fra gaden, især om aftenen.

”Holy Mackerel, Batman!”

I 1966 blev store dele af den vestlige verden ramt af Batman-feber. Jeg var 5 år og fuldstændigt hooked. Alt med Batman havde interesse, men især tegneserien og tyggegummikortene.

Udgangspunktet var Tv-serien BATMAN, der gjorde Adam West og Burt Ward verdensberømte som Batman og Robin.

Selv om serien er camp komedie og skuespillerne bevidst overspiller, er det enormt underholdende og ’grundstenene’ i Batman-universet er der: Foruden hovedskurkene Jokeren, Pingvinen, Gækkeren og Catwoman (plus andre), ses også Batgirl, butleren Alfred og Aunt Harriet, der residerer på Wayne Manor. Dybt herunder ligger Bathulen, hvorfra Batman og Robin rykker ud i Batmobilen. (Den flotteste model af dem alle).

Serien kørte over 120 episoder af 25 minutter, altid delt i to med en cliffhanger. Her er masser af gæstestjerner, også ukrediterede, og alt sammen i superflot technicolor.

Tv-serien kom ikke til Danmark i 1966, men det gjorde spillefilmen. Min far tog mig med i biografen og se den. Jeg glemmer det aldrig.

Dennis Jürgensen debuterede i 1981 med ungdomsromanen Kærlighed ved første hik og har siden udgivet mere end 60 bøger primært til børn og unge. I 2014 skiftede han genre og blev krimiforfatter og sidste år udkom første bind i serien med efterforskerne Teit & Lehmann som hovedpersoner, Mand uden ansigt. Bloddue er andet selvstændige bind i serien.

Gribskovbanen er med sine mere end 142 år på bagen en af de ældste jernbaner herhjemme. Den hyggelige jernbane fra Hillerød til enten Tisvilde eller Gilleleje var oprindelig tænkt som transport af træ til hovedstaden, men med årene ’overtog’ badegæsterne og sommerhusejerne toget.

Gribskov har i flere århundreder været brændeleverandører til folk og fabrikker i København. I den første halvdel af det 1900-århundrede brugte man primært søvejen til at transportere træet, da staten havde anlagt Esrum Kanal fra Esrum Sø til Kattegatkysten ved Dronningmølle, men den var både dyr og omstændelig. Da Nordbanen blev ført frem til Hillerød, varede det ikke længe, før der kom forslag om at føre en jernbane op igennem skoven for at skabe bedre transportmuligheder.

I 1873 udstedte staten en koncession på anlæg og drift af en bane gennem Gribskov til et punkt nord eller nordvest for skoven. Man ønskede at bygge så billigt som muligt, og valgte i den sidste ende at benytte ingeniør W. R. Rowan afhandling fra 1877 ’Om benyttelsen af mekanisk bevægkraft for Sporveje’ – som forbillede for Gribskovbanen trods at flere eksperter udtalte sig negativt om systemet. At W.R. Rowan gav tilsagn om at medvirke økonomisk til baneanlægget var nok ikke skidt for at hans system blev foretrukket fremfor andre løsninger.

Højst usædvanlige træsveller
Den 10. marts 1879 fik Scandia i Randers kontrakt på anlægget af banen fra Hillerød til Græsted i hovedentreprise. Banen byggedes med et såkaldt grydespor som overbygning, dvs. de lette 15 kg/m skinner placeredes ikke på de sædvanlige træsveller, men på omvendte jerngryder eller potter, der blev lagt med bunden opad på ballasten, og de to skinnestrenge blev fastholdt med jernstænger fæstnet i grydeparrene, hvordan det så ellers ser ud og virker.

Driften på banen indledtes med tre blandede tog dagligt i hver retning den 20. januar 1880 uden nogen større publikumstilstrømning. Men i de følgende årtier udviklede Gribskovbanen sig, især efter forlængelserne til Gilleleje (1896) og Tisvildeleje (1924), til en efterspurgt togstrækning.

Kørte hver anden søndag til badestrande
I 1930’erne blev banen meget populær – især i weekenderne. Dengang nød det arbejdende folk godt af tilbuddet om billige togbilletter om søndagen, som var den eneste fridag. For nogle var det et problem, at Gribskovbanen kun hver anden søndag kørte til Gilleleje og hver anden til Tisvildeleje. I 1930’erne var de gode strande i Gilleleje i privat eje, hvorimod Tisvildelejes badestrande var offentligt tilgængelige. Dette ændrede sig i takt med at Selskabet Gilleleje Strandbakker langsomt købte strandene i Gilleleje fri – til glæde for de strandhungrende badegæster.

Gribskovbanen var naturligvis tilfredse med de mange søndagsgæster, men det var også med blandede følelser, at banen tog imod de mange billigrejsende. De særlige og billige morgen- og aftenafgange til Tisvildeleje eller Gilleleje var så propfulde med badegæster, at mange kunne komme gratis afsted, fordi personalet ikke kunne komme igennem toget.

De billige badetog fortsatte indtil slutningen af 1950’erne, hvor den kollektive weekendtrafik gradvist svandt ind. Familier flyttede til forstæderne, og flere fik egen bil. Den kollektive ferieglæde i badetogene – fyldt med legende børn, hunde, madkurve, poser og tasker – var ikke længere in. I dag kører den såkaldte gaffelbane stadig fra enten Hillerød til Tisvildeleje eller fra Hillerød til Gilleleje – ’udskilningen’ sker i lille Kagerup. Og som man kan konstatere på den ofte overfyldte parkeringsplads i Tisvildeleje, bruger badegæsterne i dag stort set kun bilen derop. Men turen med toget gennem skoven er stadig en hyggelig oplevelse.

Sissel-Jo Gazans fem favoritter: 

En fortryllende tur
Sidste år besøgte vi min yngste datters gudfar i Portugal, og det var en fortryllende tur. Først var vi oppe i Castanheira de Pera i bjergene og badede i floder, klatrede i trætoppe og spiste på lokale markeder, og bagefter var vi ved kysten i nærheden af Peniche, i et vidunderligt hus med en rund Hobbit-dør og egen citronplantage. Min ældste datter fløj ned til os fra Århus, og vi lavede ikke andet end at spise, surfe, dase, glo og nævnte jeg: spise? Det var så dejligt at være on the road med mine tre børn, og alle nød det i fulde drag.

Årets bedste film
Årets bedste film er klart den tyske film Wunderschön som jeg så under Berlinalen sammen med min veninde, skuespilleren Inka Friedrich. Jeg havde nul forventninger og gik bare med, fordi Inka havde billetter, og jeg græd og lo hele igennem hele forestillingen. Det er en rigtig fint, feel good film, der tager alvorlige emner som kropsideal og tilværelsens trummerum op til revision. Man får et fint og unikt indblik i alle generationer, fra baby, til ung til etableret med småbørn og manglende sexliv til gammel og fastkørt. Så god og vigtig en film – som garanteret ikke engang har haft premiere i DK! Det er virkelig synd for jer.

Virkelig god vietnamesisk restaurant
Jeg er ikke til fine dining og bliver det heller aldrig. Men jeg elsker at finde gode steder, der ikke ser ud af noget særligt, men hvor maden er autentisk og ægte og servicen er rar og varm. Tjenere der fortæller i timevis om maden, er bare ikke mig. Så vil jeg hellere knibes i kinden af en italiensk mama eller have et tandløst smil af den gamle vietnameser, der står i køkkenet og skærer nudler ud. Den vietnamesiske imbiss 6868 på Invalidenstraße i Berlin er sådan et sted. Det ser ud af H- til udefra, og er nærmest ikke hyggeligt, og jeg ville aldrig være gået derind, hvis ikke min veninde havde sagt, at maden virkelig var god. Og det er den. Superfrisk og mangfoldig og så billig, og der er aldrig sure Berliner-mine (såkaldt Berliner-Schnauze) men bare smil og venlighed. Lige et sted for mig. Sidst jeg var der, fik jeg en kæmpe skål kraftig suppe med tofu, grøntsager og risnudler. Mums.

Kunstværker skabt til byen
Mine største kunstoplevelser er helt klart street art, og her jeg særlig vild med El Bocho, der sætter sine værker op over alt i Berlin. Han har forskellige universer og hans Little Lucy -karakter får mig altid til at le (hun er notorisk ond ved sin kat), men jeg kan bedst lige hans mere æstetiske værker af kvinder. Det er bare det bedste, når man går ned ad gaden og et ny værk er blevet sat op i nattens mulm og mørke. Jeg elsker ideen om, at street artists bare forærer deres værker til byen – til os. Det er ægte kunst. Værker lavet af folk med så meget kreativt tryk, at de bare ikke kan lade være med at give det til verden.

