GAUDIS BARCELONA

Barcelona er et must, hvis man interesserer sig bare lidt for romantisk byferie og spændende arkitektur. Men også hvis man vil forstå Cataloniens store ønske om selvstændighed, er arkitekten Antoni Gaudís værker gode at blive klog af.

 

FET_Barcelona_P1140077

Gaudís ufuldendte katedral La Sagrada Familia forventes først færdig om flere år.

 

Det er som at træde ind i en verden af tro og eventyr. Hjertet synker i brystet, og følelsen af at være en åndelig tissemyre, i forhold til arkitekten Antoni Gaudis geni og tro på det gudsommelige i tilværelsen, er enorm. Himmelstræbende søjler i de mærkværdigste former og materialer holder katedralens kuppel, og lyset vælder ind fra de mangefarvede og anderledes formede vinduer og skaber en overjordisk stemning af evighed. Ved det store alter hænger udspændt, mager og lidende, under en sekskantet baldakin oplyst af gyldne glaslamper, en jesusfigur på et trækors.

Vi er på smuttur i Barcelona og på besøg i byens absolutte topseværdighed – Katedralen. Arkitekten Gaudís ufuldendte mesterværk, som der stadig bygges på, og som her 135 år efter, at den første mursten blev lagt, stadig står som et sindbillede på en region i Spanien, der længe har trukket overskrifter med sine mange demonstrationer for et ønske om selvstændighed fra moderlandet, fordi de føler sig ”anderledes”.

Arkitekten Gaudí følte sig også anderledes, hvilket hans mange byggerier i Barcelona til fulde bevidner.
Alle opført omkring århundredeskiftet som en sær blanding af surrealisme, kristendom og catalansk nationalisme, og ifølge Gaudí i øvrigt resultatet af catalanernes generelt større sans for skønhed og åndelighed end resten af indbyggerne i det store spanske rige.

Uanset hvad – om Gaudí havde ret eller ej – er Barcelona et must at besøge, hvis man bare har den mindste interesse for arkitektur.

Mere end 14 helt fantastiske bygningsværker – lige fra privatindrettede rigmandshjem til kirker og parker i den smukke by er skabt af hans ”krøllede” hjerne og giver i dag et fantastisk indblik i den spanske modernista-bevægelse. En kunstnerisk retning, som opstod i Europa i slutningen af 1800-tallet og især slog igennem indenfor arkitekturen, men også i malerkunst og musik i øvrigt. Blandt andet sås modernismen samtidigt i Frankrig under navnet Art Nouveau, i Tyskland som Jugendstil og i Danmark som stilen Skønvirke. Skabt i en økonomisk opgangstid, hvor mange blev ustyrligt rige, blandt andet på grund af industrialiseringen og den nye samhandel med Amerika.

 

FET_Barcelona_P1170277

FET_Barcelona_architecture-2400553

De bærende søjler i katadralen antager eventyrlige former. Lyset er aldeles ”guddommeligt” og Under kuplen hænger Kristus-figuren under en gylden baldakin.

 

Barcelonas grønne hjerte

Hjertet i Barcelona er den lange Rambla. En grøn fodgænger-kile, som løber fra byens trafikale centrum, Plaza de Catalunya, og helt ned til kysten, hvor hvide badestrande lokker med køligt badevand på en hed sommerdag. Her på Ramblaen leves livet fra morgen til aften på små, udendørs cafeer og i de tilstødende sidegader åbenbarer det romantiske og allerældste Barcelona sine bedste oplevelser.

Kvartererne Barri Gottic og La Ribera er vidunderlige at vandre rundt i.

Små, snævre gader og gyder med fine specialforretninger og autentisk folkeliv, skyggefulde pladser og oldgamle kirker, bygget i den smukkeste gotiske stil og hver aften oplyst af
de smukkeste gamle gadelamper i smedejern.

Kvarteret omkring Ramblaen er også et godt sted at indtage aftensmaden,  for her er både lokale restauranter og naturligvis også turistfælder, men helt galt i byen går man ikke, hvis man i Barri Gottic-kvarteret indtager aftenmenuen på Placa Reial.

Denne store palmeomkransede plads i neo-klassicistisk arkitektur er et åndehul i det ellers lidt mørke kvarter, og de mange restauranter på pladsen lokker med udendørs servering og næsten garanteret – gratis optræden af gøglere, akrobater og andre ofte meget dygtige gadeartister aftenen igennem.

 

FET_Barcelona_P1140084

Ramblaen er Barcelonas levende puls.

