Laura Drasbæk – den danske Demi Moore

Jeg er på vej til et interview med skuespillerinden Laura Drasbæk. Laura laver tv-serie, men hendes nye kærlighed hedder keramik, og jeg kan ikke lade være med at tænke på Demi Moore i filmen Ghost. Jeg finder 60´er hittet af The Righteous Brothers, Unchainged Melody, frem på min telefon. Woah, my love, my darling/I´ve hungered for your touch/A long, lonely time. Og i takt med min cykels pedaltråd udspiller den ikoniske scene fra 1990-filmen sig på min indre storskærm, hvor en korthåret Demi Moore og en gennemsigtig Patrick Swayze, i et spøgelseserotisk øjeblik, sidder sammen på en drejebænk og leger med ler i en atelierlejlighed i New York.

 

En bil dytter mig tilbage til virkeligheden. Det er ikke New York, det er Nørrebronx. Atelierlejligheden er lige ved og næsten og alligevel ikke helt, det er en andel. Og Demi Moore er absolut ikke i nærheden af, hvor jeg befinder mig lige nu. Eller er hun? Nej, det er hun ikke. Men det er Laura Drasbæk til gengæld. Med ler under neglene og et lidt længere hår end kort. Og det er pretty damn close to Ghost. Hun må være den danske Demi Moore. Ingen tvivl om det. Jeg entrerer.

 

Jeg synes, det er sjovt at snakke om keramik. Jeg brænder for det. Det er en kæmpe lidenskab, siger Laura som noget af det første, mens hun stiller en hjemmelavet kop kaffe foran mig. I dette tilfælde er det både kop og kaffe, der er made by Drasbæk. Den kan gå i opvaskemaskinen, tilføjer hun med mælkens komme og smiler.

Hvad fik dig i gang med ler? Var der stille i skuespillerlandet?

Ja. Det var der. Jeg var uinspireret og kedede mig i mit liv, og så meldte jeg mig spontant til et keramikkursus. Jeg kunne lige så godt have valgt et akvarelmalerkursus eller et madkursus. Det var lidt for sjov, men også for at undgå de endeløse kaffeaftaler med alle de andre arbejdsløse skuespillere. Jeg blev virkelig grebet af det. Det var pissesjovt. Lige inden kurset sluttede, fik jeg så rollen i Sommerdahl, (tv-krimiserie, TV2 Charlie/TV2Play, red.) Det er typisk. Når man endelig er ved at lukke ned for noget, så dukker mulighederne pludselig op.

 

Så skuespillerbranchen fik sat en krog i dig igen?

Jeg føler egentlig ikke, at den har en krog i mig. Efter 30 år i skuespillerfaget, føler jeg endelig, at jeg har gjort mig uafhængig af branchen. Jeg er blevet ligeglad. Jeg vil selvfølgelig gerne lave noget, når det kommer, men hvis der ikke kommer noget fedt min vej, så er jeg lige så lykkelig. Og det er første gang, jeg kan sige det. For det har altid været sådan lidt vemodigt for mig, hvor de tiltag jeg foretog mig væk fra skuespillet, altid var andenrangs. Det er det ikke længere. Og så er det jo fedt, man kan kombinere tingene.

 

Marianne Sommerdahl, din karakter i tv-serien Sommerdahl, er endda en stor og gennemgående figur?

Ja. Og får man så den rolle, fordi man siger; fuck nu gider jeg ikke mere. Eller er det skæbnen, der siger; argh, vent nu lige lidt. Uanset hvad, så fik jeg bare tilbudt rollen. Og får første gang i flere år havde jeg ikke tid. Typisk. Mærkeligt. Men man ved jo også, at skuespillerhalløjet holder op igen, det gør keramikken ikke. Nu ved jeg, hvordan jeg skal tjene min penge – men vigtigere er, at nu ved jeg, hvordan jeg skal underholde mig selv. Og det er ret vigtigt. Hvis jeg udelukkende havde skuespillet, ville jeg blive sindssyg. Jeg har ikke lavet skuespillerarbejde siden sidste sæson af Sommerdahl, og hvis jeg ikke havde keramikken, så havde gået rundt i et halvt år uden at lave noget, været lidt på dagpenge og lavet rigtig meget yoga hver eneste dag.

 

 

”Det er jo nok nemmere at huske mig end en eller anden keramiker i Svendborg,

som ikke dukker op på skærmen i en tv-serie”

 

 

Men din succes som Marianne Sommerdahl på tv og succesen som keramikeren Laura Drasbæk med eget værksted hænger vel sammen?

Jo, helt sikkert. I starten havde jeg ikke mit eget værksted. Men så begyndte jeg at bygge det. Og det skal jo siges, at det ville jeg ikke have kunnet, hvis ikke det var for min løn på Sommerdahl. Så, ja. Tingene hænger sammen.

 

 

”Branchen har på en måde lukket døren.

Jeg føler ikke rigtig, jeg er en del af den verden længere”

  • Keramiker, Laura Drasbæk

 

Jeg har en smutvej til folket gennem min skærmtid i Sommerdahl. Folk kan jo genkende mig. Det er jo nok nemmere at huske mig end en eller anden keramiker i Svendborg, som ikke dukker op på skærmen i en tv-serie. Sommerdahl er den tredje mest sete serie i Danmark, så på den måde er det jo en kæmpe fordel for mig som keramiker at få sat et ansigt på keramikken. Jeg havde aldrig været, hvor jeg er i dag med keramikken, hvis ikke jeg havde været skuespiller ved siden af. Aldrig. Men jeg har altså kun Sommerdahl i min kalender som skuespiller. Branchen har på en måde lukket døren. Jeg føler ikke rigtig, jeg er en del af den verden længere.

 

 

”Jeg havde aldrig været, hvor jeg er i dag med keramikken,

hvis ikke jeg havde været skuespiller ved siden af. Aldrig”

 

 

Det er vel lige så svært at få succes indenfor keramik, som det er indenfor skuepil?

Ja. Men som skuespiller jagter man hele tiden, hvad andre søger. Det er meget anstrengende. Jeg er simpelthen så glad for, at jeg har sluppet af med at ville have noget fra nogen. Jeg er for gammel til det. At gå rundt med et spinkelt håb om at få kastet en lille luns, der kan kaldes et job – det bliver så hun det. Jeg synes, det er rædselsfuldt. Det er fedt bare at kunne sige; det gider jeg ikke.

 

”Jeg synes, det er sjovt at være skuespiller, men jeg gider ikke lefle for det længere”

  • Laura Drasbæk

Misforstå mig ikke. Jeg gider godt arbejde, jeg synes, det er sjovt at være skuespiller, men jeg gider ikke lefle for det længere. Det gider jeg bare ikke. Nu sidder jeg i stedet og ser Løvens Hule og tænker over den rigtige markedsføringsstrategi, mens jeg overvejer hvilke billeder, jeg vil lægge ud og ikke vil lægge ud, om jeg skal være med på billederne eller ej. Det er vildt sjovt, når det er ens eget. Instagram er mit eneste talerør. Her kan jeg se, hvem det er, der følger mig. Er det mænd eller kvinder, gamle eller unge, og hvor mange likes er der på billedet, hvor mine hænder holder om koppen, og hvor mange er der på det uden hænder? Skal jeg rense mine negle for ler, eller skal jeg lade være? Hele tiden bevidste beslutninger i en forretningsstrategi, og det synes jeg er vildt spændende.

 

 

”Jeg kæmper meget med at tøjle min forfængelighed.

Jeg vil ikke være slave for forfængelighed”

  • Drasbæk, skuespiller og keramiker

 

Du lader til at være en kvinde – og skuespiller – med god smag. Er æstetikken i fokus i dit keramikarbejde?

Jeg tror, at en af grundene til det er gået godt er, at jeg har en ret god stilfornemmelse. Det har jeg bare aldrig haft samme mulighed for at benytte som skuespiller. Der går man ind i sminke- og kostume-afdelingen, bliver klædt på og acceptere hvad end det er, de propper på en. For mig, har det altid været vigtigt som skuespiller ikke at være personligt krukket omkring, hvordan jeg skal se ud i en rolle, for jeg kan mærke, at min tvivl omkring en orange dragt i Sommerdahl er en personlig tvivl, da jeg ikke kan vide, hvordan den egentlig vil gøre sig på den tv. Det kan jeg ikke vurdere, så min egen smag sidestilles i den situation. Som skuespiller ser man ofte sig selv meget. Det er godt for forfængeligheden. Men jeg kæmper meget med at tøjle min forfængelighed. Jeg vil ikke være slave for forfængelighed.

 

 

Manden i mit liv

Vi bliver pludselig afbrudt af et åbent vindue, der af uforklarlige årsager og uden forvarsel smækker hårdt i. Det gibber i mig. Ghost. Er det alligevel Demi Moore foran mig, som nu rejser sig for at lukke vinduet op igen, så Swayze-spøgelset har fri adgang fra det hinsides? Wait for me, wait for me/I´ll be coming home, wait for me. 

 

Tror du på spøgelser?

Jeg tror på et liv efter døden, på reinkarnation. Jeg tror på mange liv, og at der sker alt muligt dejligt, når man dør. Og det tror jeg på mere end nogensinde før. Men det er først for nyligt, at jeg er begyndt at anerkende, at jeg tror på det. Jeg har altid benægtet, at jeg tror på det, og anerkendelsen af det er en stor omvæltning. Jeg har altid syntes, det var lidt ubegavet at tro på mere mellem himmel og jord. Så jeg har altid følt mig lidt dum ved tanken om at give efter for noget barnagtigt i sig selv, hvis man troede på det. Det har været svært at give mig selv lov til at gå den vej med at tro på noget i den retning.

 

Hvad har du været i et tidligere liv?

Jeg tror, jeg har være mange ting, men én ting ved jeg med sikkerhed: Jeg været mand rigtig mange gange. Jeg har altid haft en grundfølelse af at være mand. Lige siden jeg var barn, og min mor gav mig kjole på, hvilket gav mig en akavet følelse. Jeg har været korthåret det meste af min barndom og voksenliv og haft en grundfølelse af at være mand.

 

 

”Jeg ved, hvordan det er at have en pik. Jeg ved det bare. Jeg ved,

hvordan der bliver varmt i skridtet, og hvordan det er at sætte sig på sine nosser”

-Laura Drasbæk om reinkarnation

 

Jeg har aldrig været til kvinder, det er udelukkende en grundfølelse af at være mand, selvom jeg i den grad føler mig som kvinde. Jeg ved, hvordan det er at have en pik. Jeg ved det bare. Jeg ved, hvordan der bliver varmt i skridtet, og hvordan det er at sætte sig på sine nosser. Det er som om, det er et minde. Hvis der findes reinkarnation, har jeg været mand mange gange.

 

 

Ældre uden dødsangst

Vi drikker lidt mere kaffe. Katten Louis (eller er det Swayze reinkaneret?) smyger forbi min arm. Jeg kommer til at tænkte på alder og dødelighed. Laura Drasbæk er 47 år, vi er næsten jævnaldrende, og med den bevidsthed dukker spørgsmålet om alder op i min tankerække, om den danske Demi har det godt med at blive ældre.

  

Det har jeg det ok med. Selvom jeg har det lidt hårdt med at se noget af det, vi har lavet for et år siden på Sommerdahl. Jeg ser hurtigt ældre ud, synes jeg. Det har jeg det lidt svært med. Jeg arbejder som sagt med min forfængelighed og forsøger at rumme, at der er forskellige niveauer.

 

Så ingen dødsangst?

Jeg har hørt nogle bøger om at erkende sin egen dødelighed. At anerkende, at livet er en tid, vi har og er blevet givet, og det synes jeg er heftigt. Nogle beslutter sig for at være gamle. Det er jo det, man ikke skal. Man må ikke vælge at være gammel, før man er det. Det er vigtigt i vores alder at genopfinde os selv. Det føler jeg, jeg har gjort ved at lave noget andet og opdage, at der er sted, hvor lidenskaben er lige så stor, hvor man stadig kan sætte noget nyt i gang, starte på en frisk, og hvor man bliver gammel på en måde, hvor man ikke er gammel.

 

 

”Man må ikke vælge at være gammel, før man er det.

Det er vigtigt i vores alder at genopfinde os selv”

  • Laura Drasbæk, 47

 

 

En god måde at blive gammel på er at være ydmyg overfor, at kroppen skal have lidt mere tid, og at man ikke kan det samme som tidligere. Min krop er den samme, som da jeg var 21, føler jeg, men mit ansigt ser anderledes ud. Jeg er blevet klogere, og der er mange ting jeg ikke gider; jeg er blevet mere selektiv, men derudover er der jo ingen forskel. Man skal kæmpe lidt hårdere for tingene med alderen. Og det skal man gøre.

