Nu brænder jeg for X Factor

,

”Jeg er blevet bidt af X Factor”, siger Martin Jensen, og den verdensberømte DJ gør ikke noget halvt. Han brænder for det, han laver. Han bliver ved og tager det til next level. På en måde bliver hans debut i dommerpanelet på X Factor også en genvej til hans drøm om at producere for nye, unge talenter.

Nu er det vist efterhånden gået op for de fleste herhjemme, at Martin Jensen er en verdensstjerne. Som en af verdens 50 bedste DJs har han turneret verden rundt og har produceret flere internationale hits til dansegulvet. Med netop det job var han også en af de første herhjemme, der blev ramt af corona-nedlukningen. Han fik nemlig aflyst en turné i Asien allerede i januar sidste år – to måneder før Danmark fik sit lockdown. – Covid-19 har ramt mig hårdt og ramte mig hurtigt. Jeg begyndte at få aflysninger på min tour i Asien allerede i januar.

I lockdown med kæresten

Personligt har pandemien også haft betydning for Martin, fordi hans kæreste er irsk. Men på den gode måde: – Natasha var været i Danmark siden vi gik i lockdown i marts. Jeg må sige, at man virkelig lærer hinanden at kende som kærester, når man er i lockdown i tre måneder, griner han. Set på den måde er der også en positiv side ved covid-19 for Martin: – Det værste ved mit job er jo, at jeg får set for lidt til min familie – til min datter på ti år. Så på det punkt er der kommet noget godt ud af covid-19. Ellers er det bedste ved mit arbejde netop, at jeg rejser verden rundt. Jeg lever af min passion. Det er ikke et 9-4 job med en sur chef; jeg går på arbejde klokken 12 om aftenen og holder dagen fri. – Natasha rejser med mig stort set hele tiden. Nogle gange fungerer hun som min PA. Men det er vigtigt for mig, at jeg aldrig vil ansætte hende til at arbejde for mig. Det er fint, at hun hjælper mig frivilligt, men hvis det blev et job, ville det skabe et skævt magtforhold i parforholdet. Det vil jeg ikke.

“Hvis du ikke holder beatet, så kan du ikke holde dig på toppen. Så taber du til dagens model,” mener Martin Jensen.

Ingen pensionsalder for DJs

Uden udsigt til en ende på pandemien er det svært for Martin at sige noget om fremtiden, hverken på kort eller langt sigt: – Jeg har ingen anelse om, hvornår jeg stopper. Tiesto er for eksempel over 50, og han er stadig en af de absolut største på DJ-scenen. Hvis du ikke holder beatet, så kan du ikke holde dig på toppen. Så taber du til dagens model. Men hvis du er dygtig nok, er der ingen pensionsalder – før du selv synes, du ikke kan længere. Til gengæld bemærker Martin, at der er ved at ske et ”kønsskifte” i hans branche. Hvor podiet tidligere har været domineret mænd, er kvinderne nu på ved ind i rampelyset. – Rundt omkring i verden kan jeg se, at der kommer flere og flere kvinder, der arbejder som DJs. Sidste år kunne vi se flere kvinder, der røg til tops på DJ-ranglisten frem for mændene. Måske fordi mændene er blevet lidt satte. Jeg synes, det er superfedt, at kvinderne finder en plads i branchen. Jeg har også lagt mærke til, at i de kinesiske klubber er der mange kvinder blandt deres resident DJs. – Det eneste, jeg kan have det lidt stramt med, at de kvindelig DJs, der fører sig frem på instagram med bikinibilleder, tilføjer han. – De spiller på kønnet frem for deres tekniske kunnen. Jeg synes, det er ligegyldigt, hvordan man ser ud … og jeg ville givetvis ikke sælge på at dele billeder, hvor jeg står i badebukser.

Risikoen giver energi

Til gengæld har Martin delt en live performance online for at holde fingeren på pulsen og holdet modet oppe hos sine fans, der må undvære festen på dansegulvet på grund af covid-19. – Jeg spillede fem timer straight. Det var hårdt. Live foran otte kameraer. Den session skulle også give svaret på, om Martin mixer sine shows på forhånd. Det er et nej: – Det er risikoen for, at det går galt, der giver mig energien, siger han. – Alt, hvad jeg laver, er live. Jeg har mixet nogle tracks, men vokalerne er live. Jeg får beskeder med ”nice pre-mix, Bro” på Instagram. Det får mig til at spørge mig selv, om det er normalt. Men omvendt må jeg da sige tak for, at nogen synes, at jeg kan lave en fejlfri performance live. Efter et show er Martin drænet. Men det er på den anden side også den motion, han får: – Jeg går ikke specielt op i at spise sundt, eller om jeg holder søvnrytmen. Jeg kunne nok gøre mere for at holde mig og min krop i form, men det interesserer mig ikke. Det skyldes måske, at jeg er vokset op på en gård. Jeg har altid arbejdet fysisk. Jeg tror, det giver en god grundform … også uden at gå til fitness seks gange om ugen.

