Interview med skuespillerinden Laura Drasbæk

,

Laura Drasbæk – den danske Demi Moore

Jeg er på vej til et interview med skuespillerinden Laura Drasbæk. Laura laver tv-serie, men hendes nye kærlighed hedder keramik, og jeg kan ikke lade være med at tænke på Demi Moore i filmen Ghost. Jeg finder 60´er hittet af The Righteous Brothers, Unchainged Melody, frem på min telefon. Woah, my love, my darling/I´ve hungered for your touch/A long, lonely time. Og i takt med min cykels pedaltråd udspiller den ikoniske scene fra 1990-filmen sig på min indre storskærm, hvor en korthåret Demi Moore og en gennemsigtig Patrick Swayze, i et spøgelseserotisk øjeblik, sidder sammen på en drejebænk og leger med ler i en atelierlejlighed i New York.

 

En bil dytter mig tilbage til virkeligheden. Det er ikke New York, det er Nørrebronx. Atelierlejligheden er lige ved og næsten og alligevel ikke helt, det er en andel. Og Demi Moore er absolut ikke i nærheden af, hvor jeg befinder mig lige nu. Eller er hun? Nej, det er hun ikke. Men det er Laura Drasbæk til gengæld. Med ler under neglene og et lidt længere hår end kort. Og det er pretty damn close to Ghost. Hun må være den danske Demi Moore. Ingen tvivl om det. Jeg entrerer.

 

Jeg synes, det er sjovt at snakke om keramik. Jeg brænder for det. Det er en kæmpe lidenskab, siger Laura som noget af det første, mens hun stiller en hjemmelavet kop kaffe foran mig. I dette tilfælde er det både kop og kaffe, der er made by Drasbæk. Den kan gå i opvaskemaskinen, tilføjer hun med mælkens komme og smiler.

Hvad fik dig i gang med ler? Var der stille i skuespillerlandet?

Ja. Det var der. Jeg var uinspireret og kedede mig i mit liv, og så meldte jeg mig spontant til et keramikkursus. Jeg kunne lige så godt have valgt et akvarelmalerkursus eller et madkursus. Det var lidt for sjov, men også for at undgå de endeløse kaffeaftaler med alle de andre arbejdsløse skuespillere. Jeg blev virkelig grebet af det. Det var pissesjovt. Lige inden kurset sluttede, fik jeg så rollen i Sommerdahl, (tv-krimiserie, TV2 Charlie/TV2Play, red.) Det er typisk. Når man endelig er ved at lukke ned for noget, så dukker mulighederne pludselig op.

 

Så skuespillerbranchen fik sat en krog i dig igen?

Jeg føler egentlig ikke, at den har en krog i mig. Efter 30 år i skuespillerfaget, føler jeg endelig, at jeg har gjort mig uafhængig af branchen. Jeg er blevet ligeglad. Jeg vil selvfølgelig gerne lave noget, når det kommer, men hvis der ikke kommer noget fedt min vej, så er jeg lige så lykkelig. Og det er første gang, jeg kan sige det. For det har altid været sådan lidt vemodigt for mig, hvor de tiltag jeg foretog mig væk fra skuespillet, altid var andenrangs. Det er det ikke længere. Og så er det jo fedt, man kan kombinere tingene.

 

Marianne Sommerdahl, din karakter i tv-serien Sommerdahl, er endda en stor og gennemgående figur?

Ja. Og får man så den rolle, fordi man siger; fuck nu gider jeg ikke mere. Eller er det skæbnen, der siger; argh, vent nu lige lidt. Uanset hvad, så fik jeg bare tilbudt rollen. Og får første gang i flere år havde jeg ikke tid. Typisk. Mærkeligt. Men man ved jo også, at skuespillerhalløjet holder op igen, det gør keramikken ikke. Nu ved jeg, hvordan jeg skal tjene min penge – men vigtigere er, at nu ved jeg, hvordan jeg skal underholde mig selv. Og det er ret vigtigt. Hvis jeg udelukkende havde skuespillet, ville jeg blive sindssyg. Jeg har ikke lavet skuespillerarbejde siden sidste sæson af Sommerdahl, og hvis jeg ikke havde keramikken, så havde gået rundt i et halvt år uden at lave noget, været lidt på dagpenge og lavet rigtig meget yoga hver eneste dag.

 

 

”Det er jo nok nemmere at huske mig end en eller anden keramiker i Svendborg,

som ikke dukker op på skærmen i en tv-serie”

 

 

Men din succes som Marianne Sommerdahl på tv og succesen som keramikeren Laura Drasbæk med eget værksted hænger vel sammen?

Jo, helt sikkert. I starten havde jeg ikke mit eget værksted. Men så begyndte jeg at bygge det. Og det skal jo siges, at det ville jeg ikke have kunnet, hvis ikke det var for min løn på Sommerdahl. Så, ja. Tingene hænger sammen.

