Rejs så meget du kan …

Afslappet, grøn og firnurlig. Med liebhaver-vodka, neonmuseum og fuld af overraskende historier. Sådan fremstår Polens hovedstad Warszawa i dag. Et city-break til en af Østeuropas mest oversete perler kan stærkt anbefales.

 

FET_warsaw-1423864,-pixabay

 

En jakkesætklædt forretningsmand suser ned af den brede boulevard på sit elektriske løbehjul, og på smarte cafeer drikker folk kaffe i eftermiddagens sidste, bløde lys.

 Langs den gamle Kongevej står der farvestrålende blomsterkummer, og rundt omkring i hele byen spiller små, fine bænke af sten den smukkeste, klassiske
klavermusik. Helt af sig selv spiller de musik af komponisten Chopin, naturligvis, for han var polsk født, og selvom han i dag ligger begravet i Paris, er hans hjerte stadig i Polen.

Helt bogstavelig talt i byen Warszawa, hvor Chopins hjerte efter eget ønske er indmuret i en søjle i Helligkorskirken, som ligger på den flotte, lange Kongevej, der fører ned til den gamle bydel

Jeg er taget til Warszawa. 

Og er forundret, forbavset og betaget.

For sidst jeg var her var i 1981, og dengang var byen grå, trist og trøstesløs. Tomme hylder i tomme butikker, og mennesker i kilometerlange køer foran slagterbutikker med alt for lidt kød.  Sådan så her ud dengang i årene før systemskiftet i 1989, hvor kommunismens åg over Polen endelig lettede og blev afløst af frie og demokratiske valg anført af landet nye præsident, skibsværftsarbejderen, Lech Valesa.

Og her, tæt på 40 år efter, står Warszawa så som genfødt: Grøn, smuk, vibrerende og fuldstændig forandret.

En moderne metropol, et værdigt alternativ til for eksempel Berlin. Ja, ganske enkelt en by som nu kan tilbyde alt ud i kultur, gode restauranter og arkitektur –  tilsat et væld af grønne parker, massevis af cykelstier og ikke mindst spændende museer. For her er kommunismen nemlig rykket hen, så turister stadig kan se, hvordan livet var i Polens hovedstad, dengang jerntæppet stadig hang tungt over Østeuropa. Og det er en interessant og tankevækkende oplevelse.

Den Gamle By

For langt de fleste turister er en gåtur i Warszawas gamle by et must. Oprindelig blev den gamle by fuldstændig ødelagt af bombardementer under 2. verdenskrig, men flittige hænder under kommunismen sørgede for, at den blev genopbygget. Ikke sten for sten og ikke nøjagtig som den så ud før, men tæt på, og for det utrænede øje er der ingen forskel. De små brostensbelagte gader og de fine, gamle huse centreret omkring det gamle torv med springvandet og den fine bymur rundt omkring det hele skaber igen den rette renæssance-stemning. Og selvom byen efterfølgende er kommet på Unescos Verdensarvliste, har stedet dog en anelse karakter af turistfælde. Ingen ”levende” mennesker bor i dag inde i den gamle by, så vil man opleve det ”rigtige” Warszawa, er det i kvartererne udenfor man skal søge. 

En have på taget

Længe behøver man dog ikke at lede, for byen er fuld af finurlige åndehuller, og et af de mest spændende og anderledes finder man, hvis man begiver sig hen til universitetsbiblioteket, hvor en taghave bygget ovenpå selve biblioteket sørger for den flotteste udsigt over Warszawas nye skyline.

Skjult for det blotte øje, men synlig, når man går igennem bibliotekets underetage og ud på den anden side, åbenbarer sig nemlig intet mindre end 10000 m2 park bygget op i plateauer, med buske, træer, stier og vandløb. De mange forskellige plateauer er videre opdelt i sektioner, hver med egen farvekombination, duft og form. Det er landskabsarkitekten Irene Bajerska, der har stået for taghaven, hvor man på det øverste plateau altså har udsigten ud over hele byen, og på de nedre plateauer kan slappe af på bænke og i hyggekroge, hvilket naturligvis hurtigt har gjort taghaven til et af Warszawas mest populære datingsteder.

Mest af alt minder haven om en fornem slotspark, og tanken om at man her kan låne og læse bøger og derefter sætte sig i de mest inspirerende omgivelser og sluge sin lærdom, er genialt tænkt. I den nedre del af selve universitetet er i øvrigt også en mindre butik, som sælger interessante politiske plakater – en kunstdisciplin Polen er verdenskendt for.

Praga

Floden Vistula løber midt igennem Warszawa, og er et yndet sted at hænge ud om sommeren. Her ligger indtil flere restaurant- og cafebåde, og det er også her på de grønne arealer eller i Laziensky-parken, at der hvert år afholdes både moderne og klassiske musikkoncerter. Chopin spilles til overflod, men de store verdensnavne i moderne musik har forlængst også fundet vej til Warszawa. På den anden side af floden – over broen – og sådan set udenfor Warszawas vedtagne centrum, ligger imidlertid den gamle arbejderbydel Praga, som i de senere år er blevet et af de mest spændende kvarterer i byen. 

Praga undgik, modsat resten af Warszawa, de store bombardementer under 2. verdenskrig, og husene står derfor næsten som før, men dog i dag i et underligt skønhedsforfald.

Afskallede, nogle med skudhuller, grimme og smukke på en og samme tid i deres majestætiske forfald, hvilket – som det ofte er set før i storbyer – naturligvis har tiltrukket Warszawas kreative klasse, der i de senere år er rykket ind i det gamle arbejderkvarter.

Hvad der før var slum, er nu under forvandling. Så side om side med arbejderklasse-polakker ser man også i dag parader af store luksusbiler og folk i dyrt mærkevaretøj hænge ud til frokostmøder i nogle af de – nu omdannede – gamle fabrikker, som er blevet til smarte spisesteder, kunstgallerier og undergrundscafeer.

Soho Factory

En af de mest hippe restauranter hedder Soho Factory, hvor gæsterne i en stor, gammel, og ombygget fabrikshal, kan indtage lækker mad døgnet rundt, tilberedt af en hær af kokke, som laver maden i det store åbne køkken, som også ligger midt i restauranten.

Rundt om Soho Factory er naturligvis også bygget indtil flere moderne lejlighedskomplekser, til huslejer af ded dyre slags, men kvarteret Praga rummer også stadigvæk en stor del af bydelens knap så rige indbyggere, som man heldigvis stadig kan se sælge deres gamle indbo, brudekjoler, husmorkjoler eller ditto herretøj på det lille underlige gademarked kaldet Bazar Rozyca, som findes ved gaden Targova nr. 54.

Fortrinsvis er det ældre mennesker, som har hver deres lille forretning i et gammelt, forfaldent skur på en underlig byggetomt midt imellem alle de forfaldne huse. Men kigger man nøje efter, især hos de som sælger herretøj, kan man faktisk godt finde super-gode kvaliteter og fine jakkesæt til absolutte spotpriser.

Neonmuseet

Det er også i det gamle arbejderkvarter Praga, at et af Polens mest seværdige og interessante museer ligger. 

Det er Neonmuseet som, med en super flot samling af gamle neon-skilte fra efterkrigstidens Warszawa, fortæller historien om, hvordan kommunistpartiet fra midten af 50’erne og indtil slutningen af 70’erne  forsøgte at imødekomme indbyggernes ønsker om at være ”med på noderne”.

I en stor, gammel fabrikshal hænger en bestøvlet kat som reklame for sko. En lysende havfrue reklamerer for biblioteker, andre skilte er lysende drinks, som fortæller, at her er en bar eller café, og en spurtende cykelrytter i skrigende orange neon fortæller, at her bor cykelhandleren. 

Neoniseringen af Warszawa er en for de fleste en ukendt, men super interessant design-historie, som i årene fra midt 50’erne og helt op til slut 70’erne oplyste den ellers mørke og triste betonbyggede  Warszawa i en periode.

Efter Stalins død blæste nye vinde over Østeuropa, og det polske kommunistparti var blevet inspireret af Vestens inciterende og farverige natteliv, som de havde set det i byer som Paris, Hamborg og London. Det blev derfor fra politisk hold besluttet at neonisere Warszawa – simpelthen ved at sætte de fine, lysende neon-skilte op i den ellers grå, mørke og triste hovedstad, så byen ved nattetide kunne ligne de smarte, vesteuropæiske hovedstæder. Reklame, som vi ser det i Vesten, kunne der naturligvis ikke være tale om. Polen var jo et kommunistisk land, og regeringen udstak derfor særlige manifester for, hvor og hvordan neon-skiltene måtte være: Blandt andet måtte skiltene ikke reklamere for et eksplicit mærke (i et socialistisk land er alle butikker jo ejede af staten, og der er ingen fri konkurrence), men skulle ses som ”ikke-kapitalistisk” forbrugeroplysning og pejlemærker for borgene i bybilledet.

De udvalgte neon-kunstnere

En neonreklame for legetøjsforretninger kunne derfor være en neon-lysende Peter Plys, som fortalte, at lige i nærheden lå der en butik med legetøj. Den fine neon-kat med store støvler på fortalte, at i dette kvarter kunne man købe sko, og neonskiltet med byens vartegn – havfruen – blev pejlemærket i natten, som fortalte, at her lå biblioteket. Og vice versa med skiltene med alle de lysende drinks, og dem var der mange af. For selvom kommunist-tiden i Polen kunne forekomme tør, når det gjaldt oplevelser, indkøb, frihed og så videre, var den ikke tør, når det kom til øl og vodka.

En stribe af særligt udvalgte kunstnere blev derfor sat til at ”neonisere” Warszawa efter gældende retningslinjer fra kommunistpartiet, som også handlede om, at skiltene skulle passe smukt ind i byens socialistiske arkitektur. Og i en periode på tæt ved tyve år var Polen og især Warszawa derfor et orgie af lysende farver ved nattetide – med neon-skilte lavet af landets ypperste kunstnere og designere.

I 1980’erne var det desværre slut med neon-epoken. Økonomisk krise, bureaukrati og besværligheder med at få repareret skiltene, når de gik i stykker, og en i det hele taget udtalt mangel på penge fik langsomt, men sikkert, en ellers sprudlende og farvestrålende kreativ epoke i Warszawa til langsomt at dø ud. Og i 1989, hvor polakkerne rejste sig mod styret og Lech Valesa kom til, havde Warszawa allerede henligget i et trist mørke i en del år.

Indtil altså den polske fotograf Ilona Karwinska sammen med den engelske grafiske designer David Hill satte sig for at indsamle de gamle skilte for på museet, som har eksisteret siden 2005 – at dokumentere og fortælle historien om Neon-revolutionen i Polen.

 

Det Polske flyselskab LOT flyver dagligt flere gange fra både København og Billund til Warszawa.  

I Polen hedder valutaen Zloty.
Det generelle prisniveau – både på hoteller og restauranter – er attraktivt for danskere. 

Nyttige websider: www.polen.travel, www.warszawaguide.info 

Journalist Eva Baré var inviteret af den Polske Stats Turistkontor, som ikke har haft indflydelse på denne artikel.

 

FET_Lazienskyparken.-Foto--Pixabay

Den meget smukke Lazienskypark

 

Oplevelserne i Warszawa er mange og gode.
Besøg også:

PRL-museet  på gaden Ul.Piekna 28/34, som viser, hvordan polakkerne boede og levede under kommunismen. 

Laziensky-parken på Ujazdów Avenue, som er den mest vidunderlige, historiske park fra 1764, med blandt andet 400 egern, som gerne vil håndfodres.

Helligkorskirken på Kongevejen, Krakowskie Przedmiéscie 3 (den lange rute mellem Novy Swiat og den gamle by og hvor dagliglivet leves), hvor blandt nadet Chopins hjerte er indmuret i en søjle.

Museet for Warszawas opstanden, Warsaw Uprising Museum, se mere på www.1944.pl

 – Eller snup et by-løbehjul og kør en tur på nogle af byens mange cykelstier.

 

FET_Andebryst-med-vodka-til.-To-slags-vodka-serverer-Restaurant-Dom-Wodki-til-hver-ret

Michelin-middag med vodka.

Middag uden vin … og kun med vodka til? Lyder det underligt? Måske, men ikke i Warszawa, hvor restauranten Eleksir Dom Wodki har gjort det til deres specielle varemærke netop at servere en middag kun ledsaget af vodka. Restauranten er en Michelin-restaurant og serverer et miks af moderne polsk køkken tilsat absolut kvalitetsvodka. 500 forskellige slags vodka fra hele verden udgør lageret, som restauranten benytter sig af, og typisk serveres to slags vodka til hver ret. Hver vodka er nøje udvalgt til retten, og oplevelsen er rigtig god. Ikke et øjeblik savnede vores selskab et glas vin, og stemningen – efter indtagelse af mere end 6 glas vodka pr. person til en tre-retters menu – var absolut også i top … Under restauranten findes i øvrigt et lille, privat vodka-museum, hvor man kan få en rundvisning, hvis man spørger om lov. 

Det er en god ide at booke bord. Se mere på www.domwodki.pl

 

 

FET_Den-smarte-restaurant-i-Soho-Factory-er-åben-24-7.-

Den smarte restaurant i Soho Factory er åben 24/7.

 

FET_Den-gamle-by-i-Warszawa

Den gamle bydel i Warszawa .

 

FET_Warszawa-1981.-Folk-i-lange-køer-foran-næsten-tomme-butikker.-Billede-fra-PRL-museet

Kø foran en slagterbutik.

 

FET_Warszawas-skyline-kan-ses-fra-taghaven-oven-på-Universitetsbiblioteket.-Foto-Pixabay

Warszawas skyline kan ses fra taghaven oven på Universitetsbiblioteket. 

 

FET_Taghaven-på-Universitetsbiblioteket.-Foto-Eva-Baré

Taghaven ovenpå Universitetsbiblioteket.

 

FET_Den-gamle-bydel-i-Warszawa.-Foto-Pixabay

 

FET_Reklame-i-kommercielt-forstand-måtte-neonskiltene-ikke-udtrykke-under-kommunisttiden--Warszawa.-Så-skiltet-her-skal-ses-som-'forbrugeroplysning'-om,-at-der-er-en-cykelhandler-i-nærheden.

Reklame i kommercielt forstand måtte neonskiltene ikke udtrykke under kommunisttiden  Warszawa. Så skiltet her skal ses som “forbrugeroplysning” om, at der er en cykelhandler i nærheden

 

FET_Obuwie-betyder-sko-på-polsk,-og-neon-katten-her-reklamerer-for-byens-skobutikker

Obuwie betyder sko på polsk, og neon-katten her reklamerede for byens skobutikker.

FET_Neon-skiltet-for-bibliotek-under-Warszawas-noen-æra.

FET_Neon-reklameskiltet-med-Peter-Plys-skulle-signalere-at-der-var-legetøjsbutikker-i-nærheden

FET_De-våde-varer-manglede-iikke-i-Polen-under-kommunist-æraen.-Her-et-reklameskilt'-for-barer.

De våde varer manglede ikke i Polen under kommunist-æraen. Her et “reklameskilt” for barer.

 

 

   

Sydafrika er andet og mere end safari, Taffelbjerget og en tur langs vin-ruten.
Tre storbyer – med hver deres forskelligheder – fortæller andre historier om ”Regnbuelandet,” og Liebhaverbolig- en guider her til anderledes oplevelser i særklasse i Johannesburg, Durban og Cape Town. 

 

FET_Sydafrika_Rejsereportage2

 

MODSÆTNINGERNES BY
(Johannesburg)

Her er dyre biler og kvinder iført tårnhøj stiletter og prangende Gucci-tasker. Men også mennesker, som samler skrald eller tigger ved bilerne i de lange køer i myldretrafikken. 

”Hungry boy” (red.: sulten dreng) står der på det papskilt, som en ung mand i laset tøj har hængt om halsen, og Chanel, Prada eller YSL står der i nakken på mange af de tøjmærker, som sælges i de rige forstadsbutikker – langt fra downtowns menneskemylder og langt fra den fattige township Soweto.

Men det er alt sammen Johannesburg i Sydafrika. På godt og ondt en fantastisk storby, som efter det mørkeste kapitel i landets historie – apartheid – nu igen har rejst sig fra asken som en anden fugl Fønix.

Johannesburg er modsætningernes by. Og nøglen til forståelsen af hele Sydafrikas sjæl. For her kan man gå i apartheids fordspor og få fortalt historien om de sortes svære og lange kamp for lighed og frihed. Og her kan man se den afrikanske savannes storvildt blot en kort køretur udenfor byen, hvor man i øvrigt også kan besøge menneskehedens vugge – i store underjordiske huler, hvor forskere har fundet verdens ældste menneske. Alt imens man bor på det overdådige luksushotel, hvor blandt andre Nelson Mandela boede efter sin løsladelse fra Robben Island.

Undertrykkelsen

På Apartheidmuseet kan publikum  få fortalt hele historien om, hvordan Sydafrikas hvide i mere end 30 år undertrykte den sorte befolkning. Og efter apartheidmuseet kan man ved et besøg i townshippen Soweto ved selvsyn konstatere, hvordan forholdene var i den bydel, som det hvide styre ”tildelte” de sorte at bo i. Under apartheid-tiden udgjorde befolkningssammensætningen i Sydafrika 80 procent sorte, ca. 10 procent farvede (blandede racer) og kun 10 procent hvide. Til gengæld ejede de hvide omtrent 90 procent af jorden, mens den resterende del af befolkningen blot fik 10 procent land at leve på. Og rettigheder for sorte og farvede fandtes stort set ikke. De måtte ikke køre med de samme busser, gå i de samme skoler, bruge de samme hospitaler, ambulancer, restauranter, biografe, teatre, sidde på de samme bænke, eller købe ind i de samme forretninger som de hvide. Listen af forbud var alenlang og samfundet fuldstændig opdelt. Een indgang for sorte – een indgang for hvide,  og alle sorte skulle ydermere have ”dumme-pas” med sig, når de færdedes i eller på vej til og fra de hvides områder. Blev de ”fanget” uden passet på sig, var straffen hård: deportation, fængsel eller i værste fald hængning.

