Månedens palæ

Månedens palæ november Charlottenlund

Villa Rydhave nærmer sig slotsstørrelse

Den imponerende bolig for den amerikanske ambassadør blev bygget på grænsen mellem Charlottenlund og Skovshoved af en fabrikant. Siden var stedet ejet af andre rigmænd og blev et par år under Andens Verdenskrig hjem for den tyske øverstbefalende i Danmark og hans familie.

Siden 1946 har Villa Rydhave været hjem for skiftende amerikanske ambassadører, mens de har passet deres embede i Danmark. 

Måske er den inspireret af og opkaldt efter herregården fra middelalderen af samme navn i Vestjylland. Eller måske er der andre årsager til navnet. Villa Rydhave på Strandvejen 259 på grænsen mellem Charlottenlund og Skovshoved er i dag embedsbolig for U.S.A. ambassadør med familie. Den store villa højt oppe på skråningen med udsigt over Øresund blev opført i 1885 af teglværksejer Emil Edvard Schackenburg og hans kone Karoline, som bestilte tegningerne til palæet hos arkitekt Jens Vilhelm Petersen.

1943-45 boede den tyske rigsbefuldmægtigede Dr. Werner Best med sin familie i Villa Rydhave, hvor naziflaget vajede på bygningen. 

Schackenburg nåede dog kun at bo i huse ti ni år, før han afgik ved døden. Villaen blev solgt til kulgrosserer Carl Drost i 1914 og kun fire år senere til direktør og konsul Christian G. Hansen, som ejede stedet helt frem til 1941. Villaen blev året efter beslaglagt af besættelsesmagten og overtaget som bolig af Nazitysklands rigsbefuldmægtigede, juristen Karl Rudolf Werner Best med familie. Efter befrielsen blev Villa Rydhave konfiskeret af englænderne og overdraget til den danske stat.

I 1946 blev dele af Dr. Werner Bests bibliotek på Rydhave overflyttet til Det Kongelige Bibliotek. Samme år blev villaen solgt til den amerikanske stat og har siden fungeret som bolig for landets ambassadør i Danmark med familie. Inklusiv en udvidelse er villaen 1.021 m2 med 12 værelser, ni toiletter og fem badeværelser. Der er dog flere bygninger på samlet set næsten dobbelt størrelse på grunden, som allerede tidligt bestod af flere tilkøbte ejendomme. Haven, som blev omlagt i 1918 ved direktør og konsul Christian G. Hansens overtagelse, er 15.000 m2 med tennisbane, swimmingpool, springvand m.m.

Ny ambassadør netop flyttet ind

Efter at have stået ubemandet et stykke tid blev pladsen som amerikansk ambassadør i juli besat med forretningsmanden Alan Leventhal, 69. Den statelige bolig har stået uden ambassadør, siden den seneste i jobbet – Carla Sands – fraflyttede for snart to år siden, da Donald Trump gik af som præsident. Sands blev kendt som bramfri og luftede gerne sin chefs utilfredshed med Danmarks Nato-bidrag. Hun var også aktiv i bestræbelserne på at øge sit lands samarbejde med Grønland blandt andet ved at genåbne et konsulat i Nuuk efter mere end 50 år, skriver Altinget.dk