Vi kender ham som parodiens mester. Hans spasmer og efteraben af Kim Larsen, Thomas Blachmann, Ole Thestrup, Ole Henriksen – og andre excenstriske kendisser begejstrer os! I 2012 var han på tur med sit første one-man-show ’Plagiat’- nu gælder det hans nye show ’Original’. Manden med de mange kendte ansigter turnerer netop nu rundt på Danmarks scener med sit nye show, som rummer masser af parodier, komik, musik, alvor og en god personlig historie.

DSC01488-4 copy copy

Da Liebhaverboligen møder Andreas Bo, prøver vi at kradse lidt i de mange ansigter han kan diske op med. Mød ham til en snak om hans hyldest til alkohol, om ’pik og parykker’, barndom, kærligheden til den kendte modelkæreste, boligliv og hans nærmest aggressivitet, når det kommer til at bestemme alting selv.

Hvordan var du som dreng?

“Som mit våben var jeg sjov. Vi kan alle sammen noget, og jeg kunne være sjov, fandt jeg ud af. Jeg var klassens tykke dreng i mangel på bedre. Jeg er ud af søskendeflok på tre. Jeg var mellembarnet, ham i midten. Og den eneste planlagte fortæller mine forældre. Mine to søskende var begge smuttere.”

Da du var lille – hvad ville du da være, når du blev stor?

“Jeg har altid drømt om at lave et eller andet kunst og kreativt. Men det skal ikke være nogen hemmelighed at mine forældre var sindssygt borgerlige. Min mor ville jo bare gerne have noget opmærksomhed, så hun syntes, det var fantastisk, hvis jeg blev skuespiller, popstjerne eller balletdanser. Det var nok mest ment som et ønske om, at der ikke kom endnu en revisor i familien.”

Så der er ikke en smule gøgl i dit DNA?

“Altså mine onkler og min mor elsker at underholde. Så har de fritidsmalet eller kunne lide at skrive, holde taler eller elsket at synge. Men det har aldrig været på professionelt plan. Jeg kommer fra en familie, der alle sammen har været direktører, ledere eller selvstændige. De har alle sammen tænkt på at tjene penge og haft en faglig stolthed. Altid råbt: ’Vi skal have en virksomhed, vi skal tjene nogle penge!” På en eller anden måde er det også det, der har drevet mig. Jeg har jo aldrig nogensinde søgt optagelse på teaterskolen for at blive en skidegod skuespiller, som en instruktør kan bruge som et stykke værktøj. Jeg bliver nærmest irritereret på instruktører – de skal kraftedme’ ikke lære mig at være sjov! Og eftersom jeg er helt selvoptaget og ikke gider høre på andre, så gør jeg det bare selv.”

Derfor startede Andreas Bo for sig selv. “Jeg startede mit eget teater, og nu står jeg her som solist og laver det hele selv. Det tager lang tid at komme ind på mig og få lov til at give mig råd. Og når folk beder mig om noget, så er det jo nærmest et irritationsmoment. Det er klart noget, jeg skal arbejde med. Så jeg har nok nærmere fået drivkraften ind med DNA’ et mere end komikken.”

Der er en masse sårbarhed og konkurrence i komik. Føler du dig velkommen i branchen?

“Ja, det gør jeg i den grad. Jeg føler mig meget respekteret. Jeg får mange komplimenter, og folk er virkelig søde til at fortælle, at jeg er dygtig på sådan en helt rar måde. Vi vil have opmærksomhed allesammen, og det er der ikke noget forkert i. Det er jo naturligt. Og den vil man slås for, den vil man da ikke bare give fra sig. Så konkurrencen og sårbarheden betragter jeg som en helt naturlig ting.”

Ser du op til en dansk komiker?

