Cykling kan lære dig alt om livet

Artikel af: Rasmus Schou - Jun 04 2018 kl: 09:15

For Rolf Sørensen er livet lig med cykling. Og cykling er lig med livet. Liebhaverboligen træder på den store klinge og går helt dybt med Danmarks mest vindende cykelrytter, når han fortæller om de to verdener, og hvordan de er forbundet.

 

FET_Rolf-Sørensen-Herman-kokkeskole-002

 

Den 10. juli 1991 sidder Rolf Sørensen midt på en fransk landevej i det nordvestlige Frankrig. Et par kilometer udenfor Valenciennes, lige på grænsen til Belgien. Og på grænsen til at bryde sammen.

”Jamen, det var et rent sammenbrud der. Jeg sad i den gule trøje i mit første Tour de France, den ypperste position i hele cykelverdenen, og pludselig bliver det hele vendt på hovedet på et splitsekund,” fortæller Rolf Sørensen, om den begivenhed, der så nådesløst og med al tydelighed trækker paralleller fra cyklingens mytiske verden til virkeligheden. Små tilfældigheder kan betyde store ting.

”Jamen, jeg sidder faktisk godt beskyttet i feltet, rimeligt langt fremme, og vi mangler 4-5 km af etapen, så vi kører 50-60 kilometer i timen, da vi skal igennem en af de her forbandende rundkørsler. Dem var vi dengang ikke helt vant til endnu.”

Klassisk kraveben

Foran Rolf Sørensen sidder Andy Bishop fra 7-Eleven holdet, og tilfældet vil, at han kører et par centimeter for langt til venstre og ryger ned i en lille rendesten i venstre side af vejen. Der er egentlig plads til, Bishop ”hopper” op igen, som cykelryttere plejer at gøre, men han får kun forhjulet op og skrider så. Rolf og hans gule trøje hamrer ind i ryggen på Bishop og flyver ud over styret, hvor han lander på venstre side.

”Klassisk brækket kraveben,” fortæller Rolf Sørensen og tager sig til den venstre skulder, der for 27 år siden afgjorde hans skæbne i Tour de France.

Man skulle tro, at det styrt ville få de fleste cykelryttere ned med nakken – i hvert fald for en stund. At udgå af verdens største og mest prestigefyldte cykelløb og ikke mindst at miste den gule trøje, selve symbolet på succes. Men sådan er Rolf Sørensen ikke sat sammen oppe i hovedet.

Fandt fokus

”Jeg vælger faktisk at bruge det styrt til noget positivt. Selvfølgelig var det den største skuffelse i karrieren, lige i øjeblikket, men den førte faktisk noget godt med sig. Nemlig det rigtige fokus.”

En fokus som fortalte ham, at han faktisk ikke skulle satse så meget på Tour de France.

”Jeg ville aldrig nogensinde vinde Tour de France. Aldrig. Det ligger simpelthen ikke til min ryttertype, men efter at have kørt fire dage i den gule trøje begyndte alle mulige folk omkring mig jo at snakke om, jeg kunne vinde hele løbet i fremtiden. Og det kunne jeg jo ikke, det vidste jeg godt, så dermed kunne jeg også udvikle det fokus, på de ting som jeg netop godt kunne vinde, endagsløbene, etaper, kortere etapeløb. Den bevidsthed udviklede jeg som følge af mit styrt.”

Den historiske situation fortæller meget godt, hvordan Rolf Sørensen er sat sammen oppe i hovedet: Videre, fremad, fokus. Den fortæller også noget andet – at han er en mester i at lukke alt andet omkring sig ude.

”Det, der virkelig har fået mig langt i både cyklingens verden og den virkelige verden, er den der benhårde dedikation. Min gave her i livet har så været, at det faktisk aldrig har faldet mig svært at satse 100 procent.”

Munken Rolf

Hans påstand understreges måske bedst af en 24 dage lang træningstur, da Rolf Sørensen var med cykelkollega Thomas Jørgensen i Californien engang i 80’erne.

”Vores dagligdag var virkelig munke-agtig. Vi købte ind to gange om ugen, og det var egentlig det eneste sociale, vi lavede. Ellers stod hver eneste dag på at sove, stå op, spise, cykle, spise, cykle og sove igen. Hver dag.”

Efter 16 dage havde Thomas Jørgensen nået sit enerverende maksimum.

”Han sagde kort og godt: ”Du kan rende mig i røven Rolf, jeg tager hjem til Nyhavn og drikker en bajer i solen med de danske piger”. Det kunne jeg jo slet ikke forstå, for mig var vores ”sove, spise, cykle” liv jo det rene paradis, fuldkommen fraskåret alle forstyrrelser. Det var perfekt, men der skiller jeg mig måske også ret meget ud.”

