I de truede arters land

Borneo er et af de steder i verden, hvor man i mange år har forsøgt at værne om og bevare – både de udrydnings-truede orangutanger, men også de mange oprindelige stammefolk, Ibanerne. En rejse dybt ind i øens regnskov er en uforglemmelig oplevelse.

Han er midt i tyverne og allerede kraftigt tatoveret på sin unge krop. Hans hals er dækket af den velkendte Iban-kriger-tatovering, og skuldre og arme har andre udsmykninger, ligesom brystkasse og ryg. For han er indfødt Ibaner og opvokset langt inde i Borneos tætte jungle. Her har han hele sin barndom boet sammen med mor, far og seks søskende i et langhus sammen med en masse andre familier.

Sådan har Iban-stammen på Borneo altid boet og gør det stadig. Men hvor længe endnu er det store spørgsmål. For udviklingen i verden fører på blot få generationer Borneos oprindelige stammefolk fra sten-alder til digital-alder, og om ganske få år bor de her måske ikke mere, spår eksperter. -Det er derfor jeg er tatoveret, siger han. For tatoveringerne skal få mig til at huske hvem jeg er, hvor jeg kommer fra, og hvad der er mine værdier.

Klimarejser er populære

Lige siden den svenske, skolepige, Gretha Thunberg for snart mange år siden satte klimaet på verdensdagsordenen – har turist-industrien forsøgt at følge trop. Bl.a. med rejser til steder i verden, hvor man stadig kan se og opleve truede dyrearter og lokale stammefolk. Og øen Borneo er sådan et sted – oplagt til et besøg – hvis man med egne øjne vil se, hvad der gøres for bl.a. at bevare den udrydningstruede orangutang, men også de oprindelige stammefolk, Ibanerne, som lever i Borneos jungle.

I gamle dage blev Ibanerne kaldt for hovedjægere. For faktisk helt op til 2. verdenskrig praktiserede stammen at hugge hovedet af indtrængende fjender og hænge kranierne af de modigste krigere op foran deres huse. Kranierne skulle give beskyttelse til hele langhuset, men i dag hvor næsten alle Ibanere er blevet kristnede, er kranierne begravet på behørig vis. Enkelte steder kan de dog stadig ses -blandt andet på Sarawak Museum i Kuching – byen i delstaten Sarawak på den Malaysisiske del af Borneo, hvorfra rejsen ind til orangutangerne og de oprindelige stammefolk starter.

Her redder de orangutanger

’Kuching er mindre, men charmerende by, hvor de fleste seværdigheder ligger indenfor gå-afstand. De fleste foretrækker at benytte de lokale turbureauer, når de enten skal se orangutanger eller på besøg i langhusene i junglen og anbefalelsesværdigt er det som en god start på Borneorejsen at besøge rehabilliteringscentret for orangutanger, Semonggok Nature Reserve Centre. Centret er kendt, som er det bedste sted i hele Malaysia at se orangutanger, og det ligger blot 20 minutters biltur fra Kuching og derefter 20 minutters vandretur til fods ind i junglen. Centret blev oprettet allerede i 1975 – først som en slags ”hospital” for sårede, forældreløse eller ”kæledyrs-orangutanger” (mange holdt dem hjemme i bure under kummerlige forhold), men er med årene udvidet til fungere som levested for den sjældne og truede abe-art. Her på centret – midt i junglen, lever orangutangerne derfor nu frit, men kan hverdag komme og få mad på bestemte tidspunkter. Et besøg i centret gør derfor, at man som besøgende kan se når aberne kommer for få at mad – og samtidig få mere viden om, hvad der gøres for at sikre artens overlevelse. En lang og svær kamp, som især handler om Palmeolie – og dermed fældning af de arealer, som orangutangerne før levede i. Palmeolie bruges over hele verden til fremstilling af bl.a. sæbe, stegeolie og diverse skønhedsprodukter, og olien er en kæmpemæssig eksportvare. Desværre truer den store produktion regnskoven, som ryddes for at give plads til de enorme plantager, og samme rydning af regnskoven truer også de mange oprindelige folkeslag, som i generationer har levet i og af regnskoven på Borneo.

