Forfatterens fem favoritter!

Et stykke der rørte mig

På det hyggeligste teater jeg har været på, nemlig Teatret ved sorte hest i København, har jeg lige set stykket, ”Inden vi dør synger vi en sang,” med Maria Stenz, Camilla Bendix, Peter Oliver Hansen & Olivier Antunes. Det er livets alvor, der møder galgenhumor og blander kabaret med skuespil på den fineste måde. Sammen med publikum både lo og græd jeg mig gennem en skarp time af smukke sange og hjerteskærende historier om livet, som det er. Med skønhed, overgreb, kræft, død, glæde og sorg vævet fint ind i hinanden. Maria Stenz står skarpt som en anden Meryl Streep og fortæller om forgængeligheden og forfængeligheden, der hænger stærkt sammen, når man som hende har rundet de 82 år. Camilla Bendix er skøn både som overgangsalder furie, og sorgfuld datter, der skal fortælle sine søstre om moderens død. Peter Oliver får publikum til at le, da han fortæller, at han overlevede 80’erne, og græde når han fortæller, at han ”desværre” også overlevede alle sine venner… Pianisten Olivier Antunes, måtte gerne sætte toner til mit liv, og alle mine sindsstemninger. Der er vist endnu ikke skrevet et nummer, han ikke kan spinde ind i sine fantastiske improvisationer.

Jeg bliver aldrig færdig med at rejse – heller ikke i Danmark

En stor del af mit liv går med at rejse. Set ud fra et klimamæssigt perspektiv er det noget hø, men set ud fra et kulturelt og menneskeligt aspekt, så er det nødvendigt. Vi bliver åndeligt fattigere, hvis ikke vi rejser og møder andre kulturer og mennesker, og lærer om hvordan de lever og hvorfor. Men hvis vi nu tager klimabrillerne på og bliver hjemme, så har Læsø åbnet sig for mig, siden jeg for tre år siden, første gang satte min fod på øen. En samarbejdspartner og veninde har købt Østergaard Kultur B&B på Læsø og da verden lukkede ned, så besluttede vi os for at lave Sundhedskurser der. Første gang jeg var på øen var en november og vi cyklede rundt tre mennesker ved siden af hinanden, på vejene i skovene uden at møde et øje. Læsø har strand, skov, sol, tanghuse, sydesalt og lynglam, og så er de folk, der bor på øen helt fantastisk hjertelige og venlige. Læsø er fantastisk.

I godt selskab med Agnes Henningsen

Noget af det bedste jeg har læst i nyere tid, er Agnes Henningsen. Jeg faldt over hendes erindringer og slugte alle fire bind på ingen tid. Mit liv bagefter var både rigere og fattigere. Jeg havde fået et skønt indblik i hendes kamp, forfatterskab, levevis og samtid, men jeg var også trist over at have mistet så god en ”veninde.” Hun skriver, så man selv er til stede og hvor er det skønt at dele bord med både skagensmalerne og datidens dygtigste forfattere. Samtidig er der kvindekamp, kønsroller og moderskab, og man lærer noget om, at leve fra hånden til munden, hver eneste dag. Aldrig rigtig at vide, hvad man har at gøre godt med og alligevel hjælpe, hvor man kan. Jeg er stor fan.

Mit bedste måltid

Sådan er madglad type som mig, bliver altid spurgt om mit bedste måltid. Men alt afhænger jo af mennesker, tid, sted og kontekst. Så en rugbrød med spegepølse og en kold øl på kanten af et køkkenbord, eller en hurtig fiskefrikadelle på en havnekaj med sand, der knaser mellem tænderne, kan jo være lige så godt som at spise på Michelin restaurant. Et af mine yndlingssteder i Århus, hvor jeg bor, er Mefisto. Her handler det om maden og stemningen. Værtskabet er eminent, der er ingen fikumdik, skum eller pulver. Det er vanvittig god, veltillavet mad, der smager af mere. Mefisto er stedet, hvor du går hen, hvis du har lyst til alt godt fra havet, om det er fruit de mer, bouillabaisse eller en sprødstegt fisk, og ja bare rolig, de er også eminente til kød og har endda et par grønne retter. Du kan sidde på gaden eller i gården, eller i den hyggelige restaurant, alt efter hvilken stemning du er i. Stik mig en lille sprød fisk, på en bund af grøntsager, så er jeg glad.

Naturen er mit helle

Jeg lufter bedst ud på de øverste etager, når jeg er i naturen. Skov, bjerge og strand har en helsebringende virkning på mig, hvis jeg har haft lidt for travlt. Når jeg er i naturen, så får jeg pulsen ned og trækker vejret bedre. Vesterhavet er et af de steder, der især har den virkning på mig. Og når jeg sidder i klitterne i Gl. Skagen og skuer ud over havet, så kan jeg mærke min barndoms lykkelige ferier deroppe, suse gennem hele kroppen. Så sidder jeg der med nostalgien brusende i årerne og nyder det. Men samtidig bliver jeg altid lidt melankolsk, fordi jeg aldrig får råd til et sommerhus i Gl. Skagen. I hvert fald ikke så længe jeg samtidig insisterer på at rejse verden tynd og møde nye kulturer

Journalist, tv-vært og forfatter til flere kogebøger, Anne Hjernøe, har senest haft stor succes med bøgerne, Stærk,let og mæt, Ligevægt – stærk, let og mæt og Spis dig stærk, let og mæt. Lige nu er hun aktuel med bogen Stærk overgang – alt det du har brug for at vide midt i livet.

Vind Anne Hjernøes nye bog! 

Fem heldige læsere kan vinde bogen ved at gå ind under konkurrencer.