Soweto

I dag er Soweto stadig præget af stor fattigdom og arbejdsløshed, men også af stor optimisme. Turister kan besøge det hus Nelson og Winnie Mandela boede i, og gaden Vilakazi Street er blevet et populært frokoststed. Og stemningen er god – for  Nelson Mandelas ord om at Sydafrika skal være et land med plads til alle racer og hans mantra om tilgivelse for fortidens synder efterleves, og det er nøglen til regnbuenationens ”succes”.  I Soweto kan man også besøge mindesmærket for drengen Hector Pieterson, som blev skudt og dræbt kun 13 år gammel af politiet, da skolebørnene i Soweto protesterede imod pludselig at skulle blive undervist på de hvides sprog Afrikaans, et sprog de sorte børn ikke forstod.

Verdens mest luksuriøse hotel 

Som modvægt til Sowetos fattigdom, men stadig i Apartheids fodspor, er det interessant at indlogere sig på Hotel Saxon. Hotellet ligger i den velhavende bydel Sandhurst, og er siden 2001 blevet udnævnt til at være verdens førende butique-hotel. Oprindeligt var stedet en luksuriøs rigmandsvilla, men blev i 1992 bygget om til hotel. Og netop her boede Nelson Mandela i seks måneder, efter at være blevet løsladt fra Robben Island, hvor han havde været fængslet i 27 år. Hotellet og de tilhørende villaer er ultimativ luksus i en meget smuk parklignende have og byder på super spa, super mad og levende flygel-hyggepianist om eftermiddagen i de ”private” villaer.

 

FET_Sydafrika_Rejsereportage8

Hotel Saxon, hvor Mandela boede seks måneder efter sin løsladelse

FET_Sydafrika_Rejsereportage14

Denne fotostat af Winnie Mandela står i haven ved parrets hus i Soweto

FET_Sydafrika_Rejsereportage11

Een indgang for hvide, en anden for sorte. Apartheidmuseet i Johannesburg

FET_Sydafrika_Rejsereportage4

Selvom boligforholdene i Soweto er blevet bedre, bor mange stadig i dårlige blikskure. 

 

DEN GRØNNE BY
(Durban)

Her er smukke, betagende udsigter og i massevis af vortesvin med unger, som nysgerrigt og gryntende nærmer sig gæsterne, selv når man ligger ved poolen. Og såmænd også et par frække aber, der gerne vil stjæle tasker, hvis man ikke er opmærksom. 

Vi er i Durban. Sydafrikas grønneste by, og to timers kørsel udenfor centrum ligger lodgen Safari Villas og tilbyder ro og en af Sydafrikas bedste spa-afdelinger. Lav yoga med udsigt til levende dyr, eller få massage så englene synger. Alt er muligt her. Her er bøfler og giraffer, zebraer, geparder, næsehorn og flodheste, men ingen løver eller elefanter. Så det er ikke big-five safari, men dog den smukkeste oplevelse, ikke mindst på grund af landskabet med de mange træer. Baobaptræer og akacietræer og i massevis af vilde blomster i skøn forening. Luksus og natur væk fra byens travle liv.

Himlens folk

I Durban bor også en af Sydafrikas største oprindelige stammer,
Zuluerne. I en uendelig smuk natur, i et område kaldet ”De 1000 Bakkers Dal”, og det er en ganske interessant udflugt at besøge dem. Zulu betyder himmel, for zuluerne er himlens folk, og selvom de har omfavnet nutiden, lever de næsten stadig som før. Bor i hytter og laver mad over bål. Men deres bærende kulturværdier er stærke, og i hele to landsbyer nær Durban kan man se og opleve deres levevis og lange Sydafrikanske historie.

I Ghandis fodspor

Men Durban er også byen, hvor verdens største indiske samfund udenfor Indien findes. Allerede i 1875 hyrede den britiske kolonimagt titusindvis af indere, som skule bygge jernbaner og arbejde i sukkerplantagerne, og således kom også en ganske ung Mahatma Ghandi i 1893 til Durban. Som veluddannet sagfører med forretninger i byen blev han smidt af toget på Pietermaritsburg Station, fordi han nægtede at flytte sig til ”farvet” klasse, selvom han havde købt billet til 1. klasse. Oplevelsen åbnede i den grad Ghandis øjne for apartheidproblematikken og lagde grundstenen til den kamp, han senere viede hele sit liv til for Indiens kasteløse. Ghandi blev i Sydafrika i 20 år og skabte her begrebet Satyagraha: modstand mod tyrani gennem borgernes ikke-voldelige ulydighed. 

Ghandi skabte også en avis og en township i Durban, og det er muligt både at se togstationen, hvor han blev smidt af toget (her er også et lille museum) og at komme på et ”Ghandi-trail” i byen og omegnen.

Bo på en legende

Durban er en kystby med en lang og smuk strandpromenade, og det indiske islæt mærkes overalt. Især på det legendariske luksushotel Oyster Box, som ligger direkte ud til det Indiske Ocean. Hotellet betragtes som en legende, og man kan stadig fornemme fordums tider. For her måtte kun de hvide komme under apartheid, mens de sorte blot var personalet, som betjente dem, og sådan er det næsten stadig. Ikke at sorte ikke må komme på hotellet, men en overrepræsentationen af hvide gæster er slående. Og personaler er stadig fortrinsvis sort. 

Oprindelig blev det første Oyster Box Hotel bygget i 1954, men er senest renoveret i 2009, og står i dag fuldstændig som før, i smukkeste victorianske stil med palmehave, levende musik og fantastisk tagterrasse med bar og udsigt til byens bedste solnedgang. Hotellet er kendt for at servere en stor karry-buffet – stærk som byens indiske islæt i øvrigt, og selvom hotellet er ultimativ luksus, er priserne langtfra skyhøje.

 

FET_Sydafrika_Rejsereportage13

Det legendariske Oyster Box Hotel i Durban. Beliggenheden ud til havet er superb, og man mærker stadig historiens vingesus.

FET_Sydafrika_Rejsereportage10

FET_Sydafrika_Rejsereportage6

På Pietermarritsburg Station står en statue af Ghandi

FET_Sydafrika_Rejsereportage12

 

DEN FARVESTRÅLENDE BY
(Cape Town)

Cape town er Sydafrikas mest populære by og elsket af stort set alle turister. Taffelbjerget og udsigten ud over hele byen deroppefra, er det alle vil se, men tit må man stå i kø i timevis for at komme op med svævebanen, og en anden og langt mindre overrendt seværdighed er derfor anbefalelsesværdig.

Stedet hedder Signal Hill og er en høj bakketop, hvorfra udsigten er mindst lige så betagende som den fra Taffelbjerget. Her på Signal Hill indfinder de lokale sig ved solnedgangstid med madkurve og drikkevarer og sidder sammen på tæpper og nyder at se solen gå ned over havet. Sorte, hvide, gule og alt midt imellem. Alle racer i den nye ”regnbuenation” sidder her sammen, og det i sig selv er en  dejlig oplevelse  – fortidens rædsler in mente.  

Malaj-byen

En anderledes oplevelse får man også, hvis man går en tur i kvarteret Bo-Kaap, som med fine, lave huse i alverdens farver, udgør en helt særegen oase i Cape Town.

Her finder man grønne, gule, orange, blå, lilla, pink og alle nuancer derimellem små huse i små brostensbelagte gader, og det føles næsten, som er man kommet til Havanna på Cuba. 

Men faktisk blev Bo-Kaap  bygget allerede i 1760érne til malajiske slaver og blev senere i 1950érne en township for ”farvede muslimer” under apartheidtiden. 

I dag er området stadig malajisk og muslimsk, og hele den spændende historie om kvarterets udvikling kan ses i kvarterets ældste hus, det lille  Bo-Kaap museum. Det malajiske køkken er også værd at prøve – enten hos Bo-Kaap Kombius eller hos Biesmillah, og i det hele taget er en slentretur i kvarteret  et dejligt kig ind i virkeligt lokalt liv.

De riges paradis

Camps Bay ligger en kort køretur fra Signal Hill, og er et af Cape Towns rigeste kvarterer. Smukt beliggende i bugten ved foden af Signal Hill breder den smukkeste sandstrand sig, og flankeret af stribevis af restauranter er stedet et populært sted at indtage aftensmaden.

Her kommer man for at se og blive set, for at lufte sin flotte bil og dyre mærkevaretøj, og interessant er det at studere Sydafrikas nye over- og middelklasse af både hvide og efterhånden også en del sorte. Restauranterne byder på alt godt fra havet, og selvom man er i et dyrt kvarter, er priserne efter danske forhold absolut rimelige. En anbefalelsesværdig restaurant er Restaurant Zenzero, hvor man både får rigtig gode fiskeretter og super udsyn til Camp Bay´s mangfoldige aftenliv.

 

FET_Sydafrika_Rejsereportage16

Bo-Kaap i Cape Town

FET_Sydafrika_Rejsereportage3

FET_Sydafrika_Rejsereportage5

På Signal Hill nyder alle racer solnedgangen sammen. Noget, der var utænkeligt under apartheidtiden.

FET_Sydafrika_Rejsereportage7

I Camps Bay kommer man for at se og blive set.

 

Rejsefakta

Sydafrika kan besøges året rundt. Højsommeren går fra december til februar – fra juni til august er det vinter.

Alle Sydafrikas byer er malaria-fri og vandet kan drikkes alle steder.

www.southafrica.net er Sydafrikas officielle turistside.

Links til Johannesburg:

Apartheidmuseet:
www.apartheidmuseum.org

Saxon Hotel:
www.saxon.co.za

Links til Durban:

Safari Villas:
www.karkloofsafarivillas.com

Zulu-besøg:
www.getyourguide.dk, søg på Durban

Ghandi Trail:
Turen hedder ”The Inanda Heritage Route. Durban Tourism kan oplyse guide-liste på tel: 031-366-7500.
Eller søg på www.southafrica.net

The Oyster Box Hotel:
www.oysterboxhotel.com

Links til Cape Town:

Bo-Kapp Museet ligger i Wale Street nr. 71

Restauranter:

Bo-Kaap Kombuis
www.bokaapkombuis.co.za,

Restaurant Bismillah
www.biesmiellah.co.za

God fiske-restaurant i Camps Bay: Restaurant Zenzero

 www.zenzerorestaurant.co.za

Journalist Eva Baré var inviteret af South Africa Tourism, som ikke har haft
indflydelse på artiklen.

 

 

 

 

Når turen går til den franske hovedstad, forventes det også, at den skal indeholde god mad og vin. Det kan dog være en udfordring af og til i metropolen. Liebhaverboligen bringer her en guide til gode restauranter, der er til at betale.

 

FET_Paris_Frenchie-2

 

FET_Paris_mr-wong-278434-unsplash-copy

 

Alle husker deres første bid af Paris, siger man. Og så er det lidt kreperligt, hvis den bid i byernes by er en halvsløj kebab, en burger eller en amerikansk Cæsarsalat.

For det kulinariske Paris har i mange år måtte konkurrere med tusindvis af fastfood-restauranter i takt med, at millioner og atter millioner af turister har invaderet den smukke by. Og som i alle andre storbyer i verden, er det sjældent lige ved de store turistmagneter, man finder de rigtig gode spisesteder.

Lige overfor Notre Dame på den venstre bred eksempelvis, er det jammerligt, hvad der udbydes af mad. Det er som at gå nedad det mest turistede sted i Algarve eller Benidorm, hvor tjenere står og råber og falbyder deres retter, som ingen franskmand nogensinde ville drømme om at udsætte sin mave for.

Og selv efter den tragiske brand af netop ovennævnte kirke for nylig, vil den nok stadig være den mest besøgte attraktion i byen, selv om man nok fremover må nøjes med at se den udefra, så alle disse restauranter med græsk, italiensk og spansk mad vil også bestå. Gå i en stor bue udenom dem.

 

FET_Paris_Ratatuille

 

Michelin

Længere oppe i latinerkvarteret ligger de to klassiske cafeer, Les Deux Magots og Café de Flore, hvor både Ernest Hemingway, Pablo Picasso og mange andre store kunstnere kom og fortærede Croque Monsieur, løgsuppe, rillettes og Creme brulé tilbage i 1920’erne. Nu har der sneget sig club sandwiches og sliders ind på menukortet. Til gengæld er det rasende dyrt at sidde at spise og mærke historiens vingesus netop de to steder.

Udover Tokyo, så er Paris den by med flest af de eftertragtede Michelin-stjerner. Derfor kan man selvfølgelig bare gå efter det helt sikre uden skelen til pengepungen og frekventere de trestjernede Le Cinq, Guy Savoy eller Arpége eksempelvis. Eller man kan prøve følgende og prisbilligere steder, vi bringer her, som vil få selv gourmet-rotten Remy fra Disney’s ”Ratatouille” til at få mundvand.

Og en gylden regel: Bestil altid bord i god tid. Kun restauranter under gennemsnittet har altid masser af borde ledige. 

 

FET_Paris_Frenchie-4

 

Lys og nordisk

Frenchie er kraftig inspireret af Noma, uden dog at være oppe i det prisleje. Frenchie, som for nylig fik en Michelinstjerne, er på få år nærmest blevet en institution i den parisiske madverden. Greg Marchand ønskede at åbne et sted, hvor han selv havde lyst til at komme igen og igen, og han kalder selv Frenchie for en mikro-restaurant, hvor de ansatte er som én stor familie.

Den ligger på den charmerende Rue du Nil i 2. Arrondissement og består af både en restaurant, en vinbar, som også er en vinhandel, og et take-away, hvor man kan få morgenmad og sandwiches to go hele dagen. Maden er årstidsbestemt, og menuen skiftes derfor ofte ud. Der er alacarte, men også en femretters menu med vine til. Prislejet er ikke billigt, men stadig kun som en mellemdyr københavnsk restaurant. Stemningen sent om aftenen i både restaurant og vinbar kan minde om den lidt løsslupne, som vi kender fra Bazar og Pluto i vores egen hovedstad.

Frenchie
Adresse: 5 Rue de Nil, Tlf.: +33 1 40 39 96 19
www.frenchie-restaurant.com

 

FET_Paris_Frenchie-3

 

FET_Paris_Beaufort1

 

Oste-himlen

En ostehandel og kombineret restaurant! Hvorfor har man aldrig fundet på det herhjemme i vores ellers så osteelskende land? Monbleu – Beau&Fort er netop en sådan kombination. Den ligger i et knap så turistet område af Paris oppe i det 9. Arrondissement tæt på det verdensberømte revyteater Folies de Bergéres.

Man træder direkte ind i ostehandlen, men her lugter ikke af sure sokker og mug. Selve restauranten er intim, og man kan sidde enten i baren eller ved små og større borde. Der er et hav af gode vine, som næsten alle kan købes glasvis. Udover osteplatter (med fortrinsvis franske oste selvfølgelig) kombineret med godt afskåret charcuteri og hjemmelavede pølser serveres også en fabelagtig og meget enkel pasta med ostesovs og skinke. Her er slet ikke dyrt, men bare hyggeligt og yderst velsmagende.

Monbleu
Adresse: 37 Rue de Faubourg, Tlf.: +33 1 45 89 23 96
www.monbleu.fr

 

 

FET_Paris_Le-Comptoir-2

 

Afslappet og hyggeligt

Le Comptoir du Relais ligger i en lille sidegade til den store Boulevard Saint Germain på venstre bred. Der er ægte caféstemning indendøre med en stor bar til højre og små borde i én stor forvirring i lokalet. Udenfor er her endnu hyggeligere og meget populært, men her kan man ikke bestille bord. Så man venter pænt i en kø, men det er ventetiden værd. Prøv eksempelvis deres toast med andeconfit eller kalv med svampe. Der er også et rigt udvalg af fiskeretter. Især deres torsk med hårdtristet skind og en vidunderlig safransauce til kan anbefales. Man kan også bare nøjes med svinerillettes og charcuteri og hertil en af deres udmærkede naturvine (eller traditionelle vine, som de også har et rigt udvalg af). I køkkenet regerer den karismatiske chef Yves Camdeborde, og han er som resten af personalet hurtig og kompetent. Det gør ikke noget, at man kan et par franske gloser, da tjenernes engelske ikke er så godt og menukortet kun er på fransk. Åbent både morgen, frokost og aften.

Le Comptoir du Relais
Adresse: 9 Carrefour de L’Odeon Relais, Tlf.: +33 1 44 27 07 97
www.hotel-paris-relais-saint-germain.com

 

FET_Paris_Eggsco1

 

God start på dagen

Eggs & Co. gør ikke meget væsen af sig. Den ligger for enden af en blindgyde i latinerkvarterets hjerte med udsigt til en høj mur. Det var en gammel hestestald og lade tilbage i tiden, og på førstesalen er der stadig bevaret noget af det middelalderlige loft med de fritliggende svære egebjælker synlige.

Der serveres alle former for morgenmad med alt fra den lette scrambled eggs med chili, til den noget tungere eggs Benedict med en indkogt bønnesovs til. Friskpressede juicer sammen med alle former for kaffe giver en god start på dagen, hvor man så kan skippe frokosten, hvis fristelserne på kortet blev for store. Her er det ikke så nødvendigt med reservation.

Eggs & Co.
Adresse: 11 Rue Bernard Palissy Tlf.: +33 1 45 44 02 52
www.eggsandco.fr.

