Der findes stolte urmagertraditioner flere steder i Tyskland, især i den lille bjergby Glashütte nær Dresden. Her får du tre eksempler på tysk design, grundighed og urmageri.

Ypperligt urmageri

Noget af det fineste urhåndværk i verden skabes i den lille tyske by Glashütte, der ligger i et skovområde nær Dresden i det, der før den tyske genforening var Østtyskland. Her havde staten tilskyndet (læs: tvunget) de gamle urmagere og urproducenter til at træde ind i et kooperativ, der fremstillede billige, men pålidelige ure til folket i de kommunistiske lande. Urene gik under betegnelsen GUB (Glashütter Uhrenbetriebe), og man kan forestille sig, at mesterurmagerne i deres stille sind sad og drømte om at skabe kunstværker som dette fra A. Lange & Söhne, der oprindeligt blev grundlagt i 1845 og rekonstrueret som selvstændigt mærke efter murens fald. I dag fremstiller mærket nogle af de smukkeste dress-ure overhovedet, blandt andet disse modeller fra Saxonia-kollektionen.

Lange & Söhne Saxonia Outsize Date 38,5 mm i hvidguld (ref. 381.026). Pris 218.000 kronerLange & Söhne Saxonia Outside Date 38,5 mm i rosaguld (ref. 381.032). Pris 218.000 kroner

Less is more

Nomos hører også til i Glashütte og repræsenterer urmageri på højt niveau, med egenudviklede urværker og en filosofi om at fremstille så meget som muligt inhouse. Men i modsætning til A. Lange & Söhne er Nomos’ formsprog rendyrket minimalisme med tråde tilbage til den store tyske Bauhaus-bevægelse inden for design. Den viste model er Metro Neomatik 41 mm med en nyskabende datovisning, hvor de to orange prikker løbende highlighter datoen. Tanken hos designer Mark Braun var, at de aflange prikker minder om et metrotog, der kører skiven rundt.

Nomos Metro Neomatik 41 mm (ref.). Pris 29.000 kroner (+ 400 kr. for valgfri indgravering på bagkassen)

Komikeren Anders Matthesen er tilbage i animationsuniverset med den længe ventede efterfølger til biografsuccesen Ternet Ninja. Her fortæller han om tilblivelsen af det, han selv kalder ”den herresvære toer”, og om sin egen tilgang til hovedpersonernes intense søgen efter hævn og retfærdighed; temaer der vækker genklang hos os alle. 

  

I 2018 tog filmfænomenet Ternet Ninja danskerne med storm. Nu er tiden endelig kommet til at opleve fortsættelsen med teenageren Aske, hans evigt lækkersultne bror Sune, familiens uundværlige onkel Stewart og naturligvis Ninjaen, der ganske vist har fået et nyt hylster – men som stadig er lige flabet indeni. Familien mødes under fjerne himmelstrøg for at bekæmpe den kyniske skurk Philip Eberfrø og hans skumle planer. Endnu engang kan vi glæde os til et eventyr spækket med humor og med vigtige budskaber til både børn og voksne. 

Næstekærlighed, fællesskab og retfærdighed er vigtige temaer for dig. I filmen kæmper de to hovedpersoner, 13-årige Aske og Ternet Ninja med, hvordan de skal forholde sig til de udfordringer, de møder på vej mod deres mål. Hvordan griber du det selv an, når du oplever en uret, du gerne vil rette op på? 

-Ternet Ninja har mottoet ”missionen frem for alt” og er parat til at ofre Aske for at nå sit mål. Midlerne bliver efterhånden ligegyldige for ham. Men nogle gange må vi vente og ikke bare ræse derudaf for enhver pris. Processen skal også være god, det er ikke kun målet det handler om. Det er det Aske kan lære Ninjaen. At rejsen i sig selv også er vigtig. At have en mission, der er så ærefuld, at alt andet mister sin betydning er måske ikke altid vejen frem. Hvordan man opfører sig som menneske er ikke ligegyldigt, bare fordi man tror, at man er på vej til at gøre noget, som er rigtigt. 

-Jeg tænker selv indimellem, at jeg burde samle nogle venner i en sen nattetime, så vi sammen kunne løbe ud i mørket med masker på, og bare stoppe alskens uretfærdigheder. Det er sådan en ønsketænkning om at rette op på ting. Men så bagefter tænker jeg, at det jo ikke kan nytte noget. Der findes ingen enkel måde at fikse verden på. Der er så meget som er uretfærdigt og så meget, der er forkert. Det er svært at navigere i et sådant univers. Det er ikke så rent, og jeg er ikke fuldt ud enig med hverken Ternet Ninja eller Aske – jeg har mange følelser, og tanker, som kæmper med hinanden.  

-Der kan også være situationer, hvor jeg ønsker at handle, men venter på at alle andre går samme vej. For eksempel synes jeg, at vi skal dele alt vi har i verden. Men jeg donerer alligevel ikke mit hus, bil og tøj eller forærer det hele væk til Langtbortistan. Ikke før alle andre også er med på ideen. Selvom jeg tænker, at jeg jo bare selv kunne starte med at gøre en forskel. Tit kan man ønske en forandring, men samtidigt være med til at fastholde tingene, som de er. Det er både dobbeltmoralsk og kujonagtigt.  

Ud i verden og tilbage igen 

I den nye film er der fokus på livets små og store dilemmaer. Men eventyret udspiller sig denne gang langt væk fra et dansk forstadsmiljø. Hvilke muligheder har det givet, at lade figurerne rejse ud i verden?  

-I etteren lå der en genkendelighed i at være i en almindelig dansk skolekantine og høre om en fest, man ikke rigtigt vidste om man var inviteret til. I toeren kan folk forhåbentligt genkende oplevelsen af at dalre rundt i et nyt land og ikke helt vide, hvor de skal hen, fornemmelsen af at blive solskoldet og forgæves skrue op og ned for airconditioningen.  Det har virkeligt været fedt at lave en roadmovie og på den måde også få mulighed for at lave sjov med danskernes stereotype opførsel, når de rejser ud. Filmen sender ”en kærlig sviner” til alle, der drikker sig lidt for stive og leger idioter på familieferien, hvor hverdagens små irritationsmomenter ofte fremstår tydeligere. Det kender jeg jo selv fra mine egne rejser. 

-Fra starten var ambitionen at lave en rigtig flot film. I animationsuniverset er det både mere udfordrende og mere kostbart at skabe storbyen Bangkok fremfor at tegne en cykelsti i Danmark. At få alle de farverige og forskelligartede bygninger, mennesker og steder til at leve. Man skal kunne mærke sandet mellem tæerne, dufte maden, fornemme varmen, høre de irriterende myg og indånde hele den der ”thai flavour”.  

I toeren befinder vi os i nye omgivelser på flere planer. Ternet Ninjas sjæl er tilbage i et nyt hylster og både han og Aske er et andet sted i deres personlige udvikling. Hvilke tanker har du gjort dig omkring det forhold, at historien på mange måder er en dannelsesroman? 

-I etteren slutter Aske med at ville redde hele verden. Men det viser sig at være problematisk for ham. Han kan ikke nå det hele, hverken fysisk eller psykisk. Han vil gerne op på et højere niveau: imponere kæresten, være den sejeste, den mest populære og alt det andet, man ønsker sig i teenageårene. Sådan er verden jo indrettet. Man skal være stræbsom, nå sine mål og være bedst. I stedet kunne man måske stoppe op og tænke, at der jo nok er noget af det, man kan, der er godt nok. At det faktisk er ok at være præcis som man er. Det er ikke fordi jeg synes, man skal lade sig begrænse eller undlade at udfordre sig selv. Men den amerikanske filosofi om, at man kan alt hvad man vil, bryder jeg mig ikke om. Det er et underligt fokus, altid at skulle have eller være noget, der er bedre end hvad andre har eller er. At den enkeltes spillebrik altid skal nå længere end de andres. Når vi nu har så mange fælles udfordringer, er det besynderligt, at vi ikke tænker mere på hvad vi kollektivt kan gøre, for at vi alle kan få det bedre. Hvordan vi sammen kan udvikle os som mennesker, oppe os i forhold til hinanden og forbedre den måde, vi behandler hinanden på. 