 

Er du et godt sted i livet?

Ja, jeg har aldrig været et bedre sted. Det er fedt at blive klogere og lidt mere ligeglad. Og så er det en kæmpe lykke at frigøre mig det åg af lyst til skuespillet. Jeg føler mig så rig, når jeg selv bestemmer over mit arbejdsliv. Jeg arbejder med ler fra jeg står op til jeg går i seng – når jeg altså ikke er på optagelser. Og jeg tænker aldrig, at jeg laver det samme, underligt nok. Jeg bliver ved at synes, det er sjovt.

 

”Det en kæmpe lykke at frigøre mig det åg af lyst til skuespillet.

Jeg føler mig så rig, når jeg selv bestemmer over mit arbejdsliv”

  • Laura Drasbæk

 

Jeg spørger mig selv, hvad det er, der er vigtigt ved at blive ældre? I bund og grund er vi jo sat i denne verden for at skabe og dyrke relationer. Jeg ser ikke så mange venner mere pga. mit keramikarbejde, men på en måde er min keramik en relation. Og det skal man respektere. Jeg er hverken eneboer eller weird. Endnu. Men at få vasket håret en gang imellem og komme ud og lave tv og møde en masse mennesker er jo også bare en luksus. Jeg føler mig så heldig, smiler Laura Drasbæk, Danmarks Demi Moore fra Nørrebronx i København. And time can do so much..

 

 

 

 

 

 

Rasmus Botoft har vænnet sig til, at folk ikke helt ved, hvad han taler om, når han fortæller, at han vil genoplive varieteen i Tivoli. Ikke revy, men et underholdningskoncept, hvor alting kan ske, og hvor hver eneste forestilling bliver unik. Ikke mindst handler det om at være fælles om at opleve noget oven på pandemien og med klimakrise og krig som truende skyer i horisonten.

– Det var en mærkelig fornemmelse at stå på Det Kongelige Teater og spille ”Matilda” samme dag som Putin sendte den russiske hær ind i Ukraine, husker Rasmus Botoft. – Men det, jeg tager med mig, er, at vi stod der sammen – at det var en fælles oplevelse. Og at publikum havde en oplevelse sammen med os.

Den nye version af Tivoli Varieteen – i 2022 sjovt nok præcis 50 år efter den sidste i 1972 – vil nok have Rasmus Botoft som vært hver aften og en del kunstnere vil dukke op flere gange, men det er en pointe, at ikke to aftener bliver ens. På den måde vil publikum (og de optrædende) dele noget unikt med alle de andre, der var der den aften.

Det sker kun i aften
– Vi lavede nogle enkelte shows forrige år mellem to nedlukninger og med restriktioner, så der kun sad publikum på hvert tredje sæde. To af mine gæster – som også kommer med i år – var Claus Meyer og John Kørner. Claus lavede hummersuppe, og den fik nogle heldige fra publikum lov at smage oppe på scenen, mens Peter Sommer sang en sang til dem. John lavede en skulptur af vandmeloner. Den spiste vi også. Det er forgængeligt og kommer kun til at ske denne ene aften, men forestillingen taler til alle sanser – i Claus tilfælde også lugtesansen.

– I virkeligheden havde jeg en idé om, at vi kunne forære Johns værk til en af aftenens gæster, men i betragtning af, hvad et originalt værk af John Kørner sælges til, så nedlagde hans gallerist forbud. Så hvad vi end skaber, så bliver det destrueret bagefter (eller spist, hvis det kan lade sig gøre).

Ideen om at genoplive Tivoli Varieteen har boblet i Rasmus, siden han optrådte i Glassalen med Rytteriet for et par år siden, og Tivoli var med på ideen. Der var bare ét problem:

– Jeg oplevede, at ingen vidste, hvad det betød. De fleste troede, jeg talte om Tivoli Revyen. Varieteen som genre har været uddød i Danmark, men det var stort i 50’erne og 60’erne, hvor der ikke var samme konkurrence fra tv, og folk nød at komme ind i Tivoli for at se vilde ting og store stjerner.

Oven på corona
På den anden side synes Rasmus, at nu er det helt rigtige tidspunkt at genstarte denne tradition:

– Jeg tror, at vi oven på corona har brug for en hyldest til kunsten og kærligheden og det at være sammen. Varieteen har noget på hjerte; vi skal både blive underholdt, blive rørt og måske endda lære noget nyt.

Varieteens line-up er virkelig varieret, men hver aften er der meget stærke kvinder på scenen. Der er blandt andet den australske sabelsluger Lucky Hell (”Og det er ikke fake – der er vist kun 5 i verden, der kan hendes kunst. Lucky sætter faktisk livet på spil, hver gang hun optræder”.), flamencodanseren Selene Munoz, komikeren Eva Jin (”Jeg har en mistanke om, at hun har Jørgen Ryg boende inde i maven”).

– Den italienske jazzsangerinde Alice Carreri er også med, og digteren Lone Hørslev har lovet at lægge vejen forbi – og som nævnt Claus Meyer og John Kørner. Foruden en masse andre skønne og dygtige kunstnere fra ind og udland.

– Vi har respekt for traditionerne, men det skal ikke være musealt eller en hyldest til Preben Uglebjerg og de gode gamle dage. Det er et forsøg på at genstarte og modernisere … og når vi så gør det tredje år, så er det en ny tradition. Min Tivoli Varieté er en genfødsel af en glemt tradition.

I den nye tradition er hverken varieteens renommé eller budget til at få de store verdensstjerner ind, som man engang havde, men man har da lov at drømme:

– Drømmen? Det ville være sejt, hvis Lady Gaga kom forbi og gav et nummer. Vi har haft nogle ambitioner fra start, der er tråde ude, så who knows? Man skal huske at drømme.

– Men ellers bliver det meget loose, hvor jeg som vært skal prøve at gribe det, der sker, og improvisere. Det er megafedt at være i nuet og lade stemningen opstå. Sidste gang optrådte Else (fra Rytteriet, red.) med ”Sånt er livet” – ja undskyld, jeg tænker på hende som en person – og det kan da godt være, hun kommer med igen. Måske med en klassisk tekst, måske med en ny. Der kan også sagtens være et satirisk element, en kommentar til noget aktuel,

– Mødet i varieteen kan også sprænge rammerne. Til vores testsshows forrige år optrådte Peter Sommer og den berømte italienske violinist Davide Rossi samme aften, og på Peters seneste album er Davide Rossi med på et par numre. Kunstnerne ser hinanden, og så opstår den energi.

Krig, krise og kunst
– Det er det fællesskab, vi har mere brug for nu, end vi længe har haft det, siger Rasmus med reference til krigen i Ukraine.

– Det har påvirket mig meget, fortsætter han. – Jeg havde ikke troet, at jeg ville opleve krig så tæt på igen. Nu har jeg en søn på 15, og han har lige oplevet en pandemi og så en europæisk krig oven i hatten.

– Vi kan ikke ignorere det, der sker. Heller ikke i kunsten. Så aflysninger giver mening. Det kan godt være, at en aften med den russiske sopran Anna Netrepko i Musikhuset havde været magisk, men vi bliver nødt til at forholde os til, hvad der sker ude i verden. Så må det også betyde, at sportshold går uden om Rusland. Det ville være absurd, hvis vi ikke reagerede.

– Præcis på samme måde som vi bliver nødt til at tænke miljøet ind i alting nu. Også på teatret må vi tænke på at genbruge dele af scenografien. Den bevidsthed er kommet for at blive, for alting tæller med.

Rasmus Botoft er selvfølgelig også blevet klimabevidst derhjemme med affaldssortering og mere økologiske indkøb.

Vi skal interessere os for de unge
– Og vi smider ikke batterier i skraldespanden, for så bliver vi skældt ud af Bodil Jørgensen. Og hvis vi ikke husker at være klima- og miljøbevidste, så skal vores søn nok minde os om det.

I det hele taget er Rasmus optimistisk på den unge generations vegne. Og den kender han ganske godt, fordi han i nogle år har været træner i sønnens fodboldklub på Vesterbro, Vestia, hvor han har lært mange af dem at kende.

– Jeg synes, at de unge er meget bevidste om de udfordringer, de står overfor. Jeg oplever, at mange skoleledere og lærere, der er fantastiske til at motivere dem og hjælpe dem i gang med livet. For vi skal huske, at det er vigtigt, at vi voksne er en del af de unges verden. Mange af os har for travlt med at realisere os selv og passe vores karrierer. Det er vigtigt, at vi interesserer os for dem. Jeg har nydt at engagere mig som frivillig fodboldtræner, og det har været en gave at lære de unge at kende.

Travlhed i karrieren kender Rasmus selvfølgelig til. Men som skuespiller også til de pauser der pludselig opstår ind imellem.

– Det er forbundet med en vis usikkerhed at være skuespiller. Jeg har f.eks. ikke arbejde fra 1. september. I andre perioder kan der være mange opgaver oven i hinanden, og nogle gange må man takke nej til et godt projekt, fordi der simpelthen ikke er plads i kalenderen. Opgaverne har det med at lande oven i hinanden og så pludselig er der en periode hvor der ingenting sker. Det er indimellem nervepirrende, men jeg trives efterhånden godt i den vekselvirkning.

Jeg savner det, når jeg ikke arbejder samme med Lisbeth
– Det er klart en fordel at være gift med en anden skuespiller (Lisbeth Wulff, red.) som kender den præmis; arbejde på vekslende tider, travlhed og fritid i vekslende mængder. Heldigvis har jeg meget glæde af at kunne arbejde sammen med Lisbeth. Vi gør det bestemt ikke hele tiden, men når vi ikke gør det, så savner jeg det faktisk.

– Jeg synes, det er skønt, at vi kan skrive ting sammen og bruge hinanden.

En af tingene er selvfølgelig Rytteriet, som Rasmus Botoft og Martin Buch er blevet nærmest uløseligt forbundet med.

– Jeg har altid sagt, at det ikke var noget problem, siger Rasmus. – Men succesen er et tveægget sværd. Jeg er stolt af Rytteriet og elsker figurerne. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvilke roller jeg ikke er blevet tilbudt. Men det er kommet lidt bag på mig, at nogle mennesker kun tænker på Rytteriet, når de hører mit navn. Danmark er et lille land, så det spænder lidt ben.

Rasmus og Martin
Til Rytteriets fans har han imidlertid godt nyt:

– Vi tager en pause lige nu, hvor vi laver andre ting, men ja, det er planen, at vi vender tilbage med et nyt stort show. Om Martin kunne tænkes at dukke op i Tivoli Varieteen? Det kunne da tænkes … jeg har spurgt ham, men man ved aldrig, hvad han svarer.

Foreløbig er det sikkert, at Rasmus Botoft selv er på hver aften i Tivoli Varieteen fra 9. juni, men derudover er det altså et overraskelsernes show.

Rundt om Rasmus:
Hvad er det mest magiske eller romantiske ved Tivoli?

Alene det, at vi midt i en storby med høje huse og på en af byens dyreste adresser har gjort plads til en fortryllet park med blomster, lys og lamper. I det hele taget Tivoli om aftenen med sit lys. Og pantomimeteatret – at vi holder liv i denne gamle tradition og har en balletskole. I det hele taget holder Tivoli fast i mange af de fine gamle traditioner og kunster.

Hvilken teateroplevelse overbeviste dig om at søge den vej?

Jeg kom meget i teatret med som barn og så mange forestillinger sammen med mine forældre. Men jeg tror nok, at den, der gjorde det afgørende indtryk på mig, var en forestilling om Roald Ammundsen på Posthusteatret. Det var magisk. Og barsk – nogle døde, andre fik koldbrand. Det står helt tydeligt for mig, og den startede noget i mig.

Hvad gør du for at holde dig i form til at stå på scenen?

Jeg vinterbader på Helgoland hele året – eller bader, når det ikke er vinter. Derudover har jeg en personlig træner, der er fysioterapeut. Og endelig er jeg træner i fodboldklubben Vestia. Men det stopper denne sæson. Jeg kan ikke rigtig følge med mere og var forleden ved at få endnu en fibersprængning i den 50-årige krop. Derudover går jeg rigtig meget. Det har jeg ikke mindst gjort under corona. Coronaen gav mig gålysten tilbage, så jeg har genopdaget en masse pragtfulde steder i København, f.eks. Solbjerg Kirkegård bag Frederiksberg Have. Der er vidunderligt stille.

Hvis udlandet kaldte: hvad ville du så gerne medvirke i?

