Thy – ferie med indhold
Overnat på et gammelt hospital i de smukkeste værelser, kør på knallerttur med mælkekasse i Thyborøn, og læg vejen forbi Ravhuset. Et besøg i fiskeribyen, som mest er kendt for Cheminova-skandalen, er en berigende og interessant oplevelse, hvor ”rigtige” mennesker fortæller vigtig og autentisk egnshistorie.
”Jeg elsker den danske sommer, den danske sommer, den daaanske sommer…”
Sangerinden Birthe Kjær sang den for nylig for tændte mobillys i tusindvis på Orange Scene på Roskilde Festival, og sandt er det.
Vi elsker den danske sommer, og derfor er vi denne gang rejst til Thy.
Til byen Vestervig i det nordjyske, hvor skønheden er rå og formidabel, og stilheden så stor, at man kan høre sit hjerte slå.
Kultur med hjerterum
I et stykke af det udkants-Danmark, hvor landsbyer affolkes, fordi skoler og sygehuse lukker, har vi indlogeret os på Hawkraft Kulturhotel, et stykke ”redningshistorie” for et lille lokalsamfund, der var ved at dø. For netop her har et kreativt ægtepar, i byens gamle sygehus, indrettet det dejligste Bed & Breakfast-agtige hotel med de smukkeste, store værelser, de hyggeligste fællesstuer og et godt, stort indrettet fælles køkken.
I alt 20 værelser byder gæsterne velkommen; det samme gør i øvrigt også Jan og Mette – ejerne af Kulturhotellet – og giver egenhændigt en rundvisning og fortæller historien om byen, sygehuset, ideen med det hele og meget, meget mere. Bl.a. om det smukke og givende i at bringe mennesker sammen her, et sted hvor historiske detaljer møder både kunst, lokale fortællinger og ikke mindst musik. For Hawkraft er også stedet, hvor danske musikere i stort tal i løbet af året holder koncerter – enten udendørs på scenen i hotellets have eller indendørs på den lille intimscene, som også er der.

God base for udflugter
Selve Vestervig by er stille. Men god som base for ture ud til resten af den barske vestkyst: Nationalpark Thy, Klitmøller, Thyborøn og Limfjorden blot for at
nævne få udflugter. Og spise godt kan man såmænd også i Vestervig. Tinghuskroen i hovedgaden byder på en formidabel fiskesuppe, og papegøjen Holger (som er en dame) pipper og skræpper lystigt fra sit bur i krostuen… Og vil man ikke på kro, kan man jo selv lave sin egen mad i Kulturhotellets veludstyrede spisekøkken og måske bagefter snuppe en tur i den lille sauna, bygget i en gammel redningsbåd, som står i baghaven med den smukkeste udsigt til solnedgangen over Vestervig Kirke.
Historien om Cheminova
Men Vestkysten handler ikke kun om brede sandstrande og spektakulære solnedgange.
Den handler også om de mennesker, der i århundreder har levet af havet. Om fiskere, der har haft og har deres levevej her, og om rav, der har rejst gennem millioner af år.
Og sidst, men ikke mindst handler Vestkysten her om en industri, som skabte arbejdspladser i et sårbart samfund, men også efterlod alvorlige miljøproblemer.
Den historie fortælles i Thyborøn, og næste morgen kører vi derfor ud af Agger Tange, tager den lille færge og lander i byen, som danner rammen for fortællingen om Danmarkshistoriens vist nok største forureningsskandale – den fra fabrikken Cheminova.
Ravhuset – et museum
med en vigtig fortælling
Udenfor står slagordene på de malede træskilte side om side: ”Kæmp for alt hvad du har kært”, ”Man er aldrig en taber, før man giver op”, ”Autoritetstro kan være klog, men når autoriteten ikke er klog, skal man da være tro?” ”Selv når alle eksperter er enige, kan de sagtens tage fejl”.
Slagordene her er blot nogle af de, som pryder Ravhusets røde trævægge, og indenfor sidder Bjarne Hansen, søn af Åge Hansen, den fisker, som utrætteligt brugte hele sit liv på at afsløre og få fabrikken Cheminova til at stoppe sin udledning af kemikalieaffald til hele miljøet omkring Thyborøn og Harboøre.
Bjarne Hansen, der i dag er 76 år gammel, fører Ravhuset – som er et museum og en forretning for rav samlet gennem et helt liv af ham og faderen – videre, og det er spændende at gå på opdagelse i de mange smykker og kunstværker lavet af rav, som museet viser, samtidig med at museet fortæller ravets historie.