Et budskab om mod 

Ternet Ninja er en handlingens mand, der giver os et los bagi, når vi har brug for det. At vi skal være modige og ”gå ind i kampen” er Ninjaens vigtigste budskab. Men hvor meget minder du selv om Ternet Ninja på dette punkt? 

-Ternet Ninja udtrykker langt hen ad vejen mange af mine egne tanker. Hans ageren er ofte inspireret af handlinger, jeg ville ønske, jeg havde gjort. Nu er det ikke fordi jeg nogensinde har ønsket at stikke et sværd gennem nogen. Jeg tænker mere på den der ”kom nuuuu”! Tænk alt det jeg ikke har gjort i mit eget liv, fordi jeg var bange for, hvad der ville ske. Alle de gange hvor jeg har vendt ryggen til en udfordring, fordi jeg har tænkt, at jeg ikke var god nok. Den begrænsende stemme inde i hovedet fyldte simpelthen for meget, og efterfølgende tænkte jeg, at det var virkeligt dumt.  

-Aske er jo egentlig heldig at have sådan en Ternet Ninja ved sin side. Det er mit håb, at Ninjaånden bringer en større kampgejst frem i os alle. Tænk hvor ofte der er sket noget godt i mit liv fordi jeg vovede mig op på en scene, selvom jeg var supernervøs. Tænk hvis jeg ikke havde turdet det. Ternet Ninja repræsenterer nogle af de ting, jeg med tiden har lært at sige til mig selv, og som jeg gerne vil give videre. Men der er altså nogle ting man selv må lære. Da jeg begyndte til kickboxing for ti år siden, blev jeg helt ”farveblind” af at blive hundset rundt i salen.  Det endte med at jeg bare smed mig ned på gulvet. Men min træner hev mig op igen og sagde: ”Du skal ikke lade hele verden se, hvor dårligt du har det. Hvis du er i kamp, må du rejse dig op. Du kan have det dårligt inden i. Du kan stå og være lige ved at dø. Men lad være med at vise det”. Nogle gange er man bedst tjent med, at nogen siger til en, at man skal tage sig sammen og ikke give op. Hvis jeg har besluttet, at mine unger skal have en ordentlig skolegang, så må jeg også stå tidligt op sammen med dem. Så kan det ikke nytte noget, at jeg piver over det; ”Get the job done” ville Ternet Ninja sige til mig – og det kan være meget godt at blive mindet om. 

Fra idé til ikon 

Ternet Ninja er efterhånden blevet et elsket lille ikon blandt børn og voksne. Hvilken betydning har Ninjaen for dig? 

-Gennem de sidste otte år har Ternet Ninja været en del af mit liv. I starten var jeg usikker på om folk kunne bruge ham til noget. Men nu har jeg set, hvordan ungerne tager ham til sig. Det kan være en treårig eller en attenårig, der har lavet en tegning eller hæklet en lille Ninja i håndarbejde. De forstår dens sjæl og fanger dens flabethed. Den er blevet et familiemedlem, og det er ret vanvittigt. I starten var han jo bare min signatur. Jeg tegnede ham på små kort til fødselsdage og i mine notesbøger. Men nu er han blevet levende, også for mig og han føles ægte.  

-Da den første film udkom, mødte jeg en lille purk i vandland med en Ternet Ninja bamse i favnen. Jeg sagde til ham, at den var godt nok fin, hvorefter han gav mig et hvad-er-du-for-en-latterlig-mand-blik. Han anede jo ikke hvem, jeg var. Men jeg havde simpelthen sådan en optur over det. Sidste sommer var jeg i Nord-Norge på moskussafari i bjergene. Guiden var en ung, spændstig fyr fra fjeldet med fodformede sko og kiks i tasken. Umiddelbart havde jeg intet til fælles med ham. Men da han fandt ud af, at jeg havde skabt Terkel og Ternet Ninja så ”flejnede” han bare helt ud. Det var virkeligt mærkeligt at stå der som almindelig familiefar i Norge og opdage, at folk der kender til ens arbejde. Så har figurerne fået sit eget liv. 

Hvordan har du det her før biografpremieren? Har du brug for en ternet Ninja på skulderen, der støtter dig – eller er du helt cool? 

-Jeg er ærligt talt nervøs for, om folk vil tænke ”nå, etteren var da bedre”. Men vi har ikke lavet en efterfølger for at gentage den første film. Inden Ternet Ninja 1 tænkte jeg på om folk ville synes, at den var kedelig i forhold til Terkel i Knibe. For der er jo ikke så meget blod og hærg. Ternet Ninja har mere på hjerte og flere dimensioner. Faktisk havde jeg en undskyldningstale klar efter den første fremvisning af filmen. Jeg blev oprigtigt overrasket over, at folk var så vilde med den. Man kan ikke se det man laver ovenfra mens man laver det, og man kender ikke fremtiden. Man kan jo gøre som bokserne og sige ”jeg vinder på torsdag”. Det er bare ikke så fedt, hvis man så ikke gør det. Så jeg er bestemt spændt, men samtidig glæder jeg mig enormt til at sidde i mørket, og forhåbentligt høre folk grine. 

Det allersidste kapitel 

Er du klar til at tage afsked med Ternet Ninja, eller kommer vi til at se mere til den flabede figur i fremtiden? 

-Hånden på hjertet, så ved jeg det faktisk ikke. Jeg har hele tiden haft det sådan efter etteren, at jeg sad med nøglen til fortsættelsen på historien, og børnene ville vildt gerne høre mere. Lige nu er jeg ret træt og vi er mange, der længe har gjort os umage med den aktuelle film. Men der er også en åbning i bogen, fordi Ternet Ninja bliver hos Aske til sidst. Jeg har nogle tanker om hvordan det kan ende, men jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt jeg kan manifestere dem. Jeg har også tænkt på, at de unger, der er vokset op med Ternet Ninja er blevet lidt ældre. Måske kunne jeg lave noget, der er lidt mere hardcore, uhyggeligt måske. Noget, der går i en anden retning, også for at udfordre mig selv litterært. Men jeg har ikke en treer på bedding, blot nogle tråde inde i hovedet. Men så længe der findes et eventyr, vil jeg gerne bygge videre på det. Som barn kunne jeg selv blive frustreret, hvis en god lydbog ikke fortsatte – faktisk kan jeg stadig som voksen tænke, at jeg gerne ville have hørt noget mere. Hvis man sidder med nøglen til et eventyr, så er det tarveligt ikke at følge op på det. Men det er også min klare fornemmelse, at hvis der kommer en bog mere, så rummer den det allersidste kapitel.  

Rundt om Anders Matthesen 

Hvorfor er du så vild med Ninjaer? 

Jeg har dyrket samuraier og middelalder Japan gennem hele min barndom og trænet kampkunst. Jeg er fascineret af den ægte samurai-kultur. Min kærlighed til samuraier vil jeg gerne give videre. Det er et svært emne at lave stand-up om, så det har været lidt en ”guilty pleasure” i mit liv. Jeg syntes det var sjovt at skabe min egen ninja – der så blev ternet, hvilket jo var latterligt, for så kan den ikke gemme sig nogle steder. Men sådan tog den ligesom form, og på magisk vis åbnede den en masse døre for mig. 

Du lægger selv stemmer til alle dine karakterer, dog ikke Aske og Jessica. Hvordan kan det være?  

Det er ligesom blevet en tradition og en aftale med publikum om, at det er mig, der laver stemmerne. Men da Aske er en lidt følsom hovedperson, valgte vi, at han skulle have sin egen stemme. Jessica kunne måske også blive lidt for Monty Python-agtig, hvis jeg skulle lægge stemme til. Så vi besluttede, at det elskende par i filmen fik ”rigtige” stemmer, og hele verden omkring dem er nogle tosser, som jeg lægger stemme til. Det giver lidt mere variation end i Terkel, hvor jeg lægger stemme til alt. Det er et sjovt greb, når man skal holde øje med én person, der dukker op i flere roller. Ligesom Eddie Murphy og Arsenio Hall gør det i filmen ”Coming to America”. Men selvfølgelig roder jeg også rundt i stemmerne indimellem – bortset fra Stewart. Ham kan jeg lave med lukkede øjne. 