Jeg har lavet lidt i Tyskland og har lige været til casting til endnu en tysk tv-serie. Det er i øvrigt en proces, jeg hader. Men jeg synes, det er sjovt og udfordrende at arbejde i udlandet, og jeg elsker at rejse og opleve nye steder og møde mennesker. Helst vil jeg have lov til at spille noget seriøst drama, sådan som vi kan se det i ”Borgen” lige nu – ikke noget med for mange kostumer og parykker.

Hvad har du lært under corona?

At tage det roligt. Det blev den pause, jeg ikke vidste, jeg havde brug for. Især under første nedlukning gik det op for mig, at jeg havde godt af at geare ned. På en måde var det en vild tid, men det er også vildt, hvor hurtigt vi har vænnet os til tempoet fra før pandemien igen. Jeg tror, det er vigtigt at holde fast i det, vi lærte under corona.

Hvad har du savnet mest under corona?

At rejse. Vi er en meget rejselysten familie, men i lyset af klimakrisen kan det godt være, at vi skal vænne os til ikke at rejse så langt væk

Hvilket stykke moderne teknologi er du blevet afhængig af?

Mobiltelefonen!

Hvis du kunne vælge en drømmeferie, hvor gik den så hen?

Jeg har aldrig været i Sydamerika. Jeg har rejst en del i Mellem- og Centralamerika, men jeg kunne godt tænke mig at komme længere sydpå til Brasilien og Argentina. Måske på en måneds rundrejse. Med tog, naturligvis.

Er der nogle fejl, som du kunne ønske, din søn slap for at begå?

Vi kan ikke undgå at begå fejl, at træde ved siden af. At lave fejl er en del af det at leve som menneske. Men vi kan lære at tilgive os selv og lære af det. At rejse os, når vi er faldet (for du skal nok komme til at falde igen).

Rasmus Botoft
Rasmus Botoft er uddannet fra Aarhus Teaterskole i 1999. Han var i en årrække tilknyttet Det kongelige Teater, men optrådte samtidig i en række satiriske programmer på DR. Det store populære gennembrud kom imidlertid med Rytteriet, som han har skabt sammen med sin mangeårige partner Martin Buch – først som radioshow, siden på tv og endelig som sceneshows bl.a. i Glassalen. Rasmus er gift med skuespilleren Lisbeth Wulff, som bl.a. er ophavskvinde til ”Trines mor”-monologerne med Bodil Jørgensen. Ud over det professionelle samarbejde har Rasmus og Lisbeth også produceret sønnen Wili.

Tivoli Varieteen
Tivoli Varieteen blev født i 1959, men fik først efter et par år succes, hvor Preben Uglebjerg var konferencier og med sit talent var med til at gøre varieteen til en succes, der tiltrak verdensstjerner som Marlene Dietrich, Elle Fitzgerald og Josephine Baker. Efter Uglebjergs tragiske død i 1968 fortsatte andre i konferencier-rollen, indtil sommeren 1972. I øvrigt samme år, som Rasmus Botoft blev født.

Vi har samlet fem beauty-favoritter, som kan forskønne din marts – og vi lover, at der i den grad er nogle lækre sager i blandt. 

Sensai
Absolute Silk Illuminative Cream
40 ml, 1.405 kr. vejl.


Forkæler din hud med silke
Her har du cremen, der både virker glødgivende og reducerer rynker og linjer. Japanske Sensai er indbegrebet af ultra-luksuriøs hudpleje, og deres nye Absolute Silk Illuminative Cream er absolut ingen undtagelse. Huden forkæles med den fineste japanske silke, Koishimaru Silk Royal ™, som har en lang række hudplejende egenskaber – huden gennemfugtes, får fornyet glød og aldringstegn reduceres markant. Vi er fan!

FILORGA
Time-Filler Eyes
15 ml, 425 kr. vejl.

Favorit til øjnene
Filorgas Time-Filler Eyes ligger højt på vores liste over favorit-øjencremer.
Er du på udkig efter en øjencreme, som korrigerer alle aldringstegn rundt om øjnene, så er det her øjencremen til dig!
Vi taler både linjer, rynker, mørke rande, hævelse og fordybninger under øjnene, som korrigeres markant.
Og som om det ikke var nok, kan du med fordel duppe lidt creme ved vippekanten for en boostende effekt, der får vipperne til at syne tættere.

OSKIA
Rest Day Cleansing Milk
150 ml, 349 kr. vejl.


Redning til irriteret hud
Har du sart hud, og skal der ikke meget til, før den rødmer og tørrer ud? Så er der heldigvis hjælp at hente med denne ultramilde rensemælk fra OSKIA. Den har en simpel, fugtgivende formel med bl.a. MSM, Probiotika og Havreceramider, der nulstiller huden og blot lader den få ro. Den renser huden samt fjerner makeup og snavs effektivt og skånsomt – uden nogen form for stimulerende ingredienser. Rensemælken indeholder helt enkelt kun ingredienser, der hjælper med at berolige huden og reparere dens barrierefunktion.

Porsche Design
180 Black EdT
100 ml, 620 kr. vejl.

Sofistikeret og tidløs
Som noget helt nyt kan du nu i Danmark få fingrene i Porsche Designs udsøgte dufte. Hos Porsche Design går design, innovation og funktionalitet hånd i hånd, og det kommer i den grad til udtryk i deres yderst elegante dufte. Porsche Design 180 Black EdT er klassisk, tidløs og moderne på en og samme tid, og er inspireret af Porsche Designs univers og imponerende ene til at forene design og funktion. Duften åbner med en livlig note af Grapefrugt, som møder sød, krydret Kardemomme, aromatisk Salvie og Ingefær samt maskuline noter af Vetiver – en spændende og uforglemmelig blanding.

Sensai
Contouring Lipstick
12 nuancer, hylster 95 kr. vejl. / farverefill 235 kr. vejl. Hylster og farverefill sælges separat.

Smukke, skulpterede læber
Drømmer du om smukke læber med mere fylde og form? Så vil du elske Sensais nye Contouring Lipstick. Den skulpterende læbestift forbedrer læbernes form og struktur med et enkelt strøg, og giver læberne den smukkeste semi-matte finish. Contouring Lipstick fås i 12 flotte nuancer, og du kan endda genfylde dit læbestifthylster igen og igen med nye refillfarver, og skifte imellem dem, alt efter, hvilket humør du er i. Smart!

Hun er kompromisløs. Stædig. Viljestærk. Ambitiøs. Du kan se det i hendes øjne.

Michala Stigkjær sælger sengetøjets svar på en Rolls-Royce. De seneste mange år har hun investeret sig selv i sit livsprojekt – at producere det fineste, mest luksuriøse sengetøj i verdens allerbedste bomuld uden brug af skadelige kemikalier. Og det er ikke tomme, toldfrie ord. Det er seriøs business med certificeringer, dokumentationer, kvalitetskontroller og besøg hos Dansk Teknologisk Institut … igen, igen og igen. For hvis man vil differentiere sig og brande sig på at sælge den ypperste kvalitet, og konkurrere mod hundrede år gamle traditionsrige virksomheder, så kræver det hårdt arbejde. Og tålmodighed. Derfor kalder hun sit brand, Michala Copenhagen, for et ”slow lifestyle brand”. For det ér hårdt arbejde at ændre folks vaner, prioriteringer og adfærd. Selvom forskning i mange år har fortalt os, hvor vigtig god søvn er for vores livskvalitet og vores helbred, og selvom flere og flere er begyndt at investere i meget eksklusive senge til kvarte og halve millioner, så har de fleste danskere en usynlig grænse for hvad sengetøj må koste. Og Michala Copenhagens sengetøj hører til i den absolutte luksusklasse med priser på 3250 kr. for et sæt i den allerbedste kvalitet og i normal størrelse. Nogle vil mene at det er for dyrt.

Men som Michala Stigkjær responderer: For dyrt i forhold til hvad?

”Det handler om seriøs prioritering af din søvn. Om trivsel, selvforkælelse og velvære. Og det er livgivende at sove i kvalitetssengetøj. Vi bruger 3000 timer om året i vores seng, men de færreste vælger sjovt nok at bruge penge på sengetøj. Og dén adfærd vil jeg gerne være med til at ændre. Jeg ved godt at det er et svært produkt, men jeg véd også at der er et stort marked, og derfor tør jeg satse alt på min virksomhed. Hvor mange køber ikke en kjole eller et par sko til flere tusinde kroner – som de måske kun bruger nogle få gange? Hvorfor så spare på sengetøj, som du bruger hver eneste nat og i årevis? Hvorfor ikke sove i det bedste?”, spørger Michala Stigkjær retorisk.

Vi ved alle, at kvalitet koster. Men hvorfor er prisniveauet højt?

”For det første fordi sengetøjet er skræddersyet. Det er ikke en standardvare, og derfor har vi ingen færdige produkter på lager. Alt købes online, og syes på bestilling i Danmark, så vi undgår overproduktion, ressourcespild og unødvendig transport. Kunden er selv med til at bestemme størrelser og mål, farver, mønstre – og om man vil have knapper, lynlås, personligt monogram. Det er costumized. Fordelen er også, at hvis et par har hver deres yndlingspude i to forskellige størrelser, så kan de stadig få det samme sengetøj. Vi leverer alt fra babysengetøj og helt op til ”California-king-size”, og der er egentlig ingen begrænsninger.

Men det handler naturligvis mest om selve råvaren, altså tekstilet, for metervaren er dyr i sig selv.

”I min søgen efter den bedste kvalitet har jeg testet mange kvaliteter fra europæiske leverandører, både spanske og portugisiske. Men jeg var kun 99% tilfreds. Og det var ikke godt nok. Efter mange års søgen, fandt jeg de fineste stofproducenter og væverier i Italien. Bomuld er jo ikke bare bomuld. Vores bomuld er spundet og vævet i verdens fineste vævning, Jacquard. Alt vores sengetøj er produceret af de bedste fagfolk med dyb respekt for materialerne. Jo tyndere og længere bomuldsfiberen er, des stærkere og blødere er bomuldskvaliteten. Jo finere tråd, des tættere vævning. Vi bruger ekstra lange fibre, og det er der ikke mange andre, der gør, og det betyder bl.a. at sengetøjet ikke forandrer sig. Hvis der fra starten er brugt gode fibre, så holder tekstilet længere, og kan i øvrigt også genbruges i en uendelighed. Bomulden lever videre”.

 

Michala Copenhagen har flere forskellige kvaliteter af den Jacquard-vævede metervare. Kongen over dem alle – som Michala Stigkjær symboliserer med en krone – er 100% egyptisk GIZA vævet af ekstra lange bomuldsfibre. Giza er verdens bedste bomuld. Det er den længste, reneste, tyndeste og stærkeste såvel som den mest ensartede bomuld i verden. Det dyrkes kun i Egypten på et lille område langs Nilen, hvor der er den rette, og en konstant, luftfugtighed. Denne helt eksklusive kvalitet er let som en sky.

Et fordyrende led er naturligvis også, at det er dansk håndarbejde. Der er systue i København og i Odense, og hvis Michala Stigkjær kunne få vævet i Danmark, så gjorde hun det. For det vægter højt for hende at beholde så meget af det gamle håndværk i landet. Og social ansvarlighed spiller også en rolle. Michala Stigkjær vil ikke presse lønnen ned. Bonden, væveren og syersken skal betales ordentligt. Alle led skal være i orden. Hun er selv vokset op med en mor, der syede, og Michala har fra ganske ung været passioneret omkring tekstiler og kvaliteter. Hun gik på tilskærerskolen, men endte som grafisk designer på et bureau, indtil hun senere valgte at blive selvstændig.

Vi skal faktisk helt tilbage til 2012, hvor ideen til at producere sengetøj plantede sig i Michala Stigkjær. Så begyndte forarbejdet. Hun researchede, besøgte messer, leverandører, læste alt, hvad hun kunne komme i nærheden af, og allierede sig med fagfolk og eksperter.

”Jeg havde behov for at lave noget, hvor jeg ikke gik på en masse kompromisser. Hvor jeg kunne nørde og gå helt ned i den mindste detalje”.

Og i 2018 kunne hun endelig starte sin virksomhed. Hun har fra begyndelse tænkt internationalt, og i dag har Michala Copenhagen mange internationale kunder fra bl.a. England, Frankrig og Holland, og der er også mange udenlandsdanskere imellem. Det handler både om købskultur og stil, men også helt praktisk om at sengetøjet kan syes i alle mulige internationale hovedpude, dyne og lagenstørrelser. Det imødekommer et behov, og tæt på 100% af kunderne kommer igen.

Michala Copenhagens sengetøj er ikke økologisk. Til gengæld er det måske mere miljøvenligt og bæredygtigt.

