Æblet falder sjældent langt fra stammen

Artikel af: Peter Pilegaard - Jun 08 2020 kl: 15:19

46-årige Jakob Ellemann-Jensen (V) er, som siddende Venstre-formand, fulgt i farmand Uffes fodspor som leder af det nu 150 år gamle borgerlige parti. Og som søn af en af landets forhenværende og magtfulde politiske skikkelser, der med sit lune ramte noget nær det folkekære, er Jakob bekendt med den arv, som følger en efterfølger. Det kan være udfordrende, men æblet falder jo heldigvis sjældent langt fra stammen.

 

FET_Ellemann_8Y9A5197b

 

”Der er et forventningspres,” konstaterer Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, om hans egen position i dansk politik som søn af forhenværende udenrigsmister og tidligere partiformand, Uffe Ellemann-Jensen.  

”Det giver en arv på godt og ondt. Men det er en arv, der skal løftes, og det føler jeg mig forpligtiget til. Og jeg tror oprigtig på, at jeg kan gøre en forskel,” lyder det klart og tydeligt fra oppositionens frontmand Ellemann, der er i gang med at stå som sin egen uden sammenligning.

”Man skal passe på med ikke at gøre sig til noget, man ikke er. Man kommer længst med at være sig selv.”

FAR OG MOR SOM HOTLINE

Jakob Ellemann-Jensen har som formand for Venstre skulle finde sig til rette på den taburet, som hans far besad i årene 1984-1998. Men selvom det yngre lederskud på den ellemannske politikerstamme sagtens kan selv, er det altid rart at dele tankerne med den alderserfarne farmand Uffe.

”Når man, som jeg har det, har en kapacitet som min far så tæt på, ville det være utilgivelig dumt, hvis ikke jeg lyttede til hans råd – uanset om jeg retter mig efter dem eller ej,” kommer det prompte fra Jakob Ellemann-Jensen.

”Da jeg skulle stille op som formand i 2019, spurgte jeg min far om dengang, han blev formand. Han fortalte mig, at han sådan set heller ikke havde planer om at blive formand for Venstre på det tidspunkt, han blev det. Dengang var det Ivar Hansen, der gerne ville have formandsposten, og min far havde bakket ham op hele vejen – indtil han så ikke gjorde det længere, og selv tog imod formandsposten. Det havde vi nogle gode snakke om. Vi vidste jo begge to godt, hvor det ville ende, men det var alligevel meget rart at få talt nogle ting igennem,” fortæller Jakob Ellemann-Jensen, som af og til ringer sammen med sine forældre tidligt om morgenen.

”De har, som gamle journalister, allerede læst aviserne, inden jeg ringer. Og velunderrettede som de er, har de spørgsmål, og så drøfter vi tingene. Det er ikke så meget konkrete problemstillinger, men mere at vende nogle ting og tænke højt. Jeg kan altid høre på længden af pausen, inden der bliver svaret, hvor begavet, det, jeg foreslår, er,” griner den yngre Ellemann og tilføjer med et smil, at de længste pauser er de værste. 

MEST STOLT AF MOR

Jakob Ellemann-Jensen ser begge sine forældre som rollemodeller. Hans fars virke i dansk og international politik har altid fyldt meget i barndomshjemmet gennem årene, men hans mor, journalisten Alice Vestergaard, satte i en grad også sit præg i Jakobs liv og verdenen omkring ham og gjorde et eftertrykkeligt indtryk på Jakob fremover.  

”Jeg har altid været hamrende stolt af mine forældre, og jeg er det stadigvæk. I min barndom var det min far, der fyldte mest, men i virkeligheden er jeg nok mest stolt af min mor. Hun var den første kvindelige oplæser i radioavisen og i tv-avisen. Hun har gjort så utrolig meget mere for ligestillingen i det her land, end så mange andre har. Det har hun gjort, fordi hun troede på det, fordi hun ville, og fordi hun havde nogle chefer, som turde bakke op om hende. Og det har jeg en kæmpe respekt for. Jeg synes, hun har været en sej pioner,” lyder det stolt fra Jakob Ellemann-Jensen, der sætter pris på det unikke forhold, som han har med sine forældre.  

”Jeg synes, nærheden i hinandens liv er vigtig. Mine forældre fylder meget i min tilværelse, og det er jeg glad for. Min far arbejdede meget, da jeg var barn. Selvfølgelig savnede jeg ham. Men det han lavede, var jo vigtigt. Jeg forstod måske ikke helt hvordan, det var vigtigt, men jeg vidste, det var vigtigt. Det var jo ikke for sjov, at han altid sad til FNs generalforsamling på min fødselsdag. Men sådan var det bare. Og det var da også meget sejt at få et fødselsdagskort, der var underskrevet af George P. Schultz (USA’s udenrigsminister 1982-1989, red.).” 

Hvad er det bedste råd, din far har givet dig?

