En tidslomme på Amalfikysten

Artikel af: Eva Baré - Apr 04 2017 kl: 13:25

Siden 1800-tallet har Amalfikysten været et yndet udflugtsmål for kunstnere, forfattere og videnskabsmænd fra hele verden. Det er den stadig, og turisterne er selvsagt mange. Men i byerne Maiori og Minori leves livet stadig så autentisk og lokalt, at man kan føle sig som (næsten) den eneste turist.

 

FET_AMALFI_IMG_2304

 

Mi scusi, mi scusi…. den lille tykke dame med de fyldte indkøbsposer presser sig forbi os på den smalle sti. Stønnende og iført ærmeløs bluse med vildtvoksende hårtotter stikkende ud under armhulerne er hun indbegrebet af den midaldrende italienske mamma på vej hjem i middagsheden for at tilberede alle italieneres yndlingsret – pasta så engelene synger.

Hun forvinder ind i en lille have, hvor vasketøjet blafrer i den svage vind, og overalt dufter der af sol, citroner og havluft. Videre op ad skrænten

klatrer flere små huse, og lyserøde nerier blomstrer om kap med figentræer, appelsintræer, druer og endnu flere citrontræer. Kigger man ud til siden mødes blikket af en svimlende udsigt ud over det blå, Tyrrhenske Hav, og det er som at gå i paradisets  have.

Vi er på Amalfikysten i Italien. Verdenskendt for sin skønhed og optaget på Unescos verdensarvliste af samme grund, og lige nu går vi på citronstien ”Sentiero Dei Limoni. Stien forbinder de to små kystbyer Maiori og Minori og er stadig en hemmelighed for de fleste. For hvor de udenlandske turister flokkes i hobetal i byer som Ravello, Positano, Amalfi og Sorrento foretrækker de lokale at holde ferie i Maiori og Minori, og det ikke uden grund. Her er simpelthen gudesmukt, autentisk italiensk så det ligner en Fellinifilm, og så er her citronstien.

 

To autentiske byer

Maiori betyder den store by og Minori betyder den lille by. Man kan sagtens gå fra den ene til den anden by langs med kysten, men en virkelig oplevelse får man, hvis man begiver sig op ad den lille bjergsti, som i folkemunde kaldes for citronstien. Det er ikke en tur for gangbesværede, for op og op går det, og den forholdsvis korte afstand mellem byerne tager mellem to og tre 3 stønnede timer at gennemføre. Belønningen ligger i udsigterne, i duftene og i oplevelsen af det lokale liv, som i århundreder har udspillet sig her på bjergskrænterne. Citronerne dyrkes i massevis, de bruges til fremstilling af den kendte Limoncello-likør, og den dag i dag bæres høsten stadig ned af æsler med fyldte kurve. Men turen er ikke for gangbe-sværede, og det anbefales, at man tager en flaske vand med og undgår middagsheden.

 

FET_AMALFI_IMG_2123

 

En retro-tidslomme

Maiori ligger midt på Amalfikysten og er dermed et godt udgangspunkt for ture ud til Amalfikystens seværdigheder. Selve byen er lokal og autentisk. Her er et fint udvalg af butikker, dejlige restauranter, den fineste strandpromenade og så den lokale strand.

Som på et postkort fra 70’erne står her i massevis af private parasoller i alle mulige farver, og så har vi har fundet et fantastisk hotel med swimmingpool lige ud til kystpromenaden. En rendyrket tidslomme – ganske ligesom den lokale strand, for hverken arkitektur eller interiør på hotel Pietra di Luna har forandret sig siden 1970’erne som når vi hjemme går på jagt efter retro-boligfund  i orange, brun og limegrøn, bor vi nu lige midt i det, og det med havudsigt.

Hver aften promenerer italienske turister og lokale familier på den fine promenade, og går man turen langs med kysten, ender man efter ca. en halv times gåtur i nabobyen Minori. Og hvad Maiori ikke har af smukke huse fra svundne tider, finder man til gengæld i den lille by Minori, hvor især byens romerske villa er et besøg værd.

Minori er også byen, hvor limoncelloen oprindeligt stammer fra, og herfra kommer i øvrigt også stjernekokken Jamie Olivers italienske læremester. Her er ikke så mange butikker som i Maiori, men til gengæld et meget hyggeligt, lille centrum med kirke og plads, hvor der hver torsdag er marked med alverdens ting – samme marked findes i øvrigt hver fredag i Maiori.

Minori har en af Amalfikystens bedste sandstrande, og som noget helt unikt finder man også her kagebutikken Di Riso, hvis konditor er blevet velsignet af selveste Paven. Gå på opdagelse i butikkens mange kagemontrer og prøv nogle af Italiens allerbedste kager – det er ikke engang dyrt.