”Økologisk bomuld findes kun i korte eller lange fibre, og endnu ikke i de ekstra lange, stærke fibre, som vi bruger. Til gengæld holder vores sengetøj tre gange så lang tid som økologisk sengetøj. Det er mere miljøvenligt, synes jeg. Alt er fremstillet i naturmaterialer og er derfor 100% biologisk nedbrydeligt og genanvendeligt. Vores produkter er Oeko-Tex standard 100 produktklasse 1-certificerede, så der er ingen brug af skadelige stoffer og kemikalier. Lynlåse og knapper er lavet i 100% genanvendelig plast, og sengetøjet bliver pakket og leveret i håndlavede æsker fremstillet i Danmark i kraftig pap og kun produceret i små mængder. Så sengetøjet er stadig et bæredygtigt valg, da det holder i mange, mange år. Hvis der mod forventning sker noget med sengetøjet, er der 5-års reparationsgaranti på lynlåse og syninger. Det er bedre at reparere end at smide ud”, pointerer Michala Stigkjær.

Vi bruger en tredjedel af vores liv i en seng. Så Michala Stigkjær er på en god mission. Den tredjedel bør vi investere mere i … for vores egen skyld og for miljøet.

 

Sengetøjet
Det Jacquardvævede sengetøj i 100% egyptisk GIZA-bomuld fås i 3 farver: Champagne, Sky og Rose. Det Jacquardvævede sengetøj i 100% egyptisk bomuld fås i 3 farver: Snow, Dolphin og Aubergine. Der er fire forskellige mønstre at vælge imellem, bl.a. Ole Flensteds ikoniske elefant.

Fraråder tørretumbler for at skåne miljøet. Du kan vaske det om morgenen, hænge det op, og tage det på om aftenen. Det bliver smukkere og blødere, hvis det stryges.

Udover sengetøj producerer Michala Copenhagen lagener, duge, servietter, plaider, puder. Overskydende stof bliver udnyttet til sovemasker, varmepuder, natkjoler til børn. Alt produceres på bestilling.

Fås hos Schwarz Senge. Ellers kun online-salg. Der kan bestilles stofprøver. 3-4 ugers levering.

Også B2B, hvis virksomheder vil have deres egne mønstre eller farver.

Szhirley er tilbage i spidsen for musicalen ”Elsk mig i nat”, som kaster blikket tilbage til 80’ernes danske musikscene. Hendes ungdoms musik er stadig levende og populær. Til gengæld er hendes frygt for hullet i ozonlaget er udskiftet med bekymring for den verden, hun i 2022 efterlader til sine børn. Men heldigvis kan vi lære – og det gør hende trods alt optimistisk. 

– Jeg tænker meget over, hvilken verden vi giver videre til vores børn, siger Szhirley. – Jeg tror ikke, verden i dag er ”ondere” end den verden, jeg voksede op i, men vi er mere oplyste og ved mere om, hvad der sker rundt om i verden. Her i den privilegerede del af verden kan det godt blive lidt mig-mig-mig selvcentreret. Men noget går den rigtige vej.  

– Jeg kan huske, jeg var bange, når min mor brugte hårspray, fordi jeg havde hørt om hullet i ozonlaget. Men vi handlede og se nu: hullet har lukket sig. Jeg tror, vi tager ved lære … og i den sammenhæng har corona-pandemien måske været en wakeupcall. Det har altid været en forfærdelig verden, men vi kan gøre noget ved det, hvis vi lægger egoismen væk og tænker i ”os”. 

MR: Szhirleys hybridbil 

Szhirley tager også personligt ansvar for at sætte så begrænset et carbon-aftryk som muligt: 

– Vi er gået over til hybridbil, og vi overvejer elbil, men er lidt usikre, fordi det vist heller ikke er helt godt. I alle tilfælde kører vi på ferie, når det er i Europa, men det er selvfølgelig umuligt at køre til Mexico, hvor min familie bor. 

Ellers har Szhirley gode minder om 80’erne, hvis musik fylder ”Elsk mig i nat”, der har repremiere i denne måned. Men hvad er det, der gør, at musikken fra det årti lever videre? 

– 80’ernes musik skabte en ny lyd, som faktisk fortsatte ind i 90’erne. Og den har endda sine tentakler inde i vores tid – 40 år senere. Der er en nerve, en melankoli, men samtidig er det sindssyg god pop, der stadig er holdbar. 

MR: Alle synger med 

– Da vi havde premiere på ”Elsk mig i nat” for 13 år siden, kunne vi nogle gange kigge ned fra scenen. Publikum var meget blandet aldersmæssigt – fra de helt unge til dem, der havde fået pudset gangstativet og var i byen for første gang i 100 år – men de sang alle sammen med. Også de unge, som var født længe efter 80’erne, kendte teksterne og sang med. 

– Selvfølgelig bliver vi påvirket af, hvad vores forældre har spillet, men man lærer jo ikke teksterne, hvis man ikke synes, de faktisk har en kvalitet. 

Det er samtidig det årti, hvor Szhirley selv blev bevidst om musikken.  

– I 80’erne levede vi stadig med DR’s monopol. Vi havde ikke 1.000 kanaler at vælge imellem og slet ikke streaming. Så vi tog, hvad vi blev budt. Og DR præsenterede meget dansk musik i de år med en masse fantastiske stjerner. Det blev soundtracket til vores teenageår eller vores 20’ere. Det var de danske navne, der var store – og enkelte svenske. De kom mere i 90’erne. Og en masse amerikanske. Der var ikke én, der skilte sig ud, men mere en fælles nerve i musikken som helhed. 

MR: Moderskab og midt i livet 

Men mens 80’erne ikke har ændret sig, så har verden og Szhirley gjort det: 

– Der er ny scenografi på forestillingen. Den er helt up-to-date, for det foregår i dag. Manuskriptet er stort set det samme, men det med årstal og alder er lidt mere flydende (ellers skulle vi jo sige, det var 40 år siden). Vi er fire med fra det originale cast, Jimmy Jørgensen, Line Krogholm, Joakim Tranberg og mig – og vores kapelmester Joakim Pedersen. Men dejligt med alle de nye, for det gør det nemmere for Jimmy og mig at modernisere det, så det får lov til at leve på ny. 

– Da vi spillede ”Elsk mig i nat” første gang var jeg heller ikke mor endnu – siden blev jeg gravid og havde en dreng på tre måneder i sidste omgang, vi spillede. Nu har jeg to drenge på snart 12 og 8. Det giver mig nok nogle flere nuancer at spille på i forhold til moderskabet. 

– Det at være mor har lært mig meget. Som 11-12-årig tænker man, at livet det er nu, og at det er røvsygt at blive ældre. Nu er det fuldstændig omvendt. Jeg føler mig ikke gammel. Jeg synes ikke, jeg har nået noget og har stadig travlt. Jeg prøver at nyde livet hver dag og få det bedste ud af situationen, også når det går skævt. For hvad kan jeg lære af det? Så giver det mening, at jeg oplever det, jeg gør. Jeg siger, at livet er den eneste skole uden diplom. Vi lærer hele tiden. Det er trist, hvis vi tror, vi har lært det hele, for så lukker vi for ny læring. 

MR: Den nødvendige pauseknap 

Genne de seneste par år har vi alle og ikke mindst folk i underholdningsbranchen lært en masse om vira, smittetryk og lockdown. Szhirley er lykkelig over, at premieren ikke lå tidligere på året, hvor publikum kunne være bekymrede for den start/stop-politik, vi har oplevet, og måske været tilbageholdende med billetkøb. 

– Men jeg er ikke sur på pandemien, siger hun. – Da vi oplevede den første lockdown, var det ligesom lidt lettere for mig at trykke på pauseknappen, og det havde jeg brug for. Jeg lever heldigvis heller ikke udelukkende af mit scenearbejde, en også af mit smykkedesign. Det kunne jeg så bruge tid på, indtil jeg kunne gå på scenen igen. 

– Vores turné med ”Mødre” blev ramt sidste år, men det var kun de sidste to forestillinger, vi blev nødt til at aflyse, så vi var heldige. 

– Til gengæld er jeg sikker på, at der er et opsparet behov for at gå ud nu. Ikke bare møde hinanden på Face time, men virkelig føle, at vi er en del af flokken, mærke samhørigheden. 

MR: Et ansvar for de unge 

Her tænker Szhirley i øvrigt ikke kun på underholdningsverdenen. Hun frygter, at isolationen har sat sig dybere spor i de unge generationer end de ældre, og hun mener, at vi (voksne) må tage det ansvar på os: 

– Vi har et ansvar for at være opmærksomme på os selv, men også vores børn og unge, siger hun. – Pandemien har slidt specielt hårdt på dem. De har ikke så megen erfaring og har nok sværere ved at finde pyt-knappen. De føler, at en masse er blevet taget fra dem. Jeg tror, vi kommer til at se følger i de unges mentale helbred i de kommende år. Vi har ”håndteret” pandemien, men især for dem er der brug for, at vi også ”afvikler” den. Der er mange, der føler sig frygtelig alene. Og det er vores – vi voksnes – ansvar at hjælpe dem. 

MR: Velgørenhed og en ny karriere 

Om Szhirleys engagement kan der ikke herske tvivl. Men det med at tage ved lære af modgang kan selvfølgelig også anvendes på en succes. På den måde gav hendes støtte til Børnehjælpsdagen anstød til en helt ny karriere:  

– Jeg har mange venner, der arbejder med smykker. Jeg synes, det er spændende, hvordan de bearbejder, varmer op og valser deres materialer. Jeg vil ikke sige, at jeg er ”pyntesyg”, men jeg elsker alt det, der glimter; sten og ædelmetal. Jeg har fået en del ideer, som jeg fik mine guldsmedevenner til at udføre. 

– I 2015 blev jeg bedt om at designe et smykke i forbindelse med et velgørenhedsprojekt. Jeg havde valgt at overskuddet skulle gå til Børnehjælpsdagen. Det blev til min drømmefanger, der symboliserer, hvordan vi voksne skal slå ring om børnene, så de kan få lov til at drømme deres drømme. Efter tre måneder kunne jeg så overdrage en check på 36.000 kr. 

– Det blev den gnist, der fik mig til at gøre mere ud af mine designs. Jeg gjorde det lidt med hovedet under armen. Ikke på fuld tid, men lidt som i musikbranchen, hvor jeg droppede en ny single en gang imellem. Så det blev Dropps by Szhirley – altså ikke kollektioner, som andre gør. 

– Men på ferie på Lanzarote med familien gik det galt. Jeg havde fået en pige til at passe butikken, men det fungerede ikke, så kunderne fik ikke deres varer. Jeg blev ringet op på ferien og det endte med, at jeg lovede, vi selv ville køre ud med varerne, når vi kom hjem – klokken 12 om natten, efter vi var landet.  

– Jeg stod for pakningen og min mand kørte hele Sjælland rundt med pakkerne. Men det gjorde ham lidt nysgerrig, og så kiggede han lidt på det, og så sagde han, at det var ”et genialt koncept”, og at han gerne ville hjælpe mig med at systematisere det. På den måde kom han ind i firmaet. Nu er vi begge chefer – jeg er den kreative chef, han er den forretningsmæssige chef. Vi komplementerer hinanden. Uden ham ville jeg ikke have fået det til at vokse i vores BetteBizness (som vi kalder det). 

MR: Szhirley og kvinder musikbranchen 

Succesen som smykkedesigner har givet Szhirley friheden til at vende musikbranchen ryggen. Der oplevede hun nemlig, at det blev stadig sværere at være skabende kunstner – som kvinde! 

– Der er ingen tvivl om, at vi kvinder skal bevise mere i musikbranchen, siger hun. – Jeg gider ikke arbejde på en ny plade længere. Forstå mig ret: jeg elsker at skrive ny musik, med det er for meget arbejde at få lov til at indspille en plade og derefter kæmpe for at få musikken spillet.  

– Nu har jeg prøvet at gøre det tidligt i karrieren, men da jeg kom op i 30’erne, blev det sværere. Jeg skulle kæmpe mere. Pludselig røg min musik over på P4. Fin kanal, men det er ikke der, man spiller ny musik. Jeg oplever mine mandlige kolleger også gå over til midt- eller downtempo-numre, og de bliver stadig spillet på P3. Så jo, lysten til et nyt album er der, men hvis det er et handicap fra start, at jeg er kvinde, så bliver det et maraton, og det gider jeg ikke.  

– Heldigvis får jeg så afløb for at optræde og synge og udvikle mit skuespil i musicals som ”Elsk mig i nat”. 

– Det kan godt være, vi tror, vi har ligestilling i 2022, men man skal ikke kratte ret meget i overfladen for at se, at det ikke helt er rigtigt. Jeg tror, det har rykket sig noget de senere år, så det er lettere for de kvinder, der starter i branchen i dag. De skal stadig kæmpe, men vejen er måske brolagt af min generation.  

