Det handler ikke om at vinde, men om at opleve. Til gengæld er det stærkt vanedannende. Motions- cykling er en sport for alle, ikke så dyr at komme i gang med og let at træne op til. Udøverne deler endda gerne ud af deres erfaringer – for eksempel Reimer Bo Christensen.

Amatour-cykling med Reimer Bo

Sammen med Niels Christian Jung har Reimer Bo Christensen netop udgivet bogen ”På mestrenes asfalt”, som både guider rundt på cykelsportens berømte strækninger og samler gode råd fra både professionelle og øvede amatører om ture, træning, kost og alt muligt andet. Men det handler altså om alt andet end fanatisme:

– Jeg er lige kommet hjem fra en uge i Piemonte… der spiser vi en treretters middag hver aften og drikker rødvin til, og så er vi klar til at køre igen næste dag kl. 10, fortæller Reimer Bo. – Det meste af tiden kører vi og snakker, og så er der en, der lægger sig i spidsen, og så giver vi den gas måske i 10 minutter.

Caféholdet

Niveauet sættes i høj grad af den gruppe, man cykler med. Og man skal måske ikke starte med at koble sig på en tidligere cykelrytters hold (”Jeg har cyklet med Brian Holms hold. Det var fuldstændig vanvittigt”), men finde nogen på eget niveau. Med omkring 300.000 motionscyklister i Danmark kender man næsten med garanti en, som kender nogle andre, og så har man hurtigt en gruppe.

– Mit første hold, som jeg stadig cykler med engang imellem, var nogen, jeg kendte fra cafeen, fortæller Reimer Bo Christensen. – Og ellers er der motionist-afdelinger i alle cykelklubber under Danmarks Cykle Union – f.eks. Ordrup Cykelklub. Jeg cykler ofte alene, når jeg træner, og så glæder jeg mig til at cykle med andre i weekenden.

I sadlen igen

Selv startede hans betagelse af sporten for over 35 år siden. Så var der en periode, hvor han ikke cyklede, men i det nye årtusinde har han taget det op igen for alvor. Og det er ikke så svært at komme i gang:

– Hvis man lægger ud med at træne 2-3 gange om ugen, så er man i storform i løbet af en måned, og efter 2-3 måneder er man godt kørende, siger Reimer Bo. – Men hvis man ikke vedligeholder det, så får man det hårdt. Det er en kombination af køreglæde og træning. Man behøver ikke lægge sin livsstil om med kost og vægttab, men man skal da huske, at hvert kilo, man lægger på maven, gør ondt, når man skal op ad bjerget. På den anden side forbrænder man let 1.500 kalorier på en dag, så det udjævner sig.

Sund fornuft

Det er snarere på turen, man skal tænke på mad og drikke. Dehydrering er en fare, og man risikerer også at gå sukkerkold.

– En af mine kammerater havde kun vand med, og gik helt kold efter 100 km. Så gav jeg ham en energibar, og så var han hurtigt kørende igen. En banan kan også gøre det. Det kan man godt kalde for en slags sund doping.

Ellers er motionscykling en sund sport (”hvorfor i alverden skulle en 40-årig tage et eller andet for at komme først i et motionsløb?”). Det slider mindre på kroppen end løb, og man kan blive ved højt op i alderen. Men selvfølgelig kan der ske uheld:

Styrtet

– En morgen, hvor der ikke var frost, var der alligevel is på en pyt, og det havde jeg ikke set, så der styrtede jeg og fik en hjernerystelse. Det betød 2½ måned, hvor jeg ikke kunne se TV, læse en bog og så videre. Så man skal passe på sig selv, men der er ret få styrt i motionscykling.

Det har heller ikke på nogen måde afskrækket den inkarnerede cykelrytter:

– Ja, man bliver afhængig af det, indrømmer Reimer Bo. – Det er lysten, der driver mig. Det er knapt så sjovt at træne, hvis det regner. Men om sommeren, når dækkene synger på asfalten, og man er tæt på naturen. Det er afhængighedsskabende!

