Rasmus Botoft har vænnet sig til, at folk ikke helt ved, hvad han taler om, når han fortæller, at han vil genoplive varieteen i Tivoli. Ikke revy, men et underholdningskoncept, hvor alting kan ske, og hvor hver eneste forestilling bliver unik. Ikke mindst handler det om at være fælles om at opleve noget oven på pandemien og med klimakrise og krig som truende skyer i horisonten.

– Det var en mærkelig fornemmelse at stå på Det Kongelige Teater og spille ”Matilda” samme dag som Putin sendte den russiske hær ind i Ukraine, husker Rasmus Botoft. – Men det, jeg tager med mig, er, at vi stod der sammen – at det var en fælles oplevelse. Og at publikum havde en oplevelse sammen med os.

Den nye version af Tivoli Varieteen – i 2022 sjovt nok præcis 50 år efter den sidste i 1972 – vil nok have Rasmus Botoft som vært hver aften og en del kunstnere vil dukke op flere gange, men det er en pointe, at ikke to aftener bliver ens. På den måde vil publikum (og de optrædende) dele noget unikt med alle de andre, der var der den aften.

Det sker kun i aften
– Vi lavede nogle enkelte shows forrige år mellem to nedlukninger og med restriktioner, så der kun sad publikum på hvert tredje sæde. To af mine gæster – som også kommer med i år – var Claus Meyer og John Kørner. Claus lavede hummersuppe, og den fik nogle heldige fra publikum lov at smage oppe på scenen, mens Peter Sommer sang en sang til dem. John lavede en skulptur af vandmeloner. Den spiste vi også. Det er forgængeligt og kommer kun til at ske denne ene aften, men forestillingen taler til alle sanser – i Claus tilfælde også lugtesansen.

– I virkeligheden havde jeg en idé om, at vi kunne forære Johns værk til en af aftenens gæster, men i betragtning af, hvad et originalt værk af John Kørner sælges til, så nedlagde hans gallerist forbud. Så hvad vi end skaber, så bliver det destrueret bagefter (eller spist, hvis det kan lade sig gøre).

Ideen om at genoplive Tivoli Varieteen har boblet i Rasmus, siden han optrådte i Glassalen med Rytteriet for et par år siden, og Tivoli var med på ideen. Der var bare ét problem:

– Jeg oplevede, at ingen vidste, hvad det betød. De fleste troede, jeg talte om Tivoli Revyen. Varieteen som genre har været uddød i Danmark, men det var stort i 50’erne og 60’erne, hvor der ikke var samme konkurrence fra tv, og folk nød at komme ind i Tivoli for at se vilde ting og store stjerner.

Oven på corona
På den anden side synes Rasmus, at nu er det helt rigtige tidspunkt at genstarte denne tradition:

– Jeg tror, at vi oven på corona har brug for en hyldest til kunsten og kærligheden og det at være sammen. Varieteen har noget på hjerte; vi skal både blive underholdt, blive rørt og måske endda lære noget nyt.

Varieteens line-up er virkelig varieret, men hver aften er der meget stærke kvinder på scenen. Der er blandt andet den australske sabelsluger Lucky Hell (”Og det er ikke fake – der er vist kun 5 i verden, der kan hendes kunst. Lucky sætter faktisk livet på spil, hver gang hun optræder”.), flamencodanseren Selene Munoz, komikeren Eva Jin (”Jeg har en mistanke om, at hun har Jørgen Ryg boende inde i maven”).

– Den italienske jazzsangerinde Alice Carreri er også med, og digteren Lone Hørslev har lovet at lægge vejen forbi – og som nævnt Claus Meyer og John Kørner. Foruden en masse andre skønne og dygtige kunstnere fra ind og udland.

– Vi har respekt for traditionerne, men det skal ikke være musealt eller en hyldest til Preben Uglebjerg og de gode gamle dage. Det er et forsøg på at genstarte og modernisere … og når vi så gør det tredje år, så er det en ny tradition. Min Tivoli Varieté er en genfødsel af en glemt tradition.

I den nye tradition er hverken varieteens renommé eller budget til at få de store verdensstjerner ind, som man engang havde, men man har da lov at drømme:

– Drømmen? Det ville være sejt, hvis Lady Gaga kom forbi og gav et nummer. Vi har haft nogle ambitioner fra start, der er tråde ude, så who knows? Man skal huske at drømme.

– Men ellers bliver det meget loose, hvor jeg som vært skal prøve at gribe det, der sker, og improvisere. Det er megafedt at være i nuet og lade stemningen opstå. Sidste gang optrådte Else (fra Rytteriet, red.) med ”Sånt er livet” – ja undskyld, jeg tænker på hende som en person – og det kan da godt være, hun kommer med igen. Måske med en klassisk tekst, måske med en ny. Der kan også sagtens være et satirisk element, en kommentar til noget aktuel,

– Mødet i varieteen kan også sprænge rammerne. Til vores testsshows forrige år optrådte Peter Sommer og den berømte italienske violinist Davide Rossi samme aften, og på Peters seneste album er Davide Rossi med på et par numre. Kunstnerne ser hinanden, og så opstår den energi.

