What’s up? Kultur april 2024

Udstillinger, vinsmagning og meget forskelligartede festivaler præger forårets kulturelle scene.

Jord-til-bord ved slot

Rabarbergården Slottet er Frederiksborg Slots nye økologiske restaurant i den tidligere vognport og staldbygning bag Slotsherrens Hus. Rabarbergården i Holløse ved Tisvilde er kendt for sin selvforsynende restaurant med køkkenhave og bageri. Og på den nyåbnede museumsrestaurant i Hillerød gives gæsterne også en bæredygtig gastronomisk oplevelse med lokale råvarer og jord-til-bord-køkken i historiske, renoverede omgivelser. Åbningstider er hver dag kl. 9-17. Frokost mellem kl. 11.30 og 15.30 kræver bordreservation. www.rabarbergården.dk www.dnm.dk

Mad gennem 8.000 år

”Ad Libitum” hedder en udstilling på Museum Nordsjælland, Frederiksgade 11 i Hillerøds gamle elværk. Udstillingen kan opleves frem til 2025, hvor man kan kigge ind i danskernes spisevaner gennem de seneste 8.000 år. Der vises udpluk af periodens madhistorie og tages udgangspunkt i emner som fiskeri og jagt, naturmedicin og måltidet som social begivenhed. Mad har til alle tider været fundamentalt for vores overlevelse men er også vigtig i forhold til social adfærd og som magtmiddel. Det er stadig gældende i dag hvor bæredygtige afgrøder, klima og hvad vi spiser tales ind i udstillingen, som på den måde bygger bro mellem fortid og nutid. Udstillingens midtpunkt er en tre meter høj kunstinstallation af korn og blomster, inspireret af sommerens grøftekanter og rapsmarker. Den er skabt af Laura Finne. www.museumns.dk

Oversete malerkvinder

For de, der ikke fik set Ordrupgårds udstilling om impressionismen og dens oversete kvinder, er der stadig mulighed for det frem til 20. maj, hvor udstillingen rykker videre til Dublin. Med den fejrer museet 150-års jubilæet for den første af otte impressionistudstillinger, der fandt sted i Paris i 1874. Denne udstilling fokuserer især på fem kvindelige kunstnere, der har været oversete i kunstretningen og den moderne kunsts fremkomst. Det er blandt andre franske Berthe Morisot, amerikanske Mary Cassatt og russisk-ukrainske Marie Bashkirtseff. Udstillingen følger deres kamp for en plads i kunsthistorien og betragter det aftryk, deres værker efterlod på tidens kunstscene. Og modsat de mandlige kollegers skildringer af boulevarder og forlystelsesliv i Paris, vender de kvindelige impressionister i højere grad blikket mod hjemmeliv med familie og venner i deres valg af motiver. www.ordrupgaard.dk

Et udvalg af festivaler

Sæsonen for festivaler er gået ind, og de der udbydes, er vidt forskellige. 18. maj holdes for eksempel Have Spektakel i Kastanjelundens baghaver på Krogebjerg 11 i Vanløse. Have Spektakel er en festival med musik, teater og performance. Flere i nabolaget lægger have eller garage til underholdning for børn og voksne i form af musik, ny-cirkus, klovneoptræden og ildshow. Festivalen er gratis for børn, mens voksne betaler 110 kr. via www.place2book.com En anden og meget anderledes festival er Folkets Festival, som foregår 4. maj kl. 14-22.30 og er en fejring af nordisk folkemusik. Dreamers Circus er en dansk-svensk trio, som præsenterer endagsfestivalen og sammen med Vega har udvalgt bands fra den nordiske folkemusikscene. Billetter koster 390 kr. www.folketsfestival.comwww.billetlugen.dk

Barolo er også kultur

Fans af italiensk Barolo-vin fra Piemonte-området, kaldet Barolo & Friends, holder 15. maj et smageevent på Børsen, Slotsholmsgade 1. 40 vinproducenter har meldt deres ankomst fra det frodige område, hvor vinen produceres under de mest optimale forhold. Producenterne fra vigtige konsortier og vinsammenslutninger vil præsentere deres vine med navne som Barbarresco, Nebbiolo og Barbera for danske vinelskere. Arrangementet er bygget op som en walk around tasting med omkring 200 etiketter. Fra kl. 16-18 vil der være smagning for private til billetpriser på 350 kr. Ved indgangen modtager man sit glas og kan så tilbringe to timer i selskab med Barolo`en og andre dråber fra Piemonte. www.barolofriends.dkwww.madbillet.dk

Natten i dansk kunst

Når mørket falder på, bliver verden en anden: Blomster lukker sig, fugle bliver tavse og mennesker lægger sig til at sove. Lyset viger, og alt bliver stille. Imens er der andre, som våger, jager, arbejder, fester og foretager sig noget, der ikke tåler dagens lys. Det er emnet for Øregård Museums udstilling ”Mareridt og lyse nætter”, som åbner 12. september og handler og natten i dansk kunst. Den tid på døgnet har altid fascineret og optaget den menneskelige fantasi med aftryk i folklore, litteratur og kunst. Udstillingen vil tage et blik på natten som motiv set gennem danske kunstnere fra 1700-tallet og frem. Udstillingens værker suppleres med referencer og genstande fra bøgernes, poesiens og musikkens verden, hvor forfattere og musikere også har været inspireret af mulm og mørke. www.oregaard.dk