”Jeg tror, det bedste råd har været at inddrage hinanden; at jeg sørger for, at min kone er en del af det hele og er ok med det. Jobbet som politiker slipper du aldrig nogensinde. Jeg nyder selvfølgelig pinse og andre helligdage og kommer lidt i haven, men mit arbejde som politiker fylder hele tiden, og mobilen er konstant i baglommen. Man er hele tiden på, og det skal man som partner kunne acceptere og leve med; at sommerferien er præget af det, at man er nødt til at tage tidligere hjem fra dit og dat, og at jeg aldrig kan svare på, om jeg er hjemme i aften, for det ved jeg simpelthen ikke. Det kræver virkelig, at man er på bølgelængde med hinanden – både praktisk og mentalt.” 

EGEN IDENTITET

Jakob Ellemann-Jensen (V) er godt i gang med at skabe sin egen identitet som formand for partiet Venstre. Han har siden det dramatiske formandsskifte i 2019 blandt andet haft til opgave at formidle til omverdenen, hvilken ny generation, han er som (for)mand, menneske og politiker – fri af eget efternavns historiske slæb og politiske forfædres slidte slør.

”Det var en udfordring, at formandsskiftet i Venstre skete meget pludselig. Det var ikke muligt for mig at stå klar med et grydeklart projekt og en gennemført dagsorden, da det ikke lige var en del af den overordnede plan, at jeg skulle være formand for partiet på det tidspunkt,” fortæller Jakob Ellemann-Jensen og fortsætter: 

”Udfordringen er også at få fortalt, hvem jeg er og hvad jeg står for, uden at gøre det op imod mine forgængere eller andre – men udelukkende i kraft af mig selv. Derfor har jeg, inden Corona-nedlukningen, brugt meget tid på at tale politik med Venstres medlemmer og lære dem at kende og give dem mulighed for at lære mig at kende. Det har fungeret godt.”  

Hvem er han så, ham manden Jakob?

”Jeg bestræber mig på at åbne for det personlige, men jeg lukker ofte af, hvor det er privat. Jeg er politiker med et arbejde, hvor jeg er med til at tage nogle beslutninger, der har kæmpe betydning for folk i al almindelighed. Men jeg er jo også bare en glad dreng og far til tre,” smiler den tidligere koncernjurist og militærmand, hvis vej ind i politik, efter eget udsagn, har været styret af lysten til alt mulig andet. 

 ”Min indgang til politik var, at jeg egentlig ikke ville det. Det er derfor, jeg har lavet så mange andre ting, før jeg gik ind i politik. Når jeg kigger på mit CV, så skiller jeg mig bestemt ud fra normen herinde (Christiansborg, red.). Der er ikke så mange med både en erhvervs- og militærkarriere at kunne trække på. Det er en kæmpe fordel, føler jeg, og jeg er sindssygt glad for det.”

KÆFT, TRIT OG POLITISK RETNING

Jakob Ellemann-Jensens militærkarriere har betydet meget for Venstres siddende formand. Men nysgerrigheden byder at vide, hvordan han bruger sin militærmand i det politiske liv og virke.

”Der er særligt to ting, jeg lærte af Forsvaret: Det ene er det ledelsesmæssige, hvor man som officer skal træffe beslutninger og bede andre følge en, mens man behandler dem på en måde, så de rent faktisk også gør det,” fortæller den tidligere premierløjtnant af reserven i Den Internationale Brigade og kaptajn i den danske bataljon i Bosnien-Hercegovina.  

”Det andet er værdien af mennesker, at få tingene til at fungere mellem folk med forskellig baggrund. Da jeg var i Forsvaret, var min far udenrigsminister og min mor nyhedschef på TV2. Det var et relativt hektisk forældrepar, men det, der betød noget i Forsvaret, var ikke, hvad du hed, hvor du kom fra, eller hvad din far lavede. Det var folk ligeglade med. Det, der talte, var, om du var en god kammerat, om du kunne bære din makkers ting, når hans kræfter slap op, om du selv kunne sige fra eller holde modet og humøret oppe. Det handlede om, at du kunne bidrage til det fællesskab, du var havnet i, bidrage med noget hver især, mens alle stod i ens tøj og blev skreget op i hovederne og var ingenting værd, mens vi ellers bare skulle få det hele til at fungere alligevel.” 

”Dét lærte mig noget om værdien i andre mennesker og i en selv. Og at jeg kunne komme ind og være noget i kraft af mig selv og ikke, fordi jeg hed, det jeg gjorde, var rigtig fedt. Det er noget, jeg har taget med mig videre; at det er guld værd at kunne holde hinanden oppe, at du er det, du leverer. Og hvis du leverer godt, bliver du belønnet for det.” 

OPPOSITION I EN SVÆR GENOPRETNINGSTID

Belønninger synes svære at finde for Jakob Ellemann-Jensen i en tid som denne. Corona-krisen har stadig sin store, klamme hånd i et greb om lille Danmark, og landets statsminister, Mette Frederiksen (S), har i perioden fra nedlukning til genåbning været meget i fokus som formidler af de tiltag, som regeringen har foretaget – en opgave, hun efter manges mening indtil videre har gjort godt. Venstre derimod, har, som resten af oppositionspartierne, kæmpet for at blive hørt, hvilket har skabt frustrationer i den blå blok. 

