Sangerinden Anna David (31), er aktuel med sin nye EP, Af lys og mørke. Med rødder i Grænselandet har en af Annas udfordringer gennem mange år været angsten for at dykke ned i sin mørke halvdel og at finde ud af, hvem hun egentlig er. En udfordring, der også har vist værdien af at have et publikum og respektere det.
Hvor dansk føler du dig egentlig?
Jeg føler mig mega dansk. Min far er dansk-amerikansk, og min mor kommer fra Tinglev i det dansk-tyske grænseland i Sønderjylland.
Hun føler sig egentlig tysk med tysk mentalitet, men har opdraget mig dansk. Hjemme talte vi dansk, og i dag har min mor faktisk fortrudt ikke at have opdraget mig på tysk. Begge mine søskende bor i dag i Tyskland, så hun har både børn og børnebørn, der taler tysk som hovedsprog – på nær mig. Og jeg kunne da også godt have tænkt mig at været tosproget i dag, grundet min karriere i Tyskland. Men sådan er det altså ikke.
Hvor føler du mest, at dit publikum omfavner dig? I Tyskland eller Danmark?
I Danmark. Helt klart. Sproget er faktisk en stor del af det. Det er nok en af grundene til, at jeg godt kan se min mors ærgrelse over, at jeg ikke blev opflasket med det tyske sprog. Sproget er med til at skabe en distance mellem mig og folk i salen, når jeg spiller til koncerter med et tysktalende publikum. Men jeg klarer mig ok. Jeg kan lave et lille manuskript, som kan være mit holdepunkt, når jeg henvender mig til publikum på tysk. Så står jeg skarpt. Men selvfølgelig et manuskript, som jeg nemt kan afvige fra. Det skal helst være loose. Der er også en forskellig form for idoldyrkelse i de to lande. I Danmark er man mere menneske, mens man i Tyskland hurtigt får følelsen af at være et produkt.
Hvad er det, som du bryder dig mindst om, at andre skal vide om dig?
Tidligere var det nok at kende til den angst, som jeg gik rundt med. Jeg forsøgte hele tiden at skjule min angst over for omverdenen og forsøgte at bilde mig selv ind, at den ikke eksisterede. Det er nyt for mig at leve med angsten og at acceptere den. Jeg har haft svært ved at acceptere min mørke side og dele den med andre. Men jeg har fundet ud af, at når jeg fortrænger den mørke side af mig selv, og undlader at gå ind i den, så begrænser jeg også min egen kreativitet.
Angsten kan være dominerende. Det oplevede jeg i mine 20´ere, og først her i mine 30´ere kan jeg balancere med den og stole mere på mig selv, vide at den kommer, men også at den går igen.
Jeg mener, at hvis idoler ikke deler noget af dem selv og åbner lidt op, så frastøder de deres publikum.
Hvad er du mest stolt over at dele med dit publikum?
Jeg er et ret godt sted lige nu. Ligesom med angsten har mit budskab også udviklet sig.
Der er mere substans i mit budskab til mit publikum i dag, end da jeg var yngre. Jeg er stolt over den ro, som jeg har i dag, og den tro jeg har på mig selv. Og jeg ønsker for alle unge kvinder, at de tror på sig selv.
Hvordan oplever du følelsen af intimitet med dit publikum, hvis det ellers er noget, du synes, du oplever?
Når jeg giver mere af mig selv, oplever jeg en større intensitet mellem mig og publikum. Både på scenen men måske nok især udenfor scenen. Privatsfæren er blevet brudt mange gange mellem mig og mit publikum, et publikum som blandt andet består af unge piger. Jeg føler et ansvar for at dele ud af min egen erfaring overfor de piger, der skriver til mig. Jeg svarer dem personligt, og jeg overskrider ofte den private sfære, fordi jeg er så personlig i mine svar. Det gør også, at de føler, vi er venner. Og jeg føler på en eller anden måde også en form for venskab med dem. Dog uden den direkte kontakt med dem efterfølgende.
Hvor vigtigt er det for dig som sangerinde, at dit publikum også får muligheden for at opleve dig på andre måder og derved kan tilføje en dimension til deres opfattelse af, hvem Anna egentlig er?
Jeg synes, det er vigtigt. Den danske musikbranche er mere åben overfor det nu end tidligere, men i forhold til USA, så anerkendes ens medvirken i tv-underholdningsprogrammer stadig ikke fuldt ud af branchen på samme måde som i udlandet. Men jeg synes, det er vigtigt, at publikum lærer én at kende på andre måder.
Rock and roll-mystikken, hvor jo mere mystisk og hemmelig man er des federe, lever ikke i dag. For mig har det at lave andre ting, som at deltage i Vild med Dans og Toppen af Poppen, åbnet op for et nyt publikum.
Er man ikke altid bange for at miste sit publikum?
Den tanke har jeg slet ikke tænkt. Jeg er overbe- vist om, at hvis man anerkender værdien af publikum og respekterer det, så mister man dem ikke. Men det kræver en kontakt med dem.
Jeg har været bange for, at der pludselig ikke kom flere tanker ud af hovedet på mig. Den tanke gjorde, at jeg mistede min kreativitet, og der følte jeg nok på en måde, at jeg mistede mit publikum. Hvorfor skulle de blive hængende, når jeg ikke producerer noget, tænkte jeg. Det lægger et pres på en selv. Det skabte en skriveblokade, der gjorde mig inaktiv, men jeg måtte bare finde ud af, hvad fanden det handlede om, så jeg begyndte at arbej- de med mig selv for at lære om mig selv. Jeg har før haft en tendens til at lukke mig inde, men i dag er jeg åben, jeg balancerer med min angst, og min nyeste EP er faktisk et punktum – for jeg er allerede videre.
