Côte de Frederiksberg Villages!

,

Liebhaverboligen har været på rundtur hos fire vinhandlere på Frederiksberg. Bliv klogere på byens lokale specialister. Vi gav dem følgende spørgsmål …

1. Hvis Frederiksberg var en vin ville det være en…?

2. Hvorfor skal man handle hos den lokale vinhandler og ikke i det lokale supermarked?

3. Du skal finde et par spændende flasker til en god ven – hvor går du hen på Frederiksberg?

4. Hvilken vin vil du anbefale til Mortens Aften?

5. Value for money, Bang for the buck … ?

De gav følgende svar …

brdr d vin web ny

Som brødre vi dele

Indehaver Søren Danielsen. Brdr. D’s Vinhandel, Rolighedsvej 9, 1958 Frederiksberg www.dvin.dk

1. Frederiksberg er jo en klassisk konservativ kommune, så vi er ude i de store klassiske områder – Bordeaux eller Bourgogne. Måske i virkeligheden mest Bourgogne, som jo er et område, der udmærket kender sit værd, men ikke altid behøver vise det? Jeg tror Frederiksberg er en Côte de Nuits Villages, f.eks. fra Daniel Rion.

2. Supermarkeder er i sagens natur nødt til at handle med vin fra store producenter, der er i stand til at levere mange flasker. Som vinhandler har man helt andre muligheder for at handle med små producenter, der kender hver vinstok på deres marker. Det er simpelthen forskellen på industri og håndværk. Og det er altså i sidstnævnte kategori, de interessante vine befinder sig, uanset om vi taler vin til 60 kroner eller til det tidobbelte.

3. Jeg tror jeg ville droppe vin for en gangs skyld og gå ned i Juul’s Vinhandel på Værnedamsvej og købe en flaske ordentlig whisky. De har virkelig et suverænt udvalg!

4. Som altid en vin med lidt fedme, lidt krydderi og et strejf af sødme. Måske en Côtes du Rhône Villages fra La Tour Coste. Vinen laves af en tidligere rugbyspiller, der fandt ud af, at han var endnu bedre til at lave vin end til at spille rugby. Og tak for det!

5. Vi er heldige at have et samarbejde med Gianmatteo Raineri i Piemonte, der laver enormt små mængder af Barolo i topklasse. Han ringede og tilbød os de sidste flasker af den formidable årgang 2009. Den har vi fået mulighed for at sælge til halv pris, og jeg er temmelig sikker på, at man ikke kan få lige så god Barolo andetsteds til 150 kr.

René Sembach - Butiksbestyrer af Kokkens Vinhus web NY

Bordets glæder

Butiksbestyrer René Sembach. Kokkens Vinhus, Peter Bangsvej 74, 2000 Frederiksberg – www.kokkensvinhus.dk

1. Ch. Latour Carnet. Den er klassisk og fyrstelig med en begivenhedsrig historie, der involverer masser af berømtheder inden for kultur og politik. Slottet er, med det mest moderne udstyr, en handlekraftig, innovativ ledelse, gået fra en lidt tør, stram klassikervin til koncentreret frugtig og meget nuanceret vin. Det er Frederiksberg på flaske!

2. Smag er individuelt og derfor kan god faglig vejledning spare en fra de kedelige oplevelser, uanset om det er vinen til en 50 kr. eller til 500 kr. Fagligheden er vores vigtigste trademark! Vi smager hele vores sortiment og kan sågar løfte dit vinniveau blot ved at ændre dit glas!

3. Brd. D’s vinhandel på Rolighedsvej

4. Det nemmeste ville være at sige Ripasso eller lignende, men for dem, der vil smage er jeg slet ikke i tvivl. Ch. La Sauvageonne 2011, Pica Broca fra Coteaux du Languedoc til 135 kr. Denne vin er den perfekte ledsager til anden! Cote de Rotiens varme og Bordeauxens meget fine tanniner er i perfekt balance. Skulle jeg lande på en øde ø med en vin, så var det denne, der konstant byder på nye, fine smagsfinneser og masser af modenhed.

5. 2011 Ch. Grave de Bertin, Reserve AOC Bordeaux. Sydøst for byen St. Emilion ligger Ch. Grave de Bertin, som laver et fantastisk modernet glas Bordeaux – masser af brombær – men stadig med en klassisk støvet afslutning, der gør 6 stk. prisen til scoop! 70 kr. v/ 6 fl.

juuls vin NY web

Et værn mod dårlig vin

Salgschef Erik Hansen. Juuls Vinhandel, Værnedamsvej 15, 1819 Frederiksberg. www.juuls.dk

1. Frederiksberg er jo en grøn kommune, derfor er vores bud vin naturligvis en grøn en af slagsen. Vi vælger økologisk! Skal den være hvid er det vores Alsace Riesling fra Jean Beckers egen mark ”Hagenschlauff”. Skal den være rød må det blive fra Di Filippo i Umbrien. Han har en fortræffelig Villa Conversino.

2. Den lokale vinhandler har almindeligvis større faglig indsigt: stor viden om vin og gastronomi, vinens rette brug og behandling med mere. Det er ikke altid, at man kan finde disse oplysninger på vinens bagetiketter eller hos den pågældende medarbejder i supermarkedet. De fleste vinhandlere har, ligesom i supermarkedet, masser af gode tilbud, hvis man mere går efter pris og rabatter.

3. Frederiksberg er heldigvis ikke et uland med hensyn til vinøse oplevelser. Der har altid været mange gode vinhandlere på Frederiksberg. I dag vil jeg besøge Smalle Vin, hvis jeg skal finde en vin til min gode ven.

4. Til Mortensgåsen – eller andestegen vil jeg anbefale en kraftig, men meget blød vin, som også passer til det særlige tilbehør, man ofte laver til. Derfor skal vi til den sydlige Rhonedal, til en vin uden for meget egetræslagring. Fra Domaine de Chantegut i Vacqueyras har vi en ganske forrygende vin. Den koster 149 kr. Velbekomme!

5. Jeg vil nok betegne vores Vacqueyras – Domaine de Chantegut som et glimrende eksempel på value for money. 149 kroner ren velsmag!

Smalle Vine NY web

Ingen smalle steder!

Indehaver Thomas Hansen. Smalle Vine, Smallegade 22, 2000 Frederiksberg

www.smallevine.dk

1. En god Pinot Noir fra Californien. Jeg ved ikke hvorfor Frederiksberg er en Pinot, men det er uden tvivl den drue jeg sælger mest af til de lokale beboere!

2. En god vinhandel har langt bedre kvalitet på hylderne – og giver desuden kunderne mulighed for at drikke god vin fra små producenter.

3. Jeg vil besøge Brdr. D’s vinhandel på Rolighedsvej

4. Jeg vil vælge anbefale en flaske (eller flere …) af Mollydookers Shiraz. Den smager latterlig godt – og sidder lige i skabet til den fede and. Vi sælger den til 169 kr.

5. The Pinot Project. Det er absolut value for money. Flaskens fremtoning er minimalistisk og ultracool. Det kan vi jo godt li’ i Smallegade. Prisen er 99 kr.