FET_Leonora_Christina_Skov_00B1558

7 mennesker på en ubeboet ø afskåret fra omverdenen og en ung piges selvmord – eller mord – der ligger som en skygge i baggrunden. Leonora Christina Skov har heller ikke i sin seneste roman noget imod at høste i triviallitteraturen, når plottet skal tegnes op, men …

 

Når sandheden skal frem, så kan Leonora godt lide gode, gamle mystery thrillers á la Agatha Christie. Men i modsætning til Christie er hun ikke særlig interesseret i, hvem ’der gjorde det’.

– Jeg ved det faktisk ikke, tilstår hun. – Jeg vil gerne have åbne slutninger, og bryder mig ikke om alt for nette sløjfer på historien. Der er heller ikke så meget blod og vold – det er ikke Jussi Adler Olsen – men jeg kan godt lide at arbejde med et plot.

– Underholdning og god litteratur udelukker ikke hinanden! Mit sprog er litterært, men det er samtidig en underholdende thriller; man kan læse romanen hurtigt eller langsomt og finde forskellige niveauer og nuancer. I Danmark er der desværre en tendens til, at man enten har et godt sprog og en dårlig historie eller en god historie og et dårligt sprog.

 

For læsernes skyld – og underholdningens

Den vurdering kommer Leonora også med i sin egenskab af anmelder. Som kritiker er hun opmærksom på, hvor sårbar hun selv er, når hun får anmeldelser, men hendes fokus skal være på læserne:

– En anmeldelse er ikke skrevet som en kritik af forfatteren, men som en vejledning til læserne, så de kan finde hen til de interessante bøger. Det er det hensyn, jeg skal tage. Jeg skal selvfølgelig være ærlig, og læseren, der kender min smag, kan så bruge det som rettesnor.

– Men det er hårdt at blive bedømt, og jeg føler selv nogle gange, at det er mig og ikke bogen, der bliver anmeldt. Der er jo ingen, der påpeger fejl hos anmelderne, og der er ingen uddannelse til anmeldere. Faktisk ville jeg ikke læse anmeldelserne af ”Hvor intet bryder vinden”, fordi min forrige bog fik dårlige anmeldelser, men nu fik den gode, og en af mine veninder kunne ikke holde kæft og fortalte den fik 5 hjerter i Politiken. Og så kunne jeg alligevel ikke lade være med at bede min kæreste, Annette, købe en avis med hjem.

– Men vi må ikke glemme, at anmelderne også er i underholdningsbranchen. Der er bare ikke noget sensationelt i at give 3 stjerner. Så ender anmeldelsen i en enkelt spalte ude til venstre. Det er kun sjovt, når man giver 1 stjerne … eller 5!

 

Kiksede sexscener

Hun kan sagtens være skrap, f.eks. da hun – selvfølgelig – blev bedt om at anmelde ”Fifty Shades of Grey”:

– Jeg har virkelig spurgt mig selv, hvorfor den er blevet så stor en succes; den er dårligt skrevet, og det er dårlig sex. Jeg orkede nærmest ikke at læse den. Filmen var også vanvittigt dårlig. Der er forskel på at skrive for at ophidse – altså pornografi – og det jeg skriver. Mine sexscener er faktisk kiksede.

 

Kvinder, der elsker kvinder

Mange, der hverken har læst Leonora Christina Skovs romaner eller hendes anmeldelser, kender hende givetvis som debattør – både som erklæret feminist og lesbisk.

– Der er faktisk kun Djuna Barnes og mig – og engang imellem Anne Linnet – af kendte, der har erklæret os som lesbiske. Men det er vigtigt, for det er stadig ikke accepteret af alle. Det er 20 år siden, jeg sprang ud, men min mor accepterede det aldrig. Selv da hun lå kræftsyg, måtte jeg besøge hende alene. Mine forældre mente endda, at jeg var skyld i kræften, fordi det er en psykisk betinget sygdom. Det var hårdt. Der er behov for oplysning, så det er vigtigt, at vi tør stå frem offentligt.

Emnet figurerer naturligvis prominent i Leonoras forfatterskab. Ofte i skikkelse af kvinder i heteroseksuelle ægteskaber, der sent i livet følger tiltrækningen til eget køn. Til stor vrede og frustration hos mændene:

– Det er da klart, for det er uden for konkurrence. Hvis det havde været en anden mand, kunne de konkurrere. Jeg er sikker på, at jeg ville have det på samme måde, hvis min kæreste pludselig fandt sammen med en mand.

 

Ikke som de andre

Selv erkendte Leonora sig først som lesbisk som 20-årig:

– Drengene interesserede mig bare ikke i puberteten. Jeg havde en veninde, som på et tidspunkt blev boy crazy, og så foregav jeg det samme for at være med. I gymnasiet begravede jeg mig i arbejde, fordi jeg ville ind på et studie med høje karakterkrav. Så mødte jeg min første kæreste som 20-årig – hun er præst i øvrigt – og så tænkte jeg, ’nåh, det er det’!