Har du selv en yndlingsfigur blandt dine mange gengangere?  

Det må til hver en tid være Stewart, selvom jeg også er glad for Ternet Ninja. Stewart er bare mit evige alter ego. Han kommer ud af en livslang dyrkning af mandetyper med pomade i håret og guldringe, der dufter af øl og aftershave. Sådan nogle typer har jeg altid kastet min kærlighed på. Hvad enten det var købmanden i den lokale havekoloni med Elvis-hår og hornbriller eller en nabo, der var brødkusk og gik i træsko. Jeg har bare suget alle de der ”John Mogensen møder gangster fra Vesterbro”- typer til mig. Stewart har udgivet et rapalbum og har sin egen karriere. På et tidspunkt måtte jeg slå ham ihjel, fordi han ligesom overhalede mig. Men nu har han fået sit eget liv i et andet univers, og det fungerer rigtigt godt.  

Hvorfor spiller koldskål så vigtig en rolle i Ternet Ninja-universet? 

Koldskål er ligesom blevet en del af Askes frihedskamp. Jeg husker selv som barn det at have noget særligt, jeg måtte spise, når jeg var alene. Som pastramimadder eller koldskål. Koldskål er meget dansk, og det er sjovt, når andre lande har så svært ved at oversætte det, fordi de ikke forstår hvad det er. Ternet Ninja er også vild med det, og vi overvejer til filmpremieren at servere koldskål toppet med en enkelt kammerjunk som drink. Det er fedt at dyrke noget, der er så dansk. Det er det samme med omgivelserne i Albertslund. Jeg elsker dem fordi jeg selv er vokset op der. Det bliver sådan en fællesnævner, noget vi er mange, der holder af. Omvendt bryder jeg mig ikke om, når man med overlæg anbringer noget i en scene. Man skal være tro overfor det, man selv kan lide.  

Drømmer du nogensinde om at bo i et andet land end Danmark? 

Ikke på livstid. Men en afstikker til Los Angeles for at prøve at slå igennem med film eller stand-up, det gad jeg godt. Når ungerne bliver ældre, kunne det være spændende at bo i Japan et par år. Men jeg har svært ved at finde ud af, hvor velkommen man er og hvor nemt det er at passe ind, hvis man slår sig ned. Det er enormt fedt at være der som turist, og alle steder jeg har rejst igennem, har været noget helt særligt. Måske har det ikke den samme charme at bo der, sådan rigtigt. Men jeg ville gerne prøve det i en periode. 

Hvad er dit stærkeste karaktertræk? 

Optimisme og ”et godt humør” for at bruge et godt gammelt Otto Leisner udtryk. Jeg har et lyst sind og en tillid til at tingene sker af en årsag, og at det hele nok skal gå. 

Hvad er dit svageste karaktertræk? 

Flere ting slås i mig. Smålighed, forfængelighed, nærighed – de der gængse ting. Men så prøver jeg at kompensere ved for eksempel at være enormt gavmild. Jeg kan opføre mig som om jeg har bestemte karaktertræk, men samtidigt også gå helt i den modsatte grøft. Jeg kompenserer håbløst. For eksempel smider jeg vildt med min cykel for at modarbejde, at jeg i virkeligheden er enormt forsigtig og pertentlig.  

Blå Bog 

Anders Matthesen, også kendt under kunstnernavnet Anden, er standupkomiker, skuespiller, sanger, instruktør og manuskriptforfatter. Ligeledes er listen over de mange priser, han gennem tiden har modtaget, vældig lang. Han er født i 1975 og opvokset i Albertslund. Matthesen er blandt andet kendt for filmen Sorte Kugler, Jul på Vesterbro og Terkel i Knibe. I 2016 debuterede han som forfatter med bogen Ternet Ninja, som blev tildelt en Orla-pris i kategorien ’Bogen med den bedste handling’. Ternet Ninja blev forvandlet til animationsfilm i 2018 og er indtil videre set af næsten en million danskere. Den forrygende efterfølger Ternet Ninja 2 blev udgivet i 2019 og kan opleves i biografen fra den 19. august. Privat bor Anders Matthesen med sin familie på Frederiksberg. 

Forfatterduoen Kim Faber  og  Janni Pedersen  er kendt for  den succesfulde krimi Vinterland  (2019), der har rundet mere end 100.000 eksemplarer herhjemme. I 2020 udkom  Satans sommer og de er nu aktuelle med den tredje bog i serien,  Kvæler. Krimien  er en højaktuel fortælling om hævn, ondskab og dødsangst, hvor makkerparret Signe og Juncker bliver genforenet i efterforskningen af to mordsager med opsigtsvækkende personsammenfald. Her deler Kim og Janni, der også privat danner par, fem oplevelser, som spiller en helt særlig rolle i deres liv. (billede 1 og 2, fotokredit: Thomas Howalt Andersen) 

Hunderacen, der kræver en særlig opdragelse 

Da vi for en del år siden fik beaglen Bella, blev vi advaret af mange med forstand på hunderacer: Beagler kan ikke opdrages, de er for egenrådige og stædige, de stikker af, og de æder alt, de kommer i nærheden af, der bare minder om mad. Noget af det stemmer, men ikke det hele. For en beagle kan faktisk godt trænes. Det kræver bare, at man er mere stædig end den lille selvbevidste hund – hvilket i parentes bemærket betyder, at man skal være sindssygt stædig. Det blev til 15 år med den dejligste hund, vi overhovedet kunne have forestillet os. Og nu venter vi på, at der i løbet af sommeren dukker en lille ny beagletæve op i familien. I skrivende stund er hun netop blevet født, og hun skal selvfølgelig hedde Donna. 

Tv-serierne, vi begge er vilde med 

Det er ikke altid lige nemt at finde serier, vi begge to gider se. Men her er to, vi er enige om. Den ene er Homeland (især de første fem sæsoner). Serien er et virkelig godt eksempel på betydningen for alle fortællinger af en stærk og nuanceret hovedperson. Claire Danes er ganske enkelt blændende som den bipolare CIA-agent Carrie Mathison, som man skiftevis hader og elsker. Ydermere træder Homeland på en øm tå, når den stiller spørgsmålet: Hvem er det nu lige, der er de største terrorister her i verden, os eller dem? Den anden serie har også en stærk kvindefigur i centrum. I Mare of Easttown spiller Kate Winslet så eminent, at vi skal tilbage til Helen Mirrens fortolkning af kriminalinspektør Jane Tennison i ’Mistænkt’ for at finde en serie-præstation af samme kaliber. 

Rejsemålet, vi altid vender tilbage til 

Som stort set resten af verden har vi naturligvis også under corona-pandemien være grounded i vores hjemland. Det har vi sådan set haft det helt fint med, for det danske sommerland kan altså ret meget. Men vi savner vores ture til Berlin. Vi har i mange år besøgt den tyske hovedstad i hvert fald en, ofte to og en gang imellem tre gange om året. Det er svært at sætte fingeren på én bestemt ting i denne fascinerende by, som gør den til noget helt særligt, for der er så mange at vælge imellem. Skal vi alligevel fremhæve et enkelt forhold, må det være den måde, historien heller tiden springer op fjæset på én – næsten ligegyldigt, hvorhen i Berlin, man bevæger sig. Byen hverken kan eller vil skjule, at den har været centrum for nogle af verdenshistoriens største dramaer. Og vi elsker den. 

Restauranten, hvor venner samles 

Restaurant 20A ligger i Ravnsborggade (rigtig gættet, nummer 20A) på Indre Nørrebro, et solidt stenkast fra vores fjerdesals lejlighed. Stedet er ganske enkelt vores drøm om et lokalt spisested. Menukortet er enkelt og lige ud ad landevejen: Som regel et charcuteribræt, en forret, to hovedretter (kød og fisk) ost og en dessert. Maden er fremragende – rigelig, rustik og altid veltillavet – og i den grad til at betale. Det samme må siges om vinkortet, hvor der ofte gemmer sig små perler til små penge. Men 20A er mere end et spisested. Når ikke der lige er snestorm, fungerer restaurantens udeservering som en slags klublokale for nabolaget, hvor vi stort set altid kan støde ind i homies og venner og drikke et glas vin. Alle kvarterer burde have et 20A. 

