Forfatter Leonora Christina Skov vandt De gyldne laurbær for bestselleren ’Den, der lever stille’. Nu er hun aktuel med endnu en personlig roman. ’Hvis vi ikke taler om det’ handler om at forfølge sine drømme, selv når fremtiden tegner mest håbløs. Fortællingen er både stærk og medrivende, skrevet i et vidunderligt sprog. Leonora deler her fem oplevelser, der har en hel særlig betydning for hende. 

Min største læseoplevelse det sidste år  

Jeg læser minimum to bøger om ugen alle uger om året, og den bog, der har gjort størst indtryk på mig det sidste år, er ’Et åbent øjeblik’ af historikeren Pernille Ipsen. Pernilles mor var rødstrømpe, og da hun blev gravid ude i byen i 1972, besluttede hun og seks andre rødstrømper at dele moderskabet og skabe en alternativ familie. På den måde fik Pernille syv mødre, der etablerede deres eget kvindekollektiv. De sidste ti år har Pernille gennemgået et enormt kildemateriale, interviewet sine mødre og skrevet deres historie, der spejler den større historie om Rødstrømpebevægelsens første, vilde år. Det er bare en gennemført velskrevet, oplysende og rørende bog. 

Det mest uundværlige, mens jeg skriver

Er ny, klassisk musik. Jeg har en forkærlighed for cello, strygere, found sounds og enkle klaverkompositioner spillet på gamle, knagende klaverer med suk i pedalerne og klik i tangenterne. Der er masser af pauser i musikken. Og masser af ro, der gør det lettere at fokusere. Min Spotify-playliste ’Quiet Times at the Library’ er fyldt med min yndlingsskrivemusik, der tæller Julia Kent, Simeon Walker, Poppy Ackroyd, Shida Shahabi, Otto a Totland, Nils Frahm, Amiina, Hildur Guðnadóttir og Sebastian Plano. På billedet fremfører Alice Baldwin et af mine yndlingsnumre lige nu, ’Please Tell My Mum to Burn Me’, på sit prepared piano. 

Mit største savn 

Siden coronanedlukningen har jeg mere end noget andet savnet at rejse, for min elskede Annette og jeg plejer at sidde og skrive rundt om i verden tre-fire måneder om året. Mit allerstørste savn er Indien, som jeg har besøgt 10 gange de sidste 15 år og har rejst tyndt med tog. Jeg elsker alt ved det land: Maden, farverne, duftene, lydene, templerne, menneskene, litteraturen. Jo mere vanvittigt, landet larmer og regerer, jo roligere bliver jeg indvendig. På billedet bliver jeg velsignet af tempelelefanten Lakshmi i en af mine favoritbyer, Pondicherry. Andre er Mumbai, Mysore og Chennai. Jeg har en forkærlighed for det sydlige Indien. 

Min største luksus 

Er nicheparfume skabt af parfumeurer med eget parfumehus og frie hænder til at realisere deres vision. Jeg har en parfumegarderobe bestående af 50 nichedufte med masser af træ, ruskind, whisky, patchouli, tobak, tonkabønne, røgelse, vetiver, peber og krydderier. I nicheparfumeverdenen er alle dufte for alle køn. Jeg føler mig afklædt uden parfume, og mens jeg skriver, har jeg altid én på hver håndryg, så har jeg har noget dejligt at dufte til hele dagen. Når jeg optræder, ifører jeg mig vilde trædufte som f.eks. Black Afgano og Duro fra Nasomatto og Orto Parisi fra Terroni. De kan købes i nicheparfumeforretningen Crime Passionnel. Den besøger jeg ofte. 

Mit legehjørne 

Jeg holder meget af farvestrålende kjoler og sko i 1940er- og 1950er-stil, der understreger min timeglasfigur og får folk til at smile på gaden. Mondo Kaos på Birkegade har været min yndlingskjolebutik i årevis. Jeg er den lykkelige ejer af cirka 75 kjoler og det samme antal sko, mange 10-15 år gamle, for jeg går mine kjoler og sko op. Efter ’Den, der lever stilles’ udgivelse fik jeg mulighed for at designe et par røde glimmersko sammen med Roccamore og en rød kjole med sølvtråde sammen med Ecouture, og på den måde fik jeg den perfekte optrædegarderobe til mine 150 foredrag. Lidt som jeg forestiller mig, det må være for en skuespiller, der har fået sig et velsiddende kostume. 

