Lommer-revy og polioklinik

Lommer-revy og polioklinik

Hornbæks kommende badehotel gemmer på en farverig fortid fra før, det blev hospital.

Hornbæk Hospital og kommende hotel er bygget i funkisstil i 1935 efter tegninger af arkitekt Ole Falkentorp. Han skabte også Hotel Astoria ved Københavns Hovedbanegård og kontorbygningen Ved Vesterport med kobber-facader. Hospitalet, som nu står over for en større transformation, var oprindelig badehotel og lagde hus til Hornbækrevyen med Stig Lommer som direktør. I 1950´erne blev hotellet til hospital for polioramte og huser i dag Rigshospitalets Klinik for Rygmarvsskader (efter blandt andet trafik- og badeulykker), som skal flytte til nye rammer på Glostrup Hospital.

Luftfoto af Hornbæk fiskerleje og havn med det markante hospital og kommende badehotel i centrum. Foto: Esoft A/S

Hornbæk Hospitals markante hvidpudsede bygning er knap 5.500 m2 fordelt på tre-fire etager med tårn- og tagbygninger og delvist udnyttet kælder. Der er i dag adskillige konsultations- og behandlingsrum, personalerum, produktionskøkken m.m. Dertil kommer svømmehal med varmtvandsbassin til genoptræning, behandlingsfaciliteter og omklædningsrum. På sydsiden af bygningen findes en stor tagterrasse oven på stueetagens gymnastiksal.

Visualisering af NVMBR Architects og arkitekt Jon Clausens bud på, hvordan Hornbæk Badehotel kan komme til at se ud.

Det statslige ejendomsselskab Freja Ejendomme satte i september Hornbæk Hospital til salg og forlængede udbudsperioden til 31. januar. Årsagen var, at Byplanudvalget i Helsingør Byråd ønskede at arbejde videre med planer om kommende hoteldrift frem for i boliger, som kan risikere at stå tomme en del af året.

Hospitalet blev købt af COPI Group for et fortroligt beløb og forventes åbnet som hotel 1. maj 2025.

Vartegn for byen

”Bygningen er et vartegn for Hornbæk, og derfor er det vigtigt, at fremtiden for bygningen inddrager lokalsamfundet. På den baggrund tog vi i byrådet den beslutning, at der skal være hotel og publikumsorienterede aktiviteter på det nuværende hospital. Projektet, der er lagt op til, vil løfte Hornbæk og komme kommunen til gavn, så vi får endnu et unikt sted at besøge”.

Helsingørs borgmester Benedikte Kiær til Ritzau

Badehotel i særklasse

”Vores vision er at bringe bygningen tilbage til dens oprindelige udtryk og funktion som badehotel, der kan være frirum for lokale borgere og turister. Bygningen skal rumme et badehotel i særklasse med restaurant og spa-område i samarbejde med en veletableret hoteloperatør. Vi ønsker, at hotellet skal binde Hornbæk by sammen med havnen og havet og skabe liv og aktivitet året rundt. For at realisere visionen har vi igangsat et forløb med at definere, hvordan rammerne i bygningen skal udfyldes. Det sker sammen med en professionel operatør, indretningsdesignere og arkitekter. Sideløbende med dette arbejder vi med den fysiske bygning og med at holde ejendommens oprindelige udtryk for øje”.

Får nu en kærlig hånd

COPI Group er stiftet i 2011 af iværksætteren Jesper Brunander og har gennemført for mere end 10 milliarder kr. projekter i Danmark fordelt på 300.000 m2. COPI Group er specialiseret i ejendomsudvikling i det centrale København og har desuden aktiviteter i Frankrig, England og Schweiz. COPI udvikler bolig- og kontorejendomme lige fra studieboliger på Nørrebro til palælejligheder i København K. Om firmaet seneste købt, det gamle badehotel i Hornbæk, siger investeringsdirektør Peter Julius Jensen:

”Ejendommen trænger til en kærlig hånd efter at have fungeret som hospital siden 1950´erne. Vores vision er at give ejendommen et mere udadvendt udtryk og forhåbentlig skabe liv mod gaden modsat i dag, hvor ejendommen qua dens anvendelse fremstår mere lukket. De største forandringer kommer til at ske indendørs, hvor indretningen skal tilpasses for at give plads til værelser, restauranter, spa og receptionsområde”.

Peter Julius Jensen, partner og investeringsdirektør i ejendomsudvikleren COPI Group

Udvendigt vil der ske ændringer, som vil være tro mod ejendommens oprindelige udtryk. Der skal åbnes op, så det bliver naturligt at træde ind og bruge stedets aktiviteter også for dem, som ikke bor på hotellet. COPI Groups ønske er, at alle skal kunne bruge hotellets restauranter, bar og spa. Det skal være muligt at spise frokost og middag i hotellets restauranter, lige som der planlægges en lounge på tagterrassen, så gæsterne kan nyde udsigten. Investeringsdirektør Peter Julius Jensen tilføjer, at COPI Group sætter barren højt og sigter efter highend-kvalitet i samarbejde med en professionel hoteloperatør til at stå for den daglige drift.