Krimi-Kammerater

Artikel af: Steen Blendstrup - Oct 08 2018 kl: 10:58

Soldaterkammerater kan man ikke kalde dem, men Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares har udviklet et nært venskab under indspilningen af nu fire film i Afdeling Q-serien som Carl Mørck og Assad. Netop venskabet er benzinen, der har drevet motoren i det samarbejde.

 

FET_Journal64__00B4830

 

Da Liebhaverboligen sidst interviewede Nikolaj Lie Kaas, fortalte han, at det især var en stor attraktion ved Afdeling Q-serien, at han skulle arbejde sammen med Fares Fares, så … har det levet op til forventningerne?

– Nej, ikke rigtig … Jeg havde store forhåbninger, men det blev ikke som forventet, men han har selvfølgelig kunnet lære noget af mig …

Det tager et par sekunder, før Nikolajs ansigt flækker i hans karakteristiske grin, mens Fares klukker i baggrunden.

Kolleger og kammerater

– Selvfølgelig har det været en fornøjelse. Jeg kunne jo ikke vide på forhånd, at Fares også ville blive en god kammerat. Det sjove er, at vi begge har været interesserede i at kunne føje noget nyt til figurerne hver gang. På papiret er forholdet mellem Assad og Carl Mørck stagneret. Carl vil ikke ændres, og der er en dialektik, når han møder Assad, som er et anderledes menneske.

Fares Fares er helt enig i, at arbejdsfællesskabet har udviklet sig til et kammeratskab:

– Jeg kommer til at savne det. Ikke Assad og Carl, men samarbejdet med Nikolaj. Jeg håber, vi kommer til at lave noget – noget andet – engang i fremtiden.

– Jeg tror ikke, det var blevet lige så gode film, hvis Nikolaj og jeg ikke var blevet venner, fortsætter han. – Så havde vi måske heller ikke lavet fire af dem.

– Nej, det er spørgsmålet, mener Nikolai. – Så ville det have været svært at finde motivationen for at gøre det her. Set udefra er det jo ”bare” en dansk krimi, så der skal være noget mere, Vi har hver gang spurgt hinanden, om vi skulle lave en til – jeg tror, vores producent var frisk på at stoppe, hvis vi ikke havde lyst.

– Det slår mig gang på gang, at jeg stadig synes, det er sjovt at være skuespiller, for nu har jeg gjort det så mange gange, fortsætter han. – Man kan godt blive lidt træt i koderne, men man har en eller anden naiv indstilling til, at det her er en historie, der skal fortælles.

Som et højskoleophold

På den måde minder en filmproduktion om et højskoleophold, mener Nikolaj, der selv har to højskoleophold i bagagen:

– Man er lidt småforelsket i alle, mænd som kvinder, man har et nært forhold til ens forskelligheder. Det er et forhold, der ikke er betinget af, hvor du kommer fra, hvem du er, eller hvad du tænker. Vi skal bare redde hinandens røv. Dét nære forhold, dét sammenhold, det føler jeg, der kommer på – især danske – filmhold. Det er så intenst, og så er det pludselig slut.

– I det her tilfælde synes jeg, det var sværere end i mange, mange år. En som Fares løber man ikke ind i hver dag.

– For mit vedkommende bryder jeg mig ikke om wrap-parties, altså når det er slut, siger Fares. – Jeg kan ikke lide den følelse af ’åh det har været fantastisk’ – for så skal jeg videre til en anden film. Man må ikke blive for emotionally attached, men der er nogle, man knytter sig tættere bånd med – som Nikolai og mig, og Mikkel (Nørgaard, red.), som instruerede de første film, og Nikolaj Arcel. Dem har jeg stadig kontakt til.

