Mick08

 Hvis man bare følger en lille smule med i medierne, vil man vide, at Mick Øgendahl gik ned med stress midt i optagelserne af den seneste sæson ”Tomgang”. Der var bud efter ham, og han gør ikke noget halvt: – Jeg gik op i alle detaljer; mood, dekorationer, kameravinkler. Jeg spillede hovedrollen, instruerede og gik op i, at alle havde det rart som selvudnævnt ’miljøchef’. Det kom oven i et travlt forløb op til produktionsstart. – Da Linda P gik ned med stress, spurgte jeg hende, hvornår hun sov, fortæller han videre. – Hun svarede, at hun ikke havde sovet – kun hvilet sig. Det opdagede jeg, at jeg også gjorde. Jeg accepterede, at jeg stod op før jeg gik i seng! Det kan man holde til i en spidsbelastnings- periode, men ikke over lang tid. Og det havde jeg glemt i et års tid.

Film og følelser
Nu er Mick heldigvis tilbage i fuld vigør – lige nu på landsdækkende turné frem til april måned – og midt i det også aktuel i tredje ombæring af ”Alle for en” … det vil sige ”Alle for TRE”. Både foran kameraet og som forfatter – hvilket er en helt anden form end stand-up: – Når jeg skriver en film, handler det om at fortælle en historie ud fra følelser. I ”Blå mænd” var det er røvhul, der fik en lektion i ydmyghed og blev et bedre menneske. Her i ”Alle for 3” kommer fjenden indefra. Rasmus’ figur arver og bliver korrumperet af penge og magt. Han bliver grådig, men finder til sidst ud af, at han skal finde lykken et andet sted – bl.a. i kontakten med sin søn.

Et moralsk kompas
Her skinner der måske et personligt tema igennem. Mick Øgendahl har valgt Børnehjælpsdagen som sin mærkesag og han tager forældre- rollen meget alvorligt: – Min kone og jeg er enige om, at vi som forældre ikke skal vinde en popularitetskonkurrence! Mine børn må ikke spille iPad til hverdag – kun i weekenden. Fordi alle har ikke en iPad. Vi giver dem nogle værktøjer til livet, og vi snakker om, hvilke slags mennesker de skal blive til. Den ældste søn er et par år fra voksenlivet. Jeg tror, det er vigtigt, at de unge har et moralsk kompas. – Jeg håber f.eks., at de ikke bliver udsat for ’hævnporno’ – og at de heller ikke vil sprede det. Det er fint med de sociale medier, men det er nyt, og der er nogle mekanismer, som vi ikke kan gennemskue. Hvor tit har vi ikke sagt ja til en app med 42 siders betingelser uden at læse dem? Vi giver tilladelse til en masse, som vi ikke burde.

Men Mick vil ikke pudse sin glorie:
– Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har mobbet, men jeg har i hvert fald stået på sidelinjen og tænkt, ’godt det ikke er mig’. Jeg har ikke bragt ved til bålet, men jeg har heller ikke slukket branden. Som voksen ved jeg, at det var ikke okay. Jeg fik faktisk en mail fra en pige, der havde det skidt i folkeskolen. Der skrev jeg undskyld for, at jeg ikke gjorde det rigtige. Jeg var ikke den, jeg gerne ville have været! Fra Horreby til Høsterkøb Alt i alt har Mick Øgendahl dog gode barndomsminder fra Horreby på Falster. – Jeg får stadig et melankolsk stik i hjertet, når jeg kører forbi skolen i Horreby, indrømmer han. – I starten, da jeg flyttede, savnede jeg forankringen. I dag bor jeg i Holte. Jeg følte mig ensom i starten, men nu har jeg fået søde naboer, jeg spiller i Høsterkøb fodboldklub, jeg er med i en badeklub, hvor vi bader i bar røv i søen, og jeg har min lille pisjolle i havnen. Jeg fået det sociale netværk, jeg havde i Horreby, tilbage! – Den generelle tendens er jo, at de unge søger mod metropolerne. Det er naturligt, men det skaber også et vakuum. Det er en ond spiral. Huspriserne i byerne stiger og på landet falder de. Når jeg er på turné spiller jeg mange små steder. Jeg kan huske, hvor fedt det var, når der kom nogen udefra til Nykøbing Falster. Så det føler jeg som en forpligtelse. Hvis kunstnerne ikke vil tage ud i provinsen, så er vi med til at udsulte den.