Fristedet, der føles som en anden verden 

For over ti år siden besluttede vi i vores madklub, der mødes hver torsdag, at vi ville købe en ødegård sammen. Og det gjorde vi så. En tønde land dybt inde i skoven i det meget smukke Blekinge, med et uprætentiøst rødt træhus på grunden, som vi selv har suppleret med et stort anneks og masser af sengepladser. Det hele beliggende kun nogle få hundrede meter fra hele to søer, hvor vi bader og fisker. Det tager mellem to en halv og tre timer at komme derop, men det er som at komme til en anden og vildere verden – hvor man med lidt held i sprøjten kan møde elg, los, vildsvin, fiskeørn, ravn, grøn- og sortspætte og masser af andre fugle. Ret beset er det jo ikke så langt fra Nørrebro. Men det føles som at komme til en anden verden. 

Knager og bøjler er rart og praktisk at have til opbevaring af dit tøj. Men hvorfor ikke vælge varianter, der gør mere end blot at skabe ro og orden i dit hjem? Lad skulpturelle ophæng fylde i din indretning, hvor de pynter flot også når de ikke er i brug. Eksklusive materialer og legesyge former er med til at gøre de små hverdagsobjekter til noget helt særligt. 

Kreative knager 

Curvature-familien er en serie af organisk formede kroge og bøjler, håndformet i massiv messing med en mat finish. De finurlige kurver står i kontrast til det solide materiale og udgør en legende, funktionel tilføjelse til ethvert soveværelse, badeværelse, gang eller køkken. Hæng håndklæder, tøj eller dine yndlings accessories fra denne veldimensionerede krog. Krogene er håndlavede, så ikke to er ens. www.fermliving.dk 

Runde planeter

Planet Knagen er med sit enkle og elegante design nem at bruge flere steder i indretningen. Den er praktisk i brug, men også dekorativ i sig selv. Den kan kombineres med andre Planet knager i andre farver eller størrelser for et personligt og legende udtryk. Hæng viskestykker på den i køkkenet eller brug den til jakkerne i entreen. Planet knagen er lavet af 100% egetræ. 

Rå lava 

Den svampeformede Crust knage er lavet af lavasten fra Java i Indonesien. Hver lava knage har et unikt udtryk, og giver mulighed for at skabe en smuk og praktisk vægdekoration. Hæng gerne flere sammen et sted, hvor de træder tydeligt frem, så du kan have glæde af det flotte og rå look – også når der ikke hænger tøj på dem.

Simpel men sofistikeret 

Ava bøjlen fra Menu er med dens signifikante detaljer en bøjle, der fortjener at hænge fremme både med og uden frakker på. Bøjlen er skabt i pulverlakeret stål, kombineret med messing. Dens udformning afspejler sig i et traditionelt rektangel med afrundede former. Tænk at en lille praktisk bøjle kan være så flot.  

Kunstnerisk 

Illusion Hanger Black fra Woud er formgivet af den danske designer Philip Bro. Bøjlen er designet til at kunne skabe en illusion på baggrund af dens skråformede vinkler. Formen på bøjlen kan variere, alt efter hvilken vinkel, du anskuer den fra. Bøjlen kan både bruges i garderobeskabet i gangen eller i klædeskabet. 

Vi lever i en tid med stor miljøbevidsthed og opmærksomhed omkring naturens potentiale. Det afspejler sig i tidens boligtrends, hvor taktile materialer, botanik og bæredygtighed både skaber stemning og minder os om at passe godt på vores jord. Skab et åndehul væk fra hverdagen med interiør inspireret af naturens sensualitet og storslåethed.  

Træer med omtanke 

My Tree er en serie af træfigurer skabt med tanke for vores miljø, der bidrager til at genetablere og udvide skovområder. Når du køber et My Tree plantes der et træ i Khasi Hills i Indien, og med købet modtager du et bevis med koordinater for netop det sted, hvor træet fra dit køb er blevet plantet. De dekorative træfigurer fås i tre forskellige former: cyprestræ, egetræ og kastanjetræ. Alle er de skåret ud af europæisk lindetræ. 

www.andersen-furniture.dk 

Levende natur 

En af de smukkeste måder at invitere naturen indenfor er gennem friske blomster, der udstråler ro og skønhed. Du kan nemt gøre dette til en fast rutine ved hjælp af det nye koncept Hej Blomst, der er blomsternes svar på måltidskassen. Hej Blomsts bundter har lange stilke, så du let kan binde lige netop den type buket, du foretrækker. Udvalget af bundter skifter fra uge til uge og bliver sammensat af dygtige florister med blik for sæsonens farver og tendenser. Hej Blomst går desuden op i bæredygtighed, og derfor er alle blomster pesticide- og sprøjtefri og leveres i en æske af FSC-certificeret pap.  

www.hejblomst.dk 

Bølgende landskab 

Tag på rejse gennem maleriske bjerge og krogede vandrestier med det dragende vægpanel fra Casamance. Det toscanske landskab er som et stykke kunst på væggen, håndmalet med pastel- og akrylfarver. Blå og grønne farver fylder i billedet, der er fuld af stemning og varme. Vægpanelet sætter rammen for rummet og gør sig godt med møbler i naturlige materialer og nedtonede farver. 

www.by-bach.com 

Organisk inspiration 

Ensemble er en serie med sofa, loungestol og sideborde designet af Theresa Rand for Paustian. Idéen bag Ensemble er at kombinere komfort med elegance og et let udtryk. Designet leger med basale former inspireret af naturen, som indbyder til at man samles i eller omkring møblerne – derfor navnet Ensemble, som bl.a. betyder ’sammen’ på fransk. 

www.paustian.com 

Blomstereufori 

Med Floreo-serien fra AYTM vendes blikket udenfor –naturens kreativitet er omdrejningspunkt og inspirationskilde. I en tid, hvor verden blomstrer på ny, er tilføjelsen af kunst og skønne farver i hjemmet det næste, naturlige skridt. Serien, der omfatter puder, plaider og tæpper er skabt i samarbejde med kunstneren Signe Kejlbo. Den smukke runde rug, har flere niveauer og gør sanseoplevelsen helt unik. Et skønt gulvtæppe, der vil klæde hjemmets mindre rum eller hyggelige kroge. 

www.aytmdesign.com 

Ferien er for de fleste afholdt, og det betyder et tilbage til hverdagen og dagligdagen, hvor praktikken omkring job, børn, fritidsinteresser, indkøb, madlavning med videre skal gå op i en højere enhedDet er derfor tid til at finde de gode hverdagselementer frem, som får hverdagen på ret køl igen.  

Pak en ansvarlig madpakke 

Pak en ansvarlig madpakke til dagen på kontoret med den bæredygtige indpakning, som er fremstillet i økologisk bomuld med bivoks. Bivoksen gør det let at blødgøre og skabe en forsegling af madpakken – og efter brug kan du let og effektivt tørre indpakningen af med en fugtig klud, så den er klar til at blive brugt igen. 

Cook & Baker RESPONSIBLE bivoks indpakning, 149,95 kr. imerco.dk

Koldt vand hele dagen 

Med de smukke aluminiums to-go flasker har du altid koldt vand lige ved hånden – uanset om du er på farten eller blot vil holde vandet koldt ved skrivebordet. Det fine design indbyder til at slukke tørsten dagen lang.  

RAW aluflasker fås i to størrelser og flere farver, 0,5 l. til 69 kr. og 0,75 l. til 79 kr.  aida.dk

Den nemme aftensmad 

Når hverdagen begynder efter ferien, kan det være svært at finde tid til alt det praktiske. Let hverdagens mange gøremål ved at servere nem aftensmad, der bliver leveret direkte til døren. Rigtigmad er et online madmarked, der byder på både lokale, økologiske og spændende udenlandske råvarer af højeste kvalitet. Her fås blandet andet de smagfulde fiskefrikadeller, som kan lunes eller spises præcis, som de er – og vupti, så er maden på bordet.  