Positivt pis-vejr

Man snakker om opofrelse i cykelløb, men sådan har det aldrig været for Rolf Sørensen. Når den for eksempel stod på træningstur i fem timer i fem graders dansk efterårskulde i modvind og regn, er der mange, der ville knække og finde et lavere gærde.

”Og det er da heller ikke på nogen måde det aller-
sjoveste i verden, jeg havde bare en mental gave i og med, at mit hoved i stedet for at tænkte negativt, altid og helt naturligt fik det vendt.  Jeg kørte altid og tænkte ”jamen de andre kører jo garanteret bare tre timer i dag. Så bliver jeg bedre end dem. Den strategi kan jeg også virkelig bruge her i mit ”rigtige” liv. Det er sgu ikke alle dage, det er sjovt at være voksen, ikke alle dage man har gode ben, så at sige. Men hvis man lader negative tanker komme ind, går det jo kun én vej. Hvis man vælger, eller som mig, er heldig at finde positive ting i dårlige situationer, så er min erfaring, at det altså går lidt lettere.”

Tro på det, Rolf

Til OL i Rom i 1960 susede Jens Sørensen, Rolfs far, rundt på cykel, men han stoppede som 23-årig, fordi man dengang skulle være usandsynlig god for at kunne leve af cykelløb. Til gengæld blev Jens Sørensen en vigtig brik i sønnens karriere. Han blev nemlig den vigtige stemme, der hele tiden var i øret. Den stemme, der hele tiden lagde små stykker tro ind i den unge Rolfs tanker.

”Du skal nok vinde, det skal nok gå, du skal nok vinde, messede han. Især når jeg tvivlede på mig selv, var han der hele tiden til at snakke mig på bedre tanker. Nogle gange stod han også og råbte og skreg på sidelinjen til cykelløb, og der var jeg faktisk slet ikke pinlig over ham, som man ellers nok ville have været normalt. Jeg bed bare mærke i, at de andre cykelryttere jo ikke havde sådan en stående derude. Den der ballast i baglandet betyder så utrolig meget i sportens nådesløse verden og også udenfor. I dag har jeg jo min kone Susanne, som også giver mig et los i røven, når jeg trænger til det.”

Italiensk type

Som 17-årig droppede Rolf Sørensen ud af 2.g og flyttede til Italien, verdens cykelmekka numero uno – et udbrud, som fik flere til at rynke på næsen og lufte jante-flaget.

”Der var ramaskrig, da jeg droppede ud, men min far støttede valget. Han er måske også mere italiensk af sind. Jeg tror ikke, den danske jantelov kunne kapere min tro og overbevisning om egne evner. Jeg var arrogant, jeg var dit og dat og alle mulige skældsord, men Italien var det perfekte sted, for der går mange og siger de præcis samme ting.”

Når 53-årige Rolf Sørensen ser tilbage på janteloven i dag hæfter han sig ved en udvikling – af de bedre.

”Jeg tror og håber, at jeg har flyttet janteloven bare en smule i Danmark. Mig og Anja Andersen. Hun havde samme indstilling som mig. Hun ville være verdens bedste, og blev det jo. Man må simpelthen ikke lytte til andet og for alt i verden ikke bekymre sig. Jeg har aldrig bekymret mig om det. På nogen måde. Det er også først her de seneste år, jeg føler, at danskerne har taget sådan helt imod mig. I min aktive karriere er det mit klare indtryk, at måske 80 procent holdt med Bjarne Riis, og 20 procent holdt så med mig, hvis man kan sige det sådan.”

Cykel-eksplosion

Noget andet Rolf Sørensen med garanti har rykket, er antallet af cykelryttere, der triller ud på de danske landeveje.

”Jamen, alle cykler jo snart efterhånden,” fortæller han, mens vi går ind i slutspurten og tager hul på snakken om hans eftermæle – de aftryk han har sat.

”Det giver så meget mentalt at cykle, og det tror jeg, mange har opdaget. Jeg må også sige, at jeg glædes, når jeg møder motionister, nærmest over det hele og hele tiden. Det gør mig vitterligt stolt. Nogle mennesker griner af folk med tykke maver, der cykler, men er det ikke bedre, at de sidder på cyklen, end at de sidder på kroen og drikker bajere? Vi griner da heller ikke af en ældre dame på 60, der løber 8.30 pr. kilometer. Jeg håner på ingen måde nogen. Jeg er også fuldkommen ligeglad med, om folk har sorte sokker, triatloncykler, eller hvad ved jeg, som kan hidse nogle op. Jeg synes bare, det er vidunderligt, at så mange cykler og kommer i form. De må gøre, lige hvad de vil. Så kan man jo altid hen ad vejen lære dem, at det  ikke er så smart at køre i joggingbukser. Det er en vigtig lektie. Cykling kan vitterligt lære dig alt om livet.”