 

Rundt om Szhirley 

Vi er på vej ind i foråret – vi er midt i maj, når jeres turné slutter – hvad glæder du dig så til at gøre? 

Jeg glæder mig til, at vi ikke skal pakke os så meget ind, til at solens stråler får varme, til at åbne min kolonihave. Jeg nyder livet på mit lille grønne frimærke; forårsblomster, fuglesang og blomstrende træer. 

 

Og selvfølgelig: hvor går sommerferien hen 

Jeg ved det ikke endnu, men sandsynligvis kører vi igen til Sydeuropa – Sydfrankrig, Norditalien, Kroatien. 

  

Elsker dig for evigt … men husker du dit første kys? 

Ja, det gør jeg. Jeg har vel været 12-13 år. Jeg var virkelig vild med ham Danny. Jeg og en veninde og Danny var ovre i Fælledparken, og så besluttede vi, at nu skulle vi prøve det. Det blev med trutmund. Det var vildt: så havde jeg prøvet det med at kysse drenge. Men altså et tantekys … og det blev aldrig til noget med ham Danny. 

 

Når du har fri – hvilken tv-serie følger du? 

Jeg er i virkeligheden mere til podcasts, men både på podcast og på skærmen er jeg en sucker efter ”true crime”. For eksempel ”Evil Lives Here” – det er nogle virkelig hårrejsende beretninger. 

 

Hvornår var du sidst i biografen – og hvad så du? 

Det er lang tid siden … og det har nok været en børnefilm. 

 

Hvad er din yndlingsret? 

Du må gerne skrive, at jeg er et madøre, så det er svært. Men så må det nok være noget tapas, fordi det er en lille symfoni af mange ting; Lidt svinekæber, risotto, skaldyr. Og jeg vil foretrække at gå i byen og få det serveret. 

 

Har du nået, hvad du drømte om som barn? 

Ja – og mere til. Men jeg drømmer stadigvæk, både om natten og dagdrømme. Jeg drømmer f.eks. om egen lejlighed i Mexico. Så ville jeg have en base, når jeg var ovre at besøge mine søskende. Så ville jeg gøre det noget mere – bare mig og mine børn. Min mand har nok ikke tid. Og jeg drømmer om en villa på Frederiksberg – et håndværkertilbud, ellers koster det for mange millioner til mig. 

 

Er der et drømmemål som du endnu ikke har nået/opfyldt? 

Ja, det med lejligheden i Cancun – så ville jeg måske besøge Mexico 2-3 gange om året i stedet for bare en. 

 

Frit valg på alle hylder: hvem ville du gerne synge duet med (og hvorfor)? 

Prince – hvis han stadig levede – og Sade. For jeg har en kærlighed til 80’erne. Jeg tror, jeg var i L.A. første gang, jeg hørte Sade. Det gjorde stort indtryk. Og Prince … Jeg var i Mexico (i 1982, tror jeg) og så ham på MTV (det havde vi ikke herhjemme endnu), denne lille mand i lilla, der stod oppe på sit piano. 

 

Blå Bog 

Szhirley Nova Beanca Rokahaim er 45 år. Hun er kendt som sanger, skuespiller, radio- og tv-vært for blot at nævne et par titler. Privat er Szhirley gift med musikproducer Mads Møller, og sammen har de drengene Elton og Bille. 

 

Elsk mig i nat 

Musicalen ”Elsk mig i nat” handler om Sui, Iben, Pia, Frederik og Otto, som i deres teenageår spillede i bandet Up Front. Sui, som var forsanger i bandet, fik pludselig et tilbud fra USA og tog af sted for at gøre karriere uden at informere resten af bandet. Mange år efter mødes bandet igen på et gods i Danmark. Det er Sui, der har samlet gruppen for at dele en tragisk hemmelighed, som snart vil ændre livet for dem alle sammen. 

Det sker til musik af bl.a. Thomas Helmig, Sneakers, TV2, Gnags, Tøsedrengene, Rugsted-Kreutzfeldt, Sanne Salomonsen, Ray Dee Ohh, Anne Linnet, Lis Sørensen, Tøsedrengene, One Two, Rocazino, Lars H.U.G., News og Halberg Larsen. 

Der er premiere 16. marts i Scandic Falkoner. Siden flytter showet til Holstebro Musikteater og Vejle Musikteater. 

 

Pullouts: 

Jeg kan huske, jeg var bange, når min mor brugte hårspray, fordi jeg havde hørt om hullet i ozonlaget 

I alle tilfælde kører vi på ferie, når det er i Europa, men det er selvfølgelig umuligt at køre til Mexico, hvor min familie bor 

Som 11-12-årig tænker man, at livet det er nu, og at det er røvsygt at blive ældre. Nu er det fuldstændig omvendt 

Jeg siger, at livet er den eneste skole uden diplom 

Da vi oplevede den første lockdown, var det ligesom lidt lettere for mig at trykke på pauseknappen, og det havde jeg brug for 

På den måde kom min mand ind i firmaet. Nu er vi begge chefer – jeg er den kreative chef, han er den forretningsmæssige chef 

Det kan godt være, vi tror, vi har ligestilling i 2022, men man skal ikke kratte ret meget i overfladen for at se, at det ikke helt er rigtigt 

Du må gerne skrive, at jeg er et madøre 

Men jeg drømmer stadigvæk, både om natten og dagdrømme. Jeg drømmer f.eks. om egen lejlighed i Mexico 

Havelegetøj giver styrke og kondition

Skal børnene have nyt til foråret, kan det nyttige sagtens forenes med det sjove. Meget udstyr lover at stimulere balance, koordination og labyrintsans.


Sikrer uafbrudt latter

Oppustelige bærbare kofangerbolde på henved en meters diameter styrker lattermuskler og andre muskler! Iført denne kæmpe kammerat kan børn hoppe, rulle, tumle og bumpe ind i hinanden, mens der lyder non stop latter i haven hos dem og deres venner. Børnene kan opfinde mange måder at lege sikkert på med det dynamiske legetøj af varmeforseglet PVC-vinyl. Kropskofangeren er en gave med wow-faktor. når der skal investeres i nyt udendørs-legetøj til foråret. Fås i flere størrelser og farver til 1.499-2.649 kr. www.fruugo.dk


Vil styrke motorikken

Evighedskarrusellen findes i børnehaver og SFO, og man kan blive helt rundtosset af at se sit barn på den. Det er et sjovt og stimulerende redskab, der bruges siddende og eventuelt stående for dem, som er gode til at holde balancen. Når barnet sætter sig eller står i evighedskarrusellen, betyder den skrå plade, at den automatisk drejer rundt, uden at barnet skal foretage sig yderligere. Det stimulerer den vigtige labyrintsans og danner basis for, at barnet senere tør kaste sig ud i balanceaktiviteter og bliver bedre til at lære. Evighedskarrusellen bruges ofte til motoriktræning og koordination i idræt som del af en redskabsbane. Materiale er kraftig krydsfiner og antiskrid-overflade. Bruges fra tre år og er 51 cm i diameter. Pris 1.449 kr. www.legeakademiet.dk


Vippen kan også rotere

Spinner fra Exit Toys er en roterende vippe, som kan dreje 360 grader og vippe i en op- og nedadgående bevægelse. Vippen for de 3-8-årige er fremstillet af pulverlakeret, galvaniseret stål, som giver varig rustbeskyttelse. Den har sædefjedre, som giver et ekstra sjovt bump og skærmer mod for hård kontakt til jorden. Sæderne er af solid plast, og vippen har en stabil tre-fod, der kan flyttes, når græsset skal slås. Vippen måler 193 cm og 60 cm i bredden. Vær opmærksom på ekstra god plads til rotation. Spinner koster 795 kr. www.ude-leg.dk


Halvbold træner det hele

Easy Fit kan bruges af samtlige aldersklasser og den halve bold egner sig til både core-, balance- og koordination- og udholdenheds- og stabilitetstræning. Bunden har små nonslip-fødder, og toppen er også nonslip-coatet. På den halve bold kan børn og voksne sidde, ligge, gå, løbe, steppe, hoppe, jogge, hinke og sjippe som alternativ til minitrampolin og vippebræt. Højden er 26 cm og diameteren 61,5 cm. Pris 999 kr. hos www.denintelligentekrop.dk


Hop på to meter donut

Den to meter høje FunJump er en såkaldt hoppedonut, som sætter pulsen i vejret hos børn ned til tre år. Den kan monteres på et kvarter ved hjælp af fire jordspyd, et stativ af metal og en oppustelig ring. Når barnet eller flere børn samtidig bruger den oppustelige donut, kan der virkelig komme højde på, fordi man kan holde fast i metalstængerne og komme godt ned i knæ, når man sætter af. Balancen får dermed hjælp, så også de mere forsigtige børn kan være med. Redskabet hjælper til at stimulere labyrintsans, muskler og led samt grovmotorik. Pris 1.199 kr.  www.legeakademiet.dk


Spil i konstant bevægelse

Spikeball spilles af alle aldre i have eller på strand. Man spiller to mod to eller flere: To hold stiller sig op på hver side af nettet. Startholdet server ned i nettet til modstanderholdet, der nu kan spille bolden mellem hinanden. Der må maks. være to berøringer, inden der smashes ned i nettet. Det er tilladt at bevæge sig hele vejen rundt om nettet, idet der ikke er nogen banehalvdel. Det gælder om at være hurtig og i bevægelse, da det ellers er nemt for modstanderen at spille bolden i den retning, hvor der ingen står. I sættet til 429 kr. følger rammekomponenter og ben, tre bolde, ventil til at puste dem op og spilleregler. www.netcentret.dk

Jeg skal tale med Lars Løkke Rasmussen, og i mine forberedelser har jeg lagt mærke til, at han som oftest siger, hvis jeg bliver gammel. Hver gang jeg hører eller læser sætningen, begynder jeg at nynne GNAGS´ monsterhit fra 1989, Når jeg bliver gammel, og det undrer mig, at Moderaternes frontfigur, den tidligere statsminister og forhenværende Venstreformand, tvivler på sin alderdom. Hvis jeg…Når jeg bliver gammel. Det er umuligt for min hjerne at forhindre denne slidte skæring fra mit eget vinylbibliotek at kører rundt i mit system, men det er ikke en skidt ting – den gør mig glad. Den rør noget i mig. Måske er den mindet fra et ungdomsværelse på Vestegnen. Måske er det følelsen af en glad tid. Jeg ved det ikke. Men Peter A. G. og hans danske halskæve vokal gør mig glad helt ind til knoglerne. Der er en tone af noget dansk dna. En stemme. Lyden af et menneske, en statsborger.

Jeg er ankommet til Moderatens kvistværelse på Borgen – før ham selv. Jeg venter i hr. Rasmussens politiske væksthus under det funklende kobbertag i Prins Jørgens Gård 1, og mens jeg fumler min Spotify-app i klarposition, træder hovedpersonen ind ad sin egen dør. Kan du lide GNAGS, skynder jeg mig at spørge. Det kan han, svarer han. Absolut. Jeg er jo født mere eller mindre dengang, de blev dannet.

 Perfekt. Press Play.  Musikken går i gang.

 /Når jeg bliver gammel/Så vil jeg sidde på en bænk/Der hvor havet slår ind over molen/

Mens det ikoniske danske rockorkester glammer som en anden ølhund fra min iPhone, indfinder vi os i det bløde læderarrangement, og jeg skruer ned, så musikken danner en blød bund af godt humør i Borgens lavloftede skammekrog.

 /Når jeg bliver gammel/skal bugten være så fuld af liv/Der hvor havet slår ind/

Du har tidligere sagt og siger; hvis jeg bliver gammel. Ikke når jeg bliver gammel, ligesom GNAGS synger? Tror du ikke på, at du bliver gammel?

Jo, jeg tror da mere og mere på det for hver dag, der går. Hvis jeg bliver gammel, er titlen på en ældrepolitisk debatbog, jeg skrev tilbage i 1992. Dengang var jeg ung og kunne tillade mig at skrive en bog om ældrepolitik, da det jo intet havde med mig selv at gøre. Når jeg bliver gammel, er vel nok på en måde at skubbe livet foran sig. Men livet leves lige nu og her. Og Hvis jeg bliver gammel, betyder jo ikke, at man skal leve hver dag, som var det den sidste. Men det er da godt på alle livets parametre, at man må gøre sig umage, mens man er her. Man ved jo ikke hvornår det slutter.

Så du vil stadig sige, hvis jeg bliver gammel i dag, hvor du er blevet ældre?