Fiskefrikadeller af MSC certificeret atlantisk torsk 8 stk., 58,50 kr. rigtigmad.dk  

Tag kaffen med på farten 

Selvom hverdagen er tilbage, skal du ikke snydes for morgenkaffen. Med de stilfulde to-go kopper kan du tage den gode kaffe med dig, når du skal afsted på jobbet – så du kan nyde kaffen i et roligt tempo, samtidig med at den holder sig varm. Kopperne er fremstillet i miljøvenlige naturmaterialer og fås i hele 10 forskellige farver.  

Loveramics Nomad to-go kop, 250 ml., 260 kr. spinchy.com 

Energi fra morgenstunden 

Tank kroppen op fra morgenstunden med et lækkert grønt ouzo-shot, der booster både smagsløgene og energien, så du er klar til at møde hverdagens mange gøremål med overskud. Skyl og rens alle ingredienser, og pres dem i en juicemaskine, så er dit energiboost klart til at nydes. 

Ingredienser 

  • Broccoli stok 
  • ½ lime med skræl 
  • ½ fennikel
  • 2 cm ingefær 
  • 1 spsk. kvalitetsolie (evt. Olie by High on Life) 

Opskrift på Ouzo Shot fra bogen Verdens grønneste juicer & smoothies af Mads Bo, 199 kr. highonlife.dk 

 

Gilleleje er kendt som en idyllisk fisker-, havne- og sommerferieby. Men byen på toppen af Sjælland kan også være med, når det gælder kultur, handel, restaurantliv og meget andet. 

Månedlige smagninger 

En gang om måneden holder Mosberg – vin og delikatesseforretning med café – vinsmagning med besøg af forskellige winemakers og leverandører. Det sker i butikken på hjørnet af Vesterbrogade og Stationsvej og sommetider i en nærliggende restaurant, oplyser indehaver Anette Mosberg. Hver fredag kl. 16.30 holder hun desuden åben vinbar, hvor kunder smager på lidt af hvert efter ønske. www.mosberg.dk 

Filmband spiller Beatles 

Da Rubber Band så dagens lys i 1979, var den generelle opfattelse, at det var helligbrøde at kopiere The Beatles. Bandet fortsatte dog med at øve og spillede først som Billerne, før de skiftede navn inspireret af albummet Rubber Soul. Siden blev de en succes og spillede landet rundt – og sågar i Bille August-filmene ”Zappa” og ”Tro, håb og kærlighed” i 1983-84. Bandet spiller den 24. juli kl. 18-23 uden for Det Hvide Hus i Gilleleje Hovedgade 4. @DetHvideHusGilleleje 

Aften med standuppere 

Den 17. juli kl.18-23 kan du opleve standupperne Lasse Rimmer, Michael Schøt og Jacob Taarnhøj folde sig ud ved spillestedet Det Hvide Hus. Rimmer har i 20 år bevæget sig i samtlige afkroge af den danske comedy-scene samt inden for teater, film og tv. Michael Schøt er komiker med politisk, samfundsrelevant satire og bid som sit omdrejningspunkt. Jacob Taarnhøj er ordekvilibrist med en unik, surrealistisk fortællestil. Drikkevarer kan købes før showet, og billetter koster 200 kr. @DetHvideHusGilleleje 

Havemøbler fra Østen 

Bakkehuset er to nye butikker i Gilleleje med fokus på hus og have. Udvalget fra blandt andet Indien og Indonesien er unika og fairtrade fra producent til forbruger. Forretningens ene afdeling, ”Hallen”, findes på Fiskerengen 7 i industrikvarteret og har større ting som møbler og stenhuggerarbejder men også brugskunst som kurve og puder. I butikken Alfavej 18 på havnen findes et sortiment af tekstiler, figurer og meget andet. Butikken på havnen har åbent hele ugen, hallen torsdag til søndag. www.bakkehuset-lagersalg.dk 

Har du lige hørt at.. 

Tidligere Sø & Hør-chefredaktør og nuværende Gilleleje-borger Kim Henningsen fortæller 21. juli kl. 16 og et par timer frem om sit liv i sladderens tjeneste. Han vil på Kulturværftet forklare, hvordan ham mener, at sladder fungerer som social lim, når vi mødes og snakker om andre. Ved arrangementet er der mulighed for at komme bag om historierne: Med et ping pong-spil om udvalgte eksempler får tilhørerne lov at lege chefredaktør og beslutte, om historier skal bringes eller ej. Billetter bestilles i forvejen og koster 150 kr. www.gillelejebio.dk 

Prisen for at være kendt 

Med udgangspunkt i bogen ”Fra Årgang 0 til frihed” fortæller Stephanie Seguenza 14. juli kl. 16 om sin barndom og sit liv som tv-stjerne gennem 18 år. Hendes familie skilte sig ud fra de øvrige i programmet ved at være præget af kaos med en kriminel far, en mor med skiftende kærester samt mange flytninger. Det er Stephanies version af at være kendt fra ”Årgang 0” på TV2 og konsekvenserne deraf. Unge under 18 år betaler 50 kr. for billetter, som bestilles i forvejen. For andre er prisen 150 kr. www.gillelejebio.dk 

Den nordsjællandske kyst byder på et væld af skønne strande, hvoraf nogen er ugenerte og ligger afsides, mens andre findes midt i badebyerne med adgang til butikker, cafeer og restauranter.  

Kendte strande

Bred, hvid og lækker 

Tisvildeleje Strand ligger i den nordøstlige del af Tisvilde Hegn. Det er en bred, sandstrand med stor p-plads en km fra stationen. Her er toiletter, livredder, kiosk og handicaprampe til vandet. På stranden er maleriske badehuse som lejes ud. 

Små stribede badehuse 

Rågeleje Strand ved Rågeleje Strandvej er en sandstrand i den vestlige ende af byens strandpromenade. Stedet er let tilgængeligt og med stor p-plads nær stranden, livredder, kiosk og toiletter. Rågeleje Øst er en lokal badestrand med lavt, børnevenligt vand mellem høfder. P-plads ligger i baglandet, men oversigtsforholdene er ringe, når strandvejen skal krydses, så pas på de mindste! På stranden er karakteristiske badehuse i flere farver. 

Her er løse hunde ok 

Smidstrup Strand ved Smidstrup Søvej 7 vest for Gilleleje er en familiestrand, som skiller den sig ud ved at være for hunde uden snor. Stranden er bred med sand, sten og overdrevsareal. Her er livredder, toiletter, badebro, p-plads.  

Credits: Sarah Green

Fra badebro hele året 

Gilleleje Veststrand ligger i hjertet af Gilleleje by ved Fejbergsvej. Stranden byder på en robust badebro til både sommer- og vinterbadning og er let tilgængelig med stor p-plads. Her er livredder samt toiletter ved Rema. 

Kendte strandbakker 

Strandbakkerne for enden af Østergade er endnu en af Gillelejes kendte strande. Den ligger øst for byen i forbindelse med et stort overdrev med bålplads og helårs badebro. Her er livredder, toiletter og lille p-plads. 

Endnu en hvid strand 

Dronningmølle Strand er en klassisk sandstrand. Adgangen sker fra østlige og vestlige ende ved henholdsvis Strandkrogen 2B og Dronningmølle Strandvej 548. Begge steder er toiletter og p-pladser.  

Fire km sand og klit 

Rørvig Strand kaldes en af Danmarks bedste strande. Den fire km lange sandstrand med klitter er børnevenlig, og der er mulighed for at cykle på en sti langs stranden i klitplantagen. Efter et kvarter er man ved havnen med alle faciliteter. På stranden er livreddere i sommerperioden. 

Kongen af badestrande 

Hornbæk Strand er en børnevenlig og bynær sandstrand med klitter og selvfølgelig livredder. Ved nedgangen til stranden findes café Sunspot og på havnen er kiosk, ishus, fiskehandel og fiskerestaurant, bar og tøjbutik. Øst for havnen ved strandlegepladsen er en lille bugt med endnu en børnevenlig strand. En naturskøn stenstrand findes desuden for enden af 8.Tangvej på vestsiden af byen. 

Øresund er også med 

Espergærde Strand med adgang fra havnen lige over for Mørdrupvej er en bred, børnevenlig sandstrand med badebro. Stranden er bemandet med livreddere og har faciliteter som cafeer, ishus, bager, fiskehus og restaurant og cafeer. Parkeringsmulighederne er spredte, og det er muligt for at gå fra stationen en kilometer væk.  

