Forfatterduoen Kim Faber og Janni Pedersen er kendt for den succesfulde krimi Vinterland (2019), der har rundet mere end 100.000 eksemplarer herhjemme. I 2020 udkom Satans sommer og de er nu aktuelle med den tredje bog i serien, Kvæler. Krimien er en højaktuel fortælling om hævn, ondskab og dødsangst, hvor makkerparret Signe og Juncker bliver genforenet i efterforskningen af to mordsager med opsigtsvækkende personsammenfald. Her deler Kim og Janni, der også privat danner par, fem oplevelser, som spiller en helt særlig rolle i deres liv. (billede 1 og 2, fotokredit: Thomas Howalt Andersen)
Hunderacen, der kræver en særlig opdragelse
Da vi for en del år siden fik beaglen Bella, blev vi advaret af mange med forstand på hunderacer: Beagler kan ikke opdrages, de er for egenrådige og stædige, de stikker af, og de æder alt, de kommer i nærheden af, der bare minder om mad. Noget af det stemmer, men ikke det hele. For en beagle kan faktisk godt trænes. Det kræver bare, at man er mere stædig end den lille selvbevidste hund – hvilket i parentes bemærket betyder, at man skal være sindssygt stædig. Det blev til 15 år med den dejligste hund, vi overhovedet kunne have forestillet os. Og nu venter vi på, at der i løbet af sommeren dukker en lille ny beagletæve op i familien. I skrivende stund er hun netop blevet født, og hun skal selvfølgelig hedde Donna.
Tv-serierne, vi begge er vilde med
Det er ikke altid lige nemt at finde serier, vi begge to gider se. Men her er to, vi er enige om. Den ene er Homeland (især de første fem sæsoner). Serien er et virkelig godt eksempel på betydningen for alle fortællinger af en stærk og nuanceret hovedperson. Claire Danes er ganske enkelt blændende som den bipolare CIA-agent Carrie Mathison, som man skiftevis hader og elsker. Ydermere træder Homeland på en øm tå, når den stiller spørgsmålet: Hvem er det nu lige, der er de største terrorister her i verden, os eller dem? Den anden serie har også en stærk kvindefigur i centrum. I Mare of Easttown spiller Kate Winslet så eminent, at vi skal tilbage til Helen Mirrens fortolkning af kriminalinspektør Jane Tennison i ’Mistænkt’ for at finde en serie-præstation af samme kaliber.
Rejsemålet, vi altid vender tilbage til
Som stort set resten af verden har vi naturligvis også under corona-pandemien være grounded i vores hjemland. Det har vi sådan set haft det helt fint med, for det danske sommerland kan altså ret meget. Men vi savner vores ture til Berlin. Vi har i mange år besøgt den tyske hovedstad i hvert fald en, ofte to og en gang imellem tre gange om året. Det er svært at sætte fingeren på én bestemt ting i denne fascinerende by, som gør den til noget helt særligt, for der er så mange at vælge imellem. Skal vi alligevel fremhæve et enkelt forhold, må det være den måde, historien heller tiden springer op fjæset på én – næsten ligegyldigt, hvorhen i Berlin, man bevæger sig. Byen hverken kan eller vil skjule, at den har været centrum for nogle af verdenshistoriens største dramaer. Og vi elsker den.
Restauranten, hvor venner samles
Restaurant 20A ligger i Ravnsborggade (rigtig gættet, nummer 20A) på Indre Nørrebro, et solidt stenkast fra vores fjerdesals lejlighed. Stedet er ganske enkelt vores drøm om et lokalt spisested. Menukortet er enkelt og lige ud ad landevejen: Som regel et charcuteribræt, en forret, to hovedretter (kød og fisk) ost og en dessert. Maden er fremragende – rigelig, rustik og altid veltillavet – og i den grad til at betale. Det samme må siges om vinkortet, hvor der ofte gemmer sig små perler til små penge. Men 20A er mere end et spisested. Når ikke der lige er snestorm, fungerer restaurantens udeservering som en slags klublokale for nabolaget, hvor vi stort set altid kan støde ind i homies og venner og drikke et glas vin. Alle kvarterer burde have et 20A.
Fristedet, der føles som en anden verden
For over ti år siden besluttede vi i vores madklub, der mødes hver torsdag, at vi ville købe en ødegård sammen. Og det gjorde vi så. En tønde land dybt inde i skoven i det meget smukke Blekinge, med et uprætentiøst rødt træhus på grunden, som vi selv har suppleret med et stort anneks og masser af sengepladser. Det hele beliggende kun nogle få hundrede meter fra hele to søer, hvor vi bader og fisker. Det tager mellem to en halv og tre timer at komme derop, men det er som at komme til en anden og vildere verden – hvor man med lidt held i sprøjten kan møde elg, los, vildsvin, fiskeørn, ravn, grøn- og sortspætte og masser af andre fugle. Ret beset er det jo ikke så langt fra Nørrebro. Men det føles som at komme til en anden verden.
Forfatter Leonora Christina Skov vandt De gyldne laurbær for bestselleren ’Den, der lever stille’. Nu er hun aktuel med endnu en personlig roman. ’Hvis vi ikke taler om det’ handler om at forfølge sine drømme, selv når fremtiden tegner mest håbløs. Fortællingen er både stærk og medrivende, skrevet i et vidunderligt sprog. Leonora deler her fem oplevelser, der har en hel særlig betydning for hende.
Min største læseoplevelse det sidste år
Jeg læser minimum to bøger om ugen alle uger om året, og den bog, der har gjort størst indtryk på mig det sidste år, er ’Et åbent øjeblik’ af historikeren Pernille Ipsen. Pernilles mor var rødstrømpe, og da hun blev gravid ude i byen i 1972, besluttede hun og seks andre rødstrømper at dele moderskabet og skabe en alternativ familie. På den måde fik Pernille syv mødre, der etablerede deres eget kvindekollektiv. De sidste ti år har Pernille gennemgået et enormt kildemateriale, interviewet sine mødre og skrevet deres historie, der spejler den større historie om Rødstrømpebevægelsens første, vilde år. Det er bare en gennemført velskrevet, oplysende og rørende bog.
Det mest uundværlige, mens jeg skriver
Er ny, klassisk musik. Jeg har en forkærlighed for cello, strygere, found sounds og enkle klaverkompositioner spillet på gamle, knagende klaverer med suk i pedalerne og klik i tangenterne. Der er masser af pauser i musikken. Og masser af ro, der gør det lettere at fokusere. Min Spotify-playliste ’Quiet Times at the Library’ er fyldt med min yndlingsskrivemusik, der tæller Julia Kent, Simeon Walker, PoppyAckroyd, ShidaShahabi, Otto a Totland, Nils Frahm, Amiina, Hildur Guðnadóttir og Sebastian Plano. På billedet fremfører Alice Baldwin et af mine yndlingsnumre lige nu, ’Please Tell My Mum to BurnMe’, på sit prepared piano.
Mit største savn
Siden coronanedlukningen har jeg mere end noget andet savnet at rejse, for min elskede Annette og jeg plejer at sidde og skrive rundt om i verden tre-fire måneder om året. Mit allerstørste savn er Indien, som jeg har besøgt 10 gange de sidste 15 år og har rejst tyndt med tog. Jeg elsker alt ved det land: Maden, farverne, duftene, lydene, templerne, menneskene, litteraturen. Jo mere vanvittigt, landet larmer og regerer, jo roligere bliver jeg indvendig. På billedet bliver jeg velsignet af tempelelefanten Lakshmi i en af mine favoritbyer, Pondicherry. Andre er Mumbai, Mysore og Chennai. Jeg har en forkærlighed for det sydlige Indien.
Min største luksus
Er nicheparfume skabt af parfumeurer med eget parfumehus og frie hænder til at realisere deres vision. Jeg har en parfumegarderobe bestående af 50 nichedufte med masser af træ, ruskind, whisky, patchouli, tobak, tonkabønne, røgelse, vetiver, peber og krydderier. I nicheparfumeverdenen er alle dufte for alle køn. Jeg føler mig afklædt uden parfume, og mens jeg skriver, har jeg altid én på hver håndryg, så har jeg har noget dejligt at dufte til hele dagen. Når jeg optræder, ifører jeg mig vilde trædufte som f.eks. Black Afgano og Duro fra Nasomatto og OrtoParisi fra Terroni. De kan købes i nicheparfumeforretningen Crime Passionnel. Den besøger jeg ofte.
Mit legehjørne
Jeg holder meget af farvestrålende kjoler og sko i 1940er- og 1950er-stil, der understreger min timeglasfigur og får folk til at smile på gaden. Mondo Kaos på Birkegade har været min yndlingskjolebutik i årevis. Jeg er den lykkelige ejer af cirka 75 kjoler og det samme antal sko, mange 10-15 år gamle, for jeg går mine kjoler og sko op. Efter ’Den, der lever stilles’ udgivelse fik jeg mulighed for at designe et par røde glimmersko sammen med Roccamore og en rød kjole med sølvtråde sammen med Ecouture, og på den måde fik jeg den perfekte optrædegarderobe til mine 150 foredrag. Lidt som jeg forestiller mig, det må være for en skuespiller, der har fået sig et velsiddende kostume.
Lone Hertz, som i knapt 40 år har boet i Charlottenlund, har ingen planer om at trække sig tilbage som pensionist. Hun er aktiv som natlig vinterbader i Øresund, pendler til Jylland hver uge for at besøge sin søn og har et væld af solistoptrædener, når der ikke lige er corona-nedlukning. Desuden tager hun tilløb til at skrive sin selvbiografi og forbereder sig på den sommerrevy, hun er blevet headhuntet til.
Da kunstfotograf Bjørli Lundin foreslog Lone Hertz at lade sig fotografere som vinterbader til en fotoudstilling på Frederiksborg Slot, var hun straks med på ideen. En nat i november sprang hun derfor i Øresund for at lade sig forevige som vinterhavfrue, som hun selv kalder det: ”Jeg er vant til at lade mig fotografere smilende og lys, men disse motiver skulle indeholde drama”, lyder det fra Lone Hertz, som i 20 år har boet på Strandlund i Charlottenlund efter at være flyttet fra en større villa på Viggo Rothes Vej.
Da billederne ikke blev udtaget til udstillingen, blev hun og fotografen enige om, at de ikke burde gå til spilde. Derfor vises de nu i Liebhaverboligen: ”Da Axel Strøbye og jeg dannede familie, havde vi en havepool, som jeg dyppede mig i året rundt. Siden har jeg badet hver eneste og altid om aftenen eller natten. Flere advarer mig mod det og siger ”Pas nu på”. Men jeg er og har altid været grænsegænger. Desuden er jeg skæbnebevidst, så skal jeg dø i havet, må det være sådan”, siger hun, der forklarer vinterbadningen med, at det for hende er en spirituel oplevelse.
Lone Hertz på 82 år har ingen planer om at trække sig tilbage som skuespiller, selv om der kun er få roller til hendes aldersklasse. Foto: Robin Skjoldborg.