Ja, det tror jeg. Alternativet er at sige, at nu er jeg faktisk blevet gammel. Og det synes jeg ikke, jeg er. Man føler sig aldrig så gammel, som man er, men jeg føler, at der sker noget med en. Det rykker sig enormt meget. Tag Bertel Haarder f.eks. Hvis bare ungdommens folketingsmedlemmer havde samme idérigdom som ham, ville vi være godt stillet. Hvor kommer den sult fra? Manden har været Undervisningsminister i en periode, der svarer til hele mit liv nærmest – og han har stadig friskheden til at kritisere det. Det er en enorm egenskab at have. Man behøver jo ikke fryse til, bare fordi man er oppe i alderen.

 /At du kan fange det lis´så let/Som en dreng med et net på en bambuspind/

Stilstand er tilbagegang, som du siger. Så er forandring et vigtigt punkt for dig personligt, tænker jeg? Ligesom det er en mærkesag for Moderaterne?

Ja. Det har det været hele mit liv. Jeg ved ikke, hvad jeg er; jeg er et sammensat menneske – både utålmodig og doven. Jeg tror meget på opbrud, forandring og nye spilleregler. At vi som mennesker er kloge og logiske i vores opførsel, men at vi spiller med de regler, der er. Og hvis de spilleregler fremmer foretagsomhed eller kreativitet, så udlever vi det. Hvis de ikke gør, ja så bliver vi mere passive.

Nogle af de største forandringer, som jeg selv har lavet politisk, har været på sygehusområdet, hvor jeg overtog et sundhedsvæsen, som vi vred rundt. Vi lukkede amterne, lavede fem regioner, skabte supersygehuse og gav patienterne retten til at flytte sig osv., hvilket skabte afgørende forandringer på kræftområdet og er et eksempel på, at det er sundt at stikke spaden godt i jorden og ikke bare rive i overfladen.

Hvordan er det at være med til at skabe et samfund, sådan som du har?

Det prøvede jeg jo at tage temperaturen på, da jeg af uransagelige grunde måtte forlade mit gamle parti og formandsposten. Jeg satte mig ned og begyndte at skrive en bog. Jeg kørte ned ad barndommens gade og følte, at det blot var et øjeblik siden, jeg var seks år gammel. Dengang, hvor livet bestod uden SFO og daginstitutioner, hvor man havde fri, når man havde fri, og hvor man løb rundt og legede i kvarteret, hvor der var altid en mor, man kunne løbe hjem til, hvis man fik et søm op i foden, og hvor der var ingen med anden etnisk baggrund. Ibrahim, kvarterets eneste tyrker, kom til i 4. klasse.

”Hvis vi bare trisser rundt i nuet, får vi ikke greb om fremtiden” Lars Løkke Rasmussen, Moderaterne

Da jeg ramte gymnasietiden, var der 50.000 med anden etnisk baggrund i Danmark. I dag er der 500.000. Det er et meget forandret samfund. Det slog mig, at jeg ikke kan forudse fremtiden. Og jeg kan blive stakåndet, hvis jeg af og til tænker på, hvad der er sket de sidste ti år. Hvad vil der så ske de næste ti år?  Hvis vi bare trisser rundt i nuet, får vi ikke greb om fremtiden.

 /Når jeg bliver gammel/

Det slår mig at blive ældre. Jeg er født i 1964. Jeg er født tættere på afslutningen af 2. verdenskrig, end børn i dag er født på Berlinmurens fald.

Hvad gør det ved dig?

Det gør mange ting ved mig. Krigen stod skarpt i erindringen pga. historietimerne bl.a., men det var noget, der ikke rigtig var der. Det var noget, der var tæt på men ikke under huden på mig. Vi legede englændere og tyskere ude i skoven. Det var det. Men det der virkelig har været med til at forme mig og min generation som mennesker har jo været Berlinmurens fald; øst og vest, kommunisme kontra den frie verden.

Som ungt folketingsmedlem var i ex-Jugoslavien som observatør og tænkte, hvordan folk kunne gøre det mod hinanden? Har de ikke lært af historien? Men historien står jo ikke stille. Og så meget læring tager menneskeheden heller ikke med sig, at man bare kan regne med, at en lektie er lært.

Intet står – Romerriget faldt – og alligevel så tænker jeg; hvorfor tager vi ikke mere læring af det? Fordi vi lever vores liv, og nu snakker jeg som nation, som om, at det her fantastiske land, vi har, bare er en given ting. Sådan er Danmark bare, de muligheder har vi bare. Og det har vi da også. Og Danmark ville jo stadig være konkurrencedygtig selvom Christiansborg holdt sabbatår i tre år. Men er vores Danmark, som vi kender det, der også om 100 år? Den dimension havde jeg slet ikke som ung. Det er mærkeligt, jo mindre tid man har tilbage af livet, jo mere optaget bliver man af ting på den lange bane. Og der synes jeg, vi sover lidt i timen som nation. Hvor er det, at vi træffer beslutninger af en kaliber, hvor de om 50 år sidder og snakker om de forandringer, vi lavede i dag.

 /Så vil jeg sidde på en bænk/Der hvor havet slår ind over molen/

Hvad er du kommet frem til?

Vi har jo bygget videre på Schlüters (Schlüter-regeringen – Poul Schlüter, Konservativ statsminister, 1982-1993, red.) ide om en arbejdsmarkedspension, der i dag betyder, at vi nu har lavet et pensionssystem, hvor folk, der forlader arbejdsmarkedet efter et helt liv faktisk kan sidde på en bænk og skrælle deres æble, da de både har råd til æblet og skrælleren – og en bænk med en fin udsigt. Det var enormt fremsynet.

 /Og spise mandler med mynthe-stænk/Og æbler med lomm´kniv i solen/

Og den udlændingepolitiske konflikt?

Den er jo ikke gået væk. Vi er nødt til at erkende nogle ting. Nogle har stadig den mening, at det stadig bare er nemmere, hvis de rejste hjem, hvor de kom fra og blev smidt ud. Jeg har set forandringen fra den ene tyrkiske elev til de 500.000, så det er jo ikke en opskrift at sige, at det var nemmere, hvis de ikke var her. De er her. Og de har tilført en kompleksitet til vores samfund. Det har de jo. Og det er man nødt til at tage med sig og så tænke på, at os godt og vel seks millioner mennesker, der nu lever i Danmark, i højere grad bør kittes sammen. Det, der gør Danmark stærkt, er tilliden mellem mennesker, at der ikke er for stor forskel mellem høj og lav, at man tør opponere.

Men kan vi fastholde det danske sind med parallelsamfund? Derfor, har jeg mit forslag om borgerpligt, som jeg måske ville have kaldt flippet, hvis nogen spurgte mig for ti år siden. Borgerpligt er et udtryk som værnepligten med en pligt til at forsvare vores land. Det giver for mig rigtig god mening. Er truslerne mod Danmark udelukkende udefra? Nej. Der er også indre trusler. Noget der risikerer at krakelere, hvis det bliver dem og os. Så hvor møder vi hinanden på en forpligtende måde? Når jeg besøger højskoler, møder jeg ikke drenge fra Vollsmose. De er der ikke. Unge med de største behov er der ikke, og det har været med til at føde denne lidt voldsomme ide om at aftjene en slags borgerpligt, når man fylder 18. Du skal være med i et forpligtende samvær med andre unge på samme alder som dig selv – men som ikke er magen til dig. Det er tanken.

 /Skal byen være så fuld af liv/der hvor solen går ned/

Hvad gjorde, at du overvejede stiftelsen af et nyt politisk parti?

Efter mit gamle parti (Venstre, red.) havde smidt mig på porten, sad jeg faktisk og tænkte; Når jeg bliver gammel. Jeg tænkte, at nu er jeg måske blevet for gammel til politik. Hyg dig, hvil på fortidens lauerbær, find på noget andet at lave. Og så skete der ting, der gjorde, at jeg alligevel tænkte; det duer jo ikke.

”Venstre så mig som en røst fra fortiden, en bagsædepolitiker, og hvis min stemme bare blev gjort til grin, ville jeg hellere sætte min stemme fri. Og så valgte jeg at være mig selv” Lars Løkke Rasmussen, Moderaterne

Jeg var ved at gå ud af mig selv, da jeg fulgte Corona-håndteringen. En enorm egenrådig statsminister, der fik nogle helt vilde kompetencer og en opposition, som bare var følgagtige. Jeg begyndte at skrive klummer i BT, og følte mig som en enmandshær. Jeg udfordrede statsministerens udsagn om, at ingen må dø af Corona, at én død er en for mange. Det duer jo ikke. Vi dør jo. Der må være en proportionalitet, men der var ingen modstand mod det udsagn. Og der begyndte jeg at agere politisk igen. Jeg nåede en konklusion om, at jeg ikke bare kan blive, hvor jeg er. Venstre så mig som en røst fra fortiden, en bagsædepolitiker, og hvis min stemme bare blev gjort til grin, ville jeg hellere sætte min stemme fri. Og så valgte jeg at være mig selv.

 /For intet liv gemmes væk/for at forsvinde helt alene med sin ensomhed/

Hvordan føltes det, både som tidligere statsminister og politisk leder, at blive proppet i sådan et vakuum?

Det er da mærkeligt. Men dog selvvalgt. Jeg kunne også bare lade være at sætte min stemme fri og være ham, der hænger på et maleri på nationalhistorisk museum som tidligere statsminister.

Er du med Moderaterne ved at skabe et nyt eftermæle?

Det ved jeg ikke. Jeg er ikke så optaget af et eftermæle. Men jeg har i hvert fald valgt at sige, at mit eftermæle ikke er skrevet færdigt med mit brud med Venstre.

Da jeg stoppede i Venstre sagde folk hele tiden: Pas nu på dit eftermæle, Lars. Kast håndklædet i ringen, kom væk og bliv husket på den gode måde. Men uanset om jeg bliver gammel – eller meget gammel – så slutter det jo på et tidspunkt. Og hvad kan jeg så bruge et eftermæle til, når jeg ligger der? At gå og tænke, hvad folk skal mene, når man er død vil komme til at låse en i livet, mens man lever.

”At gå og tænke, hvad folk skal mene, når man er død vil komme til at låse en i livet, mens man lever” Lars Løkke Rasmussen, tidl. statsminister

Af og til når jeg går forbi billederne med tidligere statsministre, og hvor jeg jo selv kommer til at hænge, så møder jeg en skoleklasse, og de har ingen anelse om, hvem de er, dem, der hænger der på væggen. No clue. Thorning? Måske. Nyrup? Svagt. Anders Fog? Næ. Jens Otto Kragh? Meget få. Og hvorfor? Tiden går hurtigt. Derfor.

 /Og dele rødvin og memoirer/Med de andre gamle i solen/

Vil du helst huskes for at være statsminister og Venstremand eller grundlægger af Moderaterne?

Venstre har betydet meget for mig i alle de mange år. Jeg vil jo gerne huskes for det hele. Og uanset om jeg ikke er medlem af Venstre mere og laver noget nyt, er Venstre en kæmpe del af min historie. Det håber og tror jeg da på, at jeg vil huskes for. Og så vil jeg gerne huskes for en, som hele tiden insisterede på at prøve at skubbe lidt til det hele, pressede på for forandringer og snakken om forandringer, der er med til at gøre det her samfund stadigt stærkere.

Hvad er din største frygt både politisk og personligt?

Jeg har da tænkt, om jeg er i gang med at lave en kæmpe maveplasker. Det er selvfølgelig ikke sjovt at møde op på valgaftenen i 2023 med 0,1 procent af stemmerne og taget helt fejl i alt, hvad jeg har troet på. Men det er jo risikoen, som man må leve med.

”Jeg vil gerne betragtes som et menneske med lune og god humor uden at være en joke” Lars Løkke Rasmussen, tidl. formand for Venstre

Hvad gør det ved dig? Bliver du stødt?

Nej. Jeg er jo gammel nok til at vide, hvordan mekanismerne er. Nu går Moderaterne ud og forslår ret voldsomme ting; skal vi indføre en borgerpligt og sige til alle på 18 år, at de skal i samfundets tjeneste. Det har fået en mediemæssig behandling, og jeg har noteret mig, at både Berlingske og Politiken, med hver deres afsæt, siger, at jeg gør noget, som de andre borgerlige partier har forsøgt. Men som Moderat, får mit budskab ikke samme wow-effekt, som hvis jeg havde været Venstremand. Og det skal det jo heller ikke have. Det har vi (Moderaterne, red.) slet ikke volumen nok i vores stemme til. Og sådan skal det være. Men for mig er det også en ansporing og samtidig et spejlbillede på, hvordan det er, samfundet fungerer. Ideelt set burde det være sådan, at vi diskuterede de gode ideer og ikke hvem, der har fået dem. Sådan er det bare ikke. Der er jo også forskel på, om det er Novo Nordisk, der måtte komme med et syn på sundhedspolitikken, eller om det er dr. Jensen, der gør det. Sådan er det jo.