”Der er ingen tvivl om, at regeringen har fyldt meget i forbindelse med nedlukningen. Det skulle de også. Det ville kun skabe en tvivl, som der ikke var plads til, hvis vi (oppositionen, red.) skulle begynde at skabe os der. Men nu er vi i gang med genåbningen af Danmark, og der skal vi fylde mere, selvom det kan være vanskeligt,” siger Jakob Ellemann-Jensen og fortsætter: 

”Hvad den økonomiske genopretning af Danmark angår, håber jeg oprigtig talt, at vi kommer til at fylde meget mere, for ellers går det helt galt. Jeg tror simpelthen ikke, at regeringen og dens parlamentariske grundlag har svarene på, hvordan vi får rejst det her land igen. Hvis svaret på en genrejsning af Danmark er, at en masse virksomheder og mennesker skal betale mere i skat, så kommer de 50.000, der indtil videre har mistet deres arbejde, ikke tilbage igen. Og det skal de. Så det, der er vigtigt, er at få genskabt danske arbejdspladser og genrejst dansk økonomi. Det handler om økonomisk tryghed for helt almindelige danskere – og at kunne levere det. Og dér kan vi noget, som de (regeringen, red.) ikke kan.” 

Samfundet og verden lider i denne Corona-tid. Hvordan lider du, Jakob Ellemann-Jensen, som politiker i denne periode?

”Corona-krisen er et vilkår. Jeg lærte i forsvaret, at der er ting, man ikke kan ændre på, og som man bare er nødt til at acceptere. Man må gerne synes, det er træls, men når det er et vilkår, man ikke kan ændre, må man æde det og komme videre. Min rolle lige nu er at kunne indgyde håb og tro på fremtiden. De folk, der har mistet deres arbejde, de skal hjælpes, og jeg vil hjælpe dem med at rejse sig igen. Jeg synes ikke, jeg lider.”  

Er Corona-krisen med til at ændre det politiske landskab generelt?

”På den korte bane, ja. Mange er begejstrede for, at Staten kommer og redder dem. Men på den længere bane, nej. Der skal vi have tilliden til mennesket tilbage igen. Der er en stor autoritetstro lige nu, som jeg tror vil forsvinde, eftersom folk bliver trætte af at blive hundset med. Det er socialisme kontra liberalisme.” 

Irriterer det dig, når befolkningen har syntes, at Mette Fredriksen har klaret sig godt i formidlingen af nedlukningen af Danmark?

”Jeg synes virkelig, hun leverede godt i starten. Den anerkendelse skal hun have. Men jeg synes også, hun er ved at miste grebet. Det bekymrer mig dybt, at jeg kritiseres for at komme med andre forslag, og at hun fortæller mig, at jeg ikke må kritisere regeringen. Jeg er leder af oppositionen i Danmark. Jeg skal kritisere regeringen,” slår Venstres formand fast og tilføjer: 

”Så længe jeg foreslår noget andet, noget bedre, klogere og noget, der rækker længere ud i fremtiden end bare i morgen, så skal jeg komme med mine forslag. Vi er jo politikere, for pokker. Jeg ved godt, at mange synes det er dejligt med bred enighed herinde, men så lad os da enes om mine forslag”, smiler Jakob Elleman-Jensen med et uffesk glimt i øjet og haster ud af sit brandvarme kontor mod gangene på det genåbningsforhandlende Christiansborg, inden turen går mod hjemmet i Rud Skov. 

 

FET_Ellemann_8Y9A5254

 

4 Ellemannske sommervalg

Sol over
Gudhjem eller Pariserbøf?

”Det kommer an på, hvor sulten jeg er. Sol over Gudhjem er jo den maritime udgave af Pariserbøffen, så jeg siger Sol over Gudhjem.”

Hof eller Aperol Spritz?

”Hof. Mine forældre drikker Tuborg, jeg drikker Hof. Den har en anelse mere bitterhed. Jeg sætter stor pris på alle de mikrobryggerier rundt omkring, men den bedste øl i verden er altså en Carlsberg – Probably the best beer in the world.” 

Københavnerstang eller italiensk Gelati?

”Jeg synes ofte, italiensk is mangler fløde. Jeg er mest til flødeis. Det må blive en københavnerstang.”

Vi elsker vort land, Drachmann eller Midsommersangen, Shi-bi-dua?

”Forskellen er Gravhøje og Gravhunde i tredje vers. Jeg kan alt, hvad Shu-bi-dua har skrevet. Jeg elsker Shu-bi-dua, men det er Drachmanns, der er den rigtige. Selvom Shu-bi-duas udgave er en af de få sange, hvor det er lykkedes at lave en god og moderne melodi af en smuk gammel sang.”

 

FET_Ellemann_8Y9A5229