Standupper med substans
Når Lone Hertz ikke kaster sig i bølgerne fra sin lokale badebro, har hun mange andre gøremål. Som for eksempel at styrketræne da hun har en kronisk rygskade. Desuden kører hun hver uge til Jylland for at besøge sin hjerneskadede søn Tomas på 55. Før hun fra marts 2020 som så mange andre blev tvunget til at holde sig mere hjemme, kombinerede hun turene med så mange optrædener som muligt som det, hun kalder ”standupper med substans”. Det håber hun at kunne genoptage til efteråret, for hun elsker jyderne, Jylland og at stå på en scene: ”At optræde som solist med foredrag har givet mig mange glæder og erfaringer. Du skal som ene menneske skrive og fremføre teksterne selv og etablere en samhørighed med publikum i tre timer. Det er krævende, men jeg vil ikke undvære det”. At så mange skuespillere undlader at trække sig tilbage til en pensionisttilværelse, har Lone Hertz en naturlig forklaring på: ”Kunstnerisk virksomhed er ikke kun et job. Det er en del af ens liv, ens tanker, ens lidenskab. Man bliver simpelthen afhængig. Det er som narkotika, man bliver høj. Jeg vil ikke sige, at man holder sig ung ved at fortsætte med sit erhverv. Snarere vil jeg sige, at man holder sig selv ved lige og forbliver livsduelig ved at bruge sin hjerne og sit intellekt. Desuden er jeg velsignet med gode gener efter mine forældre, som var åndsfriske og levede længe”.
I dette år, hvor hun ikke har kunnet komme ud til publikum så regelmæssigt, har Lone Hertz været meget alene. Det passer hende godt, for hun er ikke voldsom social men savner alligevel den livsnæring, jobbet giver. Tiden har hun blandt andet brugt på at tage notater og gøre forberedelser til selvbiografien hun på flere opfordringer tager tilløb til at skrive. Hun er i gang med en sypopsis til det forlag, hvis navn hun endnu ikke ønsker at afsløre, for senere at kunne skrive en mastertekst om sit liv: ”Jeg graver konstant i min hukommelse og er nervøs for at glemme vigtige begivenheder og detaljer fra fortiden. Det værste, jeg kan frygte, er at blive senil”.
Billederne af Lone Hertz på natlig svømmetur i Øresund var kandidat til en fotoudstilling på Frederiksborg Slot, men blev ikke udtaget. Foto: Bjørli Lundin.
Voksendom og visdom
”Når man er 82 år og kigger tilbage, er der roller man kunne have ønsket sig. Men det er utopi at tro, at man kan nå at få de ambitioner opfyldt. Mere Ibsen, Strindberg og Shakespeare kunne jeg godt have tænkt mig. Det er min spidskompetence, men jeg skal ikke klage over det, jeg allerede har opnået”. Selv bruger Lone Hertz aldrig den lidt triste betegnelse alderdom. I stedet opererer hun med voksendom og visdom og føler, at hun selv befinder sig cirka midt i mellem de to trin: ”Mange kvinder har i mit fag er ikke længere den store interesse for producenterne, når de kommer op i årene. Vi føler os kørt ud på et sidespor. At have erfaring er ikke salgbart. Det er sandhed, som vi voksne kvinder må erkende – ingen gør noget ved. Det er stupidt, for der bliver flere og flere friske 80-årige, som har brug for at kunne spejle sig selv og deres liv gennem for eksempel teater og filmkunst. Ja det er virkelig dumt ikke at satse på erfaringerne, mener Lone Hertz og fortsætter: ”Det blev svært for mig allerede, da jeg som 40-årig valgte at blive leder og derefter skrive på en bog i et par år og holde foredrag om socialpolitiske emner vedrørende min søn, som blev vaccinationsskadet i sit første leveår. Efter de 12-13 år, der gik for mig med disse vigtige opgaver, var det svært for mig at komme tilbage til skuespillerarbejde. Derfor valgte jeg at møde publikum på egen hånd med mine egne foredrag men brugte samtidig mine evner som skuespiller ved at blande foredragene med digte, monologer og oplæsninger”.
Der er kommet flere tilbud til sommerens revyer, men Lone Hertz valgte at takke ja til at medvirke i Harmoniens Revyperler i Rødvig på Stevns. Her skal hun under ledelse af Max Hansen og med de yngre kolleger Charlotte Amalie Kehlet og Emil Birk Hartmann fremføre kendte revynumre i en ny form: ”Det glæder jeg mig stort til. Foruden det nye ser jeg med taknemmelighed tilbage på min revykarriere, lige fra min debut som 17-årig på ABC Teatret, hvor jeg optrådte som solist med Kjeld Petersen og Dirch Passer til danseforestillingen ”Vidunderlige Kælling” på Det Ny Teater i 1975. I den forestilling var alle vi medvirkende nøgne, hvilket var ret grænseoverskridende. Det er det også at spille revy som 82-årig, skal jeg hilse at sige!”
Fra barnestjerne til moden skuespiller
Lone Hertz, 82, balletbarn på Det Kongelige Teater. Uddannet skuespiller på Privatteatrenes Elevskole
Har hele barndommen boet på Frederiksberg, og har boet i Charlottenlund siden 1987, heraf de seneste 20 år på Strandlund
Debuterede på film som 12-årig i ”Hold fingrene fra mor”
Var engageret på Stig Lommers teatre: ABC og Aveny fra 1956-61 og havde i samme periode og i årene derefter store TV- og filmroller. Har været skuespiller på Det Kongeteater og er Ridder af Dannebrog
Er storesøster til skuespiller Helle Hertz
Har fire børn i alderen 42-60 år
Er kendt fra filmklassikere som ”Frøken Nitouche” fra 1963 og ”Tine” fra 1964
Medvirkende i 1980 til og i dokumentarfilmen ”Tomas – et barn du ikke kan nå” om hendes hjerneskadede søn. Skrev i 1992 bogen ”Sisyfosbreve”, som var en personlig skildring af livet med sønnen
Var i 1980-84 direktør og instruktør på Bristol Music Centers Teater på Strøget i København sammen med skuespiller Malene Schwartz
Rektor for Statens Teaterskole 1984-90
Medvirker til sommer i Harmoniens Revyperler i Kulturhuset Harmonien i Rødvig på Stevns. www.revyperler.dk
Kilde: Wikipedia og Grønnegårdsteatret
Til sommer medvirker Lone Hertz i Harmoniens Revyperler i Rødvig med to unge skuespillere og Max Hansen som kunstnerisk leder. Foto: Mathias Rasmussen.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2021/05/2.-Vinterbader.jpg534800Kent Segerlundhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngKent Segerlund2021-05-06 15:20:452021-05-06 15:22:2082 år og vinterhavfrue
Liebhaverboligen sætter hver måned en dansk profil i stævne til seks skarpe spørgsmål omkring business og pleasure. Marienlyst Strandhotels direktør Michael Lauritsen ønsker som leder at være i øjenhøjde med sine medarbejdere og give dem ansvar – og så lader han op i selskab med sin kone, børn og gode venner. Han glæder sig til verden igen åbner op, så han kan komme til Amalfikysten med familien.
Fulde navn: Michael Molvær Lauritsen
Alder: 52 år
Stlling:Administrerende direktør på Marienlyst Strandhotel
Privat:Gift med Trine, sammen har de Josefine på 29 år og Joachim på 23 år
3 Business: Hvor henter du inspiration til dit arbejde?Jeg henter stor inspiration i at følge mine medarbejderes trivsel og udvikling – ogdesuden gennem sparring i de forskellige netværk, som jeg er en del af. Derudover sker det ved diverse hotelbesøg i ind- og udland.
Hvordan vil du beskrive din ledelsesstil?Jeg er en involveret leder og møder altid mine medarbejdere i øjenhøjde. Jeg arbejder som udgangspunkt ikke med manualer, men derimod med hjørneflag, der giver en større spilleflade og ansvar til den enkelte medarbejder.
3 Pleasure: Hvad gør du for at lade op?Jeg sætter særligt stor pris på at være sammen med min kone, børn samt gode venner og finder den fornyede energi der.
Hvor spiser du igen og igen?Jeg nyder at spise i Marienlyst Strandhotels egen Restaurant “1861”, da jeg gerne vil følge medi kvaliteten og udviklingen her. Derudover besøger vi ofte forskellige lokale restauranter her i Nordsjælland eller tager en tur til København for at hente inspiration.
Hvor går den næste rejse til, når verden igen åbner?Amalfikystenstår højt på ønskelisten og det bliver helt sikkert der, hvor vores næste rejse går til. Her har vi fundet vores helt “eget” lille ø-paradis i form af et familiedrevet boutiquehotel med en Michelin–restaurant. Her bliver vi altid utrolig varmt modtaget og godt behandlet, og vi kommer derfor altid igen.
Bonus: Hvilket dansk hotel er det næste, du tjekker ind på (foruden Marienlyst)?Vi har netop været på Staycation på Villa Copenhagen, og det var simpelthen så godt. Men vores næste besøg må være på Falsled Kro, som vi holder rigtig meget af at besøge.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2021/04/MarienLyst-Strandhotel_Michael-Lauritsen.png16852500Maria Segerlundhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngMaria Segerlund2021-04-28 20:23:362021-04-28 20:23:36Q&A med Michael Lauritsen
Cykelrytter Jesper Skibby er aktuel med bogen Engang var jeg Jesper Skibby, der er et indgående portræt af et komplekst menneske, som vi alle har mere tilfælles med, end vi tror. Sportskrøniken er skrevet af forfatter Tonny Vorm, der gennem samtaler med hovedpersonen selv, hans nærmeste og en række kendte cykelryttere går på jagt efter sandheden om mennesket bag masken. Jesper Skibby deler her fem oplevelser, der har en hel særlig betydning for hans liv og positive syn på tilværelsen.
Foto: Lars Bech.
Foto: Lars Bech.
Et land, jeg gerne ville bo i
Jeg elsker Danmark. Men hvis jeg skulle vælge et andet land at bo i, blev det Australien. Jeg besøgte landet, da jeg var cykelrytter, og jeg blev straks forelsket. En ting er den storslåede natur og det fantastiske dyreliv. Men det, som virkelig rørte mig, er menneskene, deres utrolige imødekommenhed og åbne sind – noget vi danskere kan lære meget af. Jeg mødte en kultur, der selvfølgelig ikke er som vores herhjemme, men en måde at leve på, som tiltalte mig meget. Jeg elsker Danmark og vil ikke flytte herfra. Men hvis jeg skulle vælge et andet land at bo i, så blev det Australien. Jeg husker tydeligt, at når vi cyklede, så lå der slanger og store dyr ude på vejen og slappede af. Den australier, vi cyklede med, var helt rolig og sagde blot, at vi skulle cykle uden om, hvorimod jeg var i vild panik. Jeg forstod samtidigt, at her levede man i synergi med dyrene og respekterede dem. Samtidig synes jeg om deres madkultur, der jo er præget af hele verden. Jeg var meget imponeret over maden og de restauranter, vi besøgte.
Foto: Rishi / HappyLiving.dk.
Mennesket, der er min kulturelle øjesten
Jeg er opdraget med sport. Jeg fik sport ind med modermælken, da både min far, mor og søster dyrkede sport på højt niveau. Vi var derfor ikke en familie, som dyrkede det mere kulturelle såsom museer, kunst, madkunst, teater, film og musik. Min datter Elisabeth har dog ændret dette markant. Min datter er en kunstnersjæl. Hun er en utrolig maler og alt, hvad hun gør, er kreativt. Derfor har jeg gennem de seneste otte år virkeligt fået øjnene op for kulturlivet i Danmark. Jeg elsker, når min datter og jeg tager på Nationalmuseet, som er et vidunderligt stykke dansk kultur. Vi tager en hel dag ud og går på opdagelse. Det eneste pinlige er dog, at det ofte er Elisabeth, som går og fortæller mig om udstillingerne. Men hva’ pokker, jeg bliver aldrig for gammel til at lære nyt. Det at Elisabeth brænder så meget for kultur, har åbnet mine øjne op for netop at opleve museer og nyde det. Jeg tror virkelig, at det som jeg før hen troede var kedeligt, fordi jeg troede, at kultur handlede om sport, rent faktisk gør indtryk. Jeg nyder meget at blive imponeret og oplyst.
