Festivalnavnene er på plads!

Efter en pause på 19 år byder Gentofte Stadion igen på livemusik! Lørdag den 27. juli løber endagsfestivalen Musik i Gentofte af stablen. Kunstgræsset på stadion er afløst af naturgræsset i Gentofte Sportspark, hvor du kan feste med D·A·D, Andreas Odbjerg, Medina, Laid Back, Jonah Blacksmith, Rasmus Walter, Benny Jamz, AySay og Emil Stabil. Køb din billet inden den 1. april og spar 200 kroner.

Programmet for den kommende ”Musik i Gentofte”-festival sidste weekend i juli på Gentofte Sportspark er nu klart, oplyser festivalchef Michael Schäbethal, som har arbejdet med musik i 20 år. Festivalen sætter igen Gentofte på det musikalske Danmarkskort og præsenterer hovednavnet D-A-D. Man vil desuden kunne opleve artister som Medina, Andreas Odbjerg, Jonah Blacksmith, Laid Back, Benny Jamz, Emil Stabil, Rasmus Walter og AySay:

”Det er virkelig et flot program til at sparke vores festival i gang”, lyder det fra en tilfreds Michael Schäbethal, som i disse måneder knokler på at få diverse praktiske og administrative udfordringer i forbindelse med festivalen til at falde på plads.

I skrivende stund er der endnu ikke en dato for, hvornår billetsalget starter, men publikum opfordres til at holde øje med www.musikigentofte.dk og Ticketmaster for billetter. Desuden vil der blive sat et begrænset antal Earlybird-billetter til salg, oplyser festivalchefen.

Det er 40 år siden, at D-A-D spillede deres første koncert, og bandet har siden leveret rock til et dansk og et internationalt publikum. De startede som unge knægte med at spille uprætentiøs countrypunk på mindre københavnske spillesteder. Siden har de stået bag klassikere som ”Sleeping my day away” og ”Bad Craziness”. Det bliver et stort år for bandet, som har ny musik på vej: ”Det er fornemt at fylde 40 år og vide at alle de sange, vi har skrevet stadig glæder folk over hele verden. Samtidig er det supervigtigt for os at se fremad og præsentere nye sange, som publikum aldrig har hørt før”, siger D-A-D´s medlemmer, som i dag er modne mænd sidst i 50´erne.

Medina er også blandt navnene på scenen, når ”Musik i Gentofte” løber af stablen 27. juli i år. Den 41-årige dansk-chilenske sanger og sangskriver Medina Danielle Oona Chapsal holder sit repertoire inden for pop og R&B.

30-årige Benny Jamz med det borgerlige navn Benjamin Jacob Small Heyn-Johnsen, er dansk-jamaicansk rapper og producer og bruger også navnet Højer Øye. Han har tidligere været med i rap-grupperne B.O.C. og Molotov Movement og udgav i 2014 albummet ”Brænd System”.