Ikke at Leonora nødvendigvis har en stor fanskare hverken blandt feminister eller lesbiske. Hendes meget feminine image med smukke kjoler, smarte sko, gode dufte og de røde læber som signatur er ikke velset: – Jeg har aldrig været i høj kurs i lesbiske kredse – faktisk har det været svært at score – men jeg er ikke til hanekam og det androgyne look. Der er også mange, der har ment, at jeg ikke kunne se sådan ud og være feminist. Så jeg synes ikke nødvendigvis, der er mere tolerance i de kredse. Min fanskare er mest piger mellem 3 og 7 år og transseksuelle … og perverse mænd.

 

En dames alder …

Alligevel undrer det hende, at det vækker mere opsigt, at hendes kæreste er 22 år ældre, end at det er en kvinde.

– Det chokerer mig! At kvinder får lavere værdi, når de bliver gamle.

Man vil ikke lave interviews med dem, ikke fotografere dem. Nogle fotografer spørger mig allerede, om de må tage nærbilleder. Men jeg ønsker ikke at blive retoucheret. Jeg tænker – hvad så om 20 år? Shit, det er heftige vilkår.

Det handler nu ikke om forfængelighed, at Leonora ikke går uden for en dør uden fuld makeup. Det er hendes image:

– Jeg vil gerne have en genkendelighed som en figur, som forfatteren Leonora Christian Skov. Samtidig er det nemt, når jeg skal ud at optræde. Jeg kender mit look, så jeg gør det nemt for mig selv. Det har nok været den største overraskelse for mig, at det er en del af jobbet at stille mig op foran hundreder af mennesker og klæde mig ud. Det var ikke det, jeg drømte om som lille pige i Helsinge.

– Men derudover vil jeg da gerne se godt ud, tilføjer hun med et smil.

 

Sex på rejsen

Når Leonora rejser – og det gør hun meget – optræder hun dog gerne uden makeup og nyvasket hår. I mange dele af verden bliver hun og hendes kæreste også nødt til at gå stille med dørene med deres seksualitet:

– Det er en løbende diskussion mellem Annette og mig, hvor vi kan tillade os at rejse hen. Hvis de vidste, at vi var lesbiske, ville vi blive smidt i fængsel mange steder. Der hjælper mit udseende og det, at Annette er godt 20 ældre. De tror, at vi rejser som mor og datter. Det betyder også, at mændene ikke på samme måde kaster sig over mig.

Der er dog undtagelser som da de var på Bali, og man antog, at de var sexturister:

– De kunne ikke se, at vi var et lesbisk par, så de unge balinesiske mænd troede, at vi var sexkunder, siger Leonora. – Det var mærkeligt at blive set sådan, men faktum er, at kvinderne gør præcis som mændene i sexindustrien.

Den oplevelse fandt vej ind i hendes tidligere roman ”Champagnepigen”.

 

Debatprøve 2

Selv om Leonora lyser op i gadebilledet og er en hyppig gæst i medierne, så finder man hende ikke midt i en meningskrig om flest likes for sine synspunkter på Facebook.

– Ligesom man kræver Danskprøve 2 for at få statsborgerskab, burde der eksistere en Debatprøve 2 for at få lov til at kommentere, siger hun. – Vi er 5½ millioner meningshavere i Danmark, men det ville være dejligt, hvis folk kun udtalte sig om det, de havde viden om. Nogle profiler er åbne, og jeg er forundret over, hvad folk høvler ud. Det er en folkedomstol, der ikke gør noget godt. ’Shitstorm’ siger man – det er et hadeord for mig.

 

Det sidste interview

Dette er Leonoras sidste interview i forbindelse med ”Hvor intet bryder vinden”. Et par uger efter var hun rejst til Indien, og de næste par år holder hun lav profil og koncentrerer sig om sit næste projekt, som alt efter inspirationen kan gå to veje:

– Enten bliver det en ægteskabs-thriller (og der har jeg masser af inspiration at hente fra veninderne) eller også (hvis jeg har modet til det) noget biografisk. Nu er min mor død, og så kan jeg måske bedre skrive om det. På den anden side lever min far stadig. Det skal ikke være et ’misery memoir’, men jeg har en bunke lort foran mig. Jeg har haft en vis modvilje mod det, fordi rigtig mange forfattere skriver biografiske bøger, og jeg har været i tvivl, om jeg skulle skrive på hovedstolen. For hvad skal jeg så trække på næste gang? Omvendt er det måske også en måde at tvinge mig selv til at skrive om noget andet.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

FET_Leonora_Christina_Skov_00B1689

 

BlМ Bog

Leonora Christina Skov har et navn, der forpligter – men hun har valgt det selv. Hendes forældre kunne kun blive enige om Christina, men da hun senere fandt ud af, at hendes mor havde ønsket Leonora, tog hun det til sig som 21-årig. Dog først efter svære overvejelser, for hun ville helst ikke have, at folk troede, det havde noget med numerologi at gøre. Men hun ville gerne have sit navn officielt på plads, inden hun blev publiceret.

