Sara – har stadig meget at lære

sarrrrr

En Bodil i bagagen er ikke den dårligste start på en skuespilleruddannelse. Sara Hjort Ditlevsen var nået et punkt, hvor hun kunne leve af skuespillet, da hun endelig blev optaget på Teaterskolen i Aarhus. Hun er da også hurtigt ude i ’praktik’ på forestillingen ”Heidi” på Teater Grob til maj.

Vores rektor er meget fleksibel, fortæller Sara Hjort Ditlevsen. – Jeg har også fået lov til at gøre både den hollandske ”Borgman” og den norske ”Dirk Ohm” færdig, som jeg havde fået job på, inden jeg blev optaget. Og så er jeg i praktik allerede her på 2. år, hvor de fleste venter til 3. år … hvor jeg nu også har en praktik på Skuespilhuset.

Hele Saras karriere, der begyndte med amatørteater som barn i Birkerød, kulminerede hendes hovedrolle-Bodil for ”Undskyld jeg forstyrrer” sidste år og som nævnt roller i udenlandske film, men har i lang tid været noget, der skulle suppleres med caféjobs og vikararbejde. Sideløbende har Sara søgt om optagelse på en af teaterskolerne, og kom så ind i 2012.

Skuespiller uanset hvad

– Det er jeg meget glad og taknemmelig for, siger hun. – Jeg har jo brugt år på at bygge min karriere op, så jeg ville være skuespiller uanset om jeg kom på skole eller ej, men det er ensomt ikke at have gået på skole. Man har ingen at dele oplevelsen med.

– Der er da nogle filminstruktører, der har spurgt, ’hvorfor vil du på skole, du har jo arbejde.’ Der har ligget en frygt for, at skolen ville give mig en teknik, der ødelagde det, jeg allerede havde. Det mener jeg ikke. Jeg havde problemer med min stemme, og nu har jeg fået den teknik, der skal til, så jeg ikke ødelægger den. Men først og fremmest elsker jeg at være en del af en udvikling sammen med jævnaldrende, Vi lærer af hinanden, bryder mure ned og ser de andre gøre det, og glæder os på deres vegne.

– At spille med i en film er lidt som at springe ud fra 10 metervippen; der er højst en dag til at få en scene i kassen. Der er ikke plads til at fejle. På skolen gælder det nærmest, at jo flere fejl, desto bedre. Jeg har opdaget, at jo flere døre jeg åbner, jo mere ved jeg, jeg ikke ved. Der er så mange måder at gøre det på, og lige nu er det forvirrende, men det skal nok komme.

Nu er jeg grådig

Men ikke desto mindre: springet fra 10 metervippen gav altså en Bodil. Betyder det så, at hun har fået fyldt sit ’Bodil-formede hul i maven’, som Troels Lyby påstår, alle skuespillere går rundt med?

– Nej! Nu er jeg blevet grådig, ler Sara.

– Det var dejligt med et skulderklap, siger hun mere seriøst. – Jeg følte, at de sagde ’vi har set dig.’ Jeg var jo lige begyndt på skolen dengang. Men jeg går ikke og tænker, at det var toppen. Der er flere udfordringer foran mig.

Man gjorde et barn fortræd

Lige nu er udfordringen historien om Heidi, der blev ansat som piccoline hos Spies … og som morgenbolledame, stort set så snart hun fyldte 15. Forestillingen er skabt af CoreAct, der blandt sine medlemmer tæller Heidis lillesøster Anika.

– Det rykker historien tættere på, siger Sara. – Men Anika har kun set det gennem barnets øjne. Hun var kun 14 år, da Heidi døde. Så der er et stort frirum til at spille Heidi, som jeg forestiller mig hende. Anika husker Heidi som en glad pige. Men jeg er nysgerrig efter at finde ud af, om det var ’for real’. Om hun næsten havde en venindeforhold til sin mor, der gjorde, at hun agerede voksen, mens hun stadig var et barn, og om forholdet til Spies var hendes chance for at bare at have det sjovt. Uden at se konsekvenserne.

Det er nemlig en tragisk menneskeskæbne, der i semidokumentarisk form undersøges i ”Heidi”.

– Hendes far havde begået selvmord, da hun var lille, moderen var kvartalsdranker. Da hun ender hos Spies er hun bare interesseret i at nyde livet. Og derfor et let offer, da Simon Spies tilbyder hende ekstra goder som morgenbolledame. Det inkluderer også adgang til hash og hårde stoffer. Da hun imidlertid afviser at gifte sig med ham, bliver hun fyret. Hun havde en drøm om at stå hvid brud, men ikke med en mand, der kunne have været hendes bedstefar. Og så starter en hurtig nedtur med heroinmisbrug og gadeprostitution, der altså ender med at hun dør af AIDS, som blot den fjerde kvinde herhjemme med diagnosen.

Kærlighed og konjunkturer

Alt dette er historie for Sara. Hun har researchet en del i tiden og ikke mindst i Simon Spies. Hun har dog endnu ikke set spillefilmen ”Spies & Glistrup” fra sidste år og ønsker ikke at drage nogen sammenligninger. Hun har imidlertid gjort den iagttagelse, at normer og økonomiske konjunkturer har det med at følges ad:

– Kærlighed og relationer er så definerede af samfundets økonomiske tilstand. I 70’erne var vi i højkonjunktur og eksperimenterede. I 80’erne var der krise, AIDS og (seriel) monogami, op til finanskrisen så vi at folk senere og senere fik børn, at 30’erne var de nye 20’ere. Mange af mine ældre venner er stadig singler sidst i deres 30’ere. Lige nu er det som om vi søger tilbage til parforholdet. Jeg har to tætte veninder, der lige er blevet mødre, og de er 25-26 år.

Noget 70’eragtigt har der dog været over Saras opvækst. Hendes forældre var rigtig røde i 70’erne og 80’erne og valgte at flytte i bofælleskab – om end på luksusmåden med 18 rækkehuse og nogle lejligheder omkring et fælleshus med daglig aftensmad og mange fester. Herskede parolen om fri kærlighed så også?

– Jo, der var nogle gamle flippere, men når vi børn ikke gad se forældrene rage på hinanden til festerne, så fandt vi andre steder hen. Men bofælleskabet var enormt praktisk på mange måder. Der var f.eks. én voksen, der hentede 10 børn fra skole.

Sex og Sara

Men hvordan har vi det egentlig med sex og kærlighed i dag? Sara Hjort Ditlevsen skal spille en pige, der fik sin debut i meget ung alder.

– Jeg tror faktisk den seksuelle debutalder er højere i dag end i 80’erne – 16-17 år er vist normalt. Det er lidt overraskende, når vi bliver så eksponeret over for sex overalt. Jeg tror, mange bliver skræmt af det: Skal min krop se sådan ud? Jeg tror nu godt, at de unge kan skelne porno fra virkelighed, men det er da skræmmende hvis unge piger tror, de skal se ud og være på en bestemt måde. Jeg tror f.eks. der er et pres på for at barbere fisse. Jeg er selv vinterbader, og der bader vi nøgne sammen, mænd og kvinder. Kroppen er ikke et issue. Vi ser ud som vi gør! Det er ikke en prototype, men det er der mange unge piger, der tror …

– Jeg tror ikke vi er mere frigjorte i dag end i 70’erne. Men jeg tror måske, der er mere ligestilling. Jeg mener, hvorfor skal det være så firkantet. Jeg vil i hvert fald påstå, at det var mig, der scorede min kæreste, og ikke omvendt.

Tror du så på den eneste ene?

– Jeg tror, at man finder en, man passer med. Så er det nok den eneste ene …