Jesper Skibby flankeret af sin datter, Elisabeth, hans kone og datterens mor, Mette Røpke, og hunden Jax. Foto: Lars Bech.
Tingen, jeg ikke kan undvære
Jeg ved godt, at det ikke er så pænt at være materialistisk, og det er jeg faktisk heller ikke. Men min største svaghed er luksusure. Da jeg kørte cykel, var jeg besat af biler. Nu er det ure, jeg går virkelig meget op i. Når jeg møder nye mennesker, har jeg desværre en tendens til straks at kigge efter deres ur. Jeg har haft næsten alle mærker; Breitling, Tag Heuer, Patek Philip, Linde Werdelin, Panerai, Omega, Jaeger-LeCoultre, IWC og selvfølgelig Rolex, som jeg virkelig elsker: Rolex. Jeg har simpelthen en svaghed for ure, og jeg synes, historien om uret er lige så vigtig som selve uret. Jeg er dybt fascineret af håndværket bag disse ure, og det resultat, som kommer. Jeg kan huske, min kone og jeg var på Zanzibar, og her mødte jeg chefdesigneren for Breitling. Jeg var starstruck, og fik ham til at fortælle indgående om Breitling-historien, om mærket, og hvordan det var at arbejde med ure. Jeg ser mit ur som smykke og udtryksform. Måske er jeg lidt for besat af ure, men det er blevet en hobby.
Breitling, Superocean Heritage ’57 Outerknown.
En musikalske oplevelse, jeg aldrig glemmer
Igennem mit arbejde hos HC Container fik vi billetter til Volbeat koncert i Odense for seks år siden. Jeg er fuldstændig fan af den gruppe. Jeg synes, at det er helt fantastisk og utroligt, at vi Danmark har fået så stort et rocknavn. Jeg er vild med energien i musikken og teksterne. Nå, vi tog med en bus til Odense og sad hele vejen og hørte Volbeat for fuldt drøn og varmede op. Vi var stort set kun mænd. Da vi ankom til koncerten i Tusindårsskoven, blev jeg jo fuldstændig blæst bagover. Jeg har aldrig i mit liv oplevet så stort sceneshow, og den måde Volbeat tryllebandt publikum gjorde, at vi blev en samlet skrigende flok. Det var fantastisk at have en oplevelse, hvor tid og sted forsvandt, og jeg var bare i nuet. Den energi levede jeg højt på længe efter, og hjemturen fra Odense var euforisk, da vi alle havde haft denne her kæmpe oplevelse.
Foto: Universal Music.
Yndlingsstederne, der gør mig glad og rolig
Jeg har boet mange steder; Belgien, Sydsjælland, Midtsjælland og Frederiksberg. Frederiksberg har et særligt sted i mit hjerte og vil altid have det. Nu bor jeg i Nordsjælland og føler virkelig, jeg er havnet det rigtige sted. Jeg elsker stadig at cykle, men for mig er det mest afslappende at gå tur med min hund Jax. Han er en blanding af labrador og rottweiler. Jeg nyder vandet, og har svært ved at forestille mig at skulle undvære havet. Jeg nyder de valgmuligheder, jeg har. Jeg kan gå til højre, så har jeg skov. Jeg kan gå til venstre, så har jeg vand. Jeg bliver i godt humør, når jeg går rundt på Gilleleje Havn og snakker lidt hist og pist med mennesker og fiskerne. Jeg nyder restauranter og det udeliv, Nordsjælland kan tilbyde. Ja, jeg synes simpelthen, her er smukt at bo, at gå ture med min hund og det er her, hvor jeg får klaret hovedet og lader op.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2021/03/billede-2_Skibby-scaled.jpg17072560Liselotte Nielsenhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngLiselotte Nielsen2021-03-30 09:36:272021-03-30 09:47:21Engang var han Jesper Skibby
Bille August har skabt mindeværdige film i over 40 år, vundet Bodil, Robert, Oscar, Gyldne Palmer og meget andet. Han har arbejdet over hele verden med de største stjerner, og alligevel kan hans motivation koges ned til et ganske lille øjeblik. Et magisk sekund. Et sekund, han oplevede igen, da den sidste scene til hans nye film ”Pagten” blev optaget sidste sommer.
– Jeg har altid været fascineret af Karen Blixen, siger Bille August om emnet for sin nye film. – Både af hendes bøger og hendes person. Og så blev jeg anbefalet at læse ”Pagten”.
Det er let at blive i tvivl et øjeblik, når man ser plakaten for ”Pagten”. Profilen af Karen Blixen med den sorte klokkehat. Og så alligevel. Inde under det ikoniske billede genkender man Birthe Neumann. Igennem to timer i intenst samspil med Simon Bennebjerg som den unge digter Thorkild Bjørnvig (og senere forfatter til bogen ”Pagten”) giver hun et nuanceret portræt af Blixen og hendes rolle og manipulationer som mentor.
– Blixen iscenesatte sig selv, men hun havde samtidig stor betydning for det danske kulturliv. Bogen giver et mere komplekst billede af hende og indeholder også historien om hendes manipulationer og list. Det, syntes jeg, godt kunne danne basis for en film. Derefter har der været en længere proces, hvor jeg har fordybet mig i dokumentarisk materiale og læst op på perioden.
Ensom og sårbar – fascinerende og manipulerende
Selv om Bjørnvigs bog er hovedkilde, er der tale om en anden historie med flere kilder – og selvfølgelig med Bille Augusts særlige vinkel.
– Filmen er så sand, som det er muligt. Ingen ved jo nøjagtig, hvad der blev sagt i de forskellige situationer og rum, så selvfølgelig er det gætterier, min fortolkning af de forskellige møder og konsekvensen af det, der er blevet sagt. Blixen er nok en dukkefører, det ved vi, men hun er også en ensom, sårbar kvinde med sine egne dæmoner. Filmen viser både det og konsekvenserne af hendes manipulationer.
Flere skuespillere blev prøvefilmet til rollen som Blixen – alle med den rette alder og de rette forudsætninger.
– Men Birthe skilte sig ud, fastslår Bille August. – Der er det element i historien, at Blixen udlever sin seksualitet gennem den unge Bjørnvig. Til rollen som Blixen var det afgørende at have en skuespiller, som havde en skønhed og kunne udtrykke den seksuelle kraft, der gør, at vi hele tiden mærker den erotiske undertone i forholdet til Bjørnvig. Han vil gerne lære af hende, men hun er også tiltrækkende og fascinerende, og hvis hun ikke var splintret af sin kviksølvforgiftning, så kunne det måske have udviklet sig noget. Vi skal på samme tid både håbe og tro på, at det vil kunne ske, og samtidigt frygte det. Vi skal forstå Bjørnvigs længsel efter Blixen, men også bekymre os for den, fordi katastrofen lurer, og så alligevel ønske, at han vil se hende bare én gang til. Og én gang til.
Kameraet elsker Birthe
For, selv om det egentlig er Bjørnvigs historie, så skal Birthe Neumann bære filmen med sit portræt af Blixen:
– Birthe er en fremragende skuespillerinde med et potentiale, som måske aldrig har fået lov til at folde sig ud som her. Blixen er en stor karismatisk personlighed. For at forstå den tiltrækning hun har, er det vigtigt, at man finder en skuespiller til rollen, som har en stor karisma, som har et nærvær og en stor tiltrækningskraft, hvilket Birthe har. Jeg har set flere eksempler på film, hvor en skuespiller har skullet portrættere kendte personligheder, som fysisk ligner det virkelige forbillede, men som ikke har egen karisma. For så kan kameraet ikke registrere det. Men Birthe … kameraet elsker Birthe.
Historien i ”Pagten” klinger både med Bille Augusts egen historie og med dagsaktuelle temaer. Ligesom Blixen tager Bjørnvig under sine vinger (og i virkeligheden flere andre af datidens unge talenter), fik den unge Bille August en god mentor i en svensk fotograf, da han som 18-årig drog til Stockholm for at blive uddannet derovre.
– Her var pludselig en person, skolens rektor Christer Strömholm, der så mig. Han blev en afgørende person i mit liv. Det er vigtigt at have et menneske at læne sig op ad, så talentet kan få lov til at spire.
Et andet punkt handler om smerte, som er en væsentlig drivkraft for Blixen. Også den genkender Bille. Han mistede sin mor som 9-årig, og det håndterede hans far ikke særlig godt.
– Min far var ikke et særlig behageligt menneske og var ikke god til at vise kærlighed til børn, siger han diplomatisk.
– Jeg siger ikke, at du ikke kan blive kunstner uden at have oplevet smerte, men du bliver nok en mindre kompleks person, hvis du ikke har.
#metoo i 1950’erne
Samtidig handler ”Pagten” helt aktuelt om #metoo:
– Hvis historien foregik i dag, og måske især hvis det var en omvendt kønsfordeling, så ville vi helt sikkert tænke #metoo. Det er en form for misbrug, som har alvorlige konsekvenser.
Bille August ser #metoo som et helt nødvendigt opgør – i filmbranchen og alle andre steder.
– Det vælter jo frem med eksempler, så det er et vigtigt opgør med det misbrug, der har fundet sted.
Flere af Bille Augusts internationale film blev produceret sammen med Harvey Weinsteins selskab Miramax. Og det var som bekendt her hele bølgen startede:
– Jeg kendte ham, og jeg havde hørt rygter, men jeg var ikke tæt nok på at vide, om de var sande. Men jeg kan godt se, hvordan det kunne forekomme, fordi han havde magt over unge skuespillerinder, der var afhængige af hans indflydelse i branchen.
Helt så grelle eksempler har han ikke fra den danske filmbranche.
– I Danmark er der sket meget siden slutningen 70’erne, hvor jeg startede i filmbranchen. Dengang var der en anden tone overalt, f.eks. i den måde, der blev talt om kvinder. Der var også en anden drukkultur. På min første film, ”Honning måne” var det svært at lave ordentlige scener efter klokken 14, eftersom der blev drukket tæt. Men det gjaldt i alle brancher – da jeg i sin tid som 15-årig startede i malerlære, var det første, jeg skulle, når jeg mødte kvart i syv, at gå ned og hente elefantbajere.
– I dag er der ikke druk på arbejdspladserne. Så på samme måde tror jeg, at vi efter #metoo-opgøret vil se en kulturændring, der vil slå igennem på alle arbejdspladser og i alle brancher.
Far og datter
I ”Pagten” deler Bille August arbejdsplads med sin datter, Asta, der spiller rollen som Benedicte, der ligesom den unge Bjørnvig bliver manipuleret af Blixen. Familieforholdet er imidlertid helt underordnet på film-settet.
– Det er en helt professionel relation. Når jeg møder på settet og hun er klar i makeup og kostume, så er jeg instruktøren, og hun er skuespilleren. Af princip omgås jeg aldrig med hverken skuespillerne eller nogen fra holdet, når vi indspiller en film. Så der er ingen forvirring.