 

Madmarked og musikhus

Med direkte indgang fra Ramblaen finder man også Barcelonas gamle og helt overdådige madmarked La Boqueria, der sælger alt det bedste, som det catalonske køkken har at byde på.

Boder med fisk, tapas, grøntsager, vine og helt særlige delikatesser sælges her og har været solgt her i mere end 170 år. Markedet er i øvrigt Spaniens største med tæt på 700 boder, og halvdelen af dem har været i samme families eje i over 130 år.

Ganske ofte ser man også Barcelonas gourmetkokke købe dagens råvarer her – så kvaliteten er i top.

Arkitektonisk er den ældste del af Barcelonas centrum omkring Ramblaen og det gotiske kvarter præget af den arkitektur, som hørte tiden til. Men indimellem sniger enkelte modernista-byggerier sig også ind i helheden – især super fint repræsenteret i området kaldet La Ribera, hvor Antoni Gaudís samtidige arkitektkollega, lluis Doménech, i 1905 opførte Barcelonas absolut smukkeste musikhus – Palau de la Musica Catalana.

Huset regnes for at være en af den catalanske modernismes hovedværker, og det er et must at besøge og se de fine glasmosaikker, de farvestrålende kakler, de mærkværdige søjler og de mange snørklede skulpturer fra musikkens verden, som præger facader og vægge. Koncerter af alle slags, lige fra klassisk musik til hård rock og Flamenco, opføres stadig i huset, som dog i dagtimerne er åbent for gode, guidede rundvisninger.

 

FET_Barcelona_P1130876

FET_Barcelona_P1170105

Koncertsalen i Palau de la Musica er et af hovedværkerne indenfor catalansk modernista-arkitektur. Flot dekorerede søjler præger facaden i musikhuset.

 

Gaudis legeplads

Er man rejst til Barcelona for at nyde Gaudís ”vilde” arkitektur, er det dog et stykke væk fra Ramblaen og de romantiske kvarterer, man skal søge.
Nærmere bestemt til bydelen Eixample, som blev planlagt i 1850’erne, da Barcelonas gamle bydel var blevet for trang grundet stor tilflytning.

En ny, lys og moderne bydel med brede boulevarder og nøjagtig lige store husblokke blev bygget, og her slog især Barcelonas højere middelklasse og det bedre borgerskab sig ned.

Financieringen til bydelen kom fra indtægterne fra den boomende tekstilindustri og fra de store formuer, som hjemvendte catalanske emigranter havde skabt sig ved plantagedrift og slavehandel med mere bl.a. i Amerika.

En af disse emigranter var forretningsmanden Eusebi Güell i Ferrer, og hans formue ligger til grund for Antoni Gaudís tidlige succes. I starten troede ikke mange på Gaudis evner, nogle beskrev endda hans arkitektoniske udtryk som ”fordrukkent”, men Güell så lyset i Gaudí og var pengemanden bag nogle af de allerstørste af Gaudís værker. Gaudí byggede også et hus nær Ramblaen til Güell selv  – et pragteksemplar, som i 2012 stod færdig-renoveret og siden har været åbent for offentligheden.

 

Naturen som forbillede

I modernista-bevægelsens arkitektur spillede naturen en stor og meget fremtrædende rolle.

Også Gaudí, som siden sin tidlige ungdom havde været dybt religiøs, betragtede naturen som Guds skaberværk og mente, at når man kopierede naturen og dens former, så kopierede man også skabelsen.

Derfor ser man i Gaudís bygninger blomster, blade, dyr og bløde organiske former sammen med det kristne kors i rigt mål. Ikke en eneste ting er firkantet, og alle disse ornamenteringer/symboler er skabt ved at blande materialer, man ellers ikke gjorde i byggeindustrien på det tidspunkt. Vægge og lofter er beklædt med glasurbrændte kakler, tage og vægge kan bølge, rum kan fremtræde som drypstenshuler og klippelandskaber og kobber, glas, mosaik, smedejern og rå upudsede mursten er anvendt i nye sammenhænge. Alt ned til den mindste detalje er dekoreret, selv møbler, lamper, dørhåndtag, ruder osv.
For den indre indretning skulle være lige så flot dekoreret som selve bygningen.

Det er i Eixample-kvarteret  at langt de fleste af Gaudís allermest spektakulære bygningsværker findes. Mange af dem bygget som hjem for de velhavende forretningsmænd og mange af dem beliggende på det eksklusive forretningsstrøg Passeig de Gracia og i området omkring, men også bygningsværker opført af andre, samtidige modernista-arkitekter ligger i det samme kvarter.

