Det er ikke det, de si’r, det er måden, at de altså si’r det på – for nu at citere en gammel revyvise. For Niels Olsen handler det både om hele revytraditionen og om balancegangen mellem satire og god smag, når man nærmer sig kildne emner. Aktuelt i årets Tivoli Revy.

 

FET_NielsOlsen__SSP0073

 

Der er næppe tvivl om, at flygtningesituationen kommer til at fylde i årets sommerrevyer. Det er et emne, der strækker sig ud over breaking news’ døgnfluer og derved egner sig til revy, der skal være aktuel i flere måneder.

– Flygtningene bliver svære at komme udenom, siger Niels Olsen. – Spørgsmålet er, hvordan vi angriber emnet: I en overført situation, direkte på politikken og vores håndtering af krisen eller med fokus på flygtningenes tragedie?

 

Danmark i krig

– Der er også vinklen om, hvad danskhed er, vores selvopfattelse …, og hvordan udlandet opfatter os. Det er ikke det samme: Danmark er en krigsførende nation. Vores soldater kæmper rundt omkring. Men det er ikke blevet en del af vores selvopfattelse.

Det emne vejer tydeligvis også tungt for Niels Olsen. I sin tid var han i DR’s ugentlige satireprogrammer med til at gøre grin med udsendelsen af korvetten Olfert Fischer til den første Irak-krig.

– Hvis man beskriver dem som dumme bonderøve langt hjemmefra, og nogen af dem pludselig bliver skudt, så ville både jeg selv og vores publikum sidde med en dårlig smag i munden. Så er det ikke sjovt.

 

Imamer, tegninger og terrorisme

Af samme grund er det ikke let at komme omkring et emne som rabiate imamer og terrorisme:

– Jeg synes godt, man kan lave satire over imamerne, siger Niels. – Ligesom vi kan gøre det over danske præster, der ikke vil vie homoseksuelle. Det holder jo slet ikke! Men det nye aspekt er: tør vi? Vi har jo ikke lyst til at få en fatwa på halsen. Men hvis vi tager Ulf Pilgaards version af ”Vi er alle i samme båd” om Muhammed-tegningerne, så sagde den en masse om situationen uden at fornærme nogen. Sådan vil jeg gerne gribe tingene an.

– Men imamernes udtalelser er uacceptable. Det her handler ikke om religiøs overbevisning, men om at lokke nogen ud i noget. Det må vi kommentere. Hvordan – det vil vi diskutere om bordet.

Hans lønlige håb er, at vi hverken modtager rapporter om døde soldater eller nye ofre for terror.

 

Verdens lykkeligste, splittede folk

I Niels Olsens ungdom var der Jerntæppe og Kold Krig. Nu er hans datter fyldt 18 år – og møder en verden, der ser helt anderledes ud:

– Nu er vi igen blevet udnævnt til verdens lykkeligste folk. Så tænker jeg: står det virkelig så galt til andre steder? Jeg oplever en splittelse; på den ene side rabiate modstandere af de fremmede, på den anden velkomstkomiteer og folk, der gladeligt kører flygtninge til Sverige. Man fornemmer en deling, som jeg ikke helt forstår. Jeg tror, det er for længe siden, vi har vundet EM i fodbold. Nu, hvor vi virkelig har brug for at stå sammen om noget, er vi ikke engang med!

– Og vi har fået terroren helt ind på livet. Som sagt, at vi har soldater ude, og de slås med nogen, der er nogens familie. Vi ved, at der er skydevåben ude i samfundet. Der bliver skudt på Nørrebro. Jeg synes, curlingforældrene har noget at have bekymringen i, når de siger, at de ikke vil lade deres børn tage S-toget om natten, men hellere kører dem. Det er en reel bekymring.

– Men på den måde har vi mere end nogensinde brug for noget at grine ad. Med humor kan man tage fat på de svære emner!

 

Fest, farver og satire

For det er i Niels Olsens øjne hele essensen i revyen:

– Revy er dels et festligt show, dels satire. Der var en periode, hvor satiren blev nedprioriteret, men publikum i dag vil både have det sjovt og kan lide de satiriske ting.

– Uanset om man er rød eller blå, så kan man jo godt se, når f.eks. Lars Løkke har trampet alvorligt i spinaten eller taler uden om. Man kan se det groteske i politikernes måde at svare på. Derfor kan vi godt bruge politik i revyen. Problemet er, at mange sager er en kæmpenyhed i to dage, men er glemt på en uge. Det bruger politikerne taktisk: hvis de er indblandet i en skandale, så forlader de søgelyset hurtigst muligt. Og vender tilbage, når det hele er glemt!