En smilende Martin Jensen. Sådan ser han ikke ud efter et show, hvor han er fuldstændig drænet.

Drømmen om eget label

På en måde kan man sige, at Martin Jensen har været på tvungen ferie. Covid-19 kom også på tværs af hans planer om at udvikle eget label og begynde at producere for andre kunstnere. Så X Factor er kommet som lidt af en gave: – Jeg ser X Factor som en mulighed for at hjælpe nogle unge talenter. Sjovt nok har jeg gået og tænkt på at starte min egen label, hvor jeg netop kunne hjælpe nye potentielle talenter – som jeg var engang. Men det er dyrt at starte sådan et label. Hvis det skal være, så skal jeg satse 100% – ikke noget venstrehåndsarbejde. Jeg måtte indrømme, at det var der ikke plads til – især ikke fordi mit levebrød forsvandt, da covid-19 lukkede klubberne verden over. – Og så ”ping” dukker X Factor op. Der kan jeg få lov til at arbejde med talentudvikling. På den måde kan jeg komme i gang uden stå med alle omkostningerne. Samtidig får jeg lov til at kigge på, hvordan Oh-Land og Blachman gør det. Martin kendte godt de to garvede X Factor dommere af navn, men inden han begyndte optagelserne, havde han ingen idé om, hvem de var som personer. – Blachman og jeg kommer godt ud af det med hinanden, siger han. – Vi har en god jargon. Han respekterer det, jeg kommer med, selv om jeg ikke har den samme musikalske baggrund, som han har. Jeg respekterer ham for den baggrund og for at have ”været” X Factor i ti år. – Nanna er en dygtig vokalist. Hun er simpelthen teknisk dygtig til at spotte de store stemmer. – Jeg synes, vi udgør en god kombination: Blachman og X Factor er jo nærmest uadskillelige. Nanna er som sagt den teknisk dygtige. Og så kommer jeg med mit branchekendskab og min performance. – Min udtrykkelige målsætning er ikke at vinde, men at skabe store artister … men det vil da være fantastisk at vinde. Jeg synes, det vil være 10 gange større sejr, hvis jeg og mit team gør at en på mit hold bliver en ny stjerne. Det vil være bedre end en sejr til april. Med den del af arbejdet, vi har gjort indtil nu, må jeg sige, at jeg er blevet bidt af X Factor.

Talentudvikling frem for fredagsunderholdning

Det ligger i sagens natur, at Martin med sine mange turneer ikke har fulgt med i X Factor gennem programmets historie, men som altid, når han kaster sig over noget nyt, har han sat sig ind i sagerne: – Jeg må indrømme, at jeg først kom i gang med at se de gamle sæsoner, da jeg blev spurgt, om jeg ville være med. Det er blevet meget fredagsunderholdningsprogram frem for talentudvikling. Mit input vil som nævnt være at lægge mere vægt på talentudviklingen med det engelske X Factor som forbillede. – Jeg synes ikke, X Factor er et short-cut til en musikkarriere. Problemet er, at karrieretoget kører, men det stopper med sidste udsendelse. Så stopper karrieren også. Toget kører ikke længere. – Jeg vil gerne hjælpe nogle af talenterne ud over den sidste station, så deres karriere ikke går i stå. Hvis vi ser på England, så er det stort set alle topartister, der har været via X Factor. Det er bare ikke sket i Danmark. Det er et sted, hvor jeg gerne vil gøre en forskel.

Berømmelse i Danmark er en spøjs ting

Det er nu et par år, siden DR kunne vise et program med titlen, ”Hvem er Martin Jensen”. Verdensberømmelsen har nået Danmark og med X Factor er Martin klar over, at det nok er definitivt slut med anonymiteten, når han går på gaden. Men han undrer sig lidt over vores forhold til berømmelse her i landet: – Min synlighed har ændret sig. Jo mere presse jeg får, jo mere jeg er på TV, desto mere er jeg i ”the public eye”. Jo længere tid, jeg har været en del af markedet, desto mere sælger jeg selvfølgelig. Det har jeg mærket gennem de sidste fem år. – Men Danmark er et spøjst land, hvad berømmelse angår. Mads Mikkelsen kan gå ned ad Strøget; alle kigger på ham, genkender ham, men ingen går hen til ham. Men hvis det er en eller anden Youtube-stjerne, så går de unge helt amok. Det er mærkeligt, at folk flokkes om en, der er kendt for at have haft sex på tv i et eller andet reality program, mens en superstjerne som Mads kan gå i fred for sig selv. I Spanien tror jeg folk ville have flået tøjet af ham, tilføjer Martin med et smil. – Sådan håber jeg ikke det bliver i Danmark, men jeg kan godt undre mig over, hvem vi ser som idoler, og hvordan vi reagerer.