Indvandrermiljøet

Selv om Assad ligesom Mørck ikke får meget privatliv skildret i filmen, er det et væsentligt element i ”Journal 64”, at Assad kan trække på sine kilder i indvandrermiljøet. Det hele starter med fundet af tre mumificerede lig i en lejlighed. Lejligheden tilhører en tidligere sygeplejerske på kvindehjemmet på Sprogø, og de døde – de myrdede – har også alle forbindelser til denne institution.

Overlægen fra kvindehjemmet sidder i dag på en privatklinik, hvor han er en verdensberømt ekspert inden for fertilitetsbehandling, men han har ikke glemt sit sociale engagement i unge kvinder, der er ’kommet i ulykkelige omstændigheder’. I dag er det bare ofte nydanske piger, der har brug for helt anonymt at få foretaget en abort. Og sådan kommer historiens mange tråde til at løbe sammen.

Uden at røbe for meget kan det godt afsløres, at ”Journal 64” ikke bare er fredelige danske efterforskere, der arbejder sig frem gennem vidneafhøringer. Der er masser af action i den nye film … og det er måske lidt voldsommere end den virkelighed, vi ser.

– Det er lidt mere dramatisk, medgiver Nikolaj. – Kriminalefterforskere har pistoler, men de har dem sjældent på sig. Det er meget dansk. Med de sager, Carl og Assad har, hvor de skal møde potentielt farlige folk, giver det selvfølgelig mening at tage pistoler med. Men der er vi nok også påvirket af det, vi ser i amerikanske krimier. Du kan sige, at vi har up-crimet virkeligheden.

En uhyggelig fortid

Kvindehjemmet på Sprogø er derimod virkelighed – og var det helt frem til 1961, hvor det typisk var piger/kvinder, der havde overtrådt samfundets moralske normer, der endte på den isolerede institution. Noget ingen af skuespillerne havde nogen viden om på forhånd.

– Jeg tror ikke, der har eksisteret nogle lignende i Sverige, siger Fares. – I hvert fald ikke så sent.

– Nej, det virker også helt absurd, siger Nikolaj.

Det slutter sig til en række institutioner, hvis umenneskelige behandling af de indsatte har skabt overskrifter i de senere år. Et andet eksempel er børnehjemmet Godhavn, hvis barske historie blev filmatiseret forrige år i … Men officielle undskyldninger skal man ikke forvente.

– Vi har faktisk en replik med i filmen, der forklarer det, nævner Nikolai. – Det kan have økonomiske konsekvenser. Spørgsmålet er, om det moralsk er det værd, når det juridisk kan forpligte staten til dyre erstatninger. Jeg synes nu nok, en undskyldning ville være på sin plads.

Ud i verden

Noget af det, Fares Fares og Nikolaj Lie Kaas har tilfælles, er, at de har udvidet deres arbejdshorisont til hele verden:

– Sverige – eller Danmark – er for små lande, så hvis du som skuespiller vil have mange forskellige interessante roller, så må du tage udlandet med, siger Fares. – Og hvis du ikke gør det, så er der andre, der vil tage mod det med åbne arme. Når du åbner horisonten til Danmark, England, USA, så bliver du bedre til at vælge det, som er godt for dig og udfordrer dig.

– Jeg overraskes gang på gang over, at jeg elsker mit arbejde, men når man begynder at gentage sig selv, så begynder man at blive lidt metaltræt. Det bliver jeg lidt angst for. Det er en stor fornøjelse for mig at arbejde i udlandet; det er nogle andre historier, man fortæller, nogle andre udfordringer. Jeg får et kick ud af at føle, at jeg skal tage mig sammen på en anden måde. Totalt ude af min comfortzone.

Fares på dansk

For Fares er det at indspille en film i Danmark selvfølgelig at arbejde i udlandet. Oven i købet med den udfordring, at han skulle tale et sprog, der både ligger tæt på og er meget anderledes end hans svenske.