Det fedeste museum
Jeg er tit i Aarhus og næsten lige så tit på Moesgaard Museum, som jeg elsker højt. Det er bare det fedest museum! For nyligt var jeg der med min kæreste, der aldrig har været der før, og han var også mega imponeret. Som altid ser vi det virtuelle slag i Illerup Ådal og selvfølgelig gravballemanden, som jeg har en særlig fascination af. Da jeg boede i Aarhus, løb jeg tit ud til det gamle Moesgaard Museum bare for at se til ham, og løb hjem igen. Der er noget helt vildt eventyrligt og fascinerende over, at han er så velbevaret – selv håret – og så gammel. Som et fast håndtryk fra fortiden.

Sissel-Jo Gazan har skrevet otte romaner og fik sit internationale gennembrud med videnskabskrimien Dinosaurens fjer.

Hun er lige nu aktuel med Uglens øje, der er en selvstændig fortsættelse af Dinosaurens fjer og Svalens graf. Sissel-Jo Gazan har blandt andet modtaget Læsernes bogpris, DR’s romanpris og Den Gyldne Kødøkse (Danskernes yndlingskrimi 2000-2010). Sissel-Jo Gazan er født i Aarhus og uddannet cand.scient. i biologi. Hun bor i dag i Berlin med sin familie.

Du kan vinde Sissel-Jo Gazans seneste bog “Uglens øje” ved at gå ind under konkurrencer.

En overdådig oplevelse

En rejsefavorit er uden tvivl Skotland. Edinburgh er spændende, højlandet mageløst smukt, men jeg har fuldstændig overgivet mig til øen, Isle of Skye, som er et overflødighedshorn af spændende og nærmest overnaturlige naturoplevelser som vilde vandfald, helt turkisgrønne naturskabte pools, et eventyrligt fe-landskab, røde og sorte bjergkæder, og et fyrtårn helt ude på spidsen af et overdådigt klippelandskab – og med græssende får overalt. Øen står uberørt og er så inspirerende, at jeg helt sikkert skal bruge den i en af mine kommende romaner.

Inspiration til uhygge

Ude i Øresund, en halv times sejlads fra Nyhavn, ligger endnu en spændende ø – Ungdomsøen, det tidligere Middelgrundsfort, som i dag er en ø som alle unge kan bruge som de vil – til overnatning, møder, happenings, events osv. Det er et ret fascinerende sted, også for os som ikke længere er unge, og jeg har været derude flere gange. Der er en lille badestrand, fine græsarealer, udekøkkener, og så rummer det gamle søfort masser af faciliterer som køkkener, soverum, mødelokaler og over to en halv kilometer(!) underjordiske gange og tunneller, som er så uhyggelige, at jeg måtte bruge øen i min nye krimi, ’Kryb’.

 

Uforpligtende fællesskab

Jeg har længtes efter fællesskabet, siden corona nedlagde verden, og derfor er jeg også vild med Kanalhusets koncept, hvor man kan spise et godt måltid bænket sammen med de øvrige gæster. Maden er dejlig og selvom det umiddelbart kan føles grænseoverskridende at skulle spise med vildt fremmede, så ender det hver gang med at være en hyggelig oplevelse, hvor man går beriget hjem. Kanalhuset ligger naturligvis ved kanalen på Christianshavn og er udover restaurant også hotel med både værelser og lejligheder. Her er også både løbeklub og yogasessioner for dem som måtte være interesserede.

Sæt dig ned

De fleste af os kender Pantomimeteatret med sit påfugletæppe, som er placeret lige indenfor Tivolis hovedindgang, men man skal ikke bare gå forbi det. Sæt dig i stedet på bænkene eller en af de mange liggestole, og nyd denne lille kulturperle som har over 150 år på bagen. Hver dag opføres skægge gamle pantomimer og de fineste balletter, som vores dronning blandt andet har skabt kostumer og scenografier til flere af, ligesom Oh Land har kreeret musikken til feks. Askepot.

At sidde der og nyde dansen og musikken er et dejligt åndehul i infernoet af forlystelser.

Fra filmens verden

En filmfavorit blandt mange er ’The Talented Mr. Ripley’. Filmatiseringen af Patricia Highsmiths roman er vellykket, og hele castet er enormt stærkt, ikke mindst hovedpersonen, Tom Ripley, som spilles fabelagtigt godt af Matt Damon. Handlingen foregår i Italien, blandt andet på den lille ø i Napolibugten, Procida, som jeg var så heldig at besøge for et par år siden. At slentre rundt mellem de pastelfarvede huse og den lille kirke føltes pludselig som at være med i filmen selv, og jeg forventede nærmest, at Tom Ripley, eller endnu bedre Dickie Greenleaf, spillet af Jude Law, skulle komme fræsende rundt om hjørnet på en scooter.

Faktaboks:

Julie Hastrup er krimiforfatter og aktuel med Kryb, niende bind i serien om drabsefterforsker Rebekka Holm. Julie deler her fem favoritter, som hun er glad for.

Du kan vinde Julie Hastrups nye bog, “Kryb” – se hvordan under konkurrencer. 

Laura Drasbæk – den danske Demi Moore

Jeg er på vej til et interview med skuespillerinden Laura Drasbæk. Laura laver tv-serie, men hendes nye kærlighed hedder keramik, og jeg kan ikke lade være med at tænke på Demi Moore i filmen Ghost. Jeg finder 60´er hittet af The Righteous Brothers, Unchainged Melody, frem på min telefon. Woah, my love, my darling/I´ve hungered for your touch/A long, lonely time. Og i takt med min cykels pedaltråd udspiller den ikoniske scene fra 1990-filmen sig på min indre storskærm, hvor en korthåret Demi Moore og en gennemsigtig Patrick Swayze, i et spøgelseserotisk øjeblik, sidder sammen på en drejebænk og leger med ler i en atelierlejlighed i New York.

 

En bil dytter mig tilbage til virkeligheden. Det er ikke New York, det er Nørrebronx. Atelierlejligheden er lige ved og næsten og alligevel ikke helt, det er en andel. Og Demi Moore er absolut ikke i nærheden af, hvor jeg befinder mig lige nu. Eller er hun? Nej, det er hun ikke. Men det er Laura Drasbæk til gengæld. Med ler under neglene og et lidt længere hår end kort. Og det er pretty damn close to Ghost. Hun må være den danske Demi Moore. Ingen tvivl om det. Jeg entrerer.

 

Jeg synes, det er sjovt at snakke om keramik. Jeg brænder for det. Det er en kæmpe lidenskab, siger Laura som noget af det første, mens hun stiller en hjemmelavet kop kaffe foran mig. I dette tilfælde er det både kop og kaffe, der er made by Drasbæk. Den kan gå i opvaskemaskinen, tilføjer hun med mælkens komme og smiler.

Hvad fik dig i gang med ler? Var der stille i skuespillerlandet?

Ja. Det var der. Jeg var uinspireret og kedede mig i mit liv, og så meldte jeg mig spontant til et keramikkursus. Jeg kunne lige så godt have valgt et akvarelmalerkursus eller et madkursus. Det var lidt for sjov, men også for at undgå de endeløse kaffeaftaler med alle de andre arbejdsløse skuespillere. Jeg blev virkelig grebet af det. Det var pissesjovt. Lige inden kurset sluttede, fik jeg så rollen i Sommerdahl, (tv-krimiserie, TV2 Charlie/TV2Play, red.) Det er typisk. Når man endelig er ved at lukke ned for noget, så dukker mulighederne pludselig op.

 

Så skuespillerbranchen fik sat en krog i dig igen?

Jeg føler egentlig ikke, at den har en krog i mig. Efter 30 år i skuespillerfaget, føler jeg endelig, at jeg har gjort mig uafhængig af branchen. Jeg er blevet ligeglad. Jeg vil selvfølgelig gerne lave noget, når det kommer, men hvis der ikke kommer noget fedt min vej, så er jeg lige så lykkelig. Og det er første gang, jeg kan sige det. For det har altid været sådan lidt vemodigt for mig, hvor de tiltag jeg foretog mig væk fra skuespillet, altid var andenrangs. Det er det ikke længere. Og så er det jo fedt, man kan kombinere tingene.

 

Marianne Sommerdahl, din karakter i tv-serien Sommerdahl, er endda en stor og gennemgående figur?

Ja. Og får man så den rolle, fordi man siger; fuck nu gider jeg ikke mere. Eller er det skæbnen, der siger; argh, vent nu lige lidt. Uanset hvad, så fik jeg bare tilbudt rollen. Og får første gang i flere år havde jeg ikke tid. Typisk. Mærkeligt. Men man ved jo også, at skuespillerhalløjet holder op igen, det gør keramikken ikke. Nu ved jeg, hvordan jeg skal tjene min penge – men vigtigere er, at nu ved jeg, hvordan jeg skal underholde mig selv. Og det er ret vigtigt. Hvis jeg udelukkende havde skuespillet, ville jeg blive sindssyg. Jeg har ikke lavet skuespillerarbejde siden sidste sæson af Sommerdahl, og hvis jeg ikke havde keramikken, så havde gået rundt i et halvt år uden at lave noget, været lidt på dagpenge og lavet rigtig meget yoga hver eneste dag.