 

 

”Branchen har på en måde lukket døren.

Jeg føler ikke rigtig, jeg er en del af den verden længere”

  • Keramiker, Laura Drasbæk

 

Jeg har en smutvej til folket gennem min skærmtid i Sommerdahl. Folk kan jo genkende mig. Det er jo nok nemmere at huske mig end en eller anden keramiker i Svendborg, som ikke dukker op på skærmen i en tv-serie. Sommerdahl er den tredje mest sete serie i Danmark, så på den måde er det jo en kæmpe fordel for mig som keramiker at få sat et ansigt på keramikken. Jeg havde aldrig været, hvor jeg er i dag med keramikken, hvis ikke jeg havde været skuespiller ved siden af. Aldrig. Men jeg har altså kun Sommerdahl i min kalender som skuespiller. Branchen har på en måde lukket døren. Jeg føler ikke rigtig, jeg er en del af den verden længere.

 

 

”Jeg havde aldrig været, hvor jeg er i dag med keramikken,

hvis ikke jeg havde været skuespiller ved siden af. Aldrig”

 

 

Det er vel lige så svært at få succes indenfor keramik, som det er indenfor skuepil?

Ja. Men som skuespiller jagter man hele tiden, hvad andre søger. Det er meget anstrengende. Jeg er simpelthen så glad for, at jeg har sluppet af med at ville have noget fra nogen. Jeg er for gammel til det. At gå rundt med et spinkelt håb om at få kastet en lille luns, der kan kaldes et job – det bliver så hun det. Jeg synes, det er rædselsfuldt. Det er fedt bare at kunne sige; det gider jeg ikke.

 

”Jeg synes, det er sjovt at være skuespiller, men jeg gider ikke lefle for det længere”

  • Laura Drasbæk

Misforstå mig ikke. Jeg gider godt arbejde, jeg synes, det er sjovt at være skuespiller, men jeg gider ikke lefle for det længere. Det gider jeg bare ikke. Nu sidder jeg i stedet og ser Løvens Hule og tænker over den rigtige markedsføringsstrategi, mens jeg overvejer hvilke billeder, jeg vil lægge ud og ikke vil lægge ud, om jeg skal være med på billederne eller ej. Det er vildt sjovt, når det er ens eget. Instagram er mit eneste talerør. Her kan jeg se, hvem det er, der følger mig. Er det mænd eller kvinder, gamle eller unge, og hvor mange likes er der på billedet, hvor mine hænder holder om koppen, og hvor mange er der på det uden hænder? Skal jeg rense mine negle for ler, eller skal jeg lade være? Hele tiden bevidste beslutninger i en forretningsstrategi, og det synes jeg er vildt spændende.

 

 

”Jeg kæmper meget med at tøjle min forfængelighed.

Jeg vil ikke være slave for forfængelighed”

  • Drasbæk, skuespiller og keramiker

 

Du lader til at være en kvinde – og skuespiller – med god smag. Er æstetikken i fokus i dit keramikarbejde?

Jeg tror, at en af grundene til det er gået godt er, at jeg har en ret god stilfornemmelse. Det har jeg bare aldrig haft samme mulighed for at benytte som skuespiller. Der går man ind i sminke- og kostume-afdelingen, bliver klædt på og acceptere hvad end det er, de propper på en. For mig, har det altid været vigtigt som skuespiller ikke at være personligt krukket omkring, hvordan jeg skal se ud i en rolle, for jeg kan mærke, at min tvivl omkring en orange dragt i Sommerdahl er en personlig tvivl, da jeg ikke kan vide, hvordan den egentlig vil gøre sig på den tv. Det kan jeg ikke vurdere, så min egen smag sidestilles i den situation. Som skuespiller ser man ofte sig selv meget. Det er godt for forfængeligheden. Men jeg kæmper meget med at tøjle min forfængelighed. Jeg vil ikke være slave for forfængelighed.

 

 

Manden i mit liv

Vi bliver pludselig afbrudt af et åbent vindue, der af uforklarlige årsager og uden forvarsel smækker hårdt i. Det gibber i mig. Ghost. Er det alligevel Demi Moore foran mig, som nu rejser sig for at lukke vinduet op igen, så Swayze-spøgelset har fri adgang fra det hinsides? Wait for me, wait for me/I´ll be coming home, wait for me. 

 

Tror du på spøgelser?

Jeg tror på et liv efter døden, på reinkarnation. Jeg tror på mange liv, og at der sker alt muligt dejligt, når man dør. Og det tror jeg på mere end nogensinde før. Men det er først for nyligt, at jeg er begyndt at anerkende, at jeg tror på det. Jeg har altid benægtet, at jeg tror på det, og anerkendelsen af det er en stor omvæltning. Jeg har altid syntes, det var lidt ubegavet at tro på mere mellem himmel og jord. Så jeg har altid følt mig lidt dum ved tanken om at give efter for noget barnagtigt i sig selv, hvis man troede på det. Det har været svært at give mig selv lov til at gå den vej med at tro på noget i den retning.