Vind et eksklusivt weekendophold for to personer på Ebeltoft Strand – Præmien består af:

Fredag:

– Færgeoverfart Odden-Ebeltoft med Mols-Linien

– Tjek ind på Ebeltoft Strand

– Toretters middag efter køkkenchefens valg inklusiv en flaske vin i Restaurant ES

– Overnatning i dobbeltværelse med panoramaudsigt over Ebeltoft Vig og Mols Bjerge

Lørdag:

– Lækker morgenbuffet

– Greenfee til Ebeltoft Golf eller lån af hotellets egne mountainbikes til Ebeltofts nye MTB-bane

– Eftermiddagskaffe med friskbagt hjemmebag

– Treretters middag efter køkkenchefens valg i Restaurant ES inklusiv en velkomstdrink og en flaske vin

– Overnatning i dobbeltværelse med panoramaudsigt over Ebeltoft Vig og Mols Bjerge

Søndag:

– Lækker morgenbuffet, hvorefter der er “tjek ud”

– Færgeoverfart Ebeltoft-Odden med Mols-Linien

Præmien har en samlet værdi af ca. 5000,-

På hvilken adresse ligger hotellet Ebeltoft Strand?

Find svaret på www.ebeltoftstrand.dk

Send dit svar på mail til mail@mhh.dk – skriv Weekendophold” i emnefeltet og husk at angive navn, adresse og mobilnummer.

I en alder af 40 år har Nikolaj Lie Kaas spillet helte, skurke, bajads og tragedie i alle afskygninger, så han nyder at træde til side for plottet i krimiserien om Carl Mørck fra Afdeling Q i ”Kvinden i buret” og – efter planen – 3 film mere.

Der er ikke noget, der er sikkert, for det er ikke som en amerikansk studio-kontrakt, hvor man med sikkerhed kan vide at arbejdet ligger klar, men Nikolaj Lie Kaas har sagt ja til at gentage sin rolle som vicekriminalkommissær Carl Mørck fra Afdeling Q i hvert fald tre gange mere. Det er faktisk en af de ting, han finder tiltrækkende ved opgaven.

 Plads til udvikling

– Mikkel (instruktøren Mikkel Nørgaard, red.) og jeg har snakket om manuskriptet. Han lader i det mindste, som om han bruger mit input, siger Nikolaj og griner. – Det er helt klart en forudsætning for mig, at figuren får lov til at udvikle sig over de fire film. Selvfølgelig er der et element af James Bond, at han skal være genkendelig fra film til film, men han har også sine skavanker. Det at lave film over en roman bliver altid en prioritering: Hvordan kan vi på halvanden time fortælle den bedste historie over et materiale på næsten 400 sider og samtidig overraske publikum? Det er udfordringen!

Det spændende ved opgaven er at sætte sig ind i figurens psyke og gøre den tilgængelig for publikum.

– Jeg kan sagtens sætte mig ind i Carl Mørck som menneske; hans underskud, hans selvoptagethed og hans insisteren på at være den bedste, og at han desværre er ret alene med den opfattelse. Han bliver presset af sig selv, og det gør ham ret umulig at leve sammen med. Det er noget, vi godt kan spejle os i. Han er måske ikke let at holde af, men vi kan godt identificere os med ham.

– Jeg vil sige, at det ikke er helt ukendt i min branche, hvor man kan møde mennesker, som er dybt charmerende, men som er drevet i en sådan grad, at de sikkert er svære at leve sammen med. Jeg kan selv godt være fokuseret på et eller andet og være svær at komme i kontakt med, men det ved mine omgivelser godt, og de ved, det er en periode. Det er i øvrigt også lige præcis det, jeg elsker allermest ved mit arbejde; fordybelsen.

At stoppe mens legen er god

– Så jeg glæder mig til at vende tilbage til figuren i 2’eren, som har et fedt manus. Ifølge planen går vi i gang med den her i løbet af efteråret, og så må vi se. Men selvfølgelig skal man altid stille sig selv spørgsmålet, om man skal blive ved. Alle skuespillere, der er privilegerede nok til at kunne vælge, må træffe det valg.

Det er både fristelser og farer ved at blive hængende i en rolle:

– Jeg tror f.eks. på “Forbrydelsen”, at det var en mere eller mindre fælles beslutning mellem hovedrolle og hovedforfatter at trække stikket efter ”Forbrydelsen III” og sige; nu var det dét. Ofte giver det sig selv, tror jeg.