– Jeg kan stadig ikke snakke dansk, og jeg forstår det ikke helt, indrømmer han med et grin. – Inden første film gik jeg på kursus i dansk i to måneder. Derudover koncentrerer jeg mig om manuskriptet og mine replikker. Jeg har en talecoach, og så har jeg Nikolaj, som jeg har fået enormt stor hjælp af.

– Men jeg kan lave film på dansk nu, hvis jeg får et manuskript, tilføjer han (og det kan danske castere skrive sig bag øret).

– Det sjove er, at på den sidste dag på settet besluttede du dig for, at nu var du færdig med dansk (det lortesprog), fordi det er så Satans svært at lære, bemærker Nikolaj. – Du skiftede dit mindset fra dag til dag. Du slap det bare. Dagen efter talte du meget mere svensk.

– Men Fares har gjort er stort arbejde; der var mennesker som efter den første film ikke vidste, at han var svensk. Han har virkelig taget en umulig opgave – jeg mener, jeg skal tale walisisk i øjeblikket (i Britannia, red.). Jeg tror ikke, det lyder i nærheden så welsh, som dit dansk lyder som dansk, siger Nikolaj og giver en komplet uforståelig replik.

Britannia og Tjernobyl

Her kommer den dansk-svenske sprogforbistring ind over igen, da Nikolaj beskriver sin frisure med langt hår i nakken som svenskerhår. Men det bliver i øvrigt sådan, vi kommer til at se ham næste gang – som langhåret keltisk høvding i ”Britannia”.

– Vi har været i gang siden april og bliver færdige til november eller december. Og så snakker vi om en dansk film engang til næste år, men det må jeg ikke tale om endnu.

Fares Fares næste udspil er også en international produktion:

– Jeg har indspillet en miniserie for HBO som hedder ”Tjernobyl” om ulykken på atomkraftværket. 5 afsnit som kommer ud til april næste år.

I fars fodspor

Blot en uge efter premieren på ”Journal 64” dukker Nikolajs datter Gerda op i sin debut i familiefilmen ”Vildheks” – som hovedpersonen Clara, intet mindre:

– Hun er en bedre skuespiller, end jeg var, da jeg var 12 år, det er helt sikkert, siger den stolte far. – Eller rettere: Hun var 10 år, da de indspillede filmen.

– Jeg har som sådan ikke noget med det at gøre. Hun har spurgt mig i mange år, om hun ikke kunne være med i et eller andet, og så var der en caster, der ringede til mig og spurgte, om ikke der var noget med, at jeg havde en rødhåret datter. Så sagde jeg joh … og så fik hun rollen i sidste ende.

Om det bliver et karrierevalg i fremtiden – som det blev det for Nikolaj – vil han ikke udtale sig om, men Fares indskyder med et grin:

– Du har ikke sagt til hende, at hun kan nå det endnu – run, run!

– Jeg kan se masser af problemer ved det, indrømmer Nikolaj. – Masser af udfordringer; specielt for kvinder, der ikke får de samme muligheder, som mænd får. Men det ændrer sig forhåbentlig. Men jeg kan jo heller ikke sige, at hun skal blive advokat, fordi jeg ikke synes, hun skal blive skuespiller.

– Men hun er et af de mennesker, jeg kender, der er klarest på, hvad hun kan lide og ikke lide, har lyst til og ikke har lyst til. Jeg vil ikke kalde det ambition. Hun er bare meget bevidst og ved, hvilken vej hun vil gå.

 

FET_Journal64_00B4820

 

Blå Bog

Fares Fares er født i Beirut, men opvokset i Sverige, hvor han startede sin skuespillerkarriere for 18 år siden – blandt andet i sin instruktørbror Josefs film. Han optrådte allerede i en dansk film i 2004, nemlig ”Fakiren fra Bilbao”, men er først blevet ’verdenskendt i Danmark’ med Afdeling Q-serien. Hans internationale karriere har ført ham til både ”Westworld” og Star Wars-filmen ”Rogue One”. 

