Blev selv ejer af sin barndoms legeplads

Det var tilfældigheder, gode kontakter og et udtalt iværksættergen, som for ti år siden fik tre familier til at investere i en ø i Guldborgsund. Egentlig ville de have brugt øen selv til sommerhuse men blev hurtigt sporet ind på at leje ud til firmaevents, teambuilding, bryllupper mm. Og de aktiviteter slider langt mindre på naturen end almindelig sommerhusudlejning.

 

FET_Øhistorie_Flatø_Privatejedeøer_V4A8452

 

Benjamin Achton, 44, er en udpræget iværksætter, som ikke kan holde fing-rene fra et godt projekt, som måske kan blive til en forretning. Han har en fortid i restaurationsbranchen og driver firmaet ”De flyvende kokke”. Desuden har han investeret i og udviklet en tidligere telegrafbygning på torvet i barndomsbyen Nykøbing F. til lejligheder og restaurant med køkken i nogle tidligere underjordiske, offentlige toiletter! Så ejerskabet af en ø sammen med to andre lokale iværksættere med håndværkerbaggrund, virkede hverken overvældende eller urealistisk:

”I ti år var Flatø ejet af Middelaldercentret, som havde en idé om at danne en middelalderbiotop til glæde for sine besøgende. Men det blev aldrig til noget, og i stedet forfaldt øen og sprang i skov.

Da hørte vi om stedet, som jeg selv har leget på som dreng. Jeg var ven med sønnen til en opsynsmand indsat af den københavnske rigmand, som ejede øen i en årrække”, husker Benjamin Achton.

Der ventede ham og medejerne en større praktisk og økonomisk opgave. De stod overfor at skulle genoprette øens natur og befri den for sammenvokset krat mm. Og så var de nødt til at renovere øens fem huse, uden at der måtte bygges yderligere. Husene med sommerhusstatus var lige fra flere hundrede år gamle til en nyere bjælkehytte fra 1978 opført på en brandtomt fra et gammelt nedbrændt hus.

”Vi var dengang fire familier, som betalte 10 millioner kr. for øen. Det kan lyde af meget, men det er ikke voldsomt at bruge 2,5 million kr. på et sommerhus med jord til. Vi fik hurtigt en forespørgsel på udlejning, og så udviklede konceptet med udlejning sig”, fortæller Benjamin Achton og fortsætter:

”Hurtigt fandt vi ud af, at vi kunne hjælpe med logistikken omkring events ved også at sørge for bespisning og underholdning både for private og firmaer. De lejer typisk øen fra torsdag til søndag og skal have en masse varer og andet fragtet over. Her kommer min tid i restaurationsbranchen mig til gode”, fortæller Benjamin Achton, som efter få år var med til at købe den ene ejer ud, så ejerkredsen i dag består af tre.

 

En del filantropi

Ejerne har kastet egne kræfter og arbejdskraft ind i projektet og har med hjælp udefra brugt i omegnen af 15 millioner kr. på at opdatere Flatø. Både hvad angår natur, bygninger, havn mm. Stedet løber rundt med udlejning nu, men det bliver aldrig en blomstrende forretning med overskud. Derimod opgraderes kundeporteføljen, så der kan lejes ud til færre og mere eksklusive kunder, så øen kan hvile resten af tiden. Det er langt fra en benhård forretning, for det ligger ikke ejerne på sinde at slide unødigt på naturen. Og så vil de også holde ferie på øen selv ind i mellem, understreger Benjamin Achton.

Ejerne er af Naturstyrelsen blevet udstyret med en såkaldt plejeplan, som de forholder sig til og tager yderst alvorligt.

I planen uddybes det, hvilke træer og buske der er naturligt hjemmehørende på øen, og hvilke der ikke er. Disse anvisninger har foreløbig resulteret i fjernelse af stedsegrønne havetræer som fyr og gran.

”Det er skønt, at man i løbet af ti minutter kan sejle fra byens støj og larm ud til fred og ro i naturen, hvor ingen andre er”, lyder det fra Benjamin Achton om det fascinerende ved at eje sin egen ø.