– På et tidspunkt var det også på tale af lave en ”Blinkende lygter 2” og en ”I Kina spiser de hunde 3”, men ærlig talt, det er så længe siden, og vi er blevet ældre, fortsætter han. – Det ville blive lidt som den sidste Indiana Jones-film. Det synes jeg, ikke vi kunne gå tilbage til. Ligesom Tomas Villum Jensen og jeg var enige om, at nu havde vi lavet de to tosser (kokkene) tilstrækkeligt mange gange, så nu måtte vi lave noget nyt.

Det betyder på ingen måde, at Nikolaj ikke vil lave film med de gamle kammerater. Han og Anders Thomas Jensen taler om et nyt projekt allerede til næste år, men netop, at det skal være noget nyt (”fordi vi har flyttet os.”)

Kvinder (og børn) i bur

Foreløbig er det de henlagte kriminalsager i Afdeling Q, der fylder på kalenderen hos Nikolaj. Faktisk nyder han, at hans hovedrolle så at sige spiller andenviolin. Det er ikke bare ’endnu en Nikolaj Lie Kaas-film’. Hovedpersonen i en thriller som ”Kvinden i buret” er plottet; løser Carl gåden, finder han forbryderen, redder han den indespærrede kvinde?

– Som udgangspunkt står han med en fem år gammel sag, så han kan jo ikke vide, at kvinden stadig er i live. Det er faktisk højest usandsynligt. Han skal bare lukke sagen.

Imidlertid er plottet ikke så utroligt igen – hvad adskillige sager om indespærrede kvinder gennem de senere år har vist:

– Jeg havde allerede læst Natasha Kampuschs bog – uafhængigt af filmen – for det er et emne, der har interesseret mig lige siden jeg spillede ”Et rigtigt menneske”. Og andre beretninger. Ofte er det børn, der spærres inde. Den mest berømte historie er Kaspar Hauser, helt tilbage i 1828!

Hvorfor det altid er mænd, der lukker kvinder og børn inde, vover Nikolaj ikke at give et bud på:

– Men sådan ser virkeligheden ud. Hvis man leder efter en psykopat, så er der en rigtig god chance for, at det er en mand.

Ny makker

Samtidig er serien om Afdeling Q nok så meget en historie om et venskab, nemlig mellem Carl Mørck og Assad, som i filmen spilles af svenske Fares Fares.

– Der er bestemt noget interessant i det venskab. De er endnu ikke så tæt på hinanden i ”Kvinden i buret”, men karaktererne udvikler sig. Jeg tror, det er den vej, vi skal gå.

– Det var også en sjælden fornøjelse at spille sammen med Fares. Publikum kender jo mig og har set mig spille en masse roller. Det kan være svært ikke at gentage sig selv. Men de kender ikke Fares! Det var dejligt at have en at sparre med. Vi klikkede, selv om vi kommer fra to forskellige udgangspunkter.

At leve i nuet

Med en karriere, der fylder mere end halvdelen af hans 40-årige liv er det oplagt at bede Nikolaj opsummere, hvad der har været det bedste:

– Jeg er så mange gange i mit liv blevet fortalt, at ’nu skal du nyde, at du er barn, at du er ung, at du er et-eller-andet’. Det forstod jeg ikke dengang. Jeg levede jo bare, og jeg er sikker på, at jeg nød det. I dag er jeg måske blevet mere opmærksom på det med at leve i nuet, at tage min datter i hånden og følge hende til skole. Og være bevidst om, at’ så bliver det ikke bedre’. Men det er samtidig en vemodig måde at leve i nuet. Så hvis der er én ting, jeg er sikker på, så er det, at jeg aldrig vil fortælle mine børn, at de skal nyde et bestemt tidspunkt. Det finder de selv ud af! Det er ret fedt at leve i nuet, men ikke at skulle ræsonnere over det.

“Det er ret fedt at leve i nuet, men ikke at skulle
ræsonnere over det.”

“Hvem er ikke glad for at blive anerkendt? Men det er ikke noget, jeg dyrker. Jeg er jo, som jeg er.”