 

FET_Paris_eggsco3

 

FET_Paris_Boisonniere-2

 

Fisk med mere

Selv om den hedder Fish La Boissonnierie kan man få andre retter end dem fra det våde element her i denne intime restaurant. Den ligger tæt på Saint Germain des Préskirken midt i det parisiske latinerkvarter og er et af de sjældne steder, hvor man bare føler sig både hjemme og godt tilpas i samme sekund, man træder ind i restauranten.

Betjeningen er venlig og kompetent, og personalet mestrer – som en sjældenhed i Paris – det engelske sprog perfekt. Prøv deres laks eller torsk med grillede grøntsager og linser, eller de grillede lammekoteletter. Brødet er en oplevelse i sig selv, og det serveres altid lunt, da den lille bager lige overfor restauranten dagen igennem supplerer de mange spisesteder i nabolaget med brød fra sin store stenovn. Der er også en vinbar tilknyttet tæt på, og på restaurantens menukort finder man virkelig mange gode vine fortrinsvis fra det sydlige Frankrig.

Fish La Boissonnierie
Adresse: 69 Rue de Seine, Tlf.: +33 1 43 54 34 69
www.fishlaboissonnerie.com

 

FET_Paris_Dersou2

 

Cocktails til maden

Kunne det friste med et Iberico-svin, søde kartofler og harissa-krydderier fra huset, og hertil en cocktail med røget whisky, vermouth og portvinsreduktion? Lyder ikke som den gennemsnitlige menu på en restaurant, og det er den da heller ikke hos Dersou lidt syd for Bastillepladsen i det 11. Arrondissement.

Dersou er en fusions-asiatisk restaurant, hvor de to krumtapper Taku Sekine i køkkenet og Amaury Guyot bag baren har udviklet et ret sjovt koncept. Du kan få serveret fem, seks eller syv retter med tilhørende cocktails til hver ret. Her smagte vi blandt andet udsøgt ceviche med agurk-wasabi og hertil en vodka med peberkorn, og en flammegrillet sild med aubergine kogt i tomatsauce og nøje afstemt dashi (japansk fiskesauce) med en tør hvidvinscocktail tilsat dragefrugt og vietnamesisk koriander. Bliver det lidt for meget, kan du vælge alacarte, men her er udvalget desværre ikke så stort, men indeholder dog en velhængt ”gammeldags” bøf og en god flaske Côtes du Rhône til.

Her er ikke specielt billigt, men det koster at være en del af den parisiske jetset-madscene. Menuerne med cocktails starter fra €95.

Dersou
Adresse: 21 Rue Saint Nicolas Tlf.: +33 9 81 01 12 73
www.dersouparis.com

 

FET_Paris_Dersou1

 

Bergen, byen ved de syv fjelde, er et super bud på en lille smuttur med stort indhold

 

FET_Fra-bjerget-Ulriken-er-der-den-mest-fantastiske-udsigt-ned-over-byen.-Foto--Bergen-Reiselivslag

Fra bjerget Ulriken er der den mest fantastiske udsigt ned over byen.
Foto- Bergen Reiselivslag

 

Alle pladser i den lave båd er besat med feststemte mennesker, og snakken går livligt. For både mave og sind er indstillet på en oplevelse af de store, og med det in mente lægger vi fra kaj ved Bryggen med de oldgamle, farvestrålende træhuse, og går godt en halv time senere i land på den lille ø Holmen. Passerer forbi store vandkar fyldt med friske hummere, østers, kammuslinger, søkrebs og mange slags tang og bliver dernæst bænket ved store borde med den mest fantastiske udsigt. Ud over fjorden Vågen, som går helt ind til byen.

”Sømads-restauranten” Cornelius på den lille ø Holmen er et must, hvis man besøger Norges gamle hovedstad Bergen. Her er der afsat en hel aften til en udsøgt middagsoplevelse, og båden afgår kl. 18 og sejler først hjem igen kl 22.30. I de mellemliggende timer er gæsterne så blevet præsenteret for det ypperste og friskeste af, hvad Bergen kan præstere udi fisk, i en såkaldt ”meteorologisk meny” inspireret af dagens vind, vejr og sindsstemning. Og vinene hertil kommer fra restaurantens egen vinkælder, som har 7000 flasker fra hele verden på lager. Hugget ud i klippen og med naturlig køling fra havet er den optimale luftfugtighed konstant tilstede i kælderen, og vinene er udvalgt med stor sikkerhed for den bedste oplevelse til at kunne matche den fisk eller fiskeret, de serveres til.

Porten til fjordlandet Bergen er en af Norges smukkeste byer.

I folkemunde kaldet ”porten til fjordlandet”, og beliggenheden i bunden af fjorden Vågen og omgivet af syv høje fjelde er byen ganske enkelt
gudesmuk. Tilbage i 1100 tallet var Bergen, som den rigeste by i landet, faktisk Norges hovedstad, og rigdommen dengang skyldtes handel med tørfisk, som blev solgt videre til det meste af Europa.

I starten var det dog kun nordmændene, som måtte sejle nord for Bergen og fiske den eftertragtede fisk, men nordtyske købmænd, som siden 1200-tallet også havde etableret sig med handel på havnefronten (Bryggen) i Bergen, fik efter flere år med strenge restriktioner i 1278 tildelt særlige priviligegier, som gav dem lov til at både overvintre og købe ejendom i byen.

I 1350 oprettede de nordtyske hanseater derfor deres første handelskontor i Bergen og fik efterhånden monopol på al handel med tørfisk, som de sad på helt op til midten af 1700-tallet.

Sidst, men ikke mindst, byggede de det, der i dag betragtes som en vartegn for Bergen, de smukke farvestrålende træhuse på Bryggen, som stadig ligger her 400 år efter – i dag klassificeret som Unesco Verdensarv og indrettet som museer. Et besøg er en rejse tilbage i tiden, med svag duft af tørfisk og tjære, skæve gulve, fine gamle stuer, og et kig ind i en verden, som engang var driftig ud over alle grænser, og som fortæller vigtig verdenshistorie.

Festspillene

Et rigtigt godt tidspunkt at besøge Bergen på er i slutningen af maj måned. Landskabet er blevet grønt, fjordene står lysende blå, solen varmer, og netop her begynder ”Festspillene”.

Festspillene er Norges vigtigste, største og ældste kulturfestival. Og i løbet af de 15 dage, som eventen varer, kan publikum i år opleve hen mod 250 arrangementer.

Klassisk opera og koncerter med store internationale stjerner, nyskabende teaterforestillinger og musik i alle genrer. Programmet er ganske enkelt overdådigt, en del arrangementer er også gratis, og byens koncertsale og øvrige spillesteder er super til formålet.

Naturligvis spilles der musik af Edvard Grieg, som selv var født i Bergen, og hvis villa på Troldhaugen lidt udenfor byen står som åbent museum med tilhørende koncertsal i dag. På stedet er en cafe med fantastisk udsigt over Nordåsvannet, og ægteparret Edvard og Nina Grieg ligger begge begravet her. Under festspillene afholdes en del koncerter på Troulhaugen, men mange spilles også i Grieghallen, Bergens meget flotte koncerthus, som ligger i centrum. Og selvfølgelig er det ikke kun Grieg der spilles, de samtidige store komponister som Beethoven, Mozart, Schubert, Chopin og så videre tillige med nyere spændende komponister er også på programmet.

Romantiske træhuse og stejle gader

En lille by med stort format. Det er det indtryk, man får af Bergen, når man som turist besøger byen for første gang. En kompakt bymidte med et væld af kulturtilbud, beliggende i fantastisk natur og med en historie, der stadig ses og føles stemningsmættet, nærværende i byen.

Gå for eksempel en tur i områderne Fjellsiden, Nordness og Sandviken, som med deres fine brostensbelagte, smalle gader og små, gamle træhuse i sarte pastelfarver snor sig op ad byens stejle bjergsider og fører den besøgende ud på en vandring i fordums romantiske boligkvarterer. I dag er områderne naturligvis fortrinsvis boliger for liebhavere med tegnebogen i orden, men ungdommen har sneget sig ind mange steder alligevel. Med fancy kaffebarer, små specialbutikker og cafeer i rigt mål.

Har man lyst til at se, hvordan det meste af Bergen så ud for den almindelige borger i gamle dage, er det anbefalelsesværdigt at besøge Gamle Bergen Museum – Bergens bymuseum. I 1800-tallet var Bergens Europas største træby med tæt bebyggelse, travle gader og finurlige torve og handelspladser, og museet er en rekonstruktion af 55 træhuse – private hjem, butikker og værksteder fra tiden – der ligger åbent som en slags frilandsmuseum med udklædte ansatte, som levendegør stemningen. En restaurant i tidens ånd er her naturligvis også – restaurant Gamle Bergen Tracteursted, hedder den.

Tur på fjeldet

En tur på fjeldet kan man såmænd også få i Bergen, og det i øvrigt lige midt i centrum af byen.

Det er Fløibanen, som på kort tid med en kabelbane kører op af fjeldet Fløien, og fra en højde af 320 meter over havets overflade tilbyder den vildeste udsigt ud over byen. Heroppe er der en dejlig restaurant, men også stier, som leder videre til endnu flere fantastiske udsigtspunkter. Og føles udsigten fra Fløibanens endestation ikke høj nok, kan man som turist i Bergen såmænd komme endnu højere op.

Ulriken er det højeste af de syv fjelde, som omgiver Bergen, og her kan man med svævebane komme hele 643 meter op over havets overflade. Det siger sig selv, at udsigten herfra er aldeles ubeskrivelig, og både fra endestationen her og fra Fløibanen er det muligt at købe guidede vandreture oppe i fjeldet. Den længste vandretur er på godt fem timer, men så er det også en komplet højfjeldsoplevelse med udsigt over hele kysten og regionen omkring Bergen. På klare dage kan man være heldig at skimte isbræen Folgefonna.

Stor Edward Munch-samling

En weekendtur med både by og natur, tilsat alt hvad hjertet kan begære af kultur, det er en weekend i Bergen.

Byen rummer nemlig også mange rigtig gode kunstmuseer, hvoraf naturligvis Museet Kode i centrum af Bergen skal fremhæves.

Museet har en af de største samlinger i verden af Edvard Munch malerier, men byder også på en fin samling af blandt andet Picasso, Nikolai Astrup og Paul Klee. I hele fire bygninger findes en omfattende samling af kunst og design, heriblandt også en stor afdeling for guldalderkunst – blandt andet repræsenteret ved den norske ”Skagens-maler” Cristian Krogh, som var samtidig med danske Michael Ancher og Krøyer.

Bergen Kunsthal er et andet godt bud til den kunstinteresserede. Her – også midt i centrum – findes et af Norges bedste museer for samtidskunst, med både koncertscene, natklub og café/bar og et væld af spændende arrangementer året igennem.

Fra fjord til bord

Fra ”jord til bord” er et udtryk vi ofte hører. I Bergen siger man fra ”fjord til bord”, og byens restaurantscene er stor og god. Fede laks, friske torsk, rejer, muslinger, østers, hummere og sågar søpind-
svin er blot få af mange fisk, som siden middelalderen har været en stor del af byens DNA.

Allerede i 1276 kom de lokale fiskebønder roende ind til byen for at sælge deres fangster, og ”Fisketorvet” fra dengang af er stadig i live. Som et elsket indkøbssted for de lokale og en attraktion for byens turister. Og i dag nu også ”videreudviklet” med et nyt overdækket hus, hvor man i lækre rammer a là Torvehallene i København kan få stillet sulten med udsigt til både havnen og Bryggens fine træhuse.

Udflugter fra Bergen

Som nævnt tidligere kaldes Bergen ofte for porten til fjordlandet. Og det naturligvis ikke uden grund. Fra Bergen kan man komme på dagsture og rundture til blandt andet Sognefjorden – Norges længste og dybeste fjord, sejle op og se Mostraumen, eller cruise på Hardangerfjorden – også kaldet dronningen blandt fjorde. Enkelte af udflugterne er en kombination af båd, tog og bus, og nogle varer blot en halv eller hel dag, mens andre er med overnatning. Udbuddet af cruise-ture er stort, og alle starter og ender i Bergen.

Sidst, men ikke mindst, kan man – hvis tiden tillader det – naturligvis også tage Hurtigruten fra Bergen. Hurtigruten er den legendariske, gamle norske postrute fra 1893, som sejler op langs Norges kyst – fra Bergen via Trondheim, Tromsø og Nordkapp til Kirkeness.

 

Rejse facts

Norge er som bekendt et dyrt land at rejse i, så køb det såkaldte Bergenskortet. Med Bergenskortet kan man rejse gratis med bybusserne og Fløibanen, og kortet giver også gratis adgang (eller rabat) til de fleste museer og attraktioner.
Se mere på www.visitbergen.com/Bergenskortet

Kortet kan både købes online på www.visitbergen.com og på byens turistkontor,
som ligger på Strandkaien 3.

Festspillene afvikles fra den 22. maj til den 5. juni. For program og billetter,
se www.fib.no.

Båden ud til Cornelius Restaurant har afgang to gange daglig fra Dreggekaien lige overfor Clarion Collection Hotel Havnekontoret, Slottsgatan 1, et i øvrigt godt og centralt hotel. Til frokost sejler båden ud kl 11.30 og retur kl. 14, og til aften er der afgang kl. 18 og retur kl 22.30. Se mere på
www.corneliusrestaurant.no.

Nyttige hjemmesider: www.visitbergen.com, www.visitbergen.no & www.visitnorway.no – Her kan man finde alle adresser på museer, restauranter, hoteller, udflugter mv.

Journalist Eva Baré var inviteret af Innovasjon Norge, som ikke har haft indflydelse på artiklen.

 

FET_Hele-to-kabelbaner---midt-i-centrum---kører-op-ad-Bergens-smukke-fjelde.-Foto-Bergen-Reiselivslag-

Hele to kabelbaner – midt i centrum – kører op ad Bergens smukke fjelde.

 

FET_Bergens-fine-bykvarterer-med-stejle-gader-indbyder-til-hyggelige-gå-ture.-Foto-Bergen-Reiselivslag

Bergens fine bykvarterer med stejle gader indbyder til hyggelige gåture.

 

FET_Under-festspillene-er-der-musik-i-hele-byen.-Her-spilles-der-i-Bybanen.-Foto--Oddleiv-Apneseth

Under festspillene er der musik i hele byen. Her spilles der i Bybanen. 

 

FET_Bergen-er-et-smukt-syn-på-alle-årstider.-Foto--Girish-Choukan

Bergen er et smukt syn på alle årstider. 

 

FET_Bergens-store-koncertsal-hedder-Grieghallen.-Foto-Eva-Baré

Bergens store koncertsal hedder Grieghallen. 

 

FET_Edward-Griegs-hus-på-Troldhaugen.-Foto-Bergen-Reiselivslag

Edward Griegs hus på Troldhaugen. 

 

FET_Edvard-Griegs-hjem-på-Troldhaugen.-Foto--Dag-Fosse

Edvard Griegs hjem på Troldhaugen. 

 

FET_Restauranten-Cornelius-ligger-på-den-lille-ø-Holmen-.-Foto--Bergen-Reiselivslag

Restauranten Cornelius ligger på den lille ø Holmen . 

 

FET_På-de-oversækkede-fisketorv-kan-alt-i-fisk-fås.-her-søpindsvin-som-er-en-delikatesse,-der-spise-rå....-Foto--Eva-Baré

På de oversækkede fisketorv kan alt i fisk fås. her søpindsvin som er en delikatesse, der spises rå …  

24 år efter Balkan-krigens afslutning er landene i den gamle ”krudttønde” igen blevet populære rejsemål. To af de smukkeste kulturperler i regionen er byerne Sarajevo og Mostar i Bosnien.

 

FET_Sarajevo_Broen---Stari-most---i-byen-Mostar

 

Øjet fanger dem med det samme:

De fire forskellige ”bedehuse”. Som alle ligger i den samme lille by. En kristen kirke, en jødisk synagoge, en ortodoks kirke og en muslimsk minaret. Og med kun mindre end 100 meters afstand imellem sig er de både symbolet på fredelig sameksistens og præcis det modsatte.

For uenigheder, krige og splittelser, etniske udrensninger og en ond borgerkrig, som verden sent glemmer, er om noget det landet Bosnien og byen Sarajevo i de sidste 24 år er blevet husket for.

Ét land, nu opdelt i to forskellige politiske enheder,  indeholdende tre forskellige folk, som dog alle har den samme kulturbaggrund, bortset fra de forskellige religioner – det er Bosnien og Sarajevo i dag. En slags europæisk Jerusalem – og ikke som oprindeligt –  en karavane-by hvor øst mødte vest, og hvor handelsmænd fra hele verdens kontinenter udvekslede varer, og livet struttede af kultur og skønhed.

Men skønheden har verdens ondskab ikke kunnet pille ud af Sarajevo. Og i dag er også livet vendt tilbage, og turisterne flokkes derfor igen på byens smukke pladser, i de fine bazarer, på museerne og på de mange finurlige cafeer, restauranter og spillesteder.

Mellem de små, krogede gaders lave huse, hvor tyrkisk inspirerede købmænd og kobbersmede stadig laver deres ældgamle håndværk, blomstrer baggårdene atter. Nu med store vandpibe-cafeer, hvor ungdommen mødes og diskuterer den fremtid, som er blevet deres at forvalte og udvikle. På hovedstrøget ved den store katedral ligger mærkevareforretningerne side om side, og nattelivet er ungt, livligt og moderne. Og rundt om hele den oldgamle skønhed, som stadig kendetegner Sarajevos meget fremmedartede arkitektur, ligger de smukkeste bjerge, som blandt andet i 1984 var værter for et olympisk vinter-OL.

