Stine & Strøget

Jeg er hende, der gerne vil gå ned ad Strøget med en kæmpestor hat … men samtidig med hatten på, sådan at man ikke kan se, at det er mig, lyder Stine Stengades egen karakteristik af dilemmaet mellem at være en lidt sky natur, men samtidig vælge at stå på scenen hver aften. – Jeg har faktisk ikke særlig meget lyst, lige inden jeg skal på, afslører hun. – Der er en modstand. Når jeg først står på scenen, kommer det til mig. Jeg har aldrig selv lidt af sceneskræk, men jeg tror, det handler om angsten for, at ’det’ ikke er der, når man først står på scenen.

Scenens magi

Men er den der, så er det det bedste i verden: – Jo ældre jeg bliver, desto mere sætter jeg pris på, at der ligger en kolossal energi mellem publikum og scene. Det bedste øjeblik for mig som skuespiller er, når jeg står på scenen, og der er en direkte forbindelse mellem publikum og os på scenen. Det er nærmest et samarbejde med publikum. Så opstår der en følelse af frihed, af at alle muligheder i verden står åbne. Den følelse opstår ikke særlig tit, men når det sker, så ved jeg, at det her elsker jeg og det vil jeg altid gøre. Fire dage efter kan jeg så have det helt anderledes …

Stine som dreng

I ”Mefisto” på Betty Nansen Teatret får Stine Stengade 2 chancer for at nå dette gyldne øjeblik. Selv om de er 10 skuespillere i truppen, spiller de fleste flere roller, og Stine skal således både spille en stor tysk – jødisk – diva og en ung, kommunistisk dreng, der ender i fængsel. Især det sidste glæder hun sig til. – Fordi det er en stor udfordring at spille noget, jeg aldrig før har spillet, og som ligger så fjernt fra mig – både i alder og køn. Vi taler dog stadig lidt om, hvorvidt det er en dreng eller en pige. Så det glæder jeg mig mere til end til at spille divaen.

Krise og dekadence

Alle er de dog figurer, der kredser om den ambitiøse skuespiller/instruktør Hendrik Höfgen, som gør karriere i 20’ernes og 30’ernes Tyskland. Det er egentlig påfaldende, at 30’ernes krise og nazismens fødsel og væsen, dukker op flere gange i denne sæson. Faktisk spiller Olaf Johannesen Adolf Eichmann på Edison helt frem til 9. november samtidig med, at han øver rollen som Höfgen. – Det er noget af det vi taler om her under prøverne, siger Stine Stengade. – I kølvandet på finanskrisen er der 25% ungdomsarbejdsløshed i flere lande i Sydeuropa, der er social uro, der foregår en højredrejning i hele Europa; i Holland, Sverige, England og herhjemme. Det er også første gang i historien, at vi med stor sikkerhed kan sige, at mit barns generation ikke kommer til at opleve en højere velstand end min egen generation. Samtidig føler hun, at både 20’erne og vor tid – ud fra hver sine forudsætninger – er præget af en vis dekadence. – Ikke at det helt kan sammenlignes, understreger hun. – 20’erne fulgte over på 1. Verdenskrig og var præget af en følelse af meningsløshed, af mangel og fattigdom, så det var ikke underligt med den dekadence. I dag er vi forkælede. Vi lever i en sindssygt privilegeret del af verden, men som alle ved, er forkælede børn ikke nødvendigvis søde børn. Så vi oplever måske en velfærdsdekadence …

Prisen for succes

Så parallellerne er indlysende, selv om udviklingen ikke er identisk. Og Stine Stengade er selvfølgelig heller aldrig blevet stillet i en position, hvor hun skulle give køb på nogle moralske værdier for at fremme sin karriere: – Vi lever trods alt ikke i den samme verden, siger hun. – Men da jeg så filmen ”De andres liv”, hvor en kunstner kommer under pres på grund af Stasis overvågning og må gå i seng med en af partispidserne for at redde sin mand, ramte det mig, at det kunne have været mig, hvis jeg havde levet i DDR. Så det er nemt for mig at sige, at jeg ville handle moralsk, hvis jeg blev stillet i samme situation. Men jeg håber det.Og hvis man stiller spørgsmålet lidt anderledes, nemlig ’hvad har du opgivet for at få den karriere, du har?’, så falder svaret prompte: – Trygheden! – Jeg har altid arbejdet freelance. Jeg har sagt nej til tilbud om fast ansættelse. Det giver mig en frihed, men gør mig også afhængig af, at folk henvender sig til mig med opgaver. Det kræver kræfter at holde til det både i opgangstider og nedgangstider. Jeg har diskuteret med mig selv, om det skal fortsætte sådan.