Bille August har skabt mindeværdige film i over 40 år, vundet Bodil, Robert, Oscar, Gyldne Palmer og meget andet. Han har arbejdet over hele verden med de største stjerner, og alligevel kan hans motivation koges ned til et ganske lille øjeblik. Et magisk sekund. Et sekund, han oplevede igen, da den sidste scene til hans nye film ”Pagten” blev optaget sidste sommer. 

– Jeg har altid været fascineret af Karen Blixen, siger Bille August om emnet for sin nye film. – Både af hendes bøger og hendes person. Og så blev jeg anbefalet at læse ”Pagten”. 

 Det er let at blive i tvivl et øjeblik, når man ser plakaten for ”Pagten”. Profilen af Karen Blixen med den sorte klokkehat. Og så alligevel. Inde under det ikoniske billede genkender man Birthe Neumann. Igennem to timer i intenst samspil med Simon Bennebjerg som den unge digter Thorkild Bjørnvig (og senere forfatter til bogen ”Pagten”) giver hun et nuanceret portræt af Blixen og hendes rolle og manipulationer som mentor. 

– Blixen iscenesatte sig selv, men hun havde samtidig stor betydning for det danske kulturliv. Bogen giver et mere komplekst billede af hende og indeholder også historien om hendes manipulationer og list. Det, syntes jeg, godt kunne danne basis for en film. Derefter har der været en længere proces, hvor jeg har fordybet mig i dokumentarisk materiale og læst op på perioden. 

Ensom og sårbar – fascinerende og manipulerende 

Selv om Bjørnvigs bog er hovedkilde, er der tale om en anden historie med flere kilder – og selvfølgelig med Bille Augusts særlige vinkel. 

– Filmen er så sand, som det er muligt. Ingen ved jo nøjagtig, hvad der blev sagt i de forskellige situationer og rum, så selvfølgelig er det gætterier, min fortolkning af de forskellige møder og konsekvensen af det, der er blevet sagt.  Blixen er nok en dukkefører, det ved vi, men hun er også en ensom, sårbar kvinde med sine egne dæmoner. Filmen viser både det og konsekvenserne af hendes manipulationer. 

  

Flere skuespillere blev prøvefilmet til rollen som Blixen – alle med den rette alder og de rette forudsætninger. 

  

– Men Birthe skilte sig ud, fastslår Bille August. – Der er det element i historien, at Blixen udlever sin seksualitet gennem den unge Bjørnvig. Til rollen som Blixen var det afgørende at have en skuespiller, som havde en skønhed og kunne udtrykke den seksuelle kraft, der gør, at vi hele tiden mærker den erotiske undertone i forholdet til Bjørnvig. Han vil gerne lære af hende, men hun er også tiltrækkende og fascinerende, og hvis hun ikke var splintret af sin kviksølvforgiftning, så kunne det måske have udviklet sig noget. Vi skal på samme tid både håbe og tro på, at det vil kunne ske, og samtidigt frygte det. Vi skal forstå Bjørnvigs længsel efter Blixen, men også bekymre os for den, fordi katastrofen lurer, og så alligevel ønske, at han vil se hende bare én gang til. Og én gang til. 

  

Kameraet elsker Birthe 

For, selv om det egentlig er Bjørnvigs historie, så skal Birthe Neumann bære filmen med sit portræt af Blixen: 

– Birthe er en fremragende skuespillerinde med et potentiale, som måske aldrig har fået lov til at folde sig ud som her. Blixen er en stor karismatisk personlighed. For at forstå den tiltrækning hun har, er det vigtigt, at man finder en skuespiller til rollen, som har en stor karisma, som har et nærvær og en stor tiltrækningskraft, hvilket Birthe har. Jeg har set flere eksempler på film, hvor en skuespiller har skullet portrættere kendte personligheder, som fysisk ligner det virkelige forbillede, men som ikke har egen karisma. For så kan kameraet ikke registrere det. Men Birthe … kameraet  elsker  Birthe. 