 

 

”Det er jo nok nemmere at huske mig end en eller anden keramiker i Svendborg,

som ikke dukker op på skærmen i en tv-serie”

 

 

Men din succes som Marianne Sommerdahl på tv og succesen som keramikeren Laura Drasbæk med eget værksted hænger vel sammen?

Jo, helt sikkert. I starten havde jeg ikke mit eget værksted. Men så begyndte jeg at bygge det. Og det skal jo siges, at det ville jeg ikke have kunnet, hvis ikke det var for min løn på Sommerdahl. Så, ja. Tingene hænger sammen.

 

 

”Branchen har på en måde lukket døren.

Jeg føler ikke rigtig, jeg er en del af den verden længere”

  • Keramiker, Laura Drasbæk

 

Jeg har en smutvej til folket gennem min skærmtid i Sommerdahl. Folk kan jo genkende mig. Det er jo nok nemmere at huske mig end en eller anden keramiker i Svendborg, som ikke dukker op på skærmen i en tv-serie. Sommerdahl er den tredje mest sete serie i Danmark, så på den måde er det jo en kæmpe fordel for mig som keramiker at få sat et ansigt på keramikken. Jeg havde aldrig været, hvor jeg er i dag med keramikken, hvis ikke jeg havde været skuespiller ved siden af. Aldrig. Men jeg har altså kun Sommerdahl i min kalender som skuespiller. Branchen har på en måde lukket døren. Jeg føler ikke rigtig, jeg er en del af den verden længere.

 

 

”Jeg havde aldrig været, hvor jeg er i dag med keramikken,

hvis ikke jeg havde været skuespiller ved siden af. Aldrig”

 

 

Det er vel lige så svært at få succes indenfor keramik, som det er indenfor skuepil?

Ja. Men som skuespiller jagter man hele tiden, hvad andre søger. Det er meget anstrengende. Jeg er simpelthen så glad for, at jeg har sluppet af med at ville have noget fra nogen. Jeg er for gammel til det. At gå rundt med et spinkelt håb om at få kastet en lille luns, der kan kaldes et job – det bliver så hun det. Jeg synes, det er rædselsfuldt. Det er fedt bare at kunne sige; det gider jeg ikke.

 

”Jeg synes, det er sjovt at være skuespiller, men jeg gider ikke lefle for det længere”

  • Laura Drasbæk

Misforstå mig ikke. Jeg gider godt arbejde, jeg synes, det er sjovt at være skuespiller, men jeg gider ikke lefle for det længere. Det gider jeg bare ikke. Nu sidder jeg i stedet og ser Løvens Hule og tænker over den rigtige markedsføringsstrategi, mens jeg overvejer hvilke billeder, jeg vil lægge ud og ikke vil lægge ud, om jeg skal være med på billederne eller ej. Det er vildt sjovt, når det er ens eget. Instagram er mit eneste talerør. Her kan jeg se, hvem det er, der følger mig. Er det mænd eller kvinder, gamle eller unge, og hvor mange likes er der på billedet, hvor mine hænder holder om koppen, og hvor mange er der på det uden hænder? Skal jeg rense mine negle for ler, eller skal jeg lade være? Hele tiden bevidste beslutninger i en forretningsstrategi, og det synes jeg er vildt spændende.

 

 

”Jeg kæmper meget med at tøjle min forfængelighed.

Jeg vil ikke være slave for forfængelighed”

  • Drasbæk, skuespiller og keramiker

 

Du lader til at være en kvinde – og skuespiller – med god smag. Er æstetikken i fokus i dit keramikarbejde?

Jeg tror, at en af grundene til det er gået godt er, at jeg har en ret god stilfornemmelse. Det har jeg bare aldrig haft samme mulighed for at benytte som skuespiller. Der går man ind i sminke- og kostume-afdelingen, bliver klædt på og acceptere hvad end det er, de propper på en. For mig, har det altid været vigtigt som skuespiller ikke at være personligt krukket omkring, hvordan jeg skal se ud i en rolle, for jeg kan mærke, at min tvivl omkring en orange dragt i Sommerdahl er en personlig tvivl, da jeg ikke kan vide, hvordan den egentlig vil gøre sig på den tv. Det kan jeg ikke vurdere, så min egen smag sidestilles i den situation. Som skuespiller ser man ofte sig selv meget. Det er godt for forfængeligheden. Men jeg kæmper meget med at tøjle min forfængelighed. Jeg vil ikke være slave for forfængelighed.

 

 

Manden i mit liv

Vi bliver pludselig afbrudt af et åbent vindue, der af uforklarlige årsager og uden forvarsel smækker hårdt i. Det gibber i mig. Ghost. Er det alligevel Demi Moore foran mig, som nu rejser sig for at lukke vinduet op igen, så Swayze-spøgelset har fri adgang fra det hinsides? Wait for me, wait for me/I´ll be coming home, wait for me. 

 

Tror du på spøgelser?

Jeg tror på et liv efter døden, på reinkarnation. Jeg tror på mange liv, og at der sker alt muligt dejligt, når man dør. Og det tror jeg på mere end nogensinde før. Men det er først for nyligt, at jeg er begyndt at anerkende, at jeg tror på det. Jeg har altid benægtet, at jeg tror på det, og anerkendelsen af det er en stor omvæltning. Jeg har altid syntes, det var lidt ubegavet at tro på mere mellem himmel og jord. Så jeg har altid følt mig lidt dum ved tanken om at give efter for noget barnagtigt i sig selv, hvis man troede på det. Det har været svært at give mig selv lov til at gå den vej med at tro på noget i den retning.

 

Hvad har du været i et tidligere liv?

Jeg tror, jeg har være mange ting, men én ting ved jeg med sikkerhed: Jeg været mand rigtig mange gange. Jeg har altid haft en grundfølelse af at være mand. Lige siden jeg var barn, og min mor gav mig kjole på, hvilket gav mig en akavet følelse. Jeg har været korthåret det meste af min barndom og voksenliv og haft en grundfølelse af at være mand.

 

 

”Jeg ved, hvordan det er at have en pik. Jeg ved det bare. Jeg ved,

hvordan der bliver varmt i skridtet, og hvordan det er at sætte sig på sine nosser”

-Laura Drasbæk om reinkarnation

 

Jeg har aldrig været til kvinder, det er udelukkende en grundfølelse af at være mand, selvom jeg i den grad føler mig som kvinde. Jeg ved, hvordan det er at have en pik. Jeg ved det bare. Jeg ved, hvordan der bliver varmt i skridtet, og hvordan det er at sætte sig på sine nosser. Det er som om, det er et minde. Hvis der findes reinkarnation, har jeg været mand mange gange.

 

 

Ældre uden dødsangst

Vi drikker lidt mere kaffe. Katten Louis (eller er det Swayze reinkaneret?) smyger forbi min arm. Jeg kommer til at tænkte på alder og dødelighed. Laura Drasbæk er 47 år, vi er næsten jævnaldrende, og med den bevidsthed dukker spørgsmålet om alder op i min tankerække, om den danske Demi har det godt med at blive ældre.

  

Det har jeg det ok med. Selvom jeg har det lidt hårdt med at se noget af det, vi har lavet for et år siden på Sommerdahl. Jeg ser hurtigt ældre ud, synes jeg. Det har jeg det lidt svært med. Jeg arbejder som sagt med min forfængelighed og forsøger at rumme, at der er forskellige niveauer.

 

Så ingen dødsangst?

Jeg har hørt nogle bøger om at erkende sin egen dødelighed. At anerkende, at livet er en tid, vi har og er blevet givet, og det synes jeg er heftigt. Nogle beslutter sig for at være gamle. Det er jo det, man ikke skal. Man må ikke vælge at være gammel, før man er det. Det er vigtigt i vores alder at genopfinde os selv. Det føler jeg, jeg har gjort ved at lave noget andet og opdage, at der er sted, hvor lidenskaben er lige så stor, hvor man stadig kan sætte noget nyt i gang, starte på en frisk, og hvor man bliver gammel på en måde, hvor man ikke er gammel.

 

 

”Man må ikke vælge at være gammel, før man er det.

Det er vigtigt i vores alder at genopfinde os selv”

  • Laura Drasbæk, 47

 

 

En god måde at blive gammel på er at være ydmyg overfor, at kroppen skal have lidt mere tid, og at man ikke kan det samme som tidligere. Min krop er den samme, som da jeg var 21, føler jeg, men mit ansigt ser anderledes ud. Jeg er blevet klogere, og der er mange ting jeg ikke gider; jeg er blevet mere selektiv, men derudover er der jo ingen forskel. Man skal kæmpe lidt hårdere for tingene med alderen. Og det skal man gøre.

 

Er du et godt sted i livet?

