Kong Kjeldbjerg af Robinson

Som tidligere dansk landsholdsspiller med en udlandskarriere i mægtige Chelsea, har Robinson Ekspeditionens frontfigur, Jakob Kjeldbjerg, både oplevet og udlevet, hvad de fleste drenge blot drømmer om; et liv i professionel fodbold. Et liv, der har givet den tidligere forsvarsklippe troen på at angribe tilværelsen som tv-vært ved ‘at slippe køteren løs’. Det har givet pote. Og med bopæl i Frankrig og job i Filippinerne har den danske klippe ganske enkelt vokset sig ind i rollen som Robinson Crusoes ukendte far og er blevet Kong Kjeldbjerg af Robinson Ekspeditionen.

 

 

Tv-vært og tidligere professionel fodboldspiller, Jakob Kjeldbjerg, er efter syv ugers optagelser med Robinson Ekspeditionen i Filippinerne netop returneret til en tilstoppet kloak i hjemmet i Sydfrankrig. Men selvom det aldrig er morsomt at stå i lort til halsen, nyder udlandsdanskeren fra Frederiks i Jylland at stå med begge ben solidt plantet i egen septiktank i familiens hjem ved Middelhavet.

”Jeg elsker at bo i eget hus. Også selvom jeg lige nu står og venter på en slamsuger, der skal ordne min tilstoppede kloak. Derude i Østen har de et eller andet, der skal ligne kloakering, men man ved ikke rigtig, hvor det ender henne. Der er lort over det hele derude,” konstaterer Kjeldbjerg, mens han spejder efter bilen med den store slange i hjemlige omgivelser lidt nord for Cannes, hvor han har boet med familien i over 12 år.

Arven efter Mygind

Et par år inden familien valgte at hive køben-
havnerforstadens teltpæle op og flytte til Frankrig, havde Jakob Kjeldbjerg sagt ja til værtsjobbet på et populært reality-program på TV3. Og det var ikke et hvilket som helst reality-program, som den tidligere fodboldspiller og sports-vært skulle lægge ansigt til. Robinson Ekspeditionen var et af tidens mest populære underholdningsprogrammer, og Kjeldbjerg, der var valgt som programmets vært, skulle nu pludselig stå langt væk fra både midterforsvar og fodboldsnak og i stedet fungere som indpisker og rygrad for deltagende danskere på en tropisk ø, mens arven efter foregangsmanden Thomas Mygind skulle løftes – en udfordring af de helt store for Jakob Kjeldbjerg. 

”Jeg skulle overtage Robinson Ekspeditionen efter Thomas Mygind, og på det tidspunkt var programmet TV3’s store flagskib. Der var masser af muligheder for, at det kunne gå galt. Men når man er i det, så omfavner man muligheden for, at det går godt. Troen på egne evner, som er en nødvendighed sideløbende med paranoiaen og præstationsangsten, var også til stede. Og for mig var det den gyldne mulighed for at kunne kappe fodboldbåndet fuldstændigt. Der var simpelthen gået rutine i fodboldjobbet”, fortæller den tidligere fodboldspiller om sit forgangne job på fodboldprogrammet Onside og Tipslørdag, hvor han som ekspert og vært fik oparbejdet en pæn portion tv-erfaring og værdifuld selvtillid.

”Jeg var jo blevet en dreven herre indenfor tv på dette tidspunkt, så selvtilliden var i top. Jeg vidste,  jeg kunne lave fjernsyn. Men hvad jeg endnu ikke vidste var, om jeg også var i stand til at tage ejerskab. Det handler ikke bare om at kunne stille sig foran et kamera og være smart. Det handler om at kunne tage ejerskab over det program, man som vært formidler. Det er det, der gør forskellen, om du er interessant eller ej,” erkender Kjeldbjerg og uddyber:

”Jeg vidste, jeg kunne formulere mig foran mennesker. Som jurastuderende havde jeg haft den klichéfyldte drøm om at stå i en retssal som forsvarer og forføre alle omkring mig, men jobbet som ekspert og vært på programmet Tipslørdag, der var i umiddelbar forlængelse af min aktive karriere som fodboldsspiller, var den perfekte proces. Her skulle jeg jo også bruge kæften og formulere mig ordentligt.

Jeg lavede selvfølgelig en masse begynderfejl, men jeg lærte af dem. Jeg udnyttede, at jeg vidste meget om fodbold, og jeg var da hjulpet af at være tidlig- ere landsholds- og Chelsea-spiller. Jeg brugte min baggrund til at komme igennem, men det kræver et stort knoklearbejde. Det er jo ikke nok at forstå tingene, man skal også formidle det. Det er ingen gavebod,” lyder det kontant fra den tidligere fodboldspiller, som tilføjer:

”Man bliver jo partout heller ikke en god fodboldtræner, bare fordi man kan spille bold. Man skal have værktøjer med sig, der gør, at man kan formidle.”

