Ski for alle sanser!

Den årlige skiferie er for mange en af årets allerbedste ferier.

Og hvad er også skønnere end at suse afsted i høj fart på snehvide pister, vandre med snesko i morgengryet, se børnene blive stolte på skiskolen eller måske få behandlet en gigtplaget krop i en gammel guldmine.

I Østrig kan man det hele, og Liebhaverboligen guider her til oplevelser for enhver smag.

Skiwelt Wilder Kaiser – Brixental

Leder du efter oplevelser af ALLE slags, er Ski Welt stedet at besøge. Området er et af verdens største sammenhængende skiområder og fejrer i år faktisk 45 års jubilæum. Her er 270 kilometer perfekt præparerede pister, 80 rustikke bjergrestauranter, 83 baner og skilifte og panoramaudsigt til mere end 70 bjerge.

Hele 9 landsbyer lægger område til Ski Welt, og måske har du allerede besøgt Elmau, Söll, Brixen im Thale, Hopfgarten, Itter, Kelchsau, Scheffau eller Westendorf. Alle er de en del af det privatejede bondeland, som ski-venlige bønder igennem årene har åbnet op og samarbejdet sammen om – for netop at skabe et skiområder, der kan tilbyde noget for alle. I flæng kan nævnes, at her er tre funparker, Østrigs største nat-skiområde, masser af kælkebakker og god knald på underholdningen også. Hver af de 9 byer kan vinteren igennem byde på forskelligartede oplevelser, og turen dertil gøres let enten med egen bil (Ski Welt ligger godt 10 km fra motorvejsafkørslen Kufstein Süd eller Wôrgl Ost) eller flyv til Innsbruck, Munchen eller Salzburg. Herfra findes shuttle-busser fra lufthavnene.

Off-piste og luksus i St. Anton og Lech-Zürs am Arlberg

Folk med hang til luksus og fest går ikke galt i byen, hvis de henlægger skiferien til St. Anton. Her i byen er after-ski lige så vigtigt som selve skiløbet, og diskokuglerne roterer livligt på byens barer.

Skiløbet er også i top – 380 kilometer pister råder området St. Anton am Arlberg over, og er man til off-piste, er stedet et rent mekka. Men selvom skiløbet altså er helt i top, kan byen godt være crowded i højsæsonen og køerne til liftene irriterende lange.

Ønsker man derfor en mere ”stille” ski-ferie, men stadig i samme smukke område, er det de eksklusive ski-byer Lech og Zürs man skal bestille hotel i. Begge byer er kendte for at være tilholdssted for diverse amerikanske hollywoodstjerner, og restauraterne her er naturligvis derfor i topklasse.

Generelt for alle byer gælder, at ski-ferien er i den dyrere ende, til gengæld har man en oplagt mulighed for at flashe sit flotte ski-tøj/udstyr blandt et publikum, som har forstand på det. Ligesom man også kan forsøge sig på ”Run of fame” – ski-pionerernes og skistjernes 85 km lange spor.

Flyver man, er Innsbruck og Zürich nærmeste lufthavne, er man mere klimabevidst, går toget også hele vejen fra både Wien og Zürich.

Skiferie for både krop og sjæl

Fuldmånemiddag med 5 retters udsøgt menu i 1600 meters højde over havet, eller oplevelsen af at nedsænke sin varme krop i en iskold, stille skovsø med kun ældgamle træer som vidner. Hvis sådanne oplevelser tiltaler dig, er Gastein destinationen for årets ski-ferie.

Skiområdet i Gasteinerdalen går over tre små byer. Dorf Gastein, Hof Gastein og Bad Gastein, som alle i århundreder har været kendte for forskelige former for helse. Her er naturlige, termiske kilder med varme bade, og sidst men ikke mindst kan man i Bad Gastein få en oplevelse af de fantastiske.

Oplevelsen foregår i en gammel guldmine – Gasteiner Heilstollen i Radhausberg– hvor gigtplagede mennesker og mennesker med smerter i det hele taget, hver år, året rundt – valfarter til for lindring. Minen var i det 16. og 17. århundrede en lukrativ guldmine, men i de efterfølgende århundrede blev den ikke benyttet. Under 2. verdenskrig åbnede man atter minen, og fandt desværre ikke guld, men opdagede til gengæld, at de ofte nedslidte og gigtplagede minearbejdere fik det bedre af at arbejde i de snævre minegange. Undersøgelser viste, at luften i  minen indeholdt radon – en ellers giftig gasart – men i netop den koncentration, som luften i minen havde og har, virker radon i sammenhæng med den fugt og varme som skabes inde i det store bjerg – smertelindrende.