Krig, krise og kunst
– Det er det fællesskab, vi har mere brug for nu, end vi længe har haft det, siger Rasmus med reference til krigen i Ukraine.

– Det har påvirket mig meget, fortsætter han. – Jeg havde ikke troet, at jeg ville opleve krig så tæt på igen. Nu har jeg en søn på 15, og han har lige oplevet en pandemi og så en europæisk krig oven i hatten.

– Vi kan ikke ignorere det, der sker. Heller ikke i kunsten. Så aflysninger giver mening. Det kan godt være, at en aften med den russiske sopran Anna Netrepko i Musikhuset havde været magisk, men vi bliver nødt til at forholde os til, hvad der sker ude i verden. Så må det også betyde, at sportshold går uden om Rusland. Det ville være absurd, hvis vi ikke reagerede.

– Præcis på samme måde som vi bliver nødt til at tænke miljøet ind i alting nu. Også på teatret må vi tænke på at genbruge dele af scenografien. Den bevidsthed er kommet for at blive, for alting tæller med.

Rasmus Botoft er selvfølgelig også blevet klimabevidst derhjemme med affaldssortering og mere økologiske indkøb.

Vi skal interessere os for de unge
– Og vi smider ikke batterier i skraldespanden, for så bliver vi skældt ud af Bodil Jørgensen. Og hvis vi ikke husker at være klima- og miljøbevidste, så skal vores søn nok minde os om det.

I det hele taget er Rasmus optimistisk på den unge generations vegne. Og den kender han ganske godt, fordi han i nogle år har været træner i sønnens fodboldklub på Vesterbro, Vestia, hvor han har lært mange af dem at kende.

– Jeg synes, at de unge er meget bevidste om de udfordringer, de står overfor. Jeg oplever, at mange skoleledere og lærere, der er fantastiske til at motivere dem og hjælpe dem i gang med livet. For vi skal huske, at det er vigtigt, at vi voksne er en del af de unges verden. Mange af os har for travlt med at realisere os selv og passe vores karrierer. Det er vigtigt, at vi interesserer os for dem. Jeg har nydt at engagere mig som frivillig fodboldtræner, og det har været en gave at lære de unge at kende.

Travlhed i karrieren kender Rasmus selvfølgelig til. Men som skuespiller også til de pauser der pludselig opstår ind imellem.

– Det er forbundet med en vis usikkerhed at være skuespiller. Jeg har f.eks. ikke arbejde fra 1. september. I andre perioder kan der være mange opgaver oven i hinanden, og nogle gange må man takke nej til et godt projekt, fordi der simpelthen ikke er plads i kalenderen. Opgaverne har det med at lande oven i hinanden og så pludselig er der en periode hvor der ingenting sker. Det er indimellem nervepirrende, men jeg trives efterhånden godt i den vekselvirkning.

Jeg savner det, når jeg ikke arbejder samme med Lisbeth
– Det er klart en fordel at være gift med en anden skuespiller (Lisbeth Wulff, red.) som kender den præmis; arbejde på vekslende tider, travlhed og fritid i vekslende mængder. Heldigvis har jeg meget glæde af at kunne arbejde sammen med Lisbeth. Vi gør det bestemt ikke hele tiden, men når vi ikke gør det, så savner jeg det faktisk.

– Jeg synes, det er skønt, at vi kan skrive ting sammen og bruge hinanden.

En af tingene er selvfølgelig Rytteriet, som Rasmus Botoft og Martin Buch er blevet nærmest uløseligt forbundet med.

– Jeg har altid sagt, at det ikke var noget problem, siger Rasmus. – Men succesen er et tveægget sværd. Jeg er stolt af Rytteriet og elsker figurerne. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvilke roller jeg ikke er blevet tilbudt. Men det er kommet lidt bag på mig, at nogle mennesker kun tænker på Rytteriet, når de hører mit navn. Danmark er et lille land, så det spænder lidt ben.

Rasmus og Martin
Til Rytteriets fans har han imidlertid godt nyt:

– Vi tager en pause lige nu, hvor vi laver andre ting, men ja, det er planen, at vi vender tilbage med et nyt stort show. Om Martin kunne tænkes at dukke op i Tivoli Varieteen? Det kunne da tænkes … jeg har spurgt ham, men man ved aldrig, hvad han svarer.

Foreløbig er det sikkert, at Rasmus Botoft selv er på hver aften i Tivoli Varieteen fra 9. juni, men derudover er det altså et overraskelsernes show.