Kjeldbjerg – en ny æra i Robinson

Jakob Kjeldbjergs talent for formidling har ført til succes som tv-vært. Og Kong Kjeldbjerg er med tiden blevet indbegrebet af Robinson Ekspeditionen. Thomas Mygind-æraen er for længst blevet afløst af den tidligere fodboldspiller, der i den første periode som ny vært på det populære reality-program af mange blev set som både for hård og ondskabsfuld. 

”I dag er jeg nok mere hygge-coach end ham den onde. Men jeg har altid været bevidst om, hvordan jeg er overfor deltagerne. Jeg har svinet de deltagere til, som har givet op, da de jo har taget pladsen fra en af de 2000 andre ansøgere, der gerne ville være med. Men jeg nægter at tro på, at nogen i de senere sæsoner har hadet mig. Jeg har jo aldrig sagt noget, som seerne derhjemme ikke tænker. Hvis jeg derimod kan mærke, at de har gjort deres bedste, så roser jeg dem også bagefter. Men det forpligter, når man er kommet gennem nåleøjet.

Robinson Ekspeditionen lader til at være et meget grænseoverskridende set up, hvor man blottes både fysisk og mentalt?

”Ja, det er det også. Vi bruger et udtryk, der hedder, at ’du bliver grænseløs’. I slutningen af en ekspedition skænker deltagerne det ikke en tanke, når de sætter sig og skider i vandkanten. Det kunne de ikke drømme om i starten. Men sult og afmagt gør dem grænseløse. Det er fascinerende at se,    hvordan lag efter lag skrælles af,” fortæller Jakob Kjeldbjerg ærligt og kommer i tanke om en gang, da han, ifølge ham selv, gik et stykke over den usynlige grænse til det grænseoverskridende. 

”Inden man havde internet, kom der breve hjemmefra til deltagerne. Jeg kan huske, at jeg en gang stod med nogle børnetegninger til en far, der ikke havde vundet retten til at få det brev. Så jeg brændte brevet foran ham. Det var virkelig grænseoverskridende – også fordi jeg selv er far. Det var ret vildt og nok lige i overkanten.”

Er du i stand til at trække på din baggrund
som tidligere topatlet, når du laver Robinson Ekspeditionen?

”Det skal jeg love dig for, jeg gør. Nogle af deltag- erne synes, det er fedt, mens andre synes det modsatte. Jeg taler til dem om at angribe og ikke bare give op. Jeg er allergisk overfor folk, der giver op. Jeg er virkelig krævende, selvom jeg nok mere er blevet til onklen end den onde, sådan som jeg var det i starten. Jeg fortæller dem, at de skal glemme alt om, hvad de troede, de skulle være, inden de tog hjemmefra. Det kan alligevel ikke lade sig gøre, efter man har sultet i tre dage,” fortæller Jakob Kjeldbjerg, der med egne ord beskriver sig selv som ’total kompromisløs’ i sin tilgang som vært i et
program som Robinson Ekspeditionen. 

”Halvgodt er ikke godt nok, og ethvert nyt afsnit skal være det bedste til dato. Det handler jo også om min egen forfængelighed, min egen ærgerrighed, mine egne ambitioner – fuldstændig samme tilgang som i fodbold; det handler om at slippe køteren løs.”

Survivor

Og netop udtrykket ’at slippe køteren løs’ er nærmest en slags mantra for Jakob Kjeldbjerg, der i sin bog Survivor, som udkom sidste år, blandt andet fortæller om tiden som professionel fodboldspiller, og om hvad der kræves for at opnå succes som ung gut, ikke blot i en benhård sportsverden, men i livet generelt; nemlig det, at kunne ’slippe køteren løs’.  

”’At ’slippe køteren løs’ er mit lille beskedne budskab til unge mennesker om, at man i ny og næ på forskellige tidspunkter i livet er nødt til at give los. Man er nødt til at præstere, hvis man skal det ene eller andet her i livet. Sådan er det bare,” fortæller den tidligere fodboldspiller og fortsætter: 

”Da jeg debuterede på landsholdet, havde jeg indset, at det ikke nyttede noget bare at være der. Jeg var nødt til at markere mig. Jeg skulle mandsopdække selveste Diego Maradona, og hvis jeg bare prøvede at følge med ham, ville han jo rundbarbere mig fuldstændigt. Jeg var fuldt ud bevidst om at slippe min egen indre køter løs, og jeg gjorde det så fremragende, at jeg blev solgt på netop den kamp.”