Ja, jeg har aldrig været et bedre sted. Det er fedt at blive klogere og lidt mere ligeglad. Og så er det en kæmpe lykke at frigøre mig det åg af lyst til skuespillet. Jeg føler mig så rig, når jeg selv bestemmer over mit arbejdsliv. Jeg arbejder med ler fra jeg står op til jeg går i seng – når jeg altså ikke er på optagelser. Og jeg tænker aldrig, at jeg laver det samme, underligt nok. Jeg bliver ved at synes, det er sjovt.

 

”Det en kæmpe lykke at frigøre mig det åg af lyst til skuespillet.

Jeg føler mig så rig, når jeg selv bestemmer over mit arbejdsliv”

  • Laura Drasbæk

 

Jeg spørger mig selv, hvad det er, der er vigtigt ved at blive ældre? I bund og grund er vi jo sat i denne verden for at skabe og dyrke relationer. Jeg ser ikke så mange venner mere pga. mit keramikarbejde, men på en måde er min keramik en relation. Og det skal man respektere. Jeg er hverken eneboer eller weird. Endnu. Men at få vasket håret en gang imellem og komme ud og lave tv og møde en masse mennesker er jo også bare en luksus. Jeg føler mig så heldig, smiler Laura Drasbæk, Danmarks Demi Moore fra Nørrebronx i København. And time can do so much..

 

 

 

 

 

 

Rasmus Botoft har vænnet sig til, at folk ikke helt ved, hvad han taler om, når han fortæller, at han vil genoplive varieteen i Tivoli. Ikke revy, men et underholdningskoncept, hvor alting kan ske, og hvor hver eneste forestilling bliver unik. Ikke mindst handler det om at være fælles om at opleve noget oven på pandemien og med klimakrise og krig som truende skyer i horisonten.

– Det var en mærkelig fornemmelse at stå på Det Kongelige Teater og spille ”Matilda” samme dag som Putin sendte den russiske hær ind i Ukraine, husker Rasmus Botoft. – Men det, jeg tager med mig, er, at vi stod der sammen – at det var en fælles oplevelse. Og at publikum havde en oplevelse sammen med os.

Den nye version af Tivoli Varieteen – i 2022 sjovt nok præcis 50 år efter den sidste i 1972 – vil nok have Rasmus Botoft som vært hver aften og en del kunstnere vil dukke op flere gange, men det er en pointe, at ikke to aftener bliver ens. På den måde vil publikum (og de optrædende) dele noget unikt med alle de andre, der var der den aften.

Det sker kun i aften
– Vi lavede nogle enkelte shows forrige år mellem to nedlukninger og med restriktioner, så der kun sad publikum på hvert tredje sæde. To af mine gæster – som også kommer med i år – var Claus Meyer og John Kørner. Claus lavede hummersuppe, og den fik nogle heldige fra publikum lov at smage oppe på scenen, mens Peter Sommer sang en sang til dem. John lavede en skulptur af vandmeloner. Den spiste vi også. Det er forgængeligt og kommer kun til at ske denne ene aften, men forestillingen taler til alle sanser – i Claus tilfælde også lugtesansen.

– I virkeligheden havde jeg en idé om, at vi kunne forære Johns værk til en af aftenens gæster, men i betragtning af, hvad et originalt værk af John Kørner sælges til, så nedlagde hans gallerist forbud. Så hvad vi end skaber, så bliver det destrueret bagefter (eller spist, hvis det kan lade sig gøre).

Ideen om at genoplive Tivoli Varieteen har boblet i Rasmus, siden han optrådte i Glassalen med Rytteriet for et par år siden, og Tivoli var med på ideen. Der var bare ét problem:

– Jeg oplevede, at ingen vidste, hvad det betød. De fleste troede, jeg talte om Tivoli Revyen. Varieteen som genre har været uddød i Danmark, men det var stort i 50’erne og 60’erne, hvor der ikke var samme konkurrence fra tv, og folk nød at komme ind i Tivoli for at se vilde ting og store stjerner.

Oven på corona
På den anden side synes Rasmus, at nu er det helt rigtige tidspunkt at genstarte denne tradition:

– Jeg tror, at vi oven på corona har brug for en hyldest til kunsten og kærligheden og det at være sammen. Varieteen har noget på hjerte; vi skal både blive underholdt, blive rørt og måske endda lære noget nyt.

Varieteens line-up er virkelig varieret, men hver aften er der meget stærke kvinder på scenen. Der er blandt andet den australske sabelsluger Lucky Hell (”Og det er ikke fake – der er vist kun 5 i verden, der kan hendes kunst. Lucky sætter faktisk livet på spil, hver gang hun optræder”.), flamencodanseren Selene Munoz, komikeren Eva Jin (”Jeg har en mistanke om, at hun har Jørgen Ryg boende inde i maven”).

– Den italienske jazzsangerinde Alice Carreri er også med, og digteren Lone Hørslev har lovet at lægge vejen forbi – og som nævnt Claus Meyer og John Kørner. Foruden en masse andre skønne og dygtige kunstnere fra ind og udland.

– Vi har respekt for traditionerne, men det skal ikke være musealt eller en hyldest til Preben Uglebjerg og de gode gamle dage. Det er et forsøg på at genstarte og modernisere … og når vi så gør det tredje år, så er det en ny tradition. Min Tivoli Varieté er en genfødsel af en glemt tradition.

I den nye tradition er hverken varieteens renommé eller budget til at få de store verdensstjerner ind, som man engang havde, men man har da lov at drømme:

– Drømmen? Det ville være sejt, hvis Lady Gaga kom forbi og gav et nummer. Vi har haft nogle ambitioner fra start, der er tråde ude, så who knows? Man skal huske at drømme.

– Men ellers bliver det meget loose, hvor jeg som vært skal prøve at gribe det, der sker, og improvisere. Det er megafedt at være i nuet og lade stemningen opstå. Sidste gang optrådte Else (fra Rytteriet, red.) med ”Sånt er livet” – ja undskyld, jeg tænker på hende som en person – og det kan da godt være, hun kommer med igen. Måske med en klassisk tekst, måske med en ny. Der kan også sagtens være et satirisk element, en kommentar til noget aktuel,

– Mødet i varieteen kan også sprænge rammerne. Til vores testsshows forrige år optrådte Peter Sommer og den berømte italienske violinist Davide Rossi samme aften, og på Peters seneste album er Davide Rossi med på et par numre. Kunstnerne ser hinanden, og så opstår den energi.

Krig, krise og kunst
– Det er det fællesskab, vi har mere brug for nu, end vi længe har haft det, siger Rasmus med reference til krigen i Ukraine.

– Det har påvirket mig meget, fortsætter han. – Jeg havde ikke troet, at jeg ville opleve krig så tæt på igen. Nu har jeg en søn på 15, og han har lige oplevet en pandemi og så en europæisk krig oven i hatten.

– Vi kan ikke ignorere det, der sker. Heller ikke i kunsten. Så aflysninger giver mening. Det kan godt være, at en aften med den russiske sopran Anna Netrepko i Musikhuset havde været magisk, men vi bliver nødt til at forholde os til, hvad der sker ude i verden. Så må det også betyde, at sportshold går uden om Rusland. Det ville være absurd, hvis vi ikke reagerede.

– Præcis på samme måde som vi bliver nødt til at tænke miljøet ind i alting nu. Også på teatret må vi tænke på at genbruge dele af scenografien. Den bevidsthed er kommet for at blive, for alting tæller med.

Rasmus Botoft er selvfølgelig også blevet klimabevidst derhjemme med affaldssortering og mere økologiske indkøb.

Vi skal interessere os for de unge
– Og vi smider ikke batterier i skraldespanden, for så bliver vi skældt ud af Bodil Jørgensen. Og hvis vi ikke husker at være klima- og miljøbevidste, så skal vores søn nok minde os om det.

I det hele taget er Rasmus optimistisk på den unge generations vegne. Og den kender han ganske godt, fordi han i nogle år har været træner i sønnens fodboldklub på Vesterbro, Vestia, hvor han har lært mange af dem at kende.

– Jeg synes, at de unge er meget bevidste om de udfordringer, de står overfor. Jeg oplever, at mange skoleledere og lærere, der er fantastiske til at motivere dem og hjælpe dem i gang med livet. For vi skal huske, at det er vigtigt, at vi voksne er en del af de unges verden. Mange af os har for travlt med at realisere os selv og passe vores karrierer. Det er vigtigt, at vi interesserer os for dem. Jeg har nydt at engagere mig som frivillig fodboldtræner, og det har været en gave at lære de unge at kende.

Travlhed i karrieren kender Rasmus selvfølgelig til. Men som skuespiller også til de pauser der pludselig opstår ind imellem.

– Det er forbundet med en vis usikkerhed at være skuespiller. Jeg har f.eks. ikke arbejde fra 1. september. I andre perioder kan der være mange opgaver oven i hinanden, og nogle gange må man takke nej til et godt projekt, fordi der simpelthen ikke er plads i kalenderen. Opgaverne har det med at lande oven i hinanden og så pludselig er der en periode hvor der ingenting sker. Det er indimellem nervepirrende, men jeg trives efterhånden godt i den vekselvirkning.