Vælg et ansvarligt turbureau

Kuching er også byen, man tager ud fra, hvis man vil besøge de oprindelige iban-stammer i Borneos regnskov. Og det at besøge stammerne er både at få indblik i et stykke unik kulturhistorie, men også en mulighed for turister at være med til at sikre stammernes overlevelse. Ikke alle, men de tur-bureauer, som driver ansvarlig økoturisme, sørger nemlig for at Ibanerne selv står for at tjene pengene på de turister, som besøger dem, og sikrer dermed at stammerne har en indtægtskilde som kan hjælpe til fortsat overlevelse.

Et af de bureauer er Borneo Adventure, og netop dem har vi entreret med på vores rejse ind i Borneos jungle. Derfor sejler vi en tidlig formiddag ud i smalle langbåde med motor på op ad Sumpa-floden, indtil vi flere timer senere ankommer til langhussamfundet Nanga Sumpa. Frodigheden og lydene fra tusindvis af cikader, fugle, frøer og andre dyr er overvældende, og en hængebro fører fra Iban-stammens langhus over til de rum og den lodge, hvor turisterne bor, når de besøger stammen. Lodgen er bygget på pæle, ganske ligesom stammens langhus, og her er kun elektricitet fra en generator nogle timer om dagen.

I Nanga Sumpa bor alle Iban-familerne sammen i eet langhus. Hver familie har et ”eget space” men deler i langhuset den lange gang, som fører forbi alle de ”private” rum. Og i gangen leves det fælles og kollektive liv. Stammens Høvding er øverste mand, og kvinderne passer børnene og fletter kurve og andre fine ting, som de sælger til turisterne. For udover de penge de tjener på turisternes ophold og salg af håndværk, tjener Ibanerne ikke andre penge, medmindre nogle af dem har ekstra jobs inde i byen. Men det er heller ikke bydende nødvendigt for overlevelse, for junglen kan stort set forsyne dem med alt.

Og netop junglen som spisekammer får vi øje på den følgende dag. To mænd fra stammen sejler os op ad floden, hvor vi undervejs finder planter i junglen, fisker i floden og stopper ved et smukt vandfald for at tilberede et måltid af de ting vi har samlet. Ris bliver puttet i store bambusrør, det samme gælder fiskene vi har fanget, så over bålet og kort efter indtager vi et vidunderligt måltid midt i junglens mærkværdigt, larmende ro.

En verden af langhus-samfund

Nanga Sumpa langhuset er blot eet blandt flere langhus-samfund langs med Sumpa-floden. Og en ægtemand eller kone finder man, når de årlige Iban-festivaller afholdes. Så samles langhus-samfundene til fester, hvor man kan mødes og blive forelsket. Eller man kan mødes i skolen, som ligger et par timers sejllads væk. Hver mandag morgen sejler de fleste langhus-børn ned ad floden til den lille skole og bor her indtil fredag. Skolen fungerer som en kostskole, ganske enkelt fordi ”skolevejen” for de fleste børn er for lang.

I dag har mange langhuse langs med floden besøg af turister enten dagligt eller i perioden. Men der findes stadig samfund, som ikke ønsker turismen, og i Nanga Sumpa forsøger Borneo Adventure at holde turismen på et begrænset niveau. Både af hensyn til samfundets sårbarhed, men også af hensyn til de besøgende turisters oplevelse.

I øvrigt har en dansk agronom for mere end 20 år siden boet hos Nanga Sumpa-stammen i hele to år, hvor hun dagligt fulgte deres liv med junglen som spisekammer. Ud af det kom i 2002 bogen ”Ethnobotany of the Iban & the Kelabit” et opslagsværk og en gennemgang af alle de fantastiske planter man kan finde i junglen og deres virkemåde. Bogen kan man se og studere, hvis man besøge stammen i Nanga Sumpa, for hver familie fik i sin tid et eksemplar af bogen forærende.

Rejsefakta:

Borneo er en ø delt mellem Malaysia og Indonesien og det lille kongedømme Brunei. Delstaten Sarawak i den malaysiske del har et samlet areal på 124.000 kvadratkilometer, hvoraf næsten en trediedel stadig er dækket af regnskov.

Indbyggerne på den malaysiske del af Borneo omfatter mange forskellige etniske stammer, hvoraf Ibanerne er den største gruppe. På Sarawak Museyum i Kuching findes en permanent udstilling om Ibanerne, deres tro, deres taoveringer og deres tidligere liv som hovedjægere.

De bedste årstid at besøge Borneo på er fra marts til september.

Rigtig mange danske rejsebureauer arrangerer rejser til Sarawak – både som individuelle ture og som grupperejser med dansk rejseleder.