“Vi har mange dygtige komikere i Danmark, men hvis jeg skal nævne én, så må det være Nikolaj Lie Kaas. Jeg synes, han er en dygtig skuespiller og samtidig et sympatisk menneske. Og så elsker jeg Anders Matthesens poesi. Der er ingen fornuftige mennesker, der kan betvivle Anders Matthesen’s originale talent.”

Fra medicin til revy Hvornår opdager du, at du selv er sjov?

“Allerede i gymnasiet. Jeg blev smidt ud af gymnasiet. Så fumlede jeg lidt rundt, og så begyndte jeg at læse medicin. Men så da jeg blev 30 år, tænkte jeg; Nu bliver jeg nødt til at lave noget teater. Så lavede vi en lille teatertrup, der hed Loyal Shakespeare Companys og spillede gadeteater. Og jeg fik påfaldende meget opmærksomhed. Jeg blev fremhævet som en sjov mand og blev sammenlignet meget med alle. Og så opdagede jeg jo på alle mulige mærkelige steder, at jeg faktisk havde et talent, jeg havde en berettigelse, og jeg kunne få folk til grine. Og så blev jeg hyret af sådan nogle små steder i provinsbyer, hvor der skulle sælges nogle flødekartofler og noget højreb – så kunne jeg gå ind og være sjov.” Herefter kom der fart på revykarrieren, fortæller Andreas Bo videre. “Jeg blev ansat i Kolding Revyen, hvor der var 4.000 publikummer på en sæson. Herefter blev det større med deltagelse i Cirkusrevyen, første gang i 2007. Her var der er næsten 200.000 gæster på én sæson.”

 Følte du det var dit gennembrud at lave cirkusrevy?

“Mit gennembrud kommer i flere stadier. Når man er med i cirkusrevyen er det en form for gennembrud – ingen tvivl. Det bliver set af en million på TV. Men du kan spille cirkusrevy i 10 år og stadig gå en tur på Strøget uden at folk aner, hvem du er. De ved hvem Ulf Pilgaard og Lisbeth Dahl er – vi andre slører lidt hen. Så det var da et professionelt gennembrud med Cirkysrevyen, men mit store, egentlige gennembrud var bestemt “Live fra Bremen” på TV2. At få lov til at få en særstatus som solist. Der kunne jeg virkelig mærke en forskel. Det er primetime TV, og så bliver det smasket op i hovedet på folk fredag efter fredag.”

Det lyder som om du kæmper med at slippe for revy-stemplet?

“Jeg startede jo i revyen. Det var dem, der tog mig ind. De gav mig jobs. Men der er mange ting ved en revy ,som jeg hader i dag. Jeg tror ikke, jeg gider skrive revy mere. Det er for traditionsbundet. Man har for meget respekt for dem, som har haft faklen igennem mange år.

Hvis du skal lave den lille mand, som synger en sang om, at han er ked af, at hans søn skal i krig, så sætter man stadig én ind, som ligner Meyer fra Huset på Christianshavn med alpehue og brun frakke. Men ved du hvad? Ham, som har en søn i Afghanistan, han ligner mig. Han går i Armani jakkesæt og har et godt job. Det er simpelthen et levn fra dem, som sidder på revyen.” harcelerer Andreas Bo og fortsætter: “Det udtaler jeg mig gerne hårdt om. Jeg har ikke noget antiparti

over for revyen, men jeg kan ikke gå ind i det. Jeg er træt af, at man overholder nogle dogmer, som nærmest er ærbødigt over for de mennesker. Jeg savner simpelthen noget frækhed. Jeg savner at få lov til at sige pik, når jeg står deroppe. Og sige at jeg mener pik, i stedet for at skulle sige noget andet. For det er der nok nogle, der ikke kan tåle. Så se nu for fanden at komme ind i kampen og kig i kalenderen. Hvis I ikke kan lide det eller ikke vil høre det – så skal I ikke fylde de største sale i Danmark”, klager den 47-årige komiker videre.

 Er det derfor du søger mere og mere mod komikken?