Leonora Christina debuterede med romanen ”Rygsvømmeren” i 2003 og fulgte op med ”Champagnepigen”, ”Silhuet af en synder”, ”Førsteelskeren” og senest ”Hvor intet bryder vinden”. Leonora finder sin inspiration i sit eget liv (”nej, der er ikke mange succesfulde forældre i mine romaner”), i venindernes (”efter 7 år bliver de alle sammen skilt. Så har de 2 børn på 3 og 5 og farer rundt til forældremøder på institutionerne. Men de keder sig – især mændene”) eller på sine rejser.

Hun er samtidig kendt som fe-minist, old school-feminist endda (”Begrebet er blevet udvandet. Jeg har været til møder, hvor det hele handlede om mændene – ligestilling til alle. For mig handler det om, at kvinder skal ligestilles med mænd, og det har vi desværre ikke opnået endnu”), som anmelder og som åbenlyst lesbisk. Og som hende med de røde læber …

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FET_Leonora_Christina_Skov_00B1669

 

Leonoras hitliste:

Hvad er din største læseoplevelse?

Inden for det sidste år er det ”Great House” af Nicole Krauss. Det er fire uafhængige, men sammenflettede historier. En, jeg læser igen, og igen er Siri Husvedts ”The Blindfold”. Jeg læste den første gang, da jeg var først i 20’erne, og besluttede, at sådan vil jeg også skrive. Som barn var min favorit ”Alice i eventyrland” – nonsenssproget, æstetikken og de fint tegnede karakterer – og så er Alice en enormt irriterende pige, og det var lige mig.

 

Din største filmoplevelse?

Jeg er meget glad for film. En favorit er ”Whatever Happened to Baby Jane?” med Bette Davis og Joan Crawford. Men også eventyrlige film som “Pans labyrint”. “Høstsonaten” elsker jeg, men Annette hader den, så det var lidt svært at se den, mens hun parodierede den på svensk. Den argentinske ”Wild Tales” var inspirerende her i 2015 – jeg fik helt lyst til at skrive en novelle-
samling.

 

Din største musikoplevelse?

Jeg kan ikke skrive til sang, så når jeg arbejder, lytter jeg til instrumentelle kunstnere som den canadiske cellist Julia Kent og det islandske band, Amiina. Og ellers er jeg meget glad for Beach House, Goldfrapp, Mazzy Star, Julee Cruise (fra Twin Peaks) og senest Julia Holter og Anna von Hausswolff. Melodisk, drømmende musik er lige mig.

 

Din største madoplevelse?

Maden betyder meget for, hvor Annette og jeg rejser hen. Sydindisk mad – det er vegetarisk (jeg er ellers ikke vegetar) – og etiopisk mad, hvor man bare får en stor pandekage med alt muligt fyld, som man spiser med fingrene.

 

Din yndlingsdrink?

Det bliver let til ti kopper kaffe på en dag. Eller oolong te, som har den samme effekt. I Tante T (som ellers er sådan et sted, jeg ikke kommer, fordi det er der, kvinderne kommer med deres mødregrupper) har jeg fundet en oolong med ginseng, som er helt fantastisk. Men måske en mango lassi – det drikker jeg meget af, når jeg er i Indien.

 

Din største rejseoplevelse og et yndlingsmål?

Man kan søge om et 4 måneders ophold på McMurdo basen på Antarktis. Det har jeg ikke villet før, mens min mor var syg, for så kunne jeg jo ikke komme hjem. Indien elsker jeg – og Skotland, hvor jeg var på skriveophold på Hawthornden Castle. Det var i april, og det var bare så smukt. Der var der, jeg fik ideen til ”Hvor intet bryder vinden”.

 

Verdens smukkeste kvinde?

Dita von Teese – hun er så cool! Hun har nogle gode mode- og makeuptips. På nær hendes farvevalg. Desværre har vi forskellige hudtoner, fordi hun i virkeligheden er blondine.

 

Verdens smukkeste mand?

David Bowie var smuk. Han er i øvrigt en af de få mænd, hvis musik jeg holder af.

 

Det vigtigste i din verden er …?

At have tid og ro til at skrive, at se verden, at have et godt kærlighedsforhold og venskaber.

 

FET_Leonora_Christina_Skov__00B1520