 /Der er et lys, der rækker helt ind til land/På den anden side af ensomheden/

Henvender du dig til dine jævnaldrende med Moderaterne?

Nej. Forslaget om fremtidens ældresystem i 2122 er jo faktisk en snak for de unge. Når man taler med de unge i dag, så siger de, at de da godt ved, at der ikke vil være folkepension, når de bliver gamle. Men spørger man politikerne, så garanterer de det hele. Vores ældrepleje er jo ikke værdig. Dagens tilbud i dag er dårligere, end da jeg var ung politiker. Så vi forsøger at rejse en debat, der fokuserer på, om vi bare skal se på, mens det hele bliver slidt mere og mere ned år for år, eller om vi kan tænke en ulovlig tanke højt, og begynde at udvide de nuværende arbejdsmarkedspensioner, så man også derigennem sparer op til ældrepleje sådan, at når mit ufødte barnebarn får brug for pleje om 70 år, så får det den pleje, det har brug for. Det er der ikke rigtig nogen, der tør tale om, for der er en risiko for, at ham der sidder i dag som 78-årig tænker; er der så ikke pleje til mig i dag?

Vi (Moderaterne, red.) forsøger at lave nogle garantier, der skal udleves, når jeg har været død i 50 år. Jeg har ingen ambitioner om, at vi ikke også skal være et ungt parti<.

 /Når jeg bliver gammel/Så du selv gammel/

Hvor gammel tror du, du bliver? Hvilken alder vil du være tilfreds med at gå bort i?

Man læser da flere og flere dødsannoncer og opdager, at de faktisk ikke er ældre end en selv. Og så tænker man, at man kunne da sådan set godt være død nu. Jeg håber og tror på, at jeg ikke vil måle det i år men i liv.

”Man læser da flere og flere dødsannoncer og opdager, at de faktisk ikke er ældre end en selv. Og så tænker man, at man kunne da sådan set godt være død nu” Lars Løkke Rasmussen, 57

Min egen far døde i 2012. Jeg fulgte ham selv ind på Riget, vi gik ind sammen, han havde kræft. Han skulle ikke dø. Det var planen at modtage lidt refreshment. To dage efter vi gik derind sammen, brugte han rollator, fire dage efter sad han i kørestol og fem dage efter, døde han. Han var 76 år gammel. Det er nok forkert at sige, at man beslutter sig for at dø, men da det begyndte at stå klart for ham, at han ikke kom hjem igen, så kunne man mærke, at han gav slip. Og når jeg tænker over det nu, så tænker jeg, om det måske egentlig ikke var meget godt, at han døde, da han gjorde. Der var nogle få dårlige dage, og så var det slut.

Har du den dødsangst?

Ja, hvis jeg tænker over den. Jeg kan godt fremprovokere den. Jeg har haft den mere tidligere, end jeg har nu. Da jeg fyldte 40, havde jeg en periode med tungsind, og jeg spurgte mig selv, hvad jeg egentlig havde drevet det til i livet.

Hvad skal stå på din gravsten, når den tid kommer?

Min kone mener, der skal stå: Undskyld, jeg kom for sent.

Du kom da til tiden i dag?

Ja. Men det er ualmindeligt. Jeg har det med at komme for sent. Jeg har meget svært ved at slippe det, jeg er i. Jeg bliver grebet. Undskyld, jeg kom for sent ville måske være meget godt, da det ville være et udtryk for, at jeg også kom for sent til min egen begravelse.

Det har taget dig ét år fra idé til fødsel af Moderaterne. Det er da gået ret hurtigt for er det ikke?

Nogle ville mene, at det har taget for lang tid<.

Men så kan du jo bare sige; Undskyld jeg kom for sent.. Kan du ikke?

Jo, smiler Lars Løkke Rasmussen.

 /Når jeg bliver gammel/Er du selv gammel/

Er du ikke vild med solarier, og er der ikke umiddelbart udsigt til sol- eller sneferie, kan det sagtens lade sig gøre at få farve om vinteren alligevel. Og det helt uden at være under indflydelse af solens mere skadelige sider.

Kuløren kan sprøjtes på

En oplagt mulighed, som også kan bruges før man skal trække i ærmeløse brude-, konfirmations- eller selskabskjoler, er spraytan med airbrush på en professionel klinik, som findes i mange større byer. Det tager et kvarter, hvor man står i en kabine eventuelt iført bikini. Det er optimalt at blive sprayet et par dage før, man skal ”bruge” sit solbrændte look. Tonen, som fremhæver den personlige hudfarve, aftales på forhånd. Den kan smitte af på sengetøj og lyst tøj men går af i vask. Man bør ikke bade før tidligst seks timer efter behandlingen og ikke bruge bodylotion og for meget foundation. Behandlingen, som typisk koster små 300 kr. pr. gang men fås billigere blandt andet med klippekortordninger, kan gentages så ofte man vil og farven eventuelt forlænges med self-tan-spray til et par hundrede kr. for en flaske.

DHA er det aktive stof i de fleste spraytanvæsker. Det er udvundet af sukkerroer, sukkerrør og druer og er et kulhydrat lige som stoffet i selvbruner til hjemmebrug. Der er mørk bronzefarve i den farvefremkaldende væske, så medarbejderen kan se, hvor der er sprayet. Den rigtige kulør dannes dog først efter et par timer. Det sker på grund af en kemisk reaktion, når spray kommer i forbindelse med aminosyrer i huden. Så dannes de brune pigmenter i huden kaldet melanoid, og hudens kulør ser ud som efter naturlig sol.

www.tanninggentofte.dk


Professionel spraytan bruges typisk i vinterhalvåret og til særlige lejligheder som fest og bryllup. Farven forsvinder langsomt og kan fornyes så ofte man vil.

Bruner til hjemmebrug

Salget af selvbruner er steget gennem årtierne især efter fokus på solens skadelige stråler med UV-lys og risiko for udvikling af hudkræft. Også her bruges stoffet DHA, som hjælper til udvikling af mørkere hud. Stoffet reagerer på keratin i huden og medfører pigmenteringen, så man bliver brun. Selvbruner fås som creme, mousse m.m. hos materialist, parfumeri eller netbutik, hvor der medfølger anvisning på, hvordan det bruges og fordeles.


Selvbruner kan købes hos materialist eller på nettet og ordnes med lidt snilde derhjemme. Produktet reagerer på keratin i huden, som tager farve.

Gulerødder i tabletform

Visse fødevarer og kosttilskud siges at kunne hjælpe til at udvikle en mørkere kulør. Det skyldes antioxidanten beta-karoten fra visse grøntsager og frugter, først og fremmest gulerødder men også tomater. De kan give en mørkere eller snarere gul-orange hud i længere tid. Gulerødder er harmløse og endda sunde, men den gyldne hud kræver så store mængder, at det ikke er muligt at indtage uden at stjæle pladsen fra andre nødvendige fødevarer. Farven kan være langtidsholdbar men forsvinder, når gulerødderne droppes. Smartere er det at tage kosttilskud i tabletform, som indeholder beta-karoten, som dog bør tages efter forskrifterne og ikke overdrives.  De kosttilskud købes hos materialist, velassorteret supermarked eller på nettet.

Da det for de fleste vil være umuligt at spise gulerødder i så store mængder, at de bliver ”solbrændte”, er det muligt at ty til kosttilskud i tabletform.

 

Forfatteren, journalisten og tv-værten Mikael Kamber er aktuel med sin femte bog, Gå godt, der handler om at gå og om at finde et passende tempo i livet. Også hans tidligere bøger, bl.a. Sur for en sikkerheds skyld? og 3 gode ting udforsker med udgangspunkt i moderne forskning vejene til trivsel og et meningsfuldt liv. Her deler Mikael Kamber fem af de ting, han selv sætter mest pris på i hverdagen.


Fotograf: Kim Vadskær


Foto: Visit Fanø

Vandringer i naturen

Nogle af mine bedste øjeblikke opstår, når jeg går på mine to ben. Særligt når jeg går i naturen, får jeg de der intense oplevelser, som man kun kan få, når man er fuldstændigt til stede. Nogle af mine favoritsteder er stranden på Fanø, hvor jeg kommer fra, en tæt skov eller et bjergområde. Der er noget befriende over områder, hvor der ikke er mange spor af mennesker. Efter en halv times gang på sådan et sted har den værste støj inde i hovedet lagt sig, og så begynder sanserne at åbne sig, og man bliver mere og mere nærværende. Når man kommer hjem fra sådan en tur, er man stort set altid mere afklaret og lettere at have med at gøre, end før man tog afsted.

3 gode ting – en af verdens bedste vaner  

Det at hæfte sig ved 3 gode ting ved slutningen af dagen er for mig at se en af verdens bedste vaner. Både fordi metoden er ekstremt nyttig og samtidig er meget enkel. Man kan simpelt hen bare kaste sig ud i at lave 3 gode ting – enten ved at skrive dem ned eller tage en 3 gode ting-runde sammen med andre, f.eks. ved aftensbordet. Det handler naturligvis ikke om, at man skal fokusere på det positive til hver en tid og for enhver pris. Men når man laver 3 gode ting, sker der det, at man træner den måde, man oplever virkeligheden på. Jo mere opmærksom man er på det gode i sin hverdag, jo mere er det det gode, der fylder.


Fotograf: Kim Vadskær

Gåture i byen

Jeg bor på Christianshavn. Så snart jeg træder ud ad døren – allerhelst sammen med Annette, min hustru – er vi et sted, hvor gammelt og nyt blander sig, hvor kanalerne og havneløbet skærer sig mellem husene, og der altid er gang i noget spændende. For mig er en gåtur i byen et overflødighedshorn af overraskelser og uventede møder og spor som tankerne kan forfølge. Det er også fremragende omgivelser til en samtale. Ordene flyder let, når man går i byen, og pauserne er blot en anledning til at blive opmærksom på nye impulser.


Vegetarkassen fra Hello Fresh

Måltidskasser

Hvis man vil spise sundt og varieret, undgå madspild, køen i supermarkedet og spekulationer over dagens menu, er måltidskasser som sendt fra himlen. Det kan f.eks. være fra Aarstiderne, Simple Feast eller Hello Fresh. Hjemme hos os har vi fået måltidskasser i en årrække, og de har betydet, at jeg har genfundet glæden ved at lave mad. Alverdens herlige råvarer bliver leveret lige til køkkenbordet med opskrift og det hele. Og så er det skønt at kunne samles ved et aftenbord med sund og lækker mad, der næsten altid indeholder en ny og overraskende ingrediens.

La table d´Eglantine – min største luksus

Mine gode venner Eglantine Charrier og Jeppe Fonnesbæk har smittet mig med deres begejstring for antikt fransk porcelæn og andre fund fra franske loppemarkeder, der kan tilføre god stil og masser af charme til ethvert spisebord. Jeg besøger deres butik, La table d´Eglantine (det betyder ”Eglantines bord”), i Kompagnistræde midt i København meget tit. Jeg kan simpelt hen ikke lade være, for straks jeg træder ind ad døren, befinder jeg mig i en verden, hvor alt er godt.

La table d´Eglantine kan også besøges på latabledeglantine.com

 

Kogebogsforfatter og blogger Jane Faerber er aktuel med sin 10-årsjubilæumsbog ”De bedste fra Madbanditten”. Hendes blog Madbanditten har gennem de seneste mange år været et af de største og vigtigste steder, hvor kvinder og mænd i alle aldre har kunnet finde opskrifter på lækker mad med få kulhydrater og inspiration til en langtidsholdbar Low Carb-livsstil. Her deler Jane fem af sine yndlingssteder i Danmark og udlandet, der alle bærer præg af hendes kærlighed til kulinariske oplevelser og hendes evige længsel efter Paris

fotograf: Colombus Leth

 

Paris – byen, jeg aldrig er kommet rigtigt hjem fra

Det er lidt kliché-agtigt at føle kærlighed til Paris, men jeg boede der, fra jeg var 20 til 22, og nogle gange tænker jeg, at jeg har glemt en del af mit hjerte dernede. I hvert fald kan jeg få et sug af længsel efter at være der igen. For 4-5 år siden begyndte jeg at tage derned årligt i to uger. Bare mig alene i den store, smukke by. Så bruger jeg mine dage på at gå rundt i de små gader i Marais, hvor jeg boede i sin tid, eller tage ud og opdage nye steder. På min sidste tur gik jeg på opdagelse i Paris’ overdækkede passager og opdagede en hel verden af skjulte skatte derinde. Oplevelserne samler jeg i små guides på min blog, så mine læsere også kan opleve andet end Eiffeltårnet og Notre Dame, hvis de er så heldige at skulle en tur derned. 