”Angsten for at fejle er oppe imod sulten efter at vinde – det er et kæmpe tema. Man skal have et element af det i sig, da det ellers nok ikke er muligt at gøre sig umage med det, man laver. Der er en hårfin grænse mellem de to. Mange lider af det. Tennisspilleren Andre Agassi er et fantastisk eksempel på det. Han hader tennis, men hader endnu mere at tabe,” fortæller den tidligere fodboldspiller.

Bogen Survivor har samtidig givet Jakob Kjeldbjerg muligheden for at reflektere over livet som topidrætsudøver på en måde, der kun er mulig med alderen.

”En banal ting er, at vi modnes. Vores evne til at reflektere over tingene udvikles over årene. Som ung oplever man ikke tingene, man tager dem ikke ind. Det er jo meget meget specielt at spille foran 80.000, men man registrerer det ikke, mens man oplever det. Når man, som jeg gjorde, stod på Wembley som 22-årig, havde jeg jo slet ikke samme værktøjer til at bearbejde mine indtryk, sådan som jeg har nu som knap 50-årig. Det var det, jeg faldt for i processen med at skrive en bog. Det var en stærk oplevelse,” fortæller en bevidst og modnet Jakob Kjeldbjerg. 

”Derudover har jeg forsøgt at være ærlig med et håb om måske at kunne inspirere unge mennesker, der lider af præstationsangst ved at fortælle, at man kæmper med de nøjagtig samme problemer, uanset om man spiller i Chelsea, Danmarksserien eller den bitte landsbyklub. Eller om man skal til folkeskolens afgangseksamen. Der er så meget præstationsangst overalt. Det er mit lille håb, at jeg måske kan  hjælpe unge mennesker med at klare sig med devisen om, at hvis Kjeldbjerg kunne, så kan jeg også.”

Nød du processen at skrive en bog?

”Processen er jo meget sjov, men jeg kommer ikke til at udgive en bog igen. Det har jo ikke været en helingsproces eller noget i den stil at skrive Survivor. Mere et eftermæle. Det er vigtigt med et eftermæle,” erkender den tidligere fodboldsspiller og fortæller videre:

”Survivor er for mig en slags bearbejdning af de vilde minder, man som fodboldmand har på højeste plan. Jeg har aldrig haft bearbejdet de oplevelser, og jeg satte aldrig 100 procent pris på, hvor fantastiske de oplevelser var. Nu er det begrænset, hvor mange trofæer jeg vandt. Men jeg var i en af de store klubber, hvor jeg oplevede at vinde over Manchester United på Old Trafford, Liverpool og hvem de ellers var. Vi jublede og krammede hinanden, men næste dag var det nærmest glemt. Så var der jo bare en ny kamp tre dage efter igen.”

Solgt til Chelsea

I august måned 1993 ankom Jakob Kjeldbjerg til London. Det var den traditionsrige storklub Chelsea, som havde lagt mærke til den dengang 23-årige danskers evner i forsvaret, da han i sin debut i landsholdstrøjen havde neutraliseret verdensstjernen Diego Maradona. Men eventyret i udlandet havde en svær begyndelse for danskeren fra Frederiks i Jylland. 

”Måden at lande i London på var hård, men det har jo også været med til at gøre mig stærk. Enten knækker man, eller også bliver man stærkere”, kommer det sikkert fra Jakob Kjeldbjerg.

”Jeg landede på et hotel i Chelsea, og så sad jeg faktisk bare der og sad. Den person, der skulle hjælpe med at etablere mig i byen, var ligeglad med middelmådige mig, så jeg fik virkelig lov til bare at passe mig selv. Glen Hoddle, der havde købt mig, mødtes med mig og sagde, at han havde planer med mig, og så smuttede han hurtigt igen. Vi så ikke hinanden, før vi stod på træningsbanen,” fortæller Jakob Kjeldbjerg, der dengang kostede blot fire millioner danske kroner. ”Jeg var jo ligegyldig. Og Chelsea havde ikke så mange udlændinge på det tidspunkt. Et eller andet sted var de amatører, hvad det angik. Men jeg spillede 70 kampe over de to sæsoner, jeg holdt til, inden jeg blev skadet. Og jeg var med til at bringe klubben i den første FA Cup-finale siden starten af 1970’erne. Så på den måde var jeg i al beskedenhed en del af det, som var begyndelsen til noget større,” konstaterer han i dag kiggende tilbage på en svunden tid i blå og hvid.

”At betegne mig som Chelsea-fan ville være en hån mod Chelsea-fansene”
Hvordan er det så for dig at se Chelsea vinde Europa League, som de gjorde i år?

Jeg så Europa League-finalen i highlights ude fra Filippinerne, hvor jeg lavede Robinson. Det er ikke sådan, at jeg drikker en øl på det, men der er da noget sentimentalt over det. Klubben har givet mig mange oplevelser. Jeg følger klubben, ser dens resultater før alle andre resultater, og når jeg en sjælden gang er i London, kigger jeg forbi og hilser på de mennesker, jeg kender fra min egen tid i klubben, som stadig sidder i administrationen. Men at betegne mig som Chelsea-fan ville være en hån mod Chelsea-fansene.”