Valget af Asta fulgte også samme retningslinjer som castingen af Birthe Neumann.
– Udover at være en fremragende skuespiller, har Asta en forbløffende portrætlighed med virkelighedens Benedicte, forklarer Bille August.
Dermed har Bille August arbejdet professionelt sammen med fire af sine egne børn. Sønnerne Anders og Adam August er i dag begge manuskriptforfattere, døtrene Alba og Asta August er begge skuespillere. En stor filmfamilie.
– Det har altid været vigtigt for mig, at de kom til at beskæftige sig med noget, der forløste dem som mennesker, siger Bille om sine børn. – Men jeg har aldrig hverken rådet eller frarådet dem at gå ind i denne branche. De har selv søgt ind, og jeg er glad for, at det forløser dem.
Skabertrangen stod i modsætning til nærhed
Men når Bille August selv nævner sit anstrengte forhold til faderen som en drivkraft, er det selvfølgelig oplagt at spørge om hans egen rolle som far. Han står ved, at han har været for fraværende i forhold til sine egne børn. Han vil ikke sige, at han fortryder det, for han ser det som et livsvilkår, når man nu er født med en skabertrang.
– Det har stået i modsætning til behovet for nærvær. Både i forhold til mine børn og til mine ægtefæller. Jeg har altid prøvet at få det bedste ud af situationen, men jeg har altid følt en … rastløshed. En kraft der hiver og flår i mig. En følelse af at være i transit. Det er først nu, jeg begynder at føle en større ro.
”Pagten” blev optaget sidste sommer på en herregård på Fyn – med tilstrækkeligt med ikoniske referencer til at skabe en perfekt illusion af Rungstedlund. Holdet var det meste af tiden afsondret fra omverdenen, så corona kom ikke som sådan til at påvirke produktionen.
– Også i dag fungerer filmproduktion rundt om i verden som – næsten – normalt, fordi et film-set er en arbejdsplads. Jeg håber, at regeringen skønner, at vi kan åbne lidt for kulturlivet, så ”Pagten” kan få premiere den 15. april. Den indgår i Biografklub Danmark, og de har ønsket at holde premieredatoen. Hvis det er muligt. Men ellers bliver premieren nok skubbet.
I det forløbne år har vi ellers set en del amerikanske film få premiere på for eksempel Netflix eller Disney+ uden at have haft biografpremiere. Selvfølgelig ønsker Bille August, at ”Pagten” får premiere på det store lærred i biografen, men han er ikke principielt imod streaming-tjenesterne.
– Der er ingen tvivl om, at en film som f.eks. ”Mulan” har fået et langt større publikum ved at få premiere på Disneys streamingtjeneste. Selv oplevede jeg det med ”Lykke-Per”, hvor vi efter premieren i Danmark umiddelbart havde svært ved at finde en tilfredsstillende distributør, men hvor så Netflix tilbød en stor sum for at få verdensrettighederne.
– Man skal tænke på, at hvis en dansk film bliver solgt til distribution i f.eks. USA, så får den måske premiere i art house biografer i New York, Los Angeles og 3-4 andre storbyer. Så med distribution gennem Netflix kom ”Lykke-Per” ud til mange flere mennesker, og den har fået en respons fra publikum, som den ellers aldrig ville have fået. Så det er helt fint med mig.
Det magiske sekund
For det er netop i det øjeblik, hvor filmen og publikum mødes, og hvor publikum kan møde den magi, som Bille August stadig føler og søger i sine værker, at det hele bliver forløst:
– Jeg oplever det sådan, at mit arbejde som instruktør jo ikke er færdigt, når optagelserne er ovre. Der ligger måneders arbejde efterfølgende. Så kommer der et tidspunkt, hvor jeg tænker, at nu er der ikke mere, jeg kan gøre. Vi har testet den på publikum. Nu er den klar til at møde publikum.
– Men der er et sekund – som det skete med Birthe på ”Pagten” – hvor vi optog sidste scene, som også er den sidste i filmen, og hvor Birthe er dybt i rollen, i scenen, i situationen, hvor vi når et klimaks af den menneskelige indsats på filmen … Det sekund af magi. Det kan ikke genskabes, men det er foreviget i kameraet. Det er forløsningens øjeblik.
– Så kommer det øjeblik, hvor jeg ser publikum opleve det sekund. Det er magien ved film. At momentet er foreviget. Vi opbygger et fortrolighedsforhold med publikum gennem filmen, indtil du føler, at kun du oplever dette – ikke din sidemand – men kun du oplever det øjeblik. Det er et koncentrat af mange mennesker indsats at skabe den magi.Deter forløsningen.
Blå bog
Bille August er uddannet på Den Danske Filmskole og debuterede med spillefilmen ”Honning Måne” i 1978. Han fik et populært gennembrud med Bjarne Reuter-filmatiseringerne ”Zappa”, ”Tro, håb og kærlighed” og ”Busters verden” og sluttede 80’erne med Oscar til ”Pelle Erobreren”. Derfor har karrieren også budt på internationale produktioner som ”Åndernes hus”, ”Les Miserables” og ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”.
Bille August har været gift flere gange og har i alt otte børn, hvoraf sønnerne Andres Frithiof og Adam August begge er manuskriptforfattere, mens døtrene Alba og Asta August er blevet skuespillere. Han er i dag gift med skuespilleren Sara- Marie Maltha, som han har tre børn med.
Rundt om Bille August
Hvilken film er du mest stolt af, og hvilken film var sværest at lave?
Mine film er mine børn og jeg holder af dem. Men selvfølgelig har nogle været mere problematiske end andre. Med nogle har jeg mærket det under optagelserne, med nogle allerede på manuskriptplan. Så har jeg tænkt, det løser sig, når jeg arbejder med skuespillerne. Det gjorde det så ikke. Så tænkte jeg, der rettede sig i klipningen. Heller ikke. Så tænkte jeg, når musikken kommer på …
Du har gået på mange røde løbere og fået mange statuetter – hvilken æresbevisning står dit hjerte nærmest?
Det er ikke til at sige. Og dog. ”Lykke-Per” fik en Tiantan Award i Kina for bedste film– svarende til en Oscar. At en film kan rejse på den måde og få en sådan anerkendelse. Men jeg laver ikke film for at få skulderklap.
Hvad vil du helst være: koryfæ eller ronkedor?
Det må andre bedømme. Selv har jeg ikke tid til det. Jeg har jo flere film på vej. Jeg håber ikke jeg mister min dømmekraft i forhold til arbejdet, og jeg håber, at der er en god ven, der vil prikke mig på skulderen, hvis det sker.
Nu er du den feterede kunstner, der kan se de nye talenter – hvem ser du?
Der ersåmeget talent i Danmark. Det interessante er jo, at da jeg i sin tid blev uddannet, da arbejdede vi med tungt udstyr, store kameraer og film, der i sig selv var dyr. Det var så begrænsende, at meget talent forsvandt. I dag behøver du en smartphone og en computer – så kan du gå i gang med en film.
Når du ikke optager film om sommeren – hvad er så drømmerejsen?
Jeg rejser jo meget med mit arbejde. Det har bragt mig rundt i Europa, Asien, Afrika, Amerika, Grønland … så det er lidt op til familien.
”Pagten” er fuld af klaprende skrivemaskiner – var det bedre i gamle dage?
I skriveprocessen er computeren da en kæmpe hjælp. Men med hastigheden ved at skrive på computer kan der gå noget tabt i tankeprocessen, fordybelsen. Når man tænker på forfatteren Dickens. Tænk, han dyppede sin pen og så skrev han, og det tog den tid, det tog. Jeg tror, det gav en rytme, tid til refleksioner, på samme måde som da man skrev på skrivemaskinen. Jeg lægger mærke til, at alle bøger er blevet længere. Det ser jo fint og færdigt ud på computeren. Men er det bedre…
Hvad har du savnet mest under corona?
At kunne rejse. At komme ud i verden.
Du er 72, men virker jo fit og kampklar: hvad er hemmeligheden?
Jeg vågner klokken 6 om morgenen. Så har jeg et rum i underetagen med maskiner, fitness. Jeg hader det, men jeg gør det. Så hører jeg P1 imens for at holde mig orienteret. Og så ”sorterer” jeg. Jeg ser mennesker, som betyder noget, men jeg undgår ”støj”. Jeg ser f.eks. ikke tv. Mit problem er, at jeg har svært ved at glemme. Jeg husker alt, og derfor støjer det.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2021/03/Bille-August-4.jpg7361280Steen Blendstruphttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngSteen Blendstrup2021-03-28 17:00:572021-03-28 17:01:16Bille August og det magiske sekund
Tonny Gulløv er forfatteren bag en lang række historiske romaner, herunder bestselleren ”1000-årsriget”. Bogen fortæller den spændende historie om tre legendariske konger, der i dag er bedst kendt som Gorm den Gamle, Knud Dana-Ast og Harald Blåtand. Historien er en barsk og fascinerende vikingesaga fyldt med spændende fakta om en dramatisk tid i Danmarkshistorien.
Tonny Gulløv deler her sin kærlighed til hård musik, historiske dramaer og en helt særlig udsigt på Sydfalster.
Bestselleren ”1000-årsriget” blev Tonny Gulløvs store gennembrud.
Rejserne, jeg altid vender tilbage til
”En rejse på tusinde mil starter med det første skridt”. Disse ord stammer fra den kinesisk filosof, Lao Tzu og beskriver i den grad mit liv. Jeg elsker at rejse og har været i ualmindelig mange lande, fordi jeg i mange år fløj som Air Purser i SAS. Alligevel er det min sommerhusterrasse i Bøtø på Sydfalster, som trækker mest i mig. Her har jeg en formidabel udsigt udover et kæmpe fuglereservat der hedder Bøtø Nor. Her nyder jeg virkelig at være, slappe af og her skriver jeg mange af mine romaner. Når trangen til en udlandsrejse melder sig, er Washington stedet, jeg helst vil til. Her kan man opleve alt på meget kort tid, da byen ikke er så kaotisk og gigantisk som andre byer med samme tilbud. Alt lige fra National Air and Space Museum til The International Spy Museum og Ford’s Theatre, hvor Lincoln blev myrdet, ligger inden for overkommelig afstand. Trænger man til et smukt sted at få en kølig forfriskning, for der varmt i D.C om sommeren, er Washington Harbour absolut et besøg værd.
Fotokredit: Eric Long, Smithsonians National Air and Space Museum.
Musikken, der en min faste partner
Til manges overraskelse, og min smukke hustrus frustration, har jeg stærk hang til tung rock. Det er ikke mange ord, jeg har skrevet uden at lytte til et dunkende heavy nummer. Et heavy nummer kan godt virke lidt kaotisk første gang man hører det, men det er netop genrens force. Hvert nummer skal man som regel lige lære at kende. Man skal lære at forstå teksten og musikken som én helhed – modsat de fleste popnumre, som blot siver ind og ud igen uden at sætte et eneste spor. Et tungt rocknummer er mange gange som at betragte et kæmpe billede, der skal nærstuderes, før man forstår det. Men knækker man koden er man sædvanligvis vild med nummeret i meget lang tid, for ikke at sige altid. Tænk på Metallicas Enter Sandman. Det nummer vil aldrig forlade min top ti.
Desværre betyder Tonny Gulløvs musiklast, at han aldrig må vælge musikken, når der køres bil.