Guf for historie-elskere

Sarajevo i Bosnien er for de, som holder af at holde ferie i en atmosfærefyldt, fremmedartet, hyggelig og overskuelig by (som uden besvær kan indtages til fods), og samtidig blive klogere på historien.

For netop her i byen startede 1. verdenskrig, da en bosnisk-serbisk nationalist i 1914 skød og dræbte den østrig-ungarske tronfølger og dermed satte Europa i brand. Siden fulgte 2. verdenskrig og en epoke for landet med socialistisk/kommunistisk styre under Joseph Tito, og fra 1992 – 1996 var Sarajevo den by i verdenshistorien, som har været udsat for den længste belejring nogensinde.

Hele 1400 dage varede belejringen i den borgerkrig, hvor landets egne indbyggere – serbere, kroater og bosniakker – sloges mod hinanden, og som kostede 11.500 af byens indbyggere livet.

Massakren i Screbrenica, hvor 8300 muslimske drenge og mænd blev myrdet i juli 1995, husker hele verden, og det samme med de deraf følgende store flygtningestrømme.

I Sarajevo mærkes og ses det hele stadig. Ikke på den dårlige måde, men dog opleves de mange skudhuller i bygningsmassen stadig som ar, der kun langsomt er ved at hele, og det samme gælder synet af de såkaldte ”sarajevo-roser”. ”Roserne” er aftryk i asfalten fyldt ud med rød voks, som markerer, at her tog en granat livet af et menneske. For Sarajevo husker, og det gør vi som turister også, når vi konfronteres med fortiden på tur rundt i byen – og sådan skal det nok også være …

Den orientalske bazar 

En forlænget weekend, eller en uge, hvis man også vil tage på udflugter ud fra Sarajevo  – det er anbefalelsesværdigt og tid nok.

Start med at finde et godt centralt hotel (de fås til absolut rimelige priser), og gå så på opdagelse i Sarajevos ældste bydel og absolutte hjerte, Bâscarsija, hvor byens orientalske præg sætter sig stærkest igennem.

Her er snævre, brostensbelagte bazargader i labyrintisk facon, hvor tæppehandlere, kobbersmede, sølv- og guldsmede, bagere, antikvitetshandlere, minareter,  synagoger, moskeer, katedraler og kirker, ja alt hvad der er gammelt og orientalsk, mødes i skøn forening. Og sådan har det været siden 1500-tallet.

Ind imellem de små butikker ligger massevis af hyggelige cafeer og restauranter, hvor maden er rigelig og god, og priserne yderst rimelige. Og nationaldrikken sljivovica, en blommebrændevin, er den perfekte maveåbner og en god idé før det relativt tunge og kødfyldte bosniske køkken indtages.

Alle gader i bazarområdet udgår fra det store torv, hvor fontænen Sebilj ligger så smukt nedenfor byens høje bjerge, og næsten lige ved siden af starter den mere moderne del af Sarajevos byliv. Det er gågaden Ferhadija, som har mange af de kendte mærkevareforretninger, og som hvis man går langt nok også fører op til den ”Evige Flamme” – et krigsmonument rejst til ære for ”Bosniens børn”.

Midt igennem byen strømmer floden Miljacka med byens meget smukke rådhus fra 1894 på sidelinjen, samt et utal af fodgængerbroer, deriblandt Latinerbroen, som var åstedet for mordet på den østrigske tronarving, og altså ”startskuddet”, som førte til 1. verdenskrig. Og fortsætter man over broen, over mod bjergene, kan man via en kabelbane komme op på toppen af Sarajovos bjerge, hvorfra byen under belejringen blev bombarderet og beskudt igennem næsten fire år.

Udsigten heroppefra er betagende, og øjet kan se helt ud til den senest byggede bydel – der hvor højhusene i bedste betonkommunistiske, skrabede arkitektur giver mindelser om landets lange periode under Tito.

I krigens fodspor

Man kan slentre en romantisk tur, drikke kaffe på en gammeldags wienercafe, besøge den smukke moske i bazarområdet, gå på kunstgalleri, høre klassisk og moderne musik, drikke sig fuld i sljivovica eller følge i Balkankrigens fodspor i Sarajevo.

Sidstnævnte byder på rigtig mange oplevelser, for Sarajevo er rig på krigsmuseer, der fortæller historien på mange måder. Blandt andet kan man på War Childhood Museum få fortalt om og ved selvsyn via tegninger fra børn konstatere, hvordan Bosniens børn oplevede krigen, og på museet Galeri 11/07/95 kan man via levende film og fotografier opleve krigens rædsler helt tæt på. Museet er ikke stort, men til gengæld fortættet i sin fortælling og absolut anbefalelsesværdigt, hvis man vil forstå borgerkrigens ubærlige smerte. Her er skiftende udstillinger, men museets permanente udstilling handler om massakren i Screbrenica.

Håbets Tunnel er en anden oplevelse, man heller ikke bør snyde sig selv for under et besøg i Sarajevo. Museet – for det er det nu – er resterne af en 700 meter lang tunnel, som soldater fra den bosniske hær under den 1425 dage lange belejring af Sarajevo, gravede fra lufthaven og ind til byen. Tunnellen blev brugt til at bringe forsyninger, mad og krigsmateriel ind i den belejrede by og til at bringe sårede folk i sikkerhed. Den blev bygget under et privat hjem i en lille forstad vest for lufthavnen, og det er stadig husets beboere, som driver museet, der er bygget ovenpå resterne af tunnellen.

I dag kan man komme ned og gå i et stykke af den oprindelige tunnel, som kun er halvanden meter høj, og forestille sig, hvilket enormt arbejde det har været at fjerne 1200 kubikmeter jord blot med skovle og hakker. En biograf viser film om det store og livsreddende arbejde, og viser også klip fra dokumentarfilmen Miss Sarajevo, som handler om en skønhedskonkurrence afholdt midt i det krigshærgede Sarajevo. Filmen er lavet af den amerikanske journalist Bill Carter, og viser hvordan en befolkning trods krig og ødelæggelse, alligevel forsøger at leve et normalt liv. Rockgruppen U2 udgav også i 1995 en single med titlen ”Miss Sarajevo”.

Udflugt til Mostar

Bosnien er et smukt land. Med dybe dale, høje bjerge, grønne floder, der snor sig gennem landskabet og fine, gamle byer. Men skønheden kan godt  være en anelse tidskrævende at nå, for vejene er dårlige, og det tager mange timer at køre i bus fra den ene ende af landet til den anden. Alligevel er det interessant at tage med på nogle af de mange udflugter, som mange bureauer i landet tilbyder, og en af de smukkeste går til byen Mostar.

Mostar er byen med den verdensberømte bro. 

Navnet er Stari most-broen. Den går tværs over Neretva-floden, og har siden 1400-tallet været symbolet på sameksistens mellem Orienten og Europa, og her i byen fandtes også det største antal af blandede (muslimske og kristne) ægteskaber i hele Bosnien efter 2. Verdenskrig. Og netop derfor blev broen også smadret af kroatiske nationalister under borgerkrigen i november 1993.

I dag er broen genopbygget. Som en tro kopi af den gamle og helt fantastisk flotte stenbro, og rigtig hyggeligt er det at slentre rundt i Mostars store bazarkvarter på begge sider af broen og at spise en frokost på en af de mange restauranter, der som drueklaser ”hænger” på begge sider af de stejle bjergsider, som gennemskærer landskabet med floden i bunden.

En udflugt til byen Screbreniza i Bosniens nordlige del er også en interessant, men dyster udflugtsmulighed. Her i byen, som ikke er noget i sig selv, kan man blandt andet se og opleve den enorme mindelund, som er bygget til de godt 8300 mænd og drenge, som i juli 1995 blev myrdet i Europas værste massakre siden 2. Verdenskrig.

Køber man udflugten hos en lokal udbyder i Sarajevo, vil der tit også være mulighed for at møde en af de overlevne enker og få den helt personlige historie/oplevelse fortalt.

 

FET_Sarajevo_Trods-belejring-i-årevis-og-meget-dystert-liv-under-brogerkrigen-bevarede-sarajevos-kvinder-deres-håb-og-stolthed.-Bemærk-de-høje-hæle.-

Trods belejring i årevis og meget dystert liv under brogerkrigen, bevarede Sarajevos kvinder deres håb og stolthed. Bemærk de høje hæle 

 

Rejsefakta

Enkelte danske rejsebureauer har ture til Bosnien og Sarajevo, blandt andet Risskov Rejser, www.risskovrejser.dk, samt Deo, www.deo.dk.

Rejser man på egen hånd, flyver Wizz Air til byen Tuzla fra både Billund i Jylland og Malmø, hvis man kommer fra København. Se mere på www.wizzair.com.

Fra Tuzla kan man enten tage tog eller bus til Sarajevo. Se mere på www.rail.cc, eller www.getbybus.com.

Et rigtigt godt mellemklassehotel midt i bazarkvarteret Bascarsija i Sarajevo er Hotel Astra Garni – se mere på www.hoteleuropegroup.ba/astra-garni. 

Og i luksusklassen med samme centrale beliggenhed er Hotel Europe et fint fem-stjernet bud. Se mere på www.hoteleuropegroup.ba.

App´en Sarajevo Navigator er god at downloade, og gælder det udflugter og ture ud af Sarajevo, er City Tours & Excursions blot et af mange bureauer, som byder sig til.
Se mere på www.sarajevoinsider.com

Godt råd: Slå data fra på mobilen og vær kun på nettet, når der kan logges gratis ind på hotellets netværk etc. Eller køb et sim-kort i en kiosk. 

1 GB data kan fås for omkring 25 danske kroner.

 

FET_Sarajevo_den-moderne-del-af-Sarajevo

Den moderne del af Sarajevo.

FET_'Sarajevo-rosen'-fortorvet-fortæller-at-her-døde-et-menneske-under-brogerkrigen

FET_Sarajevo_Tito-nostalgien-trives-i-bedste-velgående.-her-ældre-mænd,-som-sælger-en-kalender-med-helte-agtige-fotos-af-Joseph-Tito

FET_Sarajevo_Sarajevos-gamle-bydel-Bascarsija-er-fuld-af-fine-bazargader

Sarajevos gamle bydel Bascarsija er fuld af fine bazargader.

FET_Sarajevo_En-minaret,-et-kirketårn-og-taget-på-en-synagoge.-Side-og-side-tæt-beliggende-i-Sarajevos-gamle-kvarter-Bascarsija

FET_Sarajevo_Bag-de-små-bazargader-skjuler-sig-store,-skyggefulde-gårde-med-restauranter

Bag de små bazargader skjuler sig store, skyggefulde gårde med restauranter.

FET_Sarajevo_Livet-er-igen-ungt-og-moderne-i-sarajevo

Livet er igen ungt og moderne i Sarajevo.

 

 

 

På den caribiske ø Aruba skinner solen altid, og strandene er blandt de bedste i hele verden. Et besøg på øen uden årstider er balsam for sjæl og krop.

 

FET_Rejsereportage_aruba14

 

Aaaahh … vandet er fuldstændig turkisblåt, sandet kridhvidt, og vinden svalende i den næsten konstante temperatur på 28 grader. Ude på havet surfer en muskuløs, solbrændt mand, og med jævne mellemrum tornado-dykker en pelikan direkte ned i det smukke hav og kommer op med en sølvskinnende fisk  – hver gang. Og rækker jeg hånden bare en anelse til højre, fatter fingrene om en iskold drink.

Langt væk er allerede kuldsejlede nytårsfortsætter, morgenmørke og ”mangel- på-lys” depression. Her på stranden er kun en natur, der ligner det vildeste postkort, en behagelig liggestol under den flettede parasol, en god bog og så mig.

Aaaahhhhhh

Januar er en god måned at vende Danmark ryggen.

Smutte afsted til et varmere land, og denne gang er turen gået til Caribien. Nærmere bestemt til den lille hollandske ø, Aruba, som ligger ud for Venezuelas kyst. Flyveturen er lang, men hurtigt glemt, når man allerede i lufthavnen bydes velkommen med lyden af steeldrum-musik.

En lykkelig koloni

I daglig tale kaldes de ABC-øerne. De tre hollandske koloni-øer, Aruba, Bonnaire og Curacao, som ligger tæt, men alligevel er vidt forskelllige. I flere hundrede år var de under forskelligt ejerskab af både spaniere og hollændere, men i de fleste år under hollænderne, og det er de også den dag i dag.

Beboerne har alle hollandsk pas, og siden 1986 har øen Aruba og øen Curacao (siden 2010) haft status som selvstændige lande under kongeriget Nederlandene, mens øen Bonnaire er en hollandsk kommune. Og selvom alle øerne har en helt anden kulturel oprindelse end lige vestlig og hollandsk, med en befolkning af blandede indianske folkeslag, der oprindeligt talte og stadig taler sproget Papiamento, identificerer alle beboerne sig med at være hollandske. Og er glade for at være det. Glade for at tale hollandsk som hovedsprog i skolen, lære både spansk og engelsk også, og for senere – når ungdommen på øerne skal i gymnasiet eller på universitetet – at tage til Holland og uden problemer (fordi de taler sproget) få deres højere uddannelse dér. Historien om ABC-øerne er derfor forunderlig, for sjældent hører man om lykkelige kolonier, men sådan er det her. I hvert fald på øen Aruba.

Det store slogan på Aruba er derfor også ”One happy island” (en lykkelig ø). Sloganet står alle vegne, selv på øens bilers nummerplader, og i starten af et besøg tænker man skeptisk, at det er for meget og løgn. Men det er det ikke. Er man en heldig turist og bliver inviteret hjem som gæst hos en af de lokale, får man syn for sagen: Billeder af den hollandske kongefamilie har tit en fremtrædende plads i den fine stue, og ikke sjældent står der også nipsting som hollandske træsko i porcelæn og andre ditto kongelige figurer udstillet på stuens fine skænk – side om side med mere caribiske genstande.

Strande i verdensklasse

På Aruba er det de fantastiske strande, som er det store trækplaster. Et afslappet liv i underskøn ”Bounty-natur”, og aktiviteter, der passer sig hertil. Man kan brætsurfe, vindsurfe, snorkle og dykke ved gamle skibsvrag fra 2. verdenskrig. Se de fineste og allermest farvestrålende fisk, som trygt kommer én i møde, bare man vifter med fingrene, køre ræs i beach buggies med brede dæk i øens landskabsmæssigt barske nationalpark eller spille golf i vidunderlige omgivelser med udsigt til Det Caribiske Hav.
Og naturligvis kan man shoppe i alle de dyreste mærkevarebutikker, spise alle slags mad eller gå på casino hele natten og blive stinkende rig eller det modsatte.

Palm Beach, Eagle Beach, Baby Beach, Arashi Beach og Rodgers Beach. Strandende, er mange og alle vidunderlige på Aruba, men også med hvert sit udtryk og natur. Ved Palm Beach og Eagle Beach ligger de dyreste hoteller, og skilte ved vejene fortæller, om man er i ”dyrt” hotelområde, ”mellem” område eller ”billigt” område. Alle former for overnatning tilbydes, så Aruba har noget for enhver pengepung og smag. Men med hensyn til ”smag” skal det også tilføjes, at store dele af øen ser meget nybygget ud og fremstår meget amerikaniseret.

En bid af USA

I hovedstaden Oranjestad belejrer enorme krydstogtsskibe kajen dagligt i højsæsonen. Herfra myldrer amerikanske turister ud i et par timer, slentrer op og ned ad Oranjestads gågade, som for nylig også har fået et turist-tog, der kører hele gaden igennem, og som er ganske gratis, men ærlig talt også minder alt for meget om tivoli og børnehave.

Selve byen Oranjestad har desværre lidt karakter af Disneyland for voksne, og det samme har mange af de store indkøbs-og restaurationscentre, som findes overalt på øen. De amerikanske turister (og dem er der mange af) elsker stilen, som er meget Miami-Florida-agtig.

Men fortvivl ikke. For der findes også et andet Aruba.

Dér hvor de lokale kommer, og dér, hvor det ægte Caribien stadig er. Smukt og uspoleret.

Det ægte Aruba

Historien om Arubas forvandling til delvis amerikaniseret turist-ø, findes ved byen San Nicolas og stranden Rodgers Beach – et pænt stykke øst for hovedstaden Oranjestad.

Her ved Rodgers Beach fanges blikket hurtigt af et kæmpemæssigt olieraffinaderi, der stadig ligger som et spøgelsesbyggeri, lige ved siden af stranden.

Raffinaderiet blev bygget af hollænderne i 1928, og overtaget af det amerikanske Esso i 1932 og beskæftigede helt indtil 1985 mere end 8000 lokale på Aruba. Olien kom fra Venezuela, og arbejdet på raffinaderiet var en livsnerve på den lille ø, men da det ikke lykkedes at holde produktionen i gang – selv efter flere fejlslagne forsøg helt op til 2012 – lukkede man helt, og turismen blev i stedet Arubas økonomiske livline.

Byen San Nicolas, hvorfra de fleste arbejdere ved raffinaderiet kom – ligger derfor stadig næsten som før aldeles uberørt af resten af øens amerikaniserede turisme. Fine, lave, farvestrålende, caribiske huse præger de små gader, og her kommer øens prostituerede frem fra husene, når mørket falder på, og byens bedste bar, Charlie’s Bar bliver befolket og får liv.

Man kan trygt besøge Charlie´s Bar og få en dejlig oplevelse, og en rigtig god oplevelse er det også at besøge byen San Nicolas i dagslys. Store murmalerier præger nemlig mange huse, vægge og udearealer, et initiativ som fik liv, da idemanden, Tito Bolivar, i 2015 inviterede kunstnere fra hele verden til at komme til San Nicolas for at ”male på byen”. Resultatet er på tre år blevet til i alt 40 fantastiske, farvestrålende og tankevækkende murmalerier, og et ditto kunstgalleri og en workshop, hvor alle kan komme og skabe kunst, er det også blevet til.