 

FET_Øhistorie_Flatø_Privatejedeøer_V4A8203

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

Slet ikke så flad

Flatø er 3,2 ha, 380 meter lang og 175 meter på det bredeste sted. Højeste punkt er fire meter over havet. Øen har siden stenalderen været beboet, hvilket fund af køkkenmøddinger og bopladser er bevis for.
I middelalderen var øen dyrket med afgrøder, der lige som fisk fra farvandet omkring blev fragtet over til købstaden Nykøbing og solgt på marked.

I 1670´erne udnyttedes et eksisterende teglværk på Flatø, ejet af Kronen, for med øens lerholdige jord at brænde tegl til moderniseringen af det nu nedrevne Nykøbing Slot. For at fyre op under teglværksovnene fældedes al skov på øen, som blev efterladt med et anderledes plant terræn end det oprindelige.
Fra cirka 1770 blev øen købt og solgt flere gange.

En håndfuld øboere ernærede sig fortsat ved landbrug. Et gæstgiveri af kampesten udviklede sig omkring 1870 til forlystelsessted med udskænkning, dans og keglebane, hvortil lokale fra Falster sejlede ud for at more sig.  Bygningen findes den dag i dag. I 1910 opførtes et rødt murstenshus, som også fortsat står. Under Anden Verdenskrigs mangelsituation tørrede man på øen tang til madrasser. Det kom efter krigen til en intern fejde, da fiskerens kone fandt sammen med landmanden, mens fiskeren var på søen.

Herefter blev øen i en årrække brugt til sommerhuse og ferieophold. I 1968 blev Flatø solgt til en velhaver, og i 90´erne overtog Chili Holding kortvarigt øen på tvangsauktion. Midt i 90´erne blev Flatø købt af Nykøbing F. og Sydfalster Kommuner, som overdrog stedet til Middelaldercentret. Flatø har siden 2005 været ejet af familierne Achton, Lystrup og Ravn.

På otte måneder sejlede de 1000 tons materialer til øen og sørgede for underboring i Guldborgsund, så der ikke længere var problemer med det friske vand og larm fra en generator. I dag er der på øen trådløst internet, jordvarme og rindende vand. Det er ikke tilladt at gå i land på Flatø uden aftale med ejerne.

Kilder: www.flatoe.dk, Wikipedia, “Danmarks småøer” af Poul Henrik Harritz

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FET_Øhistorie_Flatø_Privatejedeøer_V4A7815

FET_Øhistorie_Flatø_Privatejedeøer_V4A8117

FET_Øhistorie_Flatø_Privatejedeøer_V4A8153

Anløbsbroen er lang, da vanddybden er lav i Guldborgsund, hvor gæster nyder forlængede weekender med afslapning, fagligt indhold og fysiske udfordringer.

 

FET_Flatø_!cid_805A0074-EF1B-41C1-BAB2-844448328D32

Det røde murstenshus fra 1910 midt i naturen er et af fem eksisterende huse, som nu er renoveret og indrettet til udlejning og sommerboliger for ejerne.

 

FET_Øhistorie_Flatø_Privatejedeøer_V4A8287

En bjælkehytte blev bygget i 1978 på brandtomten efter et ældre hus. Det er nu moderniseret og bruges til firmaers teambuilding, bryllupper mm. 

 

FET_Øhistorie_Flatø_Privatejedeøer_V4A7717

FET_Øhistorie_Flatø_Privatejedeøer_V4A8245

FET_Øhistorie_Flatø_Privatejedeøer_V4A8021

Der er noget fascinerende og afstressende ved at opholde sig midlertidigt på en lille næsten øde ø med alle moderne bekvemmeligheder.  

 

FET_Øhistorie_Flatø_Privatejedeøer_V4A7665

Gæster sejles i motorbåd fra Falster fire km væk til Flatø, som er et lille paradis på 40.000 m2Fremmede må ikke gå i land uden ejernes tilladelse.