Jeg savner det, når jeg ikke arbejder samme med Lisbeth
– Det er klart en fordel at være gift med en anden skuespiller (Lisbeth Wulff, red.) som kender den præmis; arbejde på vekslende tider, travlhed og fritid i vekslende mængder. Heldigvis har jeg meget glæde af at kunne arbejde sammen med Lisbeth. Vi gør det bestemt ikke hele tiden, men når vi ikke gør det, så savner jeg det faktisk.

– Jeg synes, det er skønt, at vi kan skrive ting sammen og bruge hinanden.

En af tingene er selvfølgelig Rytteriet, som Rasmus Botoft og Martin Buch er blevet nærmest uløseligt forbundet med.

– Jeg har altid sagt, at det ikke var noget problem, siger Rasmus. – Men succesen er et tveægget sværd. Jeg er stolt af Rytteriet og elsker figurerne. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvilke roller jeg ikke er blevet tilbudt. Men det er kommet lidt bag på mig, at nogle mennesker kun tænker på Rytteriet, når de hører mit navn. Danmark er et lille land, så det spænder lidt ben.

Rasmus og Martin
Til Rytteriets fans har han imidlertid godt nyt:

– Vi tager en pause lige nu, hvor vi laver andre ting, men ja, det er planen, at vi vender tilbage med et nyt stort show. Om Martin kunne tænkes at dukke op i Tivoli Varieteen? Det kunne da tænkes … jeg har spurgt ham, men man ved aldrig, hvad han svarer.

Foreløbig er det sikkert, at Rasmus Botoft selv er på hver aften i Tivoli Varieteen fra 9. juni, men derudover er det altså et overraskelsernes show.

Rundt om Rasmus:
Hvad er det mest magiske eller romantiske ved Tivoli?

Alene det, at vi midt i en storby med høje huse og på en af byens dyreste adresser har gjort plads til en fortryllet park med blomster, lys og lamper. I det hele taget Tivoli om aftenen med sit lys. Og pantomimeteatret – at vi holder liv i denne gamle tradition og har en balletskole. I det hele taget holder Tivoli fast i mange af de fine gamle traditioner og kunster.

Hvilken teateroplevelse overbeviste dig om at søge den vej?

Jeg kom meget i teatret med som barn og så mange forestillinger sammen med mine forældre. Men jeg tror nok, at den, der gjorde det afgørende indtryk på mig, var en forestilling om Roald Ammundsen på Posthusteatret. Det var magisk. Og barsk – nogle døde, andre fik koldbrand. Det står helt tydeligt for mig, og den startede noget i mig.

Hvad gør du for at holde dig i form til at stå på scenen?

Jeg vinterbader på Helgoland hele året – eller bader, når det ikke er vinter. Derudover har jeg en personlig træner, der er fysioterapeut. Og endelig er jeg træner i fodboldklubben Vestia. Men det stopper denne sæson. Jeg kan ikke rigtig følge med mere og var forleden ved at få endnu en fibersprængning i den 50-årige krop. Derudover går jeg rigtig meget. Det har jeg ikke mindst gjort under corona. Coronaen gav mig gålysten tilbage, så jeg har genopdaget en masse pragtfulde steder i København, f.eks. Solbjerg Kirkegård bag Frederiksberg Have. Der er vidunderligt stille.

Hvis udlandet kaldte: hvad ville du så gerne medvirke i?

Jeg har lavet lidt i Tyskland og har lige været til casting til endnu en tysk tv-serie. Det er i øvrigt en proces, jeg hader. Men jeg synes, det er sjovt og udfordrende at arbejde i udlandet, og jeg elsker at rejse og opleve nye steder og møde mennesker. Helst vil jeg have lov til at spille noget seriøst drama, sådan som vi kan se det i ”Borgen” lige nu – ikke noget med for mange kostumer og parykker.

Hvad har du lært under corona?

At tage det roligt. Det blev den pause, jeg ikke vidste, jeg havde brug for. Især under første nedlukning gik det op for mig, at jeg havde godt af at geare ned. På en måde var det en vild tid, men det er også vildt, hvor hurtigt vi har vænnet os til tempoet fra før pandemien igen. Jeg tror, det er vigtigt at holde fast i det, vi lærte under corona.

Hvad har du savnet mest under corona?

At rejse. Vi er en meget rejselysten familie, men i lyset af klimakrisen kan det godt være, at vi skal vænne os til ikke at rejse så langt væk

Hvilket stykke moderne teknologi er du blevet afhængig af?

Mobiltelefonen!

Hvis du kunne vælge en drømmeferie, hvor gik den så hen?

Jeg har aldrig været i Sydamerika. Jeg har rejst en del i Mellem- og Centralamerika, men jeg kunne godt tænke mig at komme længere sydpå til Brasilien og Argentina. Måske på en måneds rundrejse. Med tog, naturligvis.

Er der nogle fejl, som du kunne ønske, din søn slap for at begå?

Vi kan ikke undgå at begå fejl, at træde ved siden af. At lave fejl er en del af det at leve som menneske. Men vi kan lære at tilgive os selv og lære af det. At rejse os, når vi er faldet (for du skal nok komme til at falde igen).

Rasmus Botoft
Rasmus Botoft er uddannet fra Aarhus Teaterskole i 1999. Han var i en årrække tilknyttet Det kongelige Teater, men optrådte samtidig i en række satiriske programmer på DR. Det store populære gennembrud kom imidlertid med Rytteriet, som han har skabt sammen med sin mangeårige partner Martin Buch – først som radioshow, siden på tv og endelig som sceneshows bl.a. i Glassalen. Rasmus er gift med skuespilleren Lisbeth Wulff, som bl.a. er ophavskvinde til ”Trines mor”-monologerne med Bodil Jørgensen. Ud over det professionelle samarbejde har Rasmus og Lisbeth også produceret sønnen Wili.

Tivoli Varieteen
Tivoli Varieteen blev født i 1959, men fik først efter et par år succes, hvor Preben Uglebjerg var konferencier og med sit talent var med til at gøre varieteen til en succes, der tiltrak verdensstjerner som Marlene Dietrich, Elle Fitzgerald og Josephine Baker. Efter Uglebjergs tragiske død i 1968 fortsatte andre i konferencier-rollen, indtil sommeren 1972. I øvrigt samme år, som Rasmus Botoft blev født.

Hun er kompromisløs. Stædig. Viljestærk. Ambitiøs. Du kan se det i hendes øjne.

Michala Stigkjær sælger sengetøjets svar på en Rolls-Royce. De seneste mange år har hun investeret sig selv i sit livsprojekt – at producere det fineste, mest luksuriøse sengetøj i verdens allerbedste bomuld uden brug af skadelige kemikalier. Og det er ikke tomme, toldfrie ord. Det er seriøs business med certificeringer, dokumentationer, kvalitetskontroller og besøg hos Dansk Teknologisk Institut … igen, igen og igen. For hvis man vil differentiere sig og brande sig på at sælge den ypperste kvalitet, og konkurrere mod hundrede år gamle traditionsrige virksomheder, så kræver det hårdt arbejde. Og tålmodighed. Derfor kalder hun sit brand, Michala Copenhagen, for et ”slow lifestyle brand”. For det ér hårdt arbejde at ændre folks vaner, prioriteringer og adfærd. Selvom forskning i mange år har fortalt os, hvor vigtig god søvn er for vores livskvalitet og vores helbred, og selvom flere og flere er begyndt at investere i meget eksklusive senge til kvarte og halve millioner, så har de fleste danskere en usynlig grænse for hvad sengetøj må koste. Og Michala Copenhagens sengetøj hører til i den absolutte luksusklasse med priser på 3250 kr. for et sæt i den allerbedste kvalitet og i normal størrelse. Nogle vil mene at det er for dyrt.

Men som Michala Stigkjær responderer: For dyrt i forhold til hvad?

”Det handler om seriøs prioritering af din søvn. Om trivsel, selvforkælelse og velvære. Og det er livgivende at sove i kvalitetssengetøj. Vi bruger 3000 timer om året i vores seng, men de færreste vælger sjovt nok at bruge penge på sengetøj. Og dén adfærd vil jeg gerne være med til at ændre. Jeg ved godt at det er et svært produkt, men jeg véd også at der er et stort marked, og derfor tør jeg satse alt på min virksomhed. Hvor mange køber ikke en kjole eller et par sko til flere tusinde kroner – som de måske kun bruger nogle få gange? Hvorfor så spare på sengetøj, som du bruger hver eneste nat og i årevis? Hvorfor ikke sove i det bedste?”, spørger Michala Stigkjær retorisk.

Vi ved alle, at kvalitet koster. Men hvorfor er prisniveauet højt?

