”Vredens druer” bliver endnu engang trampet på Betty Nansen Teatret.
Steinbecks klassiker om den fattige familien Joad, der med troen på fremtiden og arbejde i Californien rejser vestpå med deres få ejendele stuvet på i bilen. Katrine Wiedemann sætter den solidt på plads i nutiden …

 

FET_Skærmbillede-2017-02-27-kl.-12.11.36

 

Det er fristende at se familien Joad som ’fattigdomsflygtninge’ – er det en pointe i 2017?

Familien Joad er klimaflygtninge – hvad mange også er i dag – så ja, det kan ses som en metafor for den aktuelle situation.

 

Hvad er det med klassikerne – hvorfor ikke bare skrive en ny forestilling til tiden?

Det ene udelukker ikke det andet. Men at bruge en metafor for en nutidig konflikt i stedet for et drama, der foregår i nutiden, kan tydeliggøre konflikten og paradoksalt nok skabe nærhed. Dertil kommer, at Steinbecks historie er så velfungerende, så bevægende.

 

Hvornår traf du selv første gang ”Vredens druer”’?

Det var vel i gymnasiet – jeg så filmen. Det er en fordel her: hvis folk ikke har læst bogen, så har de sandsynligvis set filmen med Henry Fonda.

 

Er der en bog, du godt kunne tænke dig at gøre til teater?

I teorien er der mange. Jeg skulle egentlig have lavet en forestilling ud af Carsten Jensens ”Den første sten,” men det skulle gøres aktuelt, og jeg har sat mig for at skrive en ny bog næste år, og så ville tiden være forpasset.

 

Hvis du skulle vælge – hvilken figur i ”Vredens druer” ville være dig?

Jeg kan se mig selv i dem alle – det er mit job som instruktør!

 

Det er jo ’road-teater’ – hvilken bil drømmer du om at eje?

Ha ha – jeg er en fattig kunstner.
Jeg kører på cykel, så bare at eje én bil ville være en drøm – selv et gammelt skrog.

 

Det er også ’americana’ – hvad synes du bedst om ved amerikanske kultur?

Det er et stort spørgsmål, men lige for mig og det, jeg beskæftiger mig med, er Hollywooods måde at fortælle historier på noget, jeg har lært af og har glæde af.

 

Du er instruktøren – det er dit ansvar: Hvordan har du det med at give slip?

Jeg er i træning med at give slip og med tristheden ovenpå at have givet slip. Men der er et vemod. På den anden side er det udmattende at instruere en forestilling. Jeg sidder i 3-4 uger inde i mørket og ser ikke dagslys. Det har jeg brug for bagefter.

 

Der er champagne til premieren – men hvilken drink synes du ellers ville passe til ”Vredens druer”?

Nu elsker jeg champagne, men du har da ret … det burde være rødvin, vred californisk rødvin!

 

Når premieren er overstået er dit arbejde gjort – hvorhen så?

Så skal jeg til Bergen, hvor jeg skal instruere ”Det gode menneske fra Sezuan ” af Brecht. Og så er det på tide at følge op på min bog, ”Ved gudernes bord. ”Jeg har materiale klar, men tager tid fri til at skrive. Jeg kommer til at gå i en helt ny retning.