 

Kunstnernes foretrukne kyst 

Byerne på Amalfikysten ligger som perler på en snor. Og dagligt forbinder både skibe og busser de mange byer med hinanden. Flere forskellige sejlruter med hver sin farve cirkulerer mellem Napoli, kystbyerne og Sorrento-halvøen, og fra både Maiori og Minori kan man sejle til den farve-strålende by Positano, og derfra komme videre.

Amalfikystens historie er lang og spændende, og tilbage i 1800-tallet var det også kunstnernes foretrukne sted, når de skulle skabe. Skrive, male, tænke store tanker eller bare sig lade sig inspirere til næste værk. Her malede skagensmaleren P.S. Krøyer og hans Marie, Karen Blixen og H.C. Andersen var her naturligvis også, og midt i det hele forfattede H.D. Lawrence den berømte bog om Lady Chatterley´s Elsker.

I Maioris bagland ligger i tråd med denne historie derfor også et helt særligt sted, nemlig refugiet San Cataldo, som i mere end 100 år har tilbudt gratis ophold for danske kunstnere og videnskabs-mænd, og som stadig gør det.

En halv times køretur fra Maiori op i baglandet til byen Scala finder man det tidligere Benedictiner-kloster, som den danske italiensrejsende Carl Wiinstedt i 1909 købte og restaurerede, med henblik på at gøre det til et studiehjem for danske videnskabsmænd, kunstnere og andre ”åndsarbej- dere”. Refugiet San Cataldo åbnede derfor i 1924, med 9 fine rum og tilhørende fællesrum – alle med udsigt og ro til fordybelse, og lige siden er det blevet besøgt af danske kunstnere, forfattere, musikere, videnskabsmænd og lign. som gratis eller for meget ringe betaling kan få tildelt et ophold.

Hvert år får 40 danske ”åndsarbejdere” tildelt et ophold på mellem 14 og 28 dage i klostret, og rækken af kendte danskere, som har tænkt kreative tanker her, er lang. Men nogen turistattraktion er det ikke. Som almindelig dødelig kan man se klos-tret udefra og ellers læse den spændende historie på hjemmesiden www.sancataldo.dk.

 

FET_AMALFI_932A7353

FET_AMALFI_932A7350

FET_AMALFI_932A7404

 

Shop amok i Sorrento

For de fleste på ferie (læs: især kvinder) er shopping vigtigt. Og vil man shoppe igennem på Amalfikysten anbefales det at tage til Sorrento. Som i øvrigt ligger fantastisk smukt med udsigt til vulkanen Vesuv og storbyen Napoli i det fjerne.

Sorrento kan alt det med butikker, som de mindre kystbyer ikke kan. Her er rigtig mange gode tøjforretninger, specialbutikker med italienske fødevare-lækkerier, fantastiske keramik-shops og sidst men ikke mindst – her kan man købe det ældgamle Sorrentinske håndværk, Intarsia – indlagt papir i mange, mange lag i træ, fremstillet som borde, smukke æsker, konsolure, spilledåser, syborde, smykkeskrin osv. osv.

De fleste turister ledes hen til den store intarsia-butik på Sorrentos hovedstrøg, men drop den og besøg i stedet far og søn, som i generationer har lavet dette fine håndværk. Alene at besøge deres butik med tilhørende værksted er en oplevelse. Og har du lyst til en speciel ting, som ikke ses i butikken, laver de den. 

Vi fik omskabt en smuk æske til en opbevaringsboks for de dyre armbåndsure – med fine puder indlagt og gode rum. Se adresse og få hele historien på familiens hjemmeside www.gargiuloinlaid.it

Sandaler er et andet særkende for Sorrento – håndlavede naturligvis, og byen er fuld af små værksteder, hvor mænd sidder og syr og hamrer sommerskoene til de bare fødder. Køb færdige eller få lavet på bestilling.

 

FET_AMALFI_932A7149

FET_AMALFI_932A7136

FET_AMALFI_932A7062-copy

 

Rejsefakta

Det bedste tidspunkt for et besøg på Amalfikysten er fra april til juli og så igen fra september til november. Man kan enten arrangere turen selv med fly og lejet bil eller benytte offentlig transport, såsom busser, tog og bådfarter, som fungerer rigtig godt på Amalfikysten. Eller man kan købe en arrangeret tur – mange danske rejsearrangører har Amalfikysten på programmet.

Rigtig gode oplysninger findes på www.in-italia.dk. Siden kan alt om transport og rejseveje, seværdigheder, byer, hoteller mm. En god webside til byen Maiori findes på www.aziendaturismo-maiori.it

Hotel Pietra di Luna, www.pietradilunahotel.it
Citronstien, Sentiero Dei Limoni, finder man tæt på turistinformationen i Maiori. Opgangen hedder Scala Santa.

 

FET_AMALFI_932A7310

CLOSE
CLOSE