”For det første fordi sengetøjet er skræddersyet. Det er ikke en standardvare, og derfor har vi ingen færdige produkter på lager. Alt købes online, og syes på bestilling i Danmark, så vi undgår overproduktion, ressourcespild og unødvendig transport. Kunden er selv med til at bestemme størrelser og mål, farver, mønstre – og om man vil have knapper, lynlås, personligt monogram. Det er costumized. Fordelen er også, at hvis et par har hver deres yndlingspude i to forskellige størrelser, så kan de stadig få det samme sengetøj. Vi leverer alt fra babysengetøj og helt op til ”California-king-size”, og der er egentlig ingen begrænsninger.

Men det handler naturligvis mest om selve råvaren, altså tekstilet, for metervaren er dyr i sig selv.

”I min søgen efter den bedste kvalitet har jeg testet mange kvaliteter fra europæiske leverandører, både spanske og portugisiske. Men jeg var kun 99% tilfreds. Og det var ikke godt nok. Efter mange års søgen, fandt jeg de fineste stofproducenter og væverier i Italien. Bomuld er jo ikke bare bomuld. Vores bomuld er spundet og vævet i verdens fineste vævning, Jacquard. Alt vores sengetøj er produceret af de bedste fagfolk med dyb respekt for materialerne. Jo tyndere og længere bomuldsfiberen er, des stærkere og blødere er bomuldskvaliteten. Jo finere tråd, des tættere vævning. Vi bruger ekstra lange fibre, og det er der ikke mange andre, der gør, og det betyder bl.a. at sengetøjet ikke forandrer sig. Hvis der fra starten er brugt gode fibre, så holder tekstilet længere, og kan i øvrigt også genbruges i en uendelighed. Bomulden lever videre”.

 

Michala Copenhagen har flere forskellige kvaliteter af den Jacquard-vævede metervare. Kongen over dem alle – som Michala Stigkjær symboliserer med en krone – er 100% egyptisk GIZA vævet af ekstra lange bomuldsfibre. Giza er verdens bedste bomuld. Det er den længste, reneste, tyndeste og stærkeste såvel som den mest ensartede bomuld i verden. Det dyrkes kun i Egypten på et lille område langs Nilen, hvor der er den rette, og en konstant, luftfugtighed. Denne helt eksklusive kvalitet er let som en sky.

Et fordyrende led er naturligvis også, at det er dansk håndarbejde. Der er systue i København og i Odense, og hvis Michala Stigkjær kunne få vævet i Danmark, så gjorde hun det. For det vægter højt for hende at beholde så meget af det gamle håndværk i landet. Og social ansvarlighed spiller også en rolle. Michala Stigkjær vil ikke presse lønnen ned. Bonden, væveren og syersken skal betales ordentligt. Alle led skal være i orden. Hun er selv vokset op med en mor, der syede, og Michala har fra ganske ung været passioneret omkring tekstiler og kvaliteter. Hun gik på tilskærerskolen, men endte som grafisk designer på et bureau, indtil hun senere valgte at blive selvstændig.

Vi skal faktisk helt tilbage til 2012, hvor ideen til at producere sengetøj plantede sig i Michala Stigkjær. Så begyndte forarbejdet. Hun researchede, besøgte messer, leverandører, læste alt, hvad hun kunne komme i nærheden af, og allierede sig med fagfolk og eksperter.

”Jeg havde behov for at lave noget, hvor jeg ikke gik på en masse kompromisser. Hvor jeg kunne nørde og gå helt ned i den mindste detalje”.

Og i 2018 kunne hun endelig starte sin virksomhed. Hun har fra begyndelse tænkt internationalt, og i dag har Michala Copenhagen mange internationale kunder fra bl.a. England, Frankrig og Holland, og der er også mange udenlandsdanskere imellem. Det handler både om købskultur og stil, men også helt praktisk om at sengetøjet kan syes i alle mulige internationale hovedpude, dyne og lagenstørrelser. Det imødekommer et behov, og tæt på 100% af kunderne kommer igen.

Michala Copenhagens sengetøj er ikke økologisk. Til gengæld er det måske mere miljøvenligt og bæredygtigt.

”Økologisk bomuld findes kun i korte eller lange fibre, og endnu ikke i de ekstra lange, stærke fibre, som vi bruger. Til gengæld holder vores sengetøj tre gange så lang tid som økologisk sengetøj. Det er mere miljøvenligt, synes jeg. Alt er fremstillet i naturmaterialer og er derfor 100% biologisk nedbrydeligt og genanvendeligt. Vores produkter er Oeko-Tex standard 100 produktklasse 1-certificerede, så der er ingen brug af skadelige stoffer og kemikalier. Lynlåse og knapper er lavet i 100% genanvendelig plast, og sengetøjet bliver pakket og leveret i håndlavede æsker fremstillet i Danmark i kraftig pap og kun produceret i små mængder. Så sengetøjet er stadig et bæredygtigt valg, da det holder i mange, mange år. Hvis der mod forventning sker noget med sengetøjet, er der 5-års reparationsgaranti på lynlåse og syninger. Det er bedre at reparere end at smide ud”, pointerer Michala Stigkjær.

Vi bruger en tredjedel af vores liv i en seng. Så Michala Stigkjær er på en god mission. Den tredjedel bør vi investere mere i … for vores egen skyld og for miljøet.

 

Sengetøjet
Det Jacquardvævede sengetøj i 100% egyptisk GIZA-bomuld fås i 3 farver: Champagne, Sky og Rose. Det Jacquardvævede sengetøj i 100% egyptisk bomuld fås i 3 farver: Snow, Dolphin og Aubergine. Der er fire forskellige mønstre at vælge imellem, bl.a. Ole Flensteds ikoniske elefant.

Fraråder tørretumbler for at skåne miljøet. Du kan vaske det om morgenen, hænge det op, og tage det på om aftenen. Det bliver smukkere og blødere, hvis det stryges.

Udover sengetøj producerer Michala Copenhagen lagener, duge, servietter, plaider, puder. Overskydende stof bliver udnyttet til sovemasker, varmepuder, natkjoler til børn. Alt produceres på bestilling.

Fås hos Schwarz Senge. Ellers kun online-salg. Der kan bestilles stofprøver. 3-4 ugers levering.

Også B2B, hvis virksomheder vil have deres egne mønstre eller farver.

Szhirley er tilbage i spidsen for musicalen ”Elsk mig i nat”, som kaster blikket tilbage til 80’ernes danske musikscene. Hendes ungdoms musik er stadig levende og populær. Til gengæld er hendes frygt for hullet i ozonlaget er udskiftet med bekymring for den verden, hun i 2022 efterlader til sine børn. Men heldigvis kan vi lære – og det gør hende trods alt optimistisk. 

– Jeg tænker meget over, hvilken verden vi giver videre til vores børn, siger Szhirley. – Jeg tror ikke, verden i dag er ”ondere” end den verden, jeg voksede op i, men vi er mere oplyste og ved mere om, hvad der sker rundt om i verden. Her i den privilegerede del af verden kan det godt blive lidt mig-mig-mig selvcentreret. Men noget går den rigtige vej.  

– Jeg kan huske, jeg var bange, når min mor brugte hårspray, fordi jeg havde hørt om hullet i ozonlaget. Men vi handlede og se nu: hullet har lukket sig. Jeg tror, vi tager ved lære … og i den sammenhæng har corona-pandemien måske været en wakeupcall. Det har altid været en forfærdelig verden, men vi kan gøre noget ved det, hvis vi lægger egoismen væk og tænker i ”os”. 

MR: Szhirleys hybridbil 

Szhirley tager også personligt ansvar for at sætte så begrænset et carbon-aftryk som muligt: 

– Vi er gået over til hybridbil, og vi overvejer elbil, men er lidt usikre, fordi det vist heller ikke er helt godt. I alle tilfælde kører vi på ferie, når det er i Europa, men det er selvfølgelig umuligt at køre til Mexico, hvor min familie bor. 

Ellers har Szhirley gode minder om 80’erne, hvis musik fylder ”Elsk mig i nat”, der har repremiere i denne måned. Men hvad er det, der gør, at musikken fra det årti lever videre? 

– 80’ernes musik skabte en ny lyd, som faktisk fortsatte ind i 90’erne. Og den har endda sine tentakler inde i vores tid – 40 år senere. Der er en nerve, en melankoli, men samtidig er det sindssyg god pop, der stadig er holdbar. 

MR: Alle synger med 

– Da vi havde premiere på ”Elsk mig i nat” for 13 år siden, kunne vi nogle gange kigge ned fra scenen. Publikum var meget blandet aldersmæssigt – fra de helt unge til dem, der havde fået pudset gangstativet og var i byen for første gang i 100 år – men de sang alle sammen med. Også de unge, som var født længe efter 80’erne, kendte teksterne og sang med. 

– Selvfølgelig bliver vi påvirket af, hvad vores forældre har spillet, men man lærer jo ikke teksterne, hvis man ikke synes, de faktisk har en kvalitet. 