Sporten, jeg kom til at savne
HIK er min klub og stedet, hvor jeg gennem en del år har trænet en masse børn og unge mennesker. Det startede med, at jeg trænede mine egen børn, men da min datter blev så gammel, at det ikke længere var nødvendigt, stoppede jeg. Derefter kom savnet og længslen langsomt snigende. Aldrig før har jeg opfundet så mange ligegyldige ærinder på Bregnegaardsvej 25 i Hellerup for at besøg den klub, som jeg føler er min. Jeg måtte simpelthen tilbage til mine piger og iklædte mig atter trænerhabitten i slutningen af 2020.
Foto: jcomp.
Bøgerne, der taler højt til mig
Jeg får ofte spørgsmålet om jeg har en yndlingsbog eller favoritforfatter. Sådanne har jeg ikke rigtigt. Det er ikke blevet nemmere efter at antallet af egne udgivelser er blevet tocifret, idet jeg jo mener, at en bog skal skæres på én bestemt måde. Derfor bliver jeg let en smule irriteret, hvis en anden forfatter – med rette – har gjort det anderledes end jeg ville have gjort. Men skal jeg absolut vælge en bog, så kommer The Pillars of the Earth, skrevet af Ken Follett, nok op på vinderskamlen sammen med Arnbøgerne af Jan Guillou og Røde Orm af Frans G. Bengtsson. Men jeg er jo også kæmpefan af historiske romaner.
En af Tonny Gulløvs favoritter.
Tv-serien, jeg lærte at elske
Game of Thrones var for mig en underlig størrelse. Jeg fandt den virkelig kedelig og måtte starte på den hele tre gange efter pres fra omverdenen. Det har jeg ALDRIG fortrudt. Da jeg først havde vænnet mig til lande med fantasinavne, troldeagtige seersker, kæmper, zombier og flyvende drager var jeg solgt. Dog var jeg lidt skuffet over slutningen, som var forhastet eller måske mere for altfavnende. Men måske har jeg bare en erhvervsskade ved at fortænke handling og historie, mens jeg bliver underholdt – for det gjorde jeg.
Foto: HBO Nordic. Billedet er fra sæson 1, episode 4.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2021/02/billede-1_Tonny-Gullov.jpg640427Kent Segerlundhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngKent Segerlund2021-02-14 18:09:052021-02-14 18:09:05Forfatterens fem favoritter med Tonny Gulløv
Gentoftes kommende borgmester har evner som leder og er økonomisk vidende. Og som sportsmand kan han måske sætte skub i ambitionen om at få borgerne til at motionere en time om dagen.
Sympatisk, loyal, arbejdsom og fagligt dygtig. Rosende ord om Gentoftes kommende borgmester Michael Fenger er der mange af. Det modsatte er derimod slet ikke til at opstøve, når talen falder på den tidligere landsholdsspiller fra 1982 og 11 år frem. Det samme gælder hans gamle klub HIK, hvor den tidligere ungdomsspiller omtales i en jubilæumsbog for sin evne til at få alting til at gå op i en højere enhed – både på og uden for banen. Han siges at have både sportslig kunnen og ydmyg holdning til sit talent, hvilket har gjort ham vellidt.
Michael Fenger har tidligere været ansat hos Nilfisk som blandt andet landechef og global ansvarlig for marketing og projektledelse. Populær er han også som økonomidirektør på privathospitalet Gildhøj i Brøndby. Han arbejder under sin gamle håndboldkammerat Claus Hovgaard, som må søge efter en ny direktør, nu hvor Michael Fenger stopper til maj for at bestride lederposten for Gentoftes 75.000 borgere. Claus Hovgaard kalder i et interview med Villabyerne ligefrem sin snart forhenværende økonomidirektør for ”En ordentlig mand man ikke kan blive sur på.”
Hele livet i Hellerup
58-årige Michael Fenger har boet det meste af livet i Hellerup. Her bor han stadig med sin hustru Charlotte Hjerl Fenger, og de har tilsammen har tre voksne sønner. Han har gået på Øregård Gymnasium, trænet i Kildeskovshallen og fik sin cand.polit.-eksamen efter at have afsluttet landsholdskarrieren. Han deltog i 1984 ved OL i Los Angeles, hvor holdet opnåede en fjerdeplads. Alt i alt spillede han 234 landskampe og scorede i alt 541 mål. I 1986 blev han tillige kåret som Årets Spiller og fungerede i 2004 et år som assisterende landstræner under Torben Winther. Få år efter blev han aktiv i kommunalpolitik for de konservative.
Ingen revolution i vente
Til Liebhaverboligen siger Michael Fenger, at han ikke ønsker at give interviews før sin tiltræden. Han, som er formand for Børneudvalget og er medlem af Økonomiudvalget, Kultur-, Unge- og Fritidsudvalget og Skoleudvalget, siger dog til Villabyerne, at han vil arbejde for at gøre Gentofte bedre og give noget tilbage til den kommune, som har givet ham så meget. Som man måske kan forvente, vil han ikke skabe revolutioner men bygge sig egen vej oven på, hvad borgmester Hans Toft har opnået og arbejdet for. 2021 vil i høj grad stå i kommunalvalgets tegn for at bevare magten med Venstres Morten Løkkegaard, MP, som modstander. Ved seneste kommunalvalg fik konservative godt 58 procent af stemmerne med knap 15.000 personlige til Hans Toft, som har været borgmester siden 1993. Michael Fenger måtte dengang nøjes med 372 stemmer.
Michael Fenger kaldes flittig, talentfuld og en masse andet. Han foretrækker at holde igen med interviews, inden han kan hænge borgmesterkæden om halsen til maj.
Lytter og er god til at samle trådene
Brigitta Rick, SF, har været medlem af kommunalbestyrelsen fra 2006-2013 og igen fra 2018 og sidder i Børneudvalget, som Michael Fenger er formand for. Hun fortæller, at den kommende borgmester er god til at favne forskellige politiske holdninger, at han er rummelig og lyttende og god til at samle trådene: ”Jeg forventer ikke ændringer i politikken med Michael Fenger for bordenden. Der har været en ret god linje, hvor alle hele vejen rundt på nær Enhedslisten, er med i budgettet.”
Michael Fenger er endnu ikke så kendt i offentligheden. Men Brigitta Rick kender ham som en mand med god humor og som har let ved at grine: ”Jeg har aldrig oplevet ham vred, men han kan da sikkert godt blive det. Jeg har bare ikke oplevet det i politiske sammenhænge. At han er økonomiuddannet og god til at anskue tal, er et klart plus for en kommune, som skal have enderne til at mødes, når vi nu betaler så hulens mange penge til andre kommuner,” som Brigitta Rick udtrykker det: ”Jeg har indtryk af Michael Fenger som et solidt og ordentligt menneske. Jeg venter mig især meget af ham i det opgaveudvalg, vi begge er med i for at få borgere i alle aldre til at få en times motion om dagen og dermed tage ansvar for eget helbred. Michael Fenger er jo idrætsmand, så jeg har en optimistisk forventning til hans handlinger inden for det område.”
Selv om Brigitta Rick befinder sig på den modsatte fløj rent politik, anerkender hun den kommende borgmesters evner til at være rummelig og lyttende over for alle synspunkter og idéer.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2021/02/MichaelFenger.jpg18181810Mette Andersenhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngMette Andersen2021-02-02 17:35:572021-03-11 06:19:19Rolig holdspiller med humor bliver Gentoftes nye borgmester
Tv-vært og forfatter Jacob Riising er aktuel med bogen ”Verdens bedste idéer og et par sygt dårlige”. I bogen fortæller han utrolige, men sande historier om, hvordan f.eks. bilen, barbiedukken og verdens måske værste idé, lektierne, blev opfundet. Jacob opfordrer børn (og voksne) til at tænke ud af boksen og stå ved deres gode idéer. Han elsker rejser og nye eventyr, og deler her fem oplevelser, som har gjort et særligt indtryk på ham.
Et fantastisk rejseminde, der var en smule ildelugtende
En tur til Grønland har været en af de største og mest unikke rejseoplevelser i mit liv. Jeg skulle deltage i et kulturarrangement og i stedet for honorar, fik jeg lov til at tage mine drenge med på turen. De har vel været otte og ti år. Inden rejsen var vi blevet advaret om, at vejret kunne skifte meget. Det kunne betyde, at ting blev aflyst, men intet blev aflyst på vores tur. Vi fik både kørt med hundeslæde og snescooter på indlandsisen. Hvorfor er der aldrig nogen, der har sagt, hvor meget der lugter af hundeprut, når man tager på sådan en slædetur? Puha, men bortset fra lugten, var det en fantastisk oplevelse, og alle talte dansk og kunne svare på mine mange spørgsmål.
Et frisk måltid og en mor, der måske løj
Jeg var som en del af et tv-program på jordomrejse med min mor. Undervejs skulle vi dykke i Mexico, blandt andet med en hvalhaj, der er verdens største fisk. Da det bliver frokosttid, holder vi stille et smukt sted med azurblåt hav. Vores lokale skipper har fanget en fisk, som han chopper op og marinerer med chili, lime, mango og koriander til den lækreste ceviche. Det smagte fuldstændigt forrygende! Jeg har prøvet at genskabe den ret mange gange, men det er aldrig lykkedes. Det med dykningen gik ikke så godt. Min mor var vandskræk, og jeg er i tvivl, om hun nogensinde så den fisk, eller hun bare lod som om for at slippe for mere dykning.
Foto DR/Mastiff.
Et uforglemmeligt møde, der lærte mig at binde butterfly
Engang da jeg var vært på et stort DR-show, skulle Kim Larsen optræde til samme show. Jeg er lidt starstruck, men tager mod til mig og går hen og siger: Hej, jeg er stor fan af din musik, og jeg er så glad for, at du skal optræde her i aften.” Han kigger på mig, peger på min butterfly og siger: ”Er det en selvbinder?” Hvortil jeg svarer lidt perplekst: ”Nej”. Så siger han iskoldt: ”Tøsedreng!”. Det har jeg aldrig glemt, og jeg har kun haft selvbinderbutterfly på siden, for nu har jeg lært at binde den. Tak, Kim.
Foto: Kunstner Miki Pau Otkjær, forsidebillede til bogen “I Kim Larsens fodspor på Christianshavn” af Hagen Petersen.
Podcasten, der var skyld i, at jeg blev forsinket
Jeg hører mange podcasts. Engang kom jeg 25 minutter for sent til et meget vigtigt møde, fordi jeg var nået til et vildt spændende og afgørende sted i Third Ear-podcasten ’Kvinden med den tunge kuffert’. Jeg måtte bare blive siddende i min bil på parkeringspladsen, indtil afsnittet var slut, selvom de allesammen sad og ventede på mig. Da jeg dukkede op til mødet 25 minutter for sent, undskyldte jeg med, at jeg desværre var blevet forsinket i trafikken.
En evig inspiration, der minder mig om, at voksne ikke har styr på noget
Jeg bliver aldrig træt af Ole Lund Kirkegaard. For mig er det nærmest poesi, og hans univers er evigt fascinerende. Da jeg lavede børne-tv, var jeg inspireret af hans oprør med autoriteter. I Ole Lund Kirkegaards bøger er de voksne idioter, og det er børnene, der har styr på det. Han har også skrevet om at huske barnet i sig selv. Om at vi skal huske stubbene, der stak i de nøgne fodsåler, de voksnes sære, snobbede ligegyldige snak, æggene vi stjal, lyset om morgenen og bækken, der var fuld af sære dyr. Han slutter af med at sige, at ”hvis vi har glemt det – og en hel del mere – vil vi aldrig kunne skrive ærligt om noget som helst hverken for os selv – eller nogen andre overhovedet” (fra Barnet og Bogen 1970). Det prøver jeg altid at huske på.
