Proprietà di Lamborghini

Artikel af: Rasmus Thomsen - Nov 05 2018 kl: 08:00

Huracán Performante er – som navnet antyder – en videreudvikling af Lamborghini Huracán. Performante er i højere grad tilpasset bane, hvilket blandt andet betyder hækspoiler, der udover downforce øger luftindtaget. Det er svært at komme i tanke om noget, der kører bedre end dette kompakte orakel. 

FET_Lamborghini5

Test: Lamborghini Huracán Performante 

Motor: 5.204 ccm V10
Effekt: 640 hk, 600 nm.
Præstationer: 1-100 på 2,9 sekunder. 200 på 8,9. Topfart over 325 km/t.
Pris med habilt lag udstyr: 5,8 mio. kroner. 

 

Sant’ Agata er umiddelbart en lidt forfalden, lille industriby nord for Bologna. Men byen tjener hele Italien ære, for i udkanten af industri-

kvarteret vejrer Lamborghini´s flag i vinden. Arbejderne er ulasteligt klædt og med en rank holdning, der afspejler at de næppe er arbejdere, men snarere disciple, der udfylder et kald i en af bilverdenens mest hellige graler. Og det er næsten ikke til at tro, for på den tydelige æresplads ved receptionen står Lamborghini Huracán Performante. De små nakkehår rejser sig, for det er den, vi skal teste de tre næste dage. Og entusiasmen bobler allerede, da vi får nøglerne udleveret. Pressekorpset kan nemlig fortælle, at vi er de første til at teste denne helt nye bil. Og grunden til, at den har kørt 953 kilometer, er, fordi motoren er kørt til. For det er vigtigt, at vi – når motoren er varmet op – kan afprøve effekten fuldt ud. 2,9 sekunder til 100. 8,9 til 200, topfart på over 325 km/t. Flere ord er overflødige. 

Skøn kabine

Kabinen er lækker. Det lidt underfundige ved supersportsvogne og deres tosæders kabiner er, at det faktisk er rigtigt hyggeligt. Lyden og støjniveau vender vi tilbage til, men omkring betjening går Lamborghini sine helt egne veje, hvilket resten af bilbranchen kunne tage til inspiration. De basale funktioner betjenes uden, at man skal fjerne eller blot flytte hænderne fra udgangspositionen på rattet. Venstre hånd klarer nedgearing, blinklys og langt/kort lys. Højre klarer gear op samt sprinkler og visker. Neutralt gear er begge pads ind, og køreprogrammer vælges nederst på rattet. Bakgearer nede i midterkonsollen. Mere sikkert og logisk er det ikke set. Og så startknappen. Den sidder bag en skrigende rød sikring, der i bedste kampflystil skal løftes, før bæstet slippes løs. Bagagerummet er ude foran og har plads til en mindre sportstaske. Indstigning kræver en smidig krop.

Motor befriet for turbo 

Den 5,2 liters V10 motor er uden turbo, så der kommer mere omdrejningsvillighed og eksplosion på toppen. Indrømmet, så kræver det lidt tilvænning at effekten ikke kommer jævnt, men når først tilvænningen er sket, fremstår turbo som et attentat mod køreglæden. Det røde felt starter ved 8.500 omdrejninger, hvor den eksploderer i et arrigt, ufatteligt brøl, der – i den smukkeste tolkning – kan beskrives som en million nanno små pile, der skydes igennem kroppen og forplanter bilens passion i hjertet. 640 heste og 600 nm leveres der på toppen.
Lyden fra motoren er massiv og kan høres. For første gang hørte jeg gennem tre dages bilkørsel på intet tidspunkt musik. For symfonien fra motoren i midten var, i ramme alvor, den smukkeste symfoni, specielt i sportsmode. Den summende jetlyd i bunden, akkompagneret af den sprøde knurren på toppen. Som Boston Symfoniorkester, der har inviteret Axl Rose til en ultimativ opsætning af ”November rain.” 

Ekstrem balance

Effekt er intet uden kontrol.
Lamborghini har arbejdet med balancen på bilen, hvilket mærkes. Stabiliteten er ubeskrivelig, nedbremsninger og accelerationer foretages, så almindelige biler for længst havde fløjet i grøften. Forskellen på køreprogrammerne er mærkbar, og med sportsmode er Performante en gedigen racerbil i hænderne. Hvis vi troede, at formel-1 gear nogle gange var hurtigt, er det intet imod responsen her. 

Kickdowns og opgearing klares som små drenge, når de leger bag computerskærmen. Der var lidt ustabilitet ved nedbremsning fra høj fart en enkelt gang. Men høj fart skal her tolkes i en kontekst, som Lamborghini selv vil definere som ”høj fart.” 

Bedste bil til dato

Det er store ord, men ordene er ikke til at komme uden om. Pr. 1. november 2018 er Lamborghini Huracán Performante den bedste bil, jeg nogensinde har kørt. Lørdag d. 27 maj år 2000 græd jeg af glæde, mens min nyfødte niece lå i mine arme.
Det samme på en øde turiststrand ved Adriaterhavet, da det blev virkeligt, hvilket orakel universet havde velsignet mig med for en stund. Italienerne er stolte af Lamborghini, og det har de al mulig grund til. Stoltheden vises også. For da vi, endda langt nede sydpå ved Bari, blev stoppet rutine- mæssigt af politiet, mærkede vi, hvor dybt stoltheden ligger.
Huracán Performante er Lamborghini’s og Italiens. Som den benovede politimand triumferende råbte til sin kollega, da han opdagede, at han havde stoppet en Lamborghini tilhørende Lamborghini: ”Proprietà di Lamborghiiiiini.” 

 

FET_Lamborghini

Brutalt, smukt landevejslegetøj. 

FET_Lamborghini3

Rasmus Thomsen, foran bil og Adriaterhav. 

 

Ups
Alt, på nær bagagerummet. 

Downs
Bagagerummet. 

 

FET_Lamborghini4

Kabine. Bemærk startknappen. 

 

FET_Lamborghini2

 

 

 

CLOSE
CLOSE