Nikolaj Lie Kaas kan roligt kalde sig en af Danmarks mest populære skuespillere. Hans debut som 17-årig i ”Drengene fra Skt. Petri” vandt både Bodil og Robert. Karrieren spænder over store dramatiske roller og en lang række komiske. Ligesom hans humor er kommet til udtryk i en række sange skabt til Zulu Comedy Awards. Nikolaj er gift med Anne Langkilde. Sammen har de døtrene Gerda og Esther.

 

FET_Journal64_00B4793

 

Rundt om Nikolaj og Fares

 

Apropos serier: Jeres bud på den næste James Bond?

Fares: Fares Fares!

Nikolaj: Tom Hardy ville være fin

Fares: Idris Alba har været nævnt – hvis det altså ikke bare er for sjov. Men der er snak om det … for at tænke ud af boksen.

Nikolaj: Jeg synes, Tom Hardy har det, der skal til for af ændre rollen i en ny retning.

”Journal 64 har det hele”; hemmelige loger og konspirationsteorier: Hvad er din yndlings-konspirationsteori?

Fares: Jeg er imod konspirationsteorier. Det er noget man finder på, når man ikke har undersøgt tingene ordentligt. Jeg er vokset op med arabiske mænd, der sad om et bord og udbredte sig om konspirationer. Jeg hader det. Det er en verden med masser af korruption, så teorierne trives.

Nikolaj: Der er en, jeg har hørt, florerer i Japan, nemlig at Pearl Harbor ikke var et uprovokeret angreb, men svar på et amerikansk angreb, som er blevet dysset ned. De føler, at det er helt absurd, at Japan skulle provokere en magt som USA. Jeg har hørt, at den teori er ret udbredt.

Hvad er det bedste ved Danmark?

Fares: Jeg synes, Danmark er et fantastisk land – eller København, for det er kun her, jeg har været. Jeg elsker, at der er liv i gaderne. I Stockholm er der mange flere begrænsninger på fest og servering på gaderne. Det er et projekt at få lov til at lave noget. Og så er jeres mad grym … og det er godt på svensk!

Nikolaj: Det Fares mener, er, at det er let at blive fuld …

Det samme om Sverige?

Nikolaj: Det har jeg ikke så meget at sige om

Fares: Du hader Sverige!

Nikolaj: Nej, jeg har bare ikke noget rigtigt forhold til det. Jeg ville elske at komme til at arbejde i Sverige

Hvem har den bedste humor – danskere eller svenskere ?

Fares: Danskerne tror i hvert fald, at de har den bedste. Og I elsker ironi …

Ud over Afdeling Q: hvad er jeres yndlingskrimier/thrillers?

Nikolaj og Fares (i munden på hinanden): ”Chinatown”

Nu er I jo begge musikalske, så … hvad er verdens bedste filmtema?

Fares: Mange, men … ”The Godfather”

Nikolaj: Ja, den er god. Så vil jeg sige ”Il Postino” (”Postbudet”, red.)

Never say never again – hed Sean Connerys comeback som Bond … Er det definitivt farvel til Mørck og Assad?

Nikolaj: Der var engang en journalist, der spurgte min far, hvorfor de lavede en ny ”Soldaterkammerater” længe efter de andre og endnu længere efter, at det var sandsynligt, at de kunne være soldater. Han svarede (efterligner Preben Kaas’ syngende tone) ”det’ et folkekrav”.

Nu er det slut, og der er fint. Men … jeg siger ikke aldrig. Jeg kan bare ikke se en grund til at gøre det.

Fares: Jeg vil hellere spille sammen med Nikolai i noget, hvor vi ikke spiller Assad og Carl. Men hvis vi en dag blev nogle gamle sure mænd. Jeg mener, når de spørger Harrison Ford, om han vil være med i et remake, så siger han ”ja, selvfølgelig”. Han ved, at det snart er slut.

 

FET_Journal64_00B4728

 

CLOSE
CLOSE