 

Værnedamsvej – lille Paris

foto: Le Gourmand

 

Når min pariserlængsel bliver for stærk, slår jeg turen forbi Værnedamsvej, som er Københavns svar på Rue Montorgueil. Rue Montorgueil er Paris’ foodie-gade over dem alle, og her finder du et væld af caféer og restauranter side om side med specialbutikker med mad som slagtere, grønthandlere, ostehandlere, chokoladebutikker, tehuse, osv. Gaden emmer af liv. Værnedamsvej har den samme stemning, og jeg suger den til mig, når jeg sidder udenfor på Falernum og drikker et glas vin eller handler franske oste hos Le Gourmand, inden turen går hjem over Valby bakke. 

 

Restauranten, der overrasker: Alouette 

fotograf Philip Høpner

 

En af de bedste restaurantoplevelser, jeg har haft i København de sidste par år, er på Alouette på Islands Brygge. Det er ikke hver dag, jeg begår mig på Michelinrestauranter, men Alouette har jeg besøgt to gange, og jeg planlægger at invitere mine to teenagere derhen også. Der er noget særligt ved at gå ind i en halvskummel baggård, blive ført op igennem en grafittimalet vareelevator til lyden af heavy metal fra baghusets øvelokaler og så opleve døren åbne sig op til denne her smukke (og lydisolerede) restaurant. Og maden er bare sublimt god.  

 

En grøn oase i Sydhavnen – BaneGaarden 

Om søndagen holder jeg af at slentre en tur ud til BaneGaarden, der ligger på grænsen af Vesterbro og Sydhavnen. BaneGaarden er en lille grøn oase bygget op om DSBs gamle lader, der tidligere er blevet brugt til opbevaring af materialer. Siden 50’erne har området ligget øde hen, og naturen har fået lov at gro, og nu har man så brugt området til at lave en lille økologisk landsby.  

Her er madboder, restaurant og spisehus side om side med brombærkratte, gamle træer og hønsehuse – og så har Aarstiderne også en gårdbutik, hvilket er dejligt for os, der ikke bor i nærheden af Humlebæk. 

 

Gastronomisk dannelsesrejse – I køkkenet med Karen Blixen

Den dygtige Signe Wulff, med hvem jeg deler både passion for Paris, mad og vin, har skrevet en fuldstændig fortryllende bog om Karen Blixens liv og kogekunst. Bogen er en kulinarisk rejse fra Blixens farm i Afrika videre til Paris og New York og tilbage til Rungstedlund. I bogen er der endda originalt gengivede opskrifter skrevet af Blixen, så man kan lære kunsten at lave en ægte consommé eller en god sauce moelle. Bogen skal helst nydes sammen med et glas let afkølet champagne – det siger forfatteren selv.  

 

 

Den mondæne ø i Middelhavet dannede rammen om en sanseoplevelse lidt ud over det sædvanlige 

Omotenashi – er et ældgammelt japansk kulturelt fænomen. Det kan oversættes lidt henad ”man ønsker at forudse gæstens behov – og man skal gøre det ærligt, rent og uden bagtanker – så gæsten værdsættes på bedst mulig måde”…. Ja, det bliver altid lidt længere i forklaringen end ordet alene, men filosofien genspejler på mange måder Lexus’ mantra.  

Bilmærket, som i USA bliver har samme prestige som de tyske premium-mærker, men som herhjemme stadig for det meste anses for en ”luksus-Toyota”, er mere en livsstil end bare et bilmærke. Den overlegne kvalitet og umagen i skabelsen af bilen er defineret ved – udover omotenashi – også takumi, som betyder 25-års erfaring i det job, man laver. 

Det vil sige, den ansatte på fabrikken, som eksempelvis står for at sy læderet omkring rattet eller instrumentbrættet eller sæderne, ja, han eller hun har mindst 25-års erfaring i netop det og så fremdeles bilen igennem.  

Og hvordan præsenterer man så en sådan bil for en kræsen journalist-skare, der er vant til at blive forkælet med BMW’s køreegenskaber, Audis overlegne digitale udtryk og Mercedes-Benz’ og Range Rovers prestige? 

Man inviterer hele pressekoret til Mallorca og byder på oplevelser for alle sanser. 

Michelin på Mallorca 

Første stop var en gammel og ret fantastisk olivengård, Finca Morneta, som har været ejet af samme familie igennem generationer – helt tilbage fra 1300-tallet. Tidligere var gården en kaserne for spanske soldater, der lige havde smidt araberne ud af øen tilbage i 1229.  

Her i disse historiske omgivelser med en meget ydmyg ung ejer og hans familie blev vi budt på egnsretter af en lige så entusiastisk kok, som havde fundet en gammel kogebog fra forrige århundrede bagerst i køkkenet og genopfundet nogle af retterne. Spændende! Lam, med lokale frugter, kartofler og krydderurter. 

Liebhaverboligen havde forespurgt et møde med en af Mallorcas ildsjæle udi køkkenkunsten og fik sat et møde i stand her på gården med den engelske chef, Marc Fosh, hvis Michelin-restaurant af samme navn i øens hovedstad Palma, regnes for den allerbedste. Han var en munter englænder, som brænder for alle de lokale afgrøder og vine på øen. 

– Noma i Danmark er jo blevet verdensberømte på det koncept, men vi har brugt det lokale i meget længere tid. Vi er bare dårligere til at markedsføre os, griner Marc, der tilbage i 1990’erne, da han kom til øen første gang, sværgede til det franske køkken. 

– Det er slut nu. Alt for meget fløde og kød. Nu handler det om ”sunshine food”. Middelhavsmad, olivenolie, inspiration fra Nordafrika, naturvine og absolut ingen fusionsmad – og slet ikke wasabi… 

Palma har nu tre Michelin-restauranter – den ene af dem med en ejer, som har stået i lære hos Marc Fosh. – Jeg glæder mig sådan over, at han er kommet så langt, og konkurrence er godt. Det sætter Palma på landkortet. Engang var det grisefester og dårlig vin, men det har heldigvis ændret sig. Nu rejser mad-turister også hertil i stort antal, konstaterer Marc Fosh. 

En duft af bil 

Næste stop var i en lille pittoresk by på østkysten, hvor vi fik til opgave at lave vores egen duft. Det er ikke sådan ligetil. Der er over 100 olier, som nøje skal blandes – nogle af dem kun en dråbe, andre med op til 15 dråber. Utroligt så forskellige alle duftene blev. Jeg havde bl.a. valgt ceder, citrus, timian og læder, og vi fik et lille stykke rå keramik, som ikke var brændt eller glaseret, som vi så kunne dryppe nogle dråber af vores personlige duft ned på.  

Den lægger jeg hver gang i mine mange testbiler, og den afgiver den skønneste duft, hver gang jeg sætter mig ind i bilen. Her sender jeg så en kærlig hilsen til den lille by på østkysten af Mallorca, hvor den tyske ”parfume-troldkvinde” fik mig ført igennem oliernes magi. 

I Miros værksted 

Smags- og lugtesans var hermed mættet, og så var der til sidst synssansen. I Palma ligger den franske kunstner Joan Mirós (1893-1983) museum og værksted. Han var en af de helt store surrealistiske kunstnere på højde med René Magritte og Salvador Dalí. Sidstnævnte kunne Miró ikke døje, da han ikke kunne tolerere kollegaens fascination for fascismen.  

Miró levede og døde på Mallorca efter at have levet i landflygtighed først for Franco i 1930’erne og senere for nazisterne, da han boede i Paris. 

En fascinerende historie og et ditto liv. Da museet er bygget i forlængelse af hans hjem, så er atelieret stadig intakt med malerpletter på gulvene, staffelier, et hav af malerier og skulpturer, så man næsten skulle tro, at Joan Miró bare lige var gået ud for at få sig en kop kaffe. 

I hans værksted prøvede jeg kræfter med at lave et litografi med samme gamle trykmaskine fra dengang. Og resultatet var – lad os sige – hæderligt. 

Og hvad med de to testbiler, SUV’en Lexus NX og sedanen ES? Tjohh, de kører jo fint, er luksuriøse på den gode måde, men det er også uhøfligt at skamrose værten. Lad os bare sige, at omotenashi blev i den grad opfyldt på turen. 

Liebhaverboligen var inviteret af Lexus Danmark til Mallorca 

Jussi Adler-Olsen er aktuel med ’Natrium Chlorid’ – den niende og næstsidste bog i serien om Afdeling Q. Forfatterens bøger om efterforskeren Carl Mørck og hans to medhjælpere Assad og Rose udkommer over hele kloden og har solgt i mere end 27 millioner eksemplarer, hvilket gør Jussi Adler-Olsen til den mest solgte nulevende danske forfatter. I hans nyeste krimithriller udlægges adskillige markante personers dødsfald som ulykker eller selvmord, men da Afdeling Q dykker ned i dem, peger et ufatteligt mønster på noget langt mere voldsomt. Alt tyder på, at endnu et udvalgt menneske snart skal dø. Jussi Adler-Olsen deler her fem nære ting i hans liv, han holder særligt meget af. Allervigtigst for ham er hans hustru Hanne og deres villa i Hørsholm føles kun som et rigtigt hjem, når de er der sammen. 

   

Fotokredit Bjarke Johansen

Kunst

Jeg har behov for at have kunst omkring mig og meget gerne farverigt, da indtrykkene skaber energi og glæde. Jeg elsker at se på et kunstværk og fordybe mig i det og opdage nye lag i mig selv. Min hustru og jeg går meget på kunstudstillinger, og vi er så heldige, at vi har råd til at købe lidt ind imellem. Det betyder, at vi efterhånden har svært ved at finde vægplads, men det er et dejligt problem at have. 

En familie

For mig er mit hjem ensbetydende med, at min hustru Hanne er der. De få gange, hvor hun er væk et par dage og efterlader mig helt alene, er det simpelthen ikke det samme. Jo, jeg nyder at flyde på sofaen og se tv, men hun mangler. Det sker heldigvis ikke så tit. Og nu, hvor jeg er flyttet til Hørsholm, er jeg så heldig, at min søn og hans lille familie er nær. Jeg ved intet bedre, end når mit lille barnebarn styrer hen imod mig og vil have et kram og vil vise mig et eller andet. At få lov til at opleve den nærhed er den største gave, man kan få. 

Mit hjem

Jeg har boet mange steder i mit liv, men fælles for dem alle er, at jeg altid har glædet mig til at komme hjem. Når jeg har set efter ny bolig, har jeg altid haft i tankerne, at det skal være et sted, jeg skal glæde mig til at komme til. Jeg vil gerne igennem et rart område på vejen hjem, og så vil jeg altid gerne glæde mig til at åbne døren og vide, at nu er jeg hjemme. Nogle gange har jeg boet i en lejlighed i byen, og så har jeg nydt det liv, der er omkring mig og de mennesker, der var i gadelivet. Jeg elsker at have mennesker omkring mig. For nylig er jeg flyttet til Hørsholm på en villavej. Der er ikke så meget liv som i Valby, som jeg flyttede fra, men der er smukt, og så er der ikke langt til skoven, til Hørsholm Hovedgade og havnene ved Øresund, der har en helt særlig atmosfære. 

Fotokredit Rasmus Schou

Venner

Mit behov for at have liv omkring mig betyder, at vi elsker at have venner på besøg. Med mit arbejde er det indimellem lidt svært at planlægge, men heldigvis kender vi mange, der gerne kommer med kort varsel. Vi er eksperter i lynindkøb og at lære take-away stederne i vores nabolag at kende, og så er det nemt at være impulsiv, når der pludselig dukker nogen op til middag. Men jeg står gerne i køkkenet og laver bøf Stroganoff, boller i karry, kærnemælksæbleskiver eller pandekager. Det er faktisk fire af mine ret mange favoritretter. 

Yndlingssteder 

Rørvig har et særligt sted i vores hjerte. Det er et frirum, vi kan tage til nårsomhelst. Vi nyder vandet, ligegyldigt hvilken årstid eller hvilket tidspunkt på døgnet, så er der smukt at gå langs stien mellem Rørvig by og Rørvig havneby. Er man så heldig, at slagteren i Rørvig har åben, kan man jo altid klemme en lun delle ned. Og med god samvittighed, hvis man har taget turen på gåben. Barcelona er vores hjem langt væk fra hjemmet, og vi elsker at komme dertil. Især i de mørke måneder, hvor man i Danmark går inden døre for ikke at fryse, tager vi gerne derned for at arbejde, og for at nyde de lange lyse dage, der ofte er ganske lune. 

Fototekst: Jussi arbejder i Rørvig