Juletræet med sin pynt

unsplash

Snart stråler juleglansen fra træets grønne top rundt i landets stuer. Men sådan har det ikke altid været. Det var faktisk først i 1808, det første juletræ kom indenfor i de danske hjem og stod på det sydsjællandske gods Holsteinborg. Det var nemlig primært adelige, der i begyndelsen havde et juletræ indenfor. I 1811 blev der tændt et juletræ i stuen i Ny Kongensgade nr. 221 hos doktor Martin Lehmann, der er født i Holsten og sandsynligvis kender traditionen fra sin egen barndom. — Oprindelse Helt oprindeligt var juletræet nemlig en tysk tradition, og der er oplysninger om pyntede juletræer i Tyskland, der stammer helt tilbage fra 1500-tallet. Træet er et kristent symbol på livstræet, som er Jesus og derfor er træet stedsegrønt, som et symbol på evigt liv. Stjernen i toppen er selvfølgelig stjernen over Bethlehem, mens pynten og gaverne symboliserer de gaver, de vise mænd bragte til jesusbarnet. Nogle steder sættes der en engel i toppen af træet i stedet for stjernen, men englen symboliserer ligeledes Jesus. Førhen lagde man ikke gaverne under træet, men ind imellem træernes grene og uden at de var pakket ind. Men hvilke typer af træer er der egentlig at vælge imellem?

Rødgran
Den karakteristiske rødgran med de opadgående grene og stive nåle er kendt som ”det rigtige” juletræ og den træsort, man har brugt som juletræ siden 1800-tallet. I gamle dage var stuerne ikke opvarmede som i dag og derfor holdt rødgranen sig friskere i længere tid, mens det i dag ofte kun kan stå en uges tid, før det begynder at miste sine nåle. En rødgran spreder hurtigt en dejlig granduft i stuen, og så er den billigere end mange af de andre sorter.

Nordmannsgran
Efterhånden er Nordmannsgranen blevet danskernes foretrukne juletræ. Den er af sorten ædelgran, som ikke har de stikkende nåle, vi kender fra for eksempel rødgranen. Det flotte, mørkegrønne træ med det ofte ret symmetriske og tætte udseende kan faktisk holde sig frisk hele december måned. Den største ulempe er, at træet kan være så tæt, at det kan være lidt svært at finde plads til julepynten, og samtidig er det et lidt dyrere træ.

Nobilisgran
Det smukke træ med det sølvfarvede skær bliver også kaldt for sølvgran. Det har lidt længere nåle end mange andre sorter. Træet ligner på mange måder Nordmannsgranen og kan ligeledes holde sig frisk længe. Men på grund af de danske vejrforhold kan det langsomt voksende træ have lidt svært ved at udvikle sig symmetrisk – derfor kræver det ekstra meget af den, der dyrker det og er derfor også en del dyrere end andre sorter. Er det derimod dyrket godt, udvikler det sig til et virkeligt, smukt træ.

Omorika
Har du en lille stue, er det faktisk smart med et træ, der ikke fylder så meget i bredden. Omorika-træet er beslægtet med den klassiske rødgran og har cirka samme egenskaber. Til gengæld er det et meget slankt træ. Du skal nok selv ud at fælde det, da det er sjældent at finde hos juletræssælgerne.

Frasergran
I USA bliver denne ædelgran kaldt for grantræernes Rolls Royce og er meget udbredt i de amerikanske stuer. Træet er først blevet indført i Danmark i løbet af de seneste par år og stammer oprindeligt fra bjergområdet Apallacherne i det østlige USA. Det er sjældent muligt at købe Frasergran hos de danske juletræssælgere, men træet kan findes hos flere online sælgere. Det er et slankt træ med velduftende grønne nåle, og opadvoksende og tætsiddende grenkranse og holdbarheden er lidt den samme som ved en Nordmannsgran.