Sommerlandets lækkerier 

Afstikkere til vingårde og andre steder med salg af gourmetprodukter er oplagt på vej til og fra ferielandet. Der er både noget at smage på stedet og købe med hjem. Her er seks forslag til steder med lokalt fremstillede gourmetprodukter. Og der er både noget at spise, drikke og smøre på huden.

Procenter, bær og urter 

Aromagården i Nørre Nebel i det vestjyske er både dyrknings-, produktions- og salgssted af delikatesser, stærke drikke og cremer skabt af et modent ægtepar som før havde andre erhverv. De tilbyder marmelader af lokale bær krydret med blandt andet aronie og havtorn. Aromagården sælger også æblemost, shots, gin, rom, likør, dram med kanel og kirsebær samt sæbe og creme. www.aromagaarden.dk 

En passion for jordbær  

Bag Rokkedysse Bær i Kirke Værløse står et særdeles veluddannet ægtepar, som også har afdelinger i Vejby og Torvehallerne. Stedet er især kendt for dyrkning af jordbær og hindbær, som man kan plukke selv eller købe plukkede. Der tilbydes også bærbrunch og afternoon tea på gården, som holder åbent alle dage frem til slutningen af oktober med butik og jordbærcafé. Til salg er også marmelade, saft og is af stedets bær som suppleres af æbler, pærer og blommer senere på sæsonen. www.rokkedysse.dk 

 

Vin fra andre vinlande 

Med coronasikre forholdsregler har man valgt at gennemføre Ribe Vinfestival 27.-28.august, fortrinsvis med billetter i forsalg (se hjemmeside og FB). Festivalen i Ribes hyggelige middelaldergågade præsenterer 20 vinimportører, som giver smagsprøver og fortæller om vinene. Det vil også være muligt at prøvesmage forskelligt vintilbehør og deltage i små vinevents. Importørerne kommer fra hele landet – så langt væk som Lolland, Åbybro, Bjæverskov og København. De præsenterer vine fra de store vinlande men også fra ”nye” som Tyrkiet, Tjekkiet, Cypern og Luxembourg. www.ribevinfestival.dk 

Tæt på whiskyproduktion 

Thornæs Destilleri fokuserer på dansk single malt whisky. Destilleriet holder til på Falkendal i Kagerup ved Helsinge, hvor en gammel hestestald er indrettet med bryggeri, destilleringskedler, tøndelager og gårdbutik med smageplads for 30 gæsterVirksomheden blev grundlagt i 2019 af Torben Thornæs Andersen, som ønskede at skifte spor fra reklamebranchen og prøve noget andet i de rustikke omgivelser. Flere gange om ugen er her rundvisninger, og i butikken sælger stedets produkter og artikler relateret til whisky seks dage om ugen. www.thornaes.com 

Naturvin ved helligkilde 

Vingården Garbolund i Anisse ved Arresø producerer ufiltreret naturvin uden tilsætningsstoffer af gårdens egne druer og med en karakteristisk sommerfugleetiket på flaskerne. Man kan få rundvisning i de sydvendte vinmarker på en bakke ved den drænlagte helligkilde Snokilde. Dronning Margrethe den Første ejede jorden og ville have opført et nonnekloster. Vinmarken blev tilplantet i 2003 med knap 1000 vinstokke med tre rødvinsdruesorter og to hvide.  Priser pr. flaske ligger på 180-395 kr. www.garbolund.dk 

Den fynske honningrute 

Kommer du forbi Fyn denne sommer, kan en hyggelig omvej gå til honningrutens bigårde på den nordlige del af øen. Magtenbølle Honning & Mjød i Vissenbjerg tilbyder mjød lavet på honning. Der gives rundtur i bryggeriet og på grunden med bistader. Her laves også honning, eddike og hudplejeprodukter med bivoks. www.magtenboelle.com Solens Hjerte i Odense har vundet VM-guld i Sydkorea for verdens bedste faste honning. Bistaderne vises frem, og besøgende kan deltage i honninghøst, slyngning, tapning og bearbejdelse – i ført bidragtwww.solenshjerte.dk Skovgårde Biavl i Søndersø viser biernes rolle i produktion af frø og urter og tilbyder smagsprøverwww.skovsgårdebiavl.dk