The show must go on
Mange har måttet sige farvel til deres elskede, deres venner, familiemedlemmer, bekendte eller arbejdskollegaer i løbet af den sidste tid, over hele verden, og mange på grund af corona, men ikke kun. Personligt har jeg måttet tage afsked med to særdeles stærke personligheder og fantastiske mennesker i løbet af 2020. De var på hver deres måde deres helt egne i livet, men i særdeleshed også i døden.
I Will Always Love You
Inger, min storebrors nu afdøde kæreste, var på alle måder 100% sin egen, og hendes begravelse var ingen undtagelse. Hun havde selv sørget for, at den også skulle være 100 % efter hendes ”næse”. Hun havde fravalgt en præst, der skulle stå og tale om hende, da hun mente, at dem, der var der, nok kendte hende i forvejen. Til gengæld havde hun valgt, at der skulle spilles tre musiknumre, hvorigennem det var hende, der tog afsked med os.
I Will Always Love You var til min bror.
Sig det med kærlighed var til hendes lillesøster.
The Show Must Go On var til os alle sammen.
Sidstnævnte skulle spilles på fuldt drøn, når vi forlod kirken, så vi ikke var i tvivl om, at vi nu selv havde ansvaret. Det kalder man sgu en afsked med manér.
Tag nu et ansvar
Kræften tog min bedste ven Lars’ kone, Kirsten, i en alt, alt, for ung alder. Alligevel var Kirsten en lige så sej, stærk og selvstændig kvinde i døden, som hun havde været i livet. Hun havde skrevet et brev, som Lars skulle læse op i kirken, hvori hun udover at beskrive sin taknemmelighed for det liv, hun havde levet, gav os alle en sød og kærlig opsang om at tage ansvar for vores eget liv. Det var da det mindste, vi kunne gøre for hende nu, da hun ikke selv havde muligheden. Tak, Kirsten, for at minde os om, at det er os selv og ingen andre, der har ansvaret for vores eget liv.
Så livsbekræftende
At sidde der i kirken til en begravelse/bisættelse er efter min mening noget af det mest livsbekræftende, jeg kan forestille mig. Jeg ved godt, at denne udtalelse kan støde mange, lige når de hører den, men tænk nu lidt over det. Tror I ikke, at personen i kisten ville give alt for bare én dag mere? Tror I ikke, at de, uden at blinke, ville tage alle jeres problemer bare for én dag mere? Skylder vi dem så ikke, når vi nu er dem på bænken og ikke personen i kisten, at tænke på, hvor heldige, privilegerede, og ikke mindst levende, vi er? Skylder vi dem ikke at gøre alt for at passe på os selv og vores helbred, så vi kan leve og nyde det liv, som de ikke fik mulighed for?
Pas god på jer selv og dem I elsker og RIP til dem, vi har mistet.
God jul fra kiropraktor og livselsker, Ole Wessung.