I Ole Lund Kirkegaards bøger er de voksne idioter, og det er børnene, der har styr på det.
”Jeg er blevet bidt af X Factor”, siger Martin Jensen, og den verdensberømte DJ gør ikke noget halvt. Han brænder for det, han laver. Han bliver ved og tager det til next level. På en måde bliver hans debut i dommerpanelet på X Factor også en genvej til hans drøm om at producere for nye, unge talenter.
Nu er det vist efterhånden gået op for de fleste herhjemme, at Martin Jensen er en verdensstjerne. Som en af verdens 50 bedste DJs har han turneret verden rundt og har produceret flere internationale hits til dansegulvet. Med netop det job var han også en af de første herhjemme, der blev ramt af corona-nedlukningen. Han fik nemlig aflyst en turné i Asien allerede i januar sidste år – to måneder før Danmark fik sit lockdown. – Covid-19 har ramt mig hårdt og ramte mig hurtigt. Jeg begyndte at få aflysninger på min tour i Asien allerede i januar.
I lockdown med kæresten
Personligt har pandemien også haft betydning for Martin, fordi hans kæreste er irsk. Men på den gode måde: – Natasha var været i Danmark siden vi gik i lockdown i marts. Jeg må sige, at man virkelig lærer hinanden at kende som kærester, når man er i lockdown i tre måneder, griner han. Set på den måde er der også en positiv side ved covid-19 for Martin: – Det værste ved mit job er jo, at jeg får set for lidt til min familie – til min datter på ti år. Så på det punkt er der kommet noget godt ud af covid-19. Ellers er det bedste ved mit arbejde netop, at jeg rejser verden rundt. Jeg lever af min passion. Det er ikke et 9-4 job med en sur chef; jeg går på arbejde klokken 12 om aftenen og holder dagen fri. – Natasha rejser med mig stort set hele tiden. Nogle gange fungerer hun som min PA. Men det er vigtigt for mig, at jeg aldrig vil ansætte hende til at arbejde for mig. Det er fint, at hun hjælper mig frivilligt, men hvis det blev et job, ville det skabe et skævt magtforhold i parforholdet. Det vil jeg ikke.
“Hvis du ikke holder beatet, så kan du ikke holde dig på toppen. Så taber du til dagens model,” mener Martin Jensen.
Ingen pensionsalder for DJs
Uden udsigt til en ende på pandemien er det svært for Martin at sige noget om fremtiden, hverken på kort eller langt sigt: – Jeg har ingen anelse om, hvornår jeg stopper. Tiesto er for eksempel over 50, og han er stadig en af de absolut største på DJ-scenen. Hvis du ikke holder beatet, så kan du ikke holde dig på toppen. Så taber du til dagens model. Men hvis du er dygtig nok, er der ingen pensionsalder – før du selv synes, du ikke kan længere. Til gengæld bemærker Martin, at der er ved at ske et ”kønsskifte” i hans branche. Hvor podiet tidligere har været domineret mænd, er kvinderne nu på ved ind i rampelyset. – Rundt omkring i verden kan jeg se, at der kommer flere og flere kvinder, der arbejder som DJs. Sidste år kunne vi se flere kvinder, der røg til tops på DJ-ranglisten frem for mændene. Måske fordi mændene er blevet lidt satte. Jeg synes, det er superfedt, at kvinderne finder en plads i branchen. Jeg har også lagt mærke til, at i de kinesiske klubber er der mange kvinder blandt deres resident DJs. – Det eneste, jeg kan have det lidt stramt med, at de kvindelig DJs, der fører sig frem på instagram med bikinibilleder, tilføjer han. – De spiller på kønnet frem for deres tekniske kunnen. Jeg synes, det er ligegyldigt, hvordan man ser ud … og jeg ville givetvis ikke sælge på at dele billeder, hvor jeg står i badebukser.
Risikoen giver energi
Til gengæld har Martin delt en live performance online for at holde fingeren på pulsen og holdet modet oppe hos sine fans, der må undvære festen på dansegulvet på grund af covid-19. – Jeg spillede fem timer straight. Det var hårdt. Live foran otte kameraer. Den session skulle også give svaret på, om Martin mixer sine shows på forhånd. Det er et nej: – Det er risikoen for, at det går galt, der giver mig energien, siger han. – Alt, hvad jeg laver, er live. Jeg har mixet nogle tracks, men vokalerne er live. Jeg får beskeder med ”nice pre-mix, Bro” på Instagram. Det får mig til at spørge mig selv, om det er normalt. Men omvendt må jeg da sige tak for, at nogen synes, at jeg kan lave en fejlfri performance live. Efter et show er Martin drænet. Men det er på den anden side også den motion, han får: – Jeg går ikke specielt op i at spise sundt, eller om jeg holder søvnrytmen. Jeg kunne nok gøre mere for at holde mig og min krop i form, men det interesserer mig ikke. Det skyldes måske, at jeg er vokset op på en gård. Jeg har altid arbejdet fysisk. Jeg tror, det giver en god grundform … også uden at gå til fitness seks gange om ugen.
En smilende Martin Jensen. Sådan ser han ikke ud efter et show, hvor han er fuldstændig drænet.
Drømmen om eget label
På en måde kan man sige, at Martin Jensen har været på tvungen ferie. Covid-19 kom også på tværs af hans planer om at udvikle eget label og begynde at producere for andre kunstnere. Så X Factor er kommet som lidt af en gave: – Jeg ser X Factor som en mulighed for at hjælpe nogle unge talenter. Sjovt nok har jeg gået og tænkt på at starte min egen label, hvor jeg netop kunne hjælpe nye potentielle talenter – som jeg var engang. Men det er dyrt at starte sådan et label. Hvis det skal være, så skal jeg satse 100% – ikke noget venstrehåndsarbejde. Jeg måtte indrømme, at det var der ikke plads til – især ikke fordi mit levebrød forsvandt, da covid-19 lukkede klubberne verden over. – Og så ”ping” dukker X Factor op. Der kan jeg få lov til at arbejde med talentudvikling. På den måde kan jeg komme i gang uden stå med alle omkostningerne. Samtidig får jeg lov til at kigge på, hvordan Oh-Land og Blachman gør det. Martin kendte godt de to garvede X Factor dommere af navn, men inden han begyndte optagelserne, havde han ingen idé om, hvem de var som personer. – Blachman og jeg kommer godt ud af det med hinanden, siger han. – Vi har en god jargon. Han respekterer det, jeg kommer med, selv om jeg ikke har den samme musikalske baggrund, som han har. Jeg respekterer ham for den baggrund og for at have ”været” X Factor i ti år. – Nanna er en dygtig vokalist. Hun er simpelthen teknisk dygtig til at spotte de store stemmer. – Jeg synes, vi udgør en god kombination: Blachman og X Factor er jo nærmest uadskillelige. Nanna er som sagt den teknisk dygtige. Og så kommer jeg med mit branchekendskab og min performance. – Min udtrykkelige målsætning er ikke at vinde, men at skabe store artister … men det vil da være fantastisk at vinde. Jeg synes, det vil være 10 gange større sejr, hvis jeg og mit team gør at en på mit hold bliver en ny stjerne. Det vil være bedre end en sejr til april. Med den del af arbejdet, vi har gjort indtil nu, må jeg sige, at jeg er blevet bidt af X Factor.
Talentudvikling frem for fredagsunderholdning
Det ligger i sagens natur, at Martin med sine mange turneer ikke har fulgt med i X Factor gennem programmets historie, men som altid, når han kaster sig over noget nyt, har han sat sig ind i sagerne: – Jeg må indrømme, at jeg først kom i gang med at se de gamle sæsoner, da jeg blev spurgt, om jeg ville være med. Det er blevet meget fredagsunderholdningsprogram frem for talentudvikling. Mit input vil som nævnt være at lægge mere vægt på talentudviklingen med det engelske X Factor som forbillede. – Jeg synes ikke, X Factor er et short-cut til en musikkarriere. Problemet er, at karrieretoget kører, men det stopper med sidste udsendelse. Så stopper karrieren også. Toget kører ikke længere. – Jeg vil gerne hjælpe nogle af talenterne ud over den sidste station, så deres karriere ikke går i stå. Hvis vi ser på England, så er det stort set alle topartister, der har været via X Factor. Det er bare ikke sket i Danmark. Det er et sted, hvor jeg gerne vil gøre en forskel.
Berømmelse i Danmark er en spøjs ting
Det er nu et par år, siden DR kunne vise et program med titlen, ”Hvem er Martin Jensen”. Verdensberømmelsen har nået Danmark og med X Factor er Martin klar over, at det nok er definitivt slut med anonymiteten, når han går på gaden. Men han undrer sig lidt over vores forhold til berømmelse her i landet: – Min synlighed har ændret sig. Jo mere presse jeg får, jo mere jeg er på TV, desto mere er jeg i ”the public eye”. Jo længere tid, jeg har været en del af markedet, desto mere sælger jeg selvfølgelig. Det har jeg mærket gennem de sidste fem år. – Men Danmark er et spøjst land, hvad berømmelse angår. Mads Mikkelsen kan gå ned ad Strøget; alle kigger på ham, genkender ham, men ingen går hen til ham. Men hvis det er en eller anden Youtube-stjerne, så går de unge helt amok. Det er mærkeligt, at folk flokkes om en, der er kendt for at have haft sex på tv i et eller andet reality program, mens en superstjerne som Mads kan gå i fred for sig selv. I Spanien tror jeg folk ville have flået tøjet af ham, tilføjer Martin med et smil. – Sådan håber jeg ikke det bliver i Danmark, men jeg kan godt undre mig over, hvem vi ser som idoler, og hvordan vi reagerer.
København er en fest – lev med det
Selv slentrer han ret uforstyrret rundt i det indre København, hvor han bor. For hans skyld må der også godt være fest i gaden. Det er trods alt det, der må betragtes som downtown, og det ved folk på forhånd, når de flytter dertil. – Hvis folk flytter ind til centrum af København og klager over støj: ”jamen, så flyt dog ud i forstæderne”, siger jeg. Det er centrum. Det er der, folk hænger ud; der er barer, klubber, Strøget. Jeg mener: jeg kommer fra Jylland og er flyttet ind i centrum, og jeg synes, det er det dummeste, jeg har hørt. Jeg har ganske vist 3-lags ruder, men inde i soveværelset kan jeg altså intet høre. Så jeg synes det er lidt dumt at forvente ro som i et villakvarter.
Tour-livet lokker – gerne på next level
Lige nu ser Martin Jensen frem til nogle måneder i selskab med unge talenter og fredagsseerne, og så krydser han fingre for, at pandemien slutter så han kan genoptage den aktive karriere som DJ for tusinder af mennesker Jorden over. – Det et live-job. Selv om jeg med mange års erfaring har en forventning om, hvordan den nationale smag er rundt omkring og har nogle lister over foretrukne numre, så gælder det stadig om at fange stemningen. På 10 sekunder skal jeg mærke, om folk dør på det. Jeg har 15 års erfaring. Hvis jeg ikke kan fange den stemning nu, så skal jeg finde et andet erhverv. – Det er sjovt, at det for nylig er gået op for mig: Jeg sad sammen med en kammerat og snakkede om, hvad der er forskellen på os og på andre. Vi fandt frem til, at det er passionen, der driver os – uanset prisen, så satser vi alt på det. Jeg brænder for det, jeg laver, og jeg bliver ved. Jeg sætter mig ind i alle detaljer, og så tager jeg det til next level.