Credits: Mette Jonson

Klassiker foran byen 

Liseleje Strand lige foran byen er en bred, lavvandet sandstrand med livredder, stor p-plads, toiletter, ishus og cafeer, butikker m.m.  

Ukendte strande

 

Kystklint ved lyngbakker 

Heatherhill strand ved Rågelejevej 102 er en flot bred stenstrand langs det store hedeområde med lyng og andre planter og et mindre skovområde samt græssende får. Nederst er den stejle kystklint til stranden. Der er 200 meter til p-plads med toilet og kiosk. Ved stranden er livredder på forsøgsbasis. 

For naturister og heste 

Stængehus Strand ved Nyvej i det nordvestlige Tisvilde Hegn er en bred naturstand med sten og klitter langt væk fra by og trafik. Det er en interessant naturoplevelse at vandre gennem stier frem til klitrække og strand. Her er livredder, toilet, p-plads, naturiststrand og hestestrand med fold.  

Gammel hoteltrappe 

Hyrdebakken er et græsareal nær Tisvilde By med trapper fra det nedrevne Tisvilde Badehotel ned til stranden. Stranden er præget af kystbeskyttelse og badning i små laguner mellem høfder og bølgebrydere.   

En prisvindende trappe 

Solnedgangsbakken mellem Strandvejen 9 og 11 i Tisvildeleje er en perle klemt inde mellem sommerhuse. Herfra kan solnedgangen over Kattegat nydes fra toppen af kystskrænten. En prisvindende trappe fører ned til stranden med sand og sten, der er stærkt kystsikret. Adgang på cykel eller gående er bedst. Her er toilet. 

Ved den berømte kilde 

Helenekilde Strand med en blanding af sten og sand findes fra slugten ved Strandvejen 31 i Tisvilde. Her er kystsikret med høfder og udsigt til Sankt Helene Kilde. Her er ingen faciliteter og p-pladser men kun 600 meter til bycentrum. 

Ad den længste trappe 

Kaprifolievej Strand er en lokalstrand i Vejby. Der er klintekyst og et stort græsareal øverst. Adgang sker ad kommunens længste strandtrappe med må reposer og bænke til hvil under vejs. Stranden er badevenlig, selv om den er med sten. Her er ingen faciliteter men en lille p-plads.  

En lumsk understrøm  

Markvænget Strand i Vejby er en sandstrand, hvor der bades i laguner mellem bølgebrydere. Man skal dog tage sig i agt for lumsk understrøm under pålandsvind. Bortset fra toilet er her ingen faciliteter. 

Smal og snørklet sti 

Strandbjerggård er en stenstrand med badebro ved Hostrupvej 2 i Vejby. Adgang sker ad en smal og snørklet sti gennem et skovområde. Efter 150 meter åbner skoven sig mod en imponerende stejl og grøn kystskrænt. Stien fortsætter ned til strand og badebro. Der er græsparkering og toilet på campingpladsen på Hostrupsvej. 

Et overset overdrev 

Skibsreddergrunden ved Fyrrestien 1 A i Udsholt er et åbent område ned til stranden. Her er en stor p-plads men ellers ingen faciliteter. Fyrrestien Strand lidt længere henne ved Fyrrestien 7 er et lidt ukendt overdrev ud til kysten med skulpturelle, krogede fyrretræer.  Stranden har runde sten og klitter samt toilet og p-plads.  

Bad ved gravhøje 

Tinkerup Overdrev ved Tinkerup Strandvej 70 vest for Gilleleje er en hyggelig lokalstrand 500 meter vest for Tinkerup Strand. Stranden er badevenlig med sand og afrundede sten. Der er kun adgang til strand efor cyklende eller gående. En kort trappe fører fra overdrevet med to gravhøje ned til stranden.  

Sti formet af havet 

Tinkerup Strand ved Tinkerup Strandvej 30 B er en lille strand med lagune mellem bølgebrydere. Man kommer dertil fra et grønt areal via en grusvej formet af havet. Her er toilet og en lille p-plads.  

Fri leg for hunde 

Gilbjerghoved ved Tinkerup Strandvej 2 i Gilleleje er et åbent område ned til stranden, hvor hunde må gå løs. Her er p-plads men ellers ingen faciliteter. 

Ved to fyrtårne 

Gilleleje havn Østmolen ved Fabersvej tilbyder badebro, som er oppe hele året. På havnen er toiletter, og ved broen er p-plads til 20 biler. Nakkehoved Fyr ved Fyrvej 27-29 øst for Gilleleje har strand med en 40 meter høj klint med adgang via to trapper. Her ligger to fyrtårne i forbindelse med henholdsvis museum og kro. Her er p-plads og badebro.  

Vild eventyrstrand 

Munkerup Strand mellem Gilleleje og Dronningmølle har p-pladser og adgang fra Munkerup Strandvej 78. Det er et naturområde med snoede stier ned til en vild stenstrand ved siden af kunstmuseet Munkeruphus, hvor der er toilet. Mod Dronningmølle findes Hulerød Strand ved Hulerød 18. Det er en stenstrand ved udløbet af Esrum Å. På p-pladsen kan holde fire biler. 

Skjult Hornbæk-sted 

Hornbæk har også en stenstrand ved den naturskønne plantage. På Nordre Strandvej mod Helsingør overfor Sandagerhusvej kan der parkeres i vejsiden. Der er nedgang til denne strand med badebro og bord til picnic.  

Populær sandstrimmel 

Snekkersten Strand er en smal men populær strimmel sandstrand lang Strandvejen med græsarealer bagved. Her er bord og bænke og livreddere samt faciliteter på den nærliggende havn. Parkering sker langs vejen. 

Vand med sandbund 

Trekanten er stranden i Hundested by, 300 meter lang og med sandbund i vandet og klitter på land. Her er gode parkeringsmuligheder og udsigt til Isefjordens munding og Rørvig. Stranden nyder godt af faciliteter kun et par minutter væk i centrum og på havnen.

Rolige og børnevenlige 

Gråstenvej Strand ved Gråstenvej 12 ligger nær den bilfrie fiskerbyidyl Kikhavn tre km fra Hundested. Det er en børnevenlig strand med p-plads, livredder og toiletter. Nødebohuse Strand er en rolig børnevenlig strand med trappe som adgang til stranden lidt længere mod øst. Her er både sandstrand og sandbund. 

Asserbo og Melby 

Fra Tisvildeleje til Liseleje er der ubrudt strand. I mellem ligger Asserbo og Melby. Der er smukt klitlandskab, sandstrand med børnevenligt lavt vand. Bag stranden i Melby er overdrevet, en hede som i over 100 år var militært skydeterræn, med stier ned til vandet.  

Helsingørs bystrande 

Helsingør har flere mindre bynære strande, som både kommer byens borgere og turister til gode. En af dem er den langstrakte sandstrand i Julebæk over for Julebækhus med både strandlegeplads og p-plads. To andre findes i Højstrup i det nordlige Helsingør henholdsvis overfor Højstrupvej og Restaurant Ciao Ciao på Nordre Strandvej. To andre bystrande findes ved Marienlyst Strandhotel og på yderringen af Kronborg Slot. 

Kilder: www.gribskov.dk www.visitnordsjaellalnd.dk www.bornibyen.dk  

Adgang er ikke forbudt 

”Privat strand” ”Adgang forbudt for uvedkommende”. Ofte lykkes det at skræmme badegæster fra at slå sig ned og gå i vandet på stranden foran hus, sommerhus eller grundejerforening. 

Skræmmeskilte på såkaldte private strande om at man hverken må passere, bade eller sætte sig er som oftest ikke lovlige. Ser man sådan et skilt, kan man klage til kommunen. En undersøgelse viser, at der er henved 10.000 af den slags skilte ved strande landet rundt. Men i følge Naturbeskyttelsesloven må boligejere slet ikke beholde stranden for sig selv. Strandgæster må gerne både færdes, gå i vandet og tage kortvarigt ophold. Det vil sige ikke længere end en dag uden at slå lejr og overnatte og ikke under 50 meter fra beboelse.  

