Liebhaverboligen har været på skønhedstrip med tre henrivende kvinder, der alle har det tilfælles, at de – udover talent, intelligens og charme – har været en del i mediebilledet i mange år. Hvad er deres rutiner, ritualer og idealer?

1.Hvad er din faste skønhedsrutine og ritualer? Og hvilke produkter er altid at finde på dine hylder?

2. Hvad er do’s and don’ts inden for skønhed?

3. Hvad er definitionen af skønhed for dig, og hvem er dine idealer?

 

Ibi Støving portrætter web 

Ibi Støving Makienok, 39 år. Tv-vært, skuespiller og blogger

1. Jeg elsker alt, der er nyt og spændende indenfor skønhed – både behandlinger og produkter. Men jeg har alligevel fundet mig lidt til rette med Dermalogica og Tromborg. Jeg er særlig vild med Dermalogicas meget drøje vintercreme Rich Repair og alle produkterne i deres whitening serie, da jeg har nogle pigment skader ved læben og på kinderne.

2. Den praktiske skønhed: Min mor lærte mig tidligt at rense min hud – så det gør jeg hver morgen og aften. Det tager sgu en halv time hver gang – men jeg går til gengæld ikke med særlig meget makeup – så det er tidsmæssigt godt givet ud for mig, for jeg har en ret fin ren hud med få urenheder og sjældne udbrud. Jeg har en afslappet holdning til den plastiske skønhed, men jeg synes, der er grænser for alt. Mit mantra er derfor klar “alt med måde” – og hvis man har lyst til at hjælpe sin hud og krop på vej for at se yngre ud – ser jeg ingen problemer i det. Man skal bare ikke tro, at man bliver yngre. Der er ikke noget mere grotesk end et helt stramt ansigt uden mimik, og så en krøllet hals og rynkede hænder. Gå til grænsen og smil lidt mere. Jeg elsker folk der smiler ægte – det er skønhed i sig selv.

3. Den indre skønhed, der blænder: De mennesker jeg finder smukke – om det så er i vennekredsen eller i modebladene – har altid en eller anden charme ved sig og et særligt kendetegn. Jeg er vild med store smil med mellemrum mellem tænderne, jeg elsker kæmpe store øjenbryn, smilehuller, ægte latter, selvironi, empati og medmenneskelighed. Det er vitterligt noget, man kan se i øjnene på folk. Georgia Jagger, Audrey Hepburn, Ellen Degeneres, Cara Delevigne og den tidligere tv vært, men nu afdøde Kamilla Bech Holten. Jeg elsker lange stænger (sikkert fordi mine egne kunne sidde på en mumitrold) og kigger altid langt efter poptrækkerkrøller, som ser så sexet og sødt ud på samme tid. Uden at lyde som en gammel pladespiller, så handler det stadig om at hvile i sig selv, bruge sin naturlige charme, have let til latter, sørge for at holde sig frisk og sprød og ikke sygne hen bare.

 

SofieLassenKahlke web

Sofie Lassen-Kahlke, 35 år. Skuespiller og Tv-vært

1. Der er jo mange forskellige stadier i ens liv og lige nu har jeg to små børn, så min daglige skønhedsrutine er nærmest lig nul, men morgen og aften renser jeg mit ansigt og bruger en god fed creme, nogle gange en olie og om morgenen en solcreme. Hvis jeg har et ekstra minut bruger jeg lidt mineral foundation og lidt blush, og yderst sjældent bruger jeg parfume, men skal der lidt på er det dufte fra Clean. Mine foretrukne produkter er Rudolph Cares ansigtsrens og -olie, Tromborgs solcreme, øjencreme fra Ren og bodyolie fra Bio Oil. Jeg er meget glad for Tromborgs Mineral Foundation og blush og min parfumer er fra Clean. Hvis håret skal slås løs og ud af hårelastikken, så bruger jeg et stylingprodukt fra Oribe til efter vask

2. Jeg synes ikke, at jeg kan sige nogle generelt do’s and don’ts, for det kommer så meget an på den enkelte pige, og hvad der klæder hende. Men for meget sminke klæder sjældent nogen.

3. Inden for skønhed er der jo både modelsmuk, og så er der karisma og udstråling. Modelpiger er jo smukke men kan være svære at hamle op med, men for at holde fokus på Danmarks smukke kvinder, så synes jeg, at kvinder som Stéphanie Surruque, Ellen Hillingsøe, Beate Bille, Andrea Elisabeth Rudolph, Gunbritt Zeller og Vibeke Windeløv er sådan nogle kvinder, som jeg vil betegne som sindssygt lækre og karismatiske inden for hver deres aldersgruppe.

lene nystrøm web

Lene Nystrøm, 41 år. Sangerinde og skuespiller

1. Mine faste ritualer er ikke så faste. Jeg giver mig ikke så god tid om morgenen til at fikse mig op pga. børn og lidt morgenstress. Jeg går som regel ikke med sminke i hverdagen,

det er sikkert en arbejdsskade fra alle mine år på scenen og på TV, hvor makeup var fast del af mit ansigt i mange år. Men jeg passer altid på, at huden har fugt, og jeg bliver gal hvis den er tør. Lipgloss eller en let farve til læberne har jeg altid i tasken eller i lommen. Produkter som altid findes på min hylde er Jurliques day care cream, som jeg altid vender tilbage til, da den giver mig fugt hele dagen lang, og så er den god som base under makeup. Rudolph Care’s solcreme er lækker, og uanset om solen skinner vinter eller sommer, så bruger jeg solcreme, og jeg er faktisk blevet lidt fanatisk på det punkt. Jeg er vældig glad for Karmamejus face serum også, det er ren medicin, hvis min hud er lidt træt eller urolig. Den indeholder bl.a. kamille og lavendel og er fantastisk til sensitiv hud. Når jeg endelig får taget mig sammen til å tage min makeup af, foregår det under bruseren, og så bruger jeg Nimue cleansing gel lite.

2. For mig er do’s inden for skønhed, at man ikke oversminker sig. Har jeg en aften ”smokey eyes”, har jeg helst neutrale læber. Omvendt hvis jeg har røde læber, som jeg elsker, er jeg forsigtig med at have for meget øjenmakeup på – og så er det bare essentielt, at man finder den rette foundation. Der findes ikke noget værre end en kvinde i dagslys, som har taget fejl af nuancen af en foundation.

3. De mennesker, som har en indre glød og er passionerede omkring sit liv, stråler så fantastisk, og det er nok definitionen af skønhed for mig. Man kan være født som det smukkeste menneske, men hvis det ikke er nogen synlig indre glød, så siger det mig ingenting. Mine idealer er bl.a. Kate Blanchett, en utrolig fascinerende kvinde, som kan spille alt overbevisende, være den største skønhed og også være mindre pæn, når rollerne kræver det. Sikke en udstråling! Christiane Schaumburg-Müller O’Connor er den danske kendte kvinde, som jeg synes har den absolut største udstråling – hun vælter de fleste supermodeller ned af podiet … I love her! Marilyn Monroe har jeg altid elsket og studeret. Det er enestående, hvordan hun kunne tryllebinde hele verden, og stadig gør det. Hun er så utrolig smuk!