– Derfor tror jeg, det er enormt vigtigt med revyen. Vi er ikke dybdeborende, men vi holder fast i nogle ting. Vi gør det på en charmerende måde, for når man griner, åbner man sig, og så siver noget af budskabet ind. Vores præmis er den stik modsatte af ’breaking news’. Vores udfor-dring er, at emnerne skal holde hele sommeren.

 

Og korpiger

Niels var med, da Tivoli Revyen blev relanceret for tre år siden, og selv om han sprang over sidste år på grund af arbejdet med Ørkenens Sønner, går han op i dens særlige stil:

– Det specielle ved Tivoli Revyen, er at vi giver den et musikalsk spark bagi. Man siger traditionelt, at revyen er for publikum over 50 …, men de var så midt i 20’erne i 1990. Det er deres musikalske reference – ikke Osvald Helmuth. Det er det, vi løfter. I stedet for dansere har vi to korpiger. Nok kan vi skuespillere synge, men de er altså med til at løfte niveauet. I det hele taget er det fedt, at Tivoli Revyen er nystartet, så ender vi ikke hele tiden i ’jamen, det lavede vi også for to år siden’.

Til gengæld har der været huller i turneen, så Niels har fået tid til at skrive et par tekster, som forfatterkollektivet vil diskutere tættere på premieren. Instruktionen overlader han imidlertid til sin kone Joy-Maria Frederiksen, hvis revyerfaring trumfer hans med adskillige sæsoner:

– Joy har lavet revy hele livet! Hun var danser, før hun blev skuespiller og startede i balletten i Cirkusrevyen i 1984 – det var året før Torben Træsko tog over!

 

Supplerende gemytter

Arbejdsdelingen fungerer også fint derhjemme, men altså ikke sådan at den ene dirigerer med den anden:

– Joy er fra København, jeg er fra Århus. Hun står for tempo og skarphed, jeg er mere skarp på den sindige måde. Vi supplerer hinanden godt.

Uanset hvor festlige de er i deres arbejde, har de bevidst underspillet at skabe et skuespillerhjem, hvor deres passion gik i arv til datteren:

– Jeg tror ikke, min datter er afklaret om, hvad hun vil være, når hun er færdig med gymnasiet. Vi har bevidst ikke skubbet på. Jeg har jo oplevet, hvor hårdt det er for børn at lave film. De er der på lige vilkår med de voksne, og der er et stramt budget. Optagelserne SKAL i kassen, og det kan være hårdt sidst på eftermiddagen, hvor koncentrationen svigter. Men vi har det også hyggeligt, sjovt og fantastisk med børnene. Det bliver lidt som med Harry Potter. Jeg har set Kasper (Per i ”Far til fire”, red.) vokse op – han har stort set brugt alle sommerferier i sit liv på at lave film. Så vi har vedtaget derhjemme, at vi ikke ville pitche det at gå til casting. Men hvis hun vil – så må vi se …

 

Fra Far til fire til Hitchcock

Efter Niels’ ’pensionering’ som ”Far” i serien har det været småt med filmrollerne:

– Som skuespiller er jeg kommet i ’den sjove kasse’. Lige da jeg blev skuespiller, kom jeg til at spille politimand i tre film i træk – så blev jeg far i nogle reklamer og i “Min Søsters Børn” og så endelig far i seks Far Til Fire-film …

– Nu arbejder jeg mig ind på rollen som Onkel Anders, tilføjer han med et grin. – Men jeg kan da godt gå og drømme om at få en rolle som Ulf Pilgaards i ”Nattevagten”. Han gør sig godt som komiker, men han er simpelthen en dygtig skuespiller.

Men hvis der mangler roller på lærredet, så kan man da heldigvis sætte en film-baseret forestilling op på scenen. Til efteråret instruerer Joy igen Niels i ”De 39 trin” efter Hitchcocks thriller:

– Jeg har været i London med Joy og set den tre gange, og den er virkelig god. Der er 4 skuespillere, der spiller det hele og kulisserne er meget simple, så når vinden blæser ind ad døren, illustrerer de det ved at blafre med jakker og hatte. Men styrken er, at det er en god spionthriller. Nogle gange, når man overfører en klassiker, så havner man i pjat. Her er den gode historie motoren med både drama og uhygge, men med blik for det sjove. Joy og jeg tænkte, det kunne være sjovt at lave det.

Her sluttes ringen på en måde, fordi Niels spiller sammen med Thomas Mørk, som han skabte Cirkus Montebello med, dengang de gik på teaterskolen: – Vi spiller godt op ad hinanden som den store og den lille. I manuskriptet hedder vi faktisk klovn 1 og Klovn 2!