Der er således fri adgang til næsten alle danske strande med mindre to specifikke regler gør sig gældende: Hvis haven går helt ud i vandet, og stranden har været have til huset siden 1916. Eller at stranden har været del af en erhvervsvirksomhed eller har fungeret som forsvars- eller havneanlæg siden 1916. Er intet af dette tilfældet, må boligejeren ikke hindre adgang for offentligheden ved hjælp af skilte, hegn, mur eller trusler.  

Kilde: Bolius 

Søer til at svømme i 

Credits: Daniel Villadsen

Trækker badning i søer, er der et par muligheder: Teglgårdssøen ved Carlsbergvej i Hillerød, der med sit rene vand er en oase nær Hillerød bymidte. Der er anlagt en lille strand med badebro. Vandkvaliteten kontrolleres løbende. P-plads findes over for på Hammersholtvej. Ved Nødebo i Esrum Søs syd vestlige ende er der mulighed for at hoppe i fra bådebroen. Der er også en 1000 meter motionssvømmebane i søen ved Fredensborg Havn. Banen er markeret med en nummereret bøje for hver 100 meter.  

København har fået en ny grøn oase 

Drømmer du også om at bruge ferien på at gøre livet lidt grønnere, så er der gode nyheder. København har nemlig fået en ny grøn oase; Byens Plantetorv, der netop har slået dørene op for et 700 kvadratmeter plantemarked, der er placeret i én af Refshaleøens rå bygninger – og som er værd at lægge vejen forbi. Her kan du møde sæsonaktuelle planter og et planteværksted, hvor du kan gøre din planter klar til at komme med hjem, så du slipper for overskydende jord, gødning og andre remedier – og ikke mindst oprydningen derefter. Du kan desuden nyde en kold forfriskning i cafeen med udsigt til Refshaleøens rustikke miljø, mens du overvejer dine plantekøb. Og melder sulten sig, så ligger Reffen Copenhagen Street Food lige rundt om hjørnet. Det er den 33-årige iværksætter Pernille Francke, der står bag Byens Plantetorv. Hun har med det nye plantetorv ønsket at skabe et grønt og inspirerende sted i byen, hvor man kan få det, man har brug for – nemlig alt fra et godt og inspirerende udvalg til en enkel rådgivning.  

Byens Plantetorv, Refshalevej 167D – åben alle dage fra kl. 11-19.  

Klassiker i nye grønne klæder 

Sommeren er for de fleste en tid, hvor hverdagen går lidt ned i tempo, og hvor det er tid til at blive tanket op på energi og overskud, så man er klar til efteråret, der lurer forude. Har du brug for det lille ekstra, der hjælper dig lidt på vej, så har High on Life netop lanceret deres velkendte klassiker Oil by High on Life i en ny grøn emballage. Den økologisk, koldpresset olie er lavet udelukkende på gode plantestoffer, der er med til at forbedre fordøjelsen og immunforsvaret og ideel til at pleje både krop og sind indefra. Den er ligeledes lavet til dig, der ønsker at blive bedre til at stresse af eller blot opleve mere mentalt og fysisk velvære. Olien indeholder blandt andet hørfrøolie, hybenkerneolie, appelsinskal, rosmarin og citronmelis og kan bruges i både juicer, smoothies og på sommerens mange farverige salater.  

Oil by High on Life, 500 ml, 228 kr. 

www.highonlife.dk / 4278 3276 

Bring det grønne ind i boligen 

FDB Møbler byder nu velkommen til sofaserien Gesja – der blandt andet byder på denne smukke grønne 2-personers sofa, der kan bringe håbets smukke farve ind i boligen. Den rokoko-inspirerede møbelserie er designet af den ikoniske danske designerduo Foersom & Hiort-Lorenzen, og den komfortable sofa forener den bløde polstersofa med et let udtryk. Sofaen står hævet på slanke ben og får dermed sofaen til at syne lettere i rummet. Den smukke kombination af understellet i massiv eg og det slidstærke møbelstof, en blanding af 95% uld og 5% polyamid, underbygger de danske og stolte møbeltraditioner – men tager dem med ind i fremtiden. Træet er nemlig fra FSC-certificerede skove, ligesom møbelstoffet er både Oeko-Tex og EU Ecolabel. 

Gesja 2-pers. sofa fra FDB Møbler, 80x158x85 cm, 17.999 kr. 

www.fdbmobler.dk / 4386 2930 

Striber har noget tidløst over sig, der passer flot ind i de fleste hjem. Det grafiske udtryk er klassisk, men bestemt ikke kedeligt. Lad farverige og sommerlige striber fylde og skabe stemning i din indretning. Både når det gælder indenfor, men bestemt også udenfor og omkring huset i form af puder, parasoller og bløde hængekøjer. 

Bløde striber

Den stribede pude er en favorit til at få farver og mønstre ind i indretningen. Puden fra Takara serien fanger opmærksomheden på den smukkeste måde. Den strikkede kvalitet er luksuriøs, og de små metalliske detaljer giver puderne et elegant udtryk. Puderne fås i fem farvekombinationer. Hvis farver er en udfordring, og det kun er det grafiske udtryk, der skal føjes til indretningen, kan Takara puden med sorte striber med fordel vælges. Alle puderne er vendbare, så stribernes farve kan vendes afhængigt af stemning og humør. 

www.oyoylivingdesign.com 

Klar til havbad 

Rozie towel fra Becksöndergaard i blød bomuld med striber og frynser er perfekt til strandtasken. Håndklædet fylder minimalt og tørrer hurtigt. De fine striber i rolige farvenuancer ser også flotte ud på badeværelset, hvor de bringer både farve og stemning til rummet. Elsker du blå toner, kan du vælge ”søsterhåndklædet” Ida Towel i farven medieval blue.  

www.magasin.dk 

Sol og skygge 

En stribet parasol er et skønt symbol på sommer ved havet og familiesammenkomster i haven. Messina parasollen fra Skagerak beskytter mod solens skarpe stråler og skaber en behagelig skygge i løbet af dagen. Materialerne er af høj kvalitet, så parasollen kan skabe glæde gennem flere generationer. Parasollen fås med enten sommerlige gule ”Golden Yellow” striber eller klassiske mørkeblå. 

www.skagerak.dk 

 

Slap helt af 

Fatboy Headdemock Superb er en ny version af den populære Fatboy hængekøje. Headdemock Superb er en forbedret, blød og mere komfortabel hængekøje i det lækre stof med fiberfyld. Hængekøjen er et skønt sted at tage en lur eller læse en god bog. Den er UV-resistent, hvilket sikrer en lang levetid, hvor farverne forbliver klare. Denne stribede version nærmest kalder på sol, sommer og farverige drinks. En swimmingpool ”on the side” er naturligvis den ultimative tilføjelse. 

www.jacobsenplus.dk 

Smukt svøb

Denne lækre plaid fra det engelske mærke Designers Guild er skabt af genanvendt uld og silke. Plaiden er perfekt til lyse, men kølige sommeraftener på terrassen. Kombinationen af bærfarver og brunlige nuancer harmonerer flot og pynter smukt, både når det er i brug eller hænger over en stoleryg. De bløde materialer sikrer en båd lun og behagelig plaid, der kan skabe glæde året rundt. 

www.zenout.com 

Blandt alverdens vinproducerende områder har Provence førertrøjen, når det gælder de liflige lyserøde dråber. Det understreger denne test af fortrinsvis provencalske rosévine. Go’ sommer med solskin i glasset! 

 

Berne, Inspiration 2020, Côtes de Provence 

Pris: 129,95 kr. 

* * * * * 

Er du til provence-rosé, er det sådan, den skal smage. Chateau de Berne har for længst fundet opskriften på velsmagende rosévin, og med denne seneste årgang rammer de heller ikke ved siden af. Duften har lette og elegante toner af hvid fersken, melon og mimoser. I munden åbenbares frugtige noter af lyserøde bær og fersken. Sødmebalancen er præcis, og trods en underspillet syre virker vinen hverken flad eller uden nerve. Et skoleeksempel på godt roséhåndværk. www.theis-vine.dk 

 Ô de Yeuses 2020, Domaine les Yeuses, Pays d’Oc 

Pris: 110 kr. (v/ 6 fl.) 