Det er samtidig det årti, hvor Szhirley selv blev bevidst om musikken.  

– I 80’erne levede vi stadig med DR’s monopol. Vi havde ikke 1.000 kanaler at vælge imellem og slet ikke streaming. Så vi tog, hvad vi blev budt. Og DR præsenterede meget dansk musik i de år med en masse fantastiske stjerner. Det blev soundtracket til vores teenageår eller vores 20’ere. Det var de danske navne, der var store – og enkelte svenske. De kom mere i 90’erne. Og en masse amerikanske. Der var ikke én, der skilte sig ud, men mere en fælles nerve i musikken som helhed. 

MR: Moderskab og midt i livet 

Men mens 80’erne ikke har ændret sig, så har verden og Szhirley gjort det: 

– Der er ny scenografi på forestillingen. Den er helt up-to-date, for det foregår i dag. Manuskriptet er stort set det samme, men det med årstal og alder er lidt mere flydende (ellers skulle vi jo sige, det var 40 år siden). Vi er fire med fra det originale cast, Jimmy Jørgensen, Line Krogholm, Joakim Tranberg og mig – og vores kapelmester Joakim Pedersen. Men dejligt med alle de nye, for det gør det nemmere for Jimmy og mig at modernisere det, så det får lov til at leve på ny. 

– Da vi spillede ”Elsk mig i nat” første gang var jeg heller ikke mor endnu – siden blev jeg gravid og havde en dreng på tre måneder i sidste omgang, vi spillede. Nu har jeg to drenge på snart 12 og 8. Det giver mig nok nogle flere nuancer at spille på i forhold til moderskabet. 

– Det at være mor har lært mig meget. Som 11-12-årig tænker man, at livet det er nu, og at det er røvsygt at blive ældre. Nu er det fuldstændig omvendt. Jeg føler mig ikke gammel. Jeg synes ikke, jeg har nået noget og har stadig travlt. Jeg prøver at nyde livet hver dag og få det bedste ud af situationen, også når det går skævt. For hvad kan jeg lære af det? Så giver det mening, at jeg oplever det, jeg gør. Jeg siger, at livet er den eneste skole uden diplom. Vi lærer hele tiden. Det er trist, hvis vi tror, vi har lært det hele, for så lukker vi for ny læring. 

MR: Den nødvendige pauseknap 

Genne de seneste par år har vi alle og ikke mindst folk i underholdningsbranchen lært en masse om vira, smittetryk og lockdown. Szhirley er lykkelig over, at premieren ikke lå tidligere på året, hvor publikum kunne være bekymrede for den start/stop-politik, vi har oplevet, og måske været tilbageholdende med billetkøb. 

– Men jeg er ikke sur på pandemien, siger hun. – Da vi oplevede den første lockdown, var det ligesom lidt lettere for mig at trykke på pauseknappen, og det havde jeg brug for. Jeg lever heldigvis heller ikke udelukkende af mit scenearbejde, en også af mit smykkedesign. Det kunne jeg så bruge tid på, indtil jeg kunne gå på scenen igen. 

– Vores turné med ”Mødre” blev ramt sidste år, men det var kun de sidste to forestillinger, vi blev nødt til at aflyse, så vi var heldige. 

– Til gengæld er jeg sikker på, at der er et opsparet behov for at gå ud nu. Ikke bare møde hinanden på Face time, men virkelig føle, at vi er en del af flokken, mærke samhørigheden. 

MR: Et ansvar for de unge 

Her tænker Szhirley i øvrigt ikke kun på underholdningsverdenen. Hun frygter, at isolationen har sat sig dybere spor i de unge generationer end de ældre, og hun mener, at vi (voksne) må tage det ansvar på os: 

– Vi har et ansvar for at være opmærksomme på os selv, men også vores børn og unge, siger hun. – Pandemien har slidt specielt hårdt på dem. De har ikke så megen erfaring og har nok sværere ved at finde pyt-knappen. De føler, at en masse er blevet taget fra dem. Jeg tror, vi kommer til at se følger i de unges mentale helbred i de kommende år. Vi har ”håndteret” pandemien, men især for dem er der brug for, at vi også ”afvikler” den. Der er mange, der føler sig frygtelig alene. Og det er vores – vi voksnes – ansvar at hjælpe dem. 

MR: Velgørenhed og en ny karriere 

Om Szhirleys engagement kan der ikke herske tvivl. Men det med at tage ved lære af modgang kan selvfølgelig også anvendes på en succes. På den måde gav hendes støtte til Børnehjælpsdagen anstød til en helt ny karriere:  

– Jeg har mange venner, der arbejder med smykker. Jeg synes, det er spændende, hvordan de bearbejder, varmer op og valser deres materialer. Jeg vil ikke sige, at jeg er ”pyntesyg”, men jeg elsker alt det, der glimter; sten og ædelmetal. Jeg har fået en del ideer, som jeg fik mine guldsmedevenner til at udføre. 

– I 2015 blev jeg bedt om at designe et smykke i forbindelse med et velgørenhedsprojekt. Jeg havde valgt at overskuddet skulle gå til Børnehjælpsdagen. Det blev til min drømmefanger, der symboliserer, hvordan vi voksne skal slå ring om børnene, så de kan få lov til at drømme deres drømme. Efter tre måneder kunne jeg så overdrage en check på 36.000 kr. 

– Det blev den gnist, der fik mig til at gøre mere ud af mine designs. Jeg gjorde det lidt med hovedet under armen. Ikke på fuld tid, men lidt som i musikbranchen, hvor jeg droppede en ny single en gang imellem. Så det blev Dropps by Szhirley – altså ikke kollektioner, som andre gør. 

– Men på ferie på Lanzarote med familien gik det galt. Jeg havde fået en pige til at passe butikken, men det fungerede ikke, så kunderne fik ikke deres varer. Jeg blev ringet op på ferien og det endte med, at jeg lovede, vi selv ville køre ud med varerne, når vi kom hjem – klokken 12 om natten, efter vi var landet.  

– Jeg stod for pakningen og min mand kørte hele Sjælland rundt med pakkerne. Men det gjorde ham lidt nysgerrig, og så kiggede han lidt på det, og så sagde han, at det var ”et genialt koncept”, og at han gerne ville hjælpe mig med at systematisere det. På den måde kom han ind i firmaet. Nu er vi begge chefer – jeg er den kreative chef, han er den forretningsmæssige chef. Vi komplementerer hinanden. Uden ham ville jeg ikke have fået det til at vokse i vores BetteBizness (som vi kalder det). 

MR: Szhirley og kvinder musikbranchen 

Succesen som smykkedesigner har givet Szhirley friheden til at vende musikbranchen ryggen. Der oplevede hun nemlig, at det blev stadig sværere at være skabende kunstner – som kvinde! 

– Der er ingen tvivl om, at vi kvinder skal bevise mere i musikbranchen, siger hun. – Jeg gider ikke arbejde på en ny plade længere. Forstå mig ret: jeg elsker at skrive ny musik, med det er for meget arbejde at få lov til at indspille en plade og derefter kæmpe for at få musikken spillet.  

– Nu har jeg prøvet at gøre det tidligt i karrieren, men da jeg kom op i 30’erne, blev det sværere. Jeg skulle kæmpe mere. Pludselig røg min musik over på P4. Fin kanal, men det er ikke der, man spiller ny musik. Jeg oplever mine mandlige kolleger også gå over til midt- eller downtempo-numre, og de bliver stadig spillet på P3. Så jo, lysten til et nyt album er der, men hvis det er et handicap fra start, at jeg er kvinde, så bliver det et maraton, og det gider jeg ikke.  

– Heldigvis får jeg så afløb for at optræde og synge og udvikle mit skuespil i musicals som ”Elsk mig i nat”. 

– Det kan godt være, vi tror, vi har ligestilling i 2022, men man skal ikke kratte ret meget i overfladen for at se, at det ikke helt er rigtigt. Jeg tror, det har rykket sig noget de senere år, så det er lettere for de kvinder, der starter i branchen i dag. De skal stadig kæmpe, men vejen er måske brolagt af min generation.  

 

Rundt om Szhirley 

Vi er på vej ind i foråret – vi er midt i maj, når jeres turné slutter – hvad glæder du dig så til at gøre? 

Jeg glæder mig til, at vi ikke skal pakke os så meget ind, til at solens stråler får varme, til at åbne min kolonihave. Jeg nyder livet på mit lille grønne frimærke; forårsblomster, fuglesang og blomstrende træer. 

 

Og selvfølgelig: hvor går sommerferien hen 

Jeg ved det ikke endnu, men sandsynligvis kører vi igen til Sydeuropa – Sydfrankrig, Norditalien, Kroatien. 

  

Elsker dig for evigt … men husker du dit første kys? 