“Jeg laver bare det, har jeg lyst til. Jeg vil bare gerne underholde folk. Så kom Live Fra Bremen, og der kunne jeg få lov til at tage alt det hår på og alle de dumme kostumer og hatte, jeg havde lyst til. Og samtidig kunne jeg få lov til at sige pik lige så mange gange, jeg havde lyst til. Det var fuldstændig spot on i forhold til, hvor jeg ville være. Jeg kunne lave nøjagtigt, hvad jeg havde lyst til. Der var ingen grænser. Og samtidig kunne jeg parodiere, så det var fuldstændig slaraffenland.”

 Hvor stammer dit talent for parodi fra?

“Det startede faktisk med, at jeg i en forestilling med Loyal Shakespeare Company fandt ud af, at jeg kunne parodiere Johannes Møllehave. Det grinede folk påfaldende meget af. Så tænkte jeg, nå der var sgu et eller andet, jeg kunne der. Ved næste forestilling lavede jeg Ole Thestrup,

og så kom jeg med i Nykøbing Falster revyen, hvor jeg parodierede flere på en gang. Jeg har fået det vindue, hvor det er mig der kan få lov at lave parodien første gang. Mange af de andre skal jo vente et år, indtil der er en revy. Jeg kan jo bare gå på TV og gøre det. Nogle elsker revy, nogle elsker stand-up, men begge genrer elsker parodien. Det er en komisk helt klassik gren – dét at kunne parodiere andre. Det jo god komik. Al satire er jo at lave grin med noget. Og der er sådan en gammel videnskab, der viser, at latter er lettelse over, at det ikke er os der er til grin. Og så er parodi jo også en hyldest. Det er lidt den der: ’’Nå, jeg er blevet så kendt, at vi kan samles om at grine af mig?’’ Det er jo en hyldest til folk.”

 En plagiat og en original – hvad er dit udgangspunkt for at kalde dit show Original?

“Da jeg lavede mit første show Plagiat, vidste jeg jo godt, jeg skulle rundt i hele landet til alle mulige, som havde lært mig at kende som ham fra Live Fra Bremen. Så dér vidste jeg jo godt, at jeg ikke kunne stille op uden at parodiere. Derfor tog jeg simpelthen konsekvensen og kaldte det Plagiat. Vi – mig og de folk jeg arbejdede sammen med – spurgte; “Hvad er det modsatte af plagiat? Jamen, det må være en original. Og idéen var simpelthen bare at sige; ’’Prøv at komme tilbage til rødderne – før jeg kom på TV.” Andreas Bo skruger tiden tilbage. “Det man kan huske fra gymnasiet, Meget intern og barnlig humor i virkeligheden. Hvis man nu kunne komme tilbage til den der infantile og gymnasiale komik, og så mikse den med alt det jeg har lært i de 20 år, hvor jeg har arbejdet professionelt. Og så sætte det op på en scene så humoren er original, men har været igennem en professionel vridemaskine – og så bare fyre den af.”, beretter Andreas Bo om baggrunden for det nye show.

Meget personligt

Herudover rummer Original en masse personlige sager. “Der er meget personligt med i showet. Jeg har skulle tabe mig, jeg fortæller om min stressperiode som udløste depression, jeg kommer omkring mit svigt overfor nogle gamle venner, og så det der med lige pludselig at blive opfattet som et plagiat, fordi jeg kan godt lide at parodiere. Det er personligt og tungt, og derfor bliver jeg nødt til med det her show at sige: “Jamen I får altså ikke lov til at sætte mig i den kasse.” Jeg vil da meget gerne parodiere. Men jeg kæmper. Jeg laver alt muligt andet i øjeblikket. Kun ud fra den betragtning, hvor jeg siger: “I skal ikke regne med, at jeg kun gør det’’.

Kærligheden

Du har skulle høre meget for dit forhold til din 12 år yngre model- kæreste. Er det noget, der kan gøre dig træt, eller er du ligeglad?