  

Historien i ”Pagten” klinger både med Bille Augusts egen historie og med dagsaktuelle temaer. Ligesom Blixen tager Bjørnvig under sine vinger (og i virkeligheden flere andre af datidens unge talenter), fik den unge Bille August en god mentor i en svensk fotograf, da han som 18-årig drog til Stockholm for at blive uddannet derovre. 

  

– Her var pludselig en person, skolens rektor Christer Strömholm, der så mig. Han blev en afgørende person i mit liv. Det er vigtigt at have et menneske at læne sig op ad, så talentet kan få lov til at spire. 

 

Et andet punkt handler om smerte, som er en væsentlig drivkraft for Blixen. Også den genkender Bille. Han mistede sin mor som 9-årig, og det håndterede hans far ikke særlig godt. 

  

– Min far var ikke et særlig behageligt menneske og var ikke god til at vise kærlighed til børn, siger han diplomatisk. 

  

– Jeg siger ikke, at du ikke kan blive kunstner uden at have oplevet smerte, men du bliver nok en mindre kompleks person, hvis du ikke har. 

 

#metoo i 1950’erne 

Samtidig handler ”Pagten” helt aktuelt om #metoo: 

  

– Hvis historien foregik i dag, og måske især hvis det var en omvendt kønsfordeling, så ville vi helt sikkert tænke #metoo. Det er en form for misbrug, som har alvorlige konsekvenser. 

  

Bille August ser #metoo som et helt nødvendigt opgør – i filmbranchen og alle andre steder. 

  

– Det vælter jo frem med eksempler, så det er et vigtigt opgør med det misbrug, der har fundet sted. 

  

Flere af Bille Augusts internationale film blev produceret sammen med Harvey Weinsteins selskab Miramax. Og det var som bekendt her hele bølgen startede: 

 

– Jeg kendte ham, og jeg havde hørt rygter, men jeg var ikke tæt nok på at vide, om de var sande. Men jeg kan godt se, hvordan det kunne forekomme, fordi han havde magt over unge skuespillerinder, der var afhængige af hans indflydelse i branchen. 

  

Helt så grelle eksempler har han ikke fra den danske filmbranche. 

  

– I Danmark er der sket meget siden slutningen 70’erne, hvor jeg startede i filmbranchen. Dengang var der en anden tone overalt, f.eks. i den måde, der blev talt om kvinder. Der var også en anden drukkultur. På min første film, ”Honning måne” var det svært at lave ordentlige scener efter klokken 14, eftersom der blev drukket tæt. Men det gjaldt i alle brancher – da jeg i sin tid som 15-årig startede i malerlære, var det første, jeg skulle, når jeg mødte kvart i syv, at gå ned og hente elefantbajere. 

  

– I dag er der ikke druk på arbejdspladserne. Så på samme måde tror jeg, at vi efter #metoo-opgøret vil se en kulturændring, der vil slå igennem på alle arbejdspladser og i alle brancher. 

Far og datter 

I ”Pagten” deler Bille August arbejdsplads med sin datter, Asta, der spiller rollen som Benedicte, der ligesom den unge Bjørnvig bliver manipuleret af Blixen. Familieforholdet er imidlertid helt underordnet på film-settet. 

  

– Det er en helt professionel relation. Når jeg møder på settet og hun er klar i makeup og kostume, så er jeg instruktøren, og hun er skuespilleren. Af princip omgås jeg aldrig med hverken skuespillerne eller nogen fra holdet, når vi indspiller en film. Så der er ingen forvirring. 

  

Valget af Asta fulgte også samme retningslinjer som castingen af Birthe Neumann. 

  

– Udover at være en fremragende skuespiller, har Asta en forbløffende portrætlighed med virkelighedens Benedicte, forklarer Bille August. 

  

Dermed har Bille August arbejdet professionelt sammen med fire af sine egne børn. Sønnerne Anders og Adam August er i dag begge manuskriptforfattere, døtrene Alba og Asta August er begge skuespillere. En stor filmfamilie. 