Ja, det gør jeg. Jeg har vel været 12-13 år. Jeg var virkelig vild med ham Danny. Jeg og en veninde og Danny var ovre i Fælledparken, og så besluttede vi, at nu skulle vi prøve det. Det blev med trutmund. Det var vildt: så havde jeg prøvet det med at kysse drenge. Men altså et tantekys … og det blev aldrig til noget med ham Danny. 

 

Når du har fri – hvilken tv-serie følger du? 

Jeg er i virkeligheden mere til podcasts, men både på podcast og på skærmen er jeg en sucker efter ”true crime”. For eksempel ”Evil Lives Here” – det er nogle virkelig hårrejsende beretninger. 

 

Hvornår var du sidst i biografen – og hvad så du? 

Det er lang tid siden … og det har nok været en børnefilm. 

 

Hvad er din yndlingsret? 

Du må gerne skrive, at jeg er et madøre, så det er svært. Men så må det nok være noget tapas, fordi det er en lille symfoni af mange ting; Lidt svinekæber, risotto, skaldyr. Og jeg vil foretrække at gå i byen og få det serveret. 

 

Har du nået, hvad du drømte om som barn? 

Ja – og mere til. Men jeg drømmer stadigvæk, både om natten og dagdrømme. Jeg drømmer f.eks. om egen lejlighed i Mexico. Så ville jeg have en base, når jeg var ovre at besøge mine søskende. Så ville jeg gøre det noget mere – bare mig og mine børn. Min mand har nok ikke tid. Og jeg drømmer om en villa på Frederiksberg – et håndværkertilbud, ellers koster det for mange millioner til mig. 

 

Er der et drømmemål som du endnu ikke har nået/opfyldt? 

Ja, det med lejligheden i Cancun – så ville jeg måske besøge Mexico 2-3 gange om året i stedet for bare en. 

 

Frit valg på alle hylder: hvem ville du gerne synge duet med (og hvorfor)? 

Prince – hvis han stadig levede – og Sade. For jeg har en kærlighed til 80’erne. Jeg tror, jeg var i L.A. første gang, jeg hørte Sade. Det gjorde stort indtryk. Og Prince … Jeg var i Mexico (i 1982, tror jeg) og så ham på MTV (det havde vi ikke herhjemme endnu), denne lille mand i lilla, der stod oppe på sit piano. 

 

Blå Bog 

Szhirley Nova Beanca Rokahaim er 45 år. Hun er kendt som sanger, skuespiller, radio- og tv-vært for blot at nævne et par titler. Privat er Szhirley gift med musikproducer Mads Møller, og sammen har de drengene Elton og Bille. 

 

Elsk mig i nat 

Musicalen ”Elsk mig i nat” handler om Sui, Iben, Pia, Frederik og Otto, som i deres teenageår spillede i bandet Up Front. Sui, som var forsanger i bandet, fik pludselig et tilbud fra USA og tog af sted for at gøre karriere uden at informere resten af bandet. Mange år efter mødes bandet igen på et gods i Danmark. Det er Sui, der har samlet gruppen for at dele en tragisk hemmelighed, som snart vil ændre livet for dem alle sammen. 

Det sker til musik af bl.a. Thomas Helmig, Sneakers, TV2, Gnags, Tøsedrengene, Rugsted-Kreutzfeldt, Sanne Salomonsen, Ray Dee Ohh, Anne Linnet, Lis Sørensen, Tøsedrengene, One Two, Rocazino, Lars H.U.G., News og Halberg Larsen. 

Der er premiere 16. marts i Scandic Falkoner. Siden flytter showet til Holstebro Musikteater og Vejle Musikteater. 

 

Pullouts: 

Jeg kan huske, jeg var bange, når min mor brugte hårspray, fordi jeg havde hørt om hullet i ozonlaget 

I alle tilfælde kører vi på ferie, når det er i Europa, men det er selvfølgelig umuligt at køre til Mexico, hvor min familie bor 

Som 11-12-årig tænker man, at livet det er nu, og at det er røvsygt at blive ældre. Nu er det fuldstændig omvendt 

Jeg siger, at livet er den eneste skole uden diplom 

Da vi oplevede den første lockdown, var det ligesom lidt lettere for mig at trykke på pauseknappen, og det havde jeg brug for 

På den måde kom min mand ind i firmaet. Nu er vi begge chefer – jeg er den kreative chef, han er den forretningsmæssige chef 

Det kan godt være, vi tror, vi har ligestilling i 2022, men man skal ikke kratte ret meget i overfladen for at se, at det ikke helt er rigtigt 

Du må gerne skrive, at jeg er et madøre 

Men jeg drømmer stadigvæk, både om natten og dagdrømme. Jeg drømmer f.eks. om egen lejlighed i Mexico 

Havelegetøj giver styrke og kondition

Skal børnene have nyt til foråret, kan det nyttige sagtens forenes med det sjove. Meget udstyr lover at stimulere balance, koordination og labyrintsans.


Sikrer uafbrudt latter

Oppustelige bærbare kofangerbolde på henved en meters diameter styrker lattermuskler og andre muskler! Iført denne kæmpe kammerat kan børn hoppe, rulle, tumle og bumpe ind i hinanden, mens der lyder non stop latter i haven hos dem og deres venner. Børnene kan opfinde mange måder at lege sikkert på med det dynamiske legetøj af varmeforseglet PVC-vinyl. Kropskofangeren er en gave med wow-faktor. når der skal investeres i nyt udendørs-legetøj til foråret. Fås i flere størrelser og farver til 1.499-2.649 kr. www.fruugo.dk


Vil styrke motorikken

Evighedskarrusellen findes i børnehaver og SFO, og man kan blive helt rundtosset af at se sit barn på den. Det er et sjovt og stimulerende redskab, der bruges siddende og eventuelt stående for dem, som er gode til at holde balancen. Når barnet sætter sig eller står i evighedskarrusellen, betyder den skrå plade, at den automatisk drejer rundt, uden at barnet skal foretage sig yderligere. Det stimulerer den vigtige labyrintsans og danner basis for, at barnet senere tør kaste sig ud i balanceaktiviteter og bliver bedre til at lære. Evighedskarrusellen bruges ofte til motoriktræning og koordination i idræt som del af en redskabsbane. Materiale er kraftig krydsfiner og antiskrid-overflade. Bruges fra tre år og er 51 cm i diameter. Pris 1.449 kr. www.legeakademiet.dk


Vippen kan også rotere

Spinner fra Exit Toys er en roterende vippe, som kan dreje 360 grader og vippe i en op- og nedadgående bevægelse. Vippen for de 3-8-årige er fremstillet af pulverlakeret, galvaniseret stål, som giver varig rustbeskyttelse. Den har sædefjedre, som giver et ekstra sjovt bump og skærmer mod for hård kontakt til jorden. Sæderne er af solid plast, og vippen har en stabil tre-fod, der kan flyttes, når græsset skal slås. Vippen måler 193 cm og 60 cm i bredden. Vær opmærksom på ekstra god plads til rotation. Spinner koster 795 kr. www.ude-leg.dk


Halvbold træner det hele

Easy Fit kan bruges af samtlige aldersklasser og den halve bold egner sig til både core-, balance- og koordination- og udholdenheds- og stabilitetstræning. Bunden har små nonslip-fødder, og toppen er også nonslip-coatet. På den halve bold kan børn og voksne sidde, ligge, gå, løbe, steppe, hoppe, jogge, hinke og sjippe som alternativ til minitrampolin og vippebræt. Højden er 26 cm og diameteren 61,5 cm. Pris 999 kr. hos www.denintelligentekrop.dk


Hop på to meter donut

Den to meter høje FunJump er en såkaldt hoppedonut, som sætter pulsen i vejret hos børn ned til tre år. Den kan monteres på et kvarter ved hjælp af fire jordspyd, et stativ af metal og en oppustelig ring. Når barnet eller flere børn samtidig bruger den oppustelige donut, kan der virkelig komme højde på, fordi man kan holde fast i metalstængerne og komme godt ned i knæ, når man sætter af. Balancen får dermed hjælp, så også de mere forsigtige børn kan være med. Redskabet hjælper til at stimulere labyrintsans, muskler og led samt grovmotorik. Pris 1.199 kr.  www.legeakademiet.dk


Spil i konstant bevægelse

Spikeball spilles af alle aldre i have eller på strand. Man spiller to mod to eller flere: To hold stiller sig op på hver side af nettet. Startholdet server ned i nettet til modstanderholdet, der nu kan spille bolden mellem hinanden. Der må maks. være to berøringer, inden der smashes ned i nettet. Det er tilladt at bevæge sig hele vejen rundt om nettet, idet der ikke er nogen banehalvdel. Det gælder om at være hurtig og i bevægelse, da det ellers er nemt for modstanderen at spille bolden i den retning, hvor der ingen står. I sættet til 429 kr. følger rammekomponenter og ben, tre bolde, ventil til at puste dem op og spilleregler. www.netcentret.dk