Her kommer de lokale

Aruba blev skabt for 95 millioner år siden. Øen er 30 x 9 kilometer stor, og her bor i alt 108.000 mennesker, som kom hertil for godt 4000 år siden fra mange dele af det sydamerikanske fastland. Det lokale sprog er Papianemto, som de fleste stadig taler indbyrdes, selvom de naturligvis også alle taler flydende hollandsk, engelsk og spansk. Selve øen er i dag opdelt i flere distrikter, som hver har egen skole, kirke og tilhørende kirkegård. Religionen er overvejende katolicisme, og derfor bør man heller ikke snyde sig selv for et besøg på den lokale kirke Sant Filomenas smukke kirkegård, som står med lange rækker af gravmonumenter i de fineste pastelfarver. Så smukt og caribisk som noget. Og mens vi er ved det lokale, byder Aruba også på rigtig mange gode, lokale spisesteder – langt fra amerikaniseret alfarvej.

Indtag eksempelvis en finger-frokost hos Zeerovers. En ydmyg blåmalet restaurant ved vandet, hvor man kan se de lokale fiskere lange metervis af sølvskinnende, friske kæmpefisk af alle slags op direkte ved det lille køkken og derpå smage selvsamme – serveret i en fælles-skål, hvorfra alle spiser. Eller indtag en virkelig lokal middag på Old Cunucu House, hvor man stadig serverer den særegne ø-specialitet, Leguan-suppe. Leguaner lever og ses overalt på Aruba og er en elsket spise. Smager fint, lidt som en mellemting mellem ko og kylling, men der er mange små ben i!!!

Ultimativ afslapning

I mange år har Aruba været kendt som den store bryllups-destination. Og med utallige restauranter beliggende ud til de mest fantastiske strande med de vidunderligste romantiske solnedgange, er det stadig også populært at holde bryllup på øen. For her kan alt lade sig gøre. Fra det dyreste til det mindre dyre, for helt billigt er her ikke. Men Aruba kan som sagt opleves på rigtig mange måder: Som et udsøgt mini-Miami, hvis man er glad i den amerikanske stil, eller som en caribisk ø, der nedenunder masseturismen også har en virkelig interessant og charmerende historie at fortælle.

Uanset valg er én ting i hvert fald stensikker:

At ligge på en strand med udsigt til turkisblåt hav og bare slappe af, eller dyrke yoga, eller stå på vandski, eller snorkle blandt sunkne skibsvrag  – det er bare Aahhhhhh. Ahhhh…ruba…

 

FET_Rejsereportage_aruba2

 

Rejsefakta:

Fra Danmark flyver KLM til Aruba. Der er flyskift i Amsterdam.
Se mere på www.klm.com

En del danske bureauer har også rejser til Aruba. Blandt andet Hannibal Rejser, Spies, Apollo, Tui, Profil Rejser med flere.

Der kræves ikke visum til Aruba, der er ikke malaria på øen, og vand kan drikkes direkte fra hanen.

Møntføden hedder floriner, men amerikanske dollars og kreditkort kan bruges næsten overalt.

Aruba har ingen årstider og derfor en konstant temperatur året rundt på mellem 28 og 30 grader. Luftfugtigheden er høj, men svale briser fra havet, gør at varmen er til at holde ud.  Creme med høj solfaktor anbefales.

Et godt netværk af busser på hele øen tilbyder billig transport, men det er heller ikke spor dyrt at køre i taxa.

 

FET_Rejsereportage_aruba

Eagle Beach blev sidste år kåret som nummer fire på top-ti-listen over verdens bedste strande af webportalen tripadvisor.

 

Rejsetips:

God snorkeltur med skib og frokost, se www.pelican-aruba.com.

Ø-tur i jeep, nationalpark med videre. Se www.abc-aruba.com.

For ture til det lokale Aruba kontakt Jacky Boekhouwer på www.arubafantasytours.com. Jacky er indfødt og kan lave alle slags ture. Man kan skrive til hende på jacky@arubafantasytours.com.

Lokal fiskerestaurant Zeerovers, se Zeerovers Aruba på Facebook

Lokal restaurant med leguan-suppe på menuen, theoldcunucuhouse.com.

 

FET_Rejsereportage_aruba4

Romantisk middag – naturligvis på stranden. Foto PR

FET_Rejsereportage_aruba3

Snorkling ved sunkne gamle skibsvrag er en farve-og fiskerig oplevelse. Foto PR

 

Rejsetip:

Galleri og workshop i San Nicolas v. Saraida Wever, se mere på
www.arubacosecha.com.

Charlie´s Bar og Restaurant, San Nicolas, se Carlie’s Bar Aruba på Facebook.

Nyttig hjemmeside om alt på Aruba, se www.aruba.com/se.

Vi var inviteret af Aruba Tourism Authority, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

 

FET_Rejsereportage_aruba15

40 flotte murmalerier har sat liv på husene i byen San Nicolas.

FET_Rejsereportage_aruba13

Det uvirksomme olieraffinaderi ved San Nicolas beskæftigede engang 8000 arbejdere.

FET_Rejsereportage_aruba6

Pelikaner ses overalt. Også på restauranterne.

FET_Rejsereportage_aruba12

En trillebør fuld af friskfangede fisk.

 

 

 

 

Enkel mad, gode vine og en stor hjertelighed kendetegner det sydlige Sardinien, hvor mad er kultur, historie er sammenhold, og befolkningen så stolte over deres ø, at de gerne så den løsrevet fra Italien.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_Cagliari-ligger-smukt-ud-til-havet

 

Sardiske fru Alda slår korsets tegn, da processionen med den fine helgenfigur
defilerer forbi.
”Santa Maria,” sukker hun med himmelvendte øje og griber i sin gyngende og fyldige barm, mens hun samtidig skubber til sønnen ved siden af, så han står pænt og ordentligt.
Helgenprocessionen er både årets største folkefest og ventet med
længsel, men samtidig er det også en alvorlig sag for en troende katolik.

Vi er til folkefest og helgenfejring i byen Uta – en lille landsby i det
sydlige Sardinien.

Sådanne fester er der utallige af året igennem i Sardiniens mange landsbyer, og her kan man som turist for alvor opleve det ægte og uspolerede Sardinien. For uspoleret er den sydlige del af øen og dermed ganske anderledes end den nordlige del. Hvor kysten – Costa Smeralda, siden de tidlige 1960’ere har været et sandt luksusparadis for de velhavende, med høje hoteller og tryk på ferielivet, er det sydlige Sardinien stadig stille og på ingen måde endnu helt forberedt på turister. Og det er netop charmen. Hvis man altså er den slags turist, der ligesom en ”næsten opdagelsesrejsende” selv har mod på at gøre arbejdet med at komme ind under huden på ægtheden.

Det danske bånd 

Blandt andet derfor er Sardiniens mange religiøse fester en god ”øjenåbner” til øens store og særprægede kultur. Her i landsbyen Uta og i mange andre landsbyer og selvfølgelig også i ”hovedstaden” Cagliari,  udfolder øens kultur sig nemlig rigt i form af befolkningens vidunderligt, smukke folkedragter, som de bærer ved både folke- og helgenfester. Og her har man også muligheden for at høre Sardiniens helt specielle nationalinstrument launeddas, blive spillet. En slags mundblæst sækkepibe/klarinet lavet af tre tynde pinde – uden ”sække”, hvor lyden skabes i munden gennem et sindrigt udtænkt system.

Samme instrument har i øvrigt en historie, som binder Danmark tæt til Sardinien. I 1956 kørte den danske musikantropolog, Fridolin Benzon, tværs igennem Sardinien på sin Nimbus-motorcykel med en båndoptager på bagagebæreren. Hans mål var at være den første overhovedet, der kunne dokumentere den karakteristiske lyd af launeddas, og faktisk var Fridolin Benzon den første overhovedet, som skrev de mange musikværker ned på papir. Til stor glæde for den sardiske befolkning, som derfor i dag føler et stærkt bånd til Danmark, fordi Fridolin Benzon på denne måde har bevaret en af deres vigtigste folkemusik kulturskatte for eftertiden. Så sent som i 2016 blev en dokumentar-opera om Fridolin Benzons arbejde med den sardiske trippel-pibe, der kan dateres tilbage til år 2700 før Kristus, faktisk sat op på Betty Nansen-teatret i København, og koncerter med launeddas-spillere kan stadig høres fra tid til anden herhjemme.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_Cagliari,-4

FET_Sardinien_rejsereportage_Cagliaris-smalle-gader

Cagliaris smalle gader.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_DSC_8707_web

FET_Sardinien_rejsereportage_santefisio_messina

Den store helgenfest fra den 1. til den 4. maj – la Festa di Sant Éfisio -er byens absolutte trækplaster.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_santefisio_dieci_big

FET_Sardinien_rejsereportage_santefisio_cinque_big

Sardiniens helt specielle national-instrument, launeddas.

 

Bygget på syv høje

En opdagelsesrejse til det sydlige Sardinien tager naturligt sin begynd- else i Cagliari, Sardiniens største by.
Cagliari ligger smukt ud til en havnepromenade, bygget på syv høje ligesom Rom, og besøges hvert år af rigtig mange krydstogt-gæster. En flot by med autentisk folkeliv, ikke overrendt endnu og med smukke, gamle huse, smalle gader og naturligvis vasketøj i farverige og rigelige mængder hængende ud fra mange vinduer. Især området omkring Castello-kvarteret er hyggeligt at slentre rundt i – med mange gode restauranter og en flot udsigt over byen.
Domkirken Santa Maria, hvis ældste dele stammer fra 1200tallet, kan fortælle drabelige historier om hekseafbrændinger på pladsen foran, og i kirkens krypt ligger over 100 kristne martyrer begravet. Ved havnenfronten kan man slentre i tusmørket, og det er blandt andet også her, man finder de bedste butikker med de bedste mærkevarer. Hoteller, af den store kæde-slags, er tæt på fraværende. Cagliari er stadig uspoleret, og ønsker at være det, og tilbyder derfor overnatning til turister i gamle ombyggede herskabshuse og en hel del romantiske B&B. Den store helgenfest fra den 1. til den 4. maj – la Festa di Sant
Éfisio – er byens absolutte trækplaster. Gaderne er dækket af blomsterblade, og store processioner med lokale klædt i smukke, sardiske folkedragter, spillende på launeddas, drager igennem byen. Selvfølgelig også fulgt af helgenen, Sant Efisio, kørt på en stor ”tronstol”.  Det siger sig selv, at man bør bestille overnatning i god tid, men oplevelsen er det værd.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_8000-nuraghér-ligger-spredt-over-hele-Sardininen-og-fortæller-om-fortidens-samfund-og-levevis-

8000 Nuragher ligger spredt over hele Sardinien og fortæller om fortidens samfund og levevis.

 

Fortidslevn og geologi

Umiddelbart ligner det kæmpemæssige dynger af sten, men det er så meget mere…

Godt 8000 ”tårne”, de såkaldte Nuragher, stikker i dag deres toppe op overalt på Sardinien og er indgangsporten til fortællingen om øens allerældste historie. Historikere mener, at Nuragherne i Sardiniens bronzealder fungerede som forsvars- værn for øens landsbyer, og arkæologerne graver stadig og gør nye fund ved de gamle bosættelser. Man ved, at Nuragh-kulturen var et bonde- samfund af fortrinsvis fårehyrder og bønder, der levede i små samfund og handlede indenlands og udenlands med både redskaber og de mineraler og sten, som netop Sardinien er så rig på. Rigtig mange museer på øen fortæller derfor i dag historien om Sardiniens geologiske rigdom, så er man interesseret i sten – er man kommet til det rigtige sted. Er man ikke – ligger der andre gode oplevelser – bl.a. i den sardiske madkultur.

Pecorinoens land 

Agriturismo´er (bondegårdsferie) er et udbredt fænomen på Sardinien. Og en interessant overnatningsmulighed, hvis man interesserer sig for fremmed madkultur. Overalt på hele den sydlige del af Sardinien fanges øjet af store fåreflokke, og får og lam er en udbredt spise på de sardiske middagsborde. Men til forskel fra det italienske køkken, som for de fleste synes overdådigt og raffineret, forekommer det sardiske køkken nærmest ”skrabet,” men ikke mindre velsmagende af den grund. Den særegne, sardiske madkultur kan man opleve på de mange agritusismo’er, som ofte ligger smukt i stenede landskaber, og her kan man mange steder både smage og lære at lave mad på sardisk. Især Pecorinoen, den lagrede fåreost, som er ”opfundet” på Sardinien, kan smages i et utal af varianter, og alle måltider indledes med en ”tapas”: Pecorino-ost i mundrette bidder med tilbehør af enkle, ”rene” grøntsager, oftest grillede eller blot marinerede i gode olier og hvidløg. Mellemretterne er hjemmelavet pasta med forskelligt fyld, og hovedretterne er indmad eller kød – lam, pattegris eller ged, tilberedt, så englene synger. Enkel mad med utrolig smag af den rene råvare. På agriturismo´erne dyrkes også ofte vin, og især rødvinsdruerne, Cannonau, Monica og Carignano er interessante.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_På-markedet-San-Benedetto-i-Cagliari-kan-man-købe-alt-i-lokalt-producerede-oste,-vine-og-fisk

På markedet San Benedetto i Cagliari kan man købe alt i lokalt producerede oste, vine og fisk.

FET_Sardinien_rejsereportage_IMG_1217

De gode pecorino-oste på sardieien er lavet af fåremælk, som øen har mere end nok af. Godt 3 millioner får lever på øen.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_På-Agriturismoén-Fattoris-Cuscusa-har-værtsparret-1000-får-og-en-stor-vingård

På Agriturismo’en Fattoris-Cuscusa har værtsparret 1000 får og en stor vingård.

 

Strand af smykkesten og en spøgelsesby

Hvor Sardininens nordlige kyst Costa Smeralda er mere end pænt forsynet med store hoteller og listige barer på stribe, ligner det sydlige Sardiniens kyster mere et postkort fra en svunden tid omkring 1960’erne. Men de smukke strande er her, endda med sand bestående af kridhvide kvarts-sten. Kvartsstens-stranden Is Arutas ligger godt 160 kilometer nordvest for Cagliari, og en køretur herop byder udover på badetur  – også på mange attraktioner. Samtidig er regionen madmæssigt interessant, fordi man her kan smage den såkaldte ”fattigmandskaviar” – lavet af rogn fra fisken Multe.

Syd for stranden Is Arutas bør man også besøge Sinis-halvøen. En 15 kilometer lang tange, som udover flot natur på sydspidsen også kan fremvise de velbevarede ruiner af den tidligere fønikiske havneby Tharros. Et lille turist-tog kører derud, og på restauranten med udsigt til doriske søjler, har de blandt andet ”fattigmands-kaviaren” ved navnet ”bottarga” på menukortet.

På vej tilbage mod Cagliari bør vejen også lægges om ad spøgelsesbyen
San Salvatore. Byen, som er fuldstændig øde og mennesketom, har bl.a. virket som filmlokation i flere kendte spaghettiwesterns. Lange, lige rækker af lave huse centreret omkring en gabende stor, tom og støvet plads skaber den rigtige stemning, hvor man frygter, at kuglerne pludselig hvisler omkring det næste hjørne. Men San Salvatore er mere end blot en kulisse. I byen ligger også en af Sardiniens ældste kirker bygget oven på en gammel vand-kult fra Nuragh-perioden. Under kirken kan man besøge kultens underjordiske kamre, som kan dateres tilbage til romerne og 300-tallet, og én gang om året kan man også opleve det fantastiske skue, når tusinde barfodede pilgrims-mænd i hvide kjortler flytter ind i byen for en weekend. De løber gennem byen ned mod kirken, bærende på en statue af helgenen Sant Salvatore, som de bringer ind i byens kirke og bagefter igen tilbage til byen Cabras, hvor han kommer fra. Et skue, som tiltrækker mange nysgerrige, og om aftenen er der fest med vin og grillet fisk.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_På-kvartsstemns-stranden-Is-Arutas-skal-publikum-skylle-fødderne-før-den-forlader-stranden,-for-at-det-fine-'smykke-stens'-sand-ikke-skal-forsvinde.

På kvartsstens-stranden Is Arutas skal publikum skylle fødderne, før de forlader stranden, for at det fine “smykke-stens”-sand ikke skal forsvinde.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_P1170863

Spøgelsesbyen, San Salvatore.

 

Minedrift og Michelin-mad

Sardinien har seks Michelin restauranter, og en af dem ligger i byen Guspini. Her huserer kokken Roberto Petza på restauranten Sápposentu, og tilbyder en kulinarisk oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for. Hele ni retter super-gourmet med løg som den bærende ingrediens fås her for et meget rimeligt beløb. Selve byen Guspini er også vært for luksushotellet Tartes, som er indrettet i smukkeste arabisk/sardiske stil, med store værelser, underskøn have og swimmingpool. Her er det godt at snuppe en overnatning, inden turen går videre til minerne i Montevecchio, et UNESCO-site, som har en helt speciel historie.

