What’s up? Film & Teater april 2024

Filmdebut og teater- og operaforestillinger i spektakulære omgivelser er værd at se den kommende tid.

Fra R&B til spillefilm

Joey Moe debuterer som spillefilmsinstruktør med den psykologiske thriller “Ripple” (krusning). Joey Moe er kendt fra musikbranchen som sanger og producer. Men i kølvandet på corona-pandemien besluttede han sig for at forfølge sin drøm om at skabe fortællinger via filmmediet. Han stod bag en serie kortfilm, hvorefter han blev optaget på den vestdanske filmskole Super8 i Aarhus. I debutfilmen, som han selv har skrevet manuskript til, medvirker blandt andre Ulrich Thomsen, Diêm Camille og Rasmus Hammerich. ”Ripple” er inspireret af virkelige hændelser og lader publikum komme ind under huden på karaktererne i takt med, at de konfronteres med deres fortid. Filmen tager publikum på rejse i true crime-universet, hvor en tv-udsendelse tager en vanvittig og uventet drejning. www.kino.dk

Foto: Rasmus Lind

Teater i antikt kapel

”Sydhavn brænder” hedder en sang- og danseforestilling på Sydhavn Teater, som utraditionelt holder til i det gamle Østre kapel på Vestre Kirkegård. Stykket varer en time, når det spilles i perioden 4.-12. juni. I centrum er en gruppe lokale borgere, som alle brænder for at bidrage til skabelsen af en bedre verden. De har kæmpet mange kampe: Nogen har de vundet, andre har de tabt og endnu andre fortsætter de med. Kampene er personlige men ligner også mange andres. Gennem gruppens favoritsange og -danse kæmper de for at føle sig trygge, for at overleve, for at finde accept, for kærligheden og for at eje egen krop, have et eget valg og beskytte hjem og familie. ”Sydhavn brænder” er iscenesat af kunstnerduoen Àsrùn Magnúsdòttir og Alexander Roberts. Forestillingen er en del af teaterfestivalen CPH Stage. www.sydhavnteater.dk www.cphstage.dk www.teaterbilletter.dk

Foto: Art Bicnick

Operaværk uden filter

Kun to forestillinger på to dage spiller ”LOL – Laughing out Lonely” på Teater Sort-Hvid i Staldgade 26-30, Kødbyen på Vesterbro. Stykket, som er kurateret og præsenteres af CPH Stage, er på engelsk og varer 45 minutter. Den handler om internettets grovkornede filterløshed levet ud i virkeligheden. Det er et musikalsk ekkokammer om et ensomt menneske, der får forvildet sig ind i internettets mørkeste afkroge hvor selvskadere, racister, kvindehadere og andre udstødte samles om et fælles had mod verden og sig selv. LOL er et dystert spejl på vores digitale samtid og en operaoplevelse, hvor kontratenor (den lyseste herrestemme) Morten Grove Frandsen fortolker en ulykkelig pige med grimt ansigt og et ”lam”, som længes efter at blive slagtet. Det er en soloopera med ti sange, som sammenfletter opslag på sociale medier. www.sort-hvid.dk

Nyt tysk krigsdrama

Krigsfilmen ”Stella. Et liv” er et historisk drama om at måtte drage konsekvenserne af de valg, man træffer i livet. Den tyske film har premiere i biograferne 9. maj og handler om den unge jøde Stella, som bor i Berlin under det nazistiske styre, og som drømmer om at blive jazzsangerinde. Hendes liv tager en drastisk og tragisk drejning, da hun i februar 1943 bliver tvunget til at gå i skjul med sin familie. Da hun senere opdages og taget til fange af Gestapo, får det store konsekvenser for hende selv og for hendes nærmeste. Instruktør er Killian Riedhoff, mens Paula Beer spiller hovedrollen som Stella. Desuden medvirker blandt andre Damien Hardung og Joel Basman. www.uip.com www.kino.dk

Pige med superkræfter

”If – fantasivenner”, som får premiere 16. maj, er et komediedrama af John Krasinski der både agerer instruktør, skuespiller, forfatter og producer. Filmen handler om en pige, som kan se alles fantasivenner. Hun er i stand til at bruge sine superkræfter, da hun beslutter sig for at begive sig på et magisk eventyr for at genforene fantasivennerne og deres børn. Rollelisten byder blandt andet på en ”The Office”-genforening, da Krasinski har hyret sin kollega Steve Carell. Han spillede som bekendt den pinlige chef Michael Scott i komedieserien, mens Krasinski her var den joviale Jim Halpert, hvilket han vundet priser for. I rollerne ses også Deadpol-skuespiller Ryan Reynolds samt Phoebe Waller-Bridge, Alan Kim, Cailey Fleming. Filmen vises med danske stemmer. www.uip.com www.kino.dk

Freud og Lewis-film

I filmen ”Freud`s last session” kan man fra 16 maj opleve Oscar-vinder Anthony Hopkins i rollen som den østrigske psykoanalytiker Sigmund Freud. Handlingen udspiller sig på én aften i slutningen af Freuds liv, hvor han inviterer den britiske forfatter C.S. Lewis på besøg for at debattere Guds eksistens. Matthew Goode ses i rollen som Lewis, som er forfatteren bag fantasy-bøgerne om Narnia, der også har været filmatiseret. Filmen udforsker Freuds unikke forhold til sin homoseksuelle datter Anna samt Lewis` utraditionelle relation til sin bedste vens mor. Og imens flettes fortid, nutid og fantasi sammen. www.nfbio.dk

Foto: Sabrina Lantos