Blå bog
Den 29-årige Martin Jensen har været DJ i halvdelen af sit liv. Karrieren tog for alvor fat i 2014, hvor han samtidig påtog sig rollen som producer og har skabt hits som ”Miracles”, ”All I Wanna Do” og ”Solo Dance”. Sammenlagt har de over 1 milliard streams på Spotify. Martin er fra Silkeborg, men bor i København med sin irske kæreste Natasha, når han ikke farer verden rundt.
Rundt om Martin
Hvad er din rank i dag på ADE – ranglisten over verdens bedste DJs?
Jeg er nummer 45. Det er kun gået opad, siden jeg kom på listen. Men det er svært lige nu, hvor jeg ikke har været ude at spille i et år. Du skal ud at spille for at være i topform.
Hvad lyttede du til, da du var 15 og 20?
Popmusik. Jeg har været ude at spille som DJ, siden jeg var 15, så det er det, der har fyldt.
Når du en dag bliver færdig med livet on the road: hvor vil du så bo?
Jeg ved det ikke. Det er jeg slet ikke kommet til endnu; USA, England eller blive i Danmark – der hvor der er noget, der interesserer mig
Nu sidder vi i din smukke lejlighed – er indretning, noget du går op i?
Jeg elsker at indrette mit hjem. Jeg skal føle mig hjemme, og det skal kunne bruges. Og så er det vigtigt, at der er giga god lyd i alle rum. … Og smukke blomster. Det er mig, der køber blomsterne her i huset.
Hvad er din favoritgenstand?
Det er mine højttalere – B&O
Prutter du om prisen?
Altid – ha ha. Og ja, jeg får altid noget ud af det.
Du farer jorden rundt med dit job: men hvis ferie – hvilken destination?
Om en måneds tid er det meningen, jeg skal til Maldiverne. Hvis det kan lade sig gøre. Og ellers gerne en skiferie.
Hvordan får du tiden til at gå på dine rejser?
Jeg har overhovedet ingen tid til overs. Alt er tilrettelagt ned til sidste minut. Hvis der er et hul, skal min manager nok få sat et interview op med en radiostation et sted. Og hvis der er en pause … så sover jeg.
Hvad er så din favoritfilm?
Komedier, film med god humor. Og alle Marvel-filmene.
Hvad er din yndlingsret?
Jeg har to: Stegt flæsk med persillesovs og okseculotte. Som jeg selv laver. Jeg elsker at lave mad, og jeg kan sagtens bruge en time på at lave persillesovsen.
Hvad laver du om 10 år?
Ingen anelse. Jeg ved bare, at jeg følger min passion, så det bliver nok noget med musik. Men lige nu er jeg lidt bidt af det med at lave tv. Måske også en foredragsturné – i hvert fald noget, der handler om at underholde mennesker.
Hvad er din favoritsang eller -kunstner?
Ingen tvivl: Taylor Swift
Martin Jensens favoritkunstner er Taylor Swift, der her ses ved MTV Video Music Awards i 2019.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2021/01/DJ-Martin-Jensen-i-studio.jpg15752362Steen Blendstruphttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngSteen Blendstrup2021-01-01 15:05:392021-01-13 12:27:20Nu brænder jeg for X Factor
Mange har måttet sige farvel til deres elskede, deres venner, familiemedlemmer, bekendte eller arbejdskollegaer i løbet af den sidste tid, over hele verden, og mange på grund af corona, men ikke kun. Personligt har jeg måttet tage afsked med to særdeles stærke personligheder og fantastiske mennesker i løbet af 2020. De var på hver deres måde deres helt egne i livet, men i særdeleshed også i døden.
I Will Always Love You
Inger, min storebrors nu afdøde kæreste, var på alle måder 100% sin egen, og hendes begravelse var ingen undtagelse. Hun havde selv sørget for, at den også skulle være 100 % efter hendes ”næse”. Hun havde fravalgt en præst, der skulle stå og tale om hende, da hun mente, at dem, der var der, nok kendte hende i forvejen. Til gengæld havde hun valgt, at der skulle spilles tre musiknumre, hvorigennem det var hende, der tog afsked med os.
I Will Always Love You var til min bror.
Sig det med kærlighed var til hendes lillesøster.
The Show Must Go On var til os alle sammen.
Sidstnævnte skulle spilles på fuldt drøn, når vi forlod kirken, så vi ikke var i tvivl om, at vi nu selv havde ansvaret. Det kalder man sgu en afsked med manér.
Tag nu et ansvar
Kræften tog min bedste ven Lars’ kone, Kirsten, i en alt, alt, for ung alder. Alligevel var Kirsten en lige så sej, stærk og selvstændig kvinde i døden, som hun havde været i livet. Hun havde skrevet et brev, som Lars skulle læse op i kirken, hvori hun udover at beskrive sin taknemmelighed for det liv, hun havde levet, gav os alle en sød og kærlig opsang om at tage ansvar for vores eget liv. Det var da det mindste, vi kunne gøre for hende nu, da hun ikke selv havde muligheden. Tak, Kirsten, for at minde os om, at det er os selv og ingen andre, der har ansvaret for vores eget liv.
Så livsbekræftende
At sidde der i kirken til en begravelse/bisættelse er efter min mening noget af det mest livsbekræftende, jeg kan forestille mig. Jeg ved godt, at denne udtalelse kan støde mange, lige når de hører den, men tænk nu lidt over det. Tror I ikke, at personen i kisten ville give alt for bare én dag mere? Tror I ikke, at de, uden at blinke, ville tage alle jeres problemer bare for én dag mere? Skylder vi dem så ikke, når vi nu er dem på bænken og ikke personen i kisten, at tænke på, hvor heldige, privilegerede, og ikke mindst levende, vi er? Skylder vi dem ikke at gøre alt for at passe på os selv og vores helbred, så vi kan leve og nyde det liv, som de ikke fik mulighed for?
Pas god på jer selv og dem I elsker og RIP til dem, vi har mistet.
God jul fra kiropraktor og livselsker, Ole Wessung.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/12/Mindelys-scaled.jpg17062560Ole Wessunghttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngOle Wessung2020-12-12 14:20:212020-12-12 14:23:42The show must go on
Som så mange unge følte Julie Berthelsen trang til at lægge afstand til sin familie og dens omklamring, da hun var ung. Det gjorde hun effektivt ved at flytte fra Grønland til Danmark. Men hun er vendt tilbage til familiens trygge favn; den, hun voksede op med, og den, hun har skabt med sin mand og to børn. Nu er hun oven i købet blevet ambassadør for Hele Danmarks Familieklub – og netop i denne måned samler hun andre familier til sine julekoncerter.
– Det med Nordstjerne-julekoncerterne er faktisk en ret ny ting, fortæller Julie Berthelsen. – Det er noget, jeg først begyndte at bygge op for tre år siden. Det var et projekt om at gøre det til en god tradition. Jeg elsker julen og ville gerne lave nogle koncerter med kvalitet. Jeg har udvalgt mit akustiske band meget omhyggeligt. De kan alle sammen synge! – Spillestederne har heldigvis taget godt imod det, og vi kan trygt sige, at vi kommer igen.
Julesange i nye arrangementer – og country
Det lå egentlig til højrebenet, at Julie Berthelsen, der indsang julekalenderhittet ”Jesus og Josefine” skulle lave julekoncerter, men det er nu ikke derfor. Selv om den selvfølgelig er med. Ellers er det er udvalg af nye arrangementer af klassiske sange. – I år har vi også en lille hyldestbuket med. En hyldest til Bent Fabricius-Bjerre, til Michael Bundesen og til min biologiske far, Ole ”Big Ole” Andersen – så jeg kommer til at synge country. Det har jeg ikke prøvet før, selv om mit band driller mig med, at vi alle er skabs-country-sangere.
Julekoncerterne har været i gang nogle uger nu. Nogle steder er de tilpasset situationen i ét langt set, så der ikke opstår problemer med, at folk står for tæt i pausen. – Men mange steder er der allerede udsolgt på grund af begrænset kapacitet på grund af reglerne, og samtidig er der en opsparet trang til at komme ud at opleve noget.
”Familier kan også føle sig fremmede og isolerede. Vi har selv flyttet otte gange inden for 12 år, så jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvordan man kan føle sig fortabt i nye omgivelser.”
Julestjerner og andre traditioner
For Julie selv kommer julekoncerterne selvfølgelig oven på en lang periode, hvor hendes forretning som selvstændig kunstner helt var forsvundet. Hun glæder sig – ikke mindst fordi hun elsker julen. Det gælder også privat, hvor det hele indledes 1. søndag i advent (”eller 1. december, hvis den kommer først”). – For mig er det en tradition, at den orange julestjerner skal op at hænge. Den ses ikke så meget hernede, men den hænger i vinduet hos alle i Grønland. Selvfølgelig skal vi også have kalenderlys. Nu om dage lavet og pyntet af alle – selv om der provokerer min indre perfektionist. Og adventskransen skal vi også have. Børnene får selvfølgelig pakkekalender. Det er noget, der skal koordineres omhyggeligt med Minik, for jeg er ikke altid hjemme. Der har én gang manglet en pakke i julesokken til Casper. Det skal ikke ske igen.
Den trygge kernefamilie med Minik og børnene Casper og Sia er ikke nogen selvfølge. Julie har mange venner, der skiftes til at holde jul med den ene og den anden familie. Når hun beskæftiger sig med velgørenhedsarbejde, står hun også nogle gange ansigt til ansigt med dem, der ikke kan finde ud af det: – Det er ikke alle, der kan finde ud af at samarbejde. Det er svært at se på udefra, siger hun. – Mine børns bedsteforældre bor i samme by (i Grønland), så det har aldrig været et problem for os at ses alle sammen. Det er måske en naiv drøm, at andre vil kunne gøre det samme.
Familier mødes om maden
Arbejdet i Hele Danmarks Familieklub handler ikke specifikt om udsatte familier, men om, at alle slags familier skal kunne finde sammen. – Vi har en meget ensidig forståelse af, hvad ensomhed betyder; at det er noget, man kan opleve, når man er alene. Men familier kan også føle sig fremmede og isolerede. Vi har selv flyttet 8 gange inden for 12 år, så jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvordan man kan føle sig fortabt i nye omgivelser.
Hele Danmarks Familieklub er et civilt samfundsprojekt under KFUM’s sociale arbejde, hvis mål det er at skabe fællesskaber omkring samtale, aktiviteter og leg. Hvilket kan være svært, når en travl hverdag presser logistikken i familien. – Det kan være svært at finde tid til det sociale samvær. Her er der så nogle frivillige, der står for det praktiske arrangement om at mødes om spisning en eller to gange om måneden. Det er faktisk meget dansk, at vi netop vælger et madfællesskab.