 

FET_Rolf-Sørensen-Herman-kokkeskole-016

 

Der værnes om et par af de aller vigtigeste trofæer fra Liège-Bastogne-Liège i 1993 og Flanderen Rundt i 1997.
Triumfer som man let kan sidestille med US Open og
Wimbledon i fra tennisverdenen. 

 

FET_Rolf-Sørensen-Herman-kokkeskole-012

 

Hjemme i privaten i Vedbæk er det næsten som et mindre museum. Fyldt med diverse billeder og pokaler fra de mange triumfer Rolf Sørensen har oplevet igennem en lang karriere. Heriblandt var der en særlig forside fra La Gazzetta dello Sport, hvor Rolf Sørensen er på samme forside som Michael Jordan og Diego Maradona.

 

FET_Rolf-Sørensen-Herman-kokkeskole-031

 

Rolf Sørensen har gemt de vigtigste bluser, som han har modtaget igennem tiden som rytter. Blandt dem; det første danske mesterskab, point-trøjen i Giro d”Italia og ikke mindst den gule trøje som Rolf desværre måtte afgive på grund af det brækkede kraveben i Tour de France i 1991. Hullet i blusen er stadig intakt.

 

FET_Rolf-Sørensen-Herman-kokkeskole-005

 

Rolf Sørensen er gode venner med Pinarello-familien, og de har foræret ham dette vidunder af en cykel. Cyklen, der er en Pinarello F10, er magen til den, som Team Sky kører World Tour på. Rolfs cykel adskiller sig dog en lille smule, da alle hans store sejre gennem karrieren er lakeret på overrøret.

 

FET_book-copy

 

Rolf Sørensen har netop udgivet Rolf Sørensens Store Cykel Almanak, som er den perfekte bog for cykelentusiasten, der gerne vil prøve at gøre som de professionelle. Den 500 sider lange sag er skrevet i samarbejde med journalist og forfatter Jonas Nyrup. Bogen indeholder foruden en løbskalender, træningsprogrammer, tips og tricks også interviews, hvor Rolf Sørensen fortæller og taler med andre af sportens store aktører om cykelsporten set indefra.

 

FET_Rolf-Sørensen-Herman-kokkeskole-030

 

Rundt om Rolf

 

Campagnolo vs. Shimano?

Nu skal jeg jo ikke købe det, men jeg er faktisk slet ikke nørdet. Jeg ved godt, at folk går amok over de der detaljer, men jeg er sgu ligeglad.

Alu vs. Carbon?

Carbon helt klart. Der er sket så meget med cykler de seneste år. Den cykel, jeg vandt Flandern Rundt med ville jeg jo dårligt nok tage ned til bageren i dag. Topcykler er i dag fuldkommen vanvittige, og carbon er overdrevent fedt. Det er et let fleksibelt og fantastisk materiale.

Pinarello vs. Colnago?

Uhh, den er svær. Jeg kører Pinarello herhjemme nu. Men jeg har vundet mine største løb på Colnago. Nu er jeg blevet gode venner med Pinarello-familien, så de giver mig cykler. Colnago har haft nogle år, hvor det ikke var helt på toppen, men de er tilbage nu. Topcyklerne er så gode i dag, at det næsten kommer ud på ét.

Fælgbremser vs. skivebremser?

Jeg har faktisk aldrig kørt med skivebremser. Men udviklingen er kommet for at blive. For motionister er skivebremser klart bedst, for det er så meget lettere med skiver. Men det skaber problemer i det professionelle felt, fordi bremselængden er kortere med skivebremser, og hvis folk kører med forskellige systemer, er der forskellige bremselængder. Og så tager skivebremser længere tid at skifte.

Sky vs. Quick-Step? 

Der er gode ting ved begge hold. Jeg synes, Quick-Step har en fantastisk måde at køre attraktivt løb på qua deres ryttere. Sky var jeg skeptisk overfor i starten, men jeg må bare tage hatten af for dem nu.

Coppi vs. Bartali?

Sat helt på spidsen vil Gino Bartali være mit valg, også fordi jeg har kørt forbi hans hus tusind gange – hele historien fra Anden Verdenskrig er fantastisk. Men Coppi som stilist er mere unik, selv i dag ville han ligne en pro cykelrytter, hvis man satte ham i et felt.

CLOSE
CLOSE