Landsholdsdebut i ´92

Jakob Kjeldbjerg fik sin landsholdsdebut i slipstrømmen på Danmarks ubestridt største landsholdssucces: EM-triumfen i 1992.

”Det var meget specielt at blive udvalgt til landhold- et. Jeg spillede i Silkeborg på det tidspunkt. Det var sæsonen 92/93, og jeg var, i al beskedenhed, god. Jeg blev også Årets Spiller det år. Jeg kørte på højeste klinge,” fortæller Kjeldbjerg og fortsætter:

”Jeg var også begyndt at læse jura, og i oktober ’92 sidder jeg så til en forelæsning i erhvervsret, da en sekretær kommer ind og spørger, om der er en Kjeldbjerg til stede. Jeg tror jo først, at det er et familiemedlem, der er død eller noget. Men så siger hun, at hun netop har fået en telefonopringning fra DBU (tiden før mobilerne, red.), der kunne fortælle mig, at jeg var udtaget til det danske fodboldlandshold. Jeg glemmer aldrig det øjeblik. Alle rejste sig og klappede. Jeg har ikke læst en bog siden,” griner Jakob Kjeldbjerg og tilføjer: 

”Jeg kan love dig for, at jeg var star-struck, da jeg som lille forsagt midtjyde mødte op i landsholdslejren med de nykårede europamestre John Faxe, Peter Schmeichel, Brian Laudrup, Flemming Poulsen. For satan, mand.”

Har du ærgret dig over ikke at være blevet udvalgt op til EM ’92?

”Jeg var ikke klar op til EM ’92. Og havde jeg været med, havde det været på bænken – ligesom Morten Bruun var det. Så A-landsholdet med Schmeichel og Co. var en fluffy størrelse for mig. EM var et helt andet univers,” forklarer den tidligere fodboldspiller og uddyber:

”Det var fint for Danmark, vi vandt EM. Men det var faktisk forfærdeligt for os OL-spillere.”

”Jeg afsluttede selv en fantastisk periode med OL-landsholdet sammen med Peter Møller og Miklos Molnar og Claus Thomsen. OL i Barcelona var kulminationen på flere år sammen, og vi var pludselig favoritter til at vinde OL efter Danmark blev europamestre. Det var fint for Danmark, vi vandt EM. Men det var faktisk forfærdeligt for os OL-spillere, for vi gik pludselig fra at være lille Danmark – der var gode til fodbold – til kæmpe favoritter. Og det var vi slet ikke klar til. Det kom til at tynge os, og vi floppede totalt til De Olympiske Lege.”

Ingen udløbsdato

Jakob Kjeldbjergs aktive karriere som professionel fodboldsspiller er for længst forbi. Men livet efter fodbolden har affødt en tv-karriere, der selvom den tog udgangspunkt i den sport, der havde været hele hans liv, indtil videre er endt med at blive afløst af en verden, hvor Kjeldbjerg gang på gang kan genopfinde sig selv og sin sportsmand på tropeøen i Filippinerne. 

”Robinson Ekspeditionen stopper ikke foreløbig og mit bud er, at det fortsætter efter mig. Men der er, dog endnu ikke nogen udløbsdato for mig,” smiler Kong Kjeldbjerg af Robinson.

 

 

 

De 5

100 meter løb eller maraton?

Med al respekt for maratonløberen må jeg sige 100 meter. Det er intenst som bare fanden. De slipper køteren løs. Det er det, de kan. Det gad jeg godt at kunne. Det er fantastisk.

Europa eller Asien?

Europa. Måske er det alderen, men jeg er blevet mere europæer end verdensborger de senere år. For et par år siden havde jeg nok valgt at sige Asien, da jeg er forelsket i deres mentalitet og klima derude. Men efter at have rejst meget i Europa er jeg kommet til den konklusion, at Europa har alt. Vi skal bare sørge for at passe godt på det. 

Hund eller kat?

100 procent hund. Vi har to dejlige boksere, Jenny og Jerry. De er bror og søster. Vi havde en kat, men den slog de ihjel.

Ferrari eller Porsche?

Ferrari er lidt for meget blærerøv. Så det er helt klart Porsche. Jeg har selv en Gemballa. Den er bare klassisk lækker.

Divaer i junglen eller De unge mødre?

Jeg vælger at svare flabet og siger Divaer i junglen. Også selvom jeg ikke selv er målgruppen. Jeg er vild med det format. Det er lette kalorier i forhold til Robinson, men alt er så afkodet i det program. Og jeg kan godt lide, når tingene er let afkodelige.