Helt fantastiske er b.la. Casa Battlo, Casa Milá (hedder også La Pedera), Casa Vincens (som netop er restaureret og åbnet sidste år), og sidst men ikke mindst Park Güell uden for Eixample-bydelen. Park Güell er som et surrealistisk Disneyland, og på vejen derop kan man i øvrigt besøge et relativt nyt 4D Gaudí ”museum”.

 

Døde som en ”ukendt”

I sin samtid fik Antoni Gaudí ikke helt den anerkendelse, som han nyder i dag. Indrømmet – det var en stor ting at få lov til at stå for mesterværket, kirken La Sagrada Familia, som Gaudí anså for sit absolutte hovedværk, men som også, måske, blev en for stor besættelse for ham at fuldføre.

I 1883 begyndte Gaudí på La Sagrada Familia, men i 1911 fik han tuberkulose og havde efterfølgende nogle meget hårde år.

Mange i hans familie og omgangskreds døde, og en økonomisk krise i 1915 standsede arbejdet på La Sagrada Familia. I 1918 døde hans ven og mæcen Eusebi Güell også, og måske derfor viede Gaudí resten af sit liv til byggeriet af La Sagrada Familia og boede i sin sidste levetid rent faktisk på en feltseng på byggepladsen i katedralen.

I 1926 blev han kørt ned af en sporvogn på vej til bøn i sin lokale kirke, men fordi han gik lurvet klædt, blev han taget for blot at være en simpel tigger og fik ikke behandling før end det var for sent. Gaudí afgik ved døden den 10. juni, kun 73 år gammel, og med et ufuldendt mesterværk i gang.

Siden har man naturligvis ud fra Gaudís tegninger fortsat byggeriet af La Sagrada Familia, som måske, men kun måske vil stå færdigt i 2026. Med 12 tårne på tre facader, som skal symbolisere apostlene, og yderligere 5 andre tårne, der skal symbolisere Jomfru Maria og de fire evangelister, er der stadig meget at tage fat på…

 

FET_Barcelona_P1130970

Parque Güell  ligner en mellemting mellem en hobbit-by og et Disney-landskab. Fra parken er der en fin udsigt ned over byen.

FET_Barcelona_P1170211

Casa Battlo var et eksisterende byhus, som Gaudí ombyggede. Bemærk de fine roser overalt på facaden. De er lavet i keramik.

FET_Barcelona_P1170219

 Loft, lampe og dekorerede dørkarme i Casa Batlo

FET_Barcelona_P1130893

 Casa Vincens åbnede først for offentligheden sidste år.

FET_Barcelona_P1170286

Casa Mila (La Pedera) – set udefra.

 

Rejsefakta

Hotel:

Liebhaverboligen var inviteret til Barcelona af Visit Barcelona og Hotel 1898, som er beliggende midt på Ramblaen tæt ved Plaza de Catalunya.

Hotellet er oprindelig et gammelt forretningsdomicil for tobakskompagniet, General Philippines Tobacco, og indrettet i luksuriøs koloni-stil. Huset var i 1898 både forretning og hjem for den velhavende familie Lopez, som skabte sin formue på Philippinerne.

Her er tagterrasse med pool og bar, veludstyret spa i kælderen og en gourmetrestaurant. Værelser fås i alle varianter – lige fra  basic luksusværelser til deluxe-suiter med egen terrasse og lille pool. Beliggenheden er unik – tæt på alt og kun fem minutters gang fra det store madmarked La Boqueria. For flere oplysninger og evt. priser se www.hotel 1898.com

 

FET_Barcelona_P1170041

Hotel 1898 ligger midt på Ramblaen og har en fin tagterrasse.

 

Rejse:

Vi fløj med det spanske lavprisselskab Vueling, men også SAS  og Norwegian flyver København – Barcelona. Fra Billund flyver Ryanair direkte til Barcelona. I Barcelona lufthavn kan man enten tage offentlig transport til centrum eller taxa. Taxa-tur uden for myldretid tager godt en halv time og koster ca. 30 euro.

Offentlig transport:

Det er supernemt at komme rundt til Barcelonas mange seværdigheder.
Et godt udbygget metronetværk kører alle steder hen, og der hvor metroen ikke når ud, går der by-busser. Plaza de Catalunya for enden af Ramblaen er udgangspunkt for både metro, by-busser og sightseeingbusser, og turistkort til både metro og busser kan købes på turistkontoret, som ligger på Plaza de Catalunya 17 (underjordisk). Her kan man også købe billetter til de mange Gaudí-bygninger og få gode råd om andre seværdigheder end nævnt i denne artikel. For Barcelona er også et slaraffenland ud i museer
for blandt andet Picasso, Miro og Salvador Dali.