London, Paris og Berlin klinger velkendt i de fleste berejstes ører, men der kan også være store oplevelser i vente i nogle af Europas mindre kendte storbyer. Liebhaverboligen.dk har udvalgt fire byer, der (også) er rejsen værd.

M

Bilbao

Hvis du vil besøge et sted dine venner med garanti ikke har været, så er Bilbao i det nordvestlige hjørne af Spanien et virkelig godt bud. Hvis man tæller alt med, så er Bilbao stadigvæk ikke større end København, men har alligevel masser af byde på. Mest kendt er nok Guggenheim museet, som er tegnet af Frank Gehry. Hvis du har nok tid, så tag et smut til San Sebastian, en lille times kørsel væk, og gå fuldkommen amok i noget af verdens bedste mad. Her er både den højeste koncentration af Michelinstjerner i verden, men ligeledes noget af det bedste gademad, man kan opdrive. Alle barer serverer tapas, man vil dræbe for at få flere af.

Landungsbrücken / Abendstimmung / evening mood

Hamborg

Små fem timers biltur fra København ligger Tysklands næststørste by og Europas næststørste havneby, Hamborg, der på mange måder sagtens kan hamle op med storebror Berlin. Her er ikke mange levn fra DDR-tiden, men metropolen Hamborg har en overflod af kulturelle tilbud, innovativ mad, alsidig shopping og en fed, afslappet stemning, som snildt kan måle sig med hovedstadens. Her er store palæer og luksuriøse shoppingcentre, men også små, hyggelige shoppinggader med kaffebarer, pladebutikker og små gallerier. En af de største attraktioner for tiden er havneområdet HafenCity, hvor man kan gå på fiskemarked og kunstmuseum eller tage på havnerundfart og se et af Europas største havneprojekter netop nu.

byer3

Budapest

Ungarns hovedstad er faktisk to byer. Buda og Pest, kun afskåret af den skønne blå Donauflod. På den måde kan man sige, at man egentlig får dobbelt så meget for pengene og allerede der har gjort et kup. Derudover oser den gamle smukke by af stemning på hvert et gadehjørne. Fra de smukt udsmykkede termalbade til den helt store konditorkunst. Og så er her masser af den gode slags violinmusik på de fleste gadehjørner, som man kan sidde og nyde mens den klassiske kogekunst fylder maven godt op for ingen som helst penge.

byer5

Vilnius

Litauen er ikke ligefrem danskernes foretrukne ferieland. Måske ved du ikke engang, hvor det ligger … Men det er værd at stifte bekendtskab med landet og ikke mindst dets hovedstad Vilnius, der er blandt Europas billigste storbyer. Der er direkte fly fra København til Vilnius og udover at være billig som få, så byder hovedstaden også på middelalderstemning, et kunstnerområde, der ligesom Christiania har erklæret sig frit og selvstændigt, katedraler, en Frank Zappa statue (!?), et KGB museum og en herligt spraglet befolkning sammensat af et utal af forskellige nationaliteter og trosretninger.