Behandlingen foregår ved, at man på et lille tog kører to kilometer ind i bjerget og dér ligger i de smalle minegange på brikse og inhalerer radon og sveder. Luftfugtigheden er mellem 75 og 99 procent, og inden togturen ind i minens dyb konsulteres man naturligvis af en læge. Minen Gasteiner Heilstollen har været brugt til kur-behandlinger siden 1958, og der findes ”specielle”pakker for turister, der bare vil prøve fænomenet.

I området findes i øvrigt også de store varme thermiske bade – Alpentherme og Felsentherme, som tilbyder spa under alle tænkelige former. Og med hensyn til skiløbet er det her naturligvis også. Både som alpint, snowboard og landrend. Bare ikke så hypet, som på mange af Østrigs andre destinationer. Så ro, ro ro, afslapning og helse – det er Gastein og måske også en slædetur med heste spændt foran – i et vinterhvidt landskab.

Man kan flyve til München eller Salzburg og derfra tage toget til Gastein-dalen. Tager man bilen er der 1200 km at køre fra København til Bad Gastein.

I Hansi Hinerseer´s fod (ski)spor

 Kitzbühler Alpenstrækker sig fra Zillertal i vest til Zell am See i øst og omkranser om man så må sige byen Kitzbühel. Området er et af Østrigs allerbedste og bl.a. tildelt Tiroler-Pisten-Güte-Siegel- mærkatet, som kun gives til de ypperste skisportssteder i landet.

 Her er uanede mængder af snekanoner, gode lifter og perfekte pister, ligesom et livligt byliv tilbyder god shopping, i massevis af restauranter og grundig after-ski. Så er man ude med den brede pensel og noget for alle, imødekommer Kitzbuhler Alpen-området næsten enhver skiløbers drømme, uanset niveau, dog med hovedvægten lagt på den trænede og krævende skiløber.

 Samtidig er området også stedet, hvor sangstjernen Hansi Hinterseerer er vokset op, og også stedet hvor den berømte Hahnenkamm – kendt fra styrtløb i World Cupen – ligger. Selve Hansi´s barndomshjem ligger i den lille by Seidalm, hvor han boede  sammen med sine bedsteforældre. Faderen var olympisk ski-champion, og selv er sangstjernen også en super skiløber, fortæller de lokale, som hér er mere optagede af stjernens ski-evner end af hans sang.

Et andet særkende for Kitzbühler Alpen er deres nyeste bud på mad-kultur kaldet KochArt. En sammenslutning af 22 restauranter, som udelukkende bruger de lokale bønders råvarer og efter sigende skulle have taget gamle velkendte østrigste retter til nye, kulinariske højder.

Nærmeste lufthavn er Innsbruck, hvis ikke man vælger at tage bilen.

Ski for hele familien

Er det hele familien, som skal afsted på skiferie, så er Zillertal det oplagte sne-paradis. Zillertal er Østrigs førende ski-familie-destination og gode begynderbakker, lette pister og skiskoler i alle afskygninger tilbyder noget til hele familien. Kælkebakkerne er mange, det samme er skiskolerne, hvor der er tilbud til alle aldre næsten, og vil man ikke efterlade det lille pus på skiskolen alene, kan et begynderforældre-par sammen med et begynderbarn bare leje en privat, dansktalende ski-lærer sammen. Det er også en god måde at lære at stå på ski – sammen. Har man et barn med, der så lille, at det endnu ikke kan lære at stå på ski, tilbyder Zillertal børnepasning i de såkaldte Zwergerl Clubs.

203 kilometer af pister i alle sværhedsgrader, 66 moderne lifte og et prisniveau, som er noget billigere end på mange af Østrigs andre skisportssteder, er skræddersyet til familieferie, der udover skiløb også byder på et væld af anderledes oplevelser.

Besøg for eksempel is-paladset, Nature Ice Palast, som ligger inde i den store Hintertux-gletcher. Børn fra 6 år må komme med – eller tag en fridag fra skiløbet og gå i badeland, hvor der er sjov for både børn og voksne.

Kom sovende og bæredygtigt på ski

Snälltoget med sovevogn kører i sæsonen 22/23 fra Høje Tåstrup station på Sjælland og direkte til de Østrigske Alper. Toget kører direkte til München og Salzburg, hvorfra det er muligt at køre videre med lokale baner til i alt 14 østrigske ski-byer. Undervejs kan man spise i den hyggelige restaurantvogn, mens toget kører igennem det smukke og skiftende landskab.