  

– Det har altid været vigtigt for mig, at de kom til at beskæftige sig med noget, der forløste dem som mennesker, siger Bille om sine børn. – Men jeg har aldrig hverken rådet eller frarådet dem at gå ind i denne branche. De har selv søgt ind, og jeg er glad for, at det forløser dem.  

Skabertrangen stod i modsætning til nærhed 

Men når Bille August selv nævner sit anstrengte forhold til faderen som en drivkraft, er det selvfølgelig oplagt at spørge om hans egen rolle som far. Han står ved, at han har været for fraværende i forhold til sine egne børn. Han vil ikke sige, at han fortryder det, for han ser det som et livsvilkår, når man nu er født med en skabertrang. 

  

– Det har stået i modsætning til behovet for nærvær. Både i forhold til mine børn og til mine ægtefæller. Jeg har altid prøvet at få det bedste ud af situationen, men jeg har altid følt en … rastløshed. En kraft der hiver og flår i mig. En følelse af at være i transit. Det er først nu, jeg begynder at føle en større ro. 

  

”Pagten” blev optaget sidste sommer på en herregård på Fyn – med tilstrækkeligt med ikoniske referencer til at skabe en perfekt illusion af Rungstedlund. Holdet var det meste af tiden afsondret fra omverdenen, så corona kom ikke som sådan til at påvirke produktionen. 

  

– Også i dag fungerer filmproduktion rundt om i verden som – næsten – normalt, fordi et film-set er en arbejdsplads. Jeg håber, at regeringen skønner, at vi kan åbne lidt for kulturlivet, så ”Pagten” kan få premiere den 15. april. Den indgår i Biografklub Danmark, og de har ønsket at holde premieredatoen. Hvis det er muligt. Men ellers bliver premieren nok skubbet. 

  

I det forløbne år har vi ellers set en del amerikanske film få premiere på for eksempel Netflix eller Disney+ uden at have haft biografpremiere. Selvfølgelig ønsker Bille August, at ”Pagten” får premiere på det store lærred i biografen, men han er ikke principielt imod streaming-tjenesterne. 

  

– Der er ingen tvivl om, at en film som f.eks. ”Mulan” har fået et langt større publikum ved at få premiere på Disneys streamingtjeneste. Selv oplevede jeg det med ”Lykke-Per”, hvor vi efter premieren i Danmark umiddelbart havde svært ved at finde en tilfredsstillende distributør, men hvor så Netflix tilbød en stor sum for at få verdensrettighederne. 

  

– Man skal tænke på, at hvis en dansk film bliver solgt til distribution i f.eks. USA, så får den måske premiere i art house biografer i New York, Los Angeles og 3-4 andre storbyer. Så med distribution gennem Netflix kom ”Lykke-Per” ud til mange flere mennesker, og den har fået en respons fra publikum, som den ellers aldrig ville have fået. Så det er helt fint med mig. 

 

Det magiske sekund 

For det er netop i det øjeblik, hvor filmen og publikum mødes, og hvor publikum kan møde den magi, som Bille August stadig føler og søger i sine værker, at det hele bliver forløst: 

– Jeg oplever det sådan, at mit arbejde som instruktør jo ikke er færdigt, når optagelserne er ovre. Der ligger måneders arbejde efterfølgende. Så kommer der et tidspunkt, hvor jeg tænker, at nu er der ikke mere, jeg kan gøre. Vi har testet den på publikum. Nu er den klar til at møde publikum. 

  

– Men der er et sekund – som det skete med Birthe på ”Pagten” – hvor vi optog sidste scene, som også er den sidste i filmen, og hvor Birthe er dybt i rollen, i scenen, i situationen, hvor vi når et klimaks af den menneskelige indsats på filmen … Det sekund af magi. Det kan ikke genskabes, men det er foreviget i kameraet. Det er forløsningens øjeblik. 

  

– Så kommer det øjeblik, hvor jeg ser publikum opleve det sekund. Det er magien ved film. At momentet er foreviget. Vi opbygger et fortrolighedsforhold med publikum gennem filmen, indtil du føler, at kun du oplever dette – ikke din sidemand – men kun du oplever det øjeblik. Det er et koncentrat af mange mennesker indsats at skabe den magi.  Det  er forløsningen. 

