Med film i blodet

Selv om Laura Forné Elkow, 39, og Rasmus Møller-Nielsen, 40, begge har lange uddannelser og karrierer bag sig, tøvede de ikke med at gribe en uventet chance: Da Park Bio på Østerbrogade blev sat til salg efter 40 år på de samme hænder, slog parret til. Interessen for at drive biograf har de ikke fra fremmede. Laura Forné Elkow er opvokset på Østerbro og havde en far, som var med til at åbne Posthus Teatret og Alexandra Bio i det indre København og var formand for Det Danske Filmakademi, som indstiftede Robert Prisen. Rasmus Møller-Nielsen er vokset op i Odense og arbejdede allerede som barn i Cafébiografen i Vejle, som hans far åbnede og arbejde også i flere år i Cafébiografen i Odense.

Parret, som med deres to børn bor i et hyggeligt byhus på Olufsvej, har tidligere arbejdet sammen i ti år i en tech-startup, som han grundlagde, og hvor hun var første medarbejder. Salget af firmaet gav parret mulighed for at realisere drømmen om fod under egen filmfremviser. Det skete i december, hvor den privatejede 97 år gamle biograf med 248 pladser skiftede ejere til en ny generation. I dag er Laura Forné Elkow biografdirektør på fuld tid, mens gemalen er bestyrelsesformand og ved siden af driver et firma, der hjælper nye iværksættere på vej:

”Biografbranchen er risikabel og svær at tjene penge på. Vores mål er ikke vækst for vækstens skyld men at få skabt et hus, der kan være mødested til glæde for kvarterets beboere. Vi tror på, at det kan blive en sund forretning og vores livsgrundlag på længere sigt”, siger Rasmus Møller-Nielsen, som selv tager et par ugentlige vagter i biografen for at have føling med driften.

Går man i Park Bio før kl. 18, fås billetten for 85 kr. Den service fortsætter under de nye ejere.

Bollywood og babybio

Park Bio er en såkaldt Art biograf, som har et lidt andet repertoire end centerbiograferne. Foruden premierefilm vises smalle film fra alternative filmlande og repriser af både nye og gamle filmklassikere. Blandt andet var der for nylig indiske Bollywood-film, lige som der i 2024 er indført børnebif og babybio i dagtimerne. Desuden vil det nye biografpar leje biograf og foyer ud til virksomheder med behov for at holde arrangementer og events i dagtimerne og ud på aftenen.

Hvilke planer har I for Park Bios udvikling?

”Vi vil udnytte lokalerne hele dagen og tilbyde en bedre caféoplevelse. Men i den første fase skal vi mærke stedet og have et greb om den daglige drift. Foyerens smukke glaskuppel i loftet bevares. Men et lager og kontor vil vi gerne have inddraget i foyeren, så den kan få lys ind og åbnes op mod Østerbrogade. Desuden satser vi på dagforestillinger og et større udbud af cafémad. Det er en gammel bygning, hvis stil vi vil bevare, samtidig med at vi maler, køber nye møbler og får renoveret toiletterne”, forklarer Rasmus Møller-Nielsen, hvis publikum er både børnefamilier, studerende og seniorer.

Direktørparret er opmærksomme på ikke at indføre ændringer for hurtigt i den 97-årige biograf.

”For os er det at overtage biografen et valg for livet. Vi har masser af tid og år til rådighed til at lave ændringer. Men da vi vil være et sted for erhvervslivet, vil vi ret hurtigt bygge en større scene og opgradere AV-udstyr til præsentationer”.