Josephine Park har tilbragt et par måneder i en æbleplantage på Fyn under optagelserne til ”Venuseffekten”, så hun er en smule pinligt berørt over, at hun ikke kan huske, hvilken æblesort det var. Til gengæld er hun glad for, at filmen handler om kærlighed mellem to kvinder, uden at det bliver gjort til en problemfilm af den grund. Som i enhver anden kærlighedsfilm opstår der forviklinger. Men det kan faktisk også være ret sjovt. 

– Jeg holder meget af, at ”Venuseffekten” er en helt almindelig kærlighedsfilm, hvor det ikke bliver problematiseret, at kærligheden udspiller sig mellem to kvinder, Liv (Johanne Milland, red) og Andrea (Josephine, red.). Det kunne lige så godt have handlet om et heteroseksuelt par, siger Josephine Park. 

– Det er ikke en historie, vi før har set i dansk film.  

Som det hører sig til i en kærlighedsfilm, er det modsætninger, der mødes, og de problemer, som det giver, er dramaets brændstof. Og anledning til en del komik. 

Kernefamilie og vennefamilie 

– Selvfølgelig bliver vi alle påvirket af vores opvækst. Liv og Andrea er meget forskellige. Liv er vokset op i en kernefamilieidyl, og det præger hendes billede af, hvordan kærligheden ser ud. Andrea har mere en ”vennefamilie”. Det svære er, når vores kærlighed ikke ser ud som det billede, vi er vokset op med. 

– Andreas omgangskreds af kvinder – det er hendes familie. Du kan se det som ekstrovert, men det er også en umiddelbarhed. En livsstil, som hun elsker. Til gengæld har hun lidt et blind spot for, at Liv ikke har det på samme måde. Ingen af dem har ret. Det er bare to forskellige liv, som de prøver at forene. Og det er meget mere det, det handler om i ”Venuseffekten”, end at det er to kvinder. 

I filmen er Livs bror (også) homoseksuel, så en pointe er, at Liv måske føler en forventning om, at hun skal levere familiens børnebørn. Det er selvfølgelig ikke teknisk noget problem, som det også vises i filmen, og som Josephine Park selv demonstrerer. Hun er mor til Nelson på snart fire – og har Kirstine Høgsbros 17-årige som bonussøn. 

Og Josephines egne forældre får i den grad lov til at være bedsteforældre: 

– Min søn kommer tit hos min mor, fordi vi arbejder så meget, som vi gør. Jeg føler, at de er bedste venner. Han har også fået et stærkt forhold til min far. Der er et andet forhold mellem børn og bedsteforældre, der er nærmest en magi over det. Mine forældre føler i hvert fald ikke, at de behøver opdrage. Når Nelson er hos min mor eller far, så er det deres verden. Og forleden, da jeg ville blive lidt og hygge efter at have afleveret min søn, kiggede han på mig på den der måde: ”du skal ikke være her? Jeg vil have mormor for mig selv”. Alle andre steder vil han gerne have jeg er der, eller min kone er der, men her … 

At finde den rigtige 

I ”Venuseffekten” viser det sig, at familieidyllen på Fyn heller ikke er så let at opretholde – børnebørn eller ej. Men mange går jo og bøvler med kærligheden. Om det nu er at få parforholdet til at fungere eller overhovedet at finde kærligheden. Josephine selv er gift på syvende år, men det er så også det længste forhold, hun har været i. 

– Det er svært at finde nogen, som man tænker, er ”den rigtige”. At finde en at dele livet med, en som kan rumme en, og som man selv kan rumme? Det er et stykke arbejde, man gør.  

– Der er en brug-og-smid-væk-kultur, også hvad parforhold angår. Mit ægteskab er faktisk mit længste forhold. Det er spændende at være i. Og jo, nogle gange får man nogle kriser, men så kommer man over dem og opdager, at der måske endda er mere kærlighed på den anden side. 

– Det med kærligheden, det er svært for alle. Jeg kender ikke nogen – jo, jeg kender par, der har det godt – men ikke nogen, der synes, det er vildt nemt. Slet ikke nogen, der hele tiden har haft det nemt. 

At åbne verden for hinanden 

– Der alle mulige hverdagsskænderier, man kan have. For mig er det vigtigt at have samme livssyn – at der stadig kan være samtaler til klokken tre om natten. Det kan der for Kirstine og mig.  

– Men der, hvor man begynder at gøre verden mindre for hinanden, må man overveje, om det er rigtigt at være i et forhold. Når et forhold er godt, så åbner man verden for hinanden. Det er måske en utopi at gøre hele tiden. Men når parforholdet gør rummene mindre, så må man i hvert fald overveje, om man kan begynde at åbne dem igen. 