Minerne i Montevechhio var arbejdsplads for tusindvis af både drenge og mænd i årene fra 1848 og indtil 1991. Alene i 1930’erne kom 10 procent af verdens produktion af bly og zink fra minerne her, og i dag kan man stadig besøge stedet. De sørgelige barakker, hvor drenge helt ned til 10-års alderen arbejdede og boede, enorme lagerbygninger, maskiner og minegangene ligger nu øde og forladte hen og vidner om en æra, som engang var kæmpestor, og som nu er slut. Meget interessant er det også at besøge direktørens villa, som i skarp kontrast til arbejdernes slidte barakker troner som et lille slot med gulddekorerede lofter og ditto tapeter i spisestuen og dagligstuen. Man kan få en rundvisning i både direktørens villa og i minegangene, og historien er med til at slutte ringen om Sardiniens stenede jord og geologisk vildt rige undergrund, som engang var en guldgrube for de få og en slidsom levevej for de mange.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_De-forladte-miner-i-Montevecchio

De forladte miner i Montevecchio.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_Tartes-Hotel-i-Guspini-ligger-med-smuk-udsigt-til-bjergene

Tartes Hotel i Guspini ligger med smuk udsigt til bjergene.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_Stueloftet-i-direktørvillaen-i-Montevecchio

Stukloftet i direktørvillaen i Montevecchio.

 

Rejsefakta

Det bedste tidspunkt at besøge Sardinien på er fra april til juni og igen i efteråret fra september til oktober. Der går ingen direkte fly fra Danmark til Cagliari, så et flyskift er nødvendigt. Find evt.den hurtigste forbindelse på Momondo, www.momondo.dk.

Gode websider er bl.a.www.cagliariturismo.it/en  og www.sardegnaturismo.it/en.
Begge sider kan fortælle lidt af det meste om, hvad man kan opleve og hvordan, om Sardinens historie og om måder at komme rundt rundt på. Mange sardere og deres hjemmesider ”taler” ikke engelsk, så diverse guidebøger på dansk er en god ide at tage med hjemmefra.

Liebhaverboligen var på denne tur inviteret af det Italienske Handels- kammer, som ikke har haft indflydelse på artiklen. Om stederne i denne artikel kan man læse mere på:

Cagliari:
www.cagliariturismo.it/en.
Her boede vi på hotel Miramare: www.hotelmiramare.it/en

Nuaragher kan ses overalt på Sardinien, men vi besøgte en i Cuccurada
på en guidet rundvisning.
Se mere på www.arkeosardinia.it/en/site/Nuraghe-Cuccurada.

Agriturismo’er: 

Websiden www.in-italia.dk har et afsnit om agriturisme på Sardinien, men den Agritusismo vi boede på, kan man kun finde på facebook – se mere på www.facebook.com/pages/Fattoria-Cuscusa/153698438169890. ”Bondegården” har over 1000 får og fremstiller både ost, vin og grøntsager. På Facebooksiden står et telefon nummer, man evt. kan ringe til.

”Western-byen” San Salvatore:
Se mere på www.sardegnaturismo.it – søg på syd og derefter på
San Salvatore.
Eller på www.corsadegliscalzi.it, som kun er på italiensk.

Michelinrestauranten Sápposentu:
Se www.sapposentu.it

Hotel Tartes i Guspini:
www.tarteshotel.com

Minerne i Montevecchio:
www.minieradimontevecchio.it, eller google ”minerne i Montevecchio”
for bedre resultater på engelsk.

En julerejse til den nordirske hovedstad byder på mere end bare gode indkøb. Rejs med til den hyggeligste, sjove og mest vibrerende lille storby, hvor pubberne summer af liv, historien om Titanic-forliset fortælles på nye måder, og flotte gavlmalerier fortæller skæbne-svangre historier. Det hele bundet sammen af julemarked og afternoon tea i dekadente rammer.

 

FET_Belfast_Julmarkedet-går-hele-vejen-rundt-om-byens-smukke-rådhus

Julemarkedet går hele vejen rundt om byens smukke rådhus.

 

Der dufter af brændte mandler, og lysene skinner om kap med glade smil, når håndlavede smykker, hjemmelavede julelækkerrier, de strikkede, irske gavesokker til at hænge ved kaminen og alt muligt andet jule-tingel-tangel rækkes over disken ved boderne på Belfasts store julemarked.

En tradition, som trækker tusindvis af mennesker hen til byens absolutte midtpunkt – det imponerende rådhus, City Hall, som hvert år er vært for byens store julemarked.

Byen Belfast i Nordirland har i mange år ellers ikke lige været stedet, man tog hen på hverken  juleindkøbstur eller på ferie for den sags skyld. Tidligere tiders borger- krig mellem katolikker og protestanter lagde i mange år Belfasts gader øde hen efter mørkets frembrud, men siden freden i 2007 er det gået stærkt med byens positive udvikling.

Summer af liv 

Overalt er der skudt nye restauranter, lækre hoteller, listige pubber og i massevis af forretninger op, og stemningen i byen er ikke til at tage fejl af. Belfast er ganske enkelt en perle af en by. Og er da  netop også i år blevet kåret af rejseguiden Lonely Planet som årets bedste og mest interessante by at besøge.

For ikke alene er byen super charmerende, fuld af  summende liv og optimisme – Belfast er også et sted, hvor man får noget med hjem, som er mere og andet end blot fine julegaver til familien. Belfast er en by, som fortæller historie. Og det på mange planer.

 

FET_Belfast_Det-nye-Titanic-oplevelsescenter-er-flot-i-arkitekturen

Det nye Titanic oplevelsescenter er flot i arkitekturen.

 

Historien om Titanic

Det var ved Lagan-floden, at driftige værftsarbejdere i starten af det 19. århundrede byggede verdens dengang største passagerskib, Titanic. Som sank allerede på sin jomfrurejse i 1912, selvom skibet var udråbt som fuldstændig synkefrit. På sin vej fra Europa til Amerika, lastet med lige dele rige og fattige mennesker, som ville emigrere til ”det forjættede land”, stødte Titanic på et isbjerg og gik ned med mand og mus. Mange druknede, få overlevede, og skattejægere søger stadig og finder – på havets bund – genstande fra det sagnomspundne skib. Og hvem husker ikke filmen Titanic fra 1997, som med Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i hovedrollerne skildrer forelskelsen mellem to unge fra hver sin samfundsklasse?

Det hele – dramaet, hvordan skibet i sin tid blev til, og katastrofen da det sank – kan man nu genopleve i Belfast. For det var her, at skibet i sin tid blev bygget på skibsværftet Harland og Wolf, og i det spritnye Titanic Belfast oplevelsescenter/museum kan man få hele historien. I en i øvrigt fantastisk flot, stjerneformet bygning, som tager den besøgende ud på en svimlende rejse i skibet Titanics storhed og fald.

Blodig fortid

Men historien om Titanic er ikke den eneste dramatiske, byen Belfast kan byde på. Gemt i byens dna ligger også stadig flere hundrede års blodig historie, som, selvom freden nu har varet i mere end ti år, stadig er en stor turistattraktion og giver stof til eftertanke.

Det er historien om The Troubles (bedst oversat som ”urolighederne”), der alene i årene op til den officielle fredsslutning førte til, at mere end 3600 mennesker mistede livet og over 40.000 blev såret. En historie om rettigheder og hævn, hvis aftryk stadig ses i bybilledet, hvor store gavlmalerier af millitant karakter stadig kan ses som skamstøtter over en sort periode i landets historie. Som sindbilleder på en tid ingen igen ønsker at opleve, men som også samtidig fortæller den vigtige historie om forsoning og heldigvis nu – fred.

Fredslinier og gavlmalerier 

På en BlackTaxi-tur kan turister derfor få en omvisning i Belfasts blodige fortid. Indtil flere taxi-selskaber tager folk med til bydelene Shankill og Falls, hvor de fleste gavlmalerier stadig findes, og turen går også gennem
Belfasts tidligere ”fredslinjer”.
Gennemfartsveje, som i sin tid delte byen i separate kvartere, hvor høje hegn med pigtråd skulle skille de katolske kvarterer fra de protestantiske. Her i disse bydele blev børn i mange år født ind i bevidstheden om, at ”fjenden” boede lige på den anden side, og om aftenen blev der tillige lukket kæmpemæssige jernporte efter solnedgang for at holde parterne adskilt.

Og hvad handlede det hele så om? 

Faktisk går historien så langt tilbage som til 1600-tallet, hvor irske protestanter (de som gerne vil høre til den engelske trone) som tilflyttere til Nordirland fik tildelt jord i den Nordirske provins Ulster. Desværre begyndte protestanterne hurtigt at fordrive og diskriminere den lokale katolske befolkning, som endte med at være jordløse (og uden jord og stemmeret), kun fik de ringeste jobs, de dårligste boliger og den laveste løn. Sidst i 1960érne begyndte den katolske befolkning at demonstrere mod forskelsbehandlingen, og det førte til en række meget alvorlige sammenstød. Protestanterne svarede igen, og især udfordrede de den katolske befolkning med deres traditionsrige marcher foretaget af Orangeordenen. En orden, som siden 1795 har marcheret overalt i Nordirland for at demonstrere deres identitet og loyalitetsfølelse over for den brittiske trone. Og ikke mindst deres ”sejr” over de oprindelige Nordirere.
Marcherne foregår i øvrigt stadig i hvert fald een gang om året (og måske også lidt flere gange), men nu er der nedsat en marchkommision, som hvert år bestemmer, hvilke områder marchen må gå igennem. For selvom freden er kommet, slikkes der stadig sår i det skjulte, og protestantiske børn og katolske børn går stadig i hver deres skole…

 

FET_Belfast_På-gin-tur-i-Belfast´s-ældste-pub,-The-Crown-

På gin-tur i Belfasts ældste pub, The Crown. 

FET_Belfast_En-af-syv-forskellige-gin-man-kan-smage-på-en-gin-tur.-Selve-navnet-antyder-at-den-er-god-og-stærk...

En af syv forskellige gin man kan smage på en gin-tur. Selve navnet antyder, at den er god og stærk…

 

På gin-tur

Easy-going. Let til latter og smil.
Den dybeste grund og det hjerteligste sind. Sådan opleves Nordirerne af mange, og syn for sagen får man, hvis man kaster sig ud i Belfasts livlige pub-og bar-liv. En verden af udadvendthed og hjertelighed møder den nysgerrige, som giver sig byens sociale liv i vold, og ved man ikke lige, hvor de bedste barer og pubber findes, er der hjælp at hente. Blandt andet hos bureauet Taste & Tours, som tager turister med på en gin-tur i byens smukke Cathedral Quarter.

Turen starter på den legendariske bar, The Crown Liquor Salon, Belfasts absolut smukkeste pub. Bygget i victoriansk stil i slutningen af 1800-tallet og rigt dekoreret med mosaikvinduer, spejle, brune stuklofter og finurlige udskæringer i pubbens træbåse.
For sådan sidder man i The Crown, separat i båse og med en lille, fin klokke, der kan ringes på, når man ønsker betjening.

På Gin-turen smager man syv slags meget forskellig gin, lærer alt om gin og coctails, og får på den måde både en rigtig god introduktion til drikken og samtidig også en bytur rundt i Belfasts mest hyggelige og livlige kvarterer. Samme opskrift tilbyder bureauet i øvrigt også udi kulinariske food-ture, whisky-ture eller øl-ture. På turene, som handler om gin, whisky eller øl, er det en god idé at tage dem efter aftensmaden. Der bliver ikke sparet på smagsprøverne…

 

FET_Belfast_The-Merchant-Hotel-er-oprindeligt-bygget-som-en-bank

The Merchant Hotel er oprindeligt bygget som en bank

FET_Belfast_Interiøret-i-The-Room-på-The-Merchant-Hotel-er-enestående.-her-serveres-afternoon-tea-i-to-sessions

Interiøret i The Room på The Merchant Hotel er enestående. Her serveres afternoon tea
i to sessions.

 

Fem-stjernet afternoon tea

En rundvisning indenfor på Belfasts smukke Rådhus. Et besøg på det store madmarked, St.George´s Market, hvor sangere dagligt optræder med hyggelige julesalmer og sange.  En indkøbstur i Victoria Shopping Centre, eller en slentretur i byens grønne oase, det meget smukke glasvæksthus i Botanisk Have, som i øvrigt er et af de allertidligste eksempler i verden på et væksthus lavet i støbejern og glas – eller en musikoplevelse på en pub, en bar eller i operaen. Der er nok af ting, man kan foretage sig i Belfast, og det meste ligger i gå-afstand, hvis man vælger et hotel i centrum.

En oplevelse, man dog også BØR unde sig selv på en juletur, er et besøg på The Merchant Hotel i nr. 16 i Skipper Street.

The Merchant Hotel er Belfasts absolut fornemmeste hotel, femstjernet ud over alle grænser og i virkeligheden en gammel bankbygning opført i midten af forrige århundrede. Arkitekturen er en overdådig blanding af victoriansk stil og art deco, og hjertet i hotellet er restauranten, The Great Room, hvor der hver eftermiddag serveres afternoon tea i hele to sessions, naturligvis skyllet ned til levende musik.

Om aftenen forvandles The Great Room til restaurant for super gourmet, og i hotellets tilhørende bar, den dekadente Berts Jazz Bar (et udstyrsstykke i rød plys og små borde med dæmpet belysning), kan man efterfølgende lytte til smægtende toner til ud på de små timer.

Berts Jazz Bar serverer i øvrigt i hele julemåneden også en traditionel irsk julemenu, hvis man har lyst til at prøve det: Fyldt kalkun og skinke med kartofler, gulerødder og blomkål. Og naturligvis en christmas pudding til dessert. Med den oplevelse er der for alvor dømt jul i Belfast…

 

FET_Belfast_Berts-Bar-tilbyder-lækker-jazz-og-rød-plys

Berts Bar tilbyder lækker jazz og rød plys.

 

FET_Belfast_Murmalerierne-er-nu-er-stor-turistattraktion

Årsagen til urolighederne er flere hundrede år gamle.

FET_Belfast_Årsagen-til-urolighederne-er-flere-hundrede-år-gammel

FET_Belfast_Fredsmure'-skilte-i-sin-tid-katolske-kvarterer-fra-protestantiske.-Murerne-er-her-stadig.

“Fredsmure” skilte i sin tid katolske kvarterer fra protestantiske. Murerne er her stadig.

FET_Belfast_På-'Black-Taxi-tur-i-byens.-her-dog-i-en-rød-taxi.-På-'Fredsmurererne-skrev-og-skriver-folk-stadig-budskaber-om-fred.

FET_Belfast_Murmaleri-fra-tiden-under-'the-Troubles'

Murmalerierne er nu en stor turistattraktion.

 

Rejsefakta

Vi var inviteret af Tourism Ireland, som ikke har haft indflydelse på indholdet i artiklen.

Fly: Køb en flybillet til Dublin.
Fra Dublin lufthavn går der direkte express-bus til Belfast. Turen tager to timer.
Se mere på www.eireann.ie.

Hotel: Belfast har fået mange nye hoteller inden for de seneste år.
Vil man bo i kvarteret ved Titanic museet, er det nye Titanic Hotel Belfast netop åbnet. Flot og historisk, indrettet i de oprindelige tegnestuer, hvor skibsingeniørerne i sin tid tegnede det legendariske skib.
Se mere på www.titanichotelbelfast.com.

Vil man bo helt centralt, lige ved City Hall og julemarkedet,
er Grand Central Hotel i Bedford Street et rigtig godt bud.
Se mere på www.grandcentralhotelbelfast.com

Turistinformation: Turistinformationen ved City Hall er et godt sted at starte. Her kan man hente brochurer om alt, udflugter, BlackTaxi-ture,
food-ture, gin-ture, bestille biletter til musik og opera med mere.

BlackTaxi-tur:
Se mere på www.belfastblackcabtours.co.uk
(blot en af mange)

Gin-tur: Se mere på
www.tasteandtour.co.uk/our-tours.

Titanic Belfast (oplevelsescentret):
Se mere på www.titanicbelfast.com

The Merchant Hotel:
Se mere på www.themerchanthotel.com.
Det er en god ide at bestille på forhånd.

Nyttige websider:
www.discovernorthernireland.com, www.visitbelfast.com

Kan en passioneret lystsejler overtales til et krydstogt? Ja!  Når skibet er SeaDream, hvor der kun er 112 passagerer, et køkken i verdensklasse og en besætning, der gør alt for at opfylde dine ønsker, og ikke mindst vandsport direkte fra skibets agterdæk. Læg oveni, at et lille skib som SeaDream kan besøge små unikke havne, som de store skibe ikke kan.

 

FET_SeaDream_X3A2780

 

“Champagne?”
Vi er kun lige steget ombord, før vi står med det første glas champagne i hånden og piller i et fad med små lækre canapéer med caviar.
Bagagen tager besætningen sig diskret af, og vi sætter os på agterdækket og nyder udsigten over Nice havn. Som rejsejournalist har jeg været på mange skønne krydstogter. Så da Peacock Travel gav mig muligheden for at lave en reportage fra det lille eksklusive skib SeaDream, vidste jeg, at vi skulle på en virkelig unik rejse. Jeg har drømt om at sejle med SeaDream, siden jeg prøvede det første gang i Caribien for over 10 år siden. Hvis man er til kvalitet og en afslappet, maritim atmosfære, så regnes SeaDream for det mest luksuriøse krydstogtskib. Det er mere skib end hotel, hvor det er lige omvendt med de store luksusskibe.

