Byggeriet af pragtvillaer i Rungsted før Første Verdenskrig er aldrig set magen til. De pompøse, luksuriøse og veludstyrede huse bygget af den københavnske overklasse var kulminationen på en rivende udvikling fra fattigt fiskerleje til større moderne bysamfund. Og det hele tog fart med jernbanen..

 

FET_Hørsholm_Landliggerer_Strandborg-badehus

 

Bortset fra de store lystejendomme Rungstedgård og Rungstedlund bestod Rungsteds befolkning i midten af 1800-tallet kun af cirka 20 fattige familier. De opretholdt livet ved en blanding af fiskeri, jordbrug, husdyrhold og håndværk. Navnet Rungsted kommer af det gamle ”Runesti”, som betyder ”ornernes sti”. Det vidner om, at husdyrhold betød mere end fiskeri fra små både grundet den lave vanddybde.

Men omkring samme tid skete der noget. Dampskibe besejlede Øresund om sommeren og lagde til ud for Rungsted med turister. Da der først i 1879 blev bygget en anløbsbro, tjente fiskerne en skilling ved at ro passagerer sikkert i land. Det københavnske borgerskab begyndte at ”ligge på landet” langs Øresundskysten. Og selv om de fleste sommergæster holdt sig lige nord for hovedstaden, fandt enkelte modige vej helt til Rungsted. Kroen lejede værelser ud, fiskere lejede værelser ud, og de første sommervillaer blev opført.

I 1893 tog udviklingen fart, da det blev klart, at en jernbane mellem Klampenborg og Helsingør omsider blev en realitet. Banen langs kysten ville give Hørsholm og Rungsted nye muligheder, og det skete også med rivende hast efter indvielsen fire år efter. Kroen ændredes til mondænt badehotel, pensionater skød op, og der kom skub i villabyggeriet. Bebyggelsen bredte sig fra Strandvejen med sideveje samt mellem Rungsted Station og Vallerød landsby. Mange huse blev opført som sommervillaer, mens andre var helårs. Det var nemlig ikke kun landliggere, som var tiltrukket af Rungsteds Lyksaligheder, som Johannes Ewald beskrev et digt allerede i 1775. De nye tilflyttere var entreprenører, håndværksmestre og forretningsfolk, som etablerede deres virksomheder på egnen.

 

By med overskud

I årene frem til 1920 herskede der overskud i form af penge, energi og lyst til arkitektonisk udfoldelse i forskellige stilarter. Der blev ikke sparet på hverken materialer, kvadratmetre, detaljer eller kreative ideer, og der opstod kvarterer, som ikke er set magen til siden. Villaerne var rammen om et scenarie med herskab og tjenestefolk i form af kokke, stue og barnepiger samt chauffører, kuske og gartnere. Og de gamle fiskere blev på forskellig vis del af et samfund, som på få år var totalt forandret.

Omkring Første Verdenskrig blev der tjent store penge af de såkaldte Gullach-baroner, hvoraf nogle slog sig ned i Rungsted og omgav sig med næsten ufattelig, pompøs luksus i form af drivhuse, statuer, beplantninger og lysthuse. Velstanden betød, at lokale fiskeres ønske om en rigtig havn blev til virkelighed. Anlæggelsen blev påbegyndt i 1917 men varede hele seks år. Da var det imidlertid for sent at genoplive det hensygnende fiskerierhverv, så havnen blev hurtigt belagt med lystfartøjer.

Frem til Anden verdenskrig blev de fleste villaer helårsbeboede og tætheden af tjenestefolk dalede. Badehotellet løb ind i vanskeligheder, da Hornbæk og andre byer på Nordkysten blev landliggerens foretrukne. Under besættelsen beslaglagde tyskerne badehotel og flere villaer, og kystbanen indskrænkede sine afgange. Men selv i 1950 havde Rungsted ikke mistet tiltrækningskraft for folk med råd til at købe hus nær havet. De kolossale grunde til fortidens pragtvillaer er for længst udstykket i mindre enheder, mens nogle villaer har måttet lade livet for at give plads til moderne byggeri.  Endnu andre er udbygget til ukendelighed, mens de heldige er renoveret med respekt for fortidens bygningskunst.

Kilde: ”Et historisk portræt af Hørsholm” af museumsinspektør Lisbet Hein,
Hørsholm Egns Museum