Det hjælper muligvis, at parterne har forståelse for hinandens arbejde. For Josephine Park betyder det, at hun er blevet utrolig god til at lukke ned for den permanente forstyrrelse, som mails, beskeder og sociale medier udgør i hverdagen.  

– I optageperioder får jeg forsømt nogle mennesker. Så samler jeg stumperne op bagefter. Heldigvis har jeg gode venner og en forstående familie.  

Den brudte familie 

Nogle gange holder det bare ikke. Forholdet ender i skilsmisse, og det kan ikke mindst være hårdt for børnene. Så er det de voksnes ansvar, at få det til at fungere. Josephine selv kan ikke huske sine forældre som andet end skilt fra hinanden, men husker det ikke som problematisk: 

– Mine forældre blev skilt, da jeg var to. Dengang gav de udtryk for at være gode venner – og det er de i hvert fald nu – selv om der nok var flere følelser i klemme dengang. Men det var ikke noget, jeg mærkede. Det har de været gode til.  

– Selv er jeg havnet i det, fordi min kone har et barn fra tidligere forhold. Vi tager vi i sommerhus alle sammen – det er uproblematisk. Det kræver, at der er nogle voksne, der er klar til at gøre sig umage for at det fungerer. Min far og mor kan i dag sidde og få grineflip sammen, så de ja – de har været dygtige. Og sikkert også gjort sig hamrende umage dengang. 

De fleste forbinder nok Josephine Park med hendes rolle i ”Doggystyle”, der har indbragt hende en Robert både for første og anden sæson (og så må vi se om den kommende tredje sæson er lykkens gang), men hun fik allerede sin tv-debut i ”Arvingerne”, mens hun stadig gik på teaterskolen i Århus. 

– Jeg syntes, jeg var meget heldig, husker Josephine. – Det var jo en god serie, og jeg blev taget ekstremt godt imod. Jeg gik jo stadig på skole, da jeg fik rollen. Jeg havde aldrig lavet noget film før, men jeg følte mig passet sindssygt godt på af de garvede spillere. De tog mig lidt i hånden, så det blev en god oplevelse.  

Anerkendelse og berømmelse  

Siden kom en masse teaterroller. Josephine har også en Talent Reumert i bagagen.  

– Det ville være løgn at sige, at det ikke betyder noget at få anerkendelse. At nogen sætter pris på en. Men jeg glemmer det tre sekunder efter, fordi jeg står i nyt projekt, og Gud nej, kan jeg overhovedet finde ud af noget? Sådan får jeg det hver gang – kan jeg nu finde ud af det? Opdager de nu, at jeg ingenting kan? Det er sådan noget helt selvoptaget noget. Så svaret er, at priser betyder meget, og de betyder lidt på samme tid. 

Josephine er nu sluppet ret godt fra det og har haft travlt foran kameraet i de seneste år, så vi får set en del mere til hende i den kommende tid. 

– Jeg synes, det er vildt sjovt at optage i udlandet. Noget af ”Natten har øjne” optog vi i London og det meste af filmen er på engelsk. Det er megasjovt at kunne arbejde alle mulige steder. Det gad jeg godt mere af, men jeg har ikke drøm om at flytte til L.A. 

Egentlig var det nu teatret, der greb Josephine, da hun kun var 15 år. Hun blev introduceret til det gennem sin fars kæreste og var solgt med det samme.  

– Det er lidt ligesom at læse bøger, siger hun. – Min mor var hurtig til at insistere på, at det skulle jeg. Jeg er taknemmelig for at have fået det univers at træde ind i. Jeg elsker at læse gode romaner. Det skal man lære. 

Det klassiske drama 

– På samme måde med teater. Man skal lære at lade sig rive med af det. Film og tv lettere at lade sig rive med af – hjulpet af nærbilleder, musik og effekter. Med teater skal man gøre sig lidt mere umage. Men det er fantastisk at gå i teatret, især oven på pandemien. Jeg var med i ”Kirsebærhaven”, der blev lukket ned efter halvanden uge – og vi tænkte, ”jamen, vi ses igen om en uge”. Hvad vi ikke gjorde. Så igen at se noget live – sammen med andre mennesker – det er magisk.  

Og efter to år udelukkende med film- og tv-arbejde står Josephine Park igen på scenen til marts, hvor hun skal spille ”Elektra” på Odense Teater. 

– Jeg har længe haft lyst til at lave noget rigtig tungt: Shakespeare eller en græsk tragedie – det har jeg faktisk ikke prøvet. Og apropos rum, der åbner sig. Hver gang man prøver noget nyt, åbner man rum i sig selv. Nu har jeg fået åbnet noget i filmafdelingen. Så er det dejligt at holde i det udtryk, man bruger på teatret. Det vil jeg ikke være foruden.  