* * * * 

Svagt orange i glasset – på kanten til vandfarvet. Moden næse med aromaer af banan, abrikos og gul fersken i et let sødmefuldt udtryk. I smagen en hel del banan og syrlige røde kirsebær. Temmelig parfumeret rosé, som afslutter mundudtørrende med en tydelig tranebærbitterhed. Drik den med mad til. 4 små stjerner. www.holtevinlager.dk 

Château la Tour de l’Eveque 2020, Côtes de Provence 

Pris: 99,95 kr. (v/ 12 fl.) 

* * * * * 

Tidligere årgange af denne vin har undertiden døjet med overdreven sødme. I 2020-udgaven er der en langt bedre balance mellem sødme og syre. Vinen er stadig til den tunge side, men med aromaer, som bare oser af Côte d’Azur. Duften af fersken, abrikos og melon hænger i næsen, og smagen har cremede og sødmefulde noter af honningmelon og fersken tilsat et nip chilipeber, som giver friskhed og svier lidt i gummerne. www.philipsonwine.com 

Hubert Brochard, Les Collines Blanches 2019, Sancerre Rosé 

Pris: 140 kr. (v/ 6 fl.) 

* * * * * 

Sancerre i Loire har en stolt tradition for at fremstille friske og sprøde rosévine på pinot noir-druen. Denne version lever fint op til renomméet med sine raffinerede og mineralske nuancer af røde bær, citrus og kalk. Smagen er overraskende vinøs. Det er pinot noir i fuld udfoldelse, og selv om vinen fremstår sprød og frisk, rummer den også en pæn dybde båret frem af modne jordbær- og ribsnoter. Jeg ville drikke den til røde skaldyr – og knap så kølig som de gængse roséer. www.eriksorensenvin.dk 

Chateau Roubine, Lion & Dragon 2019, Cru Classé, Côtes de Provence 

Pris: 199 kr. 

* * * * * 

Havde jeg råd, skulle dette være min hus-rosé hele sommeren. Hvorfor? Ganske enkelt fordi den med usvigelig præcision løfter rosévinen op i et niveau, hvor kun få af de største rød- og hvidvine regerer. Dette er ædel vin – lige fra den løgskal- grænsende til kobberfarvede fremtoning i glasset til den noble næse af citrus, mineralitet, røde kirsebær, ribs og gul blomme. Elegant underspillet … men kapow, så kommer smagsdrønet: Sødme, perfekt afstemt syre, røde frugter, honningmelon og gul fersken i en cremet og eksklusiv indpakning. 5 store stjerner. www.vinslottet.dk 

Château Canadel 2019, Bandol 

Pris: 135 kr. (v/ 6 fl.) 

* * * * *
Lys, let og glad vin, der hensætter dig til en liggestol på en solbeskinnet sandstrand ved Middelhavet. Dufter indbydende af fersken, gule kirsebær og kiwi med et touch af citrus – primært grape. I munden cremet og let sødmefuld. Ganske frugtkoncentreret med indslag af fersken, cantaloup melon og ribs. Vinen har flot længde og en delikat syre. Du kan drikke den solo eller servere den til lette retter med skaldyr eller kylling. Vælger du det tunge skyts i form af en bouillabaisse, har denne bandol-rosé også musklerne til at matche aïolien og den krydrede suppe. www.bichel.dk 

Saint Max 2020, Famille Abeil-Fabre, Côtes de Provence 

Pris: 147 kr. 

* * * * 

Fin, finesserig næse. Jeg noterer let vandig rød frugt, hvid fersken og hybenrose. I munden folder smagen sig ud med god fylde – men på den raffinerede måde. Vinen smager, som den ser ud: Pink. Det vil sige lyse bær – jordbær og hindbær – iblandet lidt vandmelon. Ganske vellavet og elegant med en behagelig lethed. Jeg hiver den op på 4 store stjerner. www.loegismose.dk 

Mas de la Rouvière 2018, Domaines Bunan, Bandol 

Pris: 170 kr. 

* * * * * 

Selv om der er årgang 2018 i glasset, virker denne vin på ingen måde bedaget, og det er det bandol-rosé – modsat de fleste andre roséer – kan: Lagre og udvikle sig til det bedre. Duften har afdæmpede frugtnoter og understreger i højere grad vinens kølighed og mineralitet. Med lidt luft og et par svingture i glasset får du en snert af grønne jordbær, rosenblade og gul blomme. Smagen har en flot balanceret sødme med nuancer af modne ferskner og honningmelon. Der er noget mere tyngde og fylde i denne rosé, men selv uden mad glider den let og ubesværet ned.  www.skjold-burne.dk 

I starten af april blev (online-) urmessen Watches & Wonders afholdt i Geneve, og det var tydeligt, at urmærkerne satser på et forår fuld af farver. Her får du fem farverige favoritter. 

Mega cool nyhed fra Moser 

Moser & Cie. er ikke et af de størsteurmærker, tværtimod fremstiller de blot omkring 1.500 ure om året, men det familieejede firma forstår at sætte dagsordenen med innovative, humoristiske og markante modeller. En af årets nyheder er denne friske sag med en spillevende Blue Lagoon-skive. Kassen er af stål og måler 42.8 mm. Alt laves i huset, selv spiralfjederen i hjertet af urværket, for det er en af Mosers specialiteter. Og hvad kalder mærket sådan en model, når de nu selv synes den er mega cool? Gæt selv…  

Moser &Cie. Pioneer Centre Seconds Mega Cool (ref. 3200-1214). Pris 13.900 CHF (ca. 95.000 kr.) + skatter og afgifter.  

 

Baume & Mercier dyrker livet ved rivieraen 

Denne nyhed fra Baume & Mercier er inspireret af en af mærkets serier fra 1973 og har fået sit navn efter den franske riviera, hvor livet bare leves lidt bedre. Mærket omtaler det selv som et dameur, men med en størrelse på 36 mm er det et fint bud på en unisex-model. Uret drives af et præcist quartz-værk, så du skal ikke bekymre dig om at trække uret op eller justere tiden – bare lej en bil i Cannes og cruise ned ad Boulevard de la Croisette med vinden i håret og armen i karmen.

Baume & Mercier Riviera (ref. M0A10612). Pris 13.790 kr.  

Rolex inviterer til beachparty 

Rolex er sjældent de første til at skeje ud på designsiden, men her på det seneste har de nu alligevel vist lidt farvelyst – sidste efterår med den nye Oyster Perpetual 36 mm i stærke farver, og nu denne Datejust med olivengrønne palmer på skiven. Som altid får du et robust og superpålideligt ur med Rolex’ eget kaliber 3235 ombord, der ikke bør afvige mere end et par sekunder i døgnet. 

Rolex Datejust 36 mm (ref. 126200). Pris 51.400 kr.  

Hublot skruer op for solskinnet 

Hublot er ofte et mærke, der deler vandene – enten elsker man de legesyge fusions-ure, eller også synes man de er alt, alt for meget. Men indimellem er for meget jo lige tilpas, og det er denne solgule model faktisk. Den 42 mm store kasse er lavet af ren keramik, og det er faktisk lidt af en bedrift, at Hublot har skabt så stærk en farve i det ridsefri og behagelige keramik. Mærkets pay off lyder ‘be the first, be unique, be different’, og vi kan vist godt sætte flueben hele vejen. 

Hublot Big Bang Unico Yellow Magic Limited Edition (250 stk.) (ref. 441.CY.471Y.RX). Pris 24.900 CHF (ca. 170.000 kr.) + skatter og afgifter.

Oris smiler til dig 

Dagsordenen for det uafhængige mærke Oris er at give sine kunder et smil på læben, og det klarer de da meget godt med denne treenighed af pastelfarvede bronzeure med det smagfulde navn Cotton Candy. Der er tale om en udvidelse af den populære dykkerkollektion Divers Sixty-Five, der er inspireret af Oris’ modeller fra 1960erne, og da de er vandtætte til 10 bar, kan du godt plaske rundt med dem i havoverfladen. Urene måler 38 mm og går fint til begge køn. Der er Oris’ eget automatisk kaliber 733 med ombord. 

Oris Divers Sixty-Five Bronze Cotton Candy. Pris 17.200 kr. på læder, 19.500 kr. på lænke.