I roséens navn 

,

Blandt alverdens vinproducerende områder har Provence førertrøjen, når det gælder de liflige lyserøde dråber. Det understreger denne test af fortrinsvis provencalske rosévine. Go’ sommer med solskin i glasset! 

 

Berne, Inspiration 2020, Côtes de Provence 

Pris: 129,95 kr. 

* * * * * 

Er du til provence-rosé, er det sådan, den skal smage. Chateau de Berne har for længst fundet opskriften på velsmagende rosévin, og med denne seneste årgang rammer de heller ikke ved siden af. Duften har lette og elegante toner af hvid fersken, melon og mimoser. I munden åbenbares frugtige noter af lyserøde bær og fersken. Sødmebalancen er præcis, og trods en underspillet syre virker vinen hverken flad eller uden nerve. Et skoleeksempel på godt roséhåndværk. www.theis-vine.dk 

 Ô de Yeuses 2020, Domaine les Yeuses, Pays d’Oc 

Pris: 110 kr. (v/ 6 fl.) 

* * * * 

Svagt orange i glasset – på kanten til vandfarvet. Moden næse med aromaer af banan, abrikos og gul fersken i et let sødmefuldt udtryk. I smagen en hel del banan og syrlige røde kirsebær. Temmelig parfumeret rosé, som afslutter mundudtørrende med en tydelig tranebærbitterhed. Drik den med mad til. 4 små stjerner. www.holtevinlager.dk 

Château la Tour de l’Eveque 2020, Côtes de Provence 

Pris: 99,95 kr. (v/ 12 fl.) 

* * * * * 

Tidligere årgange af denne vin har undertiden døjet med overdreven sødme. I 2020-udgaven er der en langt bedre balance mellem sødme og syre. Vinen er stadig til den tunge side, men med aromaer, som bare oser af Côte d’Azur. Duften af fersken, abrikos og melon hænger i næsen, og smagen har cremede og sødmefulde noter af honningmelon og fersken tilsat et nip chilipeber, som giver friskhed og svier lidt i gummerne. www.philipsonwine.com 

Hubert Brochard, Les Collines Blanches 2019, Sancerre Rosé 

Pris: 140 kr. (v/ 6 fl.) 

* * * * * 

Sancerre i Loire har en stolt tradition for at fremstille friske og sprøde rosévine på pinot noir-druen. Denne version lever fint op til renomméet med sine raffinerede og mineralske nuancer af røde bær, citrus og kalk. Smagen er overraskende vinøs. Det er pinot noir i fuld udfoldelse, og selv om vinen fremstår sprød og frisk, rummer den også en pæn dybde båret frem af modne jordbær- og ribsnoter. Jeg ville drikke den til røde skaldyr – og knap så kølig som de gængse roséer. www.eriksorensenvin.dk 

Chateau Roubine, Lion & Dragon 2019, Cru Classé, Côtes de Provence 

Pris: 199 kr. 

* * * * * 

Havde jeg råd, skulle dette være min hus-rosé hele sommeren. Hvorfor? Ganske enkelt fordi den med usvigelig præcision løfter rosévinen op i et niveau, hvor kun få af de største rød- og hvidvine regerer. Dette er ædel vin – lige fra den løgskal- grænsende til kobberfarvede fremtoning i glasset til den noble næse af citrus, mineralitet, røde kirsebær, ribs og gul blomme. Elegant underspillet … men kapow, så kommer smagsdrønet: Sødme, perfekt afstemt syre, røde frugter, honningmelon og gul fersken i en cremet og eksklusiv indpakning. 5 store stjerner. www.vinslottet.dk 

Château Canadel 2019, Bandol 

Pris: 135 kr. (v/ 6 fl.) 

* * * * *
Lys, let og glad vin, der hensætter dig til en liggestol på en solbeskinnet sandstrand ved Middelhavet. Dufter indbydende af fersken, gule kirsebær og kiwi med et touch af citrus – primært grape. I munden cremet og let sødmefuld. Ganske frugtkoncentreret med indslag af fersken, cantaloup melon og ribs. Vinen har flot længde og en delikat syre. Du kan drikke den solo eller servere den til lette retter med skaldyr eller kylling. Vælger du det tunge skyts i form af en bouillabaisse, har denne bandol-rosé også musklerne til at matche aïolien og den krydrede suppe. www.bichel.dk 

Saint Max 2020, Famille Abeil-Fabre, Côtes de Provence 

Pris: 147 kr. 

* * * * 

Fin, finesserig næse. Jeg noterer let vandig rød frugt, hvid fersken og hybenrose. I munden folder smagen sig ud med god fylde – men på den raffinerede måde. Vinen smager, som den ser ud: Pink. Det vil sige lyse bær – jordbær og hindbær – iblandet lidt vandmelon. Ganske vellavet og elegant med en behagelig lethed. Jeg hiver den op på 4 store stjerner. www.loegismose.dk 

Mas de la Rouvière 2018, Domaines Bunan, Bandol 

Pris: 170 kr. 

* * * * * 

Selv om der er årgang 2018 i glasset, virker denne vin på ingen måde bedaget, og det er det bandol-rosé – modsat de fleste andre roséer – kan: Lagre og udvikle sig til det bedre. Duften har afdæmpede frugtnoter og understreger i højere grad vinens kølighed og mineralitet. Med lidt luft og et par svingture i glasset får du en snert af grønne jordbær, rosenblade og gul blomme. Smagen har en flot balanceret sødme med nuancer af modne ferskner og honningmelon. Der er noget mere tyngde og fylde i denne rosé, men selv uden mad glider den let og ubesværet ned.  www.skjold-burne.dk