Verdenskendt i Danmark

Foreløbig har Stine dog nok at lave – faktisk så meget, at hun ikke selv har været i teatret siden sidste år. Hun har selv stået på scenen. Eller hun har haft travlt med at indspille årets julekalender på DR, ”Tidsrejsen”. Indholdet kan hun ikke afsløre noget om ud over, at hun spiller Agent Sort – ’overskurken’ – og at hun bærer på en meget, meget stor hemmelighed. Og så ved hun godt, at det vil gøre hende verdenskendt i Danmark. – Julekalenderen er jo noget særligt, fordi den gør en kendt af børnene. Jeg har jo prøvet det før, da jeg spillede heks i ”Vølvens forbandelse”. Det er ret hyggeligt, at børn genkender mig. Børn er så søde og direkte. Jeg har flere gange prøvet at komme i snak med hele skoleklasser på gaden.

Mode i tiden

Julekalenderen har dog også givet Stine en anden inspiration, nemlig på modefronten. Og det er ikke første gang. – Jeg har spillet med i en del 40’er-ting, siger hun. – Den tidsmode er meget stilfuld, også noget af 30’er-moden, som vi har med i ”Mefisto”. Den flirter med noget maskulint i kvindemoden samtidig med, at det er meget feminint. En blanding. – I julekalenderen er jeg stylet i noget steampunk-inspireret. Det vil sige at det er en slags punk, men bruger elementer fra industrialismens barndom (hvor drivkraften var damp – steam, red.). En blanding af punk og victoriansk mode. Det er ikke noget, jeg ville gå i Netto med, men ret spændende. I det hele taget elsker jeg skrædderkunst. Det er noget af det sjove ved mit arbejde, at jeg får skræddersyet tøj. Vi har nogle fantastisk dygtige skræddere i min branche. – Jeg går op i mit udseende, men jeg er ikke den, der læser modeblade. Jeg synes, det vigtigste er ens personlighed, hvordan man så end vælger at udtrykke den. Jeg ser mig i spejlet, ikke i hvad magasinerne vælger for mig.

 

Rundt om Stine Stengade

Hvis vi skulle lægge en CD på – hvad skulle det så være?

Det kunne sagtens være noget klassisk – Bach f.eks.. Ellers har jeg en live-CD med Rolling Stones, hvor jeg elsker ”Sympathy for the Devil” – men det skal være lige netop dén udgave. Og så har jeg lige været med i et projekt, hvor rappere fortolker digte. Dem hører jeg … Pede B og Jøden.

Kan du spille et instrument – eller hvilket ville du ønske du kunne spille?

Som barn lærte jeg at spille blokfløjte … ikke det fedeste instrument at trække frem ved lejrbålet. Jeg ville hellere kunne spille klaver. Min søn spiller saxofon. Det overvejer jeg at prøve. Jeg kan jo noderne.

Hvad er den seneste film du har set i biografen?

David Finchers ”Kvinden der forsvandt” – jeg så den, fordi jeg skulle være gæst i Filmselskabet.

Og teaterforestilling?

Der skal jeg helt tilbage til sidste sæson. Jeg står jo selv på scenen, så det er ikke muligt.

Din yndlingsrestaurant?

Jeg er til det italienske køkken. Det kunne f.eks. være Famo på Vesterbro.

Er du selv god til at lave mad?

Ja, jeg kan godt lide at lave mad og gør det daglig … og bager. Jeg slapper af med det (og jeg har en kæmpe sød tand). Det kunne være en jordbærlagkage. Det er noget af det nemmeste at lave, men den er god!

Hvad er den vigtigste juletradition for dig?

Jeg elsker julen. Det vigtigste er juleaften – hele dagen! Spændingen, når man som barn vågnede om morgenen, at lave mad, glæde sig, klæde om til middagen, spise, måske få mandelgave, synge, gå om træet, og så det store som barn: gaverne … naturligvis en ad gangen. Og til sidst stilheden, når børnene er lagt i seng. Også her i København. Der bliver helt stille i byen.

Din bedste julegave nogensinde?

En kæmpe bamse – jeg var meget glad for tøjdyr. Til gengæld var der et år, hvor jeg fik en racerbil i mandelgave. Nedtur! Det var lige lovlig politisk korrekt. Jeg kan huske, at min bror åbnede sin efter mig, og jeg spurgte, om han ville bytte, hvis hans var mere piget. Jeg kan huske, de voksne grinede, og at jeg ikke forstod hvorfor. Men hans var også en racerbil.

Og hvis vi ser bort fra den aktuelle: hvad er din favorit-julekalender?

”Pagten” – jeg så den sammen med min søn.