Smag for eksotiske træer?

Mange kan godt gro i haven men bør flyttes ind i drivhus eller orangeri om vinteren. Der er dog firmaer, som tager sig af afhentning, vinteropbevaring og pasning, hvis man har et kostbart træ.

 

Danske haveejere går i disse år efter vækster, alle andre ikke har. Mange eksperimenterer med træer og buske, som måske/måske ikke kan gro i det danske klima. Planteglæden foregår efter devisen, ”det er sjovt at prøve, og nogen gange kikser det”. Så må en busk eller et træ kasseres, hvis det ikke har overlevet vinteren. Men man skal bare fortsætte med at prøve, synes anlægsgartner og formand for Danske Anlægsgartnere Søren Sømod, Gl. Holte:

”Klimaforandringerne gør sit, og for få år siden kunne man ikke dyrke vin i Danmark. Palmer og andre sydlige vækster kan klare sig, og nogen forsøger med ferskner, der er lige på grænsen for, hvad der kan lade sig gøre. Men selv om ferskner og andre eksotiske træer har det hårdt, og det kniber med at holde dem i live, skal man da forsøge alligevel, hvis man har gået og drømt om sådan et træ”.

Søren Sømod henviser til figentræer, som ofte godt kan overleve udendørs endda med en del figner på, hvis de vokser et varmt og solfuldt sted som for eksempel op af en sydvendt mur i en gårdhave. Og af en eller anden grund har man stort held med figentræer på Bornholm, måske på grund af de mange solskinstimer, øen siges at have:

”Mange eksotiske vækster er resultat af impulskøb i supermarked eller plantecenter, og det er måske ikke den store katastrofe, hvis de visner og dør. Desuden kan eksotiske træer som oliven, citrus, ægte laurbær, nerie, burgunvilla, kamelia, og afrikansk skærmlilje (Agapanthus) bukke under, hvis de vokser udendørs i krukker, hvor de sarte rødder er særlig udsatte for kuldepåvirkning. Faktisk er der større chance for overlevelse, hvis et oliventræ vokser direkte i jorden”, siger Søren Sømod.

Han mener ikke, at man kommer uden om at flytte krukker med eksotiske træer og planter indendørs i frostfrit men lyst miljø om vinteren. Alternativt kan man betale for afhentning, vinteropbevaring og pasning af sine eksotiske vækster i krukker. Det kan betale sig, hvis der er tale om en stor dyr plante, synes Søren Sømod, som dog ikke selv tilbyder vinteropbevaring i drivhus.

binary comment

Figen kan som regel godt leve i Danmark og sætte frugter. Især hvis den vokser op ad en sydvendt læ-fuld mur i en lun gårdhave.

 

Agapanthus – afrikansk skærmlilje – plantes ofte i krukker, som må flyttes indenfor om vinteren, da rødderne ikke tåler lave temperaturer.

 

Oliventræets rødder har svært ved at overleve kulde og frost. Bedst er det at flytte krukken med oliven ind om vinteren eller plante træet direkte i jorden og krydse fingre.

 

Altid drømt om en palme i haven? Hørpalmen fra Kina er kendt for sin tolerance overfor kulde og vokser fint i tempererede egne, herunder danske haver.

 

Forskellige citrustræer kan stå i krukker udendørs om sommeren, men skal indendørs om vinteren, hvor der er lys i for eksempel drivhus eller orangeri.

Burgunvilla, som kendes fra ferierejser til Middelhavslandene, kan klare den danske sommer men ikke vinteren, hvor de må flyttes ind i et varmere miljø.

Ægte laurbær i krukker skal ind om vinteren. Planten stammer fra Middelhavet og findes på få beskyttede steder i Danmark, herunder Christiansø.