København er en fest – lev med det

Selv slentrer han ret uforstyrret rundt i det indre København, hvor han bor. For hans skyld må der også godt være fest i gaden. Det er trods alt det, der må betragtes som downtown, og det ved folk på forhånd, når de flytter dertil. – Hvis folk flytter ind til centrum af København og klager over støj: ”jamen, så flyt dog ud i forstæderne”, siger jeg. Det er centrum. Det er der, folk hænger ud; der er barer, klubber, Strøget. Jeg mener: jeg kommer fra Jylland og er flyttet ind i centrum, og jeg synes, det er det dummeste, jeg har hørt. Jeg har ganske vist 3-lags ruder, men inde i soveværelset kan jeg altså intet høre. Så jeg synes det er lidt dumt at forvente ro som i et villakvarter.

Tour-livet lokker – gerne på next level

Lige nu ser Martin Jensen frem til nogle måneder i selskab med unge talenter og fredagsseerne, og så krydser han fingre for, at pandemien slutter så han kan genoptage den aktive karriere som DJ for tusinder af mennesker Jorden over. – Det et live-job. Selv om jeg med mange års erfaring har en forventning om, hvordan den nationale smag er rundt omkring og har nogle lister over foretrukne numre, så gælder det stadig om at fange stemningen. På 10 sekunder skal jeg mærke, om folk dør på det. Jeg har 15 års erfaring. Hvis jeg ikke kan fange den stemning nu, så skal jeg finde et andet erhverv. – Det er sjovt, at det for nylig er gået op for mig: Jeg sad sammen med en kammerat og snakkede om, hvad der er forskellen på os og på andre. Vi fandt frem til, at det er passionen, der driver os – uanset prisen, så satser vi alt på det. Jeg brænder for det, jeg laver, og jeg bliver ved. Jeg sætter mig ind i alle detaljer, og så tager jeg det til next level.

 

Blå bog

Den 29-årige Martin Jensen har været DJ i halvdelen af sit liv. Karrieren tog for alvor fat i 2014, hvor han samtidig påtog sig rollen som producer og har skabt hits som ”Miracles”, ”All I Wanna Do” og ”Solo Dance”. Sammenlagt har de over 1 milliard streams på Spotify. Martin er fra Silkeborg, men bor i København med sin irske kæreste Natasha, når han ikke farer verden rundt.

 

Rundt om Martin

Hvad er din rank i dag på ADE – ranglisten over verdens bedste DJs?

Jeg er nummer 45. Det er kun gået opad, siden jeg kom på listen. Men det er svært lige nu, hvor jeg ikke har været ude at spille i et år. Du skal ud at spille for at være i topform.

 

Hvad lyttede du til, da du var 15 og 20?

Popmusik. Jeg har været ude at spille som DJ, siden jeg var 15, så det er det, der har fyldt.

 

Når du en dag bliver færdig med livet on the road: hvor vil du så bo?

Jeg ved det ikke. Det er jeg slet ikke kommet til endnu; USA, England eller blive i Danmark – der hvor der er noget, der interesserer mig

 

Nu sidder vi i din smukke lejlighed – er indretning, noget du går op i?

Jeg elsker at indrette mit hjem. Jeg skal føle mig hjemme, og det skal kunne bruges. Og så er det vigtigt, at der er giga god lyd i alle rum. … Og smukke blomster. Det er mig, der køber blomsterne her i huset.

 

Hvad er din favoritgenstand?

Det er mine højttalere – B&O

 

Prutter du om prisen?

Altid – ha ha. Og ja, jeg får altid noget ud af det.

 

Du farer jorden rundt med dit job: men hvis ferie – hvilken destination?

Om en måneds tid er det meningen, jeg skal til Maldiverne. Hvis det kan lade sig gøre. Og ellers gerne en skiferie.

 

Hvordan får du tiden til at gå på dine rejser?

Jeg har overhovedet ingen tid til overs. Alt er tilrettelagt ned til sidste minut. Hvis der er et hul, skal min manager nok få sat et interview op med en radiostation et sted. Og hvis der er en pause … så sover jeg.

 

Hvad er så din favoritfilm?

Komedier, film med god humor. Og alle Marvel-filmene.

 

Hvad er din yndlingsret?

Jeg har to: Stegt flæsk med persillesovs og okseculotte. Som jeg selv laver. Jeg elsker at lave mad, og jeg kan sagtens bruge en time på at lave persillesovsen.

Hvad laver du om 10 år?

Ingen anelse. Jeg ved bare, at jeg følger min passion, så det bliver nok noget med musik. Men lige nu er jeg lidt bidt af det med at lave tv. Måske også en foredragsturné – i hvert fald noget, der handler om at underholde mennesker.

 

Hvad er din favoritsang eller -kunstner?

Ingen tvivl: Taylor Swift

Martin Jensens favoritkunstner er Taylor Swift, der her ses ved MTV Video Music Awards i 2019.