“Jeg er fuldstændig ligeglad. Jeg kunne ikke drømme om at lade nogen bestemme, hvem jeg elsker, og hvem jeg ikke elsker. Folk siger; “Den havde jeg fandeme ikke lige set komme, det virker mærkeligt.” Og det jo klart, sådan ville jeg da også tænke, hvis Mogens Camre blev kærester med Medina. Så ville man tænke, nå det må jeg nok sige. Men det er jeg jo ligeglad med, og jeg er jo ikke blevet kærester med Mascha for at gøre mig interessant. Det var tilfældigvis en pige jeg mødte nytårsaften. Og uanset hvad folk måtte have et sige om Mascha eller

om mig, så tæller kun, hvad jeg synes om hende, og hvad hun synes om mig. Helt old school. Men jeg er dybt forelsket i Mascha. Hun er pisse god til mig. Det mener jeg seriøst. Hun er fra Nordjylland for helvede. Og hun siger tingene fuldstændig, som de er. Og hun kan køre helt op i det røde felt over noget, men så er det ude af verden på seks sekunder – så har hun sagt, hvad hun synes. Og så kan jeg få hende til at grine 10 mininutter senere – det har jeg faktisk aldrig nogensinde tidligere oplevet. Det er sådan en fantastisk egenskab at have for en sådan behagesyg mand som mig. At jeg ikke skal gå en uge og gøre hende glad. At luften er renset på seks sekunder, hvis der et eller andet,” fortæller Andreas Bo med et stort smil på løben. Han fortsætter: “Og så er det bare sådan noget helt basalt at det virkelig er få mennesker, der kan få mig til at grine.

Hun har så pisse mange menneskelige kvaliteter, som er helt fantastiske. Og så det der med at hun er så kontroversiel. Hun har en fortid i et realityshow. Jeg ved nøjagtigt, hvem hun er. Jeg kender hende, så jeg synes bare det er sjovt. Jeg griner af alting.

Tænk sig at det lykkedes for den lille pige på 1 meter og 60 cm fra Bursted at overbevise folk om, at hun er sådan. Det synes jeg sgu’ egentlig er meget sjovt. Det er meget cool kørt. Hun er på den måde et brand. Men også bare en kernesund provinstøs fra Nordjylland, og det er sådan set, den jeg skal bruge. Jeg kan godt lide at være sammen med hende. Hvis hun bare sidder ovre i hjørnet og passer sin computer, så er jeg glad. Jeg vil bare gerne være i nærheden af hende. Og hun har det på samme måde med mig. Jeg kan egentlig godt bare lide at lave mad med hende, tømme skraldespanden og skifte bleer på Hollie (Maschas datter red.), tage mig af mine unger og sørge for, at vi får gjort dittten og datten”, fortæller Andreas Bog og slutter: “Forleden dag var jeg i Jylland og lave musik til showet i to dage. Så kommer hun og henter mig i lufthavnen. Jeg sætter mig ind på forsædet, og så sidder hun der. Og så glor jeg på hende, og så tænker jeg: Hold kæft, hvor er hun smuk! Det har jeg glemt. Og så tænker jeg fuck, det er jo bare hende som jeg elsker, som jeg gerne vil være sammen med.”

DSC01347-2 copy copy

Andreas Bo Blå bog 

1967 : Andreas Bo bliver født på Fyn.

1977 : Andreas Bo flytter med famiien til Haslev på Sydsjælland.

1983-1986:  Andreas bliver udlært i ‘Flemmings

Herre- og Drengetøj I Haslev’

1986-1987: Spillede rockmusik I Aarhus og

arbejdede på et autolager.

1987-1988: Var førstemand I herretøjsbutik I Ballerup.

1989-91: Læste HF og kom ud med snit på 10,2.

1991: Læste medicin på Panum

Instituttet ved Københavns

Universitet, men hoppede fra uddannelsen.

DSC01542BW copy copy