– Man mødes på kryds og tværs. Det kan være med til at normalisere, at der er mange forskellige slags familier. Uanset ægteskabelig status, herkomst, boform og så videre. Målet er, at vi gør noget godt sammen, og vi har lov til at være dem, vi er. – Jeg glæder mig til at repræsentere Hele Danmarks Familieklub som ambassadør, og også til at komme ud og deltage ved nogle af arrangementerne. Lige nu må jeg holde lidt igen af hensyn til covid-19, fordi Minik er svært astmatisk, så jeg kan ikke risikere at tage smitte med hjem. Så til at begynde med vil mit arbejde ligge i at være til stede på de sociale medier.
”Vi er i hvert fald ikke sådan en familie, hvor der står hjemmelavet mad på bordet hver dag klokken 18. Men der skal nok komme mad på et tidspunkt, om den nu er hjemmelavet eller kommer udefra.”
Musikkarriere og familieliv
Når Julie føler sig godt tilpas i denne ramme skyldes det, at familie har en høj prioritet hos hende: – Familie betyder stort set alt for mig. På et tidspunkt kunne jeg ikke komme hurtigt nok væk fra familien. Jeg havde brug for at stå på egne ben. Siden er jeg vendt tilbage til familien og har også startet min egen. Det har ændret mine prioriteringer igen, f.eks. den bekymringsbombe som følger med børnene.
– Det er svært at kombinere mor-rollen med at være selvstændig og med at være i min branche. Det sådan i livet, at alting kommer i klaser. Jeg har sluttet fred med, at jeg nogle gange må fravælge at være mor, der læser godnathistorie. Omvendt giver det jo også en frihed, at jeg selv kan styre min tid. Men ingen tvivl om det: jeg var Mor fra det sekund, Casper var født. – For mig repræsenterer familien sammenhold. Jeg har altid følt tryghed hjemmefra, at jeg havde en base. Jeg stod aldrig alene. Når du har en familie, har du altid nogen, der interesserer sig for dig.
Julies og Miniks familie opstod for 12 år siden. De havde ikke kendt hinanden ret længe, før hun foreslog, at hun flyttede ind hos ham. Det sagde han heldigvis ja til. Snart efter blev de enige om at få børn – men først sidste år blev de enige om at gifte sig. – Ægteskabet betyder meget for mig, siger Julie. – Jeg kunne godt have giftet mig før. Jeg har været i to langvarige forhold, uden børn og ægteskab. Jeg er den romantiske type, men samtidig realistisk. Det er noget med intuitivt at vide, at det er helt rigtigt.
– Jeg synes, det var stort, at Minik var klar til børn som 26-årig, og sidste år var han så klar til næste skridt. Vi kommer fra samme fundament; vi er døbt, og vi går – en gang imellem – i kirke. Det er noget vi er vokset op med i Grønland. Så vi vidste også, at det skulle være kirkeligt bryllup. – Fordi det er vigtigt, ville jeg gerne vente til det var rigtigt.
Mad på bordet – før eller siden
Julies og Miniks karrierer er heldigvis kompatible. Minik har fulgt sin sportskarriere rundt i landet, mens Julie som sanger har hele landet som sin arbejdsplads. Lige nu er basen i Solrød, og det må gerne blive permanent, mener Julie: – Jeg er nok en flyvsk sjæl, men nu begynder jeg at føle behov for en fast base. Vi har et mål om at købe hus snart. Gerne her i området, hvor vi og børnene har venner. Egentlig har vi ikke et sted i Danmark, der er ”hjemme”. Begge børn er født i Odense, men Solrød har jeg også en forbindelse til, fordi min søster boede har i 10 år, før hun flyttede til Grønland.
Julie indrømmer gerne, at hun nogle gange har følt, hun havde odds mod sig som mor. – Vi er i hvert fald ikke sådan en familie, hvor der står hjemmelavet mad på bordet hver dag klokken 18. Men der skal nok komme mad på et tidspunkt, om den nu er hjemmelavet eller kommer udefra. Jeg har da tit tænkt, hvad det gør ved mine børn? Børn indeholder lidt af den ene og den anden forældre. Men børn er også sig selv. Minik og jeg ser på, hvem vores børn er. De har ikke taget skade. De er tilpasningsdygtige og fleksible. De har det fint, hvis noget, jeg har lovet, bliver forsinket. Nå, vi kommer ikke i Tivoli i dag, øv. Men så ved de, at det bliver næste weekend. – Jeg var oprindelig bange for, at jeg ikke kunne give dem den faste og trygge ramme, som alle anbefaler. I stedet for har jeg lært af børnene, hvad de har brug for. Når der er kærlighed og omsorg, så skal det nok fungere og blive godt.
Noget ligger nok i generne
Selv om børnene er deres egne, så kan det ikke nægtes, at forældrene øver indflydelse. Casper har spillet både håndbold og fodbold, men er nu – i bogstavelig forstand – sprunget videre til parkour. – Det er der ikke noget at sige til med den måde han svinger sig ned ad trappen, bemærker Julie. – Og så er han gamer – ligesom Minik. Han er begyndt at gå til e-sport. Til gengæld har han ikke en tone i livet (og det har han også fra sin far). Sia derimod … der er nok noget der. Hvis ikke musikken så måske skuespillet. Hun har talentet. Men nu fylder hun kun fem år.
En ting Julie og Minik i hvert fald giver videre, er deres tilknytning til Grønland. Julies rødder betyder meget for hende. Hun er en del af et levende netværk af grønlændere i Danmark. Det foregår gerne uformelt: – Det der med at aftale, at så ses vi til kaffe den 14 klokken 15 – det fungerer ikke for mig. Vi er vant til, at vi kommer, når vi vil. Så gør det ikke noget, at det roder lidt, og det tager vi meget afslappet. Nogle højtider ser vi anderledes. Mortens Aften er både for familie og venner: Kom bare. – Det grønlandske begreb kaffemik, betyder bogstavelig talt, ”giver du kaffe”? Det skal forstås som åbent hus. Når der inviteres til kaffemik 13-17 betyder det ikke, at man skal være der hele tiden (som nogle danske venner troede). Man skal bare komme og gå, som man har lyst. Og så er der masser af mad.
Musikken kaldte
Når man er inviteret, så kan man også tillade sig at dukke op. Sådan var det også, da Julie i sin tid blev inviteret med i ”Popstars”, hvor hun kun blev nummer 2, men alligevel fik gang i sin karriere. – Jeg havde sunget lidt i kor i min fars band Sume, men egentlig var jeg taget til Danmark for at læse medicin. Så fik jeg en pladekontrakt efter ”Popstars” og tog orlov. Det var branchen, der kaldte på mig. Da jeg så skulle beslutte, om jeg ville tilbage på studiet efter min orlov, besluttede jeg at lytte: jeg var på min plads i musikken. – Men jeg kunne godt lide studiet, så hvis det ikke havde været for ”Popstars”, så havde jeg nok været læge nu. Sikkert sportslæge.
Jul i Grønland
Men det blev musikken og i denne måned selvfølgelig julekoncerterne. Når Julie Berthelsen engang sidst i december har sunget den sidste tone, går turen sandsynligvis nordpå. Planen er for en gangs skyld at fejre jul på Grønland. Hvilket dog ikke er ukompliceret i disse tider. – I forhold til rejserestriktioner er Grønland pudsigt nok et af de få steder i verden, der er grønt. Det giver måske sig selv, at det er et land, som det er ret nemt at isolere. Der er faktisk kun en familie, der har været smittet med corona, og de er raske igen. – Vores børn har aldrig holdt jul med deres bedsteforældre, så vi satser på, at vi kan rejse. Lige nu er restriktionerne på middel. For os betyder det, at vi skal aflevere negative tests, inden vi rejser, og derefter skal vi i karantæne deroppe. Vi kan holde ferie i tre uger, så det kan vi godt. – Vi har ikke holdt jul i Grønland siden 2008, siger Julie, og man mærker lyset i øjnene.
Blå bog
Julie Berthelsen er født i Århus, men opvokset i Grønland. Hun sang kor i Sume, hendes stedfar Per Berthelsens band, og var fast korpige på et studie i Nuuk, inden hun dannede sit eget band, Nanu. Hun droppede musikken til fordel for medicinstudiet i Århus, indtil talentshowet ”Popstars” i 2002 gav hende muligheden for en musikkarriere. Hun har udgivet flere album, der både har vundet platin og guld (”Der var nu noget helt specielt ved at afslutte arbejdet i mange måneder i studiet med at få den der skive plastik i hånden”).
Julie, der selv har dyrket elitesport inden for langrend, danner par med håndboldspilleren Minik Dahl Høegh. De har børnene Casper og Sia.
Rundt om Julies jul
Hvad er dine bedste julesange?
”Dejlig er Jorden” – rørende, smuk og fin … og så en klassiker som ”White Christmas” og – selv om det ikke er en julesang, men den hører sæsonen til – ”Når du ser et stjerneskud”.
Hvad synger I, når I går om juletræet?
En klassisk julesalme – et enkelt vers i hvert fald. Ellers noget børnene kan synge med på ”På loftet sidder nissen” … og ”Jeg gik mig over sø og land”, det har intet med jul at gøre, men børnene synes, det er sjovt, at de kan få de voksne til at gøre de forskellige ting, de finder på. Og så er det selvfølgelig en nissemand, de møder.
Det bliver først jul, når …?
Når jeg har sunget den sidste tone af den sidste ekstra sang til den sidste julekoncert. Når jeg er færdig og har fri. Jeg tror mange har det på den måde: julen starter, når vi får juleferie.
Dit bedste juleminde?
Jeg tror jeg vil sige den første og eneste gang, hvor jeg har holdt en eksotisk jul, altså taget til de varme lande i stedet for at blive hjemme. Det var på Sri Lanka i 2011 (dengang vi kunne rejse).
Din bedste julegave – fået?
Det er selvfølgelig de gaver, som børnene selv har lavet. Det er lidt corny, men jeg er jo mor.
Din bedste julegave – givet?
Ha ha ha – det må så være den kaffefilterholder, som jeg lavede i sløjd og gav til mine forældre.
Julemaden – and, gås, flæskesteg eller?
And … den 24. december, men flæskesteg 1. Juledag. Begge dage inkluderer jeg dog gerne noget grønlandsk kød; lam (grønlandsk – verdens bedste), rensdyr eller fugle – alk, rype eller edderfugl.
Er det er grønlandsk spise, som du forbinder med jul?
De fleste traditioner har vi jo taget fra den danske jul – and, flæskesteg og så videre. Min far elsker julemedister. Men ellers er der en tradition for at gemme det bedste stykke kød til jul – uanset hvad det nu er for et dyr.
Hvad har du af nytårstraditioner?
Det er lidt sjovt, at danskerne er mere spredt til nytårsaften – henne hos venner alle mulige steder. Selv fik jeg først lov til at gå hjemmefra efter 12. Vi holder familienytår med en masse taler – ikke lange, men noget om året, der gik.
Dit ønske for det nye år?
Må jeg godt ønske covid-19 ad Helvede til? Altså efter det 2020: smut!
Rypen kan godt være på julebordet hos familien Berthelsen både juleaften og 1. juledag. Foto: Lars Maltha Rasmussen.
Foto: Lars Bech.
Foto: Rishi / HappyLiving.dk.
Jesper Skibby flankeret af sin datter, Elisabeth, hans kone og datterens mor, Mette Røpke, og hunden Jax. Foto: Lars Bech.
Foto: Universal Music.
Foto: Rishi / HappyLiving.dk. 