Rundt om Rasmus:
Hvad er det mest magiske eller romantiske ved Tivoli?

Alene det, at vi midt i en storby med høje huse og på en af byens dyreste adresser har gjort plads til en fortryllet park med blomster, lys og lamper. I det hele taget Tivoli om aftenen med sit lys. Og pantomimeteatret – at vi holder liv i denne gamle tradition og har en balletskole. I det hele taget holder Tivoli fast i mange af de fine gamle traditioner og kunster.

Hvilken teateroplevelse overbeviste dig om at søge den vej?

Jeg kom meget i teatret med som barn og så mange forestillinger sammen med mine forældre. Men jeg tror nok, at den, der gjorde det afgørende indtryk på mig, var en forestilling om Roald Ammundsen på Posthusteatret. Det var magisk. Og barsk – nogle døde, andre fik koldbrand. Det står helt tydeligt for mig, og den startede noget i mig.

Hvad gør du for at holde dig i form til at stå på scenen?

Jeg vinterbader på Helgoland hele året – eller bader, når det ikke er vinter. Derudover har jeg en personlig træner, der er fysioterapeut. Og endelig er jeg træner i fodboldklubben Vestia. Men det stopper denne sæson. Jeg kan ikke rigtig følge med mere og var forleden ved at få endnu en fibersprængning i den 50-årige krop. Derudover går jeg rigtig meget. Det har jeg ikke mindst gjort under corona. Coronaen gav mig gålysten tilbage, så jeg har genopdaget en masse pragtfulde steder i København, f.eks. Solbjerg Kirkegård bag Frederiksberg Have. Der er vidunderligt stille.

Hvis udlandet kaldte: hvad ville du så gerne medvirke i?

Jeg har lavet lidt i Tyskland og har lige været til casting til endnu en tysk tv-serie. Det er i øvrigt en proces, jeg hader. Men jeg synes, det er sjovt og udfordrende at arbejde i udlandet, og jeg elsker at rejse og opleve nye steder og møde mennesker. Helst vil jeg have lov til at spille noget seriøst drama, sådan som vi kan se det i ”Borgen” lige nu – ikke noget med for mange kostumer og parykker.

Hvad har du lært under corona?

At tage det roligt. Det blev den pause, jeg ikke vidste, jeg havde brug for. Især under første nedlukning gik det op for mig, at jeg havde godt af at geare ned. På en måde var det en vild tid, men det er også vildt, hvor hurtigt vi har vænnet os til tempoet fra før pandemien igen. Jeg tror, det er vigtigt at holde fast i det, vi lærte under corona.

Hvad har du savnet mest under corona?

At rejse. Vi er en meget rejselysten familie, men i lyset af klimakrisen kan det godt være, at vi skal vænne os til ikke at rejse så langt væk

Hvilket stykke moderne teknologi er du blevet afhængig af?

Mobiltelefonen!

Hvis du kunne vælge en drømmeferie, hvor gik den så hen?

Jeg har aldrig været i Sydamerika. Jeg har rejst en del i Mellem- og Centralamerika, men jeg kunne godt tænke mig at komme længere sydpå til Brasilien og Argentina. Måske på en måneds rundrejse. Med tog, naturligvis.

Er der nogle fejl, som du kunne ønske, din søn slap for at begå?

Vi kan ikke undgå at begå fejl, at træde ved siden af. At lave fejl er en del af det at leve som menneske. Men vi kan lære at tilgive os selv og lære af det. At rejse os, når vi er faldet (for du skal nok komme til at falde igen).

Rasmus Botoft
Rasmus Botoft er uddannet fra Aarhus Teaterskole i 1999. Han var i en årrække tilknyttet Det kongelige Teater, men optrådte samtidig i en række satiriske programmer på DR. Det store populære gennembrud kom imidlertid med Rytteriet, som han har skabt sammen med sin mangeårige partner Martin Buch – først som radioshow, siden på tv og endelig som sceneshows bl.a. i Glassalen. Rasmus er gift med skuespilleren Lisbeth Wulff, som bl.a. er ophavskvinde til ”Trines mor”-monologerne med Bodil Jørgensen. Ud over det professionelle samarbejde har Rasmus og Lisbeth også produceret sønnen Wili.

Tivoli Varieteen
Tivoli Varieteen blev født i 1959, men fik først efter et par år succes, hvor Preben Uglebjerg var konferencier og med sit talent var med til at gøre varieteen til en succes, der tiltrak verdensstjerner som Marlene Dietrich, Elle Fitzgerald og Josephine Baker. Efter Uglebjergs tragiske død i 1968 fortsatte andre i konferencier-rollen, indtil sommeren 1972. I øvrigt samme år, som Rasmus Botoft blev født.