 

Rundt om Josephine 

Hvad er dit yndlingsæble? 

Jeg ville elske at kunne det med æblesorter – især efter ”Venuseffekten” – men jeg er dårlig til alt med sorter af ting. Men i øvrigt kan jeg godt lide æbler. 

 

Er der en ret, som du er særlig godt til at lave? 

Jeg er ikke god til at lave mad. Det er lidt tosset, for jeg elsker at have gæster. Derfor ender det med at jeg køber dyrt ind af vin og snacks – en kæmpe salat og nogle lækre ting, man kan hapse af – fordi jeg ikke kan lave gæstemad. Eller min kone laver mad. Sjovt nok elsker jeg selv mad, så det er et underudviklet område. Jeg er uopfindsom og det med at følge en opskrift går ikke, for så kan jeg jo ikke have musik i ørerne samtidig. 

 

Din yndlingsserie? 

Lige nu er det ting som ”White Lotus” på HBO, og jeg er vild med ”Mare of Easttown”. For nylig har jeg også genset ”Sopranos” og ”Fleabag” 

 

Dit første kys? 

Det må være Emil fra parallelklassen … måske det var til en klubfest. 

 

Hvilken skuespiller kunne du godt drømme om at spille sammen med? 

Det skifter med, hvad jeg ser. Jeg bliver draget af universet i en serie, så det skifter.  

 

Hvilken klassisk rolle ville du gerne gøre til din? 

Jeg glæder mig til at spille ”Elektra”, men der er også mange Shakespeare-roller. Julie er måske lidt passé nu, men derudover noget, uanset hvad. Det er et guddommeligt sprog, mage til poesi finder man ikke. Men klart bedst på engelsk. 

 

Hvis ikke skuespiller – hvad kunne du så drømme om? 

Det ved jeg vitterligt ikke! Jeg var hooked på skuespillet som 15-årig … men måske noget før det. I mine meget unge år måske sygeplejerske. Det var mine mostre, og jeg syntes, de var seje. 

 

Verden åbner igen: hvor kunne du drømme dig hen på ferie? 

Et eller andet varmt sted – Kenya har jeg gået og tænkt på. Eller måske en efterårstur til Italien og gå rundt og nyde Firenze i det der støvede efterårslys. 

 

Den tid på året: din bedste og værste jul? 

Jeg synes alle mine juleaftener som barn var det bedste. Vi holdt den i mine bedsteforældres hus i Charlottenlund, og alle mine fætre og kusiner var der også. Den værste jul må helt klart være den, efter min søster døde. Men generelt har jeg gode juleminder. Til gengæld kan jeg få helt ondt i maven over folk, som ikke har en god jul. Det kan gøre mig lidt melankolsk. 

Sidste år var det første år, hvor Nelson egentlig forstod, hvad det gik ud på. Nu er han 4 år, og så bliver julen for ham. 

 

Og den klassiske: and, flæskesteg eller? 

Vi får det hele; flæskesteg, and og nogle gange kalkun. Jeg holder af både and og flæskesteg – og det er vel at mærke ikke mig der laver maden. Det er mine fætre, der har overtaget tjansen, og de beder mig rent ud sagt lade være med at hjælpe. 

 

Venuseffekten 

25-årige Liv lever et ganske konventionelt liv i provinsen. Hun arbejder på forældrenes gartneri og er netop flyttet i egen lejlighed for i det mindste at få lidt afstand til sin mor og noget, der ligner optakten til et borgerligt ægteskab med kæresten. Og så er det, hun møder Andrea, der holder en lille pause fra sin stressende københavnerhverdag i en campingvogn midt i onklens æbleplantage. Andrea er lesbisk og finder ikke noget unaturligt i at blive tiltrukket af en anden kvinde, men Liv er uforberedt på følelserne og det eventyr, som nu venter. For det første kys er blot starten på en lang række udfordringer for Liv og Andrea. 

Anne Emma Haudal, der også står bag ”Doggystyle”, fortsætter sin udforskning af kærlighedens vildveje i ”Venuseffekten”, hvor hun både har skrevet manuskript og instrueret. Johanne Milland (der rent faktisk er fra Fyn) spiller Liv og Josephine Park (der er ærkekøbenhavner og opvokset i København K og på Østerbro) Andrea. Som Livs forældre ses Sofie Gråbøl og Lars Mikkelsen. 

Josephine Park 

Josephine Park ankom med et brag i danskernes bevidsthed som Isa i 2. sæson af ”Arvingerne”. Siden har hun gjort sig bemærket på teatret og bl.a. i to sæsoner af den roste tv-serie ”Doggystyle”. 

Josephine er gift med dramatikeren Kirstine Høgsbro, og sammen har de sønnen Nelson.