Publikums sympati
Mick søgte mod København – og vekslede barndommens repetition af Dirch- og Pilgaard-sketches med deodoranten som mikrofon til den virkelige scene. Med sit livs værste nervøsitet: – Jeg var bestemt ikke sikker på, at jeg var sjov. Min debut var lidt af et paradoks. Jeg var SÅ nervøs, så jeg havde taget et formiddagsblad op på scenen for at have noget at holde, men jeg rystede så meget, at min fysiske nervøsitet blev udstillet. Folk begyndte at grine, og det gik rigtig dårligt. Men den ærlighed fik også publikum vendt, og de sidste minutter gik godt. Den rækkefølge var rigtig for mig. Det var et bjerg, der skulle bestiges. Bagefter var det fantastisk. – Som komiker skal jeg have publikums sympati. Hvis du mister accepten, så er det svært at komme tilbage. Engang på Århus Universitet kom jeg ind i en diskussion med en pige i publikum – der blev jeg den usympatiske. Det er min værste oplevelse. Der opdagede jeg mekanismen mellem mig og publikum.

Eksponering og overeksponering
Han tager meget lettere på nogle af de ikke helt gennemtænkte ting, han sagde ja til for at komme på TV. – Da jeg startede, sagde jeg nok ja til ting på TV, som jeg ikke skulle. Så jeg er superglad for, at kunstnerne har taget magten tilbage via nettet. For det er jo fedt med eksponering, for så er der flere, der vil se én live. Men når vi undtager live-transmissioner af sport, som alle skal se, så har TV mindre vægt. Vi er jo meget mere, og nye kunstnere kan bruge YouTube som platform. På den måde bliver de uafhængige af redaktørerne på TV. Men han tillader sig også at skubbe lidt til TV: – Jeg har startet eget produktionsselskab som skal være væksthus for nye komikere. Vi har showet ”Grand Danois” på vej på TV2. TV er ofte en tumleplads for Tordenskjolds soldater, for det er de sikre kort, men her er præmissen, at vi giver plads til de nye. Det ville være fedt at ’breake’ nogle af dem. Men berømmelsen fra TV skal også behandles med omhu: – Det er ikke tilfældigt, at Rune og jeg fremstår som to selvstændige komikere. Vi lavede to sæsoner ”Tak for i aften”. TV ville gerne have mere, men det var vigtigt for os at vi ikke endte som Timm og Gordon – de kunne ikke slippe ud af at blive set som et par. Vi trådte på bremsen, fordi vi var opmærksomme på faren. – Men vi prøver stadig materiale af sammen på scenen og har det sjovt, og når vi så har en base i byen som selvstændige komikere, så skal vi nok finde på noget sammen igen.


Blå Bog

Mick Øgendahl, 43 år, tilhører eliten i dansk stand-up. Han debuterede i 1993, blev bredere kendt i TV-serien ”Intermezzo” med Anders Matthesen og har siden 2000 kunnet samle fulde huse til sine soloshows. Sideløbende har han markeret sig som skuespiller (fra julekalenderen ”Nissernes ø” til ”Kolbøttefabrikken”), som manuskriptforfatter til film (”Blå mænd” og ”Alle for…”-serien) og TV (senest ”Tomgang”, som han også instruerede og spillede med i).
Privat er Mick gift med Marlene, som han har tre børn med. De bor i Holte.
Lige nu er Mick på turné med showet ”Fest”, der spiller for udsolgte huse.
Der er dog planlagt ekstrashows i bl.a. Glassalen 30/3 og Musikhuset 21/4.