Men mere interessant fortæller museet også historien om Bjarnes far, Åge Hansens kamp for at råbe myndighederne op omkring Cheminova-forureningen. Og Bjarne fortæller meget gerne de besøgende hele historien.
En Generationsforurening
Rav-Åge, som Bjarne Hansens far blev kaldt, begyndte allerede i 1950’erne at dokumentere de døde fisk, de misfarvede farvande og den gennemtrængende kemiske lugt fra Cheminovas produktion, men blev i perioder ugleset/isoleret i lokalsamfundet, fordi fabrikken betød arbejdspladser, og fordi mange af de ansatte var stolte af deres arbejde og mente, at fabrikken havde givet liv og velstand til et område, der ellers kun havde få arbejdspladser. Og Cheminova var gode ved deres medarbejdere. De fik bl.a. tilbudt at købe aktier i virksomheden, fik bedre løn end de kunne få andre steder og kunne også låne fabrikkens store kantine gratis, når der skulle holdes store familiefester såsom konfirmationer eller bryllupper. Så Rav-Åge var i modvind med sin kamp.
Men over årene var det ikke bare lugten og fiskene i området, der døde. Flere og flere af de lokale fik i årene fra slutningen af halvfjerdserne til slutningen af firserne også kræft og døde, uden at nogen kunne bevise hvorfor. En undersøgelse fra 2021 viser dog nu, at borgere i netop Thyborøn og Harboøre har en 20 procents større risiko for at udvikle kræft end borgere i tilsvarende fiskeribyer langs Vestkysten, men heller ikke her er der endnu fundet beviser nok til at placere et ansvar. En gåtur på kirkegården i Thyborøn viser dog rigtig mange gravsten fra netop denne periode, og Bjarne Hansens egen mor døde selv af kræft i en alder af kun 57 år.
På knallerttur til Høfde 42
Rav-Åge fortsatte sin kamp mod forureningen lige indtil sin død i 2008, og i dag fortsætter hans søn, Bjarne Hansen, altså sin fars kamp mod forureningen, hvilket gør et besøg i Ravhuset til en unik oplevelse. For her får man både historien om det fantastiske rav og historien om et lokalt miljø og dets kamp for overlevelse. Kort sagt et stykke autentisk egnshistorie, fortalt af en mand, som stadig kæmper for sagen. For selvom vi nu skriver 2026, er sagen om Cheminova-forureningen stadig ikke slut. Efter årtiers undersøgelser, politiske diskussioner og midlertidige løsninger er arbejdet nu flyttet fra planlægning til konkret oprensning og sikring.
På Høfde 42 er der bl.a. slået en 600 meter lang og 14 meter dyb stålspuns rundt om det nedgravede giftdepot, og på den gamle fabriksgrund, på det, der nu hedder Rønland, og som stadig er en fabrik i drift, er man også stadig i gang med oprensninger…
På knallert med mælkekasse
Vil man som turist ved selvsyn besøge Høfde 42, tilbyder det lokale firma Maxitours ture på Puch Maxi-knallerter med mælkekasse.
Her kan man med vind i håret og naturligvis hjelm på, ved selvsyn opleve Thyborøn guidet af en ægte ”indfødt”. Man kan køre forbi Cheminova og giftdepotet på Høfde 2 og videre ud i det barske landskab på Harboøre Tange, og også her få fortalt historien om fiskernes liv, industrialiseringen, forureningen og miljøkampen. Og for den sags skyld også se resten af Thyborøns herligheder.
Lige fra Sneglehuset til hovedgaden med butikkerne og havnen med de gode fiskerestauranter – til et besøg på et ægte, brunt værtshus i den gamle fiskerby.
Fakta:
Hawkraft Kulturhotel – se mere på www.hawkraft.dk
Tinghuskroen Vestervig – se mere på www.tinghuskroen.dk
Ravhuset i Thyborøn – ligger på Vesterhavsgade 5, 7680 Thyborøn
Knallerttur med Puch Maxi i Thyborøn – se mere på www.maxitours.dk
Foruden de i artiklen nævnte seværdigheder er der mange andre gode oplevelser at finde i området. Besøg også SMK Thy, Statens Museums nye aflægger af kunstmuseet, som ligger i byen Hurup. Se mere på www.smkthy.dk samt www.visitnordvestkysten.dk