 

FET_NielsOlsen__SSP0076

 

Blå Bog

Niels Olsen

Ja, Niels Olsen var faktisk en talentfuld håndboldspiller, så højden er ikke kun blevet brugt som komisk virkemiddel. Hans komiske talent var dog åbenlyst allerede på teaterskolen, hvor han med kammeraten Thomas Mørk dannede Cirkus Montebello, oprindeligt som gadegøgl.

Han blev også hurtigt opdaget af TV, som brugte ham meget i TV-satire som ”Den gode, den onde og den virk’li’ sjove” fra slutningen af 80’erne. Han var markant medlem af impro-gruppen (og TV) ”Hatten Rundt”, har optrådt i ”Rejseholdet” og ”Krøniken” og hele tre forskellige julekalendere. Mest kendt er han nok som en del af ”Ørkenens Sønner” – hvor han i øvrigt først kom med på afbud i gruppens andet show. Han har optrådt flere gange i Cirkus Revyen og var med til at genstarte Tivoli Revyen forrige år. Både logen og revyen nyder også godt af hans talent for at skrive.

Han har et årelangt samarbejde med Susanne Bier, med hvem han fik et gennembrud og en Robert som Niller i ”Den eneste Ene”, men spillede i øvrigt en seriøs rolle i ”Brødre”. Mest kendt er han nok som ’far’ i seks ”Far til fire”-film. Han har gentaget både Niller-rollen og far-rollen i musicalversioner af filmene.

Niels Olsen er gift med skuespilleren og instruktøren Joy-Maria Frederiksen. Sammen har de datteren Rosa.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

Rundt om Niels Olsen

 

Ud over revyen – hvad er det bedste ved Tivoli?

Det hele! Det er vidunderligt at møde på arbejde i en forlystelsespark; her er glade mennesker, der sidder i solen og spiser frokost, her er hyggeligt, og de, der arbejder her, er også glade.

 

Har du en yndlingsforlystelse?

Alt, der ikke går hurtigt (ha ha). Da jeg var herinde, da min datter var lille, var jeg en rigtig ’nederen’ far, for jeg ville ikke prøve de vilde forlystelser.

 

Hvis vi må fordybe os lidt i historien: Yndlings-revyvise?

Der er mange, men ”For sent” med Stig Lommer, om f.eks. at have penge nok til at nyde livet, men … for sent.

 

Du laver sjove forestillinger – hvornår er det surt at gå på arbejde?

Der sker heldigvis sjældent. Men hvis man f.eks. er med i en forestilling, der ikke rigtig er lykkedes. Så går man ind og kæmper. Det bliver man nødt til, for billetterne er jo solgt, og så er det ÆV, at det ikke er godt nok. Det er hårdt.

 

Du optræder jo ofte med sang: hvad er din yndlingsmusik?

Jeg er til pop – inden for alle genrer. Der var nogen, der havde det forfærdeligt med at De Tre Tenorer populariserede opera … men det var jo den tids pop. Jeg holder også meget af Queen. Og Michael Jackson.

 

Den bedste Hitchcock-film er …?

Jeg må sige ”De 39 trin”. Den gjorde et stort indtryk på mig, da jeg så den første gang som lille. Jeg husker gyset.

 

Hvad er den største forskel på dengang du var 18, og nu?

Samfundet er et andet. Alt virker sværere. At de unge skal stå der, hvor hormonerne buldrer rundt, og de dybest set er utilregnelige, og bliver presset til at vælge, hvad de vil være resten af livet. Jeg forstår godt, at de vil tænke sig om, når de er færdige med gymnasiet, men det kaldes nu et ’fjumreår’ og man vil straffe dem for det. De unge bliver pisket frem, og det stresse dem. Lærer politikerne ikke noget af, at hver fjerde springer fra studiet?

 

Du får folk til at grine …, men hvad giver dig tårer i øjnene?

Jeg er SÅ sentimental. Jeg kan ikke se en Disney-film uden at knibe en tåre. Og så noget med min familie. Der kan det være svært at holde tårerne tilbage.

 

Hvor kunne du godt tænke dig at tage hen på ferie?

For nogle år siden var vi på familieferie i USA, hvor vi startede i San Francisco og kørte ned ad Vestkysten og ind i landet til Las Vegas og Grand Canyon. Jeg ville gerne gøre noget lignende på Østkysten, sådan 2-3 uger. Det er en god måde at rejse med teenagere, man er hele tiden i bevægelse.

 

FET_NielsOlsen_SSP0100