Klientellet på SeaDream er yngre end på de andre krydstogtskibe, for her dur det ikke rigtig med en rollator. SeaDream er mere til dem, der vil svømme i havet, suse afsted på vand-scooter og sidde udenfor og spise. Men det vidste min ledsager ikke.
For når man bor i Hellerup, forbinder man næsten automatisk et krydstogt med de enorme skibe, man har udsigt til hele sommerhalvåret i den nye krydstogtterminal. Så han, der er passioneret lystsejler, var en smule skeptisk på projektet. Men dog ikke mere, end at han kunne overtales. Så vi takkede ja og fløj til Nice for at gå ombord på SeaDream2, hvor vi skulle tilbringe en uge fra Nice til Rom
via Cannes, St. Tropez, Portofino, Portoferraio (Elba), Bonifacio (Korsika) og Rom.
Morgenmad med morgensol og havluft

I Nice bruger vi eftermiddagen på at orientere os om skibet og den obligatoriske sikkerhedsøvelse, og vi slutter dagen med en skøn 4-retters aftensmad og går tidligt i seng. Kahytten er hyggelig og praktisk indrettet med et stort vindue, en skøn dobbeltseng, et sofaarrangement med fladskærm, skrivebord og en skabsgang. Der er stillet champagne på køl, og minibaren er fyldt. Men mangler man noget, så er der 24 timers roomservice.
Næste morgen vågner vi lige uden for Cannes, hvor skibet har kastet anker.
Vi går op på dækket, for alle måltider serveres udenfor, hvor der er dækket op med hvide duge. Og da vi sætter os med udsigt over bugten, og tjeneren kommer med friskpresset juice og et menukort og spørger, hvad vi ønsker, har min ledsager fuldkomment overgivet sig. ”Det her det holder. Hold da op, hvor er her skønt og delikat,” udbryder han med et saligt smil og indrømmer, at han havde forestillet sig en fabrik med vulgære madbuffetter og køer som liften på en skiferie.  Men her er ingen kø, for besætningen ordner tjept det hele, og maden er smukt og enkelt serveret. Og de andre gæster viser sig endda at være både hyggelige og interessante og meget internationale. Flere af dem glæder sig allerede til, de skal med SeaDream til Caribien og Cuba til vinter; ”Og skal I ikke også?” spørger de med største selvfølge.

Vandski og rosévin

De fleste dage ligger skibet for anker, og så tager man en lille båd ind til havnen. Et par gange ligger vi dog ved kaj. Vi går i land hver dag, men besøg- ene er hurtigt klaret i både Cannes og St. Tropez, for begge byer er proppet med turister og kæmpe yachts og helikoptere, der larmer. Så vi trækker os tilbage på SeaDream, hvor der er fred og ro og frisk luft og magelige liggestole. Når det bliver for varmt, kan vi hoppe i poolen eller svømme direkte fra skibet. Og så har de den helt store ”legetøjsafdeling,” man gratis kan benytte sig af. Alt skal prøves.
Vi suser afsted på vandscootere og paddleboards, og min ledsager gør sig på vandski, hvor skibets besætning trækker ham i en Zodiac.

Den friske luft giver god appetit, og vi spiser hver dag kæmpe frokoster med grillet fisk, seafood, salater og rigeligt af rosévin. Der er også plads til lidt dessert og kaffe, inden vi tager en eftermiddagslur på dækket og læser og slapper af. Vi ligger der, til lyset er lavt, og så er det tid til lidt spa i skibets lille fine spa og fitnessafdeling, inden vi er klar til cocktails og canapeer på agterdækket. Alt er med i prisen, så man bliver ikke belemret med regninger, der skal skrives under.

I dobbeltseng under stjernehimlen

SeaDream tilbyder en helt særlig oplevelse, hvor man kan sove ude under stjernehimlen. Det vil vi prøve, så besætningen reder op med en dobbeltseng, og pludselig ligger vi ude midt på havet og kigger op i stjernehimlen og en fuldmåne. Det kan næsten ikke blive meget mere romantisk. Vi kan dufte havet og høre bølgerne, og himlen folder sig ud med utallige blinkende stjerner. Vi ligger længe og kigger, men det er svært at sove. Så vi lister ned i vores kahyt efter en uforglemmelig nattetime.

Men næste dag er om muligt mindst lige så magisk. For vi er kommet til Portofino, som ligger gemt i et lille hjørne på den italienske riviera i et hyggeligt fiskerleje, hvor luksusyachts vugger side om side med små fiskerbåde. Det er en af den italienske rivieras smukkeste og mest romantiske små havnebyer med grønne skrænter og azurblåt, klart vand. Vi er de første på SeaDream, der sejler ind, for dagen skal tilbringes på land. Vi skal vandre ad de berømte stisystemer med den smukke udsigt og besøge det legendariske Hotel Splendido. Hotellet har i over 100 år været det foretrukne hotel, når adelen, hollywoodstjernerne og andet godtfolk med god smag og penge ville feriere en måned eller to. Hotellet ligger højt hævet over Portofinobugten, og nærmeste nabo er et lyserødt palæ, som tilhører Agnelli familien, der har tjent sin formue på at fabrikere bilen Fiat.

Turen op ad bjerget til Splendido er stejl og varm, men det hele værd. Udsigten fra hotellets terrasse er storslået, og vi får os en drink og lidt at spise, mens vi nyder udsigten og SeaDream,der ligger og vugger derude.

”Det her bliver man jo fuldkommen afhængig af,” konstaterer min ledsager, da vi sejler tilbage til skibet.

 

Rejsefakta

SeaDream har to yachts, der i sommerhalvåret sejler i Middelhavet og i vinterhalvåret i Caribien.

En uge med fly og transfer med privat bil til og fra skibet koster omkring 30.000 – 35.000kr. pr person og er med fuld forplejning, 24 timers roomservice og drikkevarer inkl. champagne.

Har man særlige madønsker, skal man blot sige det dagen før. Det kan være en særlig ost eller dessert eller som os, der bestilte stegt fois gras og hummer en dag, og Peking and en anden dag.  

Skibet tager max. 112 passagerer og har en besætning på 95.
Der er vandsport fra skibets agterdæk, med blandt andet vandscootere, vandski, paddleboard og snorkling m.m., og mountainbikes man kan låne.
Rejser med SeaDream kan købes hos blandt andre Peacock Travel.

www.peacocktravel.dk

 

FET_SeaDream_X3A2639

Alle måltider serveres udenfor, hvor der er dækket op med hvide duge. 

FET_SeaDream_X3A2670

FET_SeaDream_X3A2666

”Det her det holder. Hold da op, hvor er her skønt og delikat.” 

 

FET_SeaDream_X3A2689

På SeaDream, hvor der er fred og ro og frisk luft og magelige liggestole.

 

FET_SeaDream_X3A3198

Bonifacio, hvor luksusyachts vugger side om side med små fiskerbåde. Det er en af Korsikas smukkeste og mest romantiske små havnebyer med grønne skrænter og azurblåt, klart vand.

 

FET_SeaDream_X3A2906

FET_SeaDream_X3A2908

FET_SeaDream_X3A3267

FET_SeaDream_X3A3240

Skibet har også den helt store ”legetøjsafdeling,” hvor man gratis kan benytte sig af
både vandscootere, paddleboards, jetski m.m.

 

FET_SeaDream_X3A2517

 

 

 

Sikkerhedskontrollens plastikbakker er fyldt med bakterier, men Københavns Lufthavn kender problemet og renser løbende sine bakker. Og så skal der 3D scannes som forsøg, hvilket kan gøre turen gennem sikkerhedsområdet hurtigere.

 

FET_LUfthavnen_CSC-12-copy

 

Vi skal alle igennem sikkerhedskontrollen, når vi skal ud at rejse. Og vi skal alle anbringe forskellige løse genstande som telefoner, bælter, nøgler m.v. i de plastikbakker, kontrollen stiller til rådighed. Fordi alle som én rører ved plastikbakkerne, er de det sted i en lufthavn, hvor der er størst risiko for at overføre bakterier fra en passager til en anden. Plastikbakkerne ved lufthavnens sikkerhedskontroller har ifølge en ny undersøgelse fra tidsskriftet BMC Infectious Diseases flere bakterier end for eksempel knappen på toilettet, der bruges til at tømme wc’et, skriver standby.dk. Undersøgelserne er blandt andet foretaget i lufthavnene i Helsinki og Boston. I Helsinkis lufthavn blev der over tre uger taget 42 prøver flere steder i lufthavnen for at måle mængden af bakterier. Konklusionen var entydig, der var flest i plastikbakkerne ved sikkerhedskontrollen, blandt andet bakterier med influenza A. Resultaterne støtter adskillige andre undersøgelser.

Desinficere sine hænder

Efter passagererne har været gennem sikkerhedskontrollen, bør de desinficere deres hænder ved at gnide dem i sprit eller vaske hænderne grundigt i mindst 30 sekunder, lyder anbefalingen derfor fra en læge. Københavns Lufthavn har i sin centrale sikkerhedskontrol cirka 700 bakker, og de bliver naturligvis rengjort, siger lufthavnens pressechef Kasper Hyllested til standby.dk og tilføjer: ”At opsætte afspritningsautomater har ikke været efterspurgt, men idéen er under overvejelse. Vi er i forbindelse med udbygningen af sikkerhedskontrollen ved at indføre to nye test-spor i sikkerhedskontrollen, hvor vi kan afprøve nye processer, ny teknologi og nye services. Her kunne vi afprøve idéen og se, hvordan det eksempelvis påvirker flowet væk fra sikkerhedskontrollen.”

Hurtigere gennem kontrol

Åbningen af de to nye test-spor kan ud over bakteriestrømmen få betydning for de rejsendes tidsforbrug i sikkerhedskontrollen. Her skal der nemlig testes forskelligt nyt sikkerhedsudstyr, der skal gøre det hurtigere og nemmere at få de mange millioner årlige rejsende igennem sikkerhedskontrollen og ud til deres fly.

Planen er, at passagererne om få år skal slippe for at tage bælter og sko af, når de skal tjekkes. I fremtiden skal man heller ikke længere dele sin håndbagage op, men kan lade tablets, computere, parfume og tandpasta blive i tasken og blive scannet deri, i stedet for at det skal tages op og scannes alene. Det skal blandt andet ske ved hjælp af nogle nye 3D-scannere, skoscannere og nye metaldetektorer.

Testes i udlandet

De to nye spor i sikkerhedskontrollen skal bruges til test de næste tre år. Derefter vil lufthavnen vurdere, hvilket nyt sikkerhedsudstyr der er bedst, og så brede det ud til de øvrige spor. Allerede denne sommer er man begyndt på lignende test i store lufthavne som London Heathrow, John F. Kennedy i New York og Schiphol ved Amsterdam, skriver standby.dk. Her vil man de næste seks til 12 måneder blandt andet afprøve 3D-scannerne, der bruger samme teknologi som hospitalers CT-scannere. Og der vil også blive afprøvet scannere, som kan afsløre sprængstoffer.

Forbud mod flyvende pulver

Samtidig med at de flydende væsker kan slippe for separate screeninger i lufthavnen, er der for nylig kommet endnu et forbud. Denne gang gælder det beholdere med pudder og andet pulveragtigt på mere end 350 milliliter, hvilket cirka svarer til indholdet i en sodavandsdåse. Denne mængde pulver må ikke mere medbringes i håndbagagen på fly til USA, men skal i passagerens indcheckede bagage.

USA’s sikkerhedsmyndigheder, TSA, Transportation Security Administration, meddelte sidste måned udenlandske lufthavne med direkte flyvninger til USA, at passagererne ikke mere må have pudder eller andet pulver på mere end 350 milliliter i håndbagagen. Det er dog ikke et myndighedskrav fra EU-landene, oplyser den danske trafikstyrelse til standby.dk. Men passagerer til USA bør orientere sig på TSA’s (Transport Security Authority) hjemmeside, før de rejser til USA.

 

FET_LUfthavnen_CSC-09-copy

Katmandu i Nepal er et kludetæppe af etniske befolkningsgrupper og ditto religioner og guder. Rejs med til et land og en hovedstad, hvor selv mennesker, i hvertfald for en periode – også kan være guder.

 

FET_Nepal_ravi-sharma-490720-unsplash

 

“Namasté, namasté.”

Ordet lyder fra alle sider og er ledsaget af mange smil. Og samlede håndflader, som holdes tæt op  foran brystet. Namasté, namasté.

Sådan hilser man i Nepal – et af verdens fattigste lande, men også et af verdens rigeste lande – i hverfald hvis man taler om om kultur og religion.  Og ordet – hilsenen ”Namasté” betyder da også: Jeg hilser guden i dig.

”Namasté” er Nepal i en nøddeskal.

En verden af guder i alle afskygninger. Fra buddhistiske stupaer til hinduistiske guder iført skræmmende masker og sværd og over til de levende af slagsen. De såkaldte Kumarier, som er levende gudinder.

 

FET_Nepal_Kumari-28092017044926-1000x0

Katmandus nye levende gudinde, Trishna – fotograferet i 2017.
Foto: Sanjog Manandhar og prakash Chandra Timilsena.

 

Pigen i Katmandu 

Ikke mange lande i verden kan som Nepal bryste sig af at have så mange religiøse manifestationer af enhver art samlet på ét sted.

Selvom landets hovedstad, Katmandu, og omkringliggende egne i 2015 blev udsat for et ødelæggende jordskælv, er mange at byens religiøse templer nu genopbygget og byen igen værd at besøge for de mange turister fra hele verden, som interesserer sig for kultur og religion af den slags, der ligger meget fjernt fra vestlig kultur, og som derfor drager og undrer.

For byen Katmandu har nemlig en levende gudinde.

En ganske lille pige, som bor i et tempel midt i byen, og som aldrig kommer ud. Kun ved helt specielle lejligheder bæres hun i guldstol rundt i byen, og Katmandu har netop sidste år valgt en ny Kumari.  Den kun tre-årige pige, Trishna Sakaya of Dallu, der i de kommende år vil leve et liv adskilt fra sin mor og sin familie, fra leg med andre børn og i stedet bo
(dog sammen med en tjenestepige) helt alene i et særligt hus midt i Katmandus myldrende liv.

Kumarier – levende gudinder – har man haft i Nepal siden 1757. De findes ikke alene i hovedstaden Katmandu, men i alle større byer i Katmandu-
dalen, hvor indbyggerne fortrinsvis tilhører det blandede folkeslag newarerne. Og lille Trishna anses for at være den menneskelige inkarnation af dette folkeslags vigtigste hindugudinde, Taleju Deva. Hendes fulde navn er derfor fremover Kumari Deva og det betyder ”jomfru-gudinde” og hentyder til, at Trishna kun kan være gudinde, så længe hun ikke har blødt.

Det har den tidligere Kumari gjort sidste år. Pigen Matina fik menstruation som 12-årig og er derfor ikke gudinde mere. Blødningen har fået det guddommelige til at forlade hendes krop, og derfor er hun nu erstattet af Trishna, som dog endnu er så lille og sårbar, at hun kun få gange er blevet vist frem for offentligheden.

 

FET_Nepal_1-05092017080539

Den afgåede Kumari, Matina, mens hun endnu var en ”levende gudinde”.
Foto: Sanjog Manandhar og Prakash Chandra Timilsena.

 

Huset på Dunbar Square

”Namasté, namasté.”

Byen Katmandu er et mekka ud i religiøse manifestationer at slentre rundt i. Snævre gyder og fine pladser er fyldt med folkeliv af mange forskellige etniciteter, og hellige køer, duer og mennesker færdes side om side i et mageløst virvar af både hinduistiske og buddhistiske templer. Og arkitekturen er et kapitel for sig ud i snørklede bygningsværker lavet af brændt tegl og træ. Katmandu blev grundlagt i 723 e.kr., og de fleste templer er bygget i pagodestil, som er ”opfundet” netop her i Nepal, hvorfra stilen har bredt sig til resten af østen.

Dunbar Square er byens største plads og naturlige centrum, og det er da også her, at den levende gudinde, Kumarien, bor. I et smukt firlænget hus (som ikke blev ødelagt af jordskælvet i 2015), dekoreret med flotte træudskæringer, og turister må gerne besøge husets indre gård. Her kan de være heldige at få et glimt af Kumari, hvis hun viser sig i et vindue, men det er forbudt at fotografere hende inde fra gården.

Opleve hende ”live” kan man kun ved specielle festlige højtider, hvor hun i en karet med to meter høje hjul trækkes rundt i byen, mens hun under et tag af grønne bambusrør smykket med blomster, velsigner folk.

 

FET_Nepal_Kumaris-hus-i-Katmandu

Kumaris hus i Katmandu.

 

En nat med afhuggede dyrehoveder

”Namasté, namasté.”

For at blive valgt til Kumari skal visse betingelser være opfyldt.

For det første skal en levende gudindes udseende opfylde 32 egenskaber.
Hun skal blandt andet have nakke som en konkylie, fødder med vener som hos en and, øjenbryn som en ko, ben som en hjort, og så skal hun være sorthåret og have en naturlig hårskilning mod højre. Hun må heller aldrig have været syg eller have mistet så meget som en eneste dråbe blod, og derfor bliver hun altid båret rundt, når hun skal udenfor huset.

Når en ny Kumari skal findes, bliver der søgt blandt egnede to-femårige piger fra to specielle familier – Shkaya-familien og præsteklanen Bajacharya. Er udseendet i orden, bliver pigerne herefter sat på forskellige prøver.  Og den værste prøve er ”modets prøve”.

Selve udvælgelsen foregår under den årlige Bada Dasain-fest, hvor man på den ottende dag foretager rituelle ofringer: 108 geder og vandbøfler slagtes, og hovederne bringes til Taleju-templet, hvor de udvalgte
piger bliver sat i et mørkt rum sammen med de blodige og afhuggede dyrehoveder.

De piger, som ikke skriger allerede hér, går videre til næste prøve og føres nu til templets hovedrum, hvor de skal udpege den tidligere Kumaris ejendele. De, som kan det, skal derpå tilbringe natten i templet, mens mænd udklædt som dæmoner danser hele natten til uhyggelige trommerytmer. Og den lille pige, som klarer alle disse skræmmende prøver – bliver dennye Kumari. Men kun hvis hendes horoskop falder sammen med præsidentens. For en Kumari er også præsidentens beskytter.

Når en Kumari bløder første gang – enten ved at hun får en rift eller får menstruation, stopper hendes gudinde-tilværelse. Hun kommer hjem igen – til mor, far og søskende, men livet er tit svært bagefter. Godt nok modtager hun en lille, livslang pension på mellem 100 og 200 kroner om måneden, penge til et bryllup med Beltræets frugt (det skal sikre, at hun ikke bliver enke) samt et engangsbeløb til et bryllup med en rigtig mand. Men  selvom pengene er mange i det fattige land, kan det stadig være svært at være en afgået Kumari, for pigen skal på ny lære sin oprindelige familie at kende og lære at omgås jævnaldrende og nu leve et helt almindeligt liv. Med skolegang og hvad dertil hører. Tidligere modtog Kumarierne ikke undervisning i løbet af gudinde-livet, men i dag får de noget undervisning i løbet at gudinde-tilværelsen.

 

FET_Nepal_en-søn-tænder-ilden-ved-sin-fars-kremering.

En søn tænder ilden ved sin fars kremering.

FET_Nepal_PB162312

Her ved badetrapperne i Pashupatinath-templet brænder Katmandus hinduer deres døde.

 

Ligbålene ved Pashupatinath

”Namasté, namasté.”

Der er meget at se og opleve i Nepal. Mange tager på vandre- og trekking- ture ud i landets smukke natur, og  andre bestiger bjerge eller besøger isolerede stammefolk i bitte små landsbyer. Men har man kun få dage og ikke lyst eller kræfter til de mere anstrengende fornøjelser, er der spændende ting at se på udflugter ud fra Katmandu.

Et must er i hvertfald Pashupatinath-templet, som ligger ved Bagmati floden, der er en biflod til den hellige Ganges-flod.

Pashupatinath-templet er et helligt kompleks rejst til ære for Pashpupati, dyrenes gud, og er en manifestation af hinduguden Shiva. For mange hinduer er dette tempel et af de helligste i Nepal, og ved templets badetrapper kan man se de mange ligbrændinger, som hver dag foregår her.
Nepaleserne finder det ikke stødende, når andre kigger på, at de brænder deres døde og sørger, og det er for en vesterlænding tit en rørende oplevelse at se. Selve det store tempelkompleks er også et besøg værd, og det samme er det store marked, som omkranser hele komplekset. Ivrige gadesælgere tilbyder alt fra røgelse til bedekranse og håndlavede gudikoner, og hellige mænd, de såkaldte sadhuér, sidder og mediterer.
Pashputinath-templet ligger blot 15 minutters kørsel fra Katmandu centrum og kan også nås med offentlige busser. Templet er åbent hver dag, men det er en god ide at komme tidligt om morgenen eller til aftenbønnen, og det er muligt at købe en engelsktalende guide på stedet.
Tag anstændig påklædning på.

 

FET_Nepal_Boudhanath_stupa_Kathmandu

Bodhnath- stupaen, Nepal

FET_Nepal_Rundt-om-Bodhnat-stupaen-er-der-hyggelige-restauranter-og-souvenirbutikker.-Og-ikke-mindst-et-mageløst-folkeliv-at-studere.

Rundt om Bodhnat-stupaen er der hyggelige restauranter og souvenirbutikker. Og ikke mindst et mageløst folkeliv at studere.

 

Tibetanernes stupa

”Namasté, namasté.”

De små flag i alle farver blafrer i vinder og sender på den måde bønner ud. De vajer på lange snore over en af verdens største stupaer, som findes  blot en kort køretur fra Katmandu, og synet er ubeskriveligt.

Her holder store dele af Nepals tibetanske befolkningsgruppe til, og døgnet rundt kan man se pilgrimme i alle aldre vandre rundt om den 36 meter høje stupa, mens de drejer på stupaens bedemøller, der ligesom de farvestrålende flag, sender bønnerne ud til alle verdenshjørner. Den første Bodhnath-stupa blev opført allerede i 600-tallet, under den tibetanske konge, Songtsen Gambo, men den nuværende stupa i dag er fra 1300-
tallet. Den er opbygget som en mandala, der er et religiøst billede på verden og et hjælpemiddel ved meditation. Basen i den består af tre trappetrin omgivet af en mur, og hele vejen rundt er der 1476 små nicher, som hver indeholder fire-fem bedemøller.

”Om Mani Padme Hum”  – mumler pilgrimmene, mens de går rundt og rundt om stupaen, og sætningen er et særligt buddhistisk mantra, som vist nok vis handler om, at hele universet er forbundet. Og at man hilser og
hylder denne forbundetshed.

Øverst på stupaen kan man se Budhas øjne malet på de  fire verdenshjørner. Buddhas næse ligner nærmest et spørgsmålstegn, men symboliserer det nepalesiske tal 1, om står for enhed. Og over øjene er der 13 hellige videnstrin, som fører til Nirvana – begrebet for frelse eller oplysthed.

Bodhnath-stupaen er det religiøse centrum for de omkring 175.000 tibetanere, der i dag lever i Nepal. Massevis af souvenirbutikker og hyggelige restauranter omgiver stupaen, og det er en fin oplevelse at sidde i solen på en dejlig restaurant og nyde det fantastiske skue, der udspiller sig. Der kan gøres gode souvenir-køb fra de mange sælgere, ligesom en spadseretur til den omkringliggende tibetanske bydel – med et væld af buddhistiske klostre – også er en en fin oplevelse.

”Namasté, namasté.”

 

Rejsefakta

Bedste tid på året for at besøge Nepal/Katmandu er fra oktober til december og igen fra marts til april. Her er der mest solrigt og tørt.

En del danske rejsebureauer har rundrejser til Nepal, men kan også være behjælpelige, hvis man ønsker at rejse på egen hånd. 

Der kræves visum ved indrejse til Nepal. Visum kan fås ved henvendelse til den Nepalesiske ambassade i København, Esplanaden 48,
1263 København K. Tlf.: 44444026

For nødvendige vaccinationer tjek med Statens Seruminstitut. www.ssi.dk

Gode hjemmesider:
www.info-nepal.com og www.nepal-now.com

Både Politikens ”Turen går til”  og Lonely Planet med flere har gode guidebøger til Nepal og Katmandu. 

 

FET_Nepal_book

FET_Nepal_der-er-plads-til-'alle'-i-Katmandus-bybillede

Der er plads til “alle” i Katmandus bybillede.
FET_Nepal_fares-nimri-361821-unsplashFET_Nepal_Sadhuér-er-hellige-mænd-og-ses-overalt-i-nepal-og-især-i-KatmanduSadhuér er hellige mænd og ses overalt i Nepal og især i Katmandu.

 

 

Efter en pause på tre år er rejsebureauet Spies tilbage i Gambia. Denne gang med et nyt femstjernet hotel for ”voksne”, som åbner til  november.

 

FET_Rejsereportage_Gambia_P1125954

En sejltur på Gambia-floden kan stærkt anbefales.

 

Træt af forudsigelig badeferie, kopivarer og luksus, som står i skærende kontrast til det liv, ferielandets indbyggere selv lever? Så snup en tur til Gambia og få dejlige, sjove og livsbekræftende oplevelser – fjernt fra almindelig charter-ferie.

Gambia er Vestafrikas mindste land og kan nås fra Danmark med en flyvetur på kun otte timer. Ruten kolliderer ikke med tidszoner og giver derfor ikke jetlag, tidsforskellen mellem Danmark og Gambia er blot en time, og så er her i de danske vintermåneder vidunderligt varmt. Behageligt morgen og aften, godt 30 grader midt på dagen, og landet er tillige beriget med lange, hvide sandstrande ud til Atlanterhavet.

Men det er ikke det bedste. Det allerbedste i Gambia er mødet med en fremmedartet kultur, der på alle måder udfordrer og giver stof til eftertanke.

For selvom Gambia i mere end 30 år har været en turistdestination, er landet stadig et møde med billedet af det vaskeægte Afrika, som de fleste af os kun i et splitsekund får på den indre nethinde, når vi lørdag formiddag lukker døren op for u-landsindsamleren og putter et par kroner eller sedler i den hvide plasticbøsse.

I slavernes fodspor

Gambia er fattigt. Og her er ingen vilde dyr eller luksuriøse safari-camps. Ingen kendte mindesmærker eller flotte bygninger og stort set heller ingen infrastruktur. I hele landet er der kun 10 kilometer motorvej og en lille håndfuld lyskryds, som sjældent virker. Men til gengæld er her masser af autentisk liv, dejlige mennesker, musik og dans så det rykker, og sidst men ikke mindst, en historie, som har trukket  grimme spor over store dele af verden.

I Alex Haleys roman ”Rødder” (Roots), der handler om slaven Kunta Kinte, kan man læse om kolonimagternes grusomme handel med slaver til blandt andet bomuldsplantagerne i ”Den Nye Verden” (Amerika), og Kunta Kinte kom netop fra Gambia. Bogen Roots, som udkom i 1976, blev året efter vist som tv-serie (også i Danmark), og blandt andet derfor er Gambia den dag i dag for mange afroamerikanere et pilgrimsland, fordi de har sporet at være efterkommere af de slaver, som engang så tragisk blev handlet af kolonimagterne.

Men også almindelige turister følger i dag i slavernes fodspor på de udflugter, som både Spies og også rejsebureauet Intertravel arrangerer for turisterne. På slaveøen James Island kan man blandt andet se ruinerne af englændernes Fort James, hvor slaverne blev holdt fanget på et minimum af plads, inden de blev lastet på skibene. Ofte stod de op i ugevis i egne efterladenskaber, kun holdt i live af luft fra et kighul i muren og den sparsomme mad, som blev langet ind, når det var allermest nødvendigt.

Trekantshandel 

Som kystland gennemskåret på langs af en sejlbar flod var Gambia et oplagt sted at etablere udskibningshavne for slavehandelen, og fra 1776 blev der drevet omfattende trekantshandel af blandt andet englænderne, som på det tidspunkt havde vundet kontrollen med slavehandelen i Gambia.

Trekantshandelen gik ud på at sejle med fuld last hele tiden. Først fragtede man slaver fra Gambia til plantagerne i Amerika, sejlede varerne herfra videre til Europa, og her blev skibene så fyldt op igen, nu med krudt, våben og andre fornødenheder, som kunne bruges i Vestafrika.

Den grusomme historie sluttede først i 1807, hvor englænderne forbød slaveriet. Men de forblev som kolonimagt i landet indtil Gambias selvstændighed i 1965, uden dog på nogen måde at sone deres brøde.

Blandt andet udviklede de aldrig landet, og Gambias vigtigste indtægtskilder er derfor i dag – som dengang – fiskeri, jordnødder og så – siden 1980, hvor Spies for første gang sendte danske turister til landet – turisme.

Liv som for 100 år siden 

Som gæst skal man derfor ikke forvente vild luksus, når man besøger Gambia. Jo, på det nye femstjernede hotel, som Spies åbner i november, er der skruet helt op for luksuscharmen, med både suiter, træningsfaciliteter, all inclusive, guddommelig beliggenhed direkte ud til vandet, og alt hvad et luksushjerte kan begære, mens de øvrige turisthoteller og områder står rigtig pæne, men dog noget mindre luksuriøse.

Langt de fleste hoteller er centreret ved kysten, med smukke haver, dejlige pool-områder, pæne restauranter og direkte adgang til de smukke strande, men udenfor hotellerne lever Gambia sit sædvanlige liv – langt fra luksus, og det er dét, som er det fascinerende.

Kun et stenkast fra hotelområderne bliver vejene nemlig hurtigt til grus og små landsbyer dukker op, hvor livet stadig leves næsten som på Kunta Kintes tid.

En sejltur med den mere end rustne færge fra byen Barra over Gambia-
floden byder på sælgende kvinder i farverige gevandter og et mageløst folkeliv. Langs med de små grusveje løber barfodede børn vinkende den besøgende i møde, og rejser man væk fra kystområderne og ind, hvor landet er allermest fattigt og al infrastruktur forekommer næsten usynlig, kan man besøge landsbyer, hvor tiden synes at have stået stille i flere hundrede år.

Her bor Gambias stammebefolkning, som i alt omfatter syv forskellige stammer, i lerhytter i samfund organiseret omkring 12-15 familier, der lever af at dyrke den bagved landsbyen liggende mark. Generte er de ikke, kun nysgerrige og meget, meget søde og gæstfri.

Klap en krokodille

Som turist i Gambia byder rejseselskaberne på mange og spændende udflugter, hvis man ikke gider at ligge ved stranden hele dagen. I byen Bakau kan man blandt andet besøge den lokale Kachikally Crocodile Pool – en krokodille-park med godt 100 levende krokodiller i alle størrelser, hvoraf man kan prøve at klappe et par stykker af dem. En underlig og lettere frygtindgydende oplevelse, men absolut ikke uinteressant. Skribenten af denne artikel har selv prøvet det – uden at få bidt armen af…

I samme by, Bakau, ligger i øvrigt også et anbefalelsesværdigt hotel – African Village, som er noget slidt, men alligevel et fantastisk sted at bo, hvis ikke man har for fine fornemmelser. Hotellet ligger  midt i byen Bakau’s vrimlende og farvestrålende lokale liv, man er simpelthen midt i det hele, og hotellet har både fint pool-område, smuk have og en dejlig strandgrund. Masser af optræden med afrikansk dans og sang næsten hver aften og et sødt personale, gør også hotellet til et godt sted at være med børn.

Som et af få lande i Afrika har Gambia ikke rigtig nogen vilde dyr mere. I Vestafrika forsvandt de større og mest kendte dyrearter for mange år siden, men i løbet af de senere år har man arbejdet intenst på at genintroducere flere af dem i forskellige reservater igen.

Der lever flodheste i Gambia-floden, men vil man se ”rigtigt vilde” dyr, kan man let tage på udflugt til nabolandet Senegal, som geografisk nærmest omkranser Gambia. Her tilbydes udflugter af to-dages varighed, hvor man blandt andet kan opleve giraffer, antiloper, zebraer og næsehorn i den fri natur. Andre udflugter med overnatning går op langs Gambia-floden, som man blandt andet sejler på og kan være heldig at spotte flodheste i, og overnatning foregår i en enkel safarilejr – uden elektricitet. Stjernehimmelen heroppe er et fantastisk syn, og frække aber hopper rundt og laver larm på tagene i de små hytter, som man bor i. Besøg hos lokale familier indgår også og er en stor oplevelse.

Masser af oplevelser

Farverige markeder, stencirklerne i Wassau, kokkeskole á la Gambia og naturlivis turen Roots – i slavernes fodspor, er blot få af mange gode endagsudflugter, man som turist i dette forunderlige lille land kan komme med på. Og her er også gode indkøb at gøre på de mange markeder. Håndlavede træskulpturer og smukke afrikanske stoffer er blot nogle ting, som er værd at købe med hjem.

I Gambia står oplevelserne nærmest i kø. Og man behøver ikke nødvendigvis at tage med på en arrangeret udflugt for at opleve dem. Den lille fiskehavn ved Bakau er en oplevelse, man selv let kan foretage og her få et fantastisk indblik i landets fiskeri, som næsten stadig foregår som på Kunta Kintes tid. En lille slange i paradiset er der dog – og det er de lokale ”bumsters” – unge mænd, som er arbejdsløse og som ”klæber” sig op af den netop ankomne turist og forsøger at tilbyde sig som guider. De kan være stærkt irriterende og svære at slippe af med, men man kan også vælge den anden løsning – simpelthen at lade dem vise deres land frem for en meget lille betaling. Det kan give et utroligt spændende kig ind i den lokale kultur, som man ellers ikke ville have fået, og mange turister har på denne måde fået venner for livet i Gambia, som de stadig besøger på deres årlige ferie.

At gå rundt er i øvrigt en god måde at opleve Gambia på. Livet leves udendørs og på de mange markeder, som findes i både hovedstaden Banjul, men også i de mindre byer Serrekunda og Bakau.

Er lysten ikke til gå-ben, kan man trygt tage med taxi. Og endelig kan man – hvis ikke man går med en ”bumster” – hyre en af de lokale, autoriserede guider, som tit inviterer med hjem til middag hos familien. Det kan også være en sjov og speciel oplevelse, som dog kan give maveproblemer, hvis ikke man passer på….

 

FET_Rejsereportage_Gambia_GM_BJL_Sunprime_Tamala_Beac_0r24r94_00007

Spies nye femstjernede hotel, som åbner til november.

 

FET_Rejsereportage_Gambia_GM_BJL_Sunprime_Tamala_Beac_0r24r94_00019

Værelsesinteriør fra  det nye hotel.

 

FET_Rejsereportage_Gambia_P1126070

Overalt er der glade, smilende og nysgerrige børn

 

FET_Rejsereportage_Gambia_P1095846

Gambia har vidunderlige strande og altid godt vejr.

 

FET_Rejsereportage_Gambia_P1126082

Gamle redskaber benyttes stadig i landsbyerne.

 

FET_Rejsereportage_Gambia

Gambiansk landsby.

 

Rejsefakta

Bedste rejsetidspunkt til Gambia er fra oktober til april. Flyvetiden er ca. 8 timer. Både Spies, www.spies.dk og Intertravel, www.intertravel.dk har rejser til Gambia i vinter-halvåret. Priser for en uges ophold med morgenmad fås fra 5400 kroner pr. person. Spies flyver denne sæson direkte med et A330 fly. 

Gambia har cirka 1,6 millioner indbyggere, og hovedsproget er engelsk. Mere end 90 procent af indbyggerne er muslimer, 10 procent er kristne, og Gambia har en meget ”light-udgave”af islam, så kun få kvinder bærer tørklæde, og som kvindelig turist kan man sagtens gå med både bare arme og ben.

www.accessgambia.com kan man læse mere om Gambia.

Det anbefales at være vaccineret for difteri-stivkrampe, meningitis, hepatisis A og gul feber.