 

Hvad har du været i et tidligere liv?

Jeg tror, jeg har være mange ting, men én ting ved jeg med sikkerhed: Jeg været mand rigtig mange gange. Jeg har altid haft en grundfølelse af at være mand. Lige siden jeg var barn, og min mor gav mig kjole på, hvilket gav mig en akavet følelse. Jeg har været korthåret det meste af min barndom og voksenliv og haft en grundfølelse af at være mand.

 

 

”Jeg ved, hvordan det er at have en pik. Jeg ved det bare. Jeg ved,

hvordan der bliver varmt i skridtet, og hvordan det er at sætte sig på sine nosser”

-Laura Drasbæk om reinkarnation

 

Jeg har aldrig været til kvinder, det er udelukkende en grundfølelse af at være mand, selvom jeg i den grad føler mig som kvinde. Jeg ved, hvordan det er at have en pik. Jeg ved det bare. Jeg ved, hvordan der bliver varmt i skridtet, og hvordan det er at sætte sig på sine nosser. Det er som om, det er et minde. Hvis der findes reinkarnation, har jeg været mand mange gange.

 

 

Ældre uden dødsangst

Vi drikker lidt mere kaffe. Katten Louis (eller er det Swayze reinkaneret?) smyger forbi min arm. Jeg kommer til at tænkte på alder og dødelighed. Laura Drasbæk er 47 år, vi er næsten jævnaldrende, og med den bevidsthed dukker spørgsmålet om alder op i min tankerække, om den danske Demi har det godt med at blive ældre.

  

Det har jeg det ok med. Selvom jeg har det lidt hårdt med at se noget af det, vi har lavet for et år siden på Sommerdahl. Jeg ser hurtigt ældre ud, synes jeg. Det har jeg det lidt svært med. Jeg arbejder som sagt med min forfængelighed og forsøger at rumme, at der er forskellige niveauer.

 

Så ingen dødsangst?

Jeg har hørt nogle bøger om at erkende sin egen dødelighed. At anerkende, at livet er en tid, vi har og er blevet givet, og det synes jeg er heftigt. Nogle beslutter sig for at være gamle. Det er jo det, man ikke skal. Man må ikke vælge at være gammel, før man er det. Det er vigtigt i vores alder at genopfinde os selv. Det føler jeg, jeg har gjort ved at lave noget andet og opdage, at der er sted, hvor lidenskaben er lige så stor, hvor man stadig kan sætte noget nyt i gang, starte på en frisk, og hvor man bliver gammel på en måde, hvor man ikke er gammel.

 

 

”Man må ikke vælge at være gammel, før man er det.

Det er vigtigt i vores alder at genopfinde os selv”

  • Laura Drasbæk, 47

 

 

En god måde at blive gammel på er at være ydmyg overfor, at kroppen skal have lidt mere tid, og at man ikke kan det samme som tidligere. Min krop er den samme, som da jeg var 21, føler jeg, men mit ansigt ser anderledes ud. Jeg er blevet klogere, og der er mange ting jeg ikke gider; jeg er blevet mere selektiv, men derudover er der jo ingen forskel. Man skal kæmpe lidt hårdere for tingene med alderen. Og det skal man gøre.

 

Er du et godt sted i livet?

Ja, jeg har aldrig været et bedre sted. Det er fedt at blive klogere og lidt mere ligeglad. Og så er det en kæmpe lykke at frigøre mig det åg af lyst til skuespillet. Jeg føler mig så rig, når jeg selv bestemmer over mit arbejdsliv. Jeg arbejder med ler fra jeg står op til jeg går i seng – når jeg altså ikke er på optagelser. Og jeg tænker aldrig, at jeg laver det samme, underligt nok. Jeg bliver ved at synes, det er sjovt.

 

”Det en kæmpe lykke at frigøre mig det åg af lyst til skuespillet.

Jeg føler mig så rig, når jeg selv bestemmer over mit arbejdsliv”

  • Laura Drasbæk

 

Jeg spørger mig selv, hvad det er, der er vigtigt ved at blive ældre? I bund og grund er vi jo sat i denne verden for at skabe og dyrke relationer. Jeg ser ikke så mange venner mere pga. mit keramikarbejde, men på en måde er min keramik en relation. Og det skal man respektere. Jeg er hverken eneboer eller weird. Endnu. Men at få vasket håret en gang imellem og komme ud og lave tv og møde en masse mennesker er jo også bare en luksus. Jeg føler mig så heldig, smiler Laura Drasbæk, Danmarks Demi Moore fra Nørrebronx i København. And time can do so much..