  

Blå bog 

Bille August er uddannet på Den Danske Filmskole og debuterede med spillefilmen ”Honning Måne” i 1978. Han fik et populært gennembrud med Bjarne Reuter-filmatiseringerne ”Zappa”, ”Tro, håb og kærlighed” og ”Busters verden” og sluttede 80’erne med Oscar til ”Pelle Erobreren”. Derfor har karrieren også budt på internationale produktioner som ”Åndernes hus”, ”Les Miserables” og ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”. 

Bille August har været gift flere gange og har i alt otte børn, hvoraf sønnerne Andres Frithiof og Adam August begge er manuskriptforfattere, mens døtrene Alba og Asta August er blevet skuespillere. Han er i dag gift med skuespilleren Sara- Marie Maltha, som han har tre børn med. 

 

Rundt om Bille August 

Hvilken film er du mest stolt af, og hvilken film var sværest at lave? 

Mine film er mine børn og jeg holder af dem. Men selvfølgelig har nogle været mere problematiske end andre. Med nogle har jeg mærket det under optagelserne, med nogle allerede på manuskriptplan. Så har jeg tænkt, det løser sig, når jeg arbejder med skuespillerne. Det gjorde det så ikke. Så tænkte jeg, der rettede sig i klipningen. Heller ikke. Så tænkte jeg, når musikken kommer på … 

  

Du har gået på mange røde løbere og fået mange statuetter – hvilken æresbevisning står dit hjerte nærmest? 

Det er ikke til at sige. Og dog. ”Lykke-Per” fik en Tiantan Award i Kina for bedste film– svarende til en Oscar. At en film kan rejse på den måde og få en sådan anerkendelse. Men jeg laver ikke film for at få skulderklap. 

  

Hvad vil du helst være: koryfæ eller ronkedor? 

Det må andre bedømme. Selv har jeg ikke tid til det. Jeg har jo flere film på vej. Jeg håber ikke jeg mister min dømmekraft i forhold til arbejdet, og jeg håber, at der er en god ven, der vil prikke mig på skulderen, hvis det sker. 

  

Nu er du den feterede kunstner, der kan se de nye talenter – hvem ser du? 

Der er så meget talent i Danmark. Det interessante er jo, at da jeg i sin tid blev uddannet, da arbejdede vi med tungt udstyr, store kameraer og film, der i sig selv var dyr. Det var så begrænsende, at meget talent forsvandt. I dag behøver du en smartphone og en computer – så kan du gå i gang med en film. 

  

Når du ikke optager film om sommeren – hvad er så drømmerejsen? 

Jeg rejser jo meget med mit arbejde. Det har bragt mig rundt i Europa, Asien, Afrika, Amerika, Grønland … så det er lidt op til familien. 

  

”Pagten” er fuld af klaprende skrivemaskiner – var det bedre i gamle dage? 

I skriveprocessen er computeren da en kæmpe hjælp. Men med hastigheden ved at skrive på computer kan der gå noget tabt i tankeprocessen, fordybelsen. Når man tænker på forfatteren Dickens. Tænk, han dyppede sin pen og så skrev han, og det tog den tid, det tog. Jeg tror, det gav en rytme, tid til refleksioner, på samme måde som da man skrev på skrivemaskinen. Jeg lægger mærke til, at alle bøger er blevet længere. Det ser jo fint og færdigt ud på computeren.  Men er det bedre… 

  

Hvad har du savnet mest under corona? 

At kunne rejse. At komme ud i verden. 

  

Du er 72, men virker jo fit og kampklar: hvad er hemmeligheden? 

Jeg vågner klokken 6 om morgenen. Så har jeg et rum i underetagen med maskiner, fitness. Jeg hader det, men jeg gør det. Så hører jeg P1 imens for at holde mig orienteret. Og så ”sorterer” jeg. Jeg ser mennesker, som betyder noget, men jeg undgår ”støj”. Jeg ser f.eks. ikke tv. Mit problem er, at jeg har svært ved at glemme. Jeg husker alt, og derfor støjer det. 

 

Hvornår går du på pension? 

Aldrig. Det har jeg ikke tid til.