På tur langs Silkevejen

På tur langs Silkevejen

En rejse til Usbekistan er en kulturrejse, hvor islamiske arkitektur, moskeer, minareter og koranskoler i vidunderlige blå farver – møder sovjettiden.

Når mørket falder på blændes der op for farverne langs de brede boulevarder. Meterhøje, blinkende, neon-blomster i alle farver lyser op i det store mørke, hvor biler næsten lydløst kører gennem natten, og hvor der ikke ligger noget – som i noget overhovedet – hverken skrald eller snavs i gaderne.

Vi er i Taschkent. Hovedstaden i landet Usbekistan, en by på den oldgamle Silkevej laaangt mod øst, helt derovre, hvor de fleste af os aldrig havde tænkt, vi skulle komme. Og helt derovre hvor Afghanistan ligger lige syd for, og hvor alle de andre ”stan”-lande – Kasakhstan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Kirgisistan omkranser det.

Byen af sten

Tasjkent betyder byen af sten. Store monumentale bygninger og sjælløse, nærmest antiseptisk, rene gader præger byen, og selvom her også ligger levn fra tiden, da byen var et stop på Silkevejen, virker det hele meget russisk. Og det er – eller var det også. For ligesom de andre stanlande i Centralasien var Usbekistan i godt 70 år under russisk herredømme og det ses. Selv om byen stadig er porten til Usbekistan, er byen også en bro mellem fortid og nutid. En skønsom blanding af moderne sovjetisk arkitektur og gamle usbekiske mausoleer og moskeer, og dermed et levende vidnesbyrd om modernitet i en gammel kultur, der stadig som et af sine fineste turistklenodier kan fremvise verdens ældste udgave af koranen, som ligger politibevogtet i byens store Hast-Imam-kompleks.

Vi har købt os ind på en grupperejse med bureauet Krim Rejser. Firmaet laver historiske rejser, og med på vores tur er guiden Shahlo Elmose, som selv er født i Tadsjikistan, men opvokset i Usbekistan. Og det er en interessant vinkel ved denne rejse: At besøge et land sammen med én, som kender det indefra og kan fortælle, hvordan landet så ud før, under og efter russerne. For det er om noget historien om stanlandene og den gamle Silkevej. To sider af samme sag, som gør at landene er så spændende at besøge. Bl.a. kan Shahlo fortælle om, hvordan kvinderne før russerne gik med burka og fristede et liv i stil med det kvinder i dag må leve under i Afghanistan. Og også den sørgelige historie om hvordan hendes bedstemor blev giftet væk i en alder af blot ti år til en langt ældre mand, får vi fortalt, mens vi med bus arbejder os fra øst mod vest gennem landet.

 70 år under kommunistpartiet

I dag er Usbekistan et selvstændigt land. Og ses blandt som stanlandene, som værende det centrale hjerte i Centralasien. Epicentret for den gamle Silkevej, hvor der blev fragtet krydderier, silke og mange andre kostbare varer til Vesten. Transporten foregik på kamelryg, varede lang tid og undervejs gjorde handelskaravanerne stop og ”tankede op” på Usbekistans mange karavanseraier. Disse og mange af de smukke moskeer og islamiske læreanstalter også kaldet madrassaer kan den dag ses i landet til overflod og er en del af fortællingen om landet. Den anden del af fortællingen er historien om den russiske besættelse, som både undertrykte, men også udviklede landet.

Under Sovjettiden, som varede fra 1924 og indtil Sovjetunionens opløsning i 1991, gennemgik Usbekistan nemlig betydelige politiske, økonomiske og kulturelle forandringer. Det at udbrede Islam blev forbudt, man måtte dyrke sin religion og sin usbekiske kultur derhjemme, men ikke mere, den sovjetiske ideologi, det russiske sprog og den kommunistiske tankegang gennemsyrede alle forhold i landet, og al opposition blev undertrykt. Men kvinderne blev via den kommunistiske ideologi sat fri. De fik pludselig rettigheder, de fik lov at komme i skole, fik lov til skilsmisse, fik lov til fri abort, og de fik lov til at gå på arbejde og tjene deres egne penge. Så for rigtig mange usbekere blev russernes tilstedeværelse – især for kvinderne – det tveæggede sværd, som også gav dem noget:  En pludselig frihed og en generel udvikling af landet mht. infrastruktur, uddannelse, sundhedsmæssige forbedringer osv. Og mange usbekere er derfor den dag i dag stadig positive overfor sovjettiden, selvom den også betød undertrykkelse af deres oprindelige kultur.

Mod Samarkand

I Tasjkent besøger vi bl.a. byens metro, som i bedste sovjetstil på nogle stationer er udsmykket med glitrende lysekroner og billeder af russiske astronauter. Vi lægger vejen fordi byens store marked Chorsu Bazaaren, og derpå tager vi hurtigtoget mod byen Samarkand. Stationen er stor og ren og helt efter sovjetisk forbillede, og efter to timers kørsel med 240 km i timen og servering i magelige kupevogne ankommer vi således således til Samarkand.

I Samarkand ligger Registan-pladsen, som er på UNESCOS verdensarv-liste, og stedet man bliver fotograferet, når man bliver gift. Brudeparrene er mange, pigerne er i hvide, lange kjoler, og der er ikke noget at sige til, at pladsen er populær at blive fotograferet på. Tre kæmpestore, fantastisk smukke koranskoler dekoreret med blå kakler i flotte mønstre, omkranser pladsen, og er et ypperligt eksempel på den særegne usbekiske arkitektur, som i stor stil blev opført langs med Silkevejen. I Samarkand besøger vi også astronomen Ulugh Begs observatorium, opført i samme stil og i det tilhørende museum ser vi bl.a. et billede af Ulugh Beg, som sidder sammen med den danske astronom Tycho Brahe.

Vidunderlige Bukhara

Uden for Samarkand breder Usbekistans ørken sig. Gennem kilometervis af golde stepper kører vi gennem ørkenen og når ved aftenstide frem til byen Bukhara, som viser sig at være meget forskellig fra både Tasjkent og Samarkand. Og det føles som at komme i himlen.

Bukhara er Usbekistans ubestridte perle. En skatkiste af historie og kultur og med en bykerne, der ikke er ”ødelagt” af russisk tilstedeværelse. Her er alt autentisk og som i fordums tider, hvor byen blev søgt af videnskabsmænd, digtere og filosoffer, og sådan er det også i dag. Man mærker tydeligt, at Bukhara er en by med ”højt til loftet”, Islams tilstedeværelse blandt de lokale er meget afdæmpet, og her en vidunderlig stemning. Især ved aftenstide, når man slentrer rundt i de gamle gader og kigger i byens mange bazarer, der sælger alt lige fra silke, guldsmedearbejde og keramik  til håndbroderede duge og vævede gulvtæpper. På en hyggelig restaurant midt i byen spiller en violinist hver aften live-klassisk musik, og samme sted samles også de af byens indbyggere, som har en anden seksuel orientering end heteroseksualitet. Og ingen tar´ anstød  af det. I Bukhara besøger vi også byens jødiske synagoge og får historien om Bukharas jøder, som aldrig er blevet forfulgt eller chikaneret. I dag er den jødiske ”koloni” dog ganske lille, men stadig tilstede – uden problemer.

I Bukhara får vi også på byens mange restauranter til fulde afprøvet det Usbekiske køkken, som er ualmindelig godt og velsmagende. Massevis af virkelig gode salater, dejlige supper og tunge simreretter med ko eller lam. Kødretter vi slet ikke kender, men har lyst til at lave efter, når vi kommer hjem.

Kihva – et levende museum

Vi slutter vores central-asiatiske odyssé i byen Kihva  – godt 1000 kilometer mod vest fra Tasjkent. Og får til fulde syn for sagen for, hvordan Usbekistan så ud i Silkevejens tidsalder. Byen er intet mindre end et utrolig flot renoveret og velbevaret, levende museum bestående af en indre og en ydre by. Og det er i den indre by, vi bor de sidste dage af vores rejse.

I Kihva føles det som at træde ind i en anden tidsalder. Gaderne er snævre, belagt med flere 1000 år gamle brosten, overalt er der madrassaer, bazarer, minareter og moskeer i de velkendte turkisblå farver – et orgie ud i islamisk, usbekisk arkitektur, og det hele er omkranset af en 2,2 kilometer lang skrånende murstensmur, som har fundamenter tilbage fra det 10.århundrede. Men Kihva føles også lidt som et turist-stunt, selvom byen er umådelig smuk. Også her faldbyder diverse bazarar fine håndværksmæssige ting man kan købe med hjem, men rådet herfra lyder, at hvis man vil købe kvalitet – så køb det i Bukhara. Usbekistans hjerte, som deres udsendte fuldstændig tabte sit hjerte til.

Aralsøen og overnatning i yurt

Udenfor byerne i Usbekistan breder bomuldsmarkerne sig. For Usbekistan har en lang tradition for at dyrkning af bomuld, en historie som desværre trækker grimme spor efter sig og bør være et lærestykke for verden i disse klimatider.

Aralsøen var engang en af verdens største søer, dannet for fem millioner år siden og kendt for sit rige dyreliv og sine mange fisk. Men under sovjettiden intensiverede russerne bomuldsproduktionen i landet så meget, at Aralsøen ganske enkelt blev tømt for vand (brugt til at vande markerne med), dyrelivet forsvandt, fiskene døde, og salt og diverse landsbrugsgiftstoffer spredte sig som støv fra de udtørrede sø-lejer, og skabte/skaber øget kræftforekomst samt luftvejssygdomme i dele af befolkningen. I dag kan Aralsøen besøges af turister – et udtørret fladt landskab med skibsvrag over det hele – det er synet.

En anden udflugt, som også tilbydes turister, er overnatning i en Yurt. De runde nomadetelte, som ligger midt i Usbekistans ørken. Her bor man adskilt – mænd i én yurt, kvinder i en anden og nok er ørkenen en fin oplevelse, hvis det er stjerneklart, men sengene i yurterne er så hårde, at ikke mange i vores gruppe fik lukket et øje.

FAKTA:

Bedste årstid til rejse i Usbekistan er forår og efterår. Flere danske rejsebureauer tilbyder grupperejser til landet.

Hotelstandarden i landet er fin, det samme gælder